Download PDF - Dansk Center for Byhistorie

De danske byers udvikling under
afindustrialiseringen 1960-2001
-
Befolknings- og erhvervsmæssige aspekter
Speciale af Sebastian Fogh Nordentoft
Studienr. 20031521
Antal enheder: 238.768
Vejleder: Søren Bitsch Christensen
Institut for Historie og Områdestudier
Aarhus Universitet
Juli 2009
0

INDHOLDSFORTEGNELSE
1. INDLEDNING s. 3
2. INDLEDENDE DEL s. 4
2.1. Byen og bysystemet s. 4
2.1.1. Byen s. 4
2.1.2. Bysystemet s. 6
2.1.3. Det nationale bysystem s. 9
2.1.4. Klyngeteori og ’Den kreative klasse’ s. 13
2.2. Dansk forskningsoversigt s. 15
2.3. Metode og kilder s. 21
2.3.1. Metode s. 21
2.3.2. Kilderne/statistikken s. 25
2.4. Det danske bysystems udvikling før 1960 s. 30
3. BEFOLKNINGSUDVIKLINGEN I DE DANSKE BYER 1960-2001 s. 35
3.1. Befolkningsudviklingen 1960-1981 s. 35
3.1.1. Overordnet befolkningsudvikling 1960-1981 s. 35
3.1.2. Bysystemets rank-size udvikling 1960-1981 s. 37
3.1.3. Befolkningsudviklingen i byklasser 1960-1981 s. 39
3.1.4. Regional befolkningsudvikling 1960-1981 s. 42
3.2. Befolknigsudviklingen 1981-2001 s. 45
3.2.1. Overordnet befolkningsudvikling 1981-2001 s. 45
3.2.2. Bysystemets rank-size udvikling 1981-2001 s. 47
3.2.3. Befolkningsudviklingen i byklasser 1981-2001 s. 48
3.2.4. Regional befolkningsudvikling 1981-2001 s. 51
3.3. Opsamling på befolkningsudviklingen 1960-2001 s. 54
4. ERHVERVSUDVIKLINGEN I DE DANSKE BYER 1960-2001 s. 56
4.1 Erhvervsudviklingen 1960-1970 s. 56
4.1.1. Overordnet erhvervsudvikling 1960-1970 s. 56
4.1.2. Købstædernes industri- og serviceudvikling 1960-1970 s. 59
4.1.3. Erhvervsudviklingen fordelt på byklasser 1960-1970 s. 61
4.1.4. Erhvervsudviklingens regionale fordeling 1960-1970 s. 64
4.2 Erhvervsudviklingen 1970-2001 s. 66
4.2.1. Overordnet erhvervsudvikling 1970-2001 s. 66
4.2.2. Købstædernes industri- og serviceudvikling 1970-2001 s. 69
4.2.3. Erhvervsudviklingen fordelt på byklasser 1970-2001 s. 72
4.2.4. Erhvervsudviklingens regionale fordeling 1970-2001 s. 75
4.3. Opsamling på erhvervsudviklingen 1960-2001 s. 76
5. BAGGRUNDE FOR UDVIKLINGEN s. 78
5.1. Økonomisk og erhvervsmæssig baggrund s. 79
5.2. World City Hypothesis s. 84
5.3. Offentlig vækst og regulering s. 91
5.4. Mobilitet og stedbundethedens opløsning s. 95
6. KONKLUSION s. 97
1

ENGLISH ABSTRACT s. 100
LITTERATUR s. 102
BILAG s. 106
Bilag 1: Overordnet erhvervsfordeling foretaget på baggrund af Danmarks Statistiks
definitionsændringer 1960-2001. s. 106
Bilag 2: Erhvervsinddeling for industri- og servicesektoren på baggrund af Danmarks
Statistiks definitionsændringer 1960-2001. s. 107
Bilag 3: Erhvervsudviklingens absolutte og relative fordeling på byklasser 1960-2001 s. 109
Bilag 4: Erhvervsudviklingens absolutte og relative regionale fordeling 1960-2001 s. 113
Bilag 5: Kort over amtsstrukturen 1970-2007 s. 118
2

1. INDLEDNING
Danmark kan i dag betragtes som et urbant samfund. Et urbant samfund, der overvejende
er udviklet over de sidste 150 til 200 år, i hvilken periode man overordnet har set to
grundlæggende urbaniseringstendenser. Først en industrialisering, der forvandlede
Danmark fra et agrart samfund til et overvejende urbant og industrielt samfund. Denne
proces startede i begyndelsen af 1800-tallet og varede ved op til midten af 1900-tallet.
Herefter begyndte en modsatrettet tendens at tage form – en afindustrialisering af det
danske bysystem. Denne afindustrialisering betød, at industrien i byerne svandt ind, mens
servicesektoren voksede, og man så således udviklingen af det, der kaldes den postindustrialiserede
by. Det er denne urbane udvikling og dens baggrund, som dette speciale
nærmere vil belyse igennem en empirisk undersøgelse af befolknings- og
erhvervsudviklingen i det danske bysystem fra cirka 1960 til cirka 2001. Specialet tager
således udgangspunkt i en undersøgelse af to meget centrale faktorer i forhold til
bysystemer: befolknings- og erhvervsudviklingen i systemets byer. Hvad
erhvervsudviklingen angår, vil der især blive lagt vægt på udviklingen inden for industrien
og servicesektoren, da disse sektorer har været centrale for byernes udvikling i perioden.
Kildematerialet betinger endvidere, at hele bysystemet ikke kan inddrages, når der er tale
om en undersøgelse af erhvervsudviklingen.
Specialet er inddelt i fire dele foruden indledning og konklusion. For det
første en indledende del, der indeholder en diskussion og definition af begreberne ’by’ og
’bysystem’ samt en diskussion af lødigheden i at behandle byer som indgående i nationale
bysystemer i en verden, der i den undersøgte periode er blevet mere og mere globalt
orienteret. Samtidig vil den teoretiske baggrund for specialet også blive introduceret i den
første del, hvor især Saskia Sassens ’World City Hypothesis’ vil være central. Desuden vil
førstedelen indeholde en forskningsoversigt for området, der vil lede over i metodiske
overvejelser om, hvordan selve undersøgelsen skal foretages. Der er desuden flere
problematikker tilknyttet undersøgelsens empiriske grundlag, som også vil blive behandlet,
og sidst i første del vil den urbane udvikling op til 1960 danne baggrund for udviklingen
efter 1960. I anden og tredje del vil henholdsvis undersøgelsen af befolkningsudviklingen
og erhvervsudviklingen i de danske byer fra 1960 til 2001 blive udført. Konklusionerne fra
denne del vil blive ført videre til sidste del, som vil beskæftige sig med baggrunden for den
3

elyste udvikling. Her vil der igen blive trukket på de teorier, der blev introduceret i første
del af specialet.
Specialets problemstilling er hovedsagligt motiveret ud fra et ønske om at
belyse en central proces i moderne dansk (by)historie, som tidligere kun i ringe omfang har
været behandlet af historikere. Meget af den anvendte litteratur vil således ikke kun være
skrevet af historikere, men også i vid udstrækning af økonomer og geografer, som er de
faggrupper, der indtil nu har beskæftiget sig mest indgående med udviklingen af de danske
byer under afindustrialiseringen.
2. INDLEDENDE DEL
2.1. BYEN OG BYSYSTEMET
Som beskrevet ovenfor vil dette speciale omhandle det danske bysystem. Dette udtryk ’det
danske bysystem’ rejser tre grundlæggende spørgsmål, som vil blive behandlet i de følgende
afsnit. For det første: hvad er en by For det andet: hvad er et bysystem Og for det tredje:
giver det mening at tale om et dansk bysystem i en verden, der i løbet af den undersøgte
periode er blevet mere og mere globaliseret Jeg vil derfor starte med at finde frem til en
brugbar definition af en by og et bysystem, som derefter vil lede over i en teoretisk
diskussion af lødigheden i at behandle bysystemer ud fra et nationalt perspektiv. Således
skal denne del også ses som en introduktion til de væsentligste teoridannelser, som vil blive
diskuteret i den sidste del af specialet.
2.1.1. Byen
Inden for urban forskning er byen blevet defineret af mange og på mange forskellige
måder. En af de mest udbredte og diskuterede definitioner er sociologen Louis Wirths, som
han fremkom med i 1938 i artiklen ’Urbanism as a Way of Life’, hvor han gav følgende
definition: ’For social purposes a city may be defined as a relatively large, dense, and permanent settlement
of socially heterogeneous individuals’. 1 Som Wirth selv pointerer, er dette en sociologisk definition
af byen. Da dette speciale ikke så meget tager udgangspunkt i de sociologiske aspekter af
1 Wirth (1938) s. 8
4

yen som de økonomiske, vil jeg tage udgangspunkt i en anden definition af byen: den
fysisk statistiske. Denne definition af byen er en fællesnordisk statistisk måde at anskue
byen på, som blev taget i brug i Danmark i 1960 og som stadig er gældende inden for
Danmarks Statistik. Den siger, at en by består af et sammenhængende bebygget areal med
mindst 200 indbyggere. ’Sammenhængende’ betyder her, at der ikke må være mere end 200
meter mellem bygningerne, og at disse ikke må være offentlige eller industrielle anlæg. 2
Denne definition ser ikke byen som en lokalitet, der indeholder bestemte former for
funktioner, og byen er således ikke funktionelt afgrænset i forhold til det omgivende land.
Her adskiller den fysiske definition sig kraftigt fra bl.a. den definition af byen, som Paul
Hohenberg og Lynn Hollen Lees argumenterer for i deres værk ’Making of Urban Europe
1000-1994’. Deres definition er funktionel, idet de går ud fra, at byer er ’…sizeable settlements
of people most of whom do not grow food’. 3 Byen defineres altså i modsætning til landet, hvor man
fremavler et overskud af mad, som bybefolkningen kan ernæres af, idet de ikke selv
producerer mad. Grunden til, at denne definition af byen ikke er valgt i denne
sammenhæng, er, at det funktionelle skel mellem land og by i den behandlede periode blev
meget sløret. Dette er især sket, fordi megen industri er flyttet ud i landdistrikterne, og fordi
den store udvikling i pendling har medført, at mange, der bedriver byerhverv, nu sagtens
kan bo på landet.
Før 1960 benyttede man sig rent statistisk af det administrative bybegreb,
hvor alt hvad der ikke var købstæder, handelspladser eller ladepladser ikke var by. Der var
altså klare administrative grænser for byerne. Dette begreb blev benyttet op til 1901, men
allerede fra næringsfriheden i 1857 var begrebet blevet noget forældet, da der begyndte at
skyde bymæssige bebyggelser op i landdistrikterne (de såkaldte stationsbyer eller rurale
byer). Definitionen blev derfor udvidet til også at omfatte disse bymæssige bebyggelser i
1901, og i 1911 blev også begrebet forstæder indlemmet. 4 Fra 1960 gik man væk fra den
administrative definition af byen, fordi det simpelthen var forældet, da der var skudt en
masse byer op uden for de gamle administrative grænser. Den væsentligste grund til at tage
udgangspunkt i den fysiske statistiske definition af byen er således, at det er denne
definition, der er blevet benyttet i den statistik, der ligger til grund for specialet, da den
benyttede statistik stammer fra Danmarks Statistik. Rent praktisk er denne definition dog
2 Matthiessen (1985B) s. 18f.
3 Hohenberg & Lees (1985) s. 17
4 Christensen (2006) s. 14
5

gennemgående ikke mulig at benytte, da Danmarks Statistik efter 1976 ikke har udgivet
erhvervsdata fordelt på bymæssige bebyggelser. Derfor er en mere pragmatisk tilgang
nødvendig i selve arbejdet med at udlede erhvervsfordelinger for de forskellige byer. Dette
vil jeg komme tilbage til i afsnittet om kilderne til undersøgelsen.
2.1.2. Bysystemet
At byer er i kontakt med hinanden og ikke kun med deres respektive oplande, er en åbenlys
sandhed. Det er disse gensidige forbindelser og indbyrdes interaktioner mellem et vist antal
byer, der skaber et system af byer. Således definerer Christian Wichmann Matthiessen i sin
afhandling ’Danske byers vækst’ et bysystem som omfattende ’…et antal gensidigt afhængige
enheder. Det består af byer, der har forskellige karakteristika, og som er rumligt fordelt i et bymønster’ 5 .
Samme brede definition går igen i den definition af bysystemer, man brugte i projektet
’Urban Systems and Urban Networking in the Baltic Sea Region’ 6 . Her anvendte man definitionen:
’The Urban System is a set of interdependent urban places comprising a region or nation’. 7 Den eneste
forskel fra Matthiessen er, at man her inddrager nationalstaten som en faktor, hvilket vil
blive belyst neden for.
Definitionerne er som sagt meget brede, da praktisk talt alle urbane steder i et
økonomisk udviklet og industrialiseret land som Danmark kan lægges ind under denne
definition. Det vil sige, at byer ned til 200 indbyggere, der som sagt er Danmarks Statistiks
nederste grænse for bybebyggelse, hører med i denne definition. At lave en detaljeret
undersøgelse af samtlige danske byers erhvervs- og befolkningsudvikling ligger uden for
dette speciales rækkevidde, da kildegrundlaget ville blive alt for stort. Det betyder ikke, at
alle byerne ikke vil blive inddraget i en overordnet sammenhæng, men hvad de mere
detaljerede undersøgelser angår, må der ske en indsnævring. Kildemæssigt er det oplagt at
udvælge de byer, der før kommunalreformen af 1970 havde status som købstæder, da disse
rent statistisk er blevet behandlet på nogenlunde samme måde i hele perioden. At udvælge
disse gamle købstæder betyder endvidere, at man får fat i den ældste og mest centrale del af
det danske bysystem, hvilket vil blive uddybet senere (i afsnittet om det danske bysystem
op til 1960).
5 Matthiessen (1985B) s. 2
6 ’Urban Systems and Urban Networking in the Baltic Sea Region’ var et urbant forskningssamarbejde mellem
landene ved Østersøen med henblik på at fremme samarbejde og integration i regionen.
7 Nielsen (2000) s. 53
6

To teorier, der har været centrale for forståelsen og udforskningen af bysystemer, er
centralstedsteorien og netværksteorien. Den ældste af de to teorier, centralstedsteorien,
blev udviklet af geografen Walter Christaller, som fremlagde den i sit hovedværk ’Die
Zentralen Orte in Süddeutschland’ i 1933. Med denne teori har Christaller forsøgt at finde og
definere nogle principper, der kan forklare byers lokalisering og størrelse. Det vigtigste
punkt i denne teori er, at byer fungerer som centre (centralsteder) for deres opland, da
deres eksistens er betinget af, at de er tilgængelige steder for oplandets produktion. Men
dertil kommer, at større og økonomisk mere differentierede byer også er centralsteder for
mindre byer. Hvis et centralsted kan sælge en vare eller service, som de omkringliggende
byer ikke kan sælge, vil dette sted stige i byhierarkiet, fordi det vil opnå at være centralsted
for et større opland og flere andre byer. Et højere rangerende centralsted vil således altid
udbyde flere serviceydelser og varer og have flere funktioner end et lavere rangerende
centralsted. Christaller mente, at byerne derfor lå spredt efter faste geografiske regler med
én større by i midten af et vist antal mindre byer. 8
Netværksteorien er udformet af historikerne Paul M. Hohenberg og Lynn
Hollen Lees i deres værk The Making of Urban Europe 1000-1950 fra 1985. De tager
udgangspunkt i centralstedsteorien, men ved at fremføre og diskutere deres kritik af en del
punkter i Christallers teori udformer de to forskere deres egen teori. Et centralt kritikpunkt
er, at Christaller bygger sin teori på antagelser, som ikke kan findes i den virkelige verden.
Centralstedsteorien kan ikke bruges til at sige noget om byers geografiske spredning og
konstruerer derfor kun en idealiseret version af bybebyggelse. I virkeligheden vil man
kunne se, hvorledes geografiske forhold (bjergkæder, floder osv.), forskellig
befolkningstæthed og ulige lønninger har indflydelse på bebyggelsesmønstre. Endvidere ser
man mange store byer, som ikke er geografiske centre for deres opland; tværtimod kan man
konstatere, at mange store handelsbyer ligger placeret ved kysten og/eller op langs store
floder. 9
I stedet for at se byernes forhold som et stramt hierarki af byer ser
Hohenberg og Lees snarere et fleksibelt netværk, hvor byer og bysystemer har forbindelser
på kryds og tværs. Byerne er altså punkter i et netværk, som er inddelt i kerne- og
periferiområder. Hvor udviklingen ifølge centralstedsteorien kommer nede fra en basis,
kommer udviklingen ifølge netværksteorien fra en kerne. I disse netværk fungerer byerne
8 Nordentoft (2006) s. 92
9 Hohenberg & Lees (1985) s. 50 og 60
7

l.a. som centre, knudepunkter, udposter og skiftesteder. Større byer fungerer endvidere
som åbninger til det større netværk for mindre byer, der ligger i de større byers regionale
bagland. 10 Hohenberg og Lees affærdiger dog ikke helt Christallers teori, idet de mener, at
de to modeller er komplementære. Således kan man ifølge netværksteorien godt genfinde
funktionshierarkier imellem byer samtidig med, at der foregår en netværkshandel og -
forbindelser på kryds og tværs af disse hierarkier. Dette er hvad de kalder ’dual model’,
hvor en by kan indgå i begge systemer, men også ændre dens tilknytning over tid. 11 Da jeg i
et tidligere arbejde har konkluderet, at Centralstedsteorien ’ikke kan stå alene i beskrivelsen af et
bysystem i det postindustrialiserede Danmark.’ 12 , er det nærmere den netværksteoretiske blanding
af hierarki og netværk, der vil blive benyttet i dette speciale – den såkaldte ’dual model’.
Denne tilgang anser Peter J. Taylor i sit værk ’World City Network’ fra 2004 imidlertid som
problematisk, idet han netop kritiserer den forudgående litteratur for at konstruere en
hierarkisk tilgang til bysystemer. Problemet er ifølge Taylor, at byer ikke kan kontrollere
eller kontrolleres af andre byer, og at der derfor slet ikke findes byhierarkier. Min brug af
størrelseshierarkier i undersøgelsen skal dog heller ikke ses som et udtryk for kontrol i
systemet, men nærmere som en praktisk måde til at beskrive det danske bysystem.
En tredje udbredt måde til at beskrive bysystemer har i mange år været ’ranksize’
teorien, hvis lovmæssigheder blev udviklet af George Kingsley Zipf i 1941. Denne
metode kan benyttes sammen med netværks- og centralstedsteorien til at beskrive et givent
bysystem. Et ’rank-size’ diagram produceres ved at afgrænse et system af byer (normalt et
nationalt system), for derefter at ordne byerne efter størrelse, og til sidst sætte dem ind i et
dobbelt logaritmisk diagram efter rang og størrelse. Ifølge Zipf skulle et ideelt bysystem i
dette diagram have en ret linje med en 45° hældning. 13 Det betyder, at den by, der rangerer
som nummer to i systemet, ideelt set skulle være halvt så stor som den by, der rangerer som
nummer ét, og så videre ned efter. Hvis et bysystems rank-size kurve ikke lever op til denne
teori, men i stedet er konkav eller konveks anses bysystemet som et primat-system med én
eller få dominerende byer. Dette skulle være et tegn på mindre økonomisk og politisk
integrerede bysystemer. 14 Som Matthiessen (1985) pointerer, er forudsætningen for ranksize
teorien imidlertid ubegrundet, da der ikke er nogen, der endnu har kunnet vise, at
10 Hohenberg & Lees (1985) s. 62f.
11 Ibid. s. 5f.
12 Nordentoft (2006) s. 100
13 Matthiessen (1985B) s. 13
14 Nilsson (2008) s. 1
8

ysystemer udvikler sig mod en ideel størrelsessammensætning. På den anden side bliver
rank-size teorien brugt af mange 15 til at beskrive et bysystems sammensætning og udvikling,
hvilket den også vil blive i dette speciale.
2.1.3. Det nationale bysystem
I 1980’erne opstod der en ny retning inden for urbane studier, som hurtigt blev meget
udbredt. Denne retning brød med den tidligere opfattelse af byer som indgående i nationale
systemer og indførte i stedet for ideen om et mere overordnet globalt bysystem/-netværk.
Især John Friedmanns ’The World City Hypothesis’ 16 fra 1986 og Saskia Sassens ‘The Global
City’ 17 fra 1991, blev centrale værker. Det centrale i disse teser er, at nogle bestemte
økonomiske funktioner, som er nødvendige for den globale økonomi, er koncentrerede i
visse store byer, som er blevet centrale og strategiske steder for kontrollen af det nye
globale økonomiske system. I stedet for at fokusere på nationale bysystemer som den
centrale problemstilling flyttede forskningen sit fokus et niveau op, og man begyndte at
koncentrere sig om globale og transnationale systemer eller netværk af byer. Inden for
denne retning ser man også en vis inspiration fra netværksteorien, hvorfra mange begreber
såsom, knudepunkter, hinterland og udvekslingssteder går igen.
Af de to centrale teoretikere er det især Saskia Sassen, der har videreudviklet
verdensbyteorien. I sit værk ’Cities in a World Economy’ fra 2006 har hun senest behandlet
tesen om byers placering og betydning i og for den globale økonomi. Hun påpeger, at man
ser to tendenser i udviklingen af de urbane steder. På den ene side, ser man industri og
kontorer, der flytter væk fra byen i stor stil, for at placere sig i lavtlønsområder uden for
byerne. Dette er muligt pga. den telekommunikations- og informationsmæssige revolution,
der har fundet sted de sidste to-tre årtier. Det er således blevet muligt for firmaer at have
kontakt med medarbejderne lige meget, hvor i verden de befinder sig. Dette er dog kun den
ene side af udviklingen. På den anden side ser man en voksende koncentration af en lang
række specialiserede servicefunktioner i de store byers centre og en vækst i lavtlønsarbejde
og i lav-profit-sektorerne selvsamme steder, da de ansatte i de specialiserede servicefirmaer
har brug for aktiviteter som transport, børnepasning, rengøring etc.. Storbyerne er altså
blevet mere og mere centrale for den globale økonomi samtidig med, at man ser en
15 Bl.a. bruges den af selvsamme Matthiessen (1985B), Sassen (2006) og Nilsson (2008)
16 Friedmann (1986)
17 Sassen (1991)
9

stigende tendens til afindustrialisering af bykernerne. Det Sassen vil anskueliggøre med sit
værk, er at forklare, hvordan og hvorfor disse to modsatrettede udviklinger foregår på
samme tid.
Inden for denne relativt nye gren af urban forskning er der et centralt punkt,
der ikke er enighed om: nationalstatens betydning for bysystemer og -netværk. Da dette
speciale, som beskrevet i indledningen, har et nationalt bysystem som ramme og definerer
et bysystem ud fra dets nationale tilhørsforhold, er det derfor grundlæggende, at inddrage
dette i den teoretiske diskussion. De to teoretikere, der i sammenhæng med dette speciale
er centrale, er således uenige om nationalstatens rolle i forhold til bysystemer. Den første er
Saskia Sassen, som anses for den egentlige udvikler af ’World City Hypothesis’. Hun mener
ikke, at alle byer er en del af de nye transnationale bysystemer, der er udviklet siden
begyndelsen af 1980’erne. De fleste byer er nærmere en del af et nationalt bysystem og
eksisterer inden for denne nationale ramme. Således skelner Sassen også mellem primate og
balancerede nationale bysystemer (jf. rank-size teorien ovenfor). 18 Den anden er Peter J.
Taylor, som argumenterer for, at der ikke er nogen byer, der ikke er globale på en eller
anden måde, og at opfattelsen af nationale bysystemer er en myte, da der til alle tider har
eksisteret en verdensøkonomi, der er bygget op om internationale og transnationale
økonomiske processer. 19 Derfor er der ikke nogle byer (primatbyer eller deres bagland), der
er helt nationale i deres relation til et givent bysystem, da byers interne relationer aldrig
respekterer landegrænser. En by vil altid have en eller anden form for international eller
transnational forbindelse, om det så er igennem flere mellemled. Taylor mener dog, at
nationalstaterne har en vis betydning for netværket af byer – han udpeger dem som den
ene af de fire aktører, der har skabt netværket - men de er ikke de centrale aktører. Det er
derimod byer og byregioner eller nærmere de store servicefirmaer, der opererer i disse
byer/regioner. I de afsluttende kapitler af sit værk argumenterer Taylor således for, at byer
har muligheden for at blive den nye måde, hvorpå vi opfatter verden geografisk. Mens vi
nu har et klart mentalt billede af verden som bestående af nationalstater, vil vi i fremtiden
se verden som bestående af en række byer, der er forbundet i et globalt netværk
(globaliseringen er således ifølge Taylor en metageografisk transition). 20
18 Sassen (2006) s. 45f.
19 Taylor (2004) s. 190f.
20 Ibid s. 50
10

En af grundene til, at Taylor ser alle byer som indlejret i det globale netværk,
er den empiriske ramme, han opstiller om sin undersøgelse. Her undersøger han
forbindelserne mellem de globale byer ved at se på store globale servicefirmaers
kontornetværk, da han som sagt ser disse servicefirmaer som de centrale aktører i byernes
økonomi og derfor også i verdensøkonomien (her er han meget inspireret af Sassen). 21
Således er der mange sider af byernes erhvervsliv og eksterne forbindelser, som han ikke
får med, bl.a. den store offentlige sektor, som ikke mindst i en europæisk og dansk
sammenhæng er vigtig. I antologien ‘Cities of Europe: Changing Contexts, Local Arrangements,
and the Challenge to Urban Cohersion’ finder Yuri Kazepov 22 netop frem til, at det specielle ved
de europæiske byer er ’…the regulatory heritage and current policy apparatus within which these cities
function’. 23 Den politiske baggrund såvel som den politiske ramme, som de europæiske byer
eksisterer i, er altså ifølge Kazepov meget centraliseret og det, der adskiller de europæiske
byer fra byer i andre dele af verden (især byer i USA, som der hovedsagligt sammenlignes
med).
Her kommer vi ind på et punkt, hvor teorien om globale byer, som den
kommer til udtryk igennem Taylor og til dels Sassen, er blevet kritiseret fra flere sider.
Teorien skelner ikke mellem byerne og deres nationale og lokale variationer og kulturelle og
politiske forskelle men behandler byerne på den samme universelle baggrund. 24 Kazepov
mener, at dette er en mangel og bringer begrebet ’the nested city’ ind i diskussionen, hvilket
skal forstås på den måde, at alle byer er indlejret i sociale, institutionelle og økonomiske
kontekster: ’The Nation-state and regions are contexts for the city, just as the past is a context for the
present’. 25 En lignende kritik kommer fra Camilla Elmhorn, der i sin doktorafhandling
’Brussels – A Reflexive World City’ 26 inddrager Michael Storpers teori om refleksive byer
(reflexive cities) 27 , da hun ikke mener, at tesen om de globale byer i sig selv er tilstrækkelig
til at forstå og forklare Bruxelles’ udvikling de sidste årtier, hvilket er målet med hendes
disputats. Hun inddrager netop Storpers teori for at få et mere lokalt perspektiv med ind i
undersøgelsen af byens udvikling, fordi et centralt element i Storpers teori om refleksive
økonomier netop er, at globale firmaer lokaliserer sig i en given by på grund af dens
21 Taylor (2004) s. 24f.
22 Kazepov (2005)
23 Ibid. s. xviii
24 Häussermann & Haila (2005) s. 49
25 Kazepov (2005) s. 6
26 Se Elmhorn (2001)
27 Storper (1997) s. 29
11

’territorially specific assets’, som disse firmaer kan ’tappe’ af. Disse ’assets’ kan bl.a. være en
bestemt form for uddannet arbejdskraft, teknologi eller information. 28 Ligesom Kazepov er
det således centralt for Storper, at man også ser en by i forhold til dens lokalitet i en
regional og national sammenhæng. Både Storper og Kazepov læner sig således op ad af
både klyngeteorien og teorien om den kreative klasse, som vil blive behandlet længere
fremme.
Mange forskere er således enige om, at det i den globaliserede verden stadig
ikke er muligt at komme uden om nationalstaten og dens institutioner, når man undersøger
byer og deres relationer til omverdenen. På den anden side må det siges, at bysystemer ikke
eksisterer (og aldrig har eksisteret) fuldstændig isoleret fra den omgivende verden men
selvfølgelig har forbindelse uden for dets nationale grænser. Som Matthiessen også
pointerer, påvirkes et bysystem ikke kun af forbindelsen mellem systemets byer men også
af hændelser uden for systemet. 29 Dette har især været gældende for den her behandlede
periode, hvilket man også har fået øjnene op for rent politisk fra nationalstatens side. Det
ser man i form af Landsplanredegørelserne, der angiver den overordnede planpolitik i
Danmark. En sådan udkom første gang i 1975 og efterfølgende i 1980, 1984, 1989, 1992,
1997 og 2000. Op til slutningen af 1980’erne var det centrale i disse redegørelser, at man fra
regeringernes side ønskede en ligevægt i hele landet i forhold til adgangen til arbejdsmarked
og service. Således blev provinsen overordnet prioriteret over Hovedstaden. 30 Fra
redegørelsen i 1989 og frem flyttede man imidlertid fokus fra rent nationale spørgsmål til
en mere international diskurs. Man gik således over til at anskue den urbane og regionale
udvikling i Danmark i et mere internationalt perspektiv, hvor den internationale
konkurrenceevne mellem byerne var i centrum. Lighedstanken kom således i baggrunden,
og med landsplanredegørelsen fra 1992 begyndte man i stedet at fokusere på, at den
nationale og lokale udviklingspolitik skulle have forskelligt indhold, som var tilpasset til den
enkelte byregion, så byerne bedre kunne konkurrere på europæisk og globalt plan. De
største byer skulle således udnytte deres muligheder i konkurrencen med andre byer, mens
de mellemstore og mindre byer skulle udvikle deres specialer enten inden for industri eller
turisme. 31 Et godt eksempel på dette er satsningen på Ørestaden ved København, hvilket
også er et transnationalt urbant projekt, idet udviklingen sker i tæt samarbejde med Malmø,
28 Elmhorn (2001) s. 7
29 Matthiessen (1985B) s. 2
30 Andersen (2006) s. 369
31 Ibid. s. 372
12

og således også viser bysystemets grænseoverskridende karakter. Denne politik blev
videreført op til landsplanredegørelsen fra 2000 og viser, at den planlægning, der forekom
fra offentlig side også sigtede mod et mere internationalt bysystem.
Som det fremgår ovenfor, er det relevant og nødvendigt at inddrage
nationalstaten som faktor, når man undersøger byer og deres udvikling og relationer til
omverdenen, da nationalstaten har betydning for byernes udvikling. Når man på den anden
side vil lave en analyse af et bysystems overordnede udvikling, giver det i (i hvert fald en del
af) den behandlede periode ikke meget mening at tale om et nationalt bysystem, da byerne i
højere og højere grad bliver del af et globalt bysystem, som det Peter J. Taylor plæderer for.
Når jeg i dette speciale alligevel har valgt en national tilgang til det danske
bysystem, bunder det i en blanding af emneafgrænsning og kildesituation.
Afgrænsningsmæssigt er spørgsmålet, hvor man i dette globale netværk af byer skal sætte
grænsen for en undersøgelse. Som eksemplet med Ørestaden viser, ville det være relevant
at inddrage Malmøs udvikling, når man undersøger udviklingen i Danmark, og for andre
dele af landet ville også Hamborg og London være relevante, og sådan kunne man
fortsætte. Når jeg således har valgt at holde min undersøgelse indenfor den danske stats
grænser, bunder det i kildesituationen. Igennem Danmarks Statistik har man et let
tilgængeligt og nogenlunde ensartet materiale for hele perioden, mens det ville blive
kildemæssigt uoverskueligt og meget svært sammenligneligt, hvis man skulle inddrage
materiale fra mange forskellige lande. Dette betyder dog ikke, at den danske udvikling ikke
vil blive sat ind i en større global sammenhæng, og til dette formål inddrages netop Saskia
Sassens verdensbyteori. At det er Sassens opfattelse af verdensbynetværket, der benyttes,
og ikke Peter Taylors, bunder i, at jeg med baggrund i kildematerialet har en national tilgang
til undersøgelsen, og med baggrund i netværksteoriens ’dual model’ benytter mig af en
mere hierarkisk tilgang til bysystemer end Peter Taylor.
2.1.4. Klyngeteorier og den kreative klasse
I dette afsnit vil yderligere to teorier om bysystemers sammensætning og udvikling blive
introduceret, idet de vil blive inddraget i den sidste del af specialet. Jeg har allerede nævnt
dem kort, idet flere forskere læner sig op ad disse to teorier i deres arbejde. Den ene af
disse teorier omhandler klynger, der i sin traditionelle form er grupper af virksomheder
inden for den samme industri, der er kraftigt repræsenteret i et bestemt område. Begrebet
’klynge’ blev først brugt af økonomen Michael Porter i 1990, hvor han lagde vægt på, at
13

virksomheder, der producerer de samme produkter og er koncentreret på et mindre
område, igennem konkurrence og samarbejde forøger deres konkurrenceevne. 32 Et
eksempel på dette findes omkring Herning, hvor der traditionelt har været en meget stor
tekstilindustri. Den tætte geografiske beliggenhed er en fordel på fire måder: For det første
fordi det øger samhandel og samarbejde mellem beslægtede virksomheder. For det andet
fordi vidensudveksling bliver lettere og mere udbredt. For det tredje fordi det fælles
arbejdsmarked, som virksomhederne benytter, samler et større udbud af personer med
specialiseret viden inden for et bestemt felt, og for det fjerde fordi den infrastrukturelle og
servicemæssige forsyning bliver lettet ved geografisk koncentration. 33 En femte fordel, som
Michael Storper bl.a. henviser til med sin teori er de kulturhistoriske traditioner, der ligger i
et område, som fx iværksætterkultur, innovation, åbenhed og samarbejdsevne. Denne sidste
fordel finder Sven Illeris desuden har været meget central for udviklingen af tekstilklyngen
omkring Herning. 34
Teorien om den kreative klasse blev udviklet af Richard Florida i værket ’ The
Rise of the Creative Class’ fra 2002. Den kreative klasse er ifølge Florida den del af
arbejdsstyrken, der udvikler og tænker nyt, hvad enten det er kunstnerisk, teknisk eller
socialt, dvs. bl.a. designere, musikere, ingeniører, forskere, ledere og iværksættere, der alle
er innovative inden for deres felter og bliver betalt for netop at tænke nyt. Denne
innovative klasse har stor betydning, fordi den skaber den konkurrenceevne, erhvervslivet
har brug for, og derfor har den en afgørende rolle for økonomisk vækst og især for
lokaliseringen af denne vækst. At have en så stor og kreativ klasse som muligt, er således
centralt for en bys eller regions udvikling. 35 Florida beskriver en sådan kreativ by/region ud
fra tre T’er: Talent (er så vigtigt for virksomheder, at de flytter derhen, hvor talentmassen –
den kreative klasse - ønsker at være), Tolerance (den kreative klasse tiltrækkes af et åbent,
tolerant og kulturelt miljø) og Teknologisk udvikling (den kreative klasses dynamik er især
gældende for virksomheder med et højt teknologisk niveau, og den har derfor stor
betydning for den teknologiske udvikling). Det er således de byer og regioner, der kan
tiltrække den kreative klasse, der vil vinde i den globale konkurrence om arbejdskraft og
vækst. 36 Således omhandler både klyngeteorien og teorien om den kreative klasse
32 Illeris (2007) s. 127
33 Ibid. s. 131
34 Ibid. s. 129
35 Andersen (2007) s. 7
36 Andersen (2007) s. 6
14

spørgsmålet om, hvorfor visse geografiske områder (såsom byer) skaber større økonomisk
vækst end andre.
2.2. DANSK FORSKNINGSOVERSIGT
Dette afsnit vil først historiografisk undersøge, hvordan det danske bysystem og
urbaniseringsprocessen i Danmark er blevet behandlet i den byhistoriske forskning, for
derefter at se nærmere på de værker, der har behandlet det danske bysystem inden for den
samme kronologiske ramme som dette speciale.
Da Ole Degn i 1978 skrev bogen ’Urbanisering og industrialisering – En forskningsoversigt’, var et
af de centrale punkter i gennemgangen af den danske byhistoriske forskning, at ’Større
samlede fremstillinger af byudviklingen og byernes forhold, som de kendes fra udlandet, savnes helt i den
danske byforskning.’’ 37 Det der var blevet produceret var i høj grad monografier over de
forskellige byer, og især med fokus på de gamle købstæder. I en artikel fra 2002 gentog
Degn disse kritikpunkter, da han stadig ikke mente, at der var kommet nok fokus på den
overordnede byudvikling og urbanisering. 38 Senest er kritikken af den byhistoriske
forskning blev taget op af Peter Henningsen i artiklen ’Plads til dem alle’ fra 2007. Han
argumenterer i sin artikel for, at der i Danmark faktisk mangler en tradition for komparativ
byhistorie, men at man er kommet et stort skridt videre med oprettelsen af Dansk Center
for Byhistorie i 2001. 39 Mette Ladegaard Thøgersen kommer i sin Ph.d. ’Landdistrikternes
Urbanisering’ fra 2007 frem til samme konklusion, idet hun skriver: ’Produktionen af dansk
byhistorie har således primært været monografisk indrettet med fokus på købstaden, mens komparative og
tværfaglige studier af byer og bysystemer har været få’. 40 Dette er også til dels tilfældet, når man ser
på den historiske forskning, der er blevet produceret om den danske urbaniseringsproces i
anden halvdel af det 20. århundrede. Kendetegnende for denne litteratur er, at den ikke er
produceret af historikere, men i højere grad af geografer og økonomer. Fra offentlig side er
der også udkommet flere rapporter om bysystemet igennem årene, som grundlag for at
37 Degn (1978) s. 28
38 Degn (2002) s. 12
39 Henningsen (2007) s. 83ff.
40 Thøgersen (2007) s. 12
15

kunne sige noget om by- og regionsudvikling. Disse vil også blive omtalt i det
nedenstående.
Helt centralt for dette speciale står geografen Christian Wichmann Matthiessens
undersøgelse af de danske byers udvikling fra 1801-1981 i afhandlingen ’Danske byers vækst’
fra 1985, der er suppleret med udgivelsen ’Danske byers folketal’, som indeholder det
statistiske materiale, der ligger til grund for hans undersøgelse. Det lange tidsrum, som
Matthiessen behandler, inddeler han i tre underperioder ud fra det statistiske materiales
sammensætning: 1801-1901, 1901-1960 og 1960-1981. I henholdsvis 1901 og 1960 ændrede
den statistiske definition af byen sig, og derfor er sammenligninger på tværs af disse årstal
svær. Perioden fra 1960-1981, som i denne sammenhæng er mest interessant, betegner
Matthiessen med overskriften ’Suburbanisering’. Det centrale i perioden er således, at der
kommer et nyt niveau til i det danske bysystem, idet forstæder vokser frem omkring langt
de fleste større byer. Disse forstæders vækst sker på bekostning af de større byers, hvis
folketal er enten stagnerende eller faldende på trods af, at den generelle byvækst aldrig
tidligere har været større. 41
Til at beskrive bysystemets udvikling og urbaniseringsprocessen benytter
Matthiessen sig af flere metoder. Selvom om han undsiger sig rank-size lovens teoretiske
grundlag, mener han ikke, at der er noget problem i at bruge den til at beskrive bysystemet
på et givent tidspunkt, hvilket han gør i hver af sine tre perioder. 42 Udover rank-size
diagrammer benytter han et væld af vækstprofiler og ikke mindst kort over byernes
størrelse, vækst og erhvervsstruktur til at beskrive byvækstens udbredelsesmønstre.
Inspireret af Matthiessen, vil flere af disse metoder blive benyttet i undersøgelsen af
befolknings- og erhvervsudviklingen neden for, hvilket jeg vil komme tilbage til i
metodeafsnittet.
Et problem ved Matthiessens afhandling pointeres af Thøgersen (2007), som
påpeger, at Matthiessen ikke holder sig til den bydefinition, han selv opstiller. Han benytter
sig af den statistisk fysiske, men holder sig ikke til den i sin undersøgelse før 1960, idet han
bruger den officielle statistik, der indtil 1960 benyttede en anden bydefinition (jf. s. 2
ovenfor). 43 Denne problematik er dog ikke relevant for dette speciale, idet jeg her
41 Matthiessen (1985B) s. 77ff.
42 Ibid. s. 13
43 Thøgersen (2007) s. 13f.
16

hovedsageligt vil inddrage de dele af Matthiessens afhandling, der omhandler tiden efter
1960.
I forbindelse med det nævnte projekt om ’Urban Systems and Urban Networking in the Baltic
Sea Region’, blev der udfærdiget en rapport om det danske bysystem ’The Danish Urban
System’ af geografen Bue Nielsen i 2000. I denne rapport bliver det danske bysystem
beskrevet, som det fremstod i slutningen af 1990erne ud fra den definition af et bysystem,
som er beskrevet ovenfor. Rapporten er opdelt i to: dels en generel analyse af det danske
bysystem og dets udvikling op til slutningen af 1990erne, og dels en gennemgang af de
store og betydningsfulde byer, som behandles for sig, idet disse byer anses for at have flest
forbindelser til resten af Østersøregionen, som er det overordnede projekts geografiske
ramme. Til undersøgelsen af bysystemet inddrager Bue Nielsen flere forskellige faktorer;
geografisk fordeling af byerne, rank-size, klasser af byer, funktionshierarkier, offentlig
byplanlægning samt transport og infrastruktur. Han trækker således på både
netværksteorien og centralstedsteorien på flere punkter. Selvom et af formålene med det
overordnede projekt er at skabe samarbejde og integration i Østersøområdet, er der dog
ikke meget i rapporten, der omhandler det danske bysystems forbindelser til
Østersøområdet eller den øvrige omverden. Rapporten er således hovedsagligt en
beskrivelse af det danske bysystem i slutningen af 1990erne.
Denne rapport om det danske bysystem ligger desuden til grund for Bue
Nielsens artikel ’Det danske bysystem 1960-2000’ i antologien ’Den moderne by’ fra 2006. 44 I
artiklen er fokus dog noget mere på udvikling end på en beskrivelse af bysystemet på et
givet tidspunkt. Gennemgående benytter Nielsen sig imidlertid af de samme metoder, som i
rapporten fra 2000, så begge værker vil blive inddraget senere.
’Den moderne by’ er som sagt en antologi og indeholder artikler med forskellige tematiske
tilgange til begrebet ’den moderne by’. I denne sammenhæng er det (udover Bue Nielsens
artikel) især en af artiklerne, der har interesse for dette speciale - Søren Bitsch Christensen
og Mette Ladegaard Thøgersens oversigtsartikel ’Bysystem og urbanisme ca. 1840-2000 – historie
og historiografi’, som tager flere af de problemstillinger op, der bliver diskuteret i dette
speciale, bl.a. spørgsmålet om en definition af byen og bysystemer. I artiklen skelner
forfatterne overordnet mellem to begreber: bysystem og urbanisme. Hvor bysystemet
44 Nielsen (2006)
17

henviser til byernes udvikling, deres størrelse og funktion, henviser urbanisme til livet i
byerne – hvad man også kan kalde byernes sociale udvikling. 45 Med henvisning til denne
skelnen er det således bysystemet der vil blive undersøgt i dette speciale, mens
urbanismebegrebet vil blive inddraget i meget begrænset omfang.
Forfatterne går videre med en oversigtspræget beskrivelse af de danske byers
udvikling fra cirka 1840 til 1960 med udgangspunkt i årene 1840, 1901 og 1960. Perioden
efter 1960 behandles også i oversigtsform og tager udgangspunkt i de samme faktorer som
Søren Bitsch Christensens artikel ’Bykonkurrence og byidentitet: Danmark 1960-2000’ fra 2005.
Her starter Christensen med at udpege tre lokaliseringsfaktorer, der udgør et bysystem –
lokaliseringen af befolkningen, arbejdspladserne samt den offentlige og private service.
Disse faktorer identificerer han som gældende for både den merkantile, industrielle og
postindustrialiserede by. Artiklens udgangspunkt er således, om forskningen udover disse
tre faktorer har kunnet identificere andre og/eller nye sammensætninger af disse
lokaliseringsfaktorer i det post-industrialiserede danske bysystem. For at undersøge dette
inddrager Christensen den nyere forskning på området (blandt andre Matthiessen (1985),
Bue (2000) og Christoffersen (2003)). Således inddeles perioden fra 1960 til 2000 i to
perioder. En fra ca. 1960 til 1980, der, inspireret af Matthiessen (1985), karakteriseres som
decentraliserende og med forstædernes udvikling som det nye element i bysystemet. Den
anden periode fra ca. 1980 til 2000 beskrives som kendetegnet ved fortsat urbanisering og
en øget tendens til koncentration mod de store byer. Christensen konkluderer desuden, at
man i forskningen har fundet frem til, at der er sket forandringer i betydningen af de tre
lokaliseringsfaktorer i perioden. Den historiske stedbundethed er til dels blevet opløst, idet
der i perioden er sket et opbrud i sammenhængen mellem arbejdsplads, hjemmet og
indkøb. Samtidig har man fra offentlig side arbejdet hen mod at harmonisere den offentlige
service, så den ideelt skulle være lige tilgængelig for alle. Disse nye udviklingstræk, som
Christensen identificerer, vil blive inddraget i diskussionen i sidste del af specialet.
Her skal også nævnes Mette Ladegaard Thøgersens Ph.d. afhandling fra 2007
’Landdistrikternes urbanisering - En analyse af de rurale byers opståen, udvikling og karakteristika ca.
1840-1960’. Selvom Thøgersens undersøgelse ikke ligger inden for den samme
kronologiske ramme som dette speciale, er den dog på flere måder relevant i denne
sammenhæng, da hun undersøger udviklingen i store dele af det danske bysystem i
45 Christensen (2006) s. 11
18

perioden 1840-1960. 46 Centralt for hendes undersøgelse er ligesom i dette speciale
netværksteoriens dobbelt model, og hun benytter sig også af rank-size teorien i sin
beskrivelse af udviklingen af de rurale byer i det danske bysystem.
Da specialet her især er interesseret i den afindustrialiseringsproces, der er foregået i den
behandlede periode, er undersøgelsen af den erhvervsmæssige side af bysystemets udvikling
central. Et værk der har beskæftiget sig med denne side af udviklingen er geografen Sven
Illeris’ ’Hernings Erhvervshistorie 1950-2006’ fra 2007. Som det tydeligt fremgår af titlen,
behandler Illeris ikke udviklingen på samme niveau som dette speciale, idet hans
undersøgelse er koncentreret om en enkelt by - Herning. Alligevel er Illeris’ værk brugbart i
denne sammenhæng, da han sammenligner Hernings udvikling med resten af landets og 24
andre mellemstore byers udvikling i perioden, så der kommer en komparativ vinkel ind i
undersøgelsen. 47 Desuden arbejder Illeris med flere generelle årsagssammenhænge, der også
er relevante i forbindelse med denne undersøgelse, blandt andet vil Illeris’ afsnit om
industriklynger blive inddraget.
Udover Herning-historien har Sven Illeris i mange år beskæftiget sig med at
forske i udviklingen inden for servicesektoren i Danmark og Europa og især i de danske
byer. Dette arbejde, som strækker sig tilbage til 1960’erne, er samlet i værket ’Byer og service’
fra 1988, hvor de vigtigste konklusioner er samlet. Centralt for Illeris’ arbejde står
Christallers centralstedsteori, hvilket især kommer til udtryk i Illeris’ metode, hvor han
grundigt undersøger byernes erhvervssammensætning i forhold til deres størrelse. 48
Desuden pointerer Illeris også flere af de kildemæssige problemer, som jeg også kommer
ind på i afsnittet om kilderne. Det konkluderende kapitel i værket er meget interessant i
denne sammenhæng, idet det omhandler forholdet mellem service og byer. Illeris’ centrale
pointe er her, at byernes hovedaktivitet er blevet service, og han skelner videre mellem to
former for service: den offentlige, som i stor udstrækning kræver en nærhed til aftageren og
derfor befinder sig i de fleste byer, og for det andet informationsservice
(informationstjenester, der hovedsagligt er rettet mod erhvervsvirksomheder), som ikke er
afhængig af denne nærhed til aftageren og derfor i stor grad er at finde i storbyerne. 49
46 Thøgersen undersøger udviklingen i de tre gamle amter Vejle, Ringkøbing og Frederiksborg, som de tog sig
ud frem til 1970. Thøgersen (2007) s. 46
47 Illeris (2007) s. 14
48 Illeris (1988) s. 43ff.
49 Illeris (1988) s. 78ff.
19

Matthiessen (1985) er ikke den eneste geograf, der har beskæftiget sig med det danske
bysystem i den behandlede periode. Der er fra de geografiske institutter på Københavns
Universitet og Roskilde Universitets Center udkommet flere rapporter, der behandler
emnet. En af disse er Kirsten Simonsens rapport om ’Regionale bysystemer’ fra 1978.
Rapporten behandler det danske bysystems udvikling teoretisk og metodisk med
udgangspunkt i tidligere undersøgelser. Hun opstiller således tre hovedaktører for
bysystemets udvikling: Husstandene, virksomhederne og den offentlige sektor, hvis
lokalisering er bestemmende for bysystemets udvikling. 50 Selvom den herværende
undersøgelse ikke bruger samme opdeling, bliver faktorerne i vid udstrækning undersøgt
igennem befolknings- (husstandene) og erhvervsfordelingens (virksomhederne og den
offentlige sektor) udvikling.
Det transnationale forskningssamarbejde, man så med projektet om
bysystemerne omkring Østersøen, sås også i midten af 1970’erne, her var det dog ikke
Østersøen, men de nordiske lande (Danmark, Finland, Norge og Sverige) der blev
undersøgt af arbejdsgruppen NordREFO. Resultaterne herfra kom i rapporten ’Udviklingen
i de nordiske bysystemer 1960-75’ fra 1977. Sammenligneligheden på tværs af landene er
etableret ved at benytte begrebet Pendlingsregioner (P-regioner), som dækker over
arbejdskraftoplandene omkring de mest til-pendlede byer i landene.
Gennemgående for disse geografiske rapporter er, at bysystemet bliver
inddelt i mindre kategorier for at få en bedre forståelse af udviklingen. To meget udbredte
måder at undersøge udviklingen på er ved at inddele byerne i geografiske regioner (ofte
inddelt efter amtsstrukturen) og i klasser efter størrelse, hvilket også vil blive benyttet i
denne undersøgelse.
Udover de ovenfor behandlede fremstillinger, er der i løbet af den undersøgte periode
udkommet flere rapporter fra offentlig side, som har relevans for problemstillingen. Ikke
mindst rapporter fra Landsplansudvalget og AKF, Amternes og Kommunernes
Forskningsinstitut 51 . Sven Illeris’ mange rapporter, som er samlet i den føromtalte ’Byer og
service’, er en del af disse. Andre rapporter fra AKF, der har interesse i denne sammenhæng,
er to rapporter af økonomen Henrik Christoffersen: ’De danske arbejdspladsers bymæssighed
50 Simonsen (1978) s. 4
51 Har senere ændret navn til Anvendt Kommunal Forskning med samme forkortelse.
20

1996’ fra 2001 og ’Det danske bymønster og landdistrikterne’ fra 2003. 52 Begge fremlægger
resultater fra en undersøgelse, som AKF lavede i samarbejde med Danmarks Statistik, hvor
der blev produceret et erhvervsmæssigt datamateriale på subkommunalt niveau for 1980 og
1996. Den manglende erhvervsfordeling for enheder under kommunalt niveau blev der
således gjort op for, idet man nu mere præcist kunne udtrække oplysninger om
erhvervslokalisering i landdistrikterne og byerne. 53 Henrik Christoffersen undersøger med
baggrund i dette materiale befolknings- og erhvervsudviklingen fra 1980 til 1996. Der er
dog væsentlige forskelle fra undersøgelsen i dette speciale og Christoffersen. Først og
fremmest behandler Christoffersen kun to årstal 1980 og 1996, da det er her datamaterialet
stammer fra. I dette speciale vil der derimod være data med et interval på højest fem år,
hvilket betyder en noget mere nuanceret undersøgelse af udviklingen. For det andet er
Christoffersens fokus noget anderledes, idet han især fokuserer på udviklingen i forholdet
mellem land og by snarere end udviklingen i forholdet mellem byerne.
Som det fremgår af det ovenstående, så har de elementer, der er brugt til at beskrive det
danske bysystems udvikling især været økonomiske (herunder især erhvervsmæssige),
geografiske og demografiske. Ud over Matthiessens afhandling er udviklingen efter 1960
inden for disse kategorier ikke blevet grundigt undersøgt men mest behandlet i
oversigtsform, og udviklingen efter 1980 (hvor Matthiessens afhandling stopper) mangler
næsten helt at blive behandlet - specielt af historikere. Jeg vil i dette speciale forsøge at gøre
op for denne mangel ved, i et historisk perspektiv, at undersøge de danske byers
demografiske og erhvervsmæssige udvikling.
2.3. METODE OG KILDER
2.3.1. Metode
Det centrale for dette afsnit er fra den ovenstående forskningsoversigt at uddrage centrale
aspekter ved undersøgelser af det moderne danske bysystem. Den store fællesnævner for
samtlige undersøgelser er befolkningsudviklingen, der således også vil udgøre den ene side
52 Christoffersen (2001) og Christoffersen (2003).
53 Da disse data hverken har været tilgængelige eller dækker hele den behandlede periode, har jeg udviklet mit
eget datamateriale, hvilket vil blive diskuteret i afsnittet om kildematerialet.
21

af dette speciales undersøgelse. Det andet centrale aspekt er den erhvervsmæssige
udvikling, hvor det i litteraturen især er industri og serviceudviklingen, der er blevet
fokuseret på, hvilket er naturligt, da det især er forholdet mellem disse to sektorer, der har
kendetegnet udviklingen i perioden. Således vil disse to sektorer også være det centrale i
beskrivelsen af den erhvervsmæssige udvikling i byerne. For at kunne sætte industri- og
serviceudviklingen ind i en større sammenhæng undersøges desuden hele den overordnede
erhvervsfordelings udvikling i perioden. Med baggrund i disse overvejelser vil specialet
således tage udgangspunkt i en undersøgelse af de danske byers befolknings- og
erhvervsudvikling, for på den måde at belyse den afindustrialiseringsproces, der var
kendetegnende for perioden fra 1960 til 2000.
Selve undersøgelsen vil som sagt blive opdelt i to: Første del vil omhandle
befolkningsudviklingen og den anden del erhvervsudviklingen. Til undersøgelsen af
byernes befolkningsudvikling, vil jeg især trække på Christian Wichmann Matthiessens værk
’Danske byers vækst’ 54 , da han her har lavet en meget grundig og dybdegående undersøgelse
af de danske byers befolkningsudvikling. Der vil dog ikke blive gået helt så meget i dybden
her, som Matthiessen gør, da det for det første ikke er nødvendigt og relevant i forhold til
dette speciales problemstilling, og da der for det andet ikke er plads til samme dybde som
hos Matthiessen. Dette kommer især til udtryk ved, at jeg ikke vil benytte mig af de
vækstprofiler, som Matthiessen i stor udstrækning anvender. I stedet vil jeg se mere enkelt
på byernes absolutte og relative vækst i de forskellige perioder. For at kunne sætte denne
vækst ind i den overordnede danske sammenhæng vil hvert afsnit begynde med en analyse
af den generelle danske befolknings- og bybefolkningsudvikling. Derefter vil jeg (inspireret
af Matthiessen) undersøge bysystemets rank-size udvikling for at kunne sige noget
overordnet om bysystemets sammensætning og vækst. Efterfølgende vil jeg se nærmere på,
hvor i bysystemet væksten foregår ved at undersøge udviklingen i byklasser. Byklasser skal i
denne sammenhæng forstås som byer inddelt i størrelsesgrupper. Dette er en meget
udbredt metode, som benyttes af bl.a. Simonsen (1978), Engelstoft (1978) og Nielsen (2000
og 2006). De enkelte byklassers inddeling vil være taget fra Bue Nielsen (2000), der inddeler
grupperne efter en eksponentiel faktor. Det vil sige, at byklassernes størrelse hver gang
54 Matthiessen (1985B)
22

liver halveret, og der optræder således 11 byklasser i undersøgelsen. 55 Den tredje måde, jeg
vil behandle dataene på, er ved en regional fordeling. Dette er også en meget brugt metode,
som især Matthiessen (1985) benytter sig af, men også Engelstoft (1978) og Nielsen (2000
og 2006) benytter denne metode. En markant forskel mellem min undersøgelse og især
Matthiessens er, at han har brugt kort til at beskrive befolkningsudviklingens rummelige
fordeling, hvilket af tekniske årsager ikke har været en mulighed for mig. I stedet vil jeg
betragte den regionale udvikling mere skematisk ved at undersøge udviklingen i den
amtsstruktur, der fremkom efter kommunalreformen af 1970. Engelstoft og Nielsen
undersøger som nævnt også den regionale befolkningsudvikling og gør det bl.a. ved hjælp
af de pendlingsregioner, der er udpeget af Landsplansudvalget. 56 Det kunne også i denne
sammenhæng være relevant at undersøge udviklingen i disse pendlingsregioner, men der er
dog det store problem ved regionerne, at de ændrer sig over tid. 57 Det gør det sværere at
undersøge udviklingen, da sammenligneligheden således er ringe. Jeg har i stedet valgt at
benytte en regional inddeling, der er konstant igennem hele perioden nemlig
amtsstrukturen, der blev indført i 1970 (se kort i bilag 5), hvilket betyder, at der bliver
opereret med 14 regioner. 58
Undersøgelsen af befolkningsudviklingen vil blive inddelt i to perioder – en
fra 1960 til 1981 og en fra 1981 til 2001. Grunden er, at Matthiessen (1985) allerede har
lavet en meget grundig undersøgelse af de danske byers befolkningsudvikling op til 1981,
mens udviklingen efter 1981 ikke er blevet mere systematisk undersøgt. Samtidig
argumenterer Christensen (2005) for, at der i begyndelsen af 1980’erne sker et skift i den
danske urbanisering, hvilket også gør det relevant med en skillelinje på dette tidspunkt.
Undersøgelsen af erhvervsudviklingen vil på flere punkter spejle undersøgelsen af
befolkningsudviklingen. Således vil denne undersøgelse også indledes med en analyse af
den generelle erhvervsudvikling på landsplan og i de undersøgte byer. Da det af gode
grunde ikke kan lade sig gøre at foretage en rank-sizeundersøgelse af erhvervsudviklingen,
vil dette punkt ikke blive overført. Det vil undersøgelsen af erhvervsfordelingen på
55 Nielsen (2000) s. 17. Byklasserne er således >1.024.000, 255.999-128.000, 127.999-64.000, 63.999-32.000,
31.999-16.000, 15.999-8.000, 7.999-4.000, 3.999-2.000, 1.999-1.000, 999-500 og 499-200 indbyggere.
56 Engelstoft (1978) s. 2 og Nielsen (2006) s. 316
57 Nielsen (2006) s. 317
58 Dette giver heller ikke problemer med dataene fra før 1970, da byerne også før 1970 er registreret efter
primærkommunernes kommunekodeinddeling i Matthiessen (1985) (altså de kommunekoder, der blev indført
i 1970), og det er således let at samle dem i grupper efter amtsstrukturen efter 1970.
23

yklasser og regioner til gengæld. Der er dog en forskel i inddelingen af både byklasserne
og regionerne i forhold til befolkningsundersøgelsen, idet købstæderne ikke har helt samme
geografiske og størrelsesmæssige spredning som det samlede bysystem. Således er
købstæderne både størrelsesmæssigt og regionalt fordelt ud fra samme system som
befolkningen (hhv. eksponentielt faldende bystørrelse og amtsstrukturen), men de er slået
sammen i større grupper, på grund af den anderledes spredningstendens. Regionalt er et
amt som Bornholm meget overrepræsenteret med fem købstæder, mens et folkerigt amt
som Roskilde kun indeholder to købstæder (Roskilde og Køge). Denne skævhed er forsøgt
udlignet ved at inddele landet i større regioner, så der kun optræder syv regioner, der i store
træk er inspireret af Landsplanudvalgets rapport ’Befolknings- og erhvervsudvikling 1960-70’. 59
En vigtig side ved erhvervsundersøgelsen er endvidere, at det er
natbefolkningens erhvervsfordeling, der er benyttet. Det vil sige, at det er de personer, som
har bopæl i den givne by, hvis erhverv bliver undersøgt. I en periode, hvor den enkelte
persons erhverv i mindre og mindre grad blev afhængig af bopælens placering, havde det
været at foretrække med en undersøgelse af dagsbefolkningens erhverv (det vil sig de
personer, der arbejder i den givne by). Dette har af kildemæssige hensyn dog ikke været
muligt, idet der ikke findes statistisk materiale for dagsbefolkningens erhverv fordelt på
kommuner før 1981. Af sammenlignelighedsårsager har det derfor været nødvendigt at
benytte natbefolkningens erhvervsfordeling som udgangspunkt, hvilket også giver et
glimrende billede af de danske byers erhvervsstruktur.
Kildematerialet (som jeg vil komme nærmere ind på i næste afsnit) har på
flere måder betydning for den anvendte metode. For det første findes der ikke tilgængelige
gennemgående erhvervsoplysninger for andre bymæssige bebyggelser end de gamle
købstæder som undersøgelsen derfor er indskrænket til. For det andet er de
erhvervsgrupper, som bliver benyttet i undersøgelsen, betinget af Danmarks Statistiks
datamateriale, som over flere omgange er udsat for definitionsændringer. 60 For det tredje er
periodeinddelingen i erhvervsundersøgelsen anderledes end i befolkningsundersøgelsen, da
datamaterialet ændrer karakter i 1970. Frem til 1970 er det således erhvervsdata for selve
59 Landsplanudvalget (1972). Inddelingen er som følger: Nordøstsjælland (Københavns Amt, Frederiksborg
Amt, Roskilde Amt), Nordvestsjælland (Vestsjællands Amt), Sydsjælland og øerne (Storstrøms Amt,
Bornholms Amt), Fyn (Fyns Amt), Sønder- og Vestjylland (Sønderjyllands Amt, Ribe Amt, Ringkøbing Amt),
Østjylland (Århus Amt, Vejle Amt) og Nordjylland (Aalborg Amt, Viborg Amt).
60 Erhvervsgrupperne kan ses i bilag 1 og 2.
24

købstæderne, der benyttes, mens der fra 1970 og frem benyttes data fra bykommunerne 61 .
Derfor er det valgt at lægge en periodisk skillelinje i 1970 i stedet for i 1981, som det var
tilfældet i befolkningsundersøgelsen.
Inden vi ser nærmere på kilderne skal det bemærkes, at undersøgelsen af
erhvervsudviklingen vil blive foretaget ved at se på antallet af personer, der er ansat i de
forskellige erhvervsgrupper. Analysen består således hovedsagligt af en undersøgelse af
udviklingen inden for erhvervsgruppernes arbejdsstyrke, og der vil derfor ikke blive gået i
dybden med fx produktionsudviklingen, som er en økonomisk faktor, der ikke altid
afspejles i arbejdsstyrkens udvikling. Det skal endvidere nævnes, at mens afsnittet om
befolkningsudviklingen undersøgte udviklingen i Hovedstadsområdet, vil
erhvervsudviklingen pga. kildematerialets sammensætning kun undersøge udviklingen
inden for Københavns og Frederiksberg Kommuner.
2.3.2. Kilderne/statistikken
En undersøgelse af de danske byers befolknings- og erhvervsudvikling må uundgåeligt tage
udgangspunkt i et statistisk kildemateriale. Det primære kildemateriale ville i denne
sammenhæng være de forskellige folketællinger og CPR-registrets oplysninger. Dette
primære materiale ville dog være for stort og uoverskueligt, og derfor er det kildemæssige
udgangspunkt taget i de behandlede data, der er udgivet af Danmarks Statistik enten i
bogform eller på Internettet. Perioden fra 1960 til 1981 er dækket med femårsintervaller
(dog seks år fra 1970-76), da der blev foretaget folke- og boligtællinger i 1960, 1965, 1970,
1976 og 1981. Disse folketællinger er behandlet af Danmarks Statistik og flere
oversigtsværker er udkommet i serien ’Statistisk Tabelværk’. Efter 1983 gik Danmarks
Statistik over til at bruge oplysninger direkte fra CPR-registret, hvilket overflødiggjorde
folke- og boligtællingerne. I stedet kan der fra www.statistikbanken.dk hentes tabeller fra
hvert enkelt år (eller de fleste år, når det drejer sig om byernes folketal). Til undersøgelsen
er benyttet to datasæt: et om befolkningsudviklingen i de danske byer i perioden og et om
erhvervsudviklingen i de danske byer. Der er dog flere problemer forbundet med at samle
et lødigt og sammenligneligt befolknings- og erhvervsdatasæt ud fra de oplysninger, der er
tilgængelige. Disse problemer vil blive behandlet nedenfor.
61 Udtrykket ’bykommunerne’ henviser til de kommuner, hvori de byer, der før 1970 blev betegnet som
købstæder, er lokaliseret. Når det noget anakronistiske udtryk ’købstæderne’ bruges om de undersøgte byer i
perioden efter 1970, er det for at skelne mellem de undersøgte byer og de danske byer som en samlet
størrelse.
25

Som sagt gik Danmarks Statistik i 1960 over til den statistisk/fysiske definition af byen og
det er derfor denne definition af byen, der vil blive benyttet i undersøgelsen af
befolkningsudviklingen. Dette er ligeledes hovedårsagen til at begynde undersøgelsen i
1960, da man ikke kan få et lødigt sammenligningsgrundlag tidligere (jf. Thøgersens (2007)
kritik af Matthiessens (1985) sammenligningsgrundlag før og efter 1960). En grundig
undersøgelse af de danske byers befolkningsudvikling op til 1981 er allerede foretaget af
Christian Wichmann Matthiessen (1985), så op til 1981 vil denne undersøgelse bygge meget
på Matthiessens arbejde – især hans datasamling ’Danske byers folketal 1801-1981’. Fra 1981
og frem er befolkningstallene hentet fra www.statistikbanken.dk 62 . Frem til 1981 findes
befolkningstallene for hvert femte år, som følge af folke- og boligtællingerne og efter 1981
er det muligt at hente dem for de fleste år. Der mangler dog data for flere år, så derfor har
jeg valgt at fortsætte med femårsintervallerne efter 1981. 63 Dette valg grunder også i, at det
ellers ville blive en uoverskuelig stor mængde data, der skulle behandles i forhold til
specialets tidsmæssige rammer.
Da der ikke tidligere er samlet et datamateriale, der behandler de danske byers
erhvervsudvikling i perioden fra cirka 1960 til 2000, er det centralt for undersøgelsen, at der
produceres et lødigt og sammenligneligt erhvervsfordelingsmateriale for hele periode. Der
er imidlertid flere kildemæssige problemer forbundet med at benytte Danmarks Statistiks
erhvervsdata i forhold til byer – især er sammenlignelighed et problem. For det første har
Danmarks Statistik ændret sine branche- og erhvervsdefinitioner tre gange inden for de
cirka 40 år, der er behandlet her. Således er de erhvervsfordelingsdata, der er til rådighed
for byer fra 1960, 1965 og 1970 (jf. bilag 1) meget ens. Den eneste forskel er, at de to
grupper der i 1960 og 1965 kaldes ’Administration og liberale erhverv’ og ’Anden
servicevirksomhed’ i 1970 er slået sammen under gruppen ’Tjenesteydelser’. Med
Registerfolketællingen i 1976 ændrede definitionen sig, hvilket man i bilag 1 kan se, giver en
del sammenlægninger af grupper, for at få et sammenligneligt datagrundlag. Samme
definition blev brugt ved Folke- og boligtællingen i 1981, så disse to tællingers inddeling af
erhvervene er igen næsten ens. Det største problem for sammenligneligheden mellem disse
to tællinger og de andre data er, at de ikke er så udspecificerede. Når undersøgelsen netop
62 Tabellen BEF4A: Folketal 1. januar fordelt på byer (25-06-2009)
63 http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.aspw=1280 (25-06-2009)
26

fokuserer på afindustrialiseringen, og derfor især industriens udvikling, er det interessant at
se nærmere på de forskellige industribranchers udvikling. På dette punkt mangler der
dataene fra 1976 og 1981, da erhvervsfordelingen for bykommunerne 64 ikke indeholder tal
for de forskellige branchers udvikling, kun den overordnede udviklingen inden for
’Fremstillingsvirksomhed’ (jf. bilag 2). Den anden centrale sektor i undersøgelsen er
servicesektoren, så også denne ville være oplagt at undersøge mere dybdegående ligesom
industrisektoren. Som man ser i tabellen i bilag 2 er der igen et problem med den
manglende udspecificering, denne gang i 1981, hvor gruppen ’Tjenesteydelser i øvrigt’ ikke
kan sammenlignes med grupper fra nogen af de andre år. Det kan gruppen ikke, da den
både i årene før og efter bliver placeret i to forskellige grupper. 65 Problemerne med
udspecificering ophører i 1986, hvor erhvervsdataene for bykommunerne er udspecificeret
på 29 grupper frem til 1993. Fra og med 1994 ændrede Danmarks Statistik igen definition
og gik over til Dansk Branchenomenklatur af 1993 (DB93), hvorefter erhvervsfordelingen i
dataene er fordelt på 27 grupper. Ændringen giver dog ikke umiddelbart problemer i
forhold til sammenligneligheden med dataene fra årene forud.
Som det fremgår, betyder disse mange forskellige erhvervsinddelinger (1960-
1970, 1976-81, 1984-93 og 1994-2003) meget for sammenligneligheden af dataene årene
imellem. Derfor har de også været bestemmende for de definitioner, som jeg benytter mig
af. Den manglende udspecificering af erhvervsfordelingen i 1976 og 1981 har betydet, at
jeg har lavet en overordnet erhvervsinddeling, som gør at alle data er sammenlignelige på
tværs af alle årstal og tællinger, som det ses i bilag 1. Da jeg samtidig har ønsket at
undersøge de forskellige branchers udvikling inden for industri- og servicesektoren, har det
været nødvendigt at lave en mere udspecificeret inddeling, som ses i tabellen i bilag 2. Her
mangler der som sagt udspecificerede data for industrisektoren fra 1970 til 1984, så her må
den overordnede udvikling komme i centrum. For underinddelingen af servicesektoren er
det eneste problem gruppen ’Tjenesteydelser i øvrigt’ i 1981. Denne er indført under
gruppen ’Offentlig service’, da det er her, hoveddelen af personerne ville høre til i de andre
år, men et vrid i dataene i forhold til de andre år er umuligt at undgå, men så længe man er
opmærksom på dette, er det ikke et større problem.
64 Hvorfor bykommunerne benyttes som enhed forklares lidt længere fremme.
65 I 1976 er gruppen delt mellem de forskellig offentlige servicegrupper og gruppen ’Private Tjenesteydelser’
og i 1986 hører den også under de forskellige offentlige servicegrupper og ’Tjenesteydelser i øvrigt’.
27

Det andet sammenlignelighedsproblem med erhvervsdataene fra Danmarks Statistik er, at
de fra 1984 og frem ikke er til rådighed for byer, men kun for kommuner, dvs. at den fysisk
statistiske definition af byen ikke kan benyttes for dataene fra 1984 og frem, da disse kun er
opført efter en kommunal/administrativ inddeling. Samtidig er der i folke- og
boligtællingerne fra 1960 til 1981 ikke udført erhvervsfordelinger for alle byer, men
hovedsagligt for købstæderne. Dette er hovedårsagen til, at det gamle system af købstæder
er valgt som område for undersøgelsen af erhvervsudviklingen, da det simpelthen er disse
byer, der findes erhvervsoplysninger om. Samtidig er valget af købstæderne en fordel, da
disse byer ved kommunalreformen af 1970 næsten uden undtagelse blev hovedby i hver
deres primærkommuner (den eneste undtagelse er Svaneke på Bornholm, der blev lagt
under Nexø kommune, og som derfor ikke er med i undersøgelsen som selvstændig by).
Således blev den kommunale administration placeret i disse byer, og hvis man
sammenligner købstædernes størrelse med de andre bymæssige bebyggelser i deres
respektive kommuner, er de i alle årene fra 1970 og frem de største bymæssige bebyggelser
i deres kommuner (selv i de mindste tilfælde som Ærøskøbing, Hasle og Mariager). 66 Det
kan sammenholdes med Henrik Christoffersens undersøgelse af ’Det danske bymønster og
landdistrikterne’ fra 2003, hvor han konkluderer, at 79% af primærkommunernes erhverv
gennemsnitligt er placeret i kommunens største by, og at yderligere 10% gennemsnitligt er
placeret i andre byer i kommunen. 67 Så selvom man bruger de kommuner, hvor de gamle
købstæder er placeret, er det altså hovedsagligt de gamle købstæders erhvervsfordeling, der
bliver undersøgt. På den måde mener jeg, at der kan skabes et nogenlunde konsistent og
sammenligneligt datasæt, der beskriver erhvervsudviklingen i de 82 68 gamle købstæder fra
1960 til 2001.
66 Matthiessen (1985A), Tabel III og www.statistikbanken.dk, Tabel BEF4A. (04-06-2009)
67 Christoffersen (2003) s. 86
68 Da Svaneke er lagt under Nexø kommune efter 1970, er denne by fravalgt. Slangerup er ikke medtaget pga.
manglende oplysninger. De resterende 82 byer er: København/Frederiksberg, Frederikssund, Frederiksværk,
Helsingør, Hillerød, Køge, Roskilde, Holbæk, Kalundborg, Korsør, Nykøbing Sj.(Nykøbing-Rørvig),
Ringsted, Skælskør, Slagelse, Sorø, Maribo, Stege (Møn), Nakskov, Nykøbing F., Nysted, Næstved, Præstø,
Rødby, Sakskøbing, St. Heddinge (Stevns), Stubbekøbing, Vordingborg, Allinge-Sandvig (Allinge-Gudhjem),
Hasle, Nexø, Rønne, Aakirkeby, Assens, Bogense, Faaborg, Kerteminde, Marstal, Middelfart, Nyborg,
Odense, Rudkøbing, Svendborg, Ærøskøbing, Christiansfeld, Haderslev, Nordborg, Sønderborg, Tønder,
Aabenraa, Esbjerg, Ribe, Varde, Fredericia, Horsens, Kolding, Vejle, Herning, Holstebro, Lemvig,
Ringkøbing, Skjern, Struer, Ebeltoft, Grenaa, Mariager, Randers, Silkeborg, Skanderborg, Århus, Nykøbing
M. (Morsø), Skive, Thisted, Viborg, Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Hobro, Løgstør, Nibe, Skagen,
Sæby og Aalborg (hvorunder Nørresundby er medregnet). Navn i parentes er kommunenavn efter 1970.
28

Et andet aspekt ved kommune- og bydataene er, at de erhvervsdata, der
findes for bymæssige bebyggelser i Registerfolketællingen 1976 og Folke- og boligtællingen
1981, er meget overordnede. Således er disse oplysninger inddelt i fem overordnede
erhvervsgrupper, som ikke er sammenlignelige med oplysningerne fra årene før og årene
efter. I de samme tællinger er der imidlertid også oplysninger for kommunernes
erhvervsfordeling, som er noget mere udspecificeret (se bilag 2), og derfor bedre kan
sammenholdes med de kommunale data, der følger fra 1984 og frem. Derfor har jeg valgt
at benytte mig af de kommunale data fra 1976 og frem. Samtidig er de samme kommunale
data fundet for 1970, hvilket betyder, at der er helt sammenlignelige erhvervsdata for
købstæderne fra 1960 til 1970 og fra 1970 til 2001 er erhvervsdataene igen sammenlignelige
på kommunalt niveau. For at få et helt sammenligneligt datagrundlag for hele perioden ville
det have været oplagt, at bruge de kommunale data helt tilbage fra 1960. Dette er imidlertid
ikke muligt, da der af gode grunde ikke er lavet erhvervsfordelingsdata på
primærkommunerne før 1970, men kun på sogne- og købstadskommuner, der slet ikke kan
sammenlignes med de primærkommuner, der oprettedes med kommunalreformen i 1970.
Som beskrevet ovenfor har kildematerialet stor betydning for udformningen af
undersøgelsen. For det første er området for undersøgelsen bestemt ud fra et kildemæssigt
hensyn, således at undersøgelsen af befolkningsudviklingen vil blive udført efter Danmarks
Statistiks definition af en bymæssig bebyggelse, mens erhvervsfordelingen vil blive
undersøgt for de 82 gamle købstæder. Grundlaget for de to undersøgelser er altså
forskelligt, men det betyder ikke, at de ikke kan holdes op mod hinanden. Som beskrevet
var de gamle købstæder i den behandlede periode (på trods af at den administrative titel
blev bortskaffet med kommunalreformen i 1970) stadigvæk den mest centrale del af det
danske bysystem. Således boede 77,6% af den danske bybefolkning i 1970 i enten
Hovedstaden eller provinskøbstæderne og i 1981 var der blandt de 50 største byer kun tre
byer, der ikke var tidligere købstæder - i 2001 var dette ændret til seks. Når man undersøger
forholdene i de danske købstæder er der altså ikke tvivl om at man får det meste (og mest
centrale del) af det danske bysystem med, og derfor anser jeg det ikke for et problem at
sammenligne resultater fra undersøgelsen af befolkningsudviklingen og undersøgelsen af
erhvervsudviklingen.
29

Et andet centralt aspekt, der er betinget af kildematerialet, er den mere
præcise periodisering. Som sagt er 1960 valgt som begyndelsesår, da det var her Danmarks
Statistik gik over til at benytte den statistisk/fysiske definition af byen. Det har dog i første
omgang kun betydning for undersøgelsen af befolkningsudviklingen, da jeg i
erhvervsundersøgelsen undersøger den administrative enhed købstaden. Erhvervsmæssigt
giver det dog heller ikke mening, at gå længere bagud end 1960, da der i Folke- og
boligtællingen 1955 69 , ikke findes erhvervsfordelinger for købstæderne. Alternativt kunne
man have benyttet femte udgaven af det topografiske oversigtsværk Trap Danmark 70 , men
her er opgørelsesmetoderne fundamentalt anderledes og erhvervsfordelingerne meget
overordnede. 2001 er valgt som sidste år, da Danmarks Statistik i 2005 igen skiftede
erhvervsdefinition, hvilket ville betyde flere sammenligneligheds problemer, hvis endnu en
femårsperiode skulle tilføjes.
2.3. DET DANSKE BYSYSTEMS UDVIKLING FØR 1960
For at forstå den historiske baggrund for den udvikling, der behandles i næste del af
specialet, vil dette afsnit opsummere de danske byers og det danske bysystems udvikling fra
dets oprindelse i middelalderen og op til omkring 1960. Der vil især blive lagt vægt på
perioden fra midten af 1800-tallet og frem. Til denne del af redegørelsen er det især Per
Boje og Ole Hyldtofts oversigtsartikel ‘Økonomiske, geografiske og demografiske aspekter’ og Ole
Hyldtofts ’fortsættelse’ ’Urbaniseringen i Danmark 1911-70’, der er benyttet. Disse er valgt, da
de ser de danske byers udvikling i en økonomisk sammenhæng, hvor erhvervsfordelingen
mellem den primære, sekundære og tertiære sektor spiller en afgørende rolle for
udviklingen. 71 Denne tilgang falder således godt i tråd med den tilgangsvinkel, der er valgt i
dette speciale, og derfor er det oplagt at vælge disse fremstillinger.
Det danske bysystem har sin oprindelse i det middelalderlige samfund, hvor
de fleste danske byer opstod i løbet af 1000-1300-tallet – generelt uden forudsætning i
ældre bebyggelser. Hovedparten af de byer, der behandles i dette speciale, er således af
69 Statistisk Tabelværk 1958 III-VII
70 Se Trap (1959-70)
71 Boje & Hyldtoft (1977) s. 193
30

middelalderlig oprindelse. De blev anlagt som steder for handel og håndværk, og med
indførelsen af købstadsprivilegier fik disse nye købstæder monopol på netop handel og
håndværk. Købstæderne var i høj grad afhængige af udveksling af varer og ydelser med
deres nære oplande, igennem hvilken de havde deres eksistensberettigelse. Købstæderne
blev oftest anlagt på steder, som gav det størst mulige opland og adgang til vandveje, som
var datidens vigtigste transportåre. I løbet af 1500-tallet var der tilkommet så mange
købstæder, som handelen mellem land og by gav økonomisk grundlag for, og derfor opstod
der i løbet af 16-1700-tallet ikke mange nye byer, ligesom mange købstæders udvikling
stagnerede. En stor undtagelse herfra var København, som den enevældige administration
favoriserede, og som i mere og mere udtalt grad voksede fra de andre danske købstæder.
Hovedstaden Provinskøbstæderne
Byer i alt Pct. af samlede
befolkning
1672 41.000 71.000 112.000 24%
1769 80.000 79.000 159.000 20%
1787 91.000 84.000 175.000 21%
1801 101.000 92.000 193.000 21%
Tabel 1: Hovedstaden og provinskøbstædernes befolkningsudvikling
1672-1801 (Kilde: Busck & Poulsen 2002 s. 194)
Det danske bysystem blev således et udpræget primat bysystem med én
meget stor og central by (residensbyen København), få andre byer med mere avancerede
funktioner (bl.a. Odense, Aalborg, Århus) og et stort antal helt små byer. 72 Stadigvæk var
det handel og håndværk, der var de centrale erhverv i disse byer, men også landbrug var
udbredt, især i de helt små købstæder, som nærmest tangerede landsbyer i størrelse og
erhverv. Først i midten af 1800-tallet begyndte dette bysystem, som var næsten direkte
overleveret fra middelalderen, at udvikle og ændre sig, især som følge af det industrielle
gennembrud i Danmark.
Bysystemets udvikling i 1800-tallet er behandlet af Per Boje og Ole
Hyldtoft 73 , som inddeler perioden fra 1801 til 1911 i fire. For det første en periode fra 1801
til 1840, som dækker over en manglende urbanisering, hvor provinskøbstæderne voksede
lidt mere end landsgennemsnittet, mens København stagnerede. Den første generelle
urbanisering satte således først ind i perioden fra 1840 til 1870, hvor provinsbyerne
fortsatte deres vækst. Samtidig begyndte København at komme ind i en accelererende
vækstperiode, så byen omkring 1870 voksede hurtigere end de andre danske købstæder
72 Christensen (2005) s. 17
73 Boje & Hyldtoft (1977)
31

tilsammen. Denne befolkningsvækst forekom samtidig med et økonomisk opsving, som
ledte landet ind i en vedvarende vækst. Erhvervsmæssigt skete der en vækst inden for de
gamle købstadserhverv håndværk og handel, og samtidig forekom der en begyndende og
tiltagende industrialisering, især i København, som i perioden udviklede sig til en
industripræget storby. I de mindre købstæder var industrialiseringen ikke så langt fremme,
så her var håndværk stadig dominerende inden for den sekundære sektor. Helt centralt for
perioden var indførelsen af dampkraft, som for det første muliggjorde industriens løsrivelse
fra vandkraften (og således muligheden for at flytte industrivirksomheder ind til byerne) og
for det andet muliggjorde jernbanens udbredelse.
Hovedstaden Provinskøbstæderne Landdistrikterne Danmark i alt
1840 123.100 (9,5%) 145.300 (11,3%) 1.020.600 (79,2%) 1.289.100
1870 198.200 (11,1%) 245.800 (13,8%) 1.340.800 (75,1%) 1.784.700
1890 359.800 (16,3%) 366.500 (16.9%) 1.446.000 (66,6%) 2.172.400
1916 605.800 (20,7%) 604.200 (20,7%) 1.711.400 (58,6%) 2.921.400
Tabel 2: Hovedstaden og provinsbyernes befolkningsudvikling
1840-1916 (Kilde: Busck & Poulsen 2002 s. 267)
I perioden fra 1870 til 1890 accelererede urbaniseringen med den kraftigste
vækst i de største provinsbyer og København. Jernbanens indflydelse på byvæksten slog
også igennem, da det især var byer som København, Århus, Odense og Kolding, der lå
centralt placeret i jernbanenettet, som voksede kraftigst. Denne byvækst var især grundet i
den krise, som landbruget ramtes af i midten af 1870’erne, og som betød, at store dele af
landdistrikternes fødselsoverskud tilvandrede byerne. Erhvervsmæssigt fortsatte væksten
inden for industrien, som i højere og højere grad prægede de største købstæder og især
København. Det var hovedsagligt industrivirksomhedernes krav om nærhed til marked,
råstoffer, arbejdskraft og råstoffer, der trak industrien mod de største havne- og
jernbanebyer.
I perioden fra 1890 til 1911 fortsatte langt de fleste danske byers vækst.
Københavns vækst udviklede sig dog lidt mindre kraftigt i perioden, mens de største
provinskøbstæder voksede meget. Som følge af landbrugets krise i 1870’erne skete der en
produktionsomlægning af landbruget til en mere animalsk orienteret produktion. Denne
omlægning og vedligeholdelsen af den nye produktion medførte en stor efterspørgsel på
varer og tjenester fra byerhvervene, som især var rettet mod provinsbyerne, der derfor
oplevede en ny industrialiseringsbølge i 1890’erne. Således var der i byerne en stor vækst i
den sekundære sektor, men også handelssektoren så en stor vækst, hvilket også var et
32

udpræget provinsfænomen. Samtidig blev jernbanenettet yderligere udbygget med mange
lokalbaner, så mange provinsbyer blev tættere knyttet til deres respektive oplande. Denne
transportmæssige udvikling og næringsloven af 1857 havde i løbet af anden halvdel af
1800-tallet muliggjort, at der udviklede sig et nyt niveau i det danske bysystem. Da
efterspørgslen på varer og tjenester fra byen steg på landet blev der brug for lokale centre,
der kunne imødekomme denne efterspørgsel, og især i 1890’erne og de første par årtier af
1900-tallet opstod der derfor mange nye små byer i landdistrikterne (udviklingen var dog så
småt startet allerede i midten af 1800-tallet). 74 Disse rurale byer voksede ofte frem ved
hovedfærdselsårer i god afstand fra købstæderne (derfor også navnet midtvejsbyer). Disse
rurale byer adskilte sig fra landsbyerne ved, at hovedparten af indbyggerne var beskæftiget
inden for handel, transport, industri eller andre serviceerhverv. 75 Dette var muligt, da
næringsfriheden i 1857 betød, at de middelalderlige købstadsprivilegier praktisk talt
bortfaldt og man derfor fik lov til i vid udstrækning at bedrive handel og håndværk i
landdistrikterne. I begyndelsen af 1900-tallet opstod også en anden form for bebyggelse i
landdistrikterne, nemlig forstæderne. I hele første halvdel af århundredet udviklede disse
forstæder sig imidlertid kun omkring København – først fra omkring 1950 udviklede der
sig forstæder omkring de næststørste byer. 76
Perioden fra 1911 til 1970 inddeles af Ole Hyldtoft i fire mindre perioder. 77 Den første af
disse går fra 1911 til 1930 og var præget af, at urbaniseringstendenserne fra de forudgående
tyve år videreførtes, hvor det således var de største provinsbyer, der voksede kraftigst,
samtidig med at flere nye rurale byer voksede frem i landdistrikterne. Dette skete på
baggrund af den fortsatte industrialisering, hvor nye industrivirksomheder og en voksende
engroshandel betød større vækst i de største byer, mens de forbedrede transportforhold
med rutebil, lastbil og anlæggelsen af det sekundære jernbanenet betød, at det var lettere for
virksomheder at placere sig i småbyer. Perioden var altså præget af både koncentrations- og
spredningstendenser.
Den anden fase fra 1930 til 1955 var især karakteriseret ved landbrugets fortsatte nedgang
og industrierhvervets fortsatte vækst og en deraf følgende befolkningsbevægelse fra landet
74 Christensen (2006) s. 38
75 Thøgersen (2007) s. 330
76 Matthiessen (1985B) s. 121
77 Hyldtoft (1983) s. 181
33

mod byerne, især til de store byer. Samtidig dæmpedes væksten i de mindste byer, og der
kom ikke så mange nye småbyer til som i de foregående perioder. Denne udvikling skete
især på baggrund af den økonomiske krise, der slog igennem i begyndelsen af 1930’erne og
som betød en omstrukturering af det danske erhvervsliv til fordel for byerhvervene. Hvad
den tertiære sektor angik, kunne varehandelen ikke følge med udviklingen i industrien og
den offentlige sektor havde fortsat et begrænset omfang og en lav vækst. Perioden var
således præget af stærke koncentrationstendenser på trods af at bilismen så småt blev et
udbredt fænomen.
År Hovedstaden m. forstæder Provinskøbstæder Bymæssige Landdistrikterne
1911 589.000 (20%) 651.000 (22%) 196.000
bebyggelser
(6,7%) 1.506.000 (51,3%)
1930 796.000 (22,4%) 908.000 (25,6%) 371.000 (10,4%) 1.476.000 (41,6%)
1955 1.289.000 (29%) 1.342.000 (30,2%) 448.000 (10,1%) 1.368.000 (30,7%)
1970 1.380.000 (27,9%) 1.683.000 (34,1%) 884.000 (17,9%) 991.000 (20,1%)
Tabel 3: Befolkningens fordeling på bebyggelsestyper 1911-1955 (Kilde: Hyldtoft 1983, s. 180)
Den tredje og sidste periode fra 1955 til 1970 var især kendetegnet ved en
befolkningsspredning, hvilket især var en konsekvens af at bilismen vandt kraftigt frem og
nye kommunikationsmidler blev udbredt. Tendens til længere pendling mellem hjem og
arbejde blev derfor mere udtalt, og spredningstendenserne skal derfor ses i sammenhæng
med forstædernes vækst i denne periode. I forhold til tidligere var det således ikke længere
de største byer, som voksede kraftigst, men derimod mindre byer i nærheden af især de
største byer, såsom København, Århus, Odense og Aalborg. Samtidig blev landbrugets
betydning væsentligt reduceret i perioden og landdistrikternes befolkning formindskedes
kraftigt (den faldt med 28% fra 1955 til 1970). En stor del af denne afvandring, skal ses i
sammenhæng med den store vækst i småbyerne. Industrien gik det fortsat frem og man så
store produktionsudvidelser, samtidig med, at der forekom en spredning af industrien til
mindre byer, hvilket også betød meget for befolkningsspredningen.
Som beskrevet i dette afsnit gennemgik det danske samfund en
gennemgribende industrialisering fra midten af 1800-tallet og frem til midten af 1900-tallet.
Denne industrialisering havde en enorm stor betydning for de danske samfund, som
udviklede sig fra et overvejende agrart til et hovedsagligt urbant samfund på disse hundrede
år, således at der fra omkring begyndelsen af 1. Verdenskrig boede flere mennesker i de
danske byer, end der gjorde på landet. 78 Erhvervsmæssigt betød udviklingen, at det i byerne
78 Degn (1978) s. 27
34

lev industrien, der blev den dominerende sektor. Dette skulle imidlertid ændre sig fra
midten af 1900-tallet, hvor den afindustrialiseringsproces, som de næste del af dette
speciale vil belyse, satte ind.
3. BEFOLKNINGSUDVIKLINGEN I DE DANSKE
BYER 1960-2001
Denne del af undersøgelsen vil indeholde en dybdegående analyse af de danske byers
befolkningsudvikling fra 1960 til 2001. Da der allerede foreligger en meget udførlig
undersøgelse af byernes vækst før 1981 i form af Matthiessens afhandling ’Danske byers
vækst’ fra 1985, vil der i især blive fokuseret på perioden efter 1981. Samtidig argumenterer
Christensen (2005) som sagt for, at der sker et skifte i den danske urbanisering omkring
1980 79 , hvilket også gør det oplagt at lægge et snit i undersøgelsen på dette tidspunkt. Jeg vil
derfor starte med at se på befolkningsudviklingen i de danske byer fra 1960 til 1981.
3.1. BEFOLKNINGSUDVIKLINGEN 1960-1981
3.1.1. Overordnet befolkningsudvikling
For at forstå den urbane befolkningsudvikling må man nødvendigvis først undersøge den
generelle befolkningsudvikling. Som det fremgår af tabel 4, voksede indbyggertallet i
Danmark i hele perioden. Der er dog en tendens til at befolkningsvæksten aftog i løbet af
de 21 år, og den gennemsnitlige vækst p.a. faldt således fra 0,7% mellem 1960 og 1965 til
0,2% mellem 1976 og 1981. Hvor den absolutte vækst i de foregående femårsintervaller fra
1960 til 1976 faldt med omkring 10.000, faldt den i perioden fra 1976 til 1981 med 100.000.
Denne udvikling skal ses i forhold til den på landsplan jævnt faldende fertilitet, der nåede et
historisk lavpunkt i begyndelsen af 1980’erne og som også faldt kraftigt i femårsperioden
fra 1976 til 1981. Samtidig steg dødeligheden, så der i 1981 døde flere personer, end der
blev født. Samtidig var nettomigrationen i underskud i 1981, så der altså udvandrede flere
79 Christensen (2005) s. 6
35

personer, end der indvandrede. Det betød, at den befolkningsvækst, der forekom i
femårsintervallet 1976-1981 må være forekommet i de mellemliggende år, idet man i 1981
ser en negativ befolkningstilvækst (levendefødte fratrukket de døde).
1960 1965 1970 1976 1981
Danmarks befolkning 4.566.000 4.741.000 4.907.000 5.065.000 5.124.000
Levendefødte 76.077 85.796 70.802 65.267 53.089
Døde 43.681 47.884 48.233 54.001 56.359
Danmarks bybefolkning 3.359.807 3.628.240 3.890.867 4.216.228 4.285.696
Urbaniseringsgraden 73,5 % 76,5 % 79,2 % 83,2 % 83,6 %
Antal byer 1.120 1.239 1.295 1.442 1.423
Tabel 4: Generel befolkningsudvikling 1960-1981 (Kilde: Danmarks Statistik) 80
Samtidig med at befolkningsvæksten gik i stå på landsplan fortsatte tendensen fra de
forudgående år med en forskydning af befolkningen fra landdistrikterne til byerne. Således
voksede Danmarks bybefolkning hurtigere end landets samlede befolkning, hvilket betød,
at urbaniseringsgraden steg fra 73,5% i 1960 til 83,6% i 1981. Udviklingen i
bybefolkningens vækst afspejler ellers meget godt udviklingen på landsplan. Her skete der
et jævnt fald i væksten i perioden fra 1960 til 1976. Godt nok er væksten i absolutte tal
meget kraftigere mellem 1970 og 1976, men da der her er tale om en seksårsperiode (i
forhold til de andre, der er femårsperioder), er den gennemsnitlige vækst p.a. mindre end i
de forudgående år. Fra 1976 til 1981 ser man samme tendens som ved den generelle
befolkningsudvikling – et kraftigt fald i væksten. Fra at den gennemsnitlige vækst 1970-
1976 var 1,4% p.a., faldt den til 0,3% p.a. mellem 1976 og 1981.
Antallet af bymæssige bebyggelser, der er registreret af Danmarks Statistik
steg også i perioden. Fra 1960 til 1965 steg den med over 100 nye bebyggelser, mens
væksten fladede ud i den efterfølgende periode. Denne stigning skal ses i sammenhæng
med den generelle byudvikling, som Matthiessen (1985) i denne periode kalder
’suburbanisering’. 81 Der forekom således en kraftig vækst i de mindste byer i bysystemet og
i de bebyggelser, der ikke tidligere havde haft over 200 indbyggere. Det betyder, at der kom
mange nye små byer til. Ligesom væksten i bybefolkningen fladede ud, fladede væksten i
antallet af byer også ud fra midten af 1960’erne. Mens væksten i bybefolkningen fortsatte
med at falde i 1970’erne voksede antallet af byer imidlertid kraftigt fra 1970-1976. Denne
80 www.statistikbanken.dk - HISB3: Nøgletal om befolkningen (27-06-09)
81 Matthiessen(1985B) s. 60
36

udvikling skal ses i forhold til Danmarks Statistiks ændring af opgørelsen af købstædernes
befolkning i 1976. Her gik man over til at definere de gamle købstæder på samme måde
som alle andre bymæssige bebyggelser 82 , hvor man tidligere havde defineret købstæderne
ud fra deres gamle købstadskommunale grænser. Det betød, at flere bymæssige
bebyggelser, der lå mere end 200 meter fra købstaden, men samtidig lå i
købstadskommunen, nu blev regnet som selvstændige byer. Fra 1976 til 1981 gik antallet af
byer tilbage, hvilket passer godt med, at den generelle befolkningsvækst i byerne næsten gik
i stå.
3.1.2. Bysystemets rank-sizeudvikling 1960-1981
Som beskrevet ovenfor, er rank-size kurver velegnede til at beskrive et bysystems
overordnede størrelsesmæssige
sammensætning og udvikling, så længe
man ikke tager den teoretiske baggrund
til sig, som Matthiessen (1985) også
pointerer. 83 Derfor er byerne plottet ind
efter størrelse og rang i et
dobbeltlogaritmisk koordinatsystem i
figur 1 for årene 1960 og 1981. Desuden
er den kurve, som bysystemet i 1981
skulle følge for at være i balance, indsat i
diagrammet. Som det ses, udmærker det
danske bysystem sig ved at have en
konkav rank-sizekurve i forhold til
idealkurven og må derfor i perioden
kaldes et primat bysystem, idet
Hovedstaden er langt større end den
anden største by, Århus. Dette er som
Figur 1: Rank-size diagram for de danske byer 1960 og
1981. (Kilde: Danmarks Statistik)
beskrevet ikke noget nyt, da det danske
bysystem næsten altid har været
82 Hovedstadsområdet blev som en undtagelse defineret ud fra kommunegrænser frem til 1999.
83 Matthiessen (1985B) s. 13
37

kendetegnet ved en konkav rank-sizekurve. Endvidere siger dette faktum noget om ranksizelovens
teoretiske lødighed, idet Danmark i den behandlede periode må anses som et
politisk og økonomisk integreret samfund.
Videre kan man fra diagrammet udlede bysystemets vækst i perioden, hvilket
ses af forskellen mellem de to kurver. Således voksede Hovedstaden og Århus ikke
væsentligt (de var henholdsvis største og næststørste by i begge år), mens væksten i byerne
ned til rang 8 var lidt kraftigere. Væksten blev igen lidt kraftigere i intervallet ned til
omkring rang 45, hvorefter væksten gik ind i en stor stigning. Således ser det umiddelbart
ud til, at det var de mindste byer, der voksede kraftigst i perioden. Væksten var så kraftig, at
den nederste del af kurven gik fra at have et konkavt forløb til at få et konvekst forløb.
Figur 2: Absolut befolkningsudvikling i de danske byer. Kurven forbinder byer, der har den angivne rang
ved folketællingerne 1981-2001. (Kilde: Danmarks Statistik)
Figur 3: Relativ udvikling i promille af bybefolkningen uden for Hovedstaden i byer med den angivne
rang 1960-81. (Kilde: Danmarks Statistik)
38

For at undersøge vækstudviklingen i forhold til rang mere grundigt, er den absolutte
udvikling for flere bestemte rangordner sat ind i diagrammet i figur 2. 84 Her ser man
tydeligt tendensen fra figur 1 igen, hvor de største byer har en lavere vækst end de mindre.
Især er det byerne fra omkring rang 100 til rang 398, der vokser voldsomst, hvorefter
væksten falder lidt igen for byerne med lavere rang. Den generelle tendens til meget lavere
byvækst i perioden fra 1976 til 1981 ses også i figur 2. Her ser det endvidere ud til, at det
især er de mindre byers vækst (fra omkring rang 100 og ned), der falder. Hvis man ser på
figur 3, hvor byernes relative vækst i promille af bybefolkningen uden for Hovedstaden er
sat ind 85 , ser man igen tendensen til, at byer med lavere rang fik en større andel af
bybefolkningen i perioden. Samtidig er det tydeligt, at det skete på bekostning af især de
største byer. For byer over rang 50 gik bybefolkningsandelen således tilbage i hele perioden,
mens den for byer under rang 50 gik frem. Tendensen bliver desuden mere kraftig, jo
længere væk fra rang 50 en by ligger. Der ses igen tendens til både laver positiv vækst i de
mindste byer og en lavere negativ vækst i de større byer i perioden fra 1976 til 1981.
3.1.3. Befolkningsudviklingen i byklasser 1960-1981
Fra at undersøge byernes rangfordeling, vil jeg i dette afsnit se nærmere på byernes
fordeling efter størrelse for at kunne sige noget nærmere om, hvordan udviklingen var i de
forskellige dele af byhierarkiet. Gruppernes inddeling er som sagt taget fra Bue Nielsen
(2000), som inddeler de danske byer i eksponentielt faldende grupper, hvilket vil sige, at
gruppernes størrelse hele tiden bliver halveret. Da der i den behandlede periode ikke findes
nogen byer i byklasserne fra 1.023.999-512.000 og 511.999-256.000 i det danske bysystem,
vil disse grupper ikke være med i oversigten. At der mangler byer i disse grupper, skal ses
som et udtryk for, at det danske bysystem har en primat karakter, som det også kommer til
udtryk igennem rank-size kurvens forløb. 86
Det første, der skal undersøges her, er antallet af byer i hver byklasse, hvilket
er vist i tabel 5. Generelt sker der ikke den store udvikling i toppen af hierarkiet, hvor
Hovedstaden er den eneste by der i hele perioden ligger over 1 million indbyggere og
Århus og Odense er de eneste, der ligger over 128.000. I den tredje gruppe, er Aalborg
84 De udvalgte rangordner er inspireret af Matthiessen (1985B) s. 72
85 Hovedstaden er ikke medtaget, da dens størrelse ville forvrænge billedet af den relative vækst.
86 Nielsen (2000) s. 17
39

alene ind til 1970, hvor den får selskab af Esbjerg, der voksede kraftigt i perioden fra 1960
til 1970.
1960 1965 1970 1976 1981
>1.024.000 1 (0,098) 1 (0,086) 1 (0,080) 1 (0,070) 1 (0,070)
255.999-128.000 2 (0,196) 2 (0,173) 2 (0,161) 2 (0,141) 2 (0,141)
127.999-64.000 1 (0,098) 1 (0,086) 2 (0,161) 2 (0,141) 2 (0,141)
63.999-32.000 7 (0,686) 8 (0,692) 9 (0,725) 8 (0,566) 8 (0,565)
31.999-16.000 16 (1,570) 16 (1,385) 15 (1,208) 17 (1,203) 17 (1,201)
15.999-8.000 19 (1,864) 19 (1,645) 22 (1,772) 22 (1,558) 24 (1,696)
7.999-4.000 26 (2,551) 31 (2,683) 32 (2,578) 43 (3,045) 48 (3,392)
3.999-2.000 40 (3,925) 56 (4,848) 82 (6,607) 116 (8,215) 135 (9,540)
1.999-1.000 113 (11,08) 141 (12,20) 163 (13,13) 207 (14,66) 213 (15,05)
999-500 218 (21,39) 245 (21,21) 279 (22,48) 320 (22,66) 340 (24,02)
499-200 576 (56,52) 635 (54,97) 634 (51,08) 674 (47,73) 625 (44,16)
Tabel 5: Antal byer fordelt på byklasser 1960-81 - Procentandel af
samlede antal byer (Kilde: Danmarks Statistik).
Den fjerde gruppe, der består af syv byer i 1960 er også relativt stabil. I de nedre grupper er
der en klar tendens til vækst igennem hele perioden, bortset fra grupperne 63.999-32.000
indbyggere og gruppen med de allermindste byer med 499-200 indbyggere. Denne
udbredte tendens til vækst er bl.a. et udtryk for at der kommer flere byer til i bysystemet (jf.
tabel 4 ovenfor). For at få et indtryk af gruppernes vækst, er det derfor nødvendigt at se på
gruppernes relative vækst i forhold til det samlede antal byer, hvilket er angivet i parentes i
tabel 5. Det er her tydeligt, at det er byklasserne, der har mellem 7.999 og 500 indbyggere,
der vokser kraftigst i forhold til de andre byklasser. For den nederste gruppe fra 499-200
indbyggere går det imidlertid tilbage i hele perioden. Dette er et tegn på, at de mange nye
byer, der kom til i systemet, voksede så hurtigt, at de ikke nåede at blive registreret i den
nederste gruppe, før de steg videre op i hierarkiet.
Med udgangspunkt i byklassernes absolutte og relative udvikling er det muligt
at sige mere om byhierarkiets udvikling (jf. tabel 6). Helt øverst i tabellen kan man således
se, at den gruppe, der mister mest terræn i forhold til de andre er Hovedstaden
(>1.024.000), som falder med en andel på omkring 2 % for hvert femte år.
Hovedstadsområdets absolutte udvikling er dog fortsat positiv, men det vokser ikke nær så
kraftigt som resten af bysystemet, hvilket resulterer i den negative udvikling i andelen af
bybefolkningen. Som det også var klart i rank-sizeafsnittet, så faldt Århus og Odenses andel
af den samlede bybefolkning også igennem hele perioden og efter 1970 havde de to byer
desuden en negativ absolut vækst.
40

1960 1965 1970 1976 1981
>1.024.000 1.348.454 (40,1) 1.381.016 (38,0) 1.382.235 (35,5) 1.417.435 (33,6) 1.381.882 (32,2)
255.999-128.000 307.067 (9,1) 321.173 (8,9) 338.917 (8,7) 327.764 (7,7) 318.504 (7,4)
127.999-64.000 97.463 (2,9) 100.305 (2,8) 168.684 (4,3) 187.838 (4,4) 184.522 (4,3)
63.999-32.000 297.048 (8,8) 355.490 (9,8) 380.558 (9,7) 344.449 (8,1) 343.719 (8,0)
31.999-16.000 351.895 (10,5) 363.806 (10,0) 347.343 (8,9) 405.231 (9,6) 404.598 (9,4)
15.999-8.000 214.803 (6,4) 224.040 (6,2) 257.278 (6,6) 260.491 (6,1) 276.948 (6,4)
7.999-4.000 140.033 (4,2) 173.100 (4,8) 171.818 (4,4) 234.266 (5,5) 267.058 (6,2)
3.999-2.000 107.826 (3,2) 144.311 (3,9) 214.479 (5,5) 317.347 (7,5) 374.855 (8,7)
1.999-1.000 156.971 (4,7) 191.270 (5,3) 229.981 (5,9) 286.955 (6,8) 300.697 (7,0)
999-500 151.212 (4,5) 170.340 (4,7) 193.762 (4,9) 219.845 (5,2) 235.708 (5,4)
499-200 187.035 (5,6) 203.389 (5,6) 205.672 (5,2) 214.607 (5,0) 197.205 (4,6)
I alt 3.359.807 3.628.240 3.890.727 4.216.228 4.285.696
Tabel 6: Byklassernes absolutte og relative udvikling 1960-81 – Procentandel af
samlede bybefolkning (Kilde: Danmarks Statistik).
Mere overordnet kan det siges, at tendensen til positiv vækst er mest udtalt i bunden af
hierarkiet. Mens grupperne der ligger i intervallet fra 127.999 til 4.000 indbyggere har en
mere varieret vækststruktur med både kraftig vækst, stagnation og kraftigt fald i andelen af
bybefolkningen, så har byklasserne under 3.999 en meget entydig tendens til vækst i hele
perioden. Den eneste undtagelse fra dette er de allermindste byer (499-200), som under
lavvæksten mellem 1976 og 1981 både absolut og relativt mister bybefolkning. Under
lavvæksten er skellet mellem de større og mindre gruppers vækst ellers skarpt trukket op.
Byer med over 16.000 indbyggere mister andel af bybefolkningen, mens byer under 15.999
vinder en større andel (som sagt på nær den nederste gruppe). Samtidig ser man den klare
tendens til formindsket vækst i perioden 1976 til 1981 hvad enten den er positiv eller
negativ. Således flader Hovedstadsområdets, Århus’ og Odenses andel ikke så kraftigt som
tidligere og gennemgående vokser de mindste byer ikke så kraftigt.
Der er således ingen tvivl om, at der i perioden fra 1960 til 1981, som
Matthiessen påpeger 87 , udvikler sig et nyt niveau i bysystemet, idet der forekom en kraftig
stigning i antallet af byer samtidig med, at de mindste byer voksede kraftigt. For at se på
vækstens mere rummelige fordeling, vil den regionale fordeling af byvæksten nu
undersøges.
87 Matthiessen (1985B) s. 60
41

3.1.4. Regional befolkningsudvikling 1960-1981
Ovenfor er byernes vækst blevet behandlet i forhold til hinanden og i forhold til den
generelle udvikling. Et vigtigt aspekt ved byernes vækst er således ikke blevet inddraget
endnu, nemlig befolkningsudviklingens rummelige forandring. I dette afsnit vil jeg derfor
inddrage dette geografiske aspekt ved at undersøge byvækstens regionale karakter. Dette vil
(som argumenteret ovenfor) blive gjort ved at se på byudviklingen i de 14 amter 88 , der
eksisterede fra 1970 til 2007, i tabel 7 og 8.
1960 1965 1970 1976 1981
Københavns Amt 6 (0,6) 5 (0,4) 5 (0,4) 2 (0,1) 1 (0,1)
Frederiksborg Amt 41 (4,0) 51 (4,4) 65 (5,2) 66 (4,7) 64 (4,5)
Roskilde Amt 34 (3,3) 40 (3,5) 46 (3,7) 52 (3,7) 45 (3,2)
Vestsjællands Amt 75 (7,4) 84 (7,3) 87 (7,0) 105 (7,4) 106 (7,5)
Storstrøms Amt 90(8,8) 97(8,4) 96(7,7) 109(7,7) 110(7,8)
Bornholms Amt 17(1,7) 18(1,6) 19(1,5) 23(1,6) 22(1,6)
Fyns Amt 118(11,6) 134(11,6) 142(11,4) 166(11,8) 172(12,2)
Sønderjyllands Amt 96(9,4) 112(9,7) 122(9,8) 124(8,8) 124(8,8)
Ribe Amt 51(5,0) 56(4,8) 58(4,7) 65(4,6) 66(4,7)
Vejle Amt 72(7,1) 81(7,0) 91(7,3) 105(7,4) 105(7,4)
Ringkøbing Amt 75(7,4) 84(7,3) 88(7,1) 107(7,6) 113(8,0)
Århus Amt 115(11,3) 136(11,8) 151(12,2) 178(12,6) 177(12,5)
Viborg Amt 84(8,2) 97(8,4) 104(8,4) 121(8,6) 122(8,6)
Nordjyllands Amt 145(14,2) 160(13,9) 168(13,5) 189(13,4) 188(13,3)
Tabel 7: Antallet af byer fordelt på amter 1960-1981 – Procentandel
af samlede antal byer (Kilde: Danmarks Statistik).
Antallet af byer steg som sagt i hele perioden, hvilket også fremgår tydeligt i tabel 7. En
undtagelse er Københavns Amt, som mistede byer i hele perioden, hvilket er et udtryk for
Hovedstadsområdets absolutte vækst, idet flere og flere byer blev indlemmet i denne
statistiske betegnelse, indtil Hovedstadsområdet i 1981 er den eneste statistiks optrædende
by i amtet. Da Hovedstadsområdet i løbet af perioden voksede ind i Frederiksborg og
Roskilde Amter, skal deres nedgang sidst i perioden også ses i relation til denne udvikling.
Når der ses mere overordnet på udviklingen, fremkommer der en tendens til, at området
øst for Storebælt (Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm) voksede mindre, hvad antallet af
byer angik i forhold til området vest for Storebælt (Fyn og Jylland). Det betød, at langt de
fleste amter øst for Storebælt i en længere eller kortere periode var i relativ tilbagegang,
hvad antal byer angik. På den anden side af Storebælt forekom den modsatte tendens til en
88 Når der refereres til Københavns Amt er denne medregnet Frederiksberg Kommune og Københavns
Kommune. Se desuden bilag 5 for et kort over amtsstrukturen.
42

generel stigning i de fleste amters andel af bytallet. En undtagelse var områder, der havde få
større byer – altså udkantsområder som Sønderjyllands Amt, Ribe Amt, Ringkøbing Amt
og Nordjyllands Amt – som i længere eller kortere tid oplevede en mindre tilbagegang i
andelen af det samlede antal danske byer. Områderne der trak positivt op i den relative
tabel, var derimod det kraftigt urbaniserede Østjylland (Århus og Vejle Amter) samt
Midtjylland (Viborg Amt).
Hvad den absolutte og relative regionale bybefolkningsudvikling fra 1960 til
1981 angår, tegner der sig et billede af kraftig absolut byvækst over hele landet. Den eneste
helt store afvigelse fra dette billede var Københavns Amt, som udviklede sig meget svagt
mellem 1965 og 1970 og mellem 1976 og 1981 så negativ absolut vækst.
1960 1965 1970 1976 1981
Københavns Amt 1.350.597 (40,2) 1.383.814 (38,1) 1.386.236 (35,6) 1.432.952 (34,0) 1.381.882 (32,2)
Frederiksborg Amt 103.824 (3,1) 127.219 (3,5) 159.108 (4,1) 167.932 (4,0) 177.380 (4,1)
Roskilde Amt 63.264 (1,9) 77.257 (2,1) 111.085 (2,9) 128.211 (3,0) 122.109 (2,8)
Vestsjællands Amt 133.925 (4,0) 148.430 (4,1) 166.769 (4,3) 188.364 (4,5) 200.271 (4,7)
Storstrøms Amt 138.217 (4,1) 147.951 (4,1) 157.729 (4,1) 171.025 (4,1) 179.433 (4,2)
Bornholms Amt 29.667 (0,9) 30.996 (0,9) 31.359 (0,8) 32.816 (0,8) 33.372 (0,8)
Fyns Amt 269.663 (8,0) 295.033 (8,1) 316.821 (8,1) 344.766 (8,2) 359.122 (8,6)
Sønderjyllands Amt 130.118 (3,9) 147.383 (4,1) 164.898 (4,2) 178.642 (4,2) 188.380 (4,4)
Ribe Amt 119.384 (3,6) 131.715 (3,6) 143.607 (3,7) 157.297 (3,7) 167.114 (3,9)
Vejle Amt 188.363 (5,6) 208.953 (5,8) 229.760 (5,9) 251.272 (6,0) 262.028 (6,2)
Ringkøbing Amt 120.266 (3,6) 142.225 (3,9) 159.394 (4,1) 183.899 (4,4) 197.141 (4,4)
Århus Amt 340.807 (10,1) 377.604 (10,4) 426.049 (11,0) 467.819 (11,1) 483.152 (11,3)
Viborg Amt 106.657 (3,2) 119.525 (3,3) 129.323 (3,3) 147.443 (3,5) 156.537 (3,6)
Nordjyllands Amt 265.055 (7,9) 290.135 (8,0) 308.729 (7,9) 363.790 (8,6) 377.775 (8,8)
Bybefolkning i alt 3.359.807 (100) 3.628.240 (100) 3.890.727 (100) 4.216.228 (100) 4.285.696 (100)
Tabel 8: Bybefolkningen fordelt på amter 1960-1981 – Procentandel af
samlede bybefolkning (Kilde: Danmarks Statistik).
Den absolutte og relative udvikling udviser desuden samme tendens, som udviklingen i
antallet af byer gjorde. Når landet deles ved Storebælt ses den tydelige tendens til lav vækst
øst for Storebælt og højere vækst vest for Storebælt igen. Sjælland, Lolland-Falster og
Bornholm tabte således andel af den samlede bybefolkning 1960 til 1981 med cirka samme
negative vækstrate i hele perioden. En stor del af den negative vækst skal tilskrives
København, men også amter, der kan karakteriseres som udkantsområder havde en meget
lav vækst (Storstrøms Amt og Bornholms Amt). Den kraftigste vækst foregik som sagt i
amterne umiddelbart omkring Hovedstaden (Roskilde og Frederiksborg Amter), hvis vækst
især skal ses i forhold til den diskontinuerte forstadsdannelse omkring Hovedstaden og de
43

helt store byer Roskilde og Helsingør. 89 Også Vestsjællands Amt, der indeholdt flere større
byer (bl.a. Slagelse og Ringsted), voksede således moderat.
Vest for Storebælt, var udviklingen nødvendigvis modsat positiv i forhold til
den østlige del af landet. Tendensen til en koncentration mod de mest urbaniserede amter,
som sås i den østlige del af landet, var ikke helt så tydelig i den vestlige del af landet, da
langt de fleste amter så en ganske kraftig relativ vækst. Undtagelsen er Ribe Amt, der i store
dele af perioden havde tendens til stagnation i den relative byvækst.
1960 1965 1970 1976 1981
Øst for Storebælt 54,1% 52,8% 51,7% 50,3% 48,8%
Vest for Storebælt 45,8% 47,2% 48,3% 49,7% 51,1%
Tabel 9: Øst- og Vestdanmarks relative andel af bybefolkningen 1960-1981.
(Kilde: Danmarks Statistik)
I det vestlige Danmark var tendensen til kraftigere byvækst i mere urbaniserede amter ikke
så udpræget, idet der også forekom en kraftig vækst i amter med større udkantsområder.
Således voksede Ringkøbing og Sønderjyllands Amter relativt med hhv. 0,8% og 0,5%
mellem 1960-81. Samtidig var der også i Jylland en tendens til høj vækst i de mere centrale
urbane områder, da især Århus, Vejle Amter voksede kraftigt. På landsplan var der således
en tendens til, at byvæksten uden for Hovedstaden gennemgående var kraftig i de amter,
der indeholder de største byer, således at Nordjyllands, Århus, Vejle, Fyns, Roskilde og
Frederiksborg Amter i perioden fra 1960 til 1981 havde en stigning i andel af
bybefolkningen på mellem 0,6% og 1,2%. Dette skete på trods af, at de største byer
generelt gik kraftigt tilbage i perioden. Århus, Odense, Ålborg, Esbjerg, Helsingør,
Randers, Roskilde og Vejle havde således alle faldende befolkningsandele, og de større byer
lidt længere ned i hierarkiet viste samme tendens eller tendens til stagnation. Byvæksten
foregik altså i stort omfang omkring de største byer, og var således et klart udtryk for den
suburbanisering, som også Matthiessen (1985) beskriver. 90 I den vestlige del af landet (og
specielt i Sønder- og Vestjylland) var der samtidig en tendens til meget decentral vækst,
som ikke foregik i umiddelbar nærhed af de største byer.
89 Matthiessen (1985B) s. 77
90 Matthiessen (1985B) s. 77
44

3.2. BEFOLKNINGSUDVIKLINGEN 1981-2001
3.2.1. Overordnet befolkningsudvikling 1981-2001
Mens perioden fra 1960 til 1981 var karakteriseret af en gennemgående befolkningstilvækst,
så billedet noget anderledes ud i perioden, der fulgte. Det kraftige fald i den generelle
befolkningsvækst, som satte ind i perioden fra 1976 til 1981, fortsatte i perioden fra 1981 til
1986, hvor væksten gik over til at være negativ, så der således var cirka 8.000 færre danskere
i 1986 end i 1981. I det efterfølgende interval fra 1986-1990 kom der igen positiv vækst,
om end den ikke var særlig kraftig. Således voksede befolkningen gennemsnitligt kun
0,09% p.a. på den firårige periode. Efter 1990 steg den absolutte vækst kraftigt og blev
således seksdoblet – fra 19.000 personer i perioden 1986-90 til 116.000 personer fra 1990-
96. Da der er tale om en seksårsperiode, blev væksten dog kun cirka firdoblet rent
procentmæssigt. Efter denne kraftige fremgang udlignede den gennemsnitlige årlige tilvækst
sig og lå for hele perioden frem til 2001 på 0,37% p.a.. Dette var imidlertid cirka halvt så
kraftig en vækst, som i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Udviklingen skal igen ses i
sammenhæng med fertiliteten, som i 1980’erne var meget lav og først i 1990’erne igen kom
op på et niveau, der gav et fødselsoverskud i forhold til dødeligheden.
1981 1986 1990 1996 2001
Danmarks befolkning 5.124.000 5.116.000 5.135.000 5.251.000 5.349.000
Levendefødte 53.089 55.312 63.433 67.638 65.458
Døde 56.359 58.100 60.926 61.043 58.355
Danmarks bybefolkning 4.285.696 4.304.352 4.340.969 4.455.727 4.525.686
Urbaniseringsgraden 83,6 % 84,1 % 84,5 % 84,8 % 84,6 %
Antal byer 1416 1381 1369 1384 1412
Tabel 10: Generel befolkningsudvikling 1981-2001 (Kilde: Danmarks Statistik) 91
Mens den generelle befolkningsudvikling bød på negativ vækst i begyndelsen af 1980’erne,
voksede bybefolkningen fortsat. Det var dog en meget lav vækst (0,09% p.a.), der lå langt
under lavvæksten fra 1976-81 (0,3% p.a.), men stadig nok til, at bybefolkningen øgede sin
andel af det samlede befolkningstal. Fra 1986 til 1990 fordobledes tilvæksten i
bybefolkningen, hvilket dog fortsat var en lille tilvækst. Alligevel fortsatte
urbaniseringsgraden med at stige, idet befolkningen på landsplan voksede endnu mindre.
Fra 1990 gik væksten imidlertid ind i en kraftig stigning, og den absolutte vækst blev frem
91 www.statistikbanken.dk - HISB3: Nøgletal om befolkningen (27-06-09)
45

til 1996 således tredoblet i forhold til perioden forud. Da befolkningsudviklingen på
landsplan også gik kraftigt frem, betød det kun en fordobling at den gennemsnitlige årlige
vækst (fra 0,21% p.a. til 0,44% p.a.). Fra 1996 til 2001 faldt byvæksten en smule til 0,3 %
p.a. samtidig med at befolkningsudviklingen på landsplan fortsat var ganske kraftig. Det
betød, at urbaniseringsgraden faldt for første gang i den behandlede periode, om end det
var et meget lille fald på 0,2%. Dette skal da heller ikke tages som en krise i den danske
byudvikling, men nærmere som et udtryk for, at urbaniseringsgraden sandsynligvis har
fundet sig et naturligt leje i forhold til bysystemets sammensætning. I perioden fra 1981 til
2001 kom der (som det var tilfældet med forstæderne og småbyerne fra 1960 til 1981)
således ikke nogen nye elementer til i bysystemet. Udviklingen af antallet af byer var i
denne periode heller ikke så voldsom og entydig som udviklingen mellem 1960 og 1981,
hvilket viser, at der ikke kom nye niveauer til i bysystemet. Antallet af byer nåede sit
toppunkt i 1981 og faldt derefter frem til 1990, hvor det roligt steg tilbage til
udgangspunktet. Fra 1996 til 2001 steg antallet af byer dog rimelig kraftigt med 28 nye byer,
hvilket skal ses i sammenhæng med den ændrede definition af Hovedstadsområdet, som
Danmarks Statistik indførte i 1999. I stedet for at beregne Hovedstadsområdet ud fra
kommunegrænser gik man over til at definere området ligesom alle andre bymæssige
bebyggelser. Det betød, at der fra Hovedstadsområdet blev udskilt 40 bymæssige
bebyggelser, som var adskilt fra resten af Hovedstadsområdet med mere end 200 meter. 92
Dette har også stor betydning for Hovedstadens indbyggertal, hvilket jeg vil komme ind på
lidt længere fremme.
Overordnet var perioden fra 1981 til 2001 altså karakteriseret ved en
udpræget lavere befolkningsvækst end perioden fra 1960 til 1981, hvilket både gjaldt den
generelle og bymæssige befolkningstilvækst. Man kan endvidere se at skiftet fra høj byvækst
til lav byvækst indtrådte relativt brat i årene mellem 1976 og 1981. Urbaniseringsgraden
steg dog fortsat i perioden, på nær et mindre fald i perioden 1996 til 2001.
92 Danmarks Statistik: ’Byopgørelser 1. januar 1999’, i ’Nyt fra Danmarks Statistik’, nr. 147, 1999.
46

3.2.2. Byernes rank-sizeudvikling 1981-2001
I figur 4 er ligesom for perioden 1960-81 vist byernes rank-size kurve for det første og
sidste år i perioden. For at kunne sammenligne med væksten før 1981, er rank-sizekurven
Figur 4: Rank-size diagram for de danske byer 1960,
1981 og 2001.
fra 1960 bibeholdt. I dette perspektiv
viser figuren samme væksttendenser,
som vi så ovenfor: væksten efter 1981 er
ikke nær så stor som før 1981. Udover
Århus (der fortsat er anden største by i
hele perioden) vokser de allerstørste byer
ikke meget og Hovedstaden har ligefrem
set negativ vækst (jf. ovenfor). Den
kraftigste vækst er rykket op i hierarkiet,
hvor den i perioden fra 1960 til 1981 lå
cirka mellem rang 200 og 400, lå den fra
1981 til 2001 mellem cirka rang 70 og
100. Desuden var der fra 1960 til 1981
en tendens til vækst i hele rangfølgen,
mens der fra 1981 til 2001 var flere
steder på kurven, hvor væksten ikke var
udpræget stor. Det gælder for rang 4-6,
10-12, 26-32 og især for de allermindste
byer fra omkring rang 850 og ned. At de
mindste byer ikke vokser særlig kraftigt i perioden, ses også, når bestemte rangordeners
udvikling undersøges i figur 5 og 6. Her ses også den tydelige tendens til lavere vækst i hele
rangfølgen. En undtagelse herfra, er dog Århus, som igennem hele perioden vokser ganske
kraftigt, og desuden er der en tendens til, at byerne fra omkring rang 40 til 100 fik et
vækstopsving i det sidste interval fra 1996 til 2001.
Som sagt betyder den ændrede definition af Hovedstaden et brud i dataene
mellem 1996 og 2001. Dette problem kommer man imidlertid ud over ved at se på byernes
vækst i promille af bybefolkningen uden for Hovedstaden i figur 6. Det interessante her er,
at de største byers tilbagegang er aftaget i forhold til perioden før og flere store byer har set
positiv relativ vækst – Århus’ andel, der har anden rang i hele perioden, vokser endda
47

kraftigt i det meste af perioden. I den anden ende af skalaen er de mindste byers fremgang
derimod vendt til tilbagegang, for alle de her viste byer, der ligger under rang 398.
Figur 5: Absolut befolkningsudvikling i de danske byer. Kurven forbinder byer, der har den angivne rang
ved folketællingerne 1981-2001. (Kilde: Danmarks Statistik)
Figur 6: Relativ udvikling i promille af bybefolkningen uden for Hovedstaden i byer med den angivne
rang 1981-2001. (Kilde: Danmarks Statistik)
De byer der står for den største tilvækst i bybefolkningsandel findes således i midten af
diagrammet fra omkring rang 50 til rang 126. Fra rang 158 og ned til rang 398 er væksten
kendetegnet ved stagnation. I årene fra 1996 til 2001 er der en tendens til, at de føromtalte
vækstbyer (rang 50-126) får en kraftigere fremgang på bekostning af de største byers andel,
hvor bl.a. Århus’ andel i perioden bliver mindre.
3.2.3. Befolkningsudviklingen i byklasser 1981-2001
Byerne er igen fordelt på størrelsesgruppering i tabel 11 og 12. Ligesom den foregående
årrække skete der ikke megen udvikling i de øverste grupper. Hovedstaden er stadig væk
den eneste by over millionen, og gruppen fra 255.999-128.000 indbyggere udgøres stadig
48

kun af Århus og Odense, som ligger langt under Hovedstaden. Efter at Esbjerg rykkede op
i gruppen 127.999-64.000 indbyggere i 1970, er der heller ikke kommet flere byer til i denne
gruppe.
1981 1986 1990 1996 2001
>1.024.000 1 (0,070) 1 (0,072) 1 (0,073) 1 (0,072) 1 (0,071)
255.999-128.000 2 (0,141) 2 (0,144) 2 (0,146) 2 (0,144) 2 (0,142)
127.999-64.000 2 (0,141) 2 (0,144) 2 (0,146) 2 (0,144) 2 (0,142)
63.999-32.000 8 (0,565) 8 (0,579) 8 (0,584) 9 (0,650) 11 (0,782)
31.999-16.000 17 (1,201) 16 (1,158) 16 (1,168) 16 (1,156) 15 (1,067)
15.999-8.000 24 (1,696) 26 (1,882) 28 (2,045) 30 (2,167) 41 (2,918)
7.999-4.000 48 (3,392) 52 (3,765) 56 (4,090) 57 (4,118) 62 (4,412)
3.999-2.000 135 (9,540) 146 (10,57) 146 (10,66) 142 (10,26) 147 (10,46)
1.999-1.000 213 (15,05) 207 (14,98) 204 (14,90) 204 (14,73) 204 (14,51)
999-500 340 (24,02) 326 (23,60) 325 (23,73) 334 (24,13) 345 (24,55)
499-200 625 (44,16) 595 (43,08) 581 (42,43) 587 (42,41) 575 (40,92)
Tabel 11: Byer fordelt på størrelsesgrupperinger 1981-2001 - Procentandel af
samlede antal byer (Kilde: Danmarks Statistik)
Den første gruppe der således er sket en udvikling i, er gruppen med 63.999-32.000
indbyggere. Her var det i perioden frem til 1990 de samme otte byer, der kendetegnede
gruppen – Randers, Horsens, Vejle, Kolding, Roskilde, Helsingør, Næstved og Silkeborg. I
1996 rykkede Køge ind i gruppen efter en kraftig vækst (især i midtfirserne), og i 2001 var
både Fredericia og Viborg fulgt efter. Når man ser på byklassernes andel af det samlede
antal byer, er den åbenlyse forskel til perioden fra 1960 til 1981, at der ikke er nogle af
byklassernes andele, der blev væsentligt større eller mindre. Grupperne er altså meget mere
stabile end i den forudgående periode. Den eneste undtagelse fra denne tendens er den
nederste gruppe af byer med 499-200 indbyggere, hvis andel af det samlede antal byer faldt
i hele perioden. Faldet i andel var dog ikke nær så kraftigt som tidligere, men fra 1996 til
2001 faldt andelen på trods af, at det samlede antal byer steg.
For at få et bedre indblik i byklassernes vækst i forhold til hinanden er det
centralt at se på deres absolutte og relative vækst. Mest udpræget er her den øverste gruppe,
som kun indeholder Hovedstadsområdet. Her er den absolutte vækst negativ i hele
perioden bortset fra perioden mellem 1990 og 1996, og den relative vækst er uden
undtagelse negativ. Udviklingen fra 1960 til 1981 videreføres således, men er mindre
markant, idet Hovedstadsområdets andel af bybefolkningen går tilbage med under 1%
hvert femte år (hvor det var ca. 2% fra 1960-81). Den relative negative vækst flader dog ud
49

fra 1990 til 1996 (hvor befolkningstallet som sagt stiger), men bliver markant forøget fra
1996 til 2001. Denne udvikling grunder i den ovenfor forklarede definitionsændring af
Hovedstadsområdet. Hvis man lægger de 40 bymæssige bebyggelser, som er blevet udskilt i
1999, sammen med Hovedstadsområdets befolkning i 2001 ligger indbyggertallet på
1.242.748 og befolkningsandelen på 28,4%. Den voldsomme negative vækst udlignes
således en del, men der er stadig tale om en større negativ vækst i forhold til de
forudgående år.
1981 1986 1990 1996 2001
>1.024.000 1.381.882 (32,2) 1.351.999 (31,4) 1.337.114 (30,8) 1.362.264 (30,6) 1.081.673 (24,7)
255.999-128.000 318.504 (7,4) 332.438 (7,7) 339.174 (7,8) 358.344 (8,0) 363.229 (8,3)
127.999-64.000 184.522 (4,3) 184.762 (4,3) 185.561 (4,3) 191.831 (4,3) 193.042 (4,4)
63.999-32.000 343.719 (8,0) 345.877 (8,0) 348.788 (8,0) 397.441 (8,9) 464.337 (10,6)
31.999-16.000 404.598 (9,4) 394.598 (9,2) 399.534 (9,2) 394.457 (8,9) 359.627 (8,2)
15.999-8.000 276.948 (6,5) 303.733 (7,1) 323.088 (7,4) 336.906 (7,6) 459.706 (10,5)
7.999-4.000 267.058 (6,2) 287.577 (6,7) 305.870 (7,0) 312.457 (7,0) 335.908 (7,7)
3.999-2.000 374.855 (8,7) 402.162 (9,3) 404.643 (9,3) 394.796 (8,9) 409.633 (9,3)
1.999-1.000 300.697 (7,0) 287.003 (6,7) 286.183 (6,5) 289.480 (6,5) 289.997 (6,6)
999-500 235.708 (5,5) 225.574 (5,2) 226.297 (5,2) 231.797 (5,2) 241.381 (5,5)
499-200 197.205 (4,6) 188.629 (4,4) 184.717 (4,3) 185.954 (4,2) 183.256 (4,2)
I alt 4.285.696 (100) 4.304.352 (100) 4.340.969 (100) 4.455.727 (100) 4.525.686 (100)
Tabel 12: Byklassernes absolutte og relative udvikling 1981-2001 – Procentandel
af samlede bybefolkning (Kilde: Danmarks Statistik)
Århus’ og Odenses udvikling (anden byklasse) er præget af stor absolut- og relativ vækst,
hvilket især må tilskrives Århus’ meget positive udvikling. Odense vokser også i hele
perioden, men kan ikke følge med væksten i Århus. Den tredje gruppe, der hovedsagligt
består af de otte ovenfornævnte byer vokser ikke nær så kraftigt, og gruppens andel af
bybefolkningen er derfor stagneret i perioden. Byer med et indbyggertal mellem 63.999 og
32.000 følger den generelle byudvikling i 1980’erne, mens den i 1990’erne ser en kraftig
vækst. Den usædvanligt kraftige vækst fra 1996 til 2001 var til dels forårsaget af, at
Hørsholm og Greve Strand, der i 2001 ikke længere blev talt under Hovedstadsområdet,
kom ind i denne kategori. Det samme gælder for den usædvanligt kraftige vækst i byklassen
15.999-8.000 indbyggere mellem 1996 og 2001. Denne klasses vækst er dog også kraftig i
årene før og er således en af de mest fremgangsrige byklasser sammen med byklassen lige
under (7.999-4.000 indbyggere), som også oplever en kraftig vækst i hele perioden.
I de mindste byklasser er billedet mere varieret end i de større, men der er en
overordnet tendens til absolut og relativ negativ vækst. Dette ses mere tydeligt i tabel 13,
50

hvor de mindste byklassers (under 4.000 indbyggere) andel af bybefolkningen er
sammenlignet med udviklingen i de større byklassers andel (Hovedstaden og 255.999-4.000
indbyggere).
1981 1986 1990 1996 2001
>1.024.000 32,3% 31,5% 30,9% 30,6% 24,7%
255.999-4.000 41,8% 43,1% 43,8% 44,7% 49,7%
3.999-200 25,9% 25,6% 25,3% 24,7% 25,6%
Tabel 13: Tre byklassers andel af bybefolkningen 1981-2001.
(Kilde: Danmarks Statistik)
Det er således åbenlyst, at de mindste byer overordnet mister andel af bybefolkningen i
perioden fra 1981 til 1996, mens de større byer øger deres andel. De mindste byers negative
vækst er dog svag i forhold til de større byers positive vækst og fra 1996 til 2001 stiger de
mindste byers andel af bybefolkningen. I samme interval stiger de større byers andel dog
også markant, så både tallet for de større og mindre byer skal ses i relation til Hovedstadens
udvikling og den ændrede definition af samme. Når man sammenholder Hovedstadens
udvikling med de to andre gruppers, er det desuden tydeligt, at den andel af
bybefolkningen, som Hovedstadsområdet mister, ikke ryger til de mindste byer (som det
var tilfældet i perioden fra 1960 til 1981), men bliver fordelt ud over de større byklasser. Da
Hovedstadsområdet taber andel af bybefolkningen ses der altså en tendens til øget
koncentration mod de større provinsbyer.
3.2.4. Regional befolkningsudvikling 1981-2001
Dette afsnit vil igen omhandle befolkningsudviklingens rummelige side, idet udviklingen i
de 14 amtskommuner vil blive undersøgt ved hjælp af tabel 14 og 15.
Som man ser i tabel 14, er det amt med færrest byer Københavns Amt,
hvilket illustrerer Hovedstadens dominans, idet dette er den eneste statistisk optrædende by
i amtet i hovedparten af perioden. Den voldsomme fremgang i antallet af byer fra 1996 til
2001 er igen et udtryk for den ændrede definition af Hovedstaden, hvor flere forstæder
udskilles som byer for sig selv. 93 Definitionsændringen har også indflydelse på antallet af
byer i Frederiksborg og Roskilde Amter, hvor antallet af byer også stiger kraftigt mellem
1996 og 2001. Hvis man imidlertid ser bort fra disse ændringer, er det tydeligt, at der ikke
93 Danmarks Statistik: ’Byopgørelser 1. januar 1999’, i ’Nyt fra Danmarks Statistik’, nr. 147, 1999.
51

er nogen dele af landet, der mister væsentligt mange byer eller får væsentlig flere byer. Den
rummelige fordeling af byerne er således stabil i over den meste af landet i perioden.
1981 1986 1990 1996 2001
Københavns Amt 1 (0,1) 1 (0,1) 1 (0,1) 1 (0,1) 15 (1,1)
Frederiksborg Amt 64 (4,5) 63 (4,6) 63 (4,6) 72 (5,2) 85 (6,0)
Roskilde Amt 45 (3,2) 43 (3,1) 43 (3,1) 46 (3,3) 52 (3,7)
Vestsjællands Amt 106 (7,5) 104 (7,5) 103 (7,5) 105 (7,6) 103 (7,3)
Storstrøms Amt 110(7,8) 106(7,7) 103(7,5) 105(7,6) 105(7,5)
Bornholms Amt 22(1,6) 21(1,5) 21(1,5) 21(1,5) 20(1,4)
Fyns Amt 172(12,2) 161(11,7) 163(11,9) 162(11,7) 160(11,4)
Sønderjyllands Amt 124(8,8) 121(8,8) 120(8,8) 119(8,6) 118(8,4)
Ribe Amt 66(4,7) 67(4,9) 65(4,7) 64(4,6) 66(4,7)
Vejle Amt 105(7,4) 100(7,2) 101(7,4) 101(7,3) 99(7,0)
Ringkøbing Amt 113(8,0) 112(8,1) 113(8,3) 114(8,2) 112(8,0)
Århus Amt 177(12,5) 171(12,4) 169(12,3) 172(12,4) 171(12,2)
Viborg Amt 122(8,6) 122(8,8) 119(8,7) 119(8,6) 118(8,4)
Nordjyllands Amt 188(13,3) 189(13,7) 185(13,5) 183(13,2) 181(12,9)
Tabel 14: Antallet af byer fordelt på amter 1981-2001 – Procentandel af
samlede antal byer (Kilde: Danmarks Statistik).
Gennemgående for den geografisk fordelte byvækst er igen, at perioden fra 1981 til 2001 er
karakteriseret ved en meget svagere vækst, end der var tale om i perioden 1960 til 1981.
Det eneste område, der skilte sig ud fra denne tendens, var Århus Amt, som sod for langt
den største vækst i landet. 94 Den relative vækst i amtet fra 1981 til 2001 var således også
større end den relative vækst fra 1960 til 1981. Det, der især har været betydende for
udviklingen, er, at Århus’ vækst fra 1981 gik fra negativ til positiv. De år, hvor
bybefolkningen i amtet voksede meget kraftigt, faldt desuden også sammen med de årstal,
hvor Århus by voksede kraftigst. Interessant er det også, at Hovedstadsområdets negative
relative vækst er aftaget i forhold til perioden fra 1960 til 1981, og at Hovedstaden i
begyndelsen af 1990’erne igen så en positiv absolut vækst. Dog faldt Hovedstadens
indbyggertal og andel af bybefolkningen kraftigt igen fra 1996 til 2001, hvilket må ses som
hovedårsagen til, at de fleste andre amter fik en større andel af bybefolkningen i denne
periode.
94 Bortset fra Frederiksborg og Roskilde Amters vækst fra 1996 til 2001, men disse må anses som forvredne,
pga. den ændrede definition af Hovedstadsområdet i 1999.
52

1981 1986 1990 1996 2001
Københavns Amt 1.381.882 (32,2) 1.351.999 (31,4) 1.337.114 (30,8) 1.362.264 (30,6) 1.151.688 (26,3)
Frederiksborg Amt 177.380 (4,1) 176.981 (4,1) 178.902 (4,1) 187.885 (4,2) 250.848 (5,7)
Roskilde Amt 122.109 (2,8) 126.504 (2,9) 129.564 (3,0) 137.569 (3,1) 167.410 (3,8)
Vestsjællands Amt 200.271 (4,7) 203.850 (4,7) 208.094 (4,8) 212.546 (4,8) 217.434 (5,0)
Storstrøms Amt 179.433 (4,2) 179.961 (4,2) 181.058 (4,2) 181.636 (4,1) 183.647 (4,2)
Bornholms Amt 33.372 (0,8) 33.286 (0,8) 32.934 (0,8) 32.891 (0,7) 32.012 (0,7)
Fyns Amt 359.122 (8,4) 363.873 (8,5) 371.259 (8,6) 381.452 (8,6) 383.574 (8,9)
Sønderjyllands Amt 188.380 (4,4) 189.940 (4,4) 192.642 (4,4) 195.221 (4,4) 196.612 (4,5)
Ribe Amt 167.114 (3,9) 171.784 (4,0) 174.920 (4,0) 179.018 (4,0) 180.946 (4,1)
Vejle Amt 262.028 (6,1) 265.168 (6,2) 270.372 (6,2) 280.038 (6,3) 288.919 (6,6)
Ringkøbing Amt 197.141 (4,6) 202.160 (4,7) 206.760 (4,8) 211.224 (4,7) 213.420 (4,8)
Århus Amt 483.152 (11,3) 495.433 (11,5) 508.105 (11,7) 535.821 (12,0) 551.581 (12,5)
Viborg Amt 156.537 (3,7) 159.526 (3,7) 160.246 (3,7) 163.362 (3,7) 165.422 (3,8)
Nordjyllands Amt 377.775 (8,8) 383.887 (8,9) 388.999 (9,0) 394.800 (8,9) 398.276 (9,1)
Bybefolkning i alt 4.285.696 (100) 4.304.352 (100) 4.340.969 (100) 4.455.727 (100) 4.525.686 (100)
Tabel 15: Bybefolkningen fordelt på amter 1981-2001 – Procentandel af samlede bybefolkning.
(Kilde: Danmarks Statistik)
Da udviklingen i det østlige og vestlige Danmark i perioden fra 1960 til 1981 var meget
forskellig, skal denne opdeling af landet også undersøges for den her behandlede periode.
Udviklingstendensen fra tidligere blev således videreført, idet Sjælland, Lolland-Falster og
Bornholm fortsat mistede andel af bybefolkningen i forhold til Fyn og Jylland. Ligesom for
næsten alle andre undersøgte punkter, er den lavere vækst også tydelig her, hvor
Østdanmark mister mindre andel i hvert femårsinterval i forhold til perioden fra 1960-
1981. Igen spiller Hovedstadens negative vækst en stor rolle for den østlige udvikling, men
samtidig er den relative vækst i de andre østlige amter også meget lav. Hvis man ser bort fra
den kraftige vækst mellem 1996 og 2001 i Roskilde og Frederiksborg Amter (der i høj grad
var forårsaget af Hovedstadsområdets definitionsændring), var der således ikke nogen af
amterne, der voksede med mere end 0,3% i andel af bybefolkningen fra 1981 til 2001.
Selvom tendensen til større relativ byvækst i amterne med de allerstørste byer (bortset fra
Hovedstaden) ikke er så tydelig, er den stadig til stede, idet de to amter, som har større
udkantsområder, stagnerede (Storstrøms Amt) og så en lille relativ tilbagegang (Bornholms
Amt).
53

1981 1986 1990 1996 2001
Øst for Storebælt 48,8% 48,1% 47,6% 47,4% 45,7%
Vest for Storebælt 51,1% 51,8% 52,4% 52,5% 54,3%
Tabel 16: Øst- og Vestdanmarks relative andel af bybefolkningen
1981-2001. (Kilde: Danmarks Statistik)
Vest for Storebælt var den relative udvikling igen nødvendigvis positiv i forhold til
udviklingen øst for bæltet. Mens tendensen til vækst i amterne med de allerstørste byer i det
østlige Danmark var blevet svagere, var den imidlertid blevet kraftigere i det vestlige.
Således vandt Århus Amt 1,2% og Vejle samt Fyns Amter 0,5% i andel af bybefolkningen i
perioden fra 1981 til 2001. De andre amter voksede også, men kun med mellem 0,1% og
0,2% i perioden fra 1981 til 2001. For amterne med den kraftigste vækst, var det desuden
gennemgående, at den største relative vækst forekom i 1990’erne og specielt i perioden fra
1996 til 2001. I 1980’erne var den relative byvækst således fordelt mere ligeligt over hele det
vestlige Danmark, med en undtagelse i Århus Amt, som også i 1980’erne havde en stor
relativ vækst.
Selvom tendensen til vækst i de mest urbaniserede amter således aftog i
Østdanmark, var den altså stadig til stede og ganske entydigt taget til i 1990’erne i det
vestlige Danmark, hvor mange af de mest urbaniserede amter havde en næsten lige så
kraftig (Vejle og Fyns Amter) eller kraftigere (Århus Amt) relativ byvækst end i perioden
fra 1960 til 1981. Da Hovedstadsområdets negative vækst samtidig aftog, viser dette en
tendens til øget koncentration mod de største provinsbyer og områderne omkring disse.
3.3. OPSAMLING PÅ BEFOLKNINGSUDVIKLINGEN 1960-2001
Befolkningsudviklingen i de danske byer i perioden 1960 til 2001 kan underinddeles i to
perioder, hvis vækstforløb var meget forskellige samt en overgangsperiode: 1960 til 1976,
1976-1981 og 1981 til 2001.
Den første periode fra 1960 til 1976 var karakteriseret ved en høj generel
befolkningsvækst på landsplan, men også ved en endnu kraftigere bybefolkningsvækst.
Således var urbaniseringsgraden i 1960 73,5%, mens den i 1976 var 83,2% og samtidig var
antallet af byer vokset kraftigt fra 1.120 til 1.423. Væksten var endvidere kraftigst i perioden
fra 1970 til 1976, hvor byvæksten ifølge Matthiessen (1985) var kraftigere end på noget
54

andet tidspunkt i Danmarkshistorien. 95 Når faktoren bystørrelse drages ind i udviklingen,
er det evident, at jo længere man kommer ned i byhierarkiet, jo relativt større blev
befolkningsvæksten i perioden 1960-1976. Der var således tale om en meget decentral
vækst, der var kraftigst i byer med under 4.000 indbyggere. Samtidig viser ranksizediagrammet
af byernes relative vækst (jf. figur 6), at omkring de 50 største byer mistede
befolkningsandel, mens mindre byer gennemgående enten bibeholdt eller fik en større
andel af den samlede bybefolkning. Den regionalt fordelte byvækst viste desuden et billede
af en kraftig forstadsdannelse omkring de største byer og sammenholdt med den kraftige
udvikling i antallet af byer betød det, at der i perioden kom et nyt niveau ind i bysystemet –
forstæder og andre småbyer i landdistrikterne. Den regionale vækstfordeling viste desuden,
at det østlige Danmark oplevede en generelt lavere relativ vækst end det vestlige Danmark.
Perioden fra 1976 til 1981 ses her som en overgangsperiode, hvor den høje
generelle befolkningsvækst og bybefolkningsvækst faldt kraftigt og således pegede frem
mod den tredje periode. Samtidig fortsatte tendensen til decentral vækst i væsentligt
omfang, da alle byklasser over 16.000 indbyggere mistede andel af bybefolkningen, mens
byklasserne under 16.000 vandt andel. Undtagelsen var de allermindste byer, som gik
tilbage både absolut og relativt. Selvom der således i vid udstrækning stadig var en
sammenhæng mellem bystørrelse og vækst, aftog både den negative vækst i toppen af
hierarkiet og den positive vækst i bunden.
Perioden fra 1981 til 2001 var karakteriseret ved en meget lavere generel
befolkningsvækst, en meget lavere byvækst og et mindre udsving i antallet af byer end
tilfældet var i perioden fra 1960 til 1976. Dette viser, at der ikke kom nye niveauer til i
bysystemet, og at systemets sammensætning var relativt stabil. Byhierarkiet ændrede sig
heller ikke kraftigt, men tendensen til vækst var rykket op i hierarkiet. Således aftog de
største byers negative vækst i perioden og i flere tilfælde blev den vendt til både absolut og
relativ positiv vækst (især voksede Århus kraftigt), mens de mindre byers relative vækst
generelt var kendetegnet ved stagnation eller tilbagegang. Hovedstaden var dog
undtagelsen, da den oplevede både absolut og relativ negativ vækst i det meste af perioden.
Der var altså en tendens til koncentration mod de større provinsbyer i perioden og især i
perioden efter 1990. Tendensen til lavere relativ vækst i det østlige Danmark og højere i det
vestlige var desuden vedblivende.
95 Matthiessen (1985B) s. 79
55

4. ERHVERVSUDVIKLINGEN I DE DANSKE BYER 1960-
2001
Det andet centrale aspekt, der vil blive undersøgt i forhold til de danske byers udvikling
mellem 1960 og 2001, er erhvervsudviklingen. Ligesom undersøgelsen af
befolkningsudviklingen vil perioden også her blive opdelt i to perioder: mens skellet for
befolkningsudviklingen lå i 1981, vil det for erhvervsudviklingen ligge i 1970. Grunden til
dette er kildemæssig, idet jeg som anført i tidligere afsnit følger kilderne, der efter 1970
overgår fra at benytte byernes erhvervsfordelingsdata til at benytte bykommunernes.
Således er direkte sammenligninger på tværs af 1970 ikke mulig, og man må derfor
undersøge udviklingen før og efter 1970 separat.
Udover periodeinddelingen vil fremgangsmåden ligne
befolkningsundersøgelsen meget. Jeg vil således begynde med at se på Danmarks og de
undersøgte byers overordnede erhvervsudvikling, for derefter at undersøge
erhvervsudviklingen inden for henholdsvis byklasser og regionale områder. Vi starter med
den overordnede udvikling fra 1960 til 1970.
4.1. ERHVERVSUDVIKLINGEN 1960-1970
4.1.1. Overordnet erhvervsudvikling 1960-1970
Dette afsnit vil beskrive den overordnede erhvervsudvikling i byerne ved at holde denne op
mod erhvervsudviklingen på landsplan. Dette vil blive gjort ved hjælp af tabel 17 og 18
neden for.
Generelt var perioden fra 1960 til 1970 kendetegnet ved kraftig økonomisk vækst, som var
blevet påbegyndt i slutningen af 1950’erne og varede ved op til omkring 1973. 96 Denne
kraftige vækst gav sig bl.a. udslag i en stor forøgelse af arbejdsstyrken, hvilket også ses i
tabel 17. Således kom der fra 1960-65 næsten 200.000 flere personer ind på
arbejdsmarkedet og mellem 1965 og 1970 kom der næsten 100.000. Denne store
arbejdskraftfremgang skal ses i lyset af, at rigtig mange kvinder kom ud på arbejdsmarkedet
96 Christoffersen (1999) s. 7
56

i perioden, at der kom flere personer i den arbejdsdygtige alder, samt at der var et relativt
stort nettomigrationsoverskud. 97 1960 1965 1970
Landbrug, fiskeri m.m. 366.424 (18,3) 326.365 (14,8) 244.407 (10,7)
Fremstillingsvirksomhed 613.178 (30,5) 662.606 (30,1) 659.537 (28,8)
Bygge og anlæg 150.312 (7,5) 184.306 (8,4) 210.490 (9,2)
Handel og omsætning 313.351 (15,6) 337.268 (15,3) 355.979 (15,5)
Transportvirksomhed 150.688 (7,5) 148.536 (6,8) 153.216 (6,7)
Tjenesteydelser 377.096 (18,8) 474.591 (21,6) 602.056 (26,3)
Uoplyst erhverv 36.590 (1,8) 64.955 (3,0) 67.282 (2,9)
Erhverv i alt 2.007.639 (100) 2.198.627 (100) 2.292.967 (100)
Tabel 17: Absolut og relativ erhvervsfordeling for hele landet 1960-1970.
Procentandel af den samlede beskæftigelse på landsplan. (Kilde: Danmarks Statistik)
Udviklingen i de undersøgte byer fulgte ikke helt udviklingen på landsplan. Overordnet gik
beskæftigelsen i købstæderne tilbage fra 1960 til 1965, men steg så igen fra 1965 til 1970.
Relativt betød det en kraftig tilbagegang fra 1960 til 1965 og en lille tilbagegang mellem
1965 og 1970 i forhold til den nationale beskæftigelsesmæssige udvikling. Denne udvikling
skal ses i relation til de byer, der er benyttet til undersøgelsen. Som nævnt er hovedparten af
købstæderne ikke kun langt de ældste danske byer, men også langt de største 98 , og som det
blev vist i afsnittet om befolkningsudviklingen, var det især de største danske byer, der
oplevede absolut og relativ befolkningstilbagegang i 1960’erne. Det var dog således ikke
kun befolkningsmæssigt, at de største byer gik tilbage, men også i vid udstrækning
erhvervsmæssigt. Der må derfor være foregået en overordnet erhvervsforskydning fra de
større byer mod de mindre byer og landdistrikterne.
1960 1965 1970
Landbrug, fiskeri m.m. 20.886 (1,8) 19.679 (1,8) 15.769 (1,4)
Fremstillingsvirksomhed 419.675 (36,8) 376.146 (34,3) 353.969 (31,1)
Bygge og anlæg 79.832 (7,0) 85.318 (7,8) 91.715 (8,1)
Handel og omsætning 228.632 (20,0) 206.721 (18,9) 206.842 (18,2)
Transportvirksomhed 99.785 (8,7) 87.358 (8,0) 86.208 (7,6)
Tjenesteydelser 274.264 (24,0) 287.682 (26,2) 346.258 (30,4)
Uoplyst erhverv 18.856 (1,7) 33.738 (3,1) 38.390 (3,4)
Erhverv i alt 1.141.930 (56,9) 1.096.642 (49,9) 1.139.151 (49,7)
Tabel 18: Absolut og relativ erhvervsfordeling for alle undersøgte byer 1960-1970 - Procentandel
af den samlede beskæftigelse i de undersøgte byer. Procentandel i ’Erhverv i alt’, er beregnet ud
fra den samlede beskæftigelse på landsplan. (Kilde: Danmarks Statistik)
97 www.statistikbanken.dk tabel HISB3: Nøgletal om befolkningen (28-06-09)
98 I 1960 var de 52 største byer købstæder og i 1970 var det 47.
57

Et andet punkt, hvorved byernes erhvervsfordeling adskiller sig fra den nationale, er
forholdet mellem erhvervsgrupperne. Landbruget havde således naturligt nok en meget
mindre betydning i byerne, men her var udviklingen også klart negativ både absolut og
relativt. De erhvervsgrupper, der havde en højere beskæftigelsesandel i købstæderne i
forhold til på landsplan, var de traditionelle private byerhverv inden for industrien og
handel og omsætning, der for begge gruppers vedkommende lå omkring 5% højere end på
landsplan. I modsætning til udviklingen på landsplan, hvor industribeskæftigelsen gik
kraftigt frem 1960-65, gik industrien tilbage både relativt og absolut i hele perioden. Det
kunne tyde på, at det især er denne erhvervsgruppe, der (oveni den generelle tilbagegang)
blev ramt af den ovenfor beskrevne tendens til erhvervsforskydningen mod de mindre byer
og landdistrikterne. Man kan således sige, at, hvad arbejdsstyrken angår, satte
afindustrialiseringsprocessen i de danske købstæder relativt og absolut ind fra omkring
1960. I denne sammenhæng er det imidlertid vigtigt at pointere, at den industrielle
produktion i samme periode blev stærkt forøget. 99
Ligesom på landsplan oplevede ’Bygge og anlæg’ samt ’Tjenesteydelser’ både
en relativ og absolut vækst. For bygge- og anlægsbranchen var denne tendens især betinget
af den kraftige vækst i boligbyggeriet, som fulgte i kølvandet på den økonomiske vækst i
perioden, der også betød, at flere og flere husstande fik råd til eget hus. 100 Erhvervsgruppen
’Tjenesteydelser’ dækker hovedsagligt over den offentlige service, mens den private service
hovedsagligt er placeret under ’Handel og omsætning’ og ’Transportvirksomhed’ (jf. bilag
1). Det er således inden for den offentlige service, at den mest voldsomme
beskæftigelsesvækst fandt sted i perioden. Dette hænger uløseligt sammen med udviklingen
af den danske velfærdsstat, som tog fart fra slutningen af 1950’erne. Erhvervsgruppen
’Tjenesteydelser’ voksede således i hele perioden både i købstæderne og på landsplan og
specielt kraftigt fra 1965 til 1970. Interessant er det imidlertid, at ’Tjenesteydelser’ ligesom
fremstillingssektoren og handel og omsætning i hele perioden lå omkring 5% over
beskæftigelsen på landsplan. Dette skal ses i lyset af, at alle købstæderne var centre for hver
deres købstadskommune og i flere tilfælde var også den amtslige og statslige administration
placeret her.
99 Larsen (2008) s. 242
100 Christoffersen (1999) s. 25
58

Mens ’Handel og omsætning’ (der dækker over både detail- og engroshandel
samt finans- og forsikringsvirksomhed og forretningsservice) gik absolut frem på landsplan,
gik den kraftigt tilbage i købstæderne mellem 1960 og 1965 og kun meget lidt frem mellem
1965 og 1970. Det betød en relativ tilbagegang i hele perioden, hvilket igen må hænge
sammen med befolkningsvæksten forskydning mod de mindre byer og det, at købstæderne
generelt udgjorde landets største byer. Således foregik der en udbygning af især
detailhandlen i de kraftig voksende forstæder og mindre byer (der ikke er inkluderet i denne
undersøgelse), mens detailhandelens andel i de gamle købstadscentre var under tilbagegang
pga. det fremvoksende supermarkedskoncept og den medfølgende sammenlægning af
enheder.
Sektoren, der går under betegnelsen ’Transportvirksomhed’, dækker udover
transportvirksomhed også post- og telegraf/telefonvæsen og gik ligesom på landsplan
tilbage i købstæderne, men udviklingen var for købstæderne mere konsekvent, idet der
både absolut og relativt fandt en negativ vækst sted i hele perioden.
4.1.2. Købstædernes industri- og serviceudvikling 1960-1970
Som beskrevet er det især udviklingen inden for de sekundære og tertiære erhverv, der er af
interesse for denne undersøgelse. Således vil hovedtrækkene af udviklingen i købstæderne
indenfor disse to sektorer blive nærmere behandlet i det følgende, og i afsnittene hvor
udviklingen fordeles på byklasser og regioner, vil det også være disse to sektorer, der er i
fokus.
Som sagt er erhvervsinddelingerne foretaget på en sådan måde, som
kildematerialet tillod det, hvilket har betydet, at der indenfor både industrien og
servicesektoren er opstået et par lidt usædvanlige og sammenklumpede grupper. I
industrien er der tale om gruppen ’Træ, møbel, grafisk og anden industri’, hvor gruppen
’anden industri’ spiller en væsentlig og varierende rolle, og derfor gør sammenligneligheden
dårlig for gruppen. Det betyder, at denne gruppe ikke vil blive inddraget så meget i
undersøgelsen. Inden for servicesektoren er der tale om gruppen ’Hotel, restauration og
anden servicevirksomhed’, som indeholder den noget diffuse betegnelse ’anden
servicevirksomhed’. Denne gruppe dækker over forskellige private serviceerhverv og
selvom indholdet ændrer sig efter de forskellige definitionsændringer (jf. bilag 2), ser jeg
stadig gruppen som nogenlunde sammenlignelig igennem hele perioden.
59

I denne udspecificerede erhvervsfordeling ses også tydeligt den markante
forskel mellem udviklingen inden for den sekundære og den tertiære sektor. Mens
industriens beskæftigelse gik tilbage med 3,6% i forhold til beskæftigelsen på landsplan, gik
servicesektorens andel frem med 1,3% mellem 1960 og 1970. Når hele servicesektoren
medregnes og ikke kun ’Tjenesteydelser’, er det endvidere tydeligt, at servicesektoren
allerede i 1960 langt havde overhalet fremstillingssektoren, hvad beskæftigelse angår i
købstæderne.
Inden for industrien var tendensen, at samtlige brancher var i mere eller
mindre tilbagegang i andel af den samlede beskæftigelse på landsplan. De to brancher, der
var i kraftigst tilbagegang, var nærings- og nydelsesmiddelindustrien og tekstil- og
beklædningsindustrien, der tabte hhv. 0,9% og 1,2% i andel af beskæftigelsen mellem 1960
og 1970. Udviklingen i nærings- og nydelsesmiddelindustrien skal ses i relation til
landbrugets konjunkturudvikling i perioden, da branchen i stort omfang er præget af
viderebehandling af landbrugsprodukter. Tekstil- og beklædningsindustrien var traditionelt
en løntung industri, hvilket blev et problem for industrien i takt med den økonomiske
vækst, der i perioden også betød store reallønsstigninger. 101 Især dette gjorde det svært for
branchen at konkurrere med udlandet.
1960 1965 1970
Nærings- og nydelsesmiddelindustri 3,7 3,3 2,8
Tekstil- og beklædningsindustri 2,9 2,4 1,7
Træ, møbel, grafisk og anden industri 4,2 4,0 3,6
Kemisk industri 0,9 0,8 0,7
Sten-, ler-, glasindustri 0,6 0,6 0,5
Jern- og metalindustri 6,4 6,3 5,6
Industri i alt 18,6% 17,3% 15,0%
Engroshandel 2,6 2,9 2,7
Detailhandel 5,4 5,1 4,7
Finansieringsvirksomhed og forretningsservice 2,9 2,6 3,1
Transport, post og tele 5,0 4,0 3,8
Hotel, restauration og anden servicevirksomhed 3,8 3,8 3,4
Offentlig service 7,0 8,1 10,2
Service i alt 26,7% 27,4% 28,0%
Tabel 19: Relativ erhvervsfordeling i de behandlede byer 1960-1970 – Procentandel
af den samlede beskæftigelse på landsplan 1960-70. (Kilde: Danmarks Statistik)
101 Larsen (2008) s. 196
60

Jern- og metalindustrien, som var den største undersøgte industribranche, gik også ganske
kraftigt tilbage med 0,8% mellem 1960 og 1970. Mens de andre brancher havde en jævn
negativ vækst, fandt hovedparten af jern- og metalindustriens tilbagegang sted mellem 1965
og 1970. De to mindre brancher ’kemisk industri’ og ’sten-, ler- og glasindustrien’ mistede
kun en lille andel af beskæftigelsen i perioden.
Inden for serviceerhvervene var det tydeligt hvilken erhvervsgruppe, der var
ansvarlig for servicesektorens generelle vækst: Den offentlige service. Mens næsten alle de
andre erhvervsgruppers andel af beskæftigelsen stagnerede eller faldt, så voksede den
offentlige service kraftigt med 1,1% fra 1960 til 1965 og med 1,9% fra 1965 til 1970. De to
brancher, som ud over offentlig service så en mindre fremgang i den relative beskæftigelse,
var engroshandel samt finansvirksomhed og forretningsservice, der voksede med hhv.
0,1% og 0,2% mellem 1960 og 1970. Inden for engroshandel steg omsætningen i perioden,
men igen pga. effektivisering steg branchens beskæftigelsesgrad ikke voldsomt. 102
Af de brancher, som mistede andel af beskæftigelsen, gik det hårdest ud over
transportsektoren, der tabte 1,2% af beskæftigelsen mellem 1960 og 1970. Også
detailbranchen gik ganske kraftigt tilbage med 0,7%, hvilket især skal ses i lyset af de store
personalerationaliseringer, der i større og større grad blev gennemført i forbindelse med
udbredelsen af supermarkedskonceptet. 103 Den blandede gruppe ’Hotel, restauration og
anden servicevirksomhed’ havde tendens til stagnation i perioden 1960-65 og en mindre
tilbagegang mellem 1965 og 1970.
4.1.3. Erhvervsudviklingen fordelt på byklasser 1960-1970
For at kunne undersøge lokaliseringen af erhvervene vil jeg i det følgende se på to
lokaliseringstendenser: erhvervsudviklingen fordelt på byklasser og erhvervsudviklingen
fordelt på regioner. Hvad begge undersøgelser angår, er udgangspunktet det samme som
ved befolkningsudviklingen, men med visse variationer. Pga. købstædernes skæve
størrelsesfordeling i forhold til det samlede bysystem, er byklasserne i
erhvervsundersøgelsen større. Dette gør dog ikke helt op for skævheden, da de øverste to
klasser (>500.000 indbyggere og 255.999-64.000 indbyggere) er fuldstændig repræsentative
i forhold til det samlede bysystem, mens repræsentativiteten bliver mindre jo længere man
kommer ned i hierarkiet. Således er der ikke nogen af købstæderne, der havde under 1.000
102 Illeris (1988) s. 44
103 Christoffersen (1999) s. 79
61

indbyggere fra 1960-2001 104 , og derfor bliver de allermindste byers erhvervsfordelinger slet
ikke repræsenteret i denne undersøgelse pga. manglende kildemateriale. Ved at lave
byklasserne større opnås der dog en større andel af byer i de mindste klasser, hvilket gør
repræsentativiteten bedre.
Da købstædernes erhvervsudvikling i dette afsnit (og det næste) skal
behandles ud fra to faktorer, tid og bystørrelse, bliver de benyttede tabeller flere og større.
Derfor har jeg valgt at placere disse tabeller i bilag 3 og 4 og fra disse udtrække de mest
centrale udviklingstendenser. Desuden vil analysen hovedsagligt omhandle den relative
udvikling i de forskellige erhvervsgrupper for derigennem bedre at kunne skabe overblik og
sammenligne grupperne. Da forholdet mellem servicesektorens og industriens udvikling
bliver behandlet i de overordnede kategorier ’Industri i alt’ og ’Service i alt’, er der for
undergruppernes/branchernes vedkommende fokuseret på deres relative udvikling inden
for deres respektive sektorer, da forholdet mellem de forskellige branchers
størrelsesmæssige og geografiske vækstfordeling bliver meget tydeligere ved at bruge denne
metode. Når den offentlige service således fik en større andel af de beskæftigede, betyder
det, at den offentlige service fik en større andel af de beskæftigede inden for
servicesektoren. Således kan den relative udvikling i servicesektorens brancher ikke direkte
sammenlignes med den relative udvikling i industribrancherne. Dette gør sig gældende for
både undersøgelsen af byklasser og den regionalt fordelte undersøgelse.
Når den samlede beskæftigelse inden for industri- og servicesektorerne fordeles på
byklasser i 1960, og deres andel af den samlede beskæftigelse i de enkelte byklasser
udregnes, er forskellen mellem de to ganske tydelig, hvilket ses i bilag 3.
Industribeskæftigelsen er således størst i de større provinsbyer, der er placeret i byklasserne
63.999-16.000 og 255.999-64.000 (hhv. 36,4% og 34,3%), mens den er noget mindre i
Hovedstaden (30,9%) og de mindste byer (

(61,2%), mens den mindste byklasser (

købstæder og 25,2% i Hovedstaden). Dette forhold ændrede sig ikke fundamentalt i
1960’erne, selvom tendensen til en større offentlig beskæftigelse rykkede en tak op i
hierarkiet til byklasserne med 15.999-4.000 og 63.999-16.000 indbyggere. Når en lige
fordeling af den offentlige service holdes op mod tendensen til koncentration af hele
servicesektoren mod Hovedstaden, må det altså i Hovedstaden især være den private
service, der er gået frem og ligeledes tilbage i de mindste byklasser.
Den offentlige services relativt større betydning inden for servicesektoren
betød, at flere andre erhvervsgruppers betydning for beskæftigelsen gik tilbage. Især gik
detailhandelen generelt tilbage. Tilbagegangen inden for branchen var dog spredt
nogenlunde ligeligt på alle byklasserne (en tilbagegang på mellem 4-5%), således at der både
i 1960 og 1970 var en klar sammenhæng mellem bystørrelse og detailbeskæftigelse: jo
mindre by des større andel detailbeskæftigelse (25,8% i de mindste og 17,8% i Hovedstaden
i 1960 – hhv. 20,9% og 14,7% i 1970).
Også ’Transport, post og tele’ gik tilbage i 60’erne og tendensen var den
samme som for detailhandelen – en koncentration mod de mindre byer i løbet af perioden.
Forholdet mellem den mindste og største byklasse var således 17,3% og 19,4% i 1960,
mens det i 1970 var 16,0% og 13,8%. Samme udviklingstendens gjorde sig gældende for
erhvervsgruppen ’Hotel, restauration og anden servicevirksomhed’, som også så en ligeligt
fordelt tilbagegang. Erhvervsgruppens andel af beskæftigelsen var ganske ens på tværs af
byklasserne i 1960 med en svag tendens til koncentration i Hovedstaden. Denne tendens
sås også i 1970, men var her blevet endnu svagere, så alle byklasserne befandt sig mellem
11,5% og 12,9%.
Udover den offentlige service gik engroshandel samt
finansieringsvirksomhed og forretningsservice relativt frem. Engroshandel gik svagt frem i
alle bygrupper, så en svag tendens til større beskæftigelse i de største byer blev bibeholdt
(10% i Hovedstaden og 6,7% i de mindste byer i 1970). Samme udvikling gjorde sig
gældende inden for finansiering og forretningsservice, hvor tendensen til større
koncentration i de største byer blev bibeholdt (13,5% i Hovedstaden og 8,8% i de mindste
byer i 1970).
4.1.4. Erhvervsudviklingens regionale fordeling 1960-1970
Som sagt vil jeg i dette afsnit benytte nogle andre regionale inddelinger, end det var tilfældet
i undersøgelsen af befolkningsudviklingen. Da begge inddelinger imidlertid tager
64

udgangspunkt i amtsstrukturen fra 1970, er undersøgelserne sammenlignelige. Både
Sjælland (Nordøstsjælland, Nordvestsjælland samt Sydsjælland og øer) og Jylland (Sønderog
Vestjylland, Østjylland samt Nordjylland) er opdelt i tre regioner, og Fyn med øer er en
region for sig. Da der således er kommet flere faktorer ind i undersøgelsen i forhold til
undersøgelsen af byklasser, vil det i dette afsnit blive for omstændeligt at lave en næranalyse
af alle branchernes udvikling. Derfor har jeg i afsnittene om erhvervsudviklingens regionale
fordeling valgt at holde mig til den helt overordnede udvikling inden for industri- og
servicesektoren. Ligesom for fordelingen på byklasser er det desuden den relative
erhvervsudvikling, jeg hovedsagligt er interesseret i og dataene er igen samlet i et bilag –
Bilag 4.
Den overordnede relative fordeling af fremstillingssektorens beskæftigelse på regioner viste
i 1960 en klart større koncentration af industribeskæftigelse på Fyn end i resten af landet,
da der på Fyn og øerne var 40% ansat inden for industrien, mens Sønder- og Vestjylland,
fulgte efter med 34,6%. Samtidig var der en lidt mindre udpræget tendens til en større
koncentration i Jylland end på Sjælland og øerne. Således lå industribeskæftigelsen i Jylland
mellem 34,6% og 32,9%, mens den på Sjælland og øerne lå mellem 32,5% og 30%. Bortset
fra en større fremgang i Nordøstsjælland og Østjylland mellem 1960 og 1965, som slørede
det beskrevne billede en smule, gik industriens andel af beskæftigelsen tilbage indtil 1970.
Da Nordøstsjællands og Østjyllands andel af industribeskæftigelsen faldt kraftigt imellem
1965 og 1970, var billedet med Fyn i front (34,6%) og Jyllands lidt højere
industribeskæftigelse (32,9% til 30,2%) i forhold til Sjælland og øerne (29,5% til 28,1%)
intakt i 1970.
Samme tydelige billede tegnes ikke af fordelingen af servicebeskæftigelsen i
perioden. I 1960 var der en svag tendens til lidt større servicebeskæftigelse i
Nordvestsjælland (54,7%) samt Sønder- og Vestjylland (52,2%), mens Østjylland (44,5%)
og Nordøstsjælland (45,6%) havde en meget mindre beskæftigelsesandel inden for
servicesektoren. Tendensen fra byklasseundersøgelsen går således igen, da det er de to mest
urbaniserede områder, der ligger lavest i 1960. Dette forhold ændrede sig imidlertid frem til
1965, da Østjylland (med en fremgang på 5,9%) og især Nordøstsjælland (med en fremgang
på 11,2%) oplevede en voldsom vækst, mens de andre regioner enten voksede svagt eller
gik tilbage i andel af beskæftigelsen. Fra 1965 til 1970 var der inden for servicesektoren
vækst i samtlige regioners andel af beskæftigelsen. Den voldsomme vækst var aftaget i
65

Nordøstsjælland og Østjylland, hvilket betød, at servicebeskæftigelsen i 1970 var højest i
Nordøstsjælland (60,4%), mens den var nogenlunde ligeligt fordelt i resten af landets
regioner med mellem 55% og 53,6%. Fyn, der samtidig havde den højeste andel af
beskæftigelsen inden for industrisektoren, haltede dog lidt efter med kun 51,4%.
4.2. ERHVERVSUDVIKLINGEN 1970-2001
Ligesom befolkningsudviklingen i den første behandlede periode (1960-1981) var
kendetegnet ved kraftig vækst og i den anden (1981-2001) ved lav vækst, skete der også et
skift i økonomien kort efter 1970, der umiddelbart betød en generelt lavere økonomisk
vækst. En anden ting, der desværre også kendetegner perioden, er, at Danmarks Statistik
som sagt ikke producerede erhvervsstatistik for byer, og derfor viser de benyttede data
udviklingen i købstædernes kommuner og ikke i selve byerne (jf. afsnittet om metode og
kilder).
4.2.1. Overordnet erhvervsudvikling 1970-2001
Jeg vil i dette afsnit endnu engang sammenholde erhvervsudviklingen på landsplan med
erhvervsudviklingen i købstæderne. Dette vil blive gjort ud fra tabel 20 og 21.
Arbejdsstyrkens udvikling på landsplan var i perioden fra 1970 til 2001 ikke så kraftig og
entydig, som tilfældet var fra 1960 til 1970. 1970’erne var fortsat præget af kraftig vækst,
som kulminerede mellem 1976 og 1981 (tabel 20). Fra 1981 til 1986 var der fortsat positiv
vækst, men den aftog betragteligt i forhold til væksten i 1960’erne og 1970’erne. Således
nåede arbejdsstyrken et foreløbigt højdepunkt i 1986, da der herefter indtrådte et nedsving i
arbejdsstyrken, som fandt et lavpunkt i midten af 1990’erne, hvorefter arbejdsstyrken igen
steg frem til 2001. Købstæderne mistede fortsat andel af beskæftigelsen i forhold til de
mindste byer og landdistrikterne i 1970’erne, da de i 1970 havde 59,1% af landets
arbejdsstyrke ansat, mens det i 1981 var 55,9% (tabel 21). I 1980’erne blev tendensen til
erhvervsforskydning dog meget mindre udtalt, idet købstædernes beskæftigelsesandel
stagnerede. I 1990’erne vendte udviklingen, så der opstod en erhvervsforskydning fra de
mindste byer og landdistrikterne til købstæderne.
66

1970 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Landbrug, fiskeri m.m. 244.407 206.240 200.551 178.444 144.517 119.843 102.188
Fremstillingsvirksomhed 659.537 489.557 510.836 536.368 526.636 507.826 482.008
Bygge og anlæg 210.490 193.576 199.315 178.442 162.182 153.754 174.092
Handel og omsætning 355.979 523.980 545.749 583.695 599.807 688.664 781.629
Transportvirksomhed 153.216 166.121 169.100 185.867 191.805 166.525 175.393
Tjenesteydelser 602.056 787.586 911.105 983.340 1.011.403 987.563 1.036.643
Uoplyst erhverv 67.282 80.283 88.553 28.379 13.744 14.327 12.221
Erhverv i alt 2.292.967 2.447.343 2.625.209 2.674.535 2.650.094 2.525.094 2.667.422
Landbrug, fiskeri m.m. 10,7% 8,4% 7,6% 6,7% 5,5% 4,5% 3,7%
Fremstillingsvirksomhed 28,8% 20,0% 19,5% 20,1% 19,9% 19,2% 17,4%
Bygge og anlæg 9,2% 7,9% 7,6% 6,7% 6,1% 5,8% 6,3%
Handel og omsætning 15,5% 21,4% 20,8% 21,8% 22,6% 26,1% 28,3%
Transportvirksomhed 6,7% 6,8% 6,4% 6,9% 7,2% 6,3% 6,3%
Tjenesteydelser 26,3% 32,2% 34,7% 36,8% 38,2% 37,4% 37,5%
Uoplyst erhverv 2,9% 3,3% 3,4% 1,1% 0,5% 0,5% 0,4%
Tabel 20: Absolut og relativ erhvervsfordeling for hele landet 1970-2001. Procentandel af den samlede
beskæftigelse på landsplan. (Kilde: Danmarks Statistik)
At overgangen til kommunale data ikke er uproblematisk ses, når erhvervsfordelingen for
samtlige undersøgte byer anskues. Den største forskel er landbrugets betydning, som
naturligt nok er blevet større, idet der uvægerligt kommer landdistrikter med ind i
undersøgelsen, derfor får de traditionelle byerhverv inden for industrien, handel og
omsætning og tjenesteydelser tilsvarende mindre beskæftigelsesandele i forhold til bydataene.
Fra at disse tre erhvervsgrupper i 1960’erne lå 4-5% over landsgennemsnittet, lå de
med kommunedataene kun 1-3% over landsgennemsnittet efter 1970. Det ses dog også, at
landbrug i bykommunerne ikke havde så stor en andel af beskæftigelsen, som på landsplan
(6,7% mod 10,7% i 1970). Udover dette følger landbrugsudviklingen ellers den nationale
udvikling, idet der er tale om en konstant absolut og relativ tilbagegang. Mens den negative
vækst på landsplan blev mindre i flere perioder, var den negative vækst relativt konstant i
bykommunerne (mellem 6.000 og 10.000 personer mindre per femte år).
En sektor, hvor man virkelig mærkede det økonomiske skift omkring 1973,
var fremstillingssektoren, som både på landsplan og i byerne oplevede en kraftig
tilbagegang i beskæftigelsen fra 1970 til 1976. I starten af 1980’erne fladede den negative
vækst ud både i købstæderne og på landsplan og blev positiv i midten af 1980’erne,
hvorefter det gik jævnt tilbage igen frem til 2001. I det meste af perioden, var der dog
fortsat en tendens til en forskydning mod de mindste byer, landdistrikterne og nu også i
stigende grad udlandet, da udviklingen i købstæderne var mere negativ end på landsplan.
67

Forskellen var størst i 1970’erne og blev mindre i 1980’erne, mens købstæderne i
begyndelsen af 1990’erne fik en større industribeskæftigelse og den på landsplan gik tilbage
- altså en mindre tendens til industrikoncentration i købstæderne. Det ændrede sig dog igen
fra 1996, hvor der igen var tegn på industrispredning væk fra købstæderne.
Bygge og anlægsbranchen blev ligesom industrien hårdt ramt af krisen efter
1973, da især boligbyggeriet stagnerede, men branchen oplevede dog ikke helt så markant
et nedsving som industrien. Som på landsplan gik det i byerne således tilbage for bygge- og
anlægsbranchen mellem 1970 og 1976, hvorefter arbejdsstyrken stagnerede frem til 1981
for derefter at møde en jævn negativ vækst frem til begyndelsen af 1990’ern, hvorefter
beskæftigelsen igen voksede inden for branchen.
1970 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Landbrug, fiskeri m.m. 90.878 80.597 78.151 69.861 56.359 47.385 40.422
Fremstillingsvirksomhed 411.422 322.598 292.227 294.801 286.204 293.316 275.064
Bygge og anlæg 116.711 104.751 104.025 92.311 81.751 85.073 93.325
Handel og omsætning 223.325 305.218 304.284 321.202 330.565 435.032 490.590
Transportvirksomhed 96.190 98.698 97.248 105.804 108.073 105.684 106.722
Tjenesteydelser 372.792 467.927 536.160 577.567 596.275 662.639 693.921
Uoplyst erhverv 43.718 48.201 56.238 15.029 7.504 7.823 6.966
Erhverv i alt 1.355.036 1.427.990 1.468.333 1.476.575 1.466.731 1.636.952 1.707.010
Landbrug, fiskeri m.m. 6,7% 5,6% 5,3% 4,7% 3,8% 2,9% 2,4%
Fremstillingsvirksomhed 30,4% 22,6% 19,9% 20,0% 19,5% 17,9% 16,1%
Bygge og anlæg 8,6% 7,3% 7,1% 6,3% 5,6% 5,2% 5,5%
Handel og omsætning 16,5% 21,4% 20,7% 21,8% 22,5% 26,6% 28,7%
Transportvirksomhed 7,1% 6,9% 6,6% 7,2% 7,4% 6,5% 6,3%
Tjenesteydelser 27,5% 32,8% 36,5% 39,1% 40,7% 40,5% 40,7%
Uoplyst erhverv 3,2% 3,4% 3,8% 1,0% 0,5% 0,5% 0,4%
Erhverv i alt 59,1% 58,3% 55,9% 55,2% 55,3% 64,8% 63,9%
Tabel 21: Absolut og relativ erhvervsfordeling for alle undersøgte byer 1970-2001. Procentandel af den
samlede beskæftigelse i de undersøgte byer bortset fra ’Erhverv i alt’, som er beregnet ud fra den
samlede beskæftigelse på landsplan. (Kilde: Danmarks Statistik)
Inden for den tertiære sektor, som her udgøres af ’Handel og omsætning’,
’Transportvirksomhed’ og ’Tjenesteydelser’, fulgte vækstudviklingen i købstæderne meget
tæt udviklingen på landsplan. Den eneste forskel var, at erhvervsgruppen ’Tjenesteydelser’
generelt havde en højere andel af beskæftigelsen i byerne, end tilfældet var på landsplan.
Årsagen til dette skal findes i, at de undersøgte købstæder alle er kommunecentre, og at den
amtslige og statslige administration ligeledes er placeret i flere af de undersøgte byer.
68

Udviklingen inden for handel og omsætning accelererede kraftigt fra 1970 til
1976 med en fremgang i beskæftigelsen på næsten 170.000 på landsplan og branchen blev
således ikke ramt af oliekrisen i 1973. Væksten blev mindre fra 1976 og frem til 1991, men
var stadig positiv. I 1990’erne gik brancherne imidlertid ind i endnu en kraftig
vækstperioden, som varede ved frem til 2001. Udviklingen i denne erhvervsgruppe
tegnedes hovedsagligt af en kraftig vækst inden for finansiering og forretningsservice, mens
forbrugsservice (hovedsagligt detailhandel) gik beskæftigelsesmæssigt tilbage i perioden.
Den svage positive vækst, der var påbegyndt i transport- og telesektorens
beskæftigelse i 1960’erne fortsatte ufortrødent i begyndelsen af 1970’erne, men blev mindre
udpræget frem mod 1981. Efter 1981 tog væksten fart frem til 1991, hvorefter
beskæftigelsesudviklingen vendte til det kraftigt negative på landsplan. Denne negative
vækst var imidlertid ikke så kraftig i købstæderne. Efter 1996 blev væksten igen positiv
frem mod 2001. Væksten i perioden fra 1965 til 1991 skal ses i lyset af den kraftige
udvikling af telesektoren, som forekom i disse år.
Erhvervsgruppen, som gik kraftigst frem i perioden, var ’Tjenesteydelser’. På
trods af den økonomiske krise i midthalvfjerdserne voksede den offentlige sektor fortsat
kraftigt, og således overhalede den fremstillingserhvervene både relativt og absolut i mellem
1970 og 1976, hvilket betyder, at Danmark herefter (hvad arbejdsstyrken angår) kan kaldes
et egentligt servicesamfund. Væksten i arbejdsstyrken var fortsat meget kraftig frem til
begyndelsen af 1980’erne, hvorefter den aftog. Dette er især et udtryk for det politiske
skifte, der forekom i 1982, hvor den liberale firkløverregering overtog magten og kraftigt
dæmpede væksten i den offentlige sektor, som dog fortsat var den centrale sektor inden for
’Tjenesteydelser’. 105 Beskæftigelsen inden for ’Tjenesteydelser’ steg dog fortsat frem til
1991, men ikke i et så kraftigt tempo som tidligere. Mellem 1990 og 1996 forekom der en
mindre tilbagegang, som dog blev ændret til en kraftig fremgang frem mod 2001. Denne
udvikling betød, at den relative udvikling i 1970’erne var kraftig, hvorefter den aftog i
1980’erne, for at stagnere i midthalvfemserne.
4.2.2. Købstædernes industri- og serviceudvikling 1970-2001
Mens industrien i hele perioden på nær et mindre opsving i starten af 1990’erne, gik tilbage,
hvad beskæftigelse angår, gik serviceerhvervene kraftigt frem i hele perioden på nær en
tendens til stagnation i slutningen af 1970’erne. Langt den kraftigste negative vækst i den
105 Christoffersen (1999) s. 19
69

sekundære sektor fandt sted i 1970’erne, mens langt den kraftigste vækst i servicesektoren
fandt sted i begyndelsen af 1970’erme og begyndelsen af 1990’erne. Der var således tale om
en mindre vækstbølge for begge sektorer i begyndelsen af 1990’erne.
I de forskellige industribrancher blev flere tendenser videreført fra perioden
før 1970. Tekstilindustriens arbejdsstyrke var i fortsat tilbagegang, og denne var konsekvent
i hele perioden, men kraftigst i 1970’erne. Som den eneste branche fik tekstilindustrien
desuden ikke del i den generelle industrielle beskæftigelsesfremgang mellem 1991 og 1996,
hvilket betød, at branchen var den mindste i industrisektoren i 2001.
De to små brancher, kemisk industri samt sten-, ler og glasindustrien, fortsatte deres lave
vækst fra før 1970. Væksten i den kemiske industri, som er domineret af medicinal- og
plastbranchen, havde således i hele perioden tendens til stagnation, men der ses en mindre
positiv relativ vækst i perioden 1986 til 1996. Samme udvikling gjorde sig gældende for den
store jern- og metalindustri, som oplevede et stort fald i 1970’erne med en tilbagegang på
2,3% for derefter at stagnere i 1980’erne på 4,3%. I starten af 1990’erne var jern- og
metalindustrien med i den generelle industrielle vækstbølge og gik således frem med 0,2%
til 1996, hvorefter der som for hele industrisektoren indtrådte et ganske kraftigt fald. For
nærings- og nydelsesmiddelindustrien var den positive og negative vækst ikke helt så kraftig
som inden for jern- og metalindustrien, men ellers var de to branchers udvikling ens.
1970 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Nærings- og nydelsesmiddelindustri 3,2 - - 2,2 2,2 2,3 2,0
Tekstil- og beklædningsindustri 1,9 - - 0,8 0,6 0,5 0,3
Træ, møbel, grafisk og anden industri 4,0 - - 2,1 2,2 2,4 2,2
Kemisk industri 0,8 - - 0,8 0,9 1,0 0,9
Sten-, ler-, glasindustri 0,7 - - 0,4 0,4 0,4 0,4
Jern- og metalindustri 6,6 - - 4,3 4,3 4,5 4,1
Industri i alt 17,4 13,0 11,0 10,6 10,3 11,1 9,9
Engroshandel 2,9 3,5 3,3 3,1 3,2 4,8 4,7
Detailhandel 5,2 5,0 4,6 4,5 4,3 4,7 4,8
Finansieringsvirksomhed og forretningsservice 3,2 3,9 3,7 4,4 4,9 7,7 8,9
Transport, post og tele 4,2 4,0 3,7 4,0 4,1 4,2 4,0
Hotel, restauration og anden servicevirksomhed 3,7 4,3 2,5 4,3 4,7 5,5 5,6
Offentlig service 11,3 14,8 17,8 17,3 17,8 20,7 20,4
Service i alt 30,5 35,6 35,6 37,6 39,1 47,6 48,4
Tabel 22: Relativ erhvervsfordeling i de behandlede byer 1970-2001 – Procentandel af den samlede
beskæftigelse på landsplan 1970-2001. (Kilde: Danmarks Statistik)
70

Inden for servicesektoren var det fortsat den offentlige service, der styrede udviklingen i
1970’erne med en utrolig stor fremgang, hvor erhvervsgruppen gik frem med 6,5% fra
1970 til 1981. Væksten mellem 1976 og 1981 er imidlertid overdrevet pga. det
problematiske forhold med erhvervsdefinitionerne, der er påpeget i afsnittet om kilderne.
Det betyder, at en del af personerne, der hører under gruppen ’Hotel, restauration og
anden servicevirksomhed’, i 1981 er placeret under ’Offentlig service’. Væksten var altså
ikke helt så kraftig i sidste halvdel af 1970’erne som i den første halvdel. I 1980’erne ses den
bratte opbremsning af den offentlige sektors udvikling efter 1982 tydeligt i købstæderne,
hvor sektoren for første gang siden 1960 gik lidt tilbage i andelen af de beskæftigede
mellem 1981 og 1986. Efter 1986 satte der igen en mindre vækst i beskæftigelsen ind, som
blev forstærket mellem 1991 og 1996, idet den offentlige service beskæftigelsesmæssigt
voksede med 2,9%. Frem mod 2001 fandt der endnu en mindre tilbagegang sted.
De andre erhvervsgrupper inden for servicebranchen oplevede meget
varierede vækstforløb, idet alle brancherne i større eller mindre grad både tabte og vandt
beskæftigelsesandel i perioden. En af de erhvervsgrupper, der gennemgående voksede
mest, var finansieringsvirksomhed og forretningsservice. På nær en mindre tilbagegang i
slutningen af 1970’erne, så branchen konstant fremgang i perioden. Specielt i 1990’erne
voksede branchen voldsomt med en fremgang på 4%. Også gruppen ’Hotel, restauration
og anden servicevirksomhed’ havde positiv vækst i det meste af perioden. Som sagt er
udviklingen mellem 1976 og 1981 ikke helt troværdig pga. kildesituationen, men ud fra de
andre årstal lader det til, at gruppen havde tendens til stagnation fra midten af 70’erne til
midten af 80’erne, hvorefter der satte en kraftig vækst ind, der varede ved indtil 2001. Også
engroshandelen gik beskæftigelsesmæssigt frem i perioden på trods af en mindre negativ
vækst fra 1976 til 1991.
De to grupper, som havde mistet andel af beskæftigelsen i 1960’erne,
fortsatte deres tilbagegang. Detailhandelen gik således jævnt tilbage med 0,9% af
beskæftigelsen mellem 1970 og 1991, men så herefter en ganske stor vækst (0,5%
fremgang) frem til 2001, så tilbagegangen var for hele perioden betragtet ikke specielt
kraftig (0,3%). Også transport, post og teleerhvervene oplevede et varieret vækstforløb, der
endte med en mindre tilbagegang over hele perioden på 0,2%. Således var den overordnede
negative vækst i detailhandelen og transport, post og tele ikke så voldsom som den havde
været i 1960’erne, hvor de på en meget kortere periode gik tilbage med hhv. 0,7% og 1,2%.
71

4.2.3. Erhvervsudviklingen fordelt på byklasser 1970-2001
Ligesom for perioden 1960 til 1970 vil erhvervsudviklingen også her blive undersøgt med
en fordeling på byklasser ud fra bilag 3. Den overordnede udvikling med industriens
tilbagegang og servicesektorens fremgang i beskæftigelse fortsatte efter 1970. For
industriens vedkommende var der over de 30 år en klar sammenhæng mellem størrelse og
tilbagegang. Gruppen med under 4.000 indbyggere gik således tilbage med 6,7% på de 31
år, gruppen med 15.999-4.000 indbyggere gik tilbage med 4,1%, den næste gruppe med
12,8%, gruppen fra 255.999-64.000 med 16,6% og Hovedstaden gik tilbage med 22,3%.
Generelt blev industribeskæftigelsens andel således mindre jo større en given by var.
Undtagelsen var byklassen med 15.999-4.000, som også havde et mere varieret vækstforløb,
idet industriens beskæftigelsesandel i denne klasse steg mellem 1981 og 1996. En anden
gennemgående tendens er, at den negative vækst i andelen var klart kraftigst mellem 1970
og 1976, også selvom der tages højde for det ét år længere tidsinterval. Dette tyder på, at
krisen i 1973 ramte de fleste byklasser lige hårdt. Undtagelsen var de allermindste byer,
hvor nedgangen ikke var specielt kraftig med en tilbagegang på 1,7% i
industribeskæftigelsen.
Inden for servicesektoren ses den samme tendens, men med modsat fortegn.
Jo højere man var i hierarkiet jo kraftigere var fremgangen. Hovedstadens
servicebeskæftigelse gik således relativt frem med 29,2%, så næsten 90% af de beskæftigede
i 2001 var ansat inden for servicesektoren (89,3%). For de fire andre byklasser var
udviklingen fra toppen og ned hhv. 23,7%, 23,1%, 19,4% og 29,6%. Igen var der en
undtagelse, nemlig de mindste byer, som havde den største fremgang i beskæftigelsesandel
af alle byklasserne. Mens industriens udvikling for nogle byklasser havde varieret, var
udviklingen inden for servicesektoren entydig: alle byklasser gik relativt frem i hele
perioden. Væksten var desuden kraftigst for alle byklasser mellem 1970 og 1981, hvor
omkring halvdelen af hele den 31-årige periodes relative vækst forekom. Fra største til
mindste byklasse var væksten således 14,2%, 12,7%, 12,8%, 10,5% og 16,6%. Dette skal ses
i sammenhæng med den store udbygning af den offentlige sektor, som fortsatte (uforstyrret
af krisen i midthalvfjerdserne) frem til begyndelsen af 1980’erne.
De to gennemgående største industribrancher i landet ændrede begge relativt
vækstforløb efter 1970. For det første nærings- og nydelsesmiddelindustrien, der fra at
miste andel af industribeskæftigelsen før 1970, gik over til at vokse. Væksten i 1970’erne
var dog skævt fordelt med størst fremgang i den mindste og største byklasse (hhv. 25,9% til
72

33,5% og 15,4% til 18,4%). Bortset fra en mindre vækstbølge i begyndelsen af 1990’erne,
var branchen kendetegnet ved stagnation (og for Hovedstaden tilbagegang) fra 1981 til
2001. Således gik nærings- og nydelsesmiddelindustrien fra at have en hældning mod de
største byer i 1970 til i 2001 at have en hældning mod de mindste byer. I 2001 havde den
mindste gruppe 32,7%, mens hovedstaden havde 15,9% af industribeskæftigelsen.
Den anden industri, der ændrede relativt vækstforløb, var jern- og
metalindustrien, som i hele perioden bibeholdt sin position som Danmarks største
industribranche. Ændringen i vækstforløbet indtrådte først for Hovedstaden, hvor den
relative vækst blev negativ i 1970’erne (fra 37,5% i 1970 til 36,5% i 1986), mens de andre
byklasser fortsatte med en moderat relativ vækst. Efter 1986 blev tilbagegangen generel
(bortset fra gruppen 63.999-16.000, som voksede med 1,9%), men vendte igen til en
generel fremgang i 1990’erne. Hovedstaden tog dog ikke del i fremgangen og mistede andel
af industribeskæftigelsen helt frem til 2001. Denne udvikling betød, at man i 2001 så en lige
fordeling af jern- og metalindustrien på byklasserne (omkring 40%) under Hovedstaden,
som var faldet til 19,3% i 2001.
Tekstil- og beklædningsindustriens udvikling i 1970’erne var kraftigt negativ.
Branchens andel af de industribeskæftigede blev halveret eller mere end halveret i løbet af
årtiet. Undtagelsen er byklassen med 63.999-16.000 indbyggere, som ikke går nær så kraftigt
tilbage. Grunden til dette skal især findes i Herning, som i hele perioden hørte under denne
byklasse. I Herning har tekstil- og beklædningsindustrien traditionelt stået stærkt og gjorde
det også i 1970’erne og første halvdel af 1980’erne med omkring 55% af
industribeskæftigelsen. Da Herning samtidig var en af de største byer i byklassen, ses byens
udvikling tydeligt i byklassens samlede udvikling, idet nedgangen i 1970’erne som sagt ikke
var så kraftig som i de andre byklasser. Da tekstil- og beklædningsindustrien i Herning i
slutfirserne og halvfemserne (især pga. udenlandsk konkurrence) 106 gik kraftigt tilbage (fra
53% i 1986 til 22% i 2001) faldt byklassen 63.999-16.000 også kraftigt (fra 11,4% i 1986 til
4,2 i 2001). I 2001 var tekstil- og beklædningsbranchen således den mindste undersøgte
industribranche i landet, men der var dog stadig en svag tendens til koncentration mod
midterklassen med 63.999-16.000 indbyggere.
Kemisk industri fortsatte sin vækst i samtlige byklasser i 1970’erne, og der var
således fortsat i 1981 en klar tendens til en koncentration mod Hovedstaden (11,7% mod
5,5% i den næststørste byklasse). Frem til 2001 var væksten imidlertid kraftigere i de
106 Illeris (2006) s. 35
73

mindre byklasser, mens den i 1990’erne var decideret negativ i de to største byklasser. I
2001 var koncentrationstendensen mod Hovedstaden derfor ikke så udpræget længere.
Inden for servicesektoren var det fortsat i hele perioden den offentlige
service, der var den største enkelte erhvervsgruppe. Udviklingen i 1970’erne fortsatte
tendensen fra 1960’erne med en ligelig vækst i alle byklasser, så den offentlige service i 1981
i alle byklasser lå mellem 49,5% og 51,1% af servicebeskæftigelsen. Den generelle nedgang i
den offentlige service fra begyndelsen af 1980’erne ses også her, men man kan desuden se,
at selvom væksten blev negativ, fordelte den sig fortsat ligeligt mellem byklasserne. Først
fra slutningen af 1980’erne begyndte der at ske et lille skrid imod de mindre købstæder,
som blev uddybet i løbet af 1990’erne, så Hovedstaden lå på 35,5% af servicebeskæftigelsen
i 2001, mens de mindste byer lå på 44,9%.
Detailhandelen gik fortsat kraftigt tilbage i alle byklasser i begyndelsen af
1970’erne, hvorefter dens vækst i andelen af servicebeskæftigelsen blev mindre negativ. Alle
byklasserne fulgte samme udviklingsmønster, så den helt klare sammenhæng mellem
bystørrelse og detailbeskæftigelse blev vedligeholdt til 2001, hvor de mindste byer havde
13% og Hovedstaden 7,2% af de beskæftigede inden for service ansat i detailhandelen.
Finansiering og forretningsservice havde i 1960’erne haft udviklingstendenser
mod en koncentration i de større byer og en generel vækst i alle byklasser. I 1970’erne
fortsatte væksten på tværs af byklasser, og en lille nedgang i sluthalvfjerdserne var også
ligeligt fordelt på byklasserne. Efter 1981 satte en ny vækstbølge ind i branchen, som også
gjaldt alle byklasserne, men denne gang var fremgangen især placeret i de største byer og
specielt i Hovedstaden. Således blev tendensen til koncentration i Hovedstaden og til dels
de største provinsbyer mere og mere udtalt. I 2001 var 26,8% af servicebeskæftigelsen
inden for finansiering og forretningsservice placeret i Hovedstaden, mens den for de
største provinsbyer var 17,7% og for de mindste købstæder 10,5%.
Mens ’Transport, post og tele’ og ’Hotel, restauration og anden service’ i
1960’erne havde haft tendens til en svag koncentration mod de mindste byer ændrede dette
sig for begge grupper i perioden fra 1970 til 2001 til en svag tendens til koncentration i de
allerstørste og allermindste købstæder. Forskellen på de to erhvervsgrupper var, at
transportsektoren gik tilbage i perioden, mens ’Hotel, restauration og anden service gik
frem.
74

4.2.4. Erhvervsudviklingens regionale fordeling 1970-2001
Efter 1970 ændrede den regionale fordeling af industribeskæftigelsen sig voldsomt. Mellem
1970 og 1976 indtrådte der en langt kraftigere generel nedgang i industribeskæftigelsen, end
man havde oplevet i 1960’erne. Nedgangen ramte alle regioner kraftigt, men intet område
oplevede så stort et fald i industribeskæftigelsen som Nordøstsjælland, der næsten oplevede
en halvering fra 28,9% i 1970 til 15,7% i 1976. De andre regioner gik tilbage med mellem
4,8% og 7,7%, hvilket betød, at uden for Nordøstsjælland blev den lidt større
beskæftigelseskoncentration mod Fyn bibeholdt frem til 1976, mens Jylland også fortsat
havde en lidt større relativ industribeskæftigelse end Sjælland. Efter 1976 stagnerede
Nordøstsjællands nedgang i industribeskæftigelse frem til slutningen af 1980’erne (med en
nedgang på 1% mellem 1976 og 1986), hvorefter nedgangen igen blev kraftigere, så den fra
1986 til 2001 faldt fra 14,7% til 8,5%. I de andre regioner var der tendens til en mindre
negativ vækst i industribeskæftigelsen mellem 1976 og 1986 bortset fra Fyn, hvor den
kraftige nedgang fortsatte frem til 1981 (fra 26% i 1976 til 21,5% i 1981). Da Sønder- og
Vestjylland samtidig så en lille vækst i andel af industribeskæftigelsen mellem 1981 og 1986
(fra 23,8% til 25,5%), var det fra 1986 til 2001 i dette område, at den relative
industribeskæftigelse var højest. Da Nordvestsjælland i 1990’erne også oplevede en mindre
vækst i andel af industribeskæftigelsen (17,4% til 18,1%), og regionerne i Jylland samtidig
oplevede en generel tilbagegang, forsvandt tendensen til en højere industriandel i Jylland. I
2001 var den regionale industrifordeling således kendetegnet ved en lille industriandel i
Nordøstsjælland (8,5%) og en høj industriandel i Sønder- og Vestjylland (24,4%) i forhold
til de andre regioners industriandele (mellem 14,8% og 18,5%).
Inden for servicesektoren fortsatte udviklingen fra 1960’erne, med en
yderligere koncentration mod Nordøstsjælland i hele perioden. Således var forskellen
mellem Nordøstsjælland og Østjylland (som var området med anden størst serviceandel i
hele perioden) i 1970 6,3%, i 1981 7,5%, i 1991 10% og i 2001 12,8%. Da Østjyllands
serviceandel ikke voksede så kraftigt i 1990’erne (en fremgang på 3,2%), som mange af de
andre regioners, blev Østjylland næsten indhentet af flere andre regioner (bl.a. Sydsjælland
og Fyn) frem mod 2001. Regionerne uden udenfor Østjylland og Nordøstsjælland voksede
gennemgående meget ens, så variationen i deres relative serviceandele aldrig oversteg 5%.
Mens der således i hele perioden var en tendens til øget koncentration af servicen i
Nordøstsjælland, forsvandt den svage tendens til en større koncentration i Østjylland i
løbet af 1990’erne, da de andre regioner havde en kraftigere vækst i serviceandel i
75

1990’erne. Således var billedet i 2001 cirka det samme som i 1970, med en stor
servicekoncentration i Nordøstsjælland og en nogenlunde ligeligt fordelt serviceandel i de
andre regioner, dog med en tendens til en lidt mindre serviceandel i Sønder- og Vestjylland.
4.3 OPSAMLING PÅ ERHVERVSUDVIKLINGEN 1960-2001
Mens der i undersøgelsen af bybefolkningen kunne skelnes ganske klart mellem to perioder
med meget forskellige udviklingsforløb, er det noget mere kompliceret hvad
erhvervsudviklingen angår, da der med de forskellige erhvervsgrupper er kommet flere
faktorer i spil. Alligevel finder jeg det rimeligt, ligesom for befolkningsudviklingen, at
placere et skel i 1981. Selvom kildematerialets sammenlignelighed ikke er for god før og
efter 1970, kan man dog stadig se flere udviklingstræk, der bliver fortsat op til begyndelsen
af 1980’erne. Overordnet er udviklingstrækkene de samme som for befolkningsudviklingen:
kraftigere vækst – både positiv og negativ – i perioden op til 1981, hvorefter der indtrådte
en periode med lavere vækst – både positiv og negativ. Den positive vækst forekom i
arbejdsstyrken på landsplan og inden for den offentlige service i byerne. Den negative
vækst forekom i industribeskæftigelsen og især industribeskæftigelsen i byerne.
Beskæftigelsesmæssigt var perioden op til 1981 således kendetegnet ved en
kraftig vækst i arbejdsstyrken på landsplan, men en mindre kraftig fremgang i byerne,
hvilket viser, at der i perioden skete en erhvervsforskydning mod de mindste byer og
landdistrikterne, da det i overvejende grad er de største danske byer, der her er undersøgt
(jf. tabel 20-21). Denne tendens var specielt kraftig inden for industrien, som i købstæderne
gik relativt og absolut tilbage i hele perioden (jf. tabel 21). En modsat tendens til positiv
vækst kendetegnede den offentlige service (både på landsplan og i byerne), som oplevede
en kraftig vækst. Udover den offentlige sektor var serviceerhvervene ellers gennemgående
kendetegnet ved stagnation eller tilbagegang i beskæftigelsen, hvilket især kom til udtryk i
sluthalvfjerdserne, hvor den offentlige service stadig voksede kraftigt, mens servicesektoren
som helhed stagnerede (jf. tabel 22). Erhvervenes lokalisering fordelt på byklasser viste, at
serviceerhvervene i løbet af perioden gik fra en større koncentration i de mindste byer, til
en større koncentration i de største byer og især i Hovedstaden. Industrien havde i
perioden en tendens til koncentration mod de større provinsbyer, mens Hovedstaden gik
kraftigt tilbage (jf. bilag 3). Den regionalt fordelte erhvervsudvikling ændrede karakter i
løbet af perioden frem til 1981. Frem til 1970 var den således karakteriseret ved, at Fyn
76

havde den største industrielle beskæftigelsesandel, og Jylland lå generelt lidt over Sjælland
og øerne. Efter 1970 gik den industrielle beskæftigelse kraftigt tilbage i Nordøstsjælland og
til dels på Fyn. I 1981 var de jyske købstæder således mere præget af industri, end tilfældet
var på Sjælland og Fyn, mens Nordøstsjælland havde en langt mindre koncentration (jf.
bilag 4). Hvad servicesektoren angik, var der tale om en kraftig tendens til koncentration
mod Nordøstsjælland og i 1970’erne en mindre udtalt tendens til koncentration mod
Østjylland.
Efter 1981 fladede udviklingen som sagt ud, både hvad arbejdsstyrkens
fremgang på landsplan, arbejdsstyrkens tilbagegang i byerne, industriens tilbagegang i
byerne og servicesektorens vækst angik (jf. tabel 20-21). Tendensen til forskydningen af
erhverv mod de mindste byer og landdistrikterne aftog derfor også. Væksten i industrien i
købstæderne ændrede også karakter, idet den stagnerede og derfor kun gik meget lidt
tilbage i andel af beskæftigelsen på landsplan i 1980’erne (jf. tabel 22). Inden for
servicesektoren var der også ændringer i væksten i 1980’erne, idet den samlede
servicesektor oplevede vækst igen. Samtidig stagnerede udviklingen inden for den offentlige
service, hvilket betød, at det nu var den private service, der stod for væksten inden for den
tertiære sektor i byerne (jf. tabel 22). I 1990’erne forekom der en stor vækst inden for
beskæftigelsen i byerne i forhold til beskæftigelsen på landsplan. Tendensen til
erhvervsforskydning mod de mindste byer og landdistrikterne blev således vendt til
købstædernes fordel (jf. tabel 21). Både industrien og servicesektoren i købstæderne
oplevede således en fremgang i beskæftigelsesandel – servicesektoren mere udtalt end
industrien. Inden for servicesektoren var der igen især tale om en kraftig vækst i den private
servicesektor (jf. tabel 22).
Selvom der skete en ændring i erhvervsudviklingen i 1990’erne, var der dog
flere tendenser, som var konsekvente i hele perioden fra 1981 til 2001 ikke mindst hvad
byklasserne angik. Erhvervsudviklingen fordelt på byklasser viste således, at industrien efter
1981 stadig var i stor tilbagegang i Hovedstaden, men nu også i de største provinsbyer, så
tendensen til industriel koncentration var rykket lidt ned i hierarkiet. Tendensen til en
koncentration af servicesektoren i de største byer blev stadig mere udtalt, hvilket især gjaldt
for Hovedstadens vedkommende (jf. bilag 3).
Regionalt forsvandt tendensen til en større industriel beskæftigelsesandel i
Jylland i forhold til Fyn og Sjælland. Den største koncentration udviklede sig i Sønder- og
Vestjylland, mens andelen var nogenlunde ens i resten af landet. Undtagelsen var
77

Nordøstsjælland, der fortsat gik kraftigt tilbage. Inden for servicesektoren mistede
Østjylland sit forspring i beskæftigelsesandel i forhold til resten af provinsen. Således var
der en fortsat tendens til koncentration af servicesektoren mod Nordøstsjælland (jf. bilag
4).
Som vist har befolkningsudviklingen i de danske byer og erhvervsudviklingen i de danske
købstæder flere overordnede lighedstræk. Mest centralt er det, at udviklingen før og efter
1981 er forskellig med en tendens til høj vækst før og en lav vækst efter. Dette er ikke
underligt, da den arbejdsstyrke, der er til rådighed for erhvervslivet i en given by afspejler
befolkningsudviklingen i den givne by. Samtidig blev der fundet en sammenhæng mellem
bystørrelse og udbredelsen af industri og servicesektorerne. Andre sammenhænge vil blive
fremhævet og diskuteret i femte del af specialet, som omhandler faktorer, der har haft
indflydelse på de danske byers befolknings- og erhvervsudvikling i bysystemet 1960-2001.
5. BAGGRUND FOR UDVIKLINGEN
Denne femte del af specialet vil behandle flere centrale faktorer, som havde betydning for
den ovenfor beskrevne befolknings- og erhvervsudvikling i de danske byer i perioden fra
1960 til 2001. Samtidig vil udviklingen blive holdt op imod den foreliggende teoretiske
litteratur, der blev introduceret i første del af specialet. Som Matthiessen (1985) pointerer:
’Bysystemet er så kompliceret og forskelligartet, at der ikke findes nogen komplet viden om dets udvikling,
sammensætning og funktion’. 107 Der er således utrolig mange faktorer, der kan spille ind på
udviklingen af befolknings- og erhvervssammensætningen i et bysystem. Mit fokus vil dog
hovedsageligt være at forklare den overordnede tendens til spredning af befolkning og
erhverv før ca. 1980 og overgangen fra denne tendens til en mere koncentrationspræget
udvikling efter ca. 1980. Det er altså især de mere gennemgående tendenser, der vil blive
behandlet.
107 Matthiesen (1985B) s. 16
78

5.1. ØKONOMISK OG ERHVERVSMÆSSIG BAGGRUND
Den befolknings- og erhvervsmæssige udvikling i de danske byer imellem 1960 og 2001 må
nødvendigvis ses i forhold til den økonomiske udvikling, der forgik i perioden. Derfor vil
den økonomiske udvikling i det følgende blive ridset op i det omfang, den har relevans for
byudviklingen, og sammenholdt med resultaterne af undersøgelsen. Jeg vil især forholde
mig til den industrielle udvikling, idet udviklingen inden for industrien har haft afgørende
betydning for udviklingen i bysystemet.
Fra slutningen af 1950’erne kom Danmark med ind i en større international
højkonjunktur, som betød, at den økonomiske vækst tog et stort spring op. Denne
vækstperiode varede ved frem til 1973, hvor oliekrisen satte en dæmper på væksten.
Springet i økonomisk vækst havde mange årsager, men en central faktor var, at
produktionen i 1950’erne gik ned inden for landbruget, der havde dårlige bytteforhold over
for udlandet, og op inden for industrien, der voksede kraftigt og udviklede sig i retning af
en meget større og mere eksportorienteret produktion, der samtidig havde et langt bedre
bytteforhold med udlandet. 108 Landbrugets krise fortsatte i 1960’erne, hvor produktionen
næsten ikke steg. Dette, sammen med stadige rationaliseringer af landbrugsdriften, betød, at
afvandringen fra landbruget blev endnu mere udpræget i 1960’erne (jf. tabel 17-18). I stedet
voksede industriproduktionen voldsomt, og det var især dennes vækst, der var fundament
for den stærke økonomiske fremgang. 109 Da der samtidig var en stor arbejdsstyrke til
rådighed pga. kvindernes begyndende indtog på arbejdsmarkedet og større arbejdsdygtige
årgange, var grundlaget for en kraftig økonomisk vækst tilstede. Som vi så i
erhvervsudviklingen, var det dog ikke industrien, der optog det meste af den øgede
beskæftigelse i perioden, på trods af en stor ekspansion i produktionen. Det var derimod
servicesektoren, hvor væksten især var forbundet med udbygningen af velfærdsstaten, som
var på sit højeste i 1960’erne og 1970’erne. Grunden til, at industrien især efter 1965 så en
negativ relativ vækst i beskæftigelsen, lå i, at der blev foretaget kraftige
strukturrationaliseringer og effektiviseringer, idet industriproduktionen i højere grad blev
mekaniseret og automatiseret. Den ændrede produktionsmåde betød dog samtidig, at
industrien i højere grad fik brug for serviceaktiviteter, transportanlæg, forbedret
108 Christoffersen (1999) s. 9f.
109 Christoffersen (1999) s. 22
79

infrastruktur etc. 110 Ændringerne i industriens produktion medførte således en øget
efterspørgsel efter offentlig og privat service.
Udviklingen i industrien havde ikke kun betydning for erhvervsudviklingen,
men i høj grad også for en ændring i den geografiske fordeling af befolkningen – den
decentrale befolkningsudvikling. Som det også var tydeligt i erhvervsundersøgelsen,
oplevede industrien i 1960’erne og 1970’erne en spredning mod de mindste byer og
landdistrikterne. Oprindeligt havde industrien været et storbyfænomen, som især var
koncentreret i Hovedstaden, hvilket også sås af den regionalt fordelte erhvervsundersøgelse
(jf. bilag 4). I første omgang i starten af 1960’erne var udlægningen af produktionen
kendetegnet ved filialdannelser, hvor virksomheder flyttede dele af produktionen til
lavtlønsområder i især Østjylland, Sønderjylland og Vestjylland. Senere i begyndelsen af
1970’erne blev der i højere grad tale om, at hele virksomheder flyttede produktionen til
lavtlønsområder. 111 Denne lokalisering i mindre byområder var ud over den generelt lavere
lønudgift også betinget af, at det i høj grad var fra disse tidligere landbrugsdominerede
områder, at arbejdskraften skulle rekrutteres fra den tilbagegående landbrugssektor. Det
betød, at en spredning af industrien også medførte en stigende tendens til spredning af den
offentlige og private service, da industrien som sagt efterspurgte denne sektor i højere
grad. 112 En anden faktor, som betød meget for den regionale spredning af virksomhederne,
var EF-medlemskabet i 1973 og optagelsen i fællesmarkedet, som betød en kraftigere
økonomisk orientering mod syd, hvilket også befordrede industriens udflytning – især til
den vestlige del af landet – og en mindre industriel binding til Hovedstaden. 113 En tredje
ting, som var af betydning for industrispredningen, var, at dansk industri traditionelt bestod
af små og mellemstore virksomheder, hvilket gjorde en udflytning for de enkelte
virksomheder mindre omkostningsfuld. Når man tager industrierhvervenes udvikling på
regioner med ind i dette billede, er det tydeligt, at det i 1960’erne især er tekstilindustrien og
jern- og metalindustrien, som stod bag denne udflytning, mens tendensen i 1970’erne blev
mere generel. Kemisk industri var dog en undtagelse, da den i hele perioden havde en
tendens til koncentration mod de større byer. Især tekstilindustrien, men også til dels jernog
metalindustrien er løntunge industribrancher, hvilket forklarer deres tendens til
udflytning, idet lønniveauet i 1960’erne og 1970’erne generelt var lavere i udkantsområder.
110 Matthiessen (1985B) s. 62
111 Christensen (2005) s. 2
112 Christoffersen (2005) s. 22
113 Christensen (2005) s. 3
80

Kemisk industri, som i høj grad var præget af medicinalindustrien krævede generelt højere
uddannet arbejdskraft, hvilket kan forklare denne industrigrens koncentrationstendenser.
Med denne generelle erhvervsspredning fulgte en generel tendens til
spredning af befolkningen, og således var erhvervsforskydningen en central årsag til den
decentrale byvækst og væksten i antallet af byer, som var de mest kendetegnende
udviklingstræk i det danske bysystem i 1960’erne og 1970’erne. Erhvervsforskydningen,
som i høj grad var vendt mod den vestlige del af landet, forklarer derfor til dels også
tendensen til højere byvækst på Fyn og i Jylland i forhold til Sjælland og øerne.
Den økonomiske vækst, som betød store reallønsstigninger, samt kvindernes
indtog på arbejdsmarkedet betød, at de enkelte husstande generelt fik flere penge til
rådighed i især 1960’erne. Det førte til et øget forbrug, som især rettede sig imod offentlige
velfærdsydelser (igennem skatter og afgifter) og boligforbrug. 114 Dette sidste betød, at der
forekom en stor vækst i boligbyggeriet, hvilket forklarer den kraftige vækst i
erhvervsgruppen ’Bygge- og anlægsvirksomhed’ i 1960’erne. Når man beskæftiger sig med
den statistiske definition af byen, som ikke er afhængig af bestemte bymæssige funktioner,
men udelukkende af sammenhæng i bebyggelsen, er det en naturlig følge, at når antallet af
boliger og private og offentlige anlæg uden for de allerede eksisterende byer stiger kraftigt,
så må antallet af byer også stige.
Som sagt forekom der en pludselig og kraftig opbremsning af den økonomiske vækst i
1973, da de olieproducerende lande igennem deres karteldannelse, OPEC, startede en
boykot af olieleveringen til de vestlige industrilande og krævede store prisstigninger på olie.
Dette medførte bl.a. en stor forringelse af bytteforholdet overfor udlandet, hvilket især
havde en negativ indvirkning på industrien samt bygge- og anlægsbranchen, hvis
produktioner oplevede et tilbageslag. 115 Det gav sig udslag i en endnu mindre beskæftigelse
inden for industrien, og i at bygge- og anlægsbranchens beskæftigelsesudvikling blev
negativ (jf. tabel 20-21). Om krisen havde en mere overordnet effekt på bysystemet er svært
at sige - umiddelbart fortsatte industrispredningen og væksten i bysystemet, som også
fortsat var kendetegnet ved en decentralisering mod de små byer og især forstæderne
omkring de største byer. På den anden side kan der være forekommet mindre udsving, som
ikke er blevet registreret i denne undersøgelse pga. femårsintervallerne, men en større
114 Christoffersen (2005) s. 16
115 Christoffersen (1999) s. 156
81

overordnet indvirkning på urbaniseringen havde konjunkturudviklingen omkring oliekrisen
umiddelbart ikke.
En faktor der til gengæld havde stor betydning for byvæksten var udviklingen
i fertiliteten i 1970’erne. I begyndelsen af 1970’erne indtrådte der et kraftigt fald i
fertiliteten, hvilket betød, at den kraftige befolkningsvækst, som landet havde oplevet siden
1940’erne, stagnerede. Som vi så i tabel 4 og 10 faldt befolkningstilvæksten således kraftigt
mellem femårsintervallerne 1970-76 og 1976-81, og den blev decideret negativ imellem
1981 og 1986. Denne udvikling må ses som en af hovedårsagerne til den generelle tendens
til lavere byvækst efter 1976 og især efter 1981. Som Matthiessen (1985) også pointerer: ’For
urbaniseringsforløbet har disse ændringer store konsekvenser, især fordi dette ikke længere sker inden for et
system i vækst men i stagnation’ 116 . Matthiessen antager heller ikke de ændrede økonomiske
konjunkturer (oliekrisen etc.) som baggrund for den lavere befolkningsvækst, men ser den
som et resultat af lange udviklingsforløb i forholdet mellem fertiliteten og dødeligheden i
samfundet. En nærliggende sammenhæng er udviklingen i erhvervslivet, hvor kvindernes
erhvervsfrekvens steg kraftigt i løbet af 1960’erne og 1970’erne, hvilket kan have haft en
negativ effekt på fertiliteten.
Centralt for byernes udvikling var, at væksten i de enkelte byer således ikke
længere var betinget af en generel vækst i befolkningen efter midten af 1970’erne. Samtidig
var tilvandringen til byerne fra landdistrikterne i hovedsagen tilendebragt i slutningen af
1970’erne (jf. tabel 4 og 10). Det betyder i store træk, at den vækst, der forekom i de
enkelte byer i hovedsagen skete på bekostning af andre byers befolkning. Man kan således
sige, at byudviklingen efter midten af 1970’erne i høj grad foregik som en konkurrence
mellem de enkelte byer.
Den økonomiske udvikling i 1980’erne og 1990’erne vil også blive inddraget i det næste
afsnit om ’World City Hypothesis’, så her skal udviklingen kun gennemgås overordnet.
Beskæftigelsen inden for industrierhvervene i købstæderne fulgte udviklingen i
industriproduktionen, idet denne steg fra slutningen af 1970’erne og kulminerede i
midtfirserne, hvorefter produktionen stagnerede, som resultat af den økonomisk politiske
opbremsning af det indenlandske forbrug (også kaldet kartoffelkuren). Kulminationen i
midtfirserne skal ses i relation til det økonomiske opsving, som dansk økonomi oplevede
116 Matthiessen (1985B) s. 64
82

efter 1982. 117 En tendens inden for industrien, som tog til efter 1980 var tendensen til
outsourcing inden for industrien. Outsourcing betyder, at en virksomhed flytter sin
produktion (eller dele af samme) til et andet land, hvor lønomkostningerne og
skatteprocenten er lavere, så produktionsomkostningerne bliver reducerede. Generelt betød
outsourcing dog ikke det store tab af arbejdspladser i Danmark, da nye arbejdspladser
opstod inden for forskning, udvikling og design. 118 Den øgede tendens til outsourcing kan
således også ses som en årsag til den kraftige vækst inden for den private servicesektor fra
1980’erne og for industriens fortsatte tilbagegang i de danske købstæder. Outsourcing er
også et meget centralt aspekt i diskussionen af udviklingen i den globale økonomi og
inddrages bl.a. også af Sassen i hendes teori. 119
I 1960’erne var det som sagt især tekstil- samt jern- og metalindustrien, der
flyttede deres løntunge produktioner ud i udkantsområderne og i perioden efter 1980 var
det igen især disse to industrier, der var de mest outsourcingintensive brancher. 120 Dette
havde også betydning for byernes erhvervsstruktur, hvor det i tabel 22 ses, at det
hovedsagligt er tekstil- samt jern- og metalindustrien, der var i tilbagegang fra 1981 og
frem. Et nøgleeksempel på denne tendens til outsourcing findes i tekstilklyngen omkring
Herning, hvor man omkring 1990 opgav næsten hele tekstilproduktionen, pga. en kraftig
konkurrence fra Østeuropas og Asiens lavtlønslande. Omvæltningen ramte dog ikke så
hårdt, da man outsourcede produktionen, idet der i Herning i stedet fremkom en masse nye
arbejdspladser inden for design, logistik og marketing. 121 En årsag til, at virksomhederne i
højere grad outsourcede efter 1980, kan være det fald i lønforskelle mellem
udkantsområderne og de store byer, som forekom samtidig. Lønmæssigt var der således
ikke længere så stort et incitament til at lokalisere sin virksomhed i et dansk
udkantsområde.
Karakteristisk for udviklingen i 1990’erne var, at den generelle
befolkningsvækst blev kraftigere, end den havde været i 1980’erne (jf. tabel 10). Som man
ser i tabel 21, forekom der samtidig med den kraftigere befolkningsvækst en stor fremgang
i købstædernes andel af den samlede beskæftigelse mellem 1991 og 1996. Koncentrationen
af erhvervslivet mod de større byer tog således kraftigt til, især i Hovedstadsområdet og i
117 Christoffersen (1999) s. 68
118 Økonomi- og Erhvervsministeriet (2008) s. 8
119 Sassen (2006) s. 32 og 36
120 Økonomi- og Erhvervsministeriet (2008) s. 15
121 Illeris (2007) s. 121
83

Østjylland forekom der en stor vækst i erhvervslivet (jf. bilag 4). Grunden til dette skal
hovedsagligt ses i forhold til erhvervsstrukturen i de forskellige dele af landet. De fortsat
meget industriorienterede områder i især Syd- og Vestjylland (jf. bilag 4) oplevede med den
nye højkonjunktur, der satte ind fra 1993, en markant større udenlandsk konkurrence, end
de mere serviceorienterede brancher, der især dominerede Hovedstaden og til dels også de
største provinsbyer. Især Hovedstaden gik det således frem for, da der her var en stor
specialiseret privat servicesektor, som i forbindelse med højkonjunkturen øgede sin eksport
og sit prisniveau. 122 Selvom Hovedstaden gik befolkningsmæssigt tilbage fra 1996 til 2001
(hvilket også skal ses i forhold til den ændrede statistiske definition af Hovedstadsområdet),
og købstædernes andel af den samlede beskæftigelse gik tilbage, var det dog fortsat især
Østjylland og Hovedstaden, der var de klare centerområder i landet, hvad angår befolkning
og især erhverv (jf. tabel 12 og 15 samt bilag 3 og 4). En mere generel forklaring på
centraliseringen af befolkningen og erhvervslivet, som fandt sted efter 1980 vil blive
undersøgt i det næste afsnit om Sassens ’World City Hypothesis’.
5.2. WORLD CITY HYPOTHESIS
Saskia Sassens (og til dels Peter J. Taylors) teori om verdensbyer og deres rolle i den globale
økonomi er interessant i denne sammenhæng, da den forsøger at forklare visse centrale
aspekter ved den erhvervsudvikling og befolkningsudvikling, der er forekommet i
bysystemer over hele verden siden begyndelsen af 1980’erne. Derfor vil der i dette afsnit i
første omgang blive set på hvorvidt Sassens teori kan appliceres på det danske bysystems
udvikling, som den, ud fra befolknings- og erhvervsundersøgelsen, er blevet beskrevet
ovenfor.
Baggrunden for Sassens verdensbyteori er, at de sidste 30 års urbane
udvikling i høj grad har været kendetegnet ved to modsatrettede tendenser. For det første
er især industrien i høj grad flyttet væk fra byerne for at placere sig i lavtlønsområder i
udkantsområder eller udlandet. For det andet har man set en koncentration i de store byer
af de sektorer, der er blevet mest centrale i forhold til den globale økonomi: Den finansielle
sektor og det som Sassen kalder ’producer service’. ’Producer service’ er for Sassen alle
122 Christoffersen (2003) s. 46
84

former for service, som en given virksomhed køber sig til. Det, Sassen således vil med sin
teori, er, at forklare hvordan og hvorfor disse to modsatrettede tendenser til hhv.
decentralisering og koncentration kan forgå samtidigt. 123
Det centrale for teoriens udgangspunkt er altså den
afindustrialiseringsproces, som også de danske byer har oplevet i den her behandlede
periode, og som også fremstår tydeligt i undersøgelsen af erhvervsudviklingen oven for.
Udviklingen var således kendetegnet med en næsten ubrudt relativ tilbagegang for
industrien i de danske byer og især i de største byer København, Århus og Odense. Der er
således foregået en forskydning af industrien mod lavtlønsområder i danske
udkantsområder og udlandet. Den ene side af Sassens tese passer således fint på den
danske udvikling. Den anden side af udviklingen er dog lidt mere omstændelig, da det ikke
er servicesektorens overordnede udvikling, der er central for Sassen, men mere specifikt
den finansielle sektor, og det hun kalder ’producer service’, der ifølge hendes teori er blevet
den økonomiske kerne i de globale byer og den globale økonomi. 124
I den erhvervsgruppering, som jeg har foretaget er de to centrale
erhvervsgrupper samlet under ét i erhvervsgruppen ’Finansieringsvirksomhed og
forretningsservice’. Udviklingen inden for disse serviceerhverv følger den udvikling, som
Sassen beskriver: Mens beskæftigelsen inden for denne erhvervsgruppe i de danske byer gik
relativt frem og tilbage med mindre udsving i 1960’erne og 1970’erne, indtrådte der en
entydig tendens til relativ vækst i 1980’erne, som accelererede i 1990’erne (jf. tabel 22).
Erhvervsgruppen havde således i 1996 mere end dobbelt så stor en andel af
servicebeskæftigelsen i de danske byer (7,7%), som den havde haft i 1981 (3,7%). At danske
byer generelt fik en højere beskæftigelsesandel inden for finansvirksomhed og ’producer
service’ tyder imidlertid ikke på en tendens til centralisering af disse funktioner i de største
og mest globalt orienterede byer i landet. Hvilke byer der i Danmark kan klassificeres som
globale ifølge Sassen, er imidlertid ret uigennemskueligt. Hun skelner klart imellem byer,
der er en del af et globalt netværk, og byer, der er en del af et nationalt netværk: ’Most
cities…are not part of these new transnational urban systems. Typically, urban systems are coterminous
with nation-states, and most cities exist within these national geographies’. 125 Hvor skellet mellem disse
globale og nationale byer mere præcist går, forklarer hun dog ikke nærmere, hvilket hun
også indirekte bliver kritiseret for af Taylor (2004), der som sagt ikke mener, at der findes
123 Sassen (2006) s. 1f.
124 Sassen (2006) s. 32
125 Sassen (2006) s. 45
85

nationale urbane systemer. Til gengæld har Taylor en helt klar fremgangsmåde til at udpege
de globale byer, som hans teori (der i store træk er inspireret af Sassen) omhandler. Dette
gør han ud fra 100 store internationale servicefirmaers kontor- og
hovedkvarterslokaliseringer, hvorudfra han udpeger 315 byer i verden, som indgår i hans
undersøgelse og derfor må betragtes som globale byer. 126 Hvis man sammenholder Taylors
metode med Sassens teori betyder det, at der i Danmark findes to globale byer: København
og Aarhus. 127 Således skulle det være i disse to byer og i særdeleshed København, at den
finansielle sektor og producer service skulle være mest koncentreret. Dette er også i vid
udstrækning tilfældet, hvilket ses, når erhvervsudviklingen fordeles på byklasser. Byklassen
med over 500.000 indbyggere, der kun indeholder København og Frederiksberg
Kommuner, havde således en meget kraftigere vækst inden for finansieringsvirksomhed og
forretningsservice end de andre byklasser havde mellem 1981 og 2001. 128 Århus, der
sammen med Odense danner byklassen med 255.999-64.000 indbyggere i
erhvervsundersøgelsen, har også en noget større andel ansat inden for finansiering og
forretningsservice end byerne i de lavere klasser, men forskellen op til København er i hele
perioden fra 1981 større end forskellen ned til de mindre klasser, og det var først i
1990’erne, at Århus rigtig rykkede fra de mindre byklasser. En forklaring på dette kan
findes i det område, der er undersøgt i Århus’ tilfælde. Som Sassen pointerer, er de centrale
servicefunktioner lokaliseret helt inde i de globale byers centre 129 , som for Københavns
vedkommende kan siges at være Københavns og Frederiksberg Kommuner, der her er
undersøgt. I Århus’ tilfælde er det imidlertid (pga. manglende data) Århus Kommune, der
er undersøgt, hvilket betyder, at store områder udenom centralbyen også kommer med i
undersøgelsen. Dette kan forklare, hvorfor de centrale servicefunktioner ikke har nær så
stor en andel af servicebeskæftigelsen i Århus, som det er tilfældet i København. I forhold
til Sassens teori, og de data jeg har haft til rådighed, er det imidlertid mest oplagt at anse
København som den eneste globale by i Danmark. Hvis bysystemet anskues på denne
måde, er der en klar sammenhæng mellem Sassens teoretiske udgangspunkt og den fundne
erhvervs- og befolkningsudvikling.
126 Taylor (2004) s. 66
127 Taylor (2004) s. 218f.
128 Hovedstaden gik således fra en beskæftigelsesandel på 11,7% inden for finansieringsvirksomhed og
forretningsservice i 1981 til 26,8% i 2001, mens de mindste byer i samme periode gik fra 7,1% til 10,5%.
129 Sassen (2006) s.
86

Sassens teori er imidlertid ikke uimodsagt, da den på det erhvervsmæssige
punkt kritiseres af Michael Storper (1997), hvis teori om refleksive byer også blev nævnt i
den indledende del. Storper argumenterer for, at Sassen i høj grad overvurderer vigtigheden
af den store vækst, der er forekommet inden for finansiel service og producer service i de
globale byer. Han argumenterer for, at denne tendens også findes i længere nede i det
urbane hierarki og således ikke er unik for de store globale byer. 130 Som man ser i
erhvervsundersøgelsen, er det da heller ikke kun i København, at der er forekommet en
vækst i finansvirksomhed og forretningsservice, den er også forekommet i selv de mindste
danske købstæder og som sagt især også i Århus og Odense. Her er dog et gennemgående
problem med de data, der er benyttet i min undersøgelse i forhold til Sassens tese, da man
ud fra erhvervsfordelingen ikke kan se, om det er en vækst i almindelig bankvirksomhed,
der er tale om, eller om det er transnationale og finansielle servicefirmaer, der står for
væksten inden for erhvervsgruppen ’Finansieringsvirksomhed og forretningsservice’.
Sammenholdt med Sven Illeris’ undersøgelse af servicesektoren i de danske byer, må der i
Københavns tilfælde i høj grad også være tale om mere avanceret finansiel service og
virksomhedsservice, da Illeris (1988) netop ser en udvikling af de mere specialiserede og
virksomhedsorienterede serviceerhverv i de største byer i landet. 131
Mens disse finansielle og specialiserede servicebrancher har set en
koncentration mod de største byer, er det i følge Sassen endvidere ikke tilfældet for service,
der ikke henvender sig til virksomheder. Således er service, der er rettet mod private
personer spredt ud over hele bysystemet, hvilket også ses i Danmark, hvor både
engroshandel, detailhandel, transportsektoren og offentlig service i hele perioden i stort
omfang også er til stede i selv de mindste købstæder. 132 Detailhandel og offentlig service
har endda siden 1980’erne udviklet en tendens til en større beskæftigelsesandel i de mindre
byer.
Med nogle forbehold passer udviklingen i de danske byer således ind i Sassens teori, men
hvad er det så, Sassen anser som baggrunden for udviklingen Helt centralt for hendes
forklaring af baggrunden for den ovenfor beskrevne udvikling er den liberalisering og
deregulering af mange nationers økonomier i begyndelsen af 1980’erne, som betød en øget
130 Storper (1997) s. 224
131 Illeris (1988) s. 78ff.
132 Samme udvikling finder Illeris (1988) s. 48ff.
87

integration i den globale økonomi, og en enorm vækst inden for finans- og
servicesektorerne med en kraftig udvikling af transnationale virksomheder og finansielle
markeder. 133
Også for Danmarks vedkommende forekom der en deregulering af
økonomien, da dansk økonomisk politik efter 1982 slog ind på en fastkurspolitik og
liberaliserede reglerne for kapitalbevægelser på tværs af den danske grænse. 134 Ifølge Sassen
er de transnationale virksomheder, der tilbyder producer service, samt de finansielle
markeder på baggrund af disse dereguleringer blevet de mest centrale organisatorer af den
globale økonomi siden 1980’erne. Samtidig er disse finansielle markeder, avancerede
servicefirmaer, banker etc. som oftest lokaliseret i de store byer. Og selvom dele af
produktionen af både service og industri outsources til andre steder, så skabes der i stedet
nye servicejobs i byerne, som håndterer og kontrollerer firmaernes outsourcing. Således har
den geografiske spredning af virksomheder, kontorer og servicelokaliteter ikke ført til en
decentralisering af kontrol og centrale funktioner, den har nærmere ført til en centralisering
i de største globale byer. Således har man i de europæiske bysystemer oplevet, at store byer
har fået fornyet styrke ved, at de ledende sektorers økonomiske aktivitet koncentreres i
dem. Affolkningen af de store byer, som man så i 1960’erne og 1970’erne ændrede sig
således omkring 1980 pga. den erhvervsmæssige forskydning mod service og den øgede
transnationalisering af den økonomiske aktivitet. Disse udviklinger har også stor betydning
for de store byers bagland, idet de store globale byer har en tendens til at ’koble’ sig fra
deres bagland og orienterer sig mod det globale marked i stedet. Der er desuden en tendens
til, at uligheden mellem de byer, der ligger centralt i enten et nationalt, europæisk eller
globalt byhierarki, og de byer der ligger perifert i disse hierarkier, bliver større. Pga. den
øgede transnationale kontakt udvikler de centrale byer sig, mens de perifere bliver
yderligere marginaliseret. Som undersøgelsen af befolkningsudviklingen i de danske byer
viste, skete der netop et skift i urbaniseringen omkring 1980, hvor de største provinsbyer
begyndte at gå frem indbyggermæssigt, mens de mindre byer gik tilbage. Den største (og i
forhold til Sassens teori mest centrale) by i landet vendte dog ikke udviklingsmæssigt, da
Hovedstaden fortsat mistede befolkning ind til midten af 1990’erne. Den kraftige relative
nedgang i Hovedstaden, som var kendetegnet for befolkningsudviklingen i 1960’erne og
1970’erne, fladede imidlertid ud i 1980’erne, så Hovedstaden ikke længere gik så kraftigt
tilbage i andel af bybefolkningen. Denne befolkningsnedgang i Hovedstaden er dog ikke
133 Sassen (2006) s. 27
134 Christoffersen (1999) s. 74
88

nok til at afskedige Sassens tese, da hun argumenterer for at: ’the economy of core cities can
accommodate high economic growth with little, if any, and even negative, population growth.’. 135 Det
centrale er altså den erhvervsmæssige udvikling, og at man som vist ovenfor ser en stor
vækst inden for finansvirksomhed og forretningsservice i især København.
Det næste spørgsmål er, hvorfor denne centralisering har fundet sted. Rent
teknologisk betyder revolutionen inden for telekommunikation og transport, at man som
virksomhed kan have nær kontakt med sine ansatte lige meget hvor i verden de sidder.
Samtidig er det væsentlig mere omkostningsfuldt at have sin virksomhed placeret i de store
byers centre, så det giver ikke umiddelbart mening, hvorfor virksomheder skulle have lyst
til at lokalisere sig i de største byers centre. Sassens forklaring er inddelt i tre punkter. Det
første punkt omhandler sociale forbindelser, da Sassen argumenterer for, at den finansielle
sektor på trods af den teknologiske udvikling i stadig højere grad bygger på social kontakt,
og at denne er nødvendig for stadig udvikling inden for sektoren. Den anden forklaring
ligger i de enorme ressourcer, som de globale finansielle firmaer har brug for, når de fører
forretning. Den tredje forklaring bunder i, at den transnationale virksomhedselite og dens
kunder i højere og højere grad er blevet denationaliseret, så det ikke længere er nødvendigt
for virksomhederne at have kontorer i alle lande, men kan nøjes med ét kontor, som fx
betjener hele Europa.
Med disse forklaringer på den øgede koncentration mod de største byer
lægger Sassen sig tæt op ad klyngeteorien, der blev behandlet i den indledende del. Sassens
teori kan vel i virkeligheden betragtes som en klyngeteori for specialiseret
virksomhedsservice og finansielle firmaer, da årsagerne til koncentrationstendenserne i
industrielle klynger forklares ud fra samme parametre. Sven Illeris lægger således i sin
beskrivelse af tekstilklyngen ved Herning vægt på flere punkter, hvor koncentrationen af
industrien i Herning og omegn gav tekstilindustrien en fordel. Først og fremmest betød
nærheden, at virksomhederne havde adgang til et arbejdsmarked i området, som var meget
specialiseret inden for tekstilproduktion og -design, hvilket igen gav mulighed for yderligere
specialisering og innovation inden for feltet, da der opstod et miljø med nemmere og
tættere informations- og idéudveksling. 136 Det er altså den sociale side af
koncentrationstendenserne, som Sassen pointerer. Samtidig opstår klynger oftest i områder,
hvor der er hurtig og nem adgang til de råstoffer, som skal bruges i produktionen. Hvad de
135 Sassen (2006) s. 59
136 Illeris (2007) s. 37ff.
89

finansielle og virksomhedsorienterede firmaer angår, er råstoffet kapital og human kapital,
som skal bruges i store mængder, og man lokaliserer sig derfor de steder, hvor der lettest
samles store mængder kapital og hvor der er adgang til store specialiserede
arbejdsmarkeder: de store byer.
Med sin fokusering på adgangen til human kapital lægger Sassen sig således
også tæt op ad Richard Floridas teori om ’den kreative klasse’. Ligesom for Sassen er det
således også for Floridas teori især den højtuddannede og innovative arbejdskraft (som
Florida kalder ’den kreative klasse’), der er den vigtigste forudsætning for økonomisk
vækst. 137 At arbejdskraftens lokalisering således har fået mere central betydning, er et klart
udtryk for, at samfundet er gået fra et industrielt grundlag til et servicemæssigt grundlag. I
det industrielle samfund var det således hovedsagligt fysiske ressourcer og
transportomkostninger, der bestemte industriens lokalisering (og, som vi så i afsnittet om
økonomi og erhverv, således også befolkningens lokalisering). 138 I servicesamfundet er det
derimod den uddannede arbejdsstyrke eller den humane kapital, der er central for den
førende sektor – servicesektoren. Da denne specialiserede arbejdskraft fungerer bedst på
store arbejdsmarkeder, har det fremmet en koncentration mod de større byer. 139 Som vi så i
afsnittet om den økonomiske og erhvervsmæssige baggrund, havde industrien til gengæld
en tendens til spredning – først til udkantsområder i Danmark og senere til lavtlønslande
andre steder i verden. At både befolkningen og erhvervslivet i de danske byer efter 1980
har oplevet en tendens til koncentration mod de største byer, er således i høj grad et udtryk
for det endelige skifte fra et urbant system, der havde et industrielt grundlag, til et urbant
system der har et servicemæssigt grundlag.
Således kan både den erhvervs- og befolkningsmæssige udvikling i de danske byer i
perioden fra omkring 1980 til 2001 ved hjælp af Sassens teori sættes ind i en større global
sammenhæng, hvor den økonomiske deregulering i 1980’erne og den følgende globale
økonomiske integration spillede en stor rolle. Den betød nemlig, at de store byer siden
1980’erne har fået fornyet erhvervsmæssig og befolkningsmæssig betydning i forhold til de
mindre byer i hierarkiet, og man har derfor set en koncentration mod de store byer af
137 Andersen (2007) s. 5
138 Christensen (2005) s. 9
139 Christensen (2006) s. 57
90

efolkningen og centrale finansielle og servicemæssige funktioner. Denne udvikling var dog
i Danmark mest tydelig efter 1990.
5.3. OFFENTLIG VÆKST OG REGULERING
Sassens teori, som blev benyttet til at sætte den danske udvikling ind i en større global
byudviklingssammenhæng, er meget fokuseret på den private servicesektors betydning for
byudviklingen, og hun behandler således i meget ringe omfang betydningen af den
offentlige sektor. Dette bliver hun som beskrevet i den indledende del også kritiseret for fra
flere sider. 140 Da den behandlede periode har set udviklingen af den danske velfærdsstat, er
der for danske forhold ikke nogen tvivl om, at også den offentlige sektor har haft stor
betydning for byudviklingen, hvorfor dette forhold vil blive undersøgt her.
Den offentlige sektor havde indflydelse på byudviklingen på flere måder, den
mest direkte var igennem lovbestemte planlægning og reformer. En lidt mere indirekte
måde var igennem selve væksten i den offentlige sektor. I løbet af 1960’erne og 1970’erne
voksede den offentlige sektor voldsomt og fik således også større indflydelse på
udviklingen i de danske byer, da sektoren i høj grad påvirkede udbuddet af en stor del af
bysystemets faciliteter bl.a. skoler, kulturelle aktiviteter, sygehusvæsen, og infrastruktur.
Dette havde igen betydning for befolkningens rumlige fordeling samt for de
produktionsforhold virksomhederne arbejdede under. 141 Væksten havde således også stor
betydning for erhvervsudviklingen, idet den øgede offentlige service i stort omfang
frigjorde kvinderne fra hjemlige omsorgsopgaver, gav arbejdskraften, som var til rådighed,
en bedre uddannelse og sikrede denne socialt. Således var den offentlige sektor ikke kun en
vækstfaktor, fordi den skabte en øget arbejdskrafttilgang til den offentlige sektor, men også
fordi den lagde grunden for en fortsat vækst og udvikling i både fremstillingssektoren og
den private servicesektor. 142
En central tanke bag udviklingen af velfærdsstaten var i 1960’erne bundet op
på den økonomiske vækst, idet man ville udvikle en effektiv og moderne
produktionssektor, der skulle fungere som grundlag for en øget grad af velfærd og offentlig
140 Se især Kazepov (2005) s. 6
141 Simonsen (1978) s. 37
142 Christoffersen (2003) s. 31
91

service, der skulle være lige tilgængelig for hele befolkningen. 143 Dette ønske kom også til
udtryk igennem Egnsudviklingsloven fra 1958, som tog udgangspunkt i den skæve
regionale fordeling af bl.a. offentlig service, arbejdspladser og lønniveau, der på det
tidspunkt havde en positiv hældning mod Hovedstaden. Således skulle udkantsområder
som Syd- og Vestjylland, Lolland-Falster og Bornholm begunstiges, så den økonomiske og
servicemæssige udvikling blev mere ligeligt fordelt på alle landsdele og regioner. Samme
udgangspunkt havde den zonelovgivning, der blev udviklet i flere etaper fra 1962 til
1969. 144 Som vi så ovenfor forekom der præcis en spredning af befolkningen og erhvervene
igennem 1960’erne og 1970’erne, men hvor stor indflydelse den offentlige sektor havde på
denne decentrale vækst, er dog svært at sige. Matthiessen fremhæver dog, at den
industrialisering, der forekom af udkantsområderne især var blevet muliggjort igennem
betydelige offentlige investeringer i servicefunktioner 145 . Det var dog ikke direkte
egnsudviklingspolitikken, der havde størst betydning for denne udvikling, idet den aldrig
kom til at engagere den centrale del af danske industri i større omfang. 146
Fra slutningen af 1960’erne udviklede der sig en mere decideret fysisk
planlægning af bymønstret fra offentlig side. Hensigten med den geografiske harmonisering
af den offentlige service betød, at man fra offentlig side forstillede sig et system af byer, der
skulle understøtte en lige fordeling af offentlig service og arbejdskraft. Således skulle der
over hele landet findes byer på forskellige niveauer i byhierarkiet, så borgerne kunne
modtage lokal service i den nærmeste by, mens de i de større byer kunne modtage en
regional service og i Hovedstaden kunne modtage en national service. 147 På den måde
nærmede man sig fra offentlig side Christallers centralstedsteori som fundament for
udviklingen af den rummelige udbredelse af den offentlige service – også kaldt
servicecenterteorien. 148
Kommunalreformen i 1970 tog udgangspunkt i denne tankegang og var en af
de offentlige reformer, der havde størst indvirkning på byudviklingen i perioden.
Kommunalreformen indeholdt en radikal ændring af den kommunale og amtslige struktur,
idet omkring 1.300 kommuner og 25 amtskommuner blev sammenlagt til 275
143 Christoffersen (1999) s. 14
144 Matthiessen (1985B) s. 72
145 Ibid. s. 74
146 Christoffersen (1999) s. 12
147 Christoffersen (2003) s. 11
148 Christensen (2005) s. 5
92

primærkommuner og 14 amtskommuner. Samtidig med kommunalreformen blev der
gennemført en administrativ styringsreform, hvis hovedformål var at decentralisere opgaver
og kontrol ved at flytte flere opgaver og beslutninger ned på amtsligt og især ned på
kommunalt niveau – tættere på den enkelt borger. 149 Det betød bl.a., at kommunerne
igennem den nye fysiske planlægning i stor grad kom til at disponere over byernes
udvikling. Reformen betød desuden, at den offentlige sektor blev gearet til at håndtere en
større offentlig sektor. Dette blev der også brug for, da den offentlige sektor fortsatte med
at vokse kraftigt i 1970’erne (jf. tabel 20-21). Det betød en stor vækst i beskæftigelsen inden
for den offentlige sektor, og da væksten især foregik på kommunalt niveau betød det, at
væksten var spredt ud over hele landet, hvilket også ses i bilag 4, hvor den offentlige
services regionale fordeling er indsat. Kommunalreformen i sammenhæng med den kraftige
offentlige vækst havde således en stor betydning for bysystemet og den decentrale
udvikling i 1970’erne.
En videreudvikling af kommunalreformen opstod med planreformen, som
begyndte med loven om by- og landzoner i 1969 og afsluttedes i 1977 med
kommuneplanloven. 150 Den betød en stor fremgang i den fysiske planlægning af
bymønstret, som virkelig kom til udtryk igennem den første Landsplanredegørelse fra 1975,
hvor man helt ned på landsbyniveau ville planlægge, hvor institutioner og virksomheder
skulle lokaliseres. 151 Siden 1975 er det, som beskrevet i den indledende del, især igennem
disse landsplanredegørelser, at den danske bypolitik har fået sit udtryk. I 1980’erne var
fokus således fortsat på en decentralisering og især på en flytning af ressourcer fra
Hovedstaden til provinsen. Dette havde ikke mindst stor betydning for Københavns
udvikling, der i løbet af 1970’erne og 1980’erne udviklede sig til at være et af de mest
koncentrerede problemområder i hele landet med højeste ledighed og lave indkomster
etc. 152 Ikke at dette er den eneste baggrund for Københavns befolkningsmæssige
tilbagegang i perioden (jf. tabel 4), men en betydning har det uden tvivl haft. Som beskrevet
i den indledende del, flyttede man fra offentlig side i slutningen af 1980’erne fokus fra rent
nationale spørgsmål til en mere international diskurs, hvilket betød, at lighedstanken kom i
baggrunden for en tankegang, hvor planlægningen skulle tilpasses den enkelte bys størrelse
og specifikke kompetencer. Dette førte til en fornyet satsning på især Hovedstaden og det
149 Matthiessen (1985B) s. 60
150 Andersen (2006) s. 369
151 Christoffersen (2003) s. 30f.
152 Andersen (2006) s. 371
93

andet centerområde langs den østjyske kyst fra Århus til Kolding. Det er nærliggende at
sammenkæde Hovedstadens fornyede positive vækst i begyndelsen af 1990’erne med denne
ændring i den offentlige satsning.
Hvor stor indflydelse den offentlige sektor og den offentlige regulering har
haft på udviklingen i bysystemet fra 1980’erne, er dog svært at sige og kan diskuteres. I sin
artikel ’Bypolitik i Danmark efter 1960 – i historisk perspektiv’ 153 ser Hans Thor Andersens
udviklingen i byvæksten i sammenhæng med det offentliges planlægning. Den decentrale
byvækst i 1970’erne sammenkædes således især med kommunal- og planreformen, og den
mere centrale vækst i 1990’erne følger et skift i politikken som nedtonede den lige adgang
til velfærd og den lige udvikling til fordel for erhvervsfremme og en bedre udnyttelse af de
enkelte byers kompetencer, så de opnår en bedre konkurrenceevne (for de største byer også
i en international sammenhæng). 154 Disse sammenhænge er der ingen tvivl om, men
Andersen nævner ikke den åbenlyse forskel, der var mellem den offentlige planlægning og
den reelle udvikling i bysystemet i 1980’erne. Her var målet fortsat en harmonisering af
bysystemet, men allerede i begyndelsen af 1980’erne, så man (som vist i
befolkningsundersøgelsen) en tendens til koncentration af byvæksten mod de største
provinsbyer og en tilbagegang eller stagnation i de mindste byer (jf. tabel 12). Denne
forskel noterer både Christensen (2005) 155 og Christoffersen (2003) sig, hvortil den sidste
tilføjer: ’Fra 1980’erne, hvor koncentration blev den dominerende tendens i den regionale udvikling, måtte
tiltroen til planlægningen som absolut styringsredskab i sagens natur svinde ind’. 156 Christoffersen
argumenterer endvidere for, at det hovedsagligt var de markedsøkonomiske kræfter og den
offentlige sektors vækst, der i 1960’erne og 1970’erne trak bysystemet mod en mere
decentral vækst og ikke den direkte offentlige regulering, hvilket udviklingen i 1980’erne
har påvist. Han mener desuden, at en direkte offentlig regulering af bysystemet i de seneste
årtier er blevet endnu mere umulig, da den lokale stedbundethed er under opløsning og
således nedbryder billedet af det hierarkisk opbyggede bymønster, som fortsat er grundlaget
for den offentlige planlægning. 157 Dette aspekt af udviklingen vil jeg komme tilbage til i det
næste afsnit om mobilitet og human kapital.
153 Andersen (2006)
154 Andersen (2006) s. 376f.
155 Christensen (2005) s. 5
156 Christoffersen (2003) s. 11
157 Ibid. s. 31ff.
94

Om de offentlige reguleringer har haft en decideret indflydelse på befolkningens og
erhvervslivets rummelige fordeling, er således svært at sige. Kommunalreformen havde en
klart decentraliserende effekt, men derudover er det tvivlsom hvor meget indflydelse den
direkte offentlige regulering har haft. Den indflydelse som den offentlige sektor har haft på
udviklingen skal således mest af alt ses i forhold til sektorens voldsomme vækst i løbet af
1960’erne og 1970’erne. Det er således også interessant, at da den offentliges sektors vækst
i begyndelsen af 1980’erne blev dæmpet, skete dette nogenlunde samtidigt med et skift fra
decentral og høj vækst til central og lav vækst i bysystemet. Hvis dette holdes sammen med
Sassens teori, som den er behandlet ovenfor, kan man sige, at mens det i 1960’erne og
1970’erne var væksten inden for den offentlige sektor, der i høj grad var en faktor i
udviklingen af det danske bysystem (i en decentral retning), var det fra begyndelsen af
1980’erne og frem væksten i den private servicesektor, der blev en central faktor i
udviklingen af det danske bysystem - i en svagere, men koncentrationsmæssig retning, pga.
sektorens klyngetendenser mod de største byer.
5.5. MOBILITET OG STEDBUNDETHEDENS OPLØSNING
Teknisk innovation har i den behandlede periode haft en stor betydning for utrolig mange
sider af samfundsudviklingen. For byudviklingen er det især innovationer på transport- og
kommunikationsområdet samt inden for industriel udvikling. Den industrielle innovation
førte en meget stor grad af mekanisering og automatisering med sig, hvilket er blevet
behandlet i afsnittet om den økonomiske udvikling. Konsekvenserne af udviklingen på
kommunikations- og trafikområdet er blevet behandlet i afsnittet om ’World City
Hypothesis’, men her skal der ses lidt nærmere på udviklingen inden for transportsektoren,
da den havde en stor betydning for den traditionelle modsætning mellem by og land.
Den vigtigste udvikling inden for transportområdet har været udbredelsen af
privatbilismen. Med højvæksten i 1960’erne begyndte flere og flere husstande at få råd til
egen bil, hvilket i høj grad øgede befolkningens og således også arbejdsstyrkens mobilitet.
Til denne udvikling hører selvfølgelig også den offentlige sektors vækst, som også betød en
langt større mulighed for benyttelse af offentlige transportmuligheder, og samtidig stod det
offentlige for den infrastruktur, der lå til grund for den øgede mobilitet.
95

Mobiliteten i befolkningen kommer især til udtryk igennem afstanden mellem
bopæl og arbejdsplads. I 1970 identificerede Sten Engelstoft (1977) et P-regionssystem,
hvilket vil sige et system af pendlingsregioner eller arbejdskraftoplande, som de også
kaldes. 158 Allerede i 1970 var pendling således et meget udbredt fænomen. Hvis Engelstofts
pendlingsregioner i 1970 holdes op mod de pendlingsregioner, der behandles i
Christoffersen (2003), er det tydeligt, at der fra 1970 til 2001 er blevet langt færre og langt
større pendlingsregioner. 159 Folk bevægede sig altså længere og længere mellem bopæl og
arbejdsplads, hvilket havde en stor betydning for forholdet mellem lokaliseringen af
befolkningen og lokaliseringen af erhvervslivet. At der er en forskel mellem disse to, er
også tydeligt i undersøgelserne ovenfor. Mens befolkningsvæksten i de øvre byklasser
mellem 1990 og 1996 ikke var meget større end den var i 1980’erne (jf. tabel 12), steg
købstædernes andel af den samlede beskæftigelse kraftigt med næsten 10% (jf. tabel 21). Da
købstæderne i vid udstrækning er nogle af Danmarks største byer, er der altså især i
1990’erne en forskel mellem befolkningens og erhvervenes lokalisering. Grunden til at
dette har kunnet lade sig gøre, er hovedsagligt befolkningens øgede mobilitet.
Denne øgede mobilitet må også ses som en hovedårsag til den opblødning af
den lokale stedbundethed, som Christoffersen (2003) undersøger. Ud over mobiliteten er
det især landbrugets beskæftigelsestilbagegang og kommunalreformen i 1970, som
Christoffersen ser som forårsagende denne lavere grad af stedbundethed. 160 Det
interessante i denne sammenhæng er, at nedbrydningen af de lokale tilhørsforhold også
medfører, at den lokale modsætning mellem land og by i høj grad bliver nedbrudt. Dette er
hovedsagligt sket, fordi pendling i forbindelse med arbejde, indkøb, kultur, socialt liv etc.
nedbryder de økonomiske, kulturelle og sociale forskelle mellem land og by på lokalt
niveau: ’På tværs af gamle grænser mellem land og by får mennesker nu langt hen ad vejen de samme
erfaringer…’. 161 Tendensen til opløsning af modsætningen mellem by og land er dog ikke
gennemgående, idet den hovedsageligt foregår i centerområderne, som Christoffersen
definerer som Østjylland og Hovedstadsområdet, hvor der udvikler sig større og større
pendlingsopland. Jo længere væk man kommer fra disse områder, jo svagere er
sammenvoksningen mellem land og by og jo svagere bliver det samlede område, hvilket
158 Se Engelstoft (1977)
159 Engelstoft (1977) s. 9 samt Christoffersen (2003) s. 53
160 Christoffersen (2003) s. 25
161 Ibid. s. 27
96

etyder et tab af arbejdspladser og befolkning. 162 Den øgede mobilitet og den deraf
følgende nedbrydning af modsætningen mellem land og by på lokalt niveau har således
også været en medvirkende årsag til de koncentrationstendenser, som bysystemet oplevede
efter 1980.
6. KONKLUSION
Formålet med dette speciale var at belyse udviklingen i det danske bysystem under
afindustrialiseringen ved at foretage en empirisk undersøgelse af befolknings- og
erhvervsudviklingen i de danske byer 1960 til 2001, og derefter undersøge baggrunden for
den fundne udvikling.
I undersøgelsen af både befolknings- og erhvervsudviklingen blev det fundet
relevant at placere et skel i udviklingen i 1981. Før dette år var der tale om en høj vækst i
befolkningen, med en overgangsfase til lav vækst mellem 1976 og 1981, og der var samtidig
tale om en høj vækst i beskæftigelsen. Fra 1960 til 1981 steg urbaniseringsgraden således
voldsomt og der kom mange nye byer til. Den anden centrale tendens i perioden fra 1960
til 1981 var decentralisering af både befolkningen og beskæftigelsen. Det gav sig
befolkningsmæssigt udslag i en kraftigere vækst jo længere man kom ned i byhierarkiet,
samtidig med at omkring de 50 største byer mistede andel af bybefolkningen. De byer der
voksede kraftigst lå i nærheden af de største byer, hvilket viser fremvæksten af et nyt
element i bysystemet – forstæderne. Regionalt var der desuden en tendens til, at
bybefolkningen gik mere frem i det vestlige Danmark i forhold til det østlige.
Erhvervsmæssigt var der tale om en decentral vækst, i den forstand, at der skete en
forskydning af beskæftigelsen fra de større byer mod de mindre byer og landdistrikterne,
hvilket især var tydeligt for industriens vedkommende. Industrien havde desuden en
koncentrationstendens rettet mod de jyske købstæder og havde mindst betydning i
Hovedstaden. Denne udvikling var især påvirket af tre faktorer: industriudviklingen, den
overordnede befolkningsudvikling og den offentlige sektors vækst, der var knyttet til
udbygningen af velfærdsstaten. Industrien og væksten i den offentlige sektor havde især
betydning for den decentralisering, der skete af væksten, og da der samtidig forekom en
162 Ibid.
97

stor befolkningsvækst, blev resultatet et bysystem i kraftig vækst, med en tendens til
decentralisering. Overgangen til lavere vækst i bysystemet skal hovedsagligt ses i relation til
nedgangen i den generelle befolkningsvækst, som forekom i slutningen af 1970’erne.
Perioden efter 1981 var præget af en generelt meget lavere vækst end årene
før 1981 både generelt og i byerne og både hvad befolknings- og erhvervsudviklingen
angik. Den decentrale vækst, som havde kendetegnet byvæksten ophørte og blev vendt til
en koncentration mod de største byer – især i 1990’erne. Befolkningsudviklingen viser et
bysystem, der var meget mere stabilt end i perioden forud. Væksten i bybefolkningen var
kun lidt kraftigere end på landsplan og antallet af byer varierede meget lidt. Væksten i
byhierarkiet ændrede sig også, idet væksten rykkede op i hierarkiet, så det nu var de større
provinsbyer, der voksede kraftigst. Samtidig aftog den negative vækst i de største byer, med
undtagelse af Hovedstaden, og i flere tilfælde blev den vendt til fremgang. Der var således
en tendens til koncentration mod de større provinsbyer i perioden og især i perioden efter
1990, hvor koncentrationstendenserne tog til, idet også Hovedstaden gik absolut frem.
Beskæftigelsesmæssigt var væksten i købstæderne efter 1981 også meget lavere end før og
samtidig ophørte forskydningen af arbejdspladser til de mindre byer og landdistrikterne
næsten i 1980’erne, hvilket vendte til en kraftig beskæftigelsesforskydning mod
købstæderne i 1990’erne. Erhvervsudviklingen var efter 1981 også præget af mindre vækst,
og forskydningen af beskæftigelsen mod de mindste byer og landdistrikterne ophørte
næsten. Industriens tilbagegang stagnerede og servicesektoren gik fortsat frem, men nu var
det ikke så meget den offentlige sektors vækst, der styrede denne udvikling, men den
private servicesektor, idet det offentliges vækst blev dæmpet efter 1982. I begyndelsen af
1990’erne begyndte en kraftig forskydning af beskæftigelsen mod de større byer, som ikke
befolkningsmæssigt var helt så kraftig. Industribeskæftigelsen blev i højere grad
koncentreret i de mindste byer, mens den mere og mere privatdominerede servicesektor
blev koncentreret i de store byer og især i Hovedstaden. Efter 1981 blev industriens
spredningstendenser og den offentlige sektors vækst således dæmpet og i højere grad blev
det den private servicesektor, der sammen med befolkningsudviklingen især tegnede
udviklingen i bysystemet. Vha. Saskia Sassens ’World City Hypothesis’ har jeg argumenteret
for, at det især har været udviklingen inden for den private og specialiserede servicesektor,
der har været betydende for den tendens til koncentration af især beskæftigelsen mod de
større byer, der har forekommet i bysystemet siden ca. 1980. Baggrunden for, at
98

efolkningen ikke i helt samme grad som erhvervslivet er blevet koncentreret, ligger i, at
befolkningens mobilitet i perioden er blevet større, og at den historiske stedbundethed er
under opløsning, og i en lokal sammenhæng næsten har opløst modsætningen mellem land
og by.
Ved at anvende det forhåndenværende statistiske kildemateriale på en ny
måde og sammenholde byernes befolkningsmæssige udvikling med erhvervsudviklingen er
der således trådt nogle klare udviklingsmønstre frem, som viser overgangen fra den
industrielle by til den post-industrialiserede by hvis basis er service. Den teoretiske og
historiske vinkling søger som noget nyt på en gang at se det danske bysystems udvikling
som et produkt af den byudvikling, der sker globalt, og samtidig er der fokuseret på de
lokale faktorer, som historisk kan forklare en del af udviklingen. Med dette dobbelte fokus
søger dette speciale således at afdække det samspil, som udgør den komplekse dynamik,
som gradvist ændrer det urbane system.
99

ENGLISH ABSTRACT
The aim of this thesis is to examine the development of the Danish cities during their time
of deindustrialisation from 1960 to 2001. This has been done through investigating two
aspects which are central to the development of urban systems: the development of the
population and the development of the occupational structure in the cities. The thesis
consists of four parts: the first part defines and discusses the different definitions of the
city and the urban system. Based on this discussion the physical/statistical definition of the
city is chosen as the basis of the examination, while the ‘dual model’ of the network theory
is chosen as the approach to urban systems. Furthermore, the notion of national urban
systems is discussed, and due to delimitation and the data material, the Danish urban
system is chosen as the analytical frame. Through a discussion of the Danish literature on
the subject the method of the examination is established.
The second and third parts consist of the examination of the Danish cities’
population and occupational structure, where government and other available statistics are
analysed in order to discover the developments in the Danish urban system. Both aspects
of the development can be divided into a period prior to 1981 and one after 1981. From
1960 to 1981 the population and occupation thus experienced very high growth rates in the
Danish cities, apart from a transitional phase in the population development with low
growth between 1976 and 1981. The other central development in this period was a
tendency to decentralised growth. Thus the growth rates were highest at the bottom of the
urban hierarchy, while the largest cities lost share of population. The fastest growing cities
were situated in the vicinity of the greatest cities, and these constituted the new element of
the urban system – the suburb. The decentralised growth was also evident in the
occupational examination, in which a displacement of the employment to small towns and
the rural areas was found. This development was especially pronounced for the industrial
sector.
The period from 1981 to 2001 was characterised by generally lower growth
rates in the population and the employment in the Danish urban system. This also meant a
more stable urban hierarchy, although a tendency to concentration towards the large cities
emerged – especially in the 1990’s. The highest growth rates moved up in the hierarchy and
at the same time, the negative growth in the largest cities decreased and in many instances
became positive, while the growth in the smallest cities stagnated or experienced negative
100

growth. The exception was the metropolitan area which experienced negative growth until
the 1990’s. The displacement of the employment to small cities and the rural areas ceased
in the 1980’s and was turned into a displacement towards the market towns, and thus the
bigger cities in the system in the 1990’s. Meanwhile the concentration of the population
was not as distinct. The industrial sector still saw a concentration towards the smallest
market towns, while the service sector experienced a concentration to the largest cities and
especially towards Copenhagen. After 1982 the growth in the service sector was no longer
dominated by the public sector but increasingly by the private service sector.
The fourth part examines several central factors that have been crucial to the development
of the population and the occupational structure of the Danish cities. The development
from 1960 to 1981 was heavily influenced by three factors: The industrial development, the
growth of the public sector and the general Danish population development. The industrial
diffusion and the growth of the public sector are central in explaining the decentralised
development, and the high population growth made the high growth rates possible. The
transition to low growth in the period after 1981 was also caused by a shift in the general
population growth, as it decreased in the late 1970’s. After 1981, the industrial diffusion
and the high growth in the public sector also ceased, and instead it in many ways became
the private service sector and the general population growth that had the greatest effects on
the Danish urban system. Through Saskia Sassens ‘World City Hypothesis’ it was argued
that it was the private specialised service sector in particular, which was very influential in
the centralising process that took place from the early 1980’s onwards and especially in the
1990’s. Simultaneously, the population did not experience the same levels of concentration
towards the largest cities, which is explained by the growing mobility of the population and
by the fact that local attachment is disintegrating, which in at least a local view have
undermined the contrast between rural life and urban life.
Thus, by examining statistical material in new ways and explaining the
historical background of the development, this thesis has mapped new aspects of the urban
development in Denmark from 1960 to 2001, and has put this development into a
theoretical and historical framework, which sheds light on the multifaceted factors which
influence urban development.
101

LITTERATUR
Notehenvisninger henviser til forfatteren og udgivelsesåret. Hvis forfatteren har produceret
flere værker samme år, er henvisningerne endvidere markeret med et blokbogstav efter
årstallet. Ved brug af hjemmesider er datoen for benyttelse af den givne side oplyst i
parentes. Den benyttede statistik er endvidere opstillet for sig.
PUBLICERET LITTERATUR
Boje, Per & Hyldtoft, Ole: ‘Økonomiske, geografiske og demografiske aspekter’, i: Blom,
Grethe Authén (red.): ’Industrialiseringens første fase – Det XVII. Nordiske
historiker møte’, Oslo, 1977
Busck, Steen & Poulsen, Henning (red.): ’Danmarks historie – i grundtræk’, 2. udgave, 2. oplag,
Aarhus, 2002
Christaller, Walter: ’Die zentralen Orte in Süddeutschland’, Jena, 1933
Christensen, Søren Bitsch: ’Bykonkurrence og ”byidentitet”: Danmark 1960-2000’, Paper til 25.
Nordiske Historikermøde, Stockholms universitet, Session ”Den nordiske
staden – från industrialism till postindustrialism”, Dansk Center for
Byhistorie, 2005
Christensen, Søren Bitsch (red.): ’Den klassiske købstad – Danske Bystudier 2’, Aarhus, 2005
Christensen, Søren Bitsch & Thøgersen, Mette Ladegaard: ’Bysystemer og urbanisme ca.
1840-2000 – historie og historiografi’, i: Christensen, Søren Bitsch (red.): ’Den
moderne by’, Aarhus, 2006, s. 11-120
Christoffersen, Henrik: ’Danmarks økonomiske historie efter 1960’, Århus, 1999
Christoffersen, Henrik: ‘De danske arbejdspladsers bymæssighed 1996 – En beskrivelse på
kommunalt og subkommunalt niveau’, AKFs Forlag, 2003
Christoffersen, Henrik: ‘Det danske bymønster og landdistrikterne’, AKFs Forlag, 2003
Danmarks Statistik: ’Byopgørelser 1. januar 1999’, i ’Nyt fra Danmarks Statistik’, nr. 147,
1999.
Degn, Ole: ’Danske, norske og svenske byhistorier og byudvikling og urbanisering’, i:
Heimen, 1, 2002
Degn, Ole: ‘Urbanisering og industrialisering: En forskningsoversigt’, København, 1978
Elmhorn, Camilla: ‘Brussels – a Reflexive City’, Stockholm, 2001
Engelstoft, Sten: ‘Udviklingen I de nordiske bysystemer 1960-75’, Stockholm, 1978
102

Friedmann, John: ’World City Hypothesis’, i: Development and Change, 1986
Henningsen, Peter: ’Plads til dem alle: forskningstraditioner i nyere britisk, amerikansk og
skandinavisk byhistorie’, i: Historie, nr. 2, 2007, s. 55-88
Hohenberg, Paul M. & Lees, Lynn Hollen: ’The Making of Urban Europe 1000-1994’,
Cambridge, 1995
Illeris, Sven: ’Hernings erhvervshistorie 1950-2006’, Herning, 2007
Illeris, Sven: ’Byer og service’, AKFs Forlag, 1988
Illeris, Sven & Pedersen, Poul O. (red.): ’Industrien – koncentration eller spredning’, AKFs
Forlag, 1984
Hyldtoft, Ole: ‘Urbaniseringen i Danmark 1914-1970’, i: Studia Historica Jyväskyläensia, Nr.
27, Historica IV, s. 177-194, Jyväskylä, 1983
Kazepov, Yuri (red.): ‘Cities of Europe : changing contexts, local arrangements, and the challenge to
urban cohesion’, Blackwell, 2005
Landsplanudvalget: ’LPUS orientering 14 – Befolknings- erhvervsfordeling 1960-70’, København,
1972
Larsen, Hans Kryger: ’Industri, stat og samfund 1939-1972 – Dansk industri efter 1870 Bind 8’,
Odense, 2008
Matthiessen, Christian Wichmann: ’Danske byers folketal 1801-1981’, København, 1985
Matthiessen, Christian Wichmann: ‘Danske byers vækst’, København, 1985
Nielsen, Bue: The Danish Urban System, Hørsholm 2000
Nordentoft, Sebastian Fogh: ‘Byen og naboerne – Århus og købstæderne på Djursland
omkring 1920’, i: Christensen, Søren Bitsch & Koefoed, Nina Javette (red.):
’Århus i Verden – Fra bjerget til byen 2’, Århus, 2006
Sassen, Saskia: ’The Global City – New York, London, Tokyo’, Princeton, 1991
Sassen, Saskia: ‘Cities in a World Economy’, 3. Udgave, Thousand Oaks, 2006
Simonsen, Kirsten: ‘Regionale bysystemer – Et studie over bysystem udvikling og levevilkår’,
København, 1978
Storper, Michael: ‘The Regional World: Territorial Development in a Global Economy’, Harvard,
1997
Taylor, Peter J.: ‘World City Network – a Global Urban Analysis’, London, 2004
Thøgersen, Mette Ladegaard: ’Landdistrikternes urbanisering : en analyse af de rurale byers opståen,
udvikling og karakteristika ca. 1840-1960’, Ph.d.-afhandling, Syddansk
Universitet, 2007
103

Trap, J.P.: ”Kongeriget Danmark”, Femte omarbejdede udgave, G.E.C. Gads forlag,
København, 1959-70
Wirth, Louis: ‘Urbanism as a Way of Life’, i: The American Journal of Sociology, Vol. 44, No. 1.
1938, s. 1-24
UPUBLICERET LITTERATUR
Andersen, Kristina Vaarst m.fl.: ’Den kreative klasses dynamik’, 2007 – en rapport fra
forskningscentret Imagine ved CBS. (25-07-09)
http://www.kreativeklasse.dk/uploads/media/Den_kreative_klasses_dynamik_2007.pdf
Nilsson, Lars: ’The European Urban System 1950-2000’, 2008 – Upubliceret artikel i
forbindelse med projektet ‘The Post-Industrial City: Challenges and Responses since 1950’
ved Institute of Urban History, Stockholms Universitet.
STATISTIK
Statistik benyttet til undersøgelse af befolkningsudviklingen
1960-1981
Matthiessen, Christian Wichmann: ’Danske byers folketal 1801-1981’, København, 1985
1986-2001
Danmarks Statistik: www.statistikbanken.dk – Tabel BEF4A: Folketal pr. 1. januar fordelt
på byer. (30-05-09)
Statistik benyttet til undersøgelse af erhvervsudviklingen
1960
Danmarks Statistik: ’Statistisk Tabelværk 1964 I’, København, 1964
Tabel 3 (Hovedstadsområdet) og Tabel 4 (Provinsbyerne): De i erhvervene beskæftigede
personer; rentenydere m.v. 1960.
1965
Danmarks Statistik: ’Statistisk Tabelværk 1970 IV’, København, 1970
104

Tabel 4: De i erhvervene beskæftigede personer, renteydere m.v. fordelt på
erhvervsgrupper og erhvervsstilling.
1970
KØBSTADSNIVEAU: Danmarks Statistik: ’Statistisk Tabelværk 1975 VII’, København,
1975
Tabel 6: Danmarks byer 1970 - Personer i erhverv fordelt efter erhvervsgruppe, køn og
arbejdsstilling. Samt Tabel 2: Danmarks byer 1970 – Hele befolkningen fordelt efter
beskæftigelse i og uden for erhverv, for Christiansfeld, Hasle, Mariager, Nysted, Sandvig og
Ærøskøbing.
KOMMUNALT NIVEAU: Danmarks Statistik: ’Statistisk Tabelværk 1972 III’, København,
1972
Tabel 9: Personer i erhverv fordelt efter erhvervsgruppe, køn og arbejdsstilling.
1976
Danmarks Statistik: ’Statistisk Tabelværk 1979 I - Registerfolketællingen 1. juli 1976’, København
1979.
Tabel 3: Personer i erhverv fordelt på erhvervsgrupper, arbejdsstilling samt køn.
1981
Danmarks Statistik: ’Folke- og boligtællingen 1. januar 1981’, København, 1984.
Tabel 6: Personer i erhverv fordelt efter køn, branche og socioøkonomisk gruppe.
1986-1991
Danmarks Statistik: www.statistikbanken.dk – Tabel RAS2XX: Beskæftigede efter
bopælsområde, erhverv, alder og køn (27-06-09).
1996-2001
Danmarks Statistik: www.statistikbanken.dk – Tabel PEND11: Beskæftigede efter
bopælsområde, branche, alder og køn. (27-06-09).
Anden benyttet statistik
Danmarks Statistik: ’Statistisk Tabelværk 1958 III-VII’, København, 1958.
Danmarks Statistik: www.statistikbanken.dk – Tabel HISB3: Nøgletal om befolkningen
(27-06-09).
105

BILAG 1: Overordnet erhvervsfordeling udført efter Danmarks Statistiks erhvervsdefinitioner 1960-2001.
1960-1965 1970 1976 1986-1991 1996-2001
Landbrug, fiskeri m.m. - Landbrug, fiskeri m.m. - Landbrug, fiskeri m.m. - Landbrug, fiskeri m.m. - Landbrug, jagt, fiskeri m.m. - Landbrug, gartneri, skovbrug
Fremstillingsvirksomhed
- Minedrift, stenbrud m.m.
- Fremstillingsvirksomhed
- Off. værker, kloakvæsen
- Minedrift, stenbrud o.l.
- Fremstillingsvirksomhed
- Off. værker, kloakvæsen
- Fremstillingsvirksomhed - Råstofudvinding
- Nærings og nydelsesm.industri
- Tekstil, beklæd. og læderindustri
- Træ og møbelindustri
- Papir og grafisk industri
- Kemisk industri
- Sten, ler og glasindustri
- Jern og metalværker og støberier
- Jern og metalindustri
- Anden og uoplyst industri
- El, gas, varme og vandforsyning
- Fiskeri
- Råstofudvinding
- Føde, drikke, tobaksindustri
- Tekstil og læderindustri
- Træ, papir og grafisk industri
- Kemisk industri
- Sten, ler og glasindustri
- Jern og metalindustri
- Møbel og anden industri
- Energi og vandforsyning
Bygge og anlægsvirk. - Bygge og anlægsvirksomhed - Bygge og anlægsvirksomhed - Bygge- og anlægsvirks. - Bygge og anlægsvirksomhed - Bygge og anlæg
Handel og omsætning - Handel og omsætning - Handel og omsætning - Engroshandel
- Detailhandel
- Finansieringsvirksomhed
og forretningsservice
- Engroshandel og vareformidling
- Detailhandel med dagligvarer
- Detailhandel med tekstil
- Detailhandel, andre udsalgsvarer
- Bank og finansieringsvirksomhed
- Forsikringsvirksomhed
- Ejendomsadm og forretningsservice
Transportvirksomhed - Transportvirksomhed - Transportvirksomhed - Transportvirksomhed - Transport, pakhus, oplagringsv.
Tjenesteydelser
- Adm. og liberale erhverv
- Anden servicevirksomhed
- Tjenesteydelser - Restaurations- og
hotelvirksomhed
- Reparation og anden
servicevirksomhed
- Private tjenesteydelser
- Offentlige ydelser m.m.
- Post, telegraf og telefon
- Restaurations og hotelvirksomhed
- Undervisning
- Sundhedsvæsen
- Socialvæsen
- Offentlige ydelser, adm. i øvrigt
- Tjenesteydelser i øvrigt
- Autohandel, service m.m.
- Engroshandel undt. biler
- Detailhandel og rep.
- Finansiering og forsikring
- Udlejning og ejendomsformidling
- Forretningsservice
- Transport
- Post og tele
- Hoteller og restauranter
- Foreninger, kultur og renovation
- Offentlig adm.
- Undervisning
- Sundhedsvæsen
- Sociale institutioner
Uoplyst erhverv - Uoplyst erhverv - Uoplyst erhverv - Uoplyst erhverv - Uoplyst erhverv - Uoplyst aktivitet
(Kilde: Diverse årgange af Statistiks Tableværk samt www.statistikbanken.dk)
106

BILAG 2: Brancheinddeling for industri- og servicesektorerne udført efter Danmarks Statistiks erhvervsdefinitioner 1960-2001.
Industri
Benyttet gruppering 1960-1970 1976-1981 1986-1991 1996-2001
Nærings- og nydelsesmiddelindustri
Tekstil- og beklædningsindustri
Træ, møbel, grafisk og anden industri
Kemisk industri
- Næringsmiddelindustri
- Drikkevareindustri
- Tobaksindustri
- Tekstilindustri
- Beklædningsindustri
- Garveri og lædervareindustri
- Træ- og korkvareindustri
- Fremstilling af møbler m.v.
- Papir- og papirvareindustri
- Grafisk industri
- Anden fremstillingsvirksomhed
- Fabrikation u.n.a.
- Gummiindustri
- Kemisk industri
- Mineralolieindustri m.v.
- - Nærings og
nydelsesmiddelindustri
- Føde, drikke, tobaksindustri
- - Tekstil, beklæd. og læderindustri - Tekstil og læderindustri
- - Træ og møbelindustri
- Papir og grafisk industri
- Anden og uoplyst industri
- Træ, papir og grafisk industri
- Møbel og anden industri
- - Kemisk industri - Kemisk industri
Sten-, ler- og glasindustri - Sten-, ler-, glasindustri - - Sten, ler og glasindustri - Sten, ler og glasindustri
Jern- og metalindustri
- Jern og metalindustri
- Jern- og stålværker
- Metalvareindustri
- Maskinfabrik og -værksted
- Elektromekanisk industri
- Transportmiddelindustri
(Kilde: Diverse årgange af Statistiks Tableværk samt www.statistikbanken.dk)
- - Jern og metalværker og støberier
- Jern og metalindustri
107

BILAG 2: Brancheinddeling for industri- og servicesektorerne udført efter Danmarks Statistiks erhvervsdefinitioner 1960-2001.
(fortsat)
Handel og service
1960-1970 1976 1981 1986-1991 1996-2001
Engroshandel - Engroshandel - Engroshandel - Engroshandel - Engroshandel og vareformidling - Autohandel, service m.m.
- Engroshandel undt. biler
Detailhandel - Detailhandel - Detailhandel - Detailhandel - Detailhandel med dagligvarer
- Detailhandel med tekstil
- Detailhandel, andre
udsalgsvarer
Finansvirksomhed og
forretningsservice
- Pengeinstitut m.v.
- Andre liberale erhverv
- Finansieringsvirksomhed og
forretningsservice
- Finansieringsvirksomhed og
forretningsservice
Transportvirksomhed - Transportvirksomhed - Transportvirksomhed - Transport, pakhus m.v.
- Post, telegraf og telefon
Hotel, restauration og
- Hotel, restauration m.v.
- Anden servicevirksomhed
anden servicevirksomhed
- Rengøring m.v.
Offentlig service
- Offentlig administration
- Undervisning, kirke m.v.
- Sundhedsvæsen m.v.
- Restaurations- og
hotelvirksomhed
- Reparation og anden
servicevirksomhed
- Private tjenesteydelser
- Staten
- Kommuner, amter
- Andre offentlige
tjenesteydelser
(Kilde: Diverse årgange af Statistiks Tabelværk samt www.statistikbanken.dk)
- Restaurations- og
hotelvirksomhed
- Reparation og personlig
service
- Undervisning
- Sundhed og socialvæsen
- Tjenesteydelser i øvrigt
- Bank og finansieringsvirksomhed
- Forsikringsvirksomhed
- Ejendomsadministration og
forretningsservice
- Transport
- Post og tele
- Restaurations- og
hotelvirksomhed
- Tjenesteydelser i øvrigt
- Undervisning
- Sundhedsvæsen
- Socialvæsen
- Offentlige ydelser,
administration i øvrigt
- Detailhandel og reparation
- Finansiering og forsikring
- Udlejning og ejendomsformidling
- Forretningsservice
- Transport
- Post og tele
- Hoteller og restauranter
- Foreninger, kultur og renovation
- Offentlig administration
- Undervisning
- Sundhedsvæsen
- Sociale institutioner
108

BILAG 3: KØBSTÆDERNES ERHVERVSFORDELINGER FORDELT PÅ BYKLASSER 1960-2001 (4 sider)
Relativ udvikling til venstre: Procentandel af hhv. ’Industri i alt’ og ’Service i alt’. For ’Industri i alt’ og ’Service i alt’ er angivet procentandelen af den samlede danske
beskæftigelse det enkelt år. Absolut udvikling til højre. (Kilde: Diverse årgange af Statistiks Tableværk samt www.statistikbanken.dk)
Nærings- og nydelsesmiddelindustri
109
Nærings- og nydelsesmiddelindustri
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
500.000 15,2 14,7 15,4 15,4 - - 18,4 16,3 16,9 15,9 25.103 21.016 17.428 16.394 - - 6.675 4.791 4.917 3.984
Tekstil- og beklædningsindustri
Tekstil- og beklædningsindustri
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
500.000 16,7 13,6 8,8 8,8 - - 3,7 2,7 1,9 2,4 27.454 19.446 9.943 9.312 - - 1.338 781 547 598
Træ, møbel, grafisk og anden industri
Træ, møbel, grafisk og anden industri
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
500.000 24,9 26,1 28,7 28,6 - - 26,0 28,6 41,8 44,9 40.964 37.428 32.478 30.377 - - 9.455 8.436 12.145 11.220
Kemisk industri
Kemisk industri
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001

255.999-64.000 3,8 4,5 4,5 4,5 - - 5,5 5,9 5,2 4,8 2.479 3.426 3.508 3.908 - - 3.422 3.492 3.220 2.689
>500.000 5,5 6,1 6,8 6,7 - - 11,7 13,4 11,8 13,0 9.142 8.766 7.713 7.149 - - 4.242 3.962 3.429 3.254
Sten-, ler-, glasindustri
Sten-, ler-, glasindustri
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
500.000 2,1 2,5 2,9 2,9 - - 3,8 3,3 3,7 4,4 3.531 3.588 3.314 3.115 - - 1.367 959 1.065 1.106
Jern- og metalindustri
Jern- og metalindustri
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
500.000 35,5 37,1 37,3 37,5 - - 36,5 35,8 23,9 19,3 58.527 53.196 42.131 39.872 - - 13.248 10.537 6.960 4.822
Industri i alt
Industri i alt
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
500.000 30,9 35,9 27,9 28,9 20,4 16,3 13,5 11,3 8,4 6,6 164.721 143.440 113.007 106.219 64.444 48.715 36.325 29.466 29.063 24.984
Service i alt
Service i alt
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001

500.000 45,3 57,5 61,2 60,1 71,5 74,3 80,1 83,6 87,1 89,3 241.454 229.697 248.151 221.068 226.100 222.381 216.243 217.817 302.007 335.888
Engroshandel
Engroshandel
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
500.000 9,7 10,6 10,0 9,7 10,1 9,1 7,8 7,0 6,6 5,9 23.430 24.432 24.878 21.452 22.892 20.134 16.796 15.314 20.051 19.916
Detailhandel
Detailhandel
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
500.000 17,8 17,4 14,7 15,0 11,2 9,8 8,6 7,6 7,5 7,2 42.970 40.053 36.587 33.270 25.223 21.850 18.513 16.470 22.553 24.073
Finansieringsvirksomhed og forretningsservice
Finansieringsvirksomhed og forretningsservice
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
500.000 12,9 11,7 13,5 12,9 12,2 11,7 14,5 16,6 23,4 26,8 31.080 26.884 33.402 28.527 27.481 25.980 31.256 36.144 70.815 90.076
Transport, post og tele
Transport, post og tele
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
500.000 19,4 15,4 13,8 14,5 12,6 12,6 11,9 11,5 9,8 9,5 46.815 35.408 34.233 31.951 28.531 28.072 25.663 24.955 29.589 31.927
111

Hotel, restauration og anden servicevirksomhed
Hotel, restauration og anden servicevirksomhed
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
500.000 15,0 15,6 12,9 13,5 13,3 7,3 13,0 14,0 14,5 15,1 36.298 35.910 32.109 29.857 30.044 16.181 28.022 30.491 43.822 50.625
Offentlig service
Offentlig service
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
500.000 25,2 29,2 35,0 34,4 40,7 49,5 44,4 43,4 38,1 35,5 60.861 67.010 86.942 76.011 91.929 110.164 95.993 94.443 115.177 119.271
112

BILAG 4: KØBSTÆDERNES ERHVERVSFORDELINGER REGIONALT FORDELT 1960-2001 (5 sider)
Relativ udvikling til venstre: Procentandel af hhv. ’Industri i alt’ og ’Service i alt’. For ’Industri i alt’ og ’Service i alt’ er angivet procentandelen af den samlede danske
beskæftigelse det enkelt år. Absolut udvikling til højre. (Kilde: Diverse årgange af Statistiks Tableværk samt www.statistikbanken.dk)
Nærings- og nydelsesmiddelindustri
113
Nærings- og nydelsesmiddelindustri
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Nordøstsjælland 15,2 14,7 15,3 15,1 - - 16,9 15,3 16,5 14,6 27.866 24.102 20.492 20.128 - - 9.577 7.489 7.665 6.123
Nordvestsjælland 25,1 21,9 19,9 19,3 - - 22,1 21,5 27,2 28,8 2.815 2.910 2.879 3.813 - - 3.278 3.148 4.206 4.566
Sydsjælland og øer 29,3 27,3 23,0 23,5 - - 27,9 27,5 27,5 25,8 4.902 4.919 3.999 6.180 - - 5.583 5.197 4.062 3.598
Fyn 19,0 18,5 18,8 19,1 - - 18,7 18,3 20,2 19,8 6.936 6.878 6.529 8.453 - - 5.998 5.803 5.696 4.864
Sønder- og Vestjylland 28,7 24,8 21,2 18,9 - - 19,3 20,0 18,3 17,1 8.424 8.430 7.436 9.445 - - 9.272 10.077 10.034 9.227
Østjylland 20,9 19,3 19,7 19,5 - - 21,3 19,7 20,6 20,3 12.591 14.618 14.007 16.368 - - 14.440 13.070 14.919 14.082
Nordjylland 28,0 25,6 22,6 24,2 - - 23,9 23,5 22,5 22,8 10.205 9.981 8.308 9.795 - - 10.546 10.213 10.586 10.089
Tekstil- og beklædningsindustri
Tekstil- og beklædningsindustri
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Nordøstsjælland 15,8 12,8 8,2 8,1 - - 3,0 2,3 1,8 1,9 29.043 20.980 11.083 10.821 - - 1.719 1.145 816 805
Nordvestsjælland 6,9 7,8 7,3 7,1 - - 3,7 3,3 1,8 1,5 774 1.035 1.052 1.392 - - 546 483 283 232
Sydsjælland og øer 6,6 8,1 7,5 7,4 - - 3,5 2,8 2,8 1,8 1.101 1.468 1.303 1.951 - - 711 535 408 245
Fyn 15,2 15,0 12,2 11,4 - - 6,2 5,1 3,7 3,3 5.553 5.594 4.239 5.075 - - 1.985 1.624 1.043 798
Sønder- og Vestjylland 20,5 20,0 19,8 19,0 - - 17,7 12,9 8,4 5,6 6.016 6.798 6.929 9.461 - - 8.490 6.476 4.626 3.009
Østjylland 19,9 17,8 15,4 15,1 - - 8,8 6,1 3,8 2,6 11.967 13.503 10.904 12.661 - - 5.933 4.047 2.779 1.822
Nordjylland 11,8 10,5 9,7 8,2 - - 6,2 4,5 3,9 3,0 4.297 4.096 3.582 3.330 - - 2.735 1.964 1.834 1.349
Træ, møbel, grafisk og anden industri
Træ, møbel, grafisk og anden industri
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Nordøstsjælland 24,3 25,6 28,1 27,9 - - 23,5 24,8 32,7 33,7 44.704 41.963 37.785 37.259 - - 13.298 12.145 15.241 14.104
Nordvestsjælland 29,5 26,7 24,7 23,6 - - 20,3 21,0 17,0 14,8 3.311 3.547 3.580 4.652 - - 3.013 3.070 2.634 2.351
Sydsjælland og øer 26,5 24,6 25,6 25,5 - - 21,3 21,3 24,5 23,7 4.426 4.435 4.459 6.703 - - 4.276 4.021 3.618 3.303
Fyn 18,9 18,9 18,9 18,8 - - 17,4 19,0 19,7 18,1 6.918 7.028 6.553 8.350 - - 5.562 6.002 5.557 4.442
Sønder- og Vestjylland 17,3 17,0 16,7 15,9 - - 14,7 16,2 16,2 17,5 5.089 5.767 5.848 7.931 - - 7.056 8.167 8.861 9.434
Østjylland 23,4 23,4 24,9 24,4 - - 23,5 26,3 22,8 22,9 14.122 17.737 17.661 20.545 - - 15.918 17.402 16.466 15.947

Nordjylland 17,9 17,6 17,8 18,3 - - 15,3 18,1 19,6 21,0 6.532 6.862 6.550 7.385 - - 6.759 7.880 9.227 9.305
Kemisk industri
Kemisk industri
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Nordøstsjælland 6,1 6,3 7,0 7,0 - - 13,6 15,6 17,6 20,5 11.249 10.391 9.360 9.342 - - 7.701 7.636 8.211 8.568
Nordvestsjælland 4,7 6,1 5,6 6,1 - - 11,1 14,0 18,3 19,1 527 813 817 1.205 - - 1.649 2.052 2.835 3.027
Sydsjælland og øer 1,6 1,4 1,7 2,1 - - 6,1 6,6 5,8 5,6 262 254 303 545 - - 1.222 1.251 857 787
Fyn 2,0 3,3 3,4 3,2 - - 7,5 7,9 8,1 7,8 714 1.228 1.182 1.425 - - 2.402 2.516 2.281 1.905
Sønder- og Vestjylland 2,2 2,1 2,1 2,0 - - 4,0 5,0 3,5 3,8 634 709 742 1.007 - - 1.900 2.534 1.920 2.029
Østjylland 4,3 4,8 4,8 4,6 - - 7,3 7,4 8,3 8,8 2.587 3.631 3.410 3.864 - - 4.913 4.923 6.038 6.088
Nordjylland 3,1 3,2 2,9 2,9 - - 3,5 4,1 4,6 4,9 1.121 1.245 1.074 1.159 - - 1.555 1.761 2.180 2.167
Sten-, ler-, glasindustri
Sten-, ler-, glasindustri
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Nordøstsjælland 2,3 2,8 3,4 3,7 - - 4,6 3,8 3,8 4,1 4.264 4.661 4.594 4.910 - - 2.617 1.835 1.759 1.701
Nordvestsjælland 5,3 6,1 7,1 7,4 - - 5,2 4,7 3,3 3,6 596 809 1.034 1.451 - - 773 686 509 578
Sydsjælland og øer 6,2 6,0 5,4 6,5 - - 7,3 7,8 4,8 5,1 1.042 1.089 932 1.717 - - 1.455 1.475 708 706
Fyn 1,7 1,8 1,8 1,9 - - 1,3 1,2 2,2 2,1 607 684 627 830 - - 430 371 621 510
Sønder- og Vestjylland 1,8 2,0 1,7 2,0 - - 2,3 2,3 2,6 2,7 516 667 590 993 - - 1.087 1.143 1.439 1.451
Østjylland 1,7 1,9 2,2 3,0 - - 2,2 2,1 2,6 2,6 1.032 1.475 1.562 2.544 - - 1.500 1.390 1.859 1.798
Nordjylland 8,6 8,9 8,8 10,2 - - 7,1 6,5 7,8 8,5 3.134 3.461 3.251 4.140 - - 3.147 2.830 3.659 3.748
Jern- og metalindustri
Jern- og metalindustri
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Nordøstsjælland 36,2 37,7 38,0 38,2 - - 38,2 38,1 27,6 25,2 66.487 61.885 51.027 50.885 - - 21.618 18.631 12.870 10.531
Nordvestsjælland 28,5 31,3 35,4 36,6 - - 37,6 35,4 32,3 32,2 3.193 4.157 5.124 7.227 - - 5.582 5.181 4.993 5.112
Sydsjælland og øer 29,8 32,6 36,8 35,1 - - 33,9 34,0 34,7 38,0 4.972 5.871 6.413 9.235 - - 6.786 6.431 5.123 5.303
Fyn 43,3 42,6 44,8 45,6 - - 48,9 48,5 46,0 48,9 15.856 15.865 15.554 20.214 - - 15.655 15.342 12.970 12.003
Sønder- og Vestjylland 29,5 34,2 38,5 42,2 - - 42,0 43,6 51,0 53,5 8.663 11.604 13.498 21.060 - - 20.118 21.966 27.982 28.893
Østjylland 29,8 32,6 33,1 33,4 - - 37,0 38,4 41,8 42,8 17.954 24.702 23.483 28.096 - - 25.058 25.438 30.256 29.784
Nordjylland 30,6 34,3 38,1 36,1 - - 43,9 43,3 41,5 39,8 11.161 13.380 14.021 14.592 - - 19.346 18.824 19.484 17.595
Industri i alt
Industri i alt
114

1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Nordøstsjælland 31,5 35,5 28,1 28,9 15,7 15,3 14,7 13,0 10,2 8,5 183.613 163.982 134.341 133.345 23.796 21.731 56.530 48.881 46.562 41.832
Nordvestsjælland 30,0 30,4 29,5 27,9 20,9 18,7 17,8 17,4 17,6 18,1 11.216 13.271 14.486 19.740 16.136 15.444 14.841 14.620 15.460 15.866
Sydsjælland og øer 32,5 30,9 28,5 26,0 21,2 19,1 18,2 17,7 14,5 14,8 16.705 18.036 17.409 26.331 22.509 21.286 20.033 18.910 14.776 13.942
Fyn 40,0 37,3 34,6 32,9 26,0 21,5 21,0 20,6 17,6 15,0 36.584 37.277 34.684 44.347 37.354 32.146 32.032 31.658 28.168 24.522
Sønder- og Vestjylland 34,6 34,2 32,9 31,2 25,7 23,8 24,4 25,5 25,0 24,4 29.342 33.975 35.043 49.897 45.388 44.641 47.923 50.363 54.862 54.043
Østjylland 32,9 36,2 32,7 31,4 23,7 21,5 21,0 20,2 19,5 17,7 60.253 75.666 71.027 84.078 69.214 66.317 67.762 66.270 72.317 69.521
Nordjylland 33,8 32,3 30,2 26,5 21,7 19,9 20,4 20,5 20,2 18,5 36.450 39.025 36.786 40.401 43.757 41.947 44.088 43.472 46.970 44.253
Service i alt
Service i alt
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Nordøstsjælland 45,6 56,8 60,4 58,7 69,6 72,4 77,6 80,6 84,6 86,6 266.035 261.880 288.979 270.865 292.902 296.292 299.128 302.722 385.481 425.926
Nordvestsjælland 54,7 53,9 54,9 48,2 59,4 61,7 66,3 68,4 69,3 70,4 20.417 23.510 26.940 34.078 45.786 50.834 55.419 57.642 60.735 61.602
Sydsjælland og øer 51,3 51,0 53,7 46,0 54,5 58,3 63,4 67,0 71,2 73,0 26.395 29.801 32.842 46.496 57.913 64.913 69.858 71.386 73.522 73.611
Fyn 47,8 48,1 51,4 47,1 57,3 61,0 65,2 67,4 71,1 73,7 43.755 48.142 51.511 63.523 82.317 91.121 99.493 103.376 113.689 121.060
Sønder- og Vestjylland 52,2 51,8 55,0 46,9 56,3 60,2 63,5 65,2 66,3 67,8 44.271 51.478 58.590 74.921 99.442 113.057 124.438 128.673 145.307 149.980
Østjylland 44,5 50,4 53,6 52,4 62,1 63,9 68,0 70,6 71,7 73,8 81.481 105.417 116.461 140.008 181.747 196.773 219.314 231.259 265.877 289.151
Nordjylland 49,8 50,5 54,1 46,3 54,9 57,9 63,3 65,9 68,3 70,8 53.790 60.977 65.961 70.543 110.685 121.945 136.923 139.855 158.570 169.708
Engroshandel
Engroshandel
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Nordøstsjælland 9,4 10,3 9,8 9,5 10,0 9,1 8,1 7,5 7,3 6,8 24.975 27.052 28.213 25.599 29.201 26.883 24.111 22.817 28.250 28.892
Nordvestsjælland 7,4 9,0 8,3 8,2 9,0 8,7 7,8 7,6 10,3 10,4 1.519 2.126 2.227 2.778 4.114 4.418 4.310 4.378 6.284 6.429
Sydsjælland og øer 7,5 9,1 8,0 8,3 8,2 7,5 6,5 6,4 8,3 7,9 1.974 2.701 2.632 3.863 4.730 4.873 4.555 4.538 6.124 5.843
Fyn 11,6 12,8 10,8 10,8 9,5 9,1 8,0 8,0 10,8 10,4 5.079 6.173 5.569 6.850 7.825 8.291 7.924 8.313 12.324 12.602
Sønder- og Vestjylland 9,6 11,4 9,9 9,9 10,1 9,3 8,8 8,4 12,0 12,0 4.249 5.853 5.776 7.393 10.076 10.490 10.894 10.852 17.426 18.046
Østjylland 10,4 12,0 10,4 10,2 10,8 10,5 9,6 9,6 13,0 12,7 8.493 12.679 12.081 14.292 19.669 20.611 21.140 22.212 34.577 36.707
Nordjylland 10,5 11,1 9,5 9,6 9,2 9,0 8,1 8,2 10,9 10,6 5.639 6.781 6.248 6.744 10.132 10.929 11.059 11.529 17.284 18.022
Detailhandel
Detailhandel
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Nordøstsjælland 18,1 17,6 14,9 15,2 11,7 10,6 9,7 8,7 8,1 7,9 48.160 46.159 43.059 41.086 34.295 31.457 28.879 26.363 31.183 33.714
115

Nordvestsjælland 22,4 19,6 18,3 18,1 15,2 14,1 12,8 11,9 10,7 11,5 4.574 4.607 4.920 6.164 6.939 7.179 7.116 6.887 6.481 7.055
Sydsjælland og øer 23,7 20,3 18,5 18,5 16,2 15,0 13,9 13,4 11,8 12,5 6.258 6.060 6.060 8.582 9.367 9.716 9.707 9.562 8.712 9.180
Fyn 22,6 20,7 18,8 18,7 15,2 14,0 12,8 11,7 10,9 11,1 9.907 9.961 9.706 11.868 12.504 12.787 12.689 12.116 12.437 13.389
Sønder- og Vestjylland 23,6 21,1 19,6 19,3 16,4 14,9 14,1 12,9 11,1 11,0 10.470 10.887 11.457 14.485 16.307 16.902 17.547 16.539 16.058 16.505
Østjylland 21,6 20,0 18,1 17,4 14,6 12,7 12,0 11,1 10,6 10,4 17.615 21.042 21.029 24.414 26.476 24.958 26.285 25.700 28.074 29.957
Nordjylland 23,1 21,3 18,7 19,1 15,6 14,5 13,3 12,8 10,6 10,7 12.429 12.981 12.358 13.503 17.285 17.653 18.214 17.911 16.819 18.212
Finansieringsvirksomhed og forretningsservice
Finansieringsvirksomhed og forretningsservice
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Nordøstsjælland 12,7 11,5 13,3 12,7 12,2 11,6 14,0 15,9 21,4 24,3 33.725 30.244 38.330 34.495 35.649 34.443 41.744 48.210 82.306 103.640
Nordvestsjælland 7,5 7,1 8,3 8,0 9,2 11,1 9,4 10,6 11,6 12,9 1.528 1.659 2.230 2.742 4.206 5.648 5.205 6.089 7.030 7.948
Sydsjælland og øer 8,3 7,4 8,2 7,9 8,9 7,8 8,9 9,2 10,3 11,3 2.191 2.199 2.705 3.652 5.141 5.084 6.224 6.564 7.563 8.333
Fyn 9,0 8,1 9,2 8,9 10,7 9,8 10,3 10,5 13,5 15,9 3.947 3.877 4.748 5.656 8.837 8.938 10.282 10.846 15.365 19.236
Sønder- og Vestjylland 8,8 8,2 9,2 8,7 10,0 9,4 10,8 11,2 13,1 14,1 3.904 4.205 5.416 6.543 9.951 10.597 13.391 14.399 19.043 21.186
Østjylland 8,7 9,1 10,4 10,0 11,4 10,5 11,7 12,9 15,5 17,8 7.101 9.626 12.167 14.065 20.636 20.565 25.654 29.827 41.242 51.368
Nordjylland 9,1 8,5 9,6 9,3 10,7 9,7 10,4 10,7 13,0 14,4 4.911 5.171 6.330 6.554 11.878 11.862 14.272 14.913 20.656 24.474
Transport, post og tele
Transport, post og tele
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Nordøstsjælland 19,1 15,2 13,6 14,1 12,1 11,9 11,3 10,9 9,2 8,8 50.812 39.811 39.299 38.129 35.546 35.228 33.740 33.082 35.622 37.466
Nordvestsjælland 19,6 17,5 14,9 15,8 12,6 11,2 11,4 11,3 9,2 7,3 3.998 4.108 4.022 5.370 5.754 5.707 6.337 6.514 5.582 4.507
Sydsjælland og øer 16,8 15,0 13,6 13,9 10,8 9,8 11,1 11,6 8,9 7,5 4.438 4.469 4.454 6.458 6.254 6.348 7.739 8.309 6.533 5.534
Fyn 17,2 15,0 12,9 13,2 11,0 9,1 10,4 10,3 7,8 6,3 7.536 7.220 6.643 8.357 9.079 8.337 10.336 10.674 8.829 7.648
Sønder- og Vestjylland 18,1 15,1 13,8 13,8 11,7 9,4 10,0 10,1 8,8 8,3 8.029 7.751 8.090 10.321 11.593 10.571 12.461 12.983 12.793 12.408
Østjylland 19,9 14,8 13,5 13,1 10,9 10,7 10,7 10,7 9,4 9,5 16.227 15.591 15.709 18.286 19.871 21.060 23.573 24.701 24.982 27.514
Nordjylland 16,3 13,8 12,1 13,1 9,6 8,2 8,5 8,4 7,2 6,9 8.745 8.408 7.991 9.269 10.601 9.997 11.618 11.810 11.343 11.645
Hotel, restauration og anden servicevirksomhed
Hotel, restauration og anden servicevirksomhed
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Nordøstsjælland 14,9 15,3 12,6 13,0 12,8 7,0 12,3 13,2 13,4 13,9 39.694 40.117 36.521 35.314 37.462 20.702 36.688 39.832 51.567 59.113
Nordvestsjælland 13,4 13,1 11,3 11,0 11,3 7,5 10,9 11,6 10,8 9,4 2.735 3.079 3.044 3.746 5.169 3.797 6.060 6.678 6.560 5.770
Sydsjælland og øer 13,6 13,8 12,1 12,2 12,4 8,0 11,4 11,8 12,3 11,9 3.588 4.121 3.975 5.673 7.192 5.221 7.938 8.433 9.060 8.746
116

Fyn 13,9 14,1 12,0 11,9 11,9 7,3 11,0 11,6 11,5 11,9 6.094 6.790 6.200 7.578 9.761 6.622 10.897 11.952 13.045 14.365
Sønder- og Vestjylland 13,2 13,3 11,4 11,1 11,8 6,9 10,7 11,3 10,6 10,7 5.856 6.864 6.687 8.335 11.742 7.852 13.362 14.595 15.454 16.111
Østjylland 13,5 13,4 11,8 11,3 11,8 6,6 11,1 11,1 10,0 9,8 11.030 14.120 13.784 15.802 21.503 13.029 24.411 25.631 26.708 28.358
Nordjylland 13,4 13,3 11,8 11,5 11,7 7,2 11,0 12,1 10,7 10,6 7.186 8.084 7.780 8.118 12.921 8.821 15.000 16.911 16.904 18.004
Offentlig service
Offentlig service
1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001 1960 1965 1970 1970K 1976 1981 1986 1991 1996 2001
Nordøstsjælland 25,8 30,0 35,8 35,5 41,2 49,8 44,8 43,7 40,6 38,3 68.669 78.497 103.557 96.242 120.749 147.579 133.966 132.418 156.553 163.101
Nordvestsjælland 29,7 33,7 39,0 39,0 42,8 47,4 47,6 47,0 47,4 48,5 6.063 7.931 10.497 13.278 19.604 24.085 26.391 27.096 28.798 29.893
Sydsjælland og øer 30,1 34,4 39,6 39,3 43,6 51,9 48,2 47,6 48,3 48,9 7.946 10.251 13.016 18.268 25.229 33.671 33.695 33.980 35.530 35.975
Fyn 25,6 29,3 36,2 36,5 41,7 50,6 47,6 47,9 45,5 44,5 11.192 14.121 18.645 23.214 34.311 46.146 47.365 49.475 51.689 53.820
Sønder- og Vestjylland 26,6 30,9 36,1 37,2 40,0 50,1 45,6 46,1 44,4 43,8 11.763 15.918 21.164 27.844 39.773 56.645 56.783 59.305 64.533 65.724
Østjylland 25,8 30,7 35,8 38,0 40,5 49,1 44,8 44,6 41,5 39,9 21.015 32.359 41.691 53.149 73.592 96.550 98.251 103.188 110.294 115.247
Nordjylland 27,7 32,1 38,3 37,4 43,2 51,4 48,8 47,8 47,7 46,8 14.880 19.552 25.254 26.355 47.868 62.683 66.760 66.781 75.564 79.351
117