Hele publikationen i PDF

FELIPA AMARU HAR FÅET SVÆRERE VED AT DYRKE KARTOFLER I TAKT MED, AT JOR-
DEN BLIVER TØRRERE OG ADGANGEN TIL VAND BLIVER BEGRÆNSET.
BJERGENE SMELTER
fra august til oktober, nogle gange helt
ind i november.
Hårnålesving uden autoværn leder
en grusvej forbi græssende lamaer og
ned under skydækket til dalen, hvor
53-årige Felipa Amaru står og hakker
i sin tørre jord. Det samme gør hendes
yngste datter, Reyna på 11, og niecen
Jessica på 7.
Solen er på vej ned bag bjergene,
da de lægger hakkerne og trasker forbi
grisen og marsvinene op i det lille køkkenhus
bygget af ler, jord, græsstrå og
vand. Her går Felipa Amaru i gang med
at skrælle kartofler. Amaru er en af dem,
der bor længst væk fra Cerro Choquecota,
og dermed også en af dem, der
først mærker, når bjerget ikke har så
meget vand at give til dalen.
Beboerne har gravet kanaler, der i
århundreder har sørget for, at alle fik
glæde af det vand, der løb ned ad bjergsiderne.
Men med den stigende vandmangel
må de skiftes til at åbne sidekanalerne
til de enkelte marker. Og da
Amaru er enlig mor uden nævneværdig
gennemslagskraft i det lille samfund, er
hun en af dem, der er tvunget til at stå
op om natten for at lede lidt vand ud
på sin mark. »Skænderierne mellem os
om vandet bliver værre år for år«, siger
Felipa Amaru, mens stemmen næsten
knækker.
DE RIGE VIL KØBE VANDET
Konflikter om vand ender ofte netop
med, at de svageste bliver sorteper.
Felipa Amaru er som resten af Palcadalen
meget oprørt over, at landsbyen
Choquecota ved toppen af bjerget forhandler
om at sælge vandet deroppefra
til La Paz.
Beboerne i den rige del af byen blev
pludselig ekstra opmærksomme på hele
klimaproblematikken, efter at man var
uden vand i hanerne i tre uger i 2008,
fordi et jordskred havde ødelagt ledningsnettet.
Men forsvinder meget af
Choquecotas vand til La Paz, vil landbrug
i Palcadalen næsten blive umuligt.
106 BJERGENE SMELTER