Pesticider -med eksempel i Roundup - Centre for Environmental ...

0LOM¡O UHSURMHNW
3HVWLFLGHU
PHGHNVHPSHOL5RXQGXS
DI
9LEHÃ%HUWHOVHQÃPLOM¡WHNQLNNHU
.ULVWLQHÃ+RUQÃ3HGHUVHQÃELRORJLVWXGHUHQGH
&KULVWLDQÃ6FKRXÃELRORJLVWXGHUHQGH
.DUHQÃ0DULHÃ6LQGEHUJÃVWDWVNXQGVNDEVVWXGHUHQGH
9HMOHGHUÃ-HQVÃ'\ENM UÃ+ROEHFKÃ&DQGÃVFLHQW

0,/-‘Ã/ 5(
AARHUS UNIVERSITET
)LQODQGVJDGHÃ
ÃcUKXVÃ1
(19,5210(17$/Ã&2856(
AARHUS UNIVERSITY
)LQODQGVJDGHÃ
'.Ã$$5+86Ã1
'(10$5.
e-mailaddress:
birkmose@biology.au.dk
8GJLYHU
7U\N
$QWDO
,6%1
0LOM¡O UHÃIHEUXDUÃ
)\VLVNÃ,QVWLWXWÃ$DUKXVÃ8QLYHUVLWHW

3HVWLFLGHU
PHGHNVHPSHOL5RXQGXS
DI
9LEHÃ%HUWHOVHQÃPLOM¡WHNQLNNHU
.ULVWLQHÃ+RUQÃ3HGHUVHQÃELRORJLVWXGHUHQGH
&KULVWLDQÃ6FKRXÃELRORJLVWXGHUHQGH
.DUHQÃ0DULHÃ6LQGEHUJÃVWDWVNXQGVNDEVVWXGHUHQGH
9HMOHGHUÃ-HQVÃ'\ENM UÃ+ROEHFKÃ&DQGÃVFLHQW

)RURUG
Denne opgave er en eksamensopgave skrevet ved universitetkurset, Miljølære. Dette fag
udbydes også som videreuddannelseskursus for færdiguddannede miljøteknikkere, ingeniører
o.a. Kurset er opbygget som et tværfagligt kursus, hvor der i et semester undervises i diverse
faglige aspekter af miljøproblematikker, som f.eks. dækker miljøret, geologi, biologi, offentlig
regulering m.m. Gennem undervisningsforløbet blev holdet bestående af 24 kursister delt op i
grupper af fire som eksamenshold. Vores hold består af en miljøteknikker, Vibe Bertelsen, en
statskundskabsstuderende Karen Marie Sindberg og to biologistuderende, Kristine Horn
Pedersen og Christian Schou. Vi fattede i løbet af efteråret interesse for brugen af pesticider i
det danske samfund og valgte dette emne til denne opgave. Interessen blev især vagt af
muligheden for at opnå en høj grad af tværfaglighed.

,QGKROGVIRUWHJQHOVH
Ã,1'/('1,1*
Ã(1Ã+,6725,6.Ã*(11(0*$1*Ã$)Ã'(7Ã+(56.(1'(Ã1$7856

8.1. METODER TIL BESKYTTELSE AF GRUNDVAND................................................................ 31
Ã5(*8/(5,1*Ã$)Ã3(67,&,'$19(1'(/6(1
9.1. FORSIGTIGHEDSPRINCIPPET.......................................................................................... 34
9.2. REGULERINGEN GENNEM TIDERNE................................................................................ 35
9.3. POLITISKE INITIATIVER................................................................................................. 35
Ã3HVWLFLGKDQGOLQJVSODQHQVÃHIIHNW
9.4. KEMIKALIELOVEN........................................................................................................ 37
Ã.HPLNDOLHORYHQVÃIRUPnOÃRJÃRPUnGH
Ã5HJXOHULQJÃLÃI¡OJHÃNHPLNDOLHORYHQ
9.5. EU-LOVGIVNING VEDRØRENDE BEKÆMPELSESMIDLER.................................................. 39
Ã%DJJUXQGHQÃIRUÃ(8GLUHNWLYHWÃ(‘)
Ã'LUHNWLYHWVÃY VHQWOLJVWHÃLQGKROG
9.6. DANSK LOVGIVNING SAMMENHOLDT MED EU-LOVGIVNINGEN...................................... 41
9.7. GODKENDELSESORDNINGEN ........................................................................................ 42
Ã'HQÃQXY UHQGHÃJRGNHQGHOVHVRUGQLQJ
Ã.ODJHDGJDQJ
Ã(QVDUWHGHÃSULQFLSSHUÃLÃI¡OJHÃ(8
Ã2YHUJDQJVRUGQLQJHQ
Ã.RPPHQWDUHUÃWLOÃJRGNHQGHOVHQVRUGQLQJHQ
9.8. TESTKRAV VED GODKENDELSE AF PESTICIDER .............................................................. 46
Ã7HVWNUDYÃYHGÃDQV¡JQLQJÃRPÃJRGNHQGHOVHÃDIÃEHN PSHOVHVPLGOHU
Ã.RPPHQWDUHUÃWLOÃWHVWNUDYÃIRUÃJRGNHQGHOVHÃDIÃSODQWHEHVN\WWHOVHVPLGOHU
9.9. KLASSIFICERING AF BEKÆMPELSESMIDLER ................................................................... 54
9.10. GODKENDELSE OG KLASSIFICERING AF ROUNDUP ....................................................... 56
9.11. GRØNNE AFGIFTER..................................................................................................... 57
ÑNRQRPLVNHÃVW\ULQJVPLGOHUÃNRQWUDÃWUDGLWLRQHOOHÃVW\ULQJVPLGOHU
Ã/RYÃRPÃDIJLIWÃDIÃEHN PSHOVHVPLGOHU
9.12. GRÆNSEVÆRDIER FOR PESTICIDER I LEVNEDSMIDLER OG DRIKKEVAND....................... 58
Ã)DVWV WWHOVHÃDIÃJU QVHY UGLHUÃIRUÃSHVWLFLGHUÃLÃOHYQHGVPLGOHU
Ã)DVWV WWHOVHÃDIÃJU QVHY UGLHUÃIRUÃSHVWLFLGHUÃLÃGULNNHYDQG
Ã3UREOHPDWLNNHUÃRPNULQJÃGHQÃVXQGKHGVP VVLJHÃYXUGHULQJÃDIÃSHVWLFLGHUÃL

GULNNHYDQGÃRJÃOHYQHGVPLGOHU
9.13. FORSIGTIGHEDSPRINCIPPET OG ANVENDELSEN AF PESTICIDER ..................................... 62
9.14. OPSAMLING PÅ REGULERINGSAFSNITTET .................................................................... 63
Ã0XOLJHÃDOWHUQDWLYHUÃWLOÃGHQÃQXY UHQGHÃUHJXOHULQJ
Ã*(163/(-61,1*ñÃ(1Ã1

Ã,QGOHGQLQJ
I de senere år er debatten omkring brugen af pesticider intensiveret voldsomt. Dette er
hovedsageligt sket som følge af pesticidrester i vort grundvand. Debatten rummer mange
forskellige holdninger. Bl.a. er der blevet sået tvivl om, hvorvidt den nuværende regulering af
pesticidanvendelsen er fyldestgørende. Et væsentligt element i debatten har været, om
forsigtighedsprincippet benyttes tilstrækkeligt og rigtigt i reguleringen.
Umiddelbart er det mest velkendte pesticid Roundup, der i Danmark er blevet benyttet til
bekæmpelse af uønskede planter i de sidste 20 år. Midlet anvendes stadig i landbrugserhvervet, i
private haver samt andre steder. En af årsagerne til den udbredte anvendelse kan være, at det
fremsættes som værende let nedbrydeligt og ugiftigt for mennesker. Vi vil i gennem opgaven
eksemplificere de forskellige afsnits problemstillinger ved at se på Roundup. Desuden vil vi
forsøge at belyse, hvorvidt påstanden om Roundups ugiftighed holder stik.
Indledningsvis gennemgås de forskellige natursyn, der har været fremherskende i Europa
igennem de sidste årtusinder. Herved vil vi forsøge at belyse vor nutids natursyn. Vi vil lede
efter andre natursyn, der er foreslået men forsvundet gennem tidsperioden. Vi vil forsøge at
finde belæg i nutidens natursyn for brugen af de mange pesticider. Desuden vil vi se på, om vor
natur ville lide mindre overlast, hvis vi havde et andet natursyn.
Efter en kort definition af de vigtigste pesticidbegreber, vi vil benytte i opgaven, ser vi på den
historiske udvikling i pesticidforbruget i Danmark. Herunder hvilke behandlingsmetoder der
benyttes, samt udviklingen i salget af pesticider. Herefter følger en gennemgang af
virkemekanismerne for generelle ukrudtsmidler, herunder Roundup, da vi finder det nødvendigt
for de efterfølgende afsnit.
Hvorledes der kan ske en spredning af pesticider i miljøet, er det næste, vi vil behandle.
Herunder belyses, hvorvidt pesticiderne nedbrydes eller udvaskes til grundvandet. I den
forbindelse kommer vi ind på mulige tiltag til forhindring af grundvandsforurening.
Næste punkt i vores gennemgang er den regulering, der fra myndighedernes side sker af
1

pesticidforbruget. Indledningsvis vil vi beskrive forsigtighedsprincippet med en gennemgang af
dets opståen og brug i dag. Et vigtigt element i reguleringen af pesticidanvendelsen er
godkendelsesordningen. Denne er underlagt henholdvis national- og EU-lovgivning. Hvorvidt
kravene i EU-lovgivningen kan leve op til de tidligere og de nuværende danske krav, er her et
vigtigt spørgsmål.
Derefter vil vi beskrive de tests, et stof skal igennem, før det godkendes til salg. Vi vil desuden
se på den klasseficering af stofferne, som denne procedure fører med sig. Godkendes stoffet,
skal der efterfølgende fastsættes grænseværdier for dette i henholdsvis drikkevand og
levnedsmidler. Netop grænseværdier er en diffus størrelse, for hvordan kan det med sikkerhed
siges, at fastsættelse af disse værdier er korrekt
Et af de nyeste emner, der har præget debatten på pesticidområdet, er gensplejsede afgrøder, der
er modstandsdygtige overfor et pesticid. Vi vil kort forklare, hvordan denne egenskab kan opnås
ved gensplejsning. Derefter vil vi se på debatten vedrørende konsekvenserne af dyrkning med
disse afgrøder. Denne gennemgang vil tage sin udgang i planter gensplejset med Roundupresistens.
Vi vil dog ikke diskutere konsekvenserne af genmodificerede organismer i naturen, da
dette kan udgøre en anden selvstændig opgave.
Til sidst vil vi sammenligne to interesseorganisationers syn på pesticider. Vi har haft telefonisk
kontakt med Landsforeningen Økologisk Jordbrug og Landbruget Rådgivningscenter. Vi vil
herigennem se efter forskelle og ligheder i holdninger til pesticidanvendelsen inden for
landbrugserhvervet.
2

Ã(QÃKLVWRULVNÃJHQQHPJDQJÃDIÃGHWÃKHUVNHQGHÃQDWXUV\QÃLÃ(XURSD
De sidste 50 år har landbruget intensiveret sin udnyttelse af naturens ressourcer voldsomt. En af
de sidste væsentlige intensiveringer er indførsel af pesticider til bekæmpelse af skadevoldende
livsformer. Men med hvilken ret begår menneskeheden en så kraftig regulering af liv på vores
marker Kan dette forklares gennem forståelse af det bagvedliggende natursyn Og hvor sætter
dette natursyn mennesket i forhold til naturen Vi vil i det følgende forsøge at finde roden til
vores samfunds natursyn og følge dette op gennem Europas kulturhistorie. Samtidig vil vi se på,
hvilke alternative natursyn der er blevet fejet af vejen eller har påvirket det herskende natursyn
gennem tiden. Til sidst vil vi se på nye tendenser indenfor natursyn, og om disse vil kunne ændre
vores adfærd i forhold til naturen som menneskets undersåt.
Når man begynder filosofiundervisning i gymnasieskolen, bliver begyndelsen ofte de græske
bystater og deres store tænkere. Vores søgen efter roden til vor natursyn vil også tage sin
begyndelse her med filosoffen 6RNUDWHVÃÃEF(Ponting 1992). I skriftet 0HPRUDELOLD af
;HQRIRQ tilskrives Sokrates påstanden;” at alt ved menneskene (f.eks. øjne og hænder) har et
formål, og at guderne også omhyggeligt har skabt alt til menneskenes bedste.” (Ponting 1992, p.
154). Herved sættes menneskene over dyrene, og menneskene får større værdi end dyrene, da
guderne har prioteret menneskene højest. $ULVWRWHOHVÃ Ã EF en anden stor filosof,
udtrykker den samme holdning i sin 3ROLWLFDÃ med ordene:” hvis alle naturens skabninger er
fuldkomne og intet uden mening, må konklusionen blive, at den har skabt alle dyr for
menneskets skyld.” (Ponting 1992, p. 154). Dyrene er altså skabt til menneskets velbefindende
og ligefrem for menneskenes skyld. En anden filosof, 3ODWRQ Ã EF giver
adskillelsen af mennesket og naturen endnu en tand. Han udødeliggør menneskets sjæl og
adskiller denne fra det fysiske legeme. Dette livssyn kaldes for dualisme, hvor alt åndeligt stilles
over det fysiske (Ponting 1992).
En kombination af disse tre store tænkere sætter mennesket i centrum, og skaber grundlag for
begrebet antropocentrisme - en tankeretning, hvor mennesket er i centrum på både fysisk og
åndeligt plan.
Fælles for alle græske verdensbilleder er, at kun guderne er over menneskene, der ellers har fuld
3

åderet over levende og dødt på jorden. Samtidig er det en generel tendens, at menneskenes
indgriben i og opdyrkning af naturen for deres eget gode er en forskønnelse af naturen. Dette
ses især i Platons ”Kritias”. Deri understreger Platon det fuldstændig naturlige i denne indgriben
(Ponting 1992).
De græske filosoffers tanker om menneskets plads er ikke langt fra de tanker om menneskets
placering, der står beskrevet i Det gamle Testamente. Dette skrift ligger til grund for
jødedommens tro, men er også af stor betydning for natursynet i Romerriget, efter at
kristendommen bliver indført som statsreligion i det fjerde århundrede. Især den dualistiske
tankegang fra Platon kan sidestilles med tankerne om det evige liv i kristendommen og
jødedommen. I de tidligste jødiske, religiøse skrifter, der hedder Genesis, som senere bliver til
kristendommens Første Mosebog, befaler Gud mennesket at herske over alle dyr; ”Bliv
frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør Eder til herre over den og hersk over havets
fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!” (Ponting
1992, p.155). I kristendommen er vi altså direkte skabt til at herske over jorden! I anden
Mosebog er der nedskrevet en lidt anden version af skabelsen. Her pålægger Gud Adam at give
alt levende navne. Da menneskeheden senere går i forfald, pålægger Gud Noah at redde to
eksemplarer af alle arter fra den ødelæggende syndflod. Til gengæld lægger han alt levende i
deres hænder; ”Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene Eder til føde; ligesom de grønne urter
giver jeg Jer det alt sammen… Frygt for Eder og rædsel for Eder skal være over alle Jordens
vildtlevende dyr og alle himmelens fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle havets fisk; i
Eders hånd er de givet!” (Ponting 1992, p.156). Det er igennem Romerriget, Kristendommen og
de græske bystater, at vores kultur tager sit udgangspunkt. Men det er slående, at mens det
antropocentriske livssyn bider sig fast i Sydeuropa, lever den daværende danske befolkning efter
en religion, hvor mennesket er en del af naturen, og gudernes magt demonstreres i naturen.
Mennesket skulle give tilbage til naturen, hvad mennesket tog fra den, ellers vil guderne træde
ud af naturen og straffe for overtrædelse af naturens orden. Dette naturalistiske natursyn
bibeholdes og stortrives i Vikingetiden. Men natursynet bliver meget klemt op igennem Europa,
efterhånden som kristendommen udbredes. Og da stort set hele Europa er blevet gjort kristent i
starten af 1100-tallet, forsvinder andre livssyn end det antropocentriske.
4

Op gennem middelalderen sørger Inkvisitionen (den katolske kirkes middelalderdomstol, der
dømte udfra Guds ord) for, at det kristne antropocentriske livssyn ikke bliver rokket ved. Selv
længe efter Inkvisitionens afskaffelse er det antropocentriske det herskende natursyn. Det
skyldes muligvis, at Inkvisitionen har fjernet enhver spire til andre livssyn, men også at mange
filosoffer gennem tiden har anerkendt og været fortalere for antropocentrisme. 5HQpÃ'HVFDUWHV
Ãhvis hovedinteresse var matematiske formler og naturvidenskab, blev uddannet på
en jesuitterskole i det sydlige Frankrig. På grund af sine matematiske grundsætninger og
Descartes accept af *DOLOHLVÃ teorier om jordens form blev flere af Descartes værker
først udgivet efter hans død. I alle sine værker leder Descartes efter den perfekte metode til
løsning af alle problemer, både videnskabelige og åndelige problemer. Under sine udredninger af
metoden beskriver Descartes et meget klart dualistisk livssyn, hvor menneskets krop er en
forgængelig maskine, som kun tjener til sjælens bolig (Dalsgård-Hansen 1992). Gud sættes som
den store skaber af den maskinelle natur. )UDQFLVÃ %DFRQÃ Ã søger ligeledes i sine
værker efter en videnskabelig metode. Og til trods for, at de finder forskellige metoder til
løsning af videnskabelige problemstillinger, så har de samme livssyn, hvor mennesket er i
centrum. Bacon skriver i sin bog 1RYXPÃ2UJDQXP;” Lad menneskeracen genvinde den ret til
naturen, som er dens testamentariske gave fra Gud” (Ponting 1992, p. 159). Her hentyder han til
den tidligere bekrevne Første Mosebog. ,PPDQXHOÃ .DQWÃ skriver;” som det
enkeltvæsen på Jorden, der sidder inde med forståelsen, er han (mennesket) afgjort titulær herre
i naturen… han er født til at være den dybeste mening.”(Ponting 1992, p. 161). Mennesket er
herre i naturen, det er meningen med menneskets liv at herske over naturen. 6LJPXQGÃ )UHXG
skrev;” at gå sammen med resten af det menneskelige samfund om at angribe
naturen og tvinge den til at adlyde den menneskelige vilje under naturvidenskabens vejledning.”
(Ponting 1992, p. 161). Disse fire hovedpersoner indenfor europæisk filosofi fortsætter altså
traditionen for antropocentriske livssyn helt frem til vort århundrede. Der er små forskelle i
menneskets ret til naturen, men det overordnede billede er det samme. Mennesket er sat på
jorden til at herske over alt levende.
Men gennem tiden er der enkelte, der tolker Guds verdensbillede anderledes, både inden for
Kristendommen og Jødedommen. 0DLPRQLGHVÃ en jødisk tænker, udtrykker sig
således;” Man må ikke tro, at alle skabninger eksisterer for menneskets skyld. Tværtimod er
5

også alle andre skabninger skabt for deres egen skyld, ikke for andres skyld.” (Ponting 1992, p.
157). Den samme tradition finder man hos )UDQVÃ DIÃ $VVLVVLÃ som så alt i
skaberværket som ligeværdigt. I alt, hvad Gud skabte, er der en iboende værdi (Ponting 1992).
Disse tanker var ikke særligt populære ved Inkvisitionen, så Assissis og hans tilhængere var et
forfulgt folkefærd, og deres fortolkning blev holdt skjult fra den brede befolkning af
Inkvisitionen. I en lang periode forhindrer Inkvisitionen ligeledes andre ideer om nye livssyn. De
første nye tanker, der får lov til at slå rod i kulturen, dukker først op i 1800-tallet. Det sker ved
&KDUOHVÃ'DUZLQVÃ ændring af menneskets placering i naturen, da han lod mennesket
nedstamme fra aberne ($UWHUQHVÃ RSULQGHOVHÃ . Disse tanker var ikke acceptable i 1800-
tallet, da menneskeheden ikke ville sammenlignes med dyrene. Det ændrede heller ikke stort ved
det antropocentriske natursyn, selvom mennesket havde bevæget sig væk fra det religiøse
verdensbillede på grund af videnskabelige fremskridt, som f.eks. Kopernicus og Galileis
opdagelser. Mennesket hævdede fortsat, at det var menneskets ret at herske over naturen, om
ikke andet med begrundelse i vores intelligens.
En anden faktor, der er blevet styrende for vores naturopfattelse, er udvikling af de økonomiske
teorier gennem de sidste to hundrede år. $GDPÃ 6PLWKÃ skaber med sin bog
”8QGHUV¡JHOVHÃ DIÃ QDWLRQHUQHVÃ YHOVWDQGÃ GHQVÃ QDWXUÃ RJÃ nUVDJHU” (1776) grundlaget for den
moderne økonomi. I gennem bogen beskriver han sin faste tro på det evige fremskridt gennem
udvikling af økonomier, og han sætter forbedring af samfundet lig produktion af materiel
velstand (Ponting 1992). Dette er den yderste konsekvens af natursynsdelen af det
antropocentriske verdensbillede, da verdens ressourcer sættes som en kapital for menneskene,
der skal være med til at sikre menneskenes velstand. Dette er et livssyn med flere svagheder i
forhold til ressourcefordeling og udtømning af ressourcekilderne.
Europæerne med deres antropocentriske livssyn har mødt andre livssyn gennem de sidste
tusinde år. 0DUFRÃ3RORÃ mødte på sine rejser til Østen fremmede livssyn, som er
langt fra det antropocentriske livssyn. Fælles for Østens livssyn, der stammer fra religionerne
Hinduisme, Buddhisme og andre, er troen på, at alt levende er en del af en stor lidende verden,
hvor sjælene cirkulerer fra væsen til væsen gennem et livshjul. Det enkelte væsen har sin egen
værdi i livshjulet og skal behandles efter denne værdi. Menneskene er priviligerede væsner, der
6

har fået muligheder gennem gode liv at komme ud over livshjulets lidelser og opnå Nirvana, den
størst tænkelige frihed. Mennesket er altså ikke lovet nogen herskerrolle eller nogen ret til at
udnytte dyr og planter i disse religioner. Det samme forhold overfor naturen findes i diverse
naturreligioner. Indianerne, Inuit-folket, Eskimoerne og andre naturfolk mener, at de er en del af
naturen på samme måde som vikingerne, se tidligere. Udnyttelsen af naturen skulle ske i balance
med naturen, så guderne ikke trådte ud og straffede menneskene. Disse natursyn blev udryddet
samme med resten af naturfolkenes kulturer.
Flere moderne filosoffer forsøger at vække disse gamle natursyn fra naturreligioner til live igen.
Det gøres i forskellig grad, hvor grænsen for, hvad der har værdi, sættes forskelligt. Den
australske filosof, 3HWHUÃ 6LQJHUÃ , sætter grænser ved evnen til at føle smerte (Jensen
1988). Singers begrundelse for det gamle natursyn er dog ikke religiøst begrundet, men bunder i
en vurdering af organismers nytteværdi. Denne tankegang kaldes utilitarisme. Hvis et dyr kan
føle smerte, skal det behandles, så dets samlede sum af smerte bliver mindst mulig, da
nytteværdien af dyrene herved bliver størst. Dette gør vegetarisme til et af Singers hovedmål.
Den konflikt, der naturligt åbnes mellem menneskelige interesser og dyrs nødvendige smerte,
løses ved at gøre det forkert at påføre dyr unødvendig smerte. Singers ideer er meget
prisværdige ved første øjekast, men i bund og grund er de antropocentriske. Ved at behandle
dyr pænere er det nemmere at have god samvittighed. Vi kan selv vælge, hvornår påførelsen af
smerten på dyr er nødvendig for, at mennesket kan trives. Alle søde dyr har så værdi, hvilket er
antropocentrisk i sin grundholdning. Peter Singer kalder sin filosofi for ”Animal Rights” (Singer
1989).
En anden moderne tænkeretning er biocentrisme. Hovedmanden bag denne filosofi er $UQH
1 VVÃ). Han argumenterer for, at alt levende har en iboende værdi. Denne værdi opstår,
da alt levende kan ses som et teleologisk livscenter. Teleologisk betyder, at en handling er
grundet mod det hensigtsmæssige. Dvs, når det bruges i sammenhæng med liv, er det
hensigtmæssige at leve; individets mål er at leve. Dette gælder for alle væsner, selv de mindste
encellede dyr og bakterier. Deres vilje til liv er nok til at give dem værdi. Det er svært at
gennemskue, om der bag disse dyre værdisætninger gemmer sig et antropocentrisk livssyn. Det
er i hvert fald sikkert, at der vil være indførselsproblemer, hvis biocentrisme skal føres ud i
7

praksis (Næss 1986).
Det europæiske menneskes brug af naturen har altså sine tidlige rødder i Grækenland og i en
religiøs arv fra Gud. Det antropocentriske livssyn er efterhånden meget udbredt, da europæerne
har udbredt deres religion til hele verden.
Der benyttes et hav af miljøfremmede stoffer og uerstattelige natur lægges øde for at fremme
menneskets velstand. Vi mener alle, at der i naturens forunderlige skabninger, både i planter og
dyr, ligger noget unikt og en værdi. Denne værdi er måske sat udfra vores menneskelige
standarder, men det er en værdi, som vi er nødt til at beskytte. Derfor er det nødvendigt, at vi
ikke driver rovdrift på naturen, så vi ikke ødelægger i blinde med gifte og grove driftsmetoder.
Vi har nu beskrevet, hvilket natursyn der ligger bag vores udnyttelse af naturen. De seneste år
har mange mennesker taget afstand fra den grove udnyttelse af naturen. Hvor denne ændring i
natursyn kommer fra, er svært at sige. Men faktum er, at de økologiske varer vinder stadig
større markedsandele fra varer dyrkede på traditionel vis med pesticider. Det er muligvis pga. de
nyeste forskningsresultater, der viser, at flere af stofferne er giftige for mennesker. En anden
mulighed er, at mange finder sprøjtemidler moralsk forkastelige. Desuden er der fundet
pesticider og deres rester i grundvandet. Dette har ført til strengere kontrol og regler. Vi vil i de
følgende afsnit beskrive nogle aspekter af brugen af pesticider. Først vil vi forklare nogle
grundbegreber.
8

Ã'HILQLWLRQHUÃDIÃDQYHQGWHÃEHJUHEHUÃRJÃSURGXNWDQYHQGHOVHÃDIÃSHVWLFLGHU
Der har i den seneste tid været megen omtale af hhv. bekæmpelsesmidler, pesticider,
plantebeskyttelsesmidler, ukrudtsmidler m.m. Listen er lang over de forskellige udtryk der
jævnligt benyttes i forbindelse med omtalen af pesticider. Det er derfor ikke så underligt, at der
til tider kan opstå en vis forvirring og sammenblanding af de forskellige begreber, der benyttes
indenfor området. Indledningsvis har vi derfor valgt kort at beskrive de termer, vi finder mest
anvendelige indenfor debatten om pesticider.
Ã'HILQLWLRQHUÃDIÃDQYHQGWHÃEHJUHEHU
Pesticider er betegnelsen for kemiske stoffer og produkter, der benyttes til bekæmpelse af en
lang række skadevoldere, som eksempelvis ukrudt, svampesygdomme og skadedyr
(www.mst.dk.fagomr/0201000000.htm, 04.10.98). Ordet pesticid er af latinsk oprindelse, hvor
pestis betyder pest og caedere, hvorfra cid er afledt, betyder dræbe (Nudansk ordbog 1990). I
dagligdagen er bekæmpelsesmiddel et hyppigere anvendt ord herfor. Sammen med pesticid er
det de to betegnelser, vi har valgt at benytte i opgaven. Inddelingen nedenfor af pesticider er
baseret på deres anvendelsesområde (Helweg 1988, DAF 1995).
%HWHJQHOVH
$QYHQGHOVH
Herbicider
ukrudt
Insekticider
insekter
Fungicider
svampe
Baktericider
bakterier
Acaricider
mider
Nematicider
rundorme
Rodenticider
gnavere
Molluscicider snegle
Algicider
alger
Repellenter
afskrækningsmidler
Vækstregulerende midler vækstregulering til afgrøder
Betegnelsen plantebeskyttelsesmiddel har vi valgt først at benytte, når vi behandler lovgivningen
9

indenfor pesticidområdet. Her er det nødvendigt at skelne mellem bekæmpelsesmidler og den
dertil hørende undergruppe af plantebeskyttelsesmidler, idet den danske lovgivning vedrørende
godkendelse af bekæmpelsesmidler ikke omfatter plantebeskyttelsesmidler. Denne er derimod
underlagt EU-lovgivningen, nærmere bestemt direktiv 91/414/EØF. Vi har valgt at gengive den
gruppering der er af hhv. bekæmpelsesmidler og plantebeskyttelsesmidler på nuværende
tidspunkt, så der ikke skabes unødvendig forvirring når vi behandler lovgivningen senere i
opgaven. De to kategorier er angivet nedenfor.
%HN PSHOVHVPLGOHUÃRPIDWWHU
A. Kemiske stoffer og produkter, som er bestemt til bekæmpelse af bl.a.;
plantesygdomme, træødelæggende svamp, uønsket plantevækst, algevækst og skadedyr
B. Kemiske afskrækningsmidler
C. Kemiske plantevækstreguleringsmidler
D. Mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler
3ODQWHEHVN\WWHOVHVPLGOHUÃRPIDWWHU
Kemiske eller mikrobiologiske stoffer og produkter, der bl.a. har følgende formål;
- at beskytte plante eller planteproduktion mod skadegørere
- at øve indflydelse på planters livsprocesser på anden måde end som ernæring
- at ødelægge uønskede planter
- at ødelægge plantedele, bremse eller forebygge uønskede vækst af planter
Den fuldstændige opdeling mellem bekæmpelsesmidler og plantebeskyttelsesmidler kan findes i
Lov om kemiske stoffer og produkter nr. 21 af den 19. januar 1996, bilag 1.
Ã3URGXNWDQYHQGHOVH
Pesticider bruges indenfor landbruget til plantebeskyttelse og vækstregulering for at opnå øget
produktion. Landbruget er det erhverv, der anvender flest pesticider og er økonomisk afhængig
af pesticiderne. Anvendelsen indenfor landbruget er beskrevet nedenfor.
10

Herbicider anvendes til bekæmpelse af ukrudt, da det ellers vil indgå i konkurrence med
afgrøden om næringen, lyset og pladsen. Fungicider bruges til bekæmpelse af svampesygdomme
på planter, idet svampeangreb nedsætter udbyttet i planteavlen. Desuden anvendes fungicider til
bejdsning af såsæd. Bejdsning betyder, at kornet bliver overfladebehandlet med det pågældende
stof for at hindre et evt. svampeangreb. Insekticider benyttes til bekæmpelse af uønskede
insekter i planteavlen, idet store insektangreb kan forringe høsten. Ligeledes anvendes
insekticider til behandling af kornopbevaringssteder samt i stalde og på mødningspladser til
bekæmpelse af fluer. Insekticider bruges også til bejdsning af såsæd. Vækstreguleringsmidler
anvendes til stråforkortning, dvs, det bremser væksten af afgrøden. Således bliver stråene tykke i
stedet for lange og tynde. Lange tynde strå er uønskede, da de kan forårsage lejesæd. Lejesæd
betegner korn der ligger ned, hvilket øger risikoen for små kerner eller spiring. Spiring vil øge
vandindholdet i kornet. Disse faktorer kan begge forringe udbyttet af korn væsentligt.
Pesticider anvendes også andre steder end i landbruget f.eks. industrien, af offentlige instanser
og i private husholdninger. I industrien benyttes træbeskyttelsesmidler, som består af
insekticider og fungicider til beskyttelse mod insekt- og svampeangreb i trævarer. Skovbrug og
frugtplantager benytter sig af repellenter (afskrækningsmidler) for at forhindre vildtbid på træer
og buske. Gartnerier anvender jorddesinfektionsmidler, som ofte er bredspektrede og
sammensat af fungicider, nematicider og insekticider, til bekæmpelse af skadevoldere i jorden.
Offentlige myndigheder anvender rodenticider til gnaverbekæmpelse i kloakanlæg samt
herbicider til ukrudtsbekæmpelse for at øge trafiksikkerheden, hvor ukrudt kan undeminere
vejbelægning og banelegemer. Desuden sker der en bred anvendelse af pesticider i private
husholdninger, især bruges herbicider af æstetiske årsager i haver, på gårdspladser samt algicider
til fjernelse af alger på mur- og træværk (DAF 1995).
11

Ã+LVWRULVNÃXGYLNOLQJÃDIÃDQYHQGHOVHÃRJÃVDOJÃDIÃSHVWLFLGHU
I Danmark begyndte man at opdyrke agerlandet ca. 3-4000 år før vores tidsregning og kampen
for at få størst udbytte af det dyrkede land begyndte. Bekæmpelsen af ukrudt foregik først
manuelt og ændredes senere til mekanisk bekæmpelse. For ca. 100 år siden påbegyndtes brugen
af simple kemiske forbindelser (DAF 1995, Elbek-Pedersen 1994).
)¡UÃ
I starten af år 1900 op til 2. Verdenskrig blev der anvendt planteudtræk bl.a. af nikotin, derris
og pyretrum samt andre stærke gifte som svovlpulver, asenik og cyankalium til bekæmpelse af
skadedyr. Mod svampe og ukrudt blev der brugt natriumclorat, kalkkvælstof samt svovl,
kobber- og arsenholdige kemikalier (DAF 1995, Elbek-Pedersen 1994).
(IWHUÃ
Kemiske bekæmpelsesmidler blev for alvor taget i brug efter 2. Verdenskrig, fordi der i
1940erne skete en kraftig udvikling indenfor området. I løbet af 20 år blev ukrudtbekæmpelsen
helt overtaget af kemiske midler. Ligeledes blev de første kemiske insektmidler taget i brug efter
2. Verdenskrig, herunder DDT, aldrin, lindan og parathion. Senere blev det forbudt at anvende
bl.a. DDT og aldrin, da nedbrydningstiden er lang, og der er risiko for ophobning i fødekæden.
De første vækstreguleringsmidler blev introduceret på markedet i midten af 70erne.
Svampemidlerne var indtil midten af 70erne begrænset til formuleringer af kobber, svovl, zink
og maneb og først i 80erne blev de første systemiske svampemidler markedsført f.eks. calixin og
tilt (DAF 1997, Elbek-Pedersen 1994). Alt i alt er forbruget af pesticider steget kraftigt siden 2.
Verdenskrig og op til midten af 80erne, hvorefter forbruget (målt i ton aktivt stof) er dalet støt
(Danmarks Statistik 1997).
Ã%HKDQGOLQJVPHWRGHU
Plansprøjtning blev brugt i slutningen af 70erne og var baseret på tidligere forsøgsresultater,
som viste, hvornår en sprøjtning gennemsnitlig kunne betale sig. Det var
planteavlskonsulenterne, der lavede sprøjteplanerne, og som anviste, hvor meget sprøjtemiddel
12

der skulle anvendes. Plansprøjtning var dyr, og øget miljøbevisthed betød, at denne form for
sprøjtning blev afskaffet. I 80erne benyttede man sig af forsikringssprøjtning for at gardere sig
mod evt. sygdomme og dermed udbyttetab. Ved denne metode blev der sprøjtet, inden det var
muligt at afgøre, om et egentligt økonomisk tab var på tale. Dette var ligeledes en dyr og ikke
særlig miljøbevidst sprøjtemetode. I dag anvendes der behovssprøjtning i landbruget. Det vil
sige at der bliver vurderet, om det er rentabelt at sprøjte i forhold til tabet i udbyttet ved at
undlade sprøjtning. I vurderingen indgår visse overvejelser, som eksempelvis kendskab til
skadevolderens opformeringsevne, afgrødens udviklingstrin, og mulighed for kombinering af
behandlingen med andre behandlinger og den valgte dosering (DAF 1995).
Behandlingshyppighed er et udtryk for det gennemsnitlige antal gange, et landbrugsareal kan
pesticidbehandles med årets solgte mængde pesticider. Det forudsættes i beregningen, at der
behandles med den anviste dosering altså standarddoseringen. Ved brug af behovssprøjtning er
behandlingshyppigheden faldet siden 80erne (se figur 1). En varsling om afgiftsstigninger i 1995
kan have forårsaget en stigning i salget dette år, da landmændene antages at have opbygget
lagre. Derfor ses en stigning i behandlingshyppighed i 1995, da denne udregnes vha.
salgstallene. Dog bruger en del landmænd reduceret dosis, hvilket betyder, at antallet af
behandlinger er større, end behandlingshyppigheden giver udtryk for (DAF 1995, Danmarks
Statistik 1997).
Figur 1 Behandlingshyppighed indenfor planteavlen i landbruget (Danmarks Statistik 1997).
13

Ã3HVWLFLGVDOJHWVÃXGYLNOLQJÃVLGHQÃPLGWHQÃDIÃHUQH
Salget af pesticider i Danmark er faldet siden midten af 80erne og frem til i dag. Dette er sket i
kraft af Miljøministerens handlingsplan for nedsættelse af forbruget af bekæmpelsesmidler fra
1986, hvor formålet er at nedsætte forbruget af bekæmpelsesmidler mest muligt for at beskytte
mennesker og miljø. Figur 2 nedenfor viser det samlede pesticidsalg i tons aktivt (virksomt) stof.
Dette er delt op i pesticider til plantebeskyttelse, træbeskyttelse, og anden anvendelse. Tallene
stammer fra Miljøstyrelsen og er baseret på godkendelsesindehavernes salgstal, som hvert år
oplyses til Miljøstyrelsen. Salget antages at afspejle forbruget. I 1995 kan det store salg skyldes
varsling om forhøjelse af afgiften på pesticider, og derfor skete der en lageropbygning
(Danmarks Statistik, 1997).
Det er værd at påpege, at faldet i pesticidforbruget kan skyldes en øget anvendelse af de nye
herbicidmidler, kaldet minimidler (se afsnit 5.1.).
Figur 2 Pesticidsalget opdelt på anvendelsesområder (Danmarks Statistik 1997).
Ã3URGXNWLRQVJHYLQVW
Den samlede gevinst i et gennemsnitsår ved sprøjtning i landbruget beløber sig til knap 5 mia. kr.
14

svarende til ca. 35 % af landbrugets samlede indkomst på planteproduktionen. Dette er udregnet
af Statens Planteavlsforsøg under en række givne forudsætninger. Det er vanskeligt at udregne
den økonomiske fordel ved sprøjtning, fordi behovet for bekæmpelse varierer fra år til år.
Nødvendigheden for bekæmpelse af ukrudt varierer sjældent, mens behovet for svampe- og
insektbekæmpelse svinger fra år til år, alt afhængig af vejret. Der er dog ikke taget højde for den
miljømæssige konsekvens af sprøjtningen i beregningen (DAF 1995). Desuden skal der tages
højde for gødningsforbruget, da det også har indvirkning på det samlede udbytte af
planteproduktionen.
15

Ã9LUNHPHNDQLVPHÃIRUÃJHQHUHOOHÃKHUELFLGÃJUXSSHU
Et pesticid er ikke ét stof, men en blanding af et eller flere aktivstoffer med tilhørende
hjælpestoffer, opløsningsmidler og inaktive fyldstoffer. Når der tales om et pesticids
virkemekanisme, er det aktivstoffet, der refereres til, idet det er aktivstoffet, der fremkalder den
tilsigtede virkning på flora og fauna (www.mst.dk/fagomr/02010000.htm, 04.10.98)
Aktivstoffer med en sammenlignelig kemisk struktur forårsager ofte den samme effekt i
målorganismen. Der kan derfor skelnes mellem grupper af aktivstoffer med samme
virkningsmekanisme. Nedenfor vil vi kort beskrive virkemekanismen for de mest almindelige
grupper af herbicider, med tilhørende eksempler på enkeltstoffer.
Ã9LUNHPHNDQLVPHÃIRUÃILUHÃKHUELFLGÃJUXSSHU
3KHQR[\V\UHU (f.eks. mechlorprop) er betegnelsen for den gruppe af plantebekæmpelsesmidler,
der efterligner plantehormonet auxin. De blev opdaget under 2. Verdenskrig og har siden haft
stor betydning for den landbrugsmæssige kontrol med uønskede planter. Virkemekanismen er et
samspil af flere faktorer. Når planterne optager phenoxysyrer, skabes der en ubalance i
hormonforholdet og dermed også af plantevæksten, som hormonerne indvirker på. En del af
denne ubalance skyldes phenoxysyrernes evne til at fremme udviklingen af ethylen, et andet
plantehormon, der bl.a. forårsager en uensartet vækst af plantens blade. Når planterne selv
danner plantehormonet auxin, nedbrydes det relativt hurtigt. Den samme nedbrydningsmekanisme
er dog ikke mulig overfor de syntetiske auxiner, og effekten bibeholdes derfor over
længere tid. Populært sagt vokser planterne sig ihjel, når de eksponeres for phenoxysyrer. Det
specielle for phenoxysyrer er den større optagelse og fordeling af stoffet i tokimbladede (træer,
buske og urter) i forhold til enkimbladede planter. Herved kan der skabes et selektionstryk mod
de tokimbladede planter. Denne egenskab udnyttes ved dyrkning af enkimbladede afgrøder som
f.eks. korn, da disse ikke påvirkes i samme grad (Corbett HWÃDO. 1984, Salisbury & Ross 1992).
7ULD]LQHUQH (f.eks. Atrazin og Simazin) er én af de herbicidgrupper, der indvirker på planternes
fotosyntese. Planters fotosynteseapperatur inddeles i to systemer, fotosystem I og fotosystem II.
Triazinherbiciderne interfererer med fotosystem II ved at blokere for elektrontransporten og
dermed for dannelsen af de energirige molekyler NADPH og ATP (Corbett HWÃ DO. 1984).
Planterne vil hurtigt dø pga. mangel på energirige molekyler til opretholdelse af de biologiske
16

processer.
'LQLWURSKHQROHU (f.eks. Dinoseb) er i øvrigt, ligesom triaziner, blevet benyttet siden 50erne
(Jensen 1997). Deres giftighed overfor planter er blot en del af deres egenskaber. De kan, som
triazinerne, interferere med planternes fotosystem II. Denne mekanisme synes dog ikke at være
deres primære egenskab, idet planter der eksponeres for dinitrophenoler ligeledes kan skades,
når der ikke er lys tilstede, og når der dermed ikke sker en eventuel fotosyntese. En anden
mekanisme for stofferne er deres indvirkning på planternes respiration. Idet
respirationsprocesser for planter og dyriske organismer svarer til hinanden, kan
dinitrophenolerne også benyttes som hhv. insekticid og fungicid (Corbett HWÃDO. 1984).
6XOIRQ\OXUHD, bedre kendt som minimidler, er kommet på markedet i starten af 80erne. Det, der
særligt kendetegner denne gruppe af herbicider, er deres høje virkningsgrad. Ved brug af en
mindre dosis i forhold til andre herbicider, kan der derfor opnås den tilsvarende virkning.
Stofferne har en lav toksicitet overfor dyriske organismer, idet virkemekanismen beror på en
hæmning af et enzym kun planter og mikroorganismer danner. Enzymet, acetolacetat synthetase,
indgår normalt i syntesen af aminosyrerne valin og isoleucin, der derfor ikke kan syntetiseres i
de planter, der eksponeres for minimidler (Jensen 1997).
Ã5RXQGXS
For at et aktivstof skal kunne udøve sin maksimale effekt, er der andre faktorer end blot de
kemiske egenskaber for stoffet, der spiller ind. Eksempelvis kan der nævnes de klimatiske
forhold, anvendelsestidspunkt for sprøjtningen, samt hvilke arter af plante- og dyriske
organismer, der ønskes bekæmpet. Desuden er det ikke altid, at et aktivstof har så specifik en
virkemekanisme, som det umiddelbart kan fremgå af det tidligere afsnit. Vi har valgt i dette
afsnit at behandle herbicidet Roundup mere uddybende for at få belyst nogle af de faktorer, der
er bestemmende for, hvornår en bekæmpelse af planter bliver optimal. Det er derfor nødvendigt
at undersøge, hvilke faktorer der er bestemmende for en optagelse og fordeling af Roundups
aktivstof glyphosat, før denne kan udøve sin virkning overfor planten.
17

5.2.1. 2SWDJHOVHÃIRUGHOLQJÃVDPWÃYLUNHPHNDQLVPHÃIRUÃJO\SKRVDW
Aktivstoffet glyphosat blev første gang fremstillet i 1950 af en schweizisk kemiker ved navn
Henri Martin. Glyphosats egenskaber til plantebekæmpelse blev dog først opdaget i 1970 af en
ansat ved virksomheden Monsanto. Allerede året efter markedsførte Monsanto aktivstoffet
under handelsnavnet Roundup (Smith HWÃDO. 1992) og har siden været den største producent af
glyphosat på verdensplan (Jyllands-Posten 8/9-1998). I Danmark har der været et salg af
glyphosat siden midten af 1970erne. Salget toppede i 1988 med 620 tons, hvor det i 1996 var på
510 tons (Miljøstyrelsen 1997).
Den kemiske betegnelse for glyphosat er N-phosphonomethyl glycin. Strukturformlen nedenfor
er angivet hhv. som syre og salt (Smith HWÃDO 1992):
O O O O CH3
HO - C - CH2 - N - CH2 - P- OH
HO - C - CH2 - N - CH2 - P - O - + NH3 - CH
H OH H OH CH3
Glyphosat på syreform
Glyphosat som isopropylaminsalt
I Roundup indgår glyphosat på saltform, som den ovenfor anførte isopropylaminsalt, sammen
med vand og hjælpestoffet POEA (polyoxyethyleneamin). Glyphosat udgør 41% af blandingen,
POEA 15% og vand den resterende del (Talbot HWÃDO 1991). Glyphosat har en høj opløselighed i
vand (Smith HWÃDO 1992) og vil derfor have svært ved at hæfte til bladoverfladen, idet denne skyr
vand. Hjælpestoffet POEA er et overfladeaktivt stof, dvs. et stof, der både indeholder en
fedtopløselig og en vandopløselig del. Ved at benytte POEA vil den overfladespænding, der
skabes mellem det vandopløselige (hydrofile) glyphosat og den vandskyende (hydrofobe)
planteoverflade mindskes, og glyphosat vil derved lettere adsorberes til bladoverfladen. Sprankle
HWÃDO (1975a) efterviste dette ved at undersøge kvikgræs og hvedes optagelse af glyphosat, hhv.
med og uden et nonionisk overfladeaktivt stof. Samme forsøg viste, at der sker en relativ høj
optagelse af glyphosat inden for få timer, efter at planten er blevet eksponeret for stoffet.
De klimatiske faktorer kan, ligesom hjælpestoffet, have stor indflydelse på en effektiv optagelse
18

af glyphosat i planterne. Pga. glyphosats vandopløselighed vil der ved nedbør umiddelbart efter
sprøjtning blive afvasket en stor del af stoffet fra bladoverfladen. Undersøgelser omkring dette
forhold har vist, at der bør gå minimum 6 timer fra sprøjtning inden et eventuelt nedbørsfald, for
at Roundups effekt ikke skal forringes (Kristensen 1991).
Efter glyphosat er adsorberet til planteoverfladen, er næste trin en optagelse ind i selve vævet.
Gougler og Giger (1981) viste i et forsøg med planten strandbede, at glyphosat passivt optages
af cellerne, hvorefter det transporteres rundt i ledningsvævet. Populært nævnes denne fordeling
af et stof at følge et "source" til "sink" princip, dvs. en optagelse fra den grønne del af planten
og derfra en allokering til et andet væv, der er i vækst, såsom rødder og skud. Idet glyphosat
translokeres rundt i hele planten og derved kan udøve sin toksiske effekt i både rødder og blade,
er der tale om et systemisk herbicid. Optagelsen samt fordelingen af glyphosat i planten
svækkes, hvis denne er i en form for dvalestadie (Malik HWÃ DO 1989). Derfor anbefales
sprøjtning med Roundup kun til planter der er i vækst.
Optagelse af glyphosat via rødderne er minimal i forhold til optagelsen fra bladoverfladen.
Grunden hertil er, at glyphosat bindes stærkt til jordpartiklerne, og dermed bliver utilgængeligt
for planterne (Sprankle HWÃDO 1975b). Denne mekanisme uddybes i afsnit 7.4.
Efter at glyphosats evne til bekæmpelse af planter blev opdaget, var det endnu ikke klarlagt,
hvordan mekanismen bag dette helt præcist hang sammen. I dag er der enighed om, at glyphosat
hæmmer dannelsen af de aromatiske aminosyrer; phenylalanin, tyrosin og tryptophan. Dette sker
ved, at glyphosat hæmmer enzymet 5-enolpyruvylshikimat-3-phosphat (EPSP) synthetase, der
indgår i syntesen af de tre aminosyrer (Steinrücken & Amrhein 1980, Amrhein HWÃDO 1980). Der
har været formodninger om andre effekter af glyphosat end en hæmning af ESPS synthetasen.
Men planter med glyphosat tolerant EPSP synthetase, samt planter med evnen til at danne en
overproduktion af EPSP synthetasen, har i forsøg vist sig at være tolerante overfor en
glyphosateksponering (Malik HWÃ DO 1992). Det tyder derfor på, at glyphosat har en specifik
virkningsmekanisme ved primært at forhindre en normal syntese af de aromatiske aminosyrer.
Når planterne, efter en eksponering for glyphosat, ikke længere vil kunne danne de aromatiske
19

aminosyrer, vil de efterfølgende ikke kunne få opfyldt deres krav mht. disse. Syntesen af nye
proteiner, enzymer mm. vil derfor gå i stå, og grundlaget for opretholdelse af de biologiske
processer og en øget vækst vil hindres. De synlige følgevirkninger vil være en gradvis visning
samt gul- og brunfarvning af de ramte planter. De aromatiske aminosyrer er essentielle for såvel
mennesker, som andre dyriske organismer, der ikke selv kan syntetisere dem og derfor skal have
dem tilført via diæten. Derfor er glyphosat selektiv ved kun at ramme planter og
mikroorganismer (Steinrücken & Amrhein 1980). Glyphosats effekt i forskellige planter er ens
og betegnes derfor som et ikke-selektivt ukrudtsmiddel. For at opnå en vis selektivitet mellem
forskellige planters optagelse af glyphosat udnyttes det derfor, at planterne skal være i vækst, og
at glyphosat kun har en begrænset giftighed overfor planter, når det først er i jorden. Ved brug
af Roundup i et dyrket område benyttes det derfor i høj grad inden fremspiring af afgrøderne.
20

Ã6SUHGQLQJÃDIÃSHVWLFLGHUÃLÃPLOM¡HW
Sprøjtemidler er ofte stærke miljøgifte og skal anvendes med omtanke. Vi har efterhånden
fundet rester af midlerne vidt udbredt i miljøet og ikke kun i de områder, hvor de anvendes. Det
er vigtigt at kende til hoved- og punktkilder, da spredning herfra udgør en fare for miljøet. Ellers
kan spredning af giftstoffer ikke forebygges.
Undersøgelser fra de senere år viser fund af pesticider mange andre steder i miljøet end, hvor det
er tiltænkt. Herunder kan nævnes i nedbør, overfladevand, afgrøder, den behandlede jord,
vandløb, drænvand og grundvandet.
Nedenstående figur 3 viser, hvilke koncentrationer af pesticider der er påvist forskellige steder i
miljøet.
Figur 3 (Helweg 1996a).
Der er risiko for spredning til atmosfæren, når pesticider anvendes. De bliver sprøjtet ud gennem
meget små dyser, hvorved pesticidopløsningen kommer på dråbeform. Små aerosoldråber er
21

ikke så tunge, og det tager længere tid, før de når planteoverfladen end store dråber. Den
udspredte opløsning er derved let påvirkelig af vinden og kan nemt blive ført over lange
distancer og kan ende i utilsigtede områder. Ved sprøjtning i høje temperatur kan der også let
ske en fordampning til atmosfæren, netop fordi dråberne er så små. På denne måde kan
pesticidet føres langt væk, og kan måles i områder det ikke forventes, da det med nedbør bliver
tilført jorden igen. Under sprøjtningen kan aerosoldråberne ligeledes fasthæftes til støvpartikler
og spredes derved lettere med vinden. Det er derfor vigtigt under sprøjtning at vurdere vind- og
temperaturforholdene (Walker HWÃDO. 1996). Fjernelse af gifte ved vinddrift forekommer, når der
sprøjtes i for kraftig vind. Den anbefalede vindhastighed til sprøjtning er mellem 0,5 – 2 m/s
(Dansk Planteværn 1998), altså når der praktisk talt er vindstille. Spredning fra sprøjtede marker
kan desuden ske ved, at giften driver med morgentåge til søer og vandløb.
Søer og vandløb kan desuden blive forurenet med pesticider ved overfladeafstrømning fra
marker i regnvejr. Der er også risiko for nedsivning i og udvaskning fra jorden. Udvaskning fra
dræn er en anden kilde til forurening af overfladevandet.
Forurening af boringer, brønde og grundvand kan ske ved direkte kontaminering under fyldning
og tømning af sprøjten. Dette kan ske ved tilbagesugning fra sprøjten, hvorved en mængde
pesticid løber direkte ned i brønden eller boringen. Dette sker, hvis dykpumpen stopper under
påfyldningen. Derudover er der en risiko for forurening af grundvandet ved spild på
påfyldningspladsen, da det giver anledning til direkte nedsivning til brønden. Desuden er risikoen
stor, hvis vaske- og fyldpladsen er grus- og stendækket, idet nedsivningen her vil ske hurtigt.
Endelig kan udvaskning til grundvandet ske ved udvaskning fra offentlige og ulovlige private
lossepladser samt fra andre sårbare områder f.eks. gårdspladser, jernbaneanlæg, veje og stier.
For at forhindre spredning af pesticider til uønskede lokaliteter i miljøet er det derfor vigtigt at
udvise stor forsigtighed ved håndtering af pesticiderne, både før, under og efter sprøjtningen.
(Helweg 1996a).
22

Ã%LQGLQJÃRJÃQHGEU\GQLQJÃDIÃSHVWLFLGHUÃLÃMRUG
Der er mange risikofaktorer i forbindelse med spredning af pesticider til jordmiljøet, men i dag
er samfundet mere opmærksom på problemerne, og forsøger at tage de nødvendige forholdsregler.
Men så længe pesticider anvendes, vil de stadigvæk blive spredt ud i miljøet.
Efterfølgende belyses nogle vigtige faktorer for de kemiske stoffers binding og nedbrydning i
jorden, efter de er blevet anvendt til nytte for den enkelte eller for samfundet.
Ã%LQGLQJÃRJÃPRELOLWHWÃDIÃSHVWLFLGHUÃLÃMRUGHQ
Pesticiders evne til binding og mobilitet i jord har betydning for udvaskningsrisikoen. Pesticider
bindes forskelligt til jorden, dvs, de bindes mere eller mindre stærkt. Denne evne afhænger af
jordmiljøet dvs. indholdet af ler, humus, sand og grus i jordtypen. De to vigtigste faktorer er
generelt indholdet af humus og ler, mens sten og grus har en mindre betydning for bindingen. De
fleste stoffer bindes til jordens indhold af humus og til lerkolloiderne.
Det er væsentligt at have et udtryk for binding af pesticid til jorden for at vurdere risikoen for
udvaskning af stoffet til vandmiljøet.
For at vurdere bindingen af pesticider i jordmiljøet, beregnes fordelingskoefficienten Kd, som
angiver forholdet mellem koncentrationen bundet til jorden og koncentrationen af pesticid
opløst i vandet.
Beregning af fordelingskoefficienten, Kd-værdien:
Koncentration af pesticid i jord (mg/kg)
Kd =
Koncentration af pesticid i vand (mg/kg)
Kd-værdien er således et udtryk for, hvor stærk bindingen er og en høj Kd-værdi udtrykker stor
bindingsevne. En Kd-værdi på 0 betyder, at et stof slet ikke bindes til jorden og udvaskes, hvis
der er en nedadgående vandbevægelse i jorden.
Kd-værdien bestemmes i laboratoriet ved adsorptionsforsøg, hvor jord blandes med en vandlig
opløsning af et givent pesticid. Blandingen omrystes i et døgn, hvorefter forholdet mellem
pesticidkoncentrationen adsorberet på jordpartiklerne, og koncentrationen i den opløste
23

jordvæske måles (Petersen HWÃ DO. 1998, Helweg 1985, Danmarks JordbrugsForskning 1998,
Suhr Jacobsen HWÃDO. 1997).
Binding og mobilitet er tæt forbundet, da mobiliteten afhænger af et stofs evne til at binde sig i
jorden, hvorved det bliver mere eller mindre mobilt eller tilbageholdt.
Mobiliteten opdeles i mobilitetsgruppper fra 1 til 3, hvor 3 er mest mobil. Dette er beregnet efter
en screeningsmodel af Gustafson – kaldet GUS index. Vurdering af mobilitetsgruppe er baseret
på landbrugsjord, og et stof kan lande i en anden mobilitetsgruppe ved anvendelse på andre
typer arealer, og dermed kan udvaskningsrisikoen ændres. (Helweg 1994).
1 næppe udvaskelige
2 overgangszone
3 muligt udvaskelige
(Helweg 1994)
Det er vigtigt, før et stof godkendes til brug at kende dets Kd-værdi og mobilitetsgruppe, så
man kender bindingsgraden og mobiliteten. Således kan det bedømmes, om der er risiko for
udvaskning.
Ã*O\SKRVDWVÃELQGLQJÃRJÃPRELOLWHWÃLÃMRUGHQ
Laboratorieforsøg viser, at glyphosat adsorberes stærkt til jordens bestanddele. Især jordens
indhold af ler er af stor betydning. Glyphosat bindes stærkt til lerkolloriderne, idet der på
lermineralernes flade er knyttet metalkationer f.eks. jern- og aluminiumoxider, hvortil
phosphorsyre-delen i glyphosat danner meget stærke kompleksforbindelser (se evt. tidligere
strukturformel). Uorganisk fosfor vil dog indgå og konkurrere med glyphosat om de samme
bindingssteder i jorden (Suhr Jacobsen HWÃDO. 1998).
Dette betyder, at et højt indhold af uorganisk phosphor i jorden vil hindre glyphosats binding, og
dermed øges risikoen for udvaskning.
Tabel 1 viser forskellige stoffers binding i udyrket overfladejord med et indhold af organisk stof
på ca. 1,5 %, samt deres mobilitetsgruppe. Her kan det ses, at glyphosat skiller sig ud fra de
andre stoffer både ved Kd-værdi og ved mobilitet.
24

Glyphosats binding vil ikke afhænge betydeligt af humusindholdet (organisk stof). Derfor har
glyphosat også evnen til at binde sig stærkt under befæstede arealer med et lavt indhold af
humus (se tabel 2). Dette skyldes, at glyphosat bindes til lermineralerne, og derfor er glyphosat
næppe udvaskeligt selv i ugunstige miljøer.
Tabel 1 udsnit af tabellen
6WRI .GñÃY UGL 0RELOLWHWVJUXSSH
Atrazin (Pramitol AT) 1,5 3
Diuron (Karmex) 7,2 2
Glyphosat (Roundup) 358 1
(Helweg 1994)
Tabel 2
Kd-værdien for glyphosat og Diuron til sammenligning påvist i jernbanefundamenter i Sverige:
% organisk C Glyphosat (Roundup) Diuron (Karmex)
0,24 83 1,0
0,06 26 0,6
0,51 76 1,5
(Helweg 1994)
Glyphosat er således i mobilitetsgruppe 1 og næppe udvaskeligt fra hverken
jernbanefundamenter eller overfladejord. Dog skal der tages højde for makroporetransport, da
glyphosat, der er bundet til jorden, kan udvaskes i jorden gennem jordens makroporer, dvs.
gennem sprækker, ormehuller etc. (Helweg 1994, H Petersen HWÃ DO. 1998, Helweg 1996,
Danmarks Jordbrugsforskning 1998, Bagge Jensen HWÃDO. 1997, Suhr Jacobsen HWÃDO 1998).
Ã1HGEU\GQLQJ
Nedbrydningen af pesticider starter allerede, når de bliver sprøjtet ud. Nedbrydningsprocessen
kan ske på tre forskellige måder; enten ved fotonedbrydning, kemisk nedbrydning eller
25

mikrobiologisk nedbrydning. Nedbrydningen afhænger af mange faktorer, hvor jordens indhold
af bl.a. ilt, vand og jordens temperatur har stor indflydelse på nedbrydningen. Desuden afhænger
nedbrydningen også af jordens indhold af biomasse og af jordtypen.
Det er vigtigt, at man ved nedbrydning forstår, at der skelnes mellem ufuldstændig- og
fuldstændig nedbrydning. Ved ufuldstændig nedbrydning nedbrydes pesticidet til et
nedbrydningsprodukt, som kan være sværere at nedbryde end det oprindelige stof. Fuldstændig
nedbrydning betyder, at et stof er nedbrudt til dens uorganiske bestanddele f.eks. vand og CO2.
Ã)RWRÃRJÃNHPLVNÃQHGEU\GQLQJ
Fotonedbrydningen foregår ved stoffernes optagelse af energi fra sollyset, hovedsageligt de
ultraviolette stråler, hvorved der sker en spaltning af det kemiske stof. Den fotokemiske
nedbrydning har betydning for kemiske produkter, som er i luften eller ligger på jordoverfladen
eller på planteoverfladen (Helweg 1988).
Kemisk nedbrydning kan ske ved en spaltning af pesticider ved kontakt med jordvæsken og
jordens aktive overflader.
Der kan f.eks. ske en vis spaltning af kemiske stoffer ved en abiotisk hydrolyse, som er spaltning
under vandoptagelse i det abiotiske miljø i jorden. Det abiotiske miljø består af fire elementer;
en mineralsk del, dødt organisk stof, jordvand og luft. Desuden kan der ske en vis kemisk
nedbrydning ved kontakten med de kolloidale partiklers overflade. Den kemiske nedbrydning vil
forløbe mere eller mindre hurtigt. Det er dog vanskeligt at vurdere, hvor hurtigt processen vil
forløbe (Helweg 1988).
Ã%LRORJLVNÃQHGEU\GQLQJ
Den biologiske nedbrydning af pesticider er den mest betydningsfulde nedbrydning.
Nedbrydningen af kemiske stoffer sker hovedsageligt ved mikrobiologisk nedbrydning. Dette
sker pga. jordbundens bakterier og svampe, som producerer de enzymer, der skal til for at
nedbrydningen kan foregå. Omsætningshastigheden er ligeledes afhængig af iltindholdet i jorden,
da nogle bakterier ikke kan leve i iltholdige miljøer og andre ikke i iltfrie miljøer. Ofte kan en
total vandmætning medføre iltmangel, som kan virke hæmmende på nedbrydningen.
Mikroorganismerne er ligeledes temperaturafhængige, og om vinteren ved lave temperaturer er
26

nedbrydningen væsentligt reduceret, da de fleste bakterier trives bedre ved højere temperatur.
Omsætningen kan være 10 –15 gange hurtigere om sommeren end om vinteren. Dog kan
udtørring om sommeren nedsætte nedbrydningshastigheden (Helweg 1988).
Der skelnes mellem forskellige mikrobiologiske nedbrydningsformer bl.a. cometabolisk og
metabolisk, som behandles nedenstående. Indenfor grupperne skelnes der også mellem aerob og
anaerob nedbrydning. Desuden kan det kemiske stof også nedbrydes af extracellulære enzymer,
der er udskilt af bakterier til delvis nedbrydning af stofferne (Helweg 1988).
Den cometabolliske nedbrydning er en proces, hvor mikroorganismerne ikke har noget udbytte
ud af nedbrydningen og fremmer derfor ikke organismernes vækst. De bakterier, der foretager
denne form for nedbrydning, er derfor afhængig af at få deres næring fra andre substrater, og
heraf vil enzymproduktionen afhænge. Det formodes derfor, at antallet af bakterier ikke vil
stige under påvirkning af det aktuelle stof. Derfor vil antallet af nedbrydningsbakterier heller
ikke stige ved en øget tilførsel af det kemiske stof og nedbrydningshastigheden vil ofte være
konstant. Selv om der i de senere år er sået tvivl om den reelle betydning af cometabolisme, så
forklares en del biologiske nedbrydningsforløb bedst ved denne teori (Helweg 1988).
Metabolisk nedbrydning sker, når nogle bakterier udnytter et pesticid som nærings- og
energikilde. Det kemiske stof kan derved være begrænsende faktor for væksten af
mikroorganismerne. Nedbrydningshastigheden varierer, da omsætningen afhænger af antallet af
bakterier i jorden, når stoffet tilføres. Ofte vil der i jorden findes bakterier, der allerede har de
genetiske egenskaber til produktion af de nedbrydende enzymer. Der er dog en tidsforsinkelse
fra udspredningen af stoffet, til man kan måle en nedbrydning. Det skyldes, at det tager et
stykke tid for mikroorganismerne at producere de enzymer, der kan omsætte substratet. Hvis
der kun er få af de nedbrydende organismer, skal antallet forøges, før en observerbar
nedbrydning kan måles. Tit er der kun få af de aktive bakterier i jorden, og deres vækst er ofte
langsom pga. de små mængder af substrater. Derfor vil der også gå fra få dage op til flere uger,
før en nedbrydning kan måles. Når, der i jorden findes mikroorganismer, der kan nedbryde et
bestemt stof, vil der efterfølgende ses et forøget antal af disse mikroorganismer i flere år, efter
stoffet er nedbrudt. Dette skyldes formentligt, at disse bakterier, som mange andre, er vant til at
27

skulle overleve i hviletilstand gennem længere tid. Derved opstår en forbedret nedbrydningsevne
i jorde, der har været eksponeret for det pågældende stof, da mikroorganismerne er blevet
adapteret (tilvænnet til stoffet). Genet, der koder for nedbryd-ningsenzymet kan i nogle tilfælde
være tilknyttet selvstændige DNA-stykker (plasmider) og kan derved overføres fra en
bakteriecelle til en anden, og måske ligeledes fra en bakterieslægt til en anden.
Derudover skal der tages højde for, at der i jorden måske ikke er bakterier til stede som kan
nedbryde det pågældende stof. Der skal så ske mutationer, som er ændring af det genetiske
materiale, for at evnen til nedbrydning af det pågældende pesticid kan opstå. Disse mutanters
væksthastighed er relativ lav, da der kun er små energikilder, og derfor er sandsynligheden for
aktive mutanter ret lille (Helweg 1988).
Ã*O\SKRVDWVÃQHGEU\GQLQJÃRJÃGHWVÃQHGEU\GQLQJVSURGXNWHU
Glyphosat nedbrydes hovedsageligt mikrobiologisk, dog har Torstensson og Aamisepp fundet
en svag kemisk nedbrydning i sterilt jord (Suhr Jacobsen HWÃ DO. 1998). Fotonedbrydning af
glyphosat sker meget langsomt på tør jord og i naturligt sollys (Kraul 1990). Den
mikrobiologiske nedbrydning foregår ved cometabolisk nedbrydning og er derfor ikke næringseller
energikilde for de nedbrydende mikroorganismer. Omsætningen af glyphosat udføres bl.a.
af bakteriestammerne Arthrobacter og Pseudomonas, men der er mange andre bakterier, der er i
stand til at nedbryde glyphosat (Suhr Jacobsen HWÃDO. 1998).
Ã+DOYHULQJVWLG
Ved nedbrydning af pesticider benyttes udtrykket halveringstid. Halveringstiden er den tid, det
tager halvdelen af stoffet at nedbrydes til uorganisk stof. Målingerne udføres ved kulstof-14-
mærkning. Der anvendes den mest stabile del af pesticidmolekylet, hvor det normale kulstof-12
erstattes med radioaktivt kulstof-14. Ved denne metode kan man følge det mærkede kulstof, til
det bliver udskilt, som 14 CO2 (radioaktiv C), når der er sket en fuldstændig nedbrydning.
Halveringstiden estimeres således på baggrund af udskillelsen af 14 CO2. Ved at benytte den mest
stabile del af molekylet er man sikker på en total nedbrydning, da det er den del, som nedbrydes
sidst ( Helweg 1988).
28

Ã*O\SKRVDWVÃKDOYHULQJVWLG
Halveringstiden for glyphosat er afhængig af bindingen (Kd-værdien) og kan variere meget fra
under en uge til flere måneder. Tabel 3 (Suhr Jacobsen et al. 1998) angiver mineraliseringen af
glyphosat i udvalgte jorde. Det ses, at omdannelsen af glyphosat foregår langsommere i de
relativt uorganiske jorde udtaget i en vis dybde på 35-55 og 90-100 cm (nederst i tabellen)
sammenlignet med overfladejorden, som indeholder mere organisk materiale (øverst i tabellen).
Men hovedsageligt er halveringstiden ganske kort for glyphosat i forhold til f.eks. atrazin, hvor
nedbrydningstiden er på over 1 år (Helweg 1988).
Tabel 3
Forfatter Jord (dybde i cm) Temperatur Organisk stof Halveringstid
Hance, 1976 Lermuld 40 dage.
Rueppel et al, 1977 Lermuld 30 0 C 1% 3 dage
Do Ler 30 0 C 6% 27 dage
Do Sandmuld 30 0 C 1% 130 dage
Torstensson 1982 Sandmuld 175 dage
Do Lermuld 90 dage.
Nielsen Sandmuld 0 - 30 10 0 C / 20 0 C 2,5 100/45 dage
Do Grovsand 35 -55 10 0 C / 20 0 C 1,0 >1000/500 dage
Do Grovsand 90 - 100 10 0 C / 20 0 C 0,2 >1000/>1000 dage
Tabel 3 (Suhr Jacobsen et al. 1998).
Ã*O\SKRVDWVÃQHGEU\GQLQJVSURGXNWHU
Som tidligere nævnt, skelnes der mellem fuldstændig og ufuldstændig nedbrydning. Ved
ufuldstændig nedbrydning af glyphosat dannes to forskellige nedbrydningsprodukter, sarcosin
og AMPA. Se nedenunder.
Sarcosin nedbrydningen sker ved, at glyphosat omsættes til sarcosin og derefter til glysin, før
der sker en fuldstændig mineralisering. Første trin udføres af enzymet C-P lyase, som fraspalter
phosphordelen fra glyphosatmolekylet. Denne proces gælder for en række renkulturer, og
processen stopper, hvis de kan få phosphor fra andre kilder.
29

Det andet nedbrydningsprodukt, AMPA, som anses for det væsentligeste nedbrydningsprodukt
fra glyphosat i jord. Nedbrydningen begynder ved en spaltning af kulstof-kvælstof bindingen i
Figur 4 Nedbrydning af glyphosat (Malik et al. 1989).
glyphosat, og derved opstår produkterne AMPA og glyoxylate (se figur 4). AMPA kan
nedbrydes til kuldioxid, vand, fosfat og ammonium. Tilstedeværelsen af phosphor påvirker ikke
dannelsen af AMPA men hæmmer den videre nedbrydning af AMPA. Nedbrydningen af AMPA
sker hovedsageligt mikrobiologisk, men AMPA nedbrydes langsommere end glyphosat. Dette
tilskrives, at det bindes stærkere til jorden (Suhr Jacobsen HWÃDO. 1998).
30

Ã6WUDWHJLHUÃWLOÃEHVN\WWHOVHÃDIÃJUXQGYDQGHW
Danmarks vandsforsyning stammer næsten udelukket fra grundvandsindvinding, hvorfra vi
opnår drikkevand af høj kvalitet, som vi gerne vil bevare (Miljøforskning 1997). Hvorvidt, de
enkelte grundvandsressourcer kan benyttes til drikkevand, afhænger af, om de lever op til
kravene om høj kvalitet. På samme måde spiller økonomi og teknik også ind. Teknisk set er det
muligt at anvende forskellige typer vand, men omkostningerne ved øget nødvendig behandling
kan nemt overstige det økonomisk forsvarlige ved indvinding. Der er derfor stor usikkerhed
om, hvorvidt de uudnyttede grundvandsressourcer, er anvendelige idet indvindingsforholdene
varierer meget (Linde-Jensen HWÃDO. 1976).
Vandet indgår i et kredsløb, der består af flere elementer bl.a. nedbør, overfladeafstrømning og
nedsivning til grundvandet. Desuden vil noget af vandet fordampe, og derved frigives til
atmosfæren igen. Samlet betyder dette, at der løbende dannes nyt grundvand. Ved valg af
indvindingsområde er det vigtigt, at den ønskede indvindingsmængde findes. Områderne vælges
udfra vandtilstrømningens størrelse, vandets kvalitet samt udfra anlægs- og
driftsomkostningerne (Linde-Jensen HWÃDO. 1976).
I Danmark er kravene til drikkevandskvaliteten høje. Kvaliteten opdeles i sundhedsmæssige
æstetiske og tekniske krav. Vandet skal være af høj hygiejnisk kvalitet, dvs. det skal være
upåklageligt m.h.t. smag, lugt og farve. Vandkvaliteten er således sammensat af mange
parametre, hvor de sundhedsmæssige kvalitetskrav altid skal opfyldes. For at bibeholde den
gode kvalitet af drikkevandet er det vigtigt at passe på vores grundvandsressourcer. Specielt i
forhold til vores drikkevand benyttes forsigtighedsprincippet for, at vi kan være sikre på at
beskytte vores grundvand således, at vi fortsat opnår en god drikkevandskvalitet (Linde-Jensen
HWÃDO. 1976).
Ã0HWRGHUÃWLOÃEHVN\WWHOVHÃDIÃJUXQGYDQG
Der er flere muligheder for at beskytte grundvandet. Ifølge Miljøbeskyttelsesloven kan der
meddeles påbud om at forebygge forurening af nutidige eller fremtidige vandindvindingsanlæg.
Denne lov kan benyttes til at fastlægge fredningsbælter omkring vandindvindingsboringerne,
31

oftest med en radius på 10 meter. Bestemmelsen har hovedsageligt været anvendt til (mod
erstatning) at fastlægge fredningsbælter jf. Miljøstyrrelsens cirkulære om (nr. 64 af 28. feb.
1980) vandindvinding og vandforsyning. Planloven prioriterer ligeledes beskyttelse af
grundvands-ressourcerne højt og udpeger indvindingsområderne udfra drikkevandsinteressen.
Der er også andre metoder til at fremme beskyttelsen af grundvandet. En metode, der kan
anvendes, er jordkøb til brug for jordomlægning f.eks. omlægning til skov. Derudover er der
tilskudsordninger til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger, som er målrettet mod de af amterne
udpegede SFL-områder, dvs. særligt følsomme landbrugsområder. For at opnå tilskud kan
landmanden f.eks. tage sine landbrugsområder ud af drift mod en forpligtelse på 20 år. Der er
dog andre knapt så langsigtede muligheder. En af disse er, at vandværkerne, kommunerne eller
amterne indgår frivillige aftaler med landmanden med henblik på beskyttelse af grundvandet
(Miljøstyrelsen 1998a).
Udover de allerede nævnte muligheder for beskyttelse af grundvandet kan det dog med tiden
blive nødvendigt at udvikle nye strategier. Hvis vi skal sikre os rent grundvand i fremtiden, er
det nødvendigt at have store indvindingsområder, som ikke bliver forurenet af uønskede stoffer.
En måde, hvorpå dette kan opnås, er, at omlægge store dele af Danmarks areal til
grundvandsbeskyttelseszoner. Dette vil naturligvis medføre en række problemer;
- Hvordan skal disse arealer udvælges
- Hvem skal ofre sin jord til dette formål
- Skal det udelukket være på statens regning
Hovedsagen er at opnå en hensigtsmæssig metode til at beskytte vores gode grundvand.
En mulig løsning på problemet kunne være, at udvælgelsen kunne foretages udfra de geologiske
forehold. Det vil sige udfra den geologiske viden og vurdering af Danmarks jordbund. På
nedenstående kort (Figur 5, DGU 1954) ses, at det meste af landet er dækket af moræne, hvor
der er usikre vandindvindingsforhold. Den største del af Vestjylland er dog hovedsageligt
dækket af sand og grus, hvor vandindvindingsforholdene er gunstige, dvs. at der er rigelige
mængder, og at det er let tilgængeligt. I de områder, hvor vandindvindingsforholdene er gode
som i Vestjylland, er der også gode nedsivningsforhold. Derfor vil vandet ikke blive tilbageholdt
på samme vis som i morænejord. Vandets indhold af opløste stoffer inklusiv pesticider vil
derved kunne nå grundvandet.
32

Figur 5 (Danmarks Geologiske Undersøgelse 1954).
Selv om beskyttelse af grundvandet udfra viden om jordbundstyper kunne være en mulighed, er
det vigtigt og nødvendigt at have en form for regulering og lovgivning på området. Det er også
regulering og lovgivning på dette området, hvilket vi efterfølgende vil komme ind på.
33

Ã5HJXOHULQJÃDIÃSHVWLFLGDQYHQGHOVHQ
Som det fremgår af den hidtidige gennemgang, består pesticider af aktive stoffer, hvis formål er
at volde skade på andre organismer, heraf følger også betegnelsen bekæmpelsesmidler. Netop
fordi der er tale om stoffer, der kan være til fare for omgivelserne har det fra myndighedernes
side været set som en nødvendighed at regulere anvendelsen heraf. Netop reguleringen af
pesticidanvendelsen vil være emnet for dette afsnit.
I det efterfølgende vil vi først introducere forsigtighedsprincippet, som ligger til grund for
miljøreguleringen. Dernæst ser vi nærmere på den regulering, der eksisterer på pesticidområdet i
dag, og herunder kommer vi ind på dels politiske initiativer såsom pesticidhandlingsplanen, dels
lovgiving, hvilket vil sige kemikalieloven. I den forbindelse behandles også forholdet mellem
EU-lovgivning og dansk lovgivning. Vigtige elementer i den danske regulering af pesticidanvendelsen
er den godkendelsesprocedure, som foreskrives i kemikalieloven samt de grønne
afgifter på området, hvorfor disse bliver gennemgået.
Ã)RUVLJWLJKHGVSULQFLSSHW
Et særligt problem ved reguleringen af miljøproblemer er, at disse ofte er meget komplekse og
involverer mange forureningskilder. Dette betyder, at det ikke er muligt at tilvejebringe en
ønsket miljøkvalitet, hvis lovgivningen udelukkende retter sig mod et begrænset antal forurenere
eller recipienter. Derudover medfører forureningsproblemerne ofte enten umulige eller svært
genoprettelige skader på miljøet. Disse forhold er medvirkende til, at der på miljøområdet
hersker nogle særlige miljøprincipper, hvorunder forsigtighedsprincippet hører. Miljøprincipperne
er ofte udtryk for de overordnede ideelle mål, hvilket også betyder, at de ikke har en
traditionel retlig betydning. Målsætningen med principperne er at påvirke de ansvarlige beslutningstagere
til at inddrage miljøhensyn i beslutninger, der kan have konsekvenser for miljøet.
Overordnet skal principperne altså bidrage til at sikre en bæredygtig udvikling, og kommer som
følge heraf til udtryk i både national lovgivning og internationale aftaler herunder EU-traktaten
(Basse forthcoming).
Særligt forsigtighedsprincippet har i den seneste tid været genstand for en del debat. En del af
debatten har drejet sig om at indkredse, hvad begrebet dækker over. Som udgangspunkt handler
forsigtighedsprincippet om, hvor sikker viden skal være, før politikere og myndigheder skal
34

træffe beslutning om at handle overfor et potentielt miljøproblem. I følge forsigtighedsprincippet
kan man ikke vente med at handle, til der foreligger et endegyldigt videnskabeligt bevis for et
eksisterende miljøproblem (www.mem.dk/faktuelt/fak15.htp 06.11.98). Princippet foreskriver
netop, at myndighederne iværksætter forebyggende foranstaltninger for at forhindre alvorlige og
uoprettelige miljøskader. Initiativer med henblik på at begrænse skadevirkninger skal dermed
også tages i situationer, hvor der endnu ikke er sikkerhed for, at der foreligger en risiko for
miljøet (Basse forthcoming). Videnskabelig usikkerhed må altså ikke bruges som et påskud for
ikke at gribe ind med forebyggende tiltag. Første gang, forsigtighedsprincippet blev nævnt i
lovgivningsmæssig forbindelse, var i 1976 i tysk lovgivning. Senere er det indgået i en række
regionale og globale traktater, konventioner og deklarationer. Endelig er det i Maastrichttraktatens
artikel 130R fremhævet, at EUs miljøpolitik bygger på forsigtighedsprincippet. Denne
formulering er senere videreført til Amsterdamtraktaten. I dansk lovgivning er det dog sjældent,
at princippet nævnes direkte. Dette betyder ikke, at der ikke tages hensyn hertil, idet
formålsparagrafferne til både miljøbeskyttelsesloven og kemikalieloven indeholder
forsigtigshedsbetragtningen (www.mem.dk/faktuelt/fak15.htm 06.11.98).
Ã5HJXOHULQJHQÃJHQQHPÃWLGHUQH
Allerede siden slutningen af 1700-tallet har der været lovgivning angående brugen af giftstoffer,
men det var dog først i 1931, at den første egentlige giftlov blev vedtaget. I 1948 blev
bekæmpelsesmidlerne skilt ud fra giftloven og blev reguleret af en selvstændig
bekæmpelsesmiddelslov. Begge love gennemgik efterfølgende revideringer og i 1980 blev lov
om kemiske stoffer og produkter (i daglig tale kemikalieloven) vedtaget. Denne er en
sammenskrivning af de to love, og udgør i dag den lovgivning, som regulerer anvendelsen af
pesticider. Også kemikalieloven har været underlagt løbende revidering, og de seneste ændringer
skete i juni 1997 (www.mst.dk/fagomr/02010000.htm 04.10.98).
Ã3ROLWLVNHÃLQLWLDWLYHU
Som det fremgår af afsnittet om udviklingen i forbruget af pesticider, har dette været stigende
op gennem 1980erne. Det stigende forbrug var baggrunden for, at den daværende miljøminister,
Christian Christensen, i 1986 fremsatte en handlingsplan for nedsættelse af forbruget af be-
35

kæmpelsesmidler, også kaldet pesticidhandlingsplanen. I denne plan præsenterede miljøministeren
en række initiativer, der ansås som påkrævede for, at pesticidforbruget hurtigt og
effektivt kunne nedbringes. Samtidig blev det dog påpeget, at den eksisterende jordbrugsproduktion
ikke kunne opretholdes helt uden brug af bekæmpelsesmidler. En nedbringelse af
pesticidforbruget var en nødvendighed, hvis handlingsplanens målsætning om netop at beskytte
mennesker og miljøet mod risici og skadevirkninger, som følge af brugen af bekæmpelsesmidler,
skulle kunne opfyldes. Dette udmøntedes i en konkret målsætning, ifølge hvilken forbruget
inden 1.1.1990 skulle nedbringes med 25% og inden 1.1.1997 med yderligere 25%. Reduktionen
blev beregnet i forhold til det gennemsnitlige forbrug i perioden 1981-85. Som nævnt
indeholdt planen en række initiativer og midler til at nå disse målsætninger. For det første blev
der lagt stor vægt på, at rådgivningsindsatsen skulle opprioriteres. Denne rådgivning skulle
baseres på et behovskriterie og tage hensyn til såvel en økonomisk som en miljømæssig
afvejning. For det andet blev en intensiveret forskning i begrænsningen af pesticidforbruget
nævnt som et vigtigt middel. Denne forskning skulle ske indenfor følgende områder;
forebyggende foranstaltninger, metoder til erkendelse af bekæmpelsesbehovet, optimal anvendelse
af bekæmpelsesmidler samt ikke-kemisk bekæmpelse. For det tredje blev der opregnet
en række forslag til lovmæssige indgreb. Dels blev der foreslået lovændringer, som vil styre
forbruget over mod mindre farlige midler, dels foreslåes det at reducere det samlede areal, der
sprøjtes. Derudover nævntes forskellige konkrete lovændringer, blandt andet forbud mod
plansprøjtning samt obligatorisk uddannelse af erhvervsmæssige brugere (Miljøministeriet
1986).
Ã3HVWLFLGKDQGOLQJVSODQHQVÃHIIHNW
Det er nu 13 år siden, Christian Christensen fremlagde denne handlingsplan, og spørgsmålet er,
hvilken effekt den har haft. I 1997 udgav Miljøstyrelsen "Status for miljøministerens handlingsplan
for nedsættelse af forbruget af bekæmpelsesmidler", hvori netop dette emne belyses. Den
overordnede konklusion er, at det på baggrund af en række konkrete ændringer er lykkedes at
foretage en opstramning af godkendelsesordningen for bekæmpelsesmidler. Allerede i 1987
vedtog Folketinget en ændring af kemikalieloven, der medførte, at midler, som vurderes som
særligt farlige for sundhed og miljø ikke kunne godkendes. Samtidig blev der indført et
substitutionsprincip. Her blev det præciseret, at hvis der eksisterer flere pesticider til samme
36

formål, er det kun de mindre farlige stoffer, som kan godkendes. Derudover er der sket en
række tiltag på rådgivningssiden, hvor den overvejende del finder sted i landboorganisationerne,
bl.a. er der blevet etableret planteværnsgrupper og udgivet informationspjecer og -videoer.
Hvad angår uddannelse, så har det siden april 1993 været et krav, at erhvervsmæssige brugere af
bekæmpelsesmidler skal være i besiddelse af et sprøjtecertifikat eller -bevis. På samme måde har
det siden 1994 været et krav, at landmænd med over 10 ha. skulle føre sprøjtejournaler for de
enkelte marker, ligesom sprøjtemateriellet har været underlagt stikprøvekontrol. Alle disse tiltag
har betydet, at salget af aktivstoffer har været jævnt faldende siden handlingsplanens fremlæggelse,
dog er det kun reduceret med ca. 36% i forhold til referenceperioden. Da salget
antages at stemme overens med forbruget er handlingsplanens specifikke mål om en 50%
reduktion ikke opfyldt (www.mst.dk/fagomr/02060000.htm 3.11.97). Som nævnt under
gennemgangen af udviklingen i pesticidsalget skal man desuden være opmærksom på, at anvendelsen
af de såkaldte minimidler kan undervurdere den reelle miljøeffekt. Minimidlerne har
en højere effektivitet end de almindelige pesticider, dermed er det muligt at opnå en ønsket
effekt med en reduceret mængde bekæmpelsesmiddel.
Ã.HPLNDOLHORYHQ
Kemikaliereguleringen og dermed også reguleringen af bekæmpelsesmidler sker med
udgangspunkt i kemikalieloven. Loven er vedtaget i 1980 med senere ændringer og tilføjelser
senest i juni 1997. Til loven er bl.a knyttet bekendtgørelse nr. 241 af 27. april 1998 vedrørende
bekæmpelsesmidler. Kemikalieloven er bl.a et resultat af EU-samarbejdet og er på den måde
med til at harmonisere medlemslandenes lovgivning vedrørende kemiske stoffer og produkter
(Karnov 1997 p.9663).
Ã.HPLNDOLHORYHQVÃIRUPnOÃRJÃRPUnGH
Loven dækker i følge det første kapitel alle kemiske stoffer og produkter anvendt i Danmark.
Formålet med loven er at forebygge sundhedsfare og miljøskade i forbindelse med fremstilling,
opbevaring, anvendelse og bortskaffelse af kemiske stoffer og produkter. Ved sundhedsfare
tænkes her på, om stofferne f.eks. er giftige, kræftfremkaldende, allergifremkaldende eller
skadelige for reproduktionen. Ved miljømæssige skader tænkes særligt på, om stofferne er
37

ozonlagsnedbrydende, ophobes i fødekæden eller er farlige for organismer, der lever i
vandmiljøet (www.mst.dk/fagomr/14030000.htm maj 97). Derudover skal loven sikre, at der
fremskaffes de nødvendige oplysninger om kemiske stoffer, der sælges her i landet, samt sikre at
der kan foretages regulering af de stoffer og produkter, som anses for at være farlige. I
forbindelse med denne regulering skal der både tages hensyn til miljø samt de tekniske og
økonomiske konsekvenser, reguleringen vil medføre. Resten af lovens kapitler indeholder
forskellige bestemmelser, som skal muliggøre, at dette formål kan opfyldes. Administrationen af
disse regler og bestemmelser er i overvejende grad overlagt til Miljøstyrelsen.
Ã5HJXOHULQJÃLÃI¡OJHÃNHPLNDOLHORYHQ
Lovens kapitel 3 indeholder regler for anmeldelse af kemiske stoffer og fastslår, at et nyt stof
ikke må sælges eller importeres, før producenten eller importøren har belyst dets virkninger på
sundheden og miljøet. Ved et nyt kemisk stof forstås her stoffer, som ikke er optaget på EUs
liste over kemiske stoffer, der allerede er markedsført i EU. Derudover skal stoffet anmeldes,
hvilket sker på et skema, som udleveres af Miljøstyrelsen. Anmeldelsen skal bl.a indeholde
oplysninger om stoffets anvendelse, nødvendige forsigtighedsforanstaltninger og eventuelle
bortskaffelsesmuligheder, ligesom det også skal oplyses, hvilke undersøgelser, der er foretaget,
samt resultater heraf (Karnov 1997 p.9667). Enhver producent eller importør har desuden pligt
til at vurdere stoffet med hensyn til egenskaber og virkninger, ligesom han skal skaffe
oplysninger, så produktet kan klassificeres, emballeres og mærkes i overensstemmelse med dets
virkning. Efterfølgende har producenten eller importøren pligt til at underrette Miljøstyrelsen om
eventuelle tilføjelser eller ændringer i de allerede indsendte oplysninger. Ministeren har desuden
hjemmel til at udarbejde nærmere regler om, hvornår et kemisk stof eller produkt skal
klassificeres som farligt, ligesom der også kan udarbejdes regler for, hvorledes disse farlige
stoffer skal emballeres og eventuelt mærkes samt opbevares.
Kemikalielovens kapitel 6 vedrører begrænsning af forekomst og anvendelse af kemiske stoffer.
Her fastslås det, at ministeren kan begrænse eller forbyde salg, import og anvendelse af bestemte
kemiske stoffer eller produkter, hvis det findes nødvendigt for, at der ikke opstår fare for
sundheden eller skade på miljøet. Derudover kan ministeren begrænse eller forbyde salg og
anvendelse, hvis de pågældende stoffer eller midler kan erstattes med andre mindre forurenende
produkter. En betingelse for, at der kan ske begrænsning i salg eller anvendelse er dog, at
38

ugen af mindre farlige produkter ikke medfører væsentlige meromkostninger. Tankegangen
bag denne bestemmelse er, at mange små bidrag af stoffer, som ikke isoleret set udgør større
fare, dog samlet set kan medføre en uheldig påvirkning af miljøet (Karnov 1997 p.9671).
Kemikalielovens kapitel 7 er særlig vigtig, hvad angår bekæmpelsesmidler, idet det indeholder
regler for godkendelse af stoffer inden salg, import eller anvendelse. Lovens § 33 i kapitel 7
foreskriver netop, at ministeren inden salg, import eller anvendelse skal godkende produkter
eller stoffer, som anvendes til særlige formål heriblandt ukrudtsbekæmpelse. Denne bestemmelse
er netop en af de måder, hvorved pesticidanvendelsen er søgt reguleret og vil blive grundigere
belyst i et senere afsnit. Ministeren har desuden i følge kapitel 7 hjemmel til at fastsætte
yderligere begrænsninger i anvendelsen af bekæmpelsesmidler. Dette kan dels være i form af
forbud mod anvendelse på bestemte arealer, dels ved at fastsætte regler vedrørende krav om
undervisning af de personer, der udfører sprøjtningen, og endeligt ved et krav om, at landmændene
fører sprøjtejournaler over anvendelsen. Med hensyn til forbud mod anvendelse på
bestemte arealer så præciseres det i bekendtgørelsen vedrørende bekæmpelsesmidler, at meget
giftige og giftige midler ikke må anvendes i private haver, på offentlige områder, der er
tilgængelige for publikum eller nær boligbyggeri og børneinsitutioner. Disse bestemmelser er
som nævnt en følge af pesticidhandlingsplanen fra 1986. Slutteligt skal det om kemikalieloven
tilføjes, at overtrædelse i følge kapitel 13 kan straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil to år.
Ã(8ORYJLYQLQJÃYHGU¡UHQGHÃEHN PSHOVHVPLGOHU
Som nævnt i forbindelse med gennemgangen af kemikalieloven, er denne bl.a. et resultat af EUsamarbejdet.
Særlig vigtig vedrørende bekæmpelsesmidler er EU-Rådets direktiv 91/414/EØF
fra 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler.
Ã%DJJUXQGHQÃIRUÃ(8GLUHNWLYHWÃ(‘)
Direktivet vedrører som nævnt markedsføring af plantebeskyttelsesmidler.
Plantebeskyttelsesmidler defineres i direktivet bl.a. som midler med det formål at ødelægge
uønskede planter. Dermed kan plantebeskyttelsesmidler forstås som en undergruppe af
bekæmpelsesmidler. Det er dog kun denne undergruppe, som er omfattet af EU-lovgivningen.
Allerførst i indledningen til direktivet opregnes de betragtninger, som har ligget til grund for
39

dets udformning. Disse kan overordnet opdeles i dels konkurrence- og handelsmæssige, dels
miljømæssige hensyn. Udgangspunktet for direktivet er, at planteavlen spiller en meget stor rolle
i det europæiske fællesskab. For at forhindre en nedgang i udbyttet heraf anses det, som absolut
nødvendigt, at beskytte planterne mod skadevoldere, som for eksempel ukrudt. Vigtige midler
hertil var og er følgeligt plantebeskyttelsesmidler. Disse midler indebærer ofte risici og farer for
mennesker, dyr og miljøet, hvorfor der også i de fleste af medlemslandene allerede før 1991 var
regler om godkendelse, inden midlerne kunne sælges eller anvendes. Der var dog store forskelle
mellem de enkelte landes regler, hvilket kunne udgøre en hindring for handelen dels med
plantebeskyttelsesmidler dels med planteprodukter. Formålet med direktiv 91/414/EØF var
dermed at sikre ensartede regler vedrørende forudsætninger og procedurer for godkendelse af
plantebeskyttelsesmidler. For yderligere at sikre, at midlerne kunne omsættes frit, burde der i
følge direktivets indledende bemærkninger ske en gensidig anerkendelse af godkendelser
landene imellem. En sådan gensidig anerkendelse forudsætter dog, at de landbrugsmæssige,
plantesundhedsmæssige og miljømæssige herunder klimatiske forhold er sammenlignelige. Som
nævnt bygger direktivet ikke udelukkende på konkurrencemæssige betragtninger, også miljømæssige
forhold har været af betydning. Det fastslås nemlig også i indledningen, at
bestemmelserne skal sikre et højt beskyttelsesniveau, idet der tages hensyn til midlernes risiko
for både sundhed, grundvand og miljø. Dette resulterede i, at plantebeskyttelsesmidler for at
kunne godkendes, for det første skal være tilstrækkelig effektive. For det andet må de ikke have
uacceptable virkninger på planter eller produkter heraf. For det tredje må de heller ikke have
uacceptable skadelige virkninger på miljøet i almindelighed og i særdeleshed ikke på menneskers
og dyrs sundhed eller på grundvandet. Samtidig blev det slået fast, at hensynet til beskyttelse af
mennesker, dyr og miljø går forud for hensynet til produktionsforbedringer.
Ã'LUHNWLYHWVÃY VHQWOLJVWHÃLQGKROG
På baggrund af disse betragtninger, konkurrence- og handelsmæssige såvel som miljømæssige er
direktivet så udarbejdet. Kravet om godkendelse følger af artikel 3 og i artikel 4 opregnes en
række forudsætninger for, at et middel kan godkendes, hvoraf de følgende er særlig relevante
for plantebeskyttelsesmidler.
1. Midlets aktive stof skal være anført i direktivets bilag I over godkendte aktivstoffer.
2. Midlet skal være tilstrækkeligt effektivt.
40

3. Midlet må ikke have uacceptable virkninger på planter eller planteprodukter.
4. Midlet må ikke have nogen direkte eller indirekte skadelig virkning på menneskers eller dyrs
sundhed eller på grundvandet.
5. Midlet må ikke have nogen uacceptabel indvirken på miljøet, idet der lægges særlig vægt på
midlets skæbne og spredning i miljøet, samt dets indvirken på arter uden for målgruppen.
Vurdering af, hvorvidt de pågældende midler opfylder disse forudsætninger, foretages af de
enkelte medlemsstater, det vil for Danmarks vedkommende sige Miljøstyrelsen. Denne
vurdering skal ske ud fra en række ensartede principper, som fremgår af direktivets bilag VI.
Som nævnt er en forudsætning for godkendelse, at plantebeskyttelsesmidlets aktive stof er
optaget på direktivets bilag I, som i daglig tale kaldes EF-listen. Proceduren for optagelse af
aktivstoffer på denne liste over godkendte aktivstoffer og betingelserne herfor er belyst i direktivets
artikel 5. Også her gælder kravene om, at anvendelse af aktivstoffet samt dets restkoncentrationer
ikke må have skadelige virkninger på menneskers eller dyrs sundhed eller på
grundvandet. På samme måde må de heller ikke have nogen uacceptabel indvirken på miljøet.
Udover bestemmelserne angående krav til godkendte midler og aktivstoffer indeholder
direktivet en lang række bestemmelser bl.a. vedrørende konkurrencemæssige forhold mellem to
eller flere ansøgere. Det drejer sig nærmere bestemt om databeskyttelse og fortrolighed
angående forretningshemmeligheder.
Ã'DQVNÃORYJLYQLQJÃVDPPHQKROGWÃPHGÃ(8ORYJLYQLQJHQ
Efter denne gennemgang af henholdsvis den danske lovgivning på bekæmpelsesmiddelområdet
samt det gældende EU-direktiv vedrørende plantebeskyttelsesmidler er det ganske tydeligt, at
der er en lang række ligheder. Det gælder først og fremmest lovgivningernes formål, men også
de nævnte midler til opnåelse heraf. Dette er selvfølgelig et resultat af, at vi i Danmark via vores
EU-medlemsskab er forpligtet til at efterkomme de direktiver, vi har været med til at vedtage i
EU-Rådet. Dette må nødvendigvis resultere i vedtagelsen af nationale love, som afspejler disse
direktiver. Samtidigt betyder dette, at den danske lovgivning på bekæmpelsesområdet i høj grad
er givet udefra. Danmark har dermed ikke i samme grad mulighed for at stille skærpede krav i
forbindelse med godkendelse af plantebeskyttelsesmidler. Generelt for miljøproblemer overstiges
denne manglende mulighed for skærpet national lovgivning af fordelene ved samarbejde mellem
41

landene. Dette hænger sammen med, at miljøproblemer ofte er grænseoverskridende, det gælder
luftforurening samt forurening af verdenshavene. Specifikt for miljøproblemerne med
grundvandsforurening som følge af anvendelsen af bekæmpelsesmidler er, at disse ikke i samme
grad er kendetegnet ved at være grænseoverskridende. Et stort problem i Danmark de seneste år
har været fund af pesticider i grundvandet. Disse grundvandsforureninger er, som det fremgik af
et tidligere afsnit, meget afhængige af, hvilken jordtype grundvandsmagasinerne findes i.
Jordtyper kan variere meget over afstand og dermed også inden for EU. Disse forhold kunne
være med til at opveje fordelene ved en fælles miljøpolitik angående netop
plantebeskyttelsesmidler. Derimod kunne det måske være mere hensigtsmæssigt, hvis landene
hver især havde mulighed for at stille skærpede krav, hvor det blev fundet nødvendigt.
Det skal dog i den forbindelse nævnes, at direktiv 91/414/EØF indeholder muligheden for, at
enkelte lande kan nægte godkendelse af midler, som ellers er godkendte i andre medlemslande.
Som nævnt skal der kun ske gensidig anerkendelse af godkendte midler, hvis de
landbrugsmæssige, plantesundhedsmæssige og miljømæssige, herunder klimatiske forhold, der er
relevante for anvendelsen af midlet, og følgerne heraf er sammenlignelige i de to lande.
Derudover kan et medlemsland midlertid begrænse eller forbyde anvendelsen og salg af et
produkt. Forudsætningen herfor er dog, at det pågældende land har gode grunde til at formode,
at produktet udgør en risiko for menneskers eller dyrs sundhed eller for miljøet. Alt i alt
resulterer dette dog i, at det bliver svært for et enkelt land at fremstå som foregangsland ved at
indføre særlig stramme miljøregler og -krav. Dette kan samtidig betyde, at forsigtighedsprincippet
ikke kan efterleves 100% på nationalt plan.
Ã*RGNHQGHOVHVRUGQLQJHQ
Tidligere eksisterede der ikke en egentlig godkendelsesprocedure for bekæmpelsesmidler. Før
1980 foretog det daværende Giftnævn en klassificering af sprøjtemidler på baggrund af en
vurdering af mulige farer for menneskers og dyrs sundhed (DAF 1995). Der skete altså ikke en
vurdering af mulige skadevirkninger på miljøet i bredere forstand (Karnov 1997 p.9672). Dette
blev dog ændret med kemikalielovens vedtagelse, og efter 1980 blev Giftnævnet, som i øvrigt
oprindeligt sorterede under Landbrugsministeriet, nedlagt (www.mst.dk/fagomr/02010000.htm
04.10.98).
42

Ã'HQÃQXY UHQGHÃJRGNHQGHOVHVRUGQLQJ
I dag hører reguleringen af bekæmpelsesmidler, som nævnt, under Miljø- og Energiministeriet
og administreres af Miljøstyrelsen. Det er, som nævnt, kemikalielovens kapitel 7, der foreskriver
og regulerer godkendelsesproceduren for bekæmpelsesmidler. Ved en lovændring i 1993 blev
det omtalte EU-direktiv 91/414/EØF implementeret i dansk lov og de danske regler afspejler nu
de harmoniserede EU-regler (DAF 1995). Modsat Giftnævnets klassificering indebærer den
nuværende godkendelsesordning, at bekæmpelsesmidler og dermed også plantebeskyttelsesmidler
skal vurderes både med hensyn til deres mulige sundhedsfare, men også
skadelighed for miljøet (Karnov 1997 p.9671).
En af kemikalielovens væsentligste regler fremgår af §33 stk. 1, hvor det fastslås, at
bekæmpelsesmidler skal være godkendte af ministeren, før disse må sælges, importeres eller
anvendes. Reglerne for godkendelse er yderligere præciseret i kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 241
af 27. april 1998 om bekæmpelsesmidler. Heri fremgår det desuden af §3 stk. 2, at godkendelse
af plantebeskyttelsesmidler skal ske i overensstemmelse med retningslinierne i EU-Rådets
direktiv 91/414/EØF. Direktivets retningslinier foreskriver en godkendelsesordning bestående af
to dele. Dels skal der ske en EU-godkendelse af aktivstoffer, dels skal hvert enkelt
plantebeskyttelsesmiddel godkendes nationalt (Karnov 1997 p.9673). Det er producenten eller
importøren af et bekæmpelsesmiddel, som har ansvaret for, at den rette godkendelse samt de
nødvendige oplysninger herfor indhentes. Er der tale om et middel indeholdende et aktivstof,
som ikke tidligere er indgået i et produkt i EU, skal EUs Stående Komité for Plantesundhed
godkende dette nye aktivstof. Godkendte aktivstoffer opføres efterfølgende på EF-listen over
godkendte aktivstoffer. Godkendelse af bekæmpelsesmidler sker på nationalt plan, hvilket i
Danmark vil sige af Miljøstyrelsen (DAF 1995). I forbindelse hermed foretager Miljøstyrelsen en
detaljeret vurdering af midlets samt dets aktivstofs sundheds- og miljøeffekter
(www.mst.dk/fagomr/02010000.htm 04.10.98). Dette munder ud i, at der udarbejdes en
vurdering af produktet indeholdende to hovedafsnit, nemlig sagens oplysninger og
Miljøstyrelsens vurdering. Sagens oplysninger er et resume af resultaterne fra de tests og
undersøgelser, der er foretaget vedrørende midlet. Sidstnævnte tests og undersøgelser vil blive
behandlet grundigt i et senere afsnit. Miljøstyrelsens vurdering indeholder dels en fortolkning af
disse resultater, dels en vurdering, af om forsøgene er gode nok, og om resultaterne er
43

pålidelige. Vurderingsafsnittet munder ud i en samlet vurdering, som samtidig er Miljøstyrelsens
konklusion angående godkendelse eller ej, samt eventuelle vilkår for godkendelsen
(www.mst.dk/fagomr/02110000.htm 04.10.98).
Ã.ODJHDGJDQJ
For afgørelser truffet af offentlige myndigheder har de berørte parter normalt en klageret. I følge
§55 i kemikalieloven gælder der dog særlige regler for afgørelser om plantebeskyttelsesmidler.
Disse kan nemlig ikke indbringes for Miljøklagenævnet, hvis det indeholdende aktivstof er
optaget på EF-listen, eller der er søgt herom. Baggrunden for denne bestemmelse er, at der
eksisterer en omfattende kontrol fra EUs side angående landenes afgørelser vedrørende
plantebeskyttelsesmidler. Derfor er det blevet vurderet som unødvendigt, at disse afgørelser
også skulle have adgang til at klage til en national myndighed (Karnov 1997 p.9679).
Ã(QVDUWHGHÃSULQFLSSHUÃLÃI¡OJHÃ(8
Som nævnt i afsnittet om EU-lovgivningen skal den nationale godkendelsesordning følge en
række fælles regler samt ensartede principper, som er vedtaget på EU-plan. Først og fremmest
indeholder artikel 4 i direktiv 91/414/EØF en række forudsætninger og krav, som et
plantebeskyttelsesmiddel skal opfylde for, at det kan opnå godkendelse. Derudover er der en
række ensartede principper, som fremgår af direktivets bilag VI. Heri præciseres disse
forudsætninger, og formålet hermed er at sikre en ensartet anvendelse heraf, når de enkelte
medlemslande træffer beslutning om godkendelse. Principperne vedrører dels vurderingen af de
oplysninger, som ansøgerne indsender om det pågældende middel, dels beslutningsprocessen. I
forbindelse med vurderingen skal de nationale godkendelsesmyndigheder navnligt lægge vægt på
følgende punkter, som udgør de generelle principper:
1. Virkningen af plantebeskyttelsesmidlet, set som dets effektivitet.
2. Potentielle farer ved midlet og risici for mennesker, dyr og miljø som følge heraf.
3. De landbrugsmæssige, plantesundhedsmæssige og miljømæssige forhold de steder midlet skal
anvendes.
4. Eventuelle usikkerhedsmomenter i de indgivne oplysninger.
Disse punkter er desuden uddybet i bilagets specifikke principper vedrørende vurderingen.
Principperne angående beslutningsprocessen fastslår, at godkendelsesmyndighederne har
44

mulighed for at knytte betingelser eller begrænsninger til en godkendelse. Derudover skal
medlemslandene i forbindelse med godkendelsen sikre, at midlet kun anvendes i de mindst
mulige mængder, som er nødvendige. Dette gælder også, selvom større mængder ikke ville
indebære uacceptable risici for menneskers eller dyrs sundhed eller for miljøet. Som for
vurderingen gælder der også en række mere specifikke principper for beslutningsprocessen.
Ã2YHUJDQJVRUGQLQJHQ
Lovændringen i 1993 i forbindelse med implementeringen af den særlige EUgodkendelsesprocedure
for plantebeskyttelsesmidler betød, at der skulle ske en ny vurdering af
de produkter, der allerede var på markedet. Målet hermed var at sikre, at alle midler på
markedet - nye såvel som gamle - opfylder kravene i den nye godkendelsesordning. Til det
formål blev der gennemført en EU-revurdering af de aktivstoffer, der allerede fandtes i
produkter, som var markedsført i EU. Denne revurdering er planlagt til at vare i ti år. I denne
overgangsperiode skal midlerne godkendes efter de eksisterende nationale lovgivninger, indtil
det indeholdende aktivstof optages på EF-listen eller forbydes. Godkendelsen skal dog ske i
overensstemmelse med de ensartede principper omtalt i forrige afsnit (DAF 1995). At der er tale
om en overgangsordning kommer bl.a. til udtryk ved, at der endnu kun er optaget to aktiv
stoffer på EF-listen, og et er på vej til at opnå optagelse (Samtale med Nina Sørup Hansen,
Bekæmpelseskontoret, Miljøstyrelsen).
Ã.RPPHQWDUHUÃWLOÃJRGNHQGHOVHQVRUGQLQJHQ
De seneste års fund af pesticider i grundvand har medført tvivl om, hvorvidt
godkendelsesordningen fungerer optimalt. Ikke desto mindre er den danske
godkendelsesordning af et internationalt uafhængigt ekspertpanel blevet vurderet til at være en
af de strengeste i Nordeuropa. Desuden konkluderede ekspertpanelet, at EU-reguleringen på
dette område er gennemført i dansk lovgivning på restriktiv vis. På samme måde har Danmarks
og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS) fremført, at den danske ordning er blandt de
mest restriktive i Europa. Med den nuværende viden vil det i følge GEUS næppe være muligt at
lave en bedre generel godkendelsesordning. Der er dog mellem ekspertpanelet, GEUS og
Miljøstyrelsen enighed om, at hverken den gældende eller et forbedret godkendelsessystem kan
sikre mod nedsivning af bekæmpelsesmidler til grundvandet (www.mst.dk/fagomr/
45

02040000.htm jan.98). Dette hænger naturligvis sammen med, at godkendelsesordningen først
trådte i kraft i 1980. Før denne tid blev der anvendt midler, som i dag ikke ville kunne opnå
godkendelse. Disse stoffer vil derfor stadig udgøre en risiko for miljøet og grundvandet på
grund af nedsivningsperioden, som kan være lang og er afhængig af mange faktorer jævnfør
afsnittet om pesticiders nedsivning. Implementeringen af EU-direktivet har også haft betydning
for godkendelsesordningen. En afgørende ændring i forhold til den eksisterende ordning var, at
man tidligere vurderede stofferne ud fra deres iboende egenskaber. I følge direktivet skal
sagerne afgøres på baggrund af en risikovurdering, det vil sige ud fra en vurdering ved
almindelig brug. En anden ændring var, at substitutionsprincippet ikke længere kunne anvendes
ved afgørelser om plantebeskyttelsesmidler. Det er altså ikke længere muligt at forbyde et
middel, selvom der findes et alternativt og mindre giftigt middel (www.mst.dk/fagomr/
02060000.htm 04.10.98). Især sidstnævnte forhold må siges at være en forringelse i forhold til
den oprindelige godkendelsesordning. Den nye EU-godkendelse kan dog ikke af den grund
betegnes som en ubetinget forringelse. Bl.a. har den nye procedure medført en betydelig
skærpelse af kravene til dokumentation og vurdering af de effektivitetskrav, der skal indsendes
sammen med ansøgningen om godkendelse (Bennekou & Jørgensen 1993). Endeligt er det
svært at foretage en fyldetsgørende vurdering af, hvorvidt den nye ordning er en forbedring i
forhold til den gamle, da det først er inden for de seneste år, at de sidste EU-direktiver er blevet
vedtaget. Den totale virkning af ændringen vil altså først kunne vurderes efter nogle år.
Ã7HVWNUDYÃYHGÃJRGNHQGHOVHÃDIÃSHVWLFLGHU
Efter den mere generelle gennemgang af godkendelsesordningen for bekæmpelsesmidler vil vi se
nærmere på, hvilke tests der i dag kræves gennemført, inden et bekæmpelsesmiddel kan
vurderes mht. godkendelse. Desuden vil vi belyse, hvorvidt der eksisterer internationale
retningslinier for udførelsen af disse tests. Her er det, som tidligere nævnt, nødvendigt at skelne
mellem hhv. bekæmpelsesmidler og den dertilhørende undergruppe af plantebeskyttelsesmidler.
Selvom midlet er godkendt tidligere, skal der ske en revurdering af denne godkendelse. I Lov
om kemiske stoffer og produkter er der indført regler om, at en godkendelse af et
bekæmpelsesmiddel skal fornyes inden 8 år eller 4 år, når midlet er klassificeret som "meget
giftigt" eller "giftigt". For plantebeskyttelsesmidler er godkendelses-perioden hhv. 10 eller 5 år
46

(jf. lovens §33 stk. 4). Netop fordi bekæmpelses- og plantebeskyttelsesmidler kun er godkendte
i en begrænset tidsperiode, er det ikke uden betydning at kende til de tests, der i dag kræves
gennemført, inden en eventuel revurdering af godkendelsen.
Ã7HVWNUDYÃYHGÃDQV¡JQLQJÃRPÃJRGNHQGHOVHÃDIÃEHN PSHOVHVPLGOHU
Miljø- og Energiministerens bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler nr. 241 af 27. april 1998
indeholder regler for, hvilke testkrav der kræves oplyst, før Miljøstyrelsen kan afgøre om, det
pågældende bekæmpelsesmiddel kan godkendes. Denne godkendelse skal, som tidligere nævnt,
være foretaget, før der kan ske salg, import eller anvendelse af midlet (jf. bkg. §3). I §4 i
bekendtgørelsen inddeles bekæmpelsesmidler i forskellige kategorier, hvor der henvises til bkg.
bilag 5.1-5.3, der angiver de oplysninger, der skal indgå ved ansøgning om en godkendelse. Der
skelnes mellem tre hovedkategorier af bekæmpelsesmidler:
ÃÃ.HPLVNHÃSODQWHEHVN\WWHOVHVPLGOHU
ÃÃ0LNURELRORJLVNHÃSODQWHEHVN\WWHOVHVPLGOHU
.HPLVNHÃSODQWHEHVN\WWHOVHVPLGOHU samt andre NHPLVNHÃEHN PSHOVHVPLGOHU
De tre hovedkategorier er hver opdelt i to undergrupper, hvor der skelnes mellem hhv. aktivstof
og selve midlet. Forskellen mellem kemiske plantebeskyttelsesmidler i hovedkategori 1 og 3 er,
om det pågældende middel har været markedsført inden den 26. juli 1993 i et EF-land, altså den
dag hvor direktiv 91/414/EØF blev implementeret i dansk lovgivning.
Beslutningen, om hvorvidt et bekæmpelsesmiddel skal godkendes eller ej, træffes af
Miljøstyrelsen. Når der er tale om et plantebeskyttelsesmiddel, skal denne afgørelse dog ske i
overensstemmelse med de retningslinier samt procedurer, der står foreskrevet i EU Rådets
direktiv 91/414/EØF. Med direktivet er der først og fremmest tale om en lovgivningsramme,
indtil udarbejdelsen af EF-listen er afsluttet (Pagh 1996). Bilag IIA til dette direktiv indeholder
en liste over de tests, der skal udføres før et aktivstof kan optages på EF-listen over godkendte
aktivstoffer. Bilag IIIA indeholder en liste over de tests, der skal udføres, før et
plantebeskyttelsesmiddel kan godkendes. De tidligere omtalte tests i bilag 5.1 i Miljø- og
Energiministerens bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler nr. 241 af 27. april 1998 er i
47

overensstemmelse med direktivets to del-bilag (bilag IIA & IIIA). Siden udarbejdelsen af
direktiv 91/414 er der dog udfærdiget en del supplerende direktiver til direktivets bilag IIA og
IIIA (Direktiv: 93/71/EØF, 94/37/EF, 94/79/EF, 95/35/EF, 95/36/EF, 96/12/EF, 96/46/EF &
96/68/EF). Det seneste (direktiv 96/68/EF) skulle træde i kraft i de enkelte medlemslande senest
den 30. november 1997. I de supplerende direktiver, er der i høj grad beskrevet en mere udførlig
gennemgang af de forskellige tests der skal udføres, før en godkendelse af et
plantebeskyttelsesmiddel kan finde sted, samt forslag til de retningslinier der bør benyttes.
Vi har valgt at gengive en forkortet udgave af ansøgningsskemaet for godkendelse af et kemisk
plantebeskyttelsesmiddel, der står beskrevet i bekendtgørelsen om bekæmpelsesmidler bilag 5.1
(nr. 241 af 27. april 1998). Begrundelsen for valget er, at Roundup iflg. bkg. bilag 1 kan
betegnes som et plantebeskyttelsesmiddel, idet midlet har til formål at ødelægge uønskede
planter. Desuden skal alle kemiske aktivstoffer i plantebeskyttelsesmidler, der ikke tidligere er
optaget på EF-listen, igennem de undersøgelser der er beskrevet i bkg bilag 5.1.I.
,Ã2SO\VQLQJVNUDYÃIRUÃDNWLYVWRIIHW
1. Aktivstoffets identitet
- kemiske navn, molekylformel, syntesevejen, renhed samt navn og mængde af urenheder
2. Aktivstoffets fysiske og kemiske egenskaber
- damptryk, opløselighed i hhv. vand og octanol, stabilitet og overfladespænding
3. Yderligere oplysninger om aktivstoffet
- funktion, virkemåde, anvendelsesområde og oplysning om mulig resistensdannelse
4. Analysemetoder
- angivelse af metode til analyse af det tekniske stof, samt til bestemmelse af
restkoncentrationer af hhv. det aktive stof og nedbrydningsprodukter deraf
5. Toksicitetstest og metabolismetest af det aktive stof
- test af optagelse, fordeling og udskillelse hos pattedyr. Akut-, korttids-, langtids-, geno-,
carcinogen-, reproduktions-, og neurotoksicitet samt medicinske undersøgelser. Desuden
ønskes der forslag til ADI (acceptabel daglig indtag).
6. Restkoncentrationer i eller på behandlede produkter, levnedsmidler og foder
- herunder bl.a. forslag til bestemmelse af MRL (maksimalgrænseværdi).
48

7. Skæbne og opførsel i miljøet
- nedbrydningsvej og -hastighed i luft, vand og jord, samt mobilitet i forskellige jordtyper.
Desuden ønskes der oplysning om forventede koncentration af aktivstoffet og dets
nedbrydningsprodukter i jord, grundvand, overflade vand og luft
8. Økotoksikologiske undersøgelser
- af fugle, akvatiske organismer, leddyr, regnorme samt for organismer der er uden for
målgruppen. Desuden skal effekten på biologiske metoder til spildevandsrensrensning
belyses
9. Klassifikation og etikettering af aktivstoffet
- herunder faresymboler, farebetegnelser, risikosætninger og sikkerhedssætninger
,,Ã2SO\VQLQJVNUDYÃIRUÃPLGOHW
1. Plantebeskyttelsesmidlets identitet
- som produktets sammensætning, fysiske tilstandsform, art og funktion
2. Plantebeskyttelsesmidlets fysiske, kemiske og tekniske egenskaber
- som stabilitet, tekniske karakteristika og forenlighed med andre midler
3. Anvendelsesdata
- som anvendelsesområde, virkning, dosering samt udbringningsmetode
4. Yderligere oplysninger om plantebeskyttelsesmidlet
- som emballage, anbefalede metoder og forholdsregler i forskellige situationer
5. Analysemetoder
- til analyse af præparatet samt til bestemmelse af restkoncentrationer
6. Effektivitetsdata
- Oplysninger omkring toksicitet, bivirkninger samt mulig udvikling af resistens
7. Toksicitetstest af midlet
- ved akut giftighed, eksponeringsdata for menneskelig udsættelse, samt toksikologiske data
af ikke-aktive stoffer
8. Restkoncentrationer i eller på behandlede produkter, levnedsmidler eller foder
- dette kræves kun, hvis ikke det er muligt at benytte data for det aktive stof (punkt I.6).
9. Skæbne og opførsel i miljøet
- oplysninger om nedbrydningshastighed, mobilitet og nedbrydningsprodukter i jord, midlets
49

skæbne og opførsel i luft og vand, samt skøn over koncentration i overfladevand, grundvand
og i jord
10. Økotoksikologiske undersøgelser
- effekter på fugle, akvatiske organismer, landlevende vertebrater, leddyr (herunder bier),
regnorme, samt jordlevende makro- og mikroorganismer
Supplerende oplysninger ønskes belyst, hvis der bl.a. er tale om et middel eller et aktivstof
der udviser en høj giftighed og hvor en høj estimeret teoretisk eksponering er forventet i
miljøet. I så fald kan der eksempelvis være tale om at udføre mikro- eller
mesokosmosforsøg, dvs. forsøg der delvist foregår under kontrollerede forhold, delvist som
om det er et feltforsøg. Yderligere tests med leddyr kræves, hvis midlet indeholder mere end
ét aktivstof.
11. Yderligere informationer
- herunder information om tilladelser og maksimalgrænser for restkoncentrationer i andre
lande, klassifikation, etikettering samt udformning af emballage
Som det fremgår af ovenstående punkter fra ansøgningsskemaet, er det en større procedure at få
indsamlet de nødvendige oplysninger om et plantebeskyttelsesmiddel, inden der kan søges om en
godkendelse. Omkostningerne er heller ikke i den lave ende, eksempelvis er prisen for ét 90
dages rutinemæssigt toksicitet forsøg med rotter, angivet til at ligge på ca. 500.000 kr
(Hasselmann 1992). Netop pga. de høje omkostninger, der er forbundet med udførelsen af
sådanne forsøg, er det måske ikke så underligt, at det er producenterne af bekæmpelsesmidlerne,
der skal udarbejde en fyldestgørende ansøgning for en godkendelse. Før producenten indsender
sin ansøgning om godkendelse af sit bekæmpelsesmiddel kan der ifølge Dansk Planteværn gå op
til 8-10 år (DAF 1995).
Oplysningerne skal samlet kunne skabe grundlag for, at Miljøstyrelsen kan foretage en vurdering
af, hvorvidt stoffet kan medføre risici for mennesker, dyr og miljøet. Netop, når forsøgene
bygger på oplysninger der angår mennesker, dyr og miljø, skal de været udført efter
principperne for god laboratoriepraksis (GLP). Formålet med principperne er, at de enkelte
medlemslande følger disse og derved bidrager med undersøgelser, der er udarbejdet forholdsvis
ensartet og er af høj kvalitet. Dette er en forudsætning for, at resultaterne af de undersøgelser,
50

der er foretaget i èt land også kan accepteres i andre lande. Medlemslandene er ansvarlige, for at
der løbene føres tilsyn med overholdelsen af GLP. Tilsynet sker ved, at der regelmæssigt
(principielt hvert andet år) føres inspektion med laboratorierne. Findes der alvorlige afvigelser
fra GLP-principperne, skal inspektøren aflægge rapport til kontrolmyndigheden i det
pågældende land (Europa-kommisionen Generaldiktoratet XI 1994).
Hvordan de enkelte forsøg bør udformes, er der ligeledes internationale retningslinier for. I de
supplerende direktiver til Rådets direktiv 91/414, er der, som tidligere nævnt, en udførlig
beskrivelse af de forsøg, der kræves foretaget, før der kan ansøges om en godkendelse af hhv. et
plantebeskyttelsesmiddel og et aktivstof. De enkelte punkter og underpunkter i direktiverne
giver en beskrivelse af testene, samt hvilke retningslinier de forskellige undersøgelser skal følge.
I enkelte tilfælde er retningslinierne endnu under udarbejdelse. Nedenfor er angivet nogle af de
internationale organisationer, der bliver refereret til, som har egnede retningslinier for forsøgene:
- OECD-retningslinier (Organisation for Economic Cooperation and Development).
- EPPO (Plantebeskyttelsesorganitionen for Europa og middelhavsområderne).
- FAO (Food and Agriculture Organization).
- SETAC (Society of Environmental Toxicology and Chemistry).
- Desuden er der gentagene gange henvist til Kommissionens direktiv 92/69/EØF samt
direktiv 87/302/EØF, begge indeholdende egnede metoder til gennemførsel af forskellige
forsøg.
Miljøstyrelsen kan dog anerkende et plantebeskyttelsesmiddel, selvom retningslinierne i de
nævnte direktiver ikke er fulgt. I så fald skal der være tale om andre internationalt eller nationalt
egnede retningslinier, eller der skal være tale om retningslinier, der kan accepteres af den
kompetente myndighed, altså Miljøstyrelsen (jf. bkg. om bekæmpelsesmidler nr. 241 af 27. april
1998, bilag 5.1).
Ã.RPPHQWDUHUÃWLOÃWHVWNUDYÃIRUÃJRGNHQGHOVHÃDIÃSODQWHEHVN\WWHOVHVPLGOHU
Idet pesticider bevidst benyttes til at bekæmpe forskellige skadevoldere, er der tale om midler,
der derfor kan være ganske giftige, og hvor deres anvendelse kan indebære risici og farer for
51

mennesker, dyr og miljø. Disse risici mindskes bl.a. ved, at der føres kontrol med, at der ikke
kommer bekæmpelsesmidler på markedet med utilsigtede virkninger.
Som det fremgår af de undersøgelser af hhv. et aktivstof eller middel, der kræves belyst inden en
godkendelse, er der tale om en omfattende procedure. Tidligere var der hovedsaligt en interesse
omkring human toksikologien, altså den sundhedsmæssige skade et giftstof kan medføre overfor
mennesket. Først de senere år er der blive lagt mere vægt på, at miljøet kræver en beskyttelse i
sig selv. Disciplinen økotoksikologi, der beskæftiger sig med økosystemernes belastning med
kemiske stoffer, har først rigtig vundet indpas fra slutningen af 70erne (Løkke 1994). Denne
disciplin udgør en del af godkendelsesprogammet i dag. Med de undersøgelser, der kræves
omkring plantebeskyttelsesmidler og deres aktivstoffer i ansøgningsskemaets punkt I-8 og II-10,
er der mulighed for, at der afsløres utilsigtede virkninger på ikke mål-arter (flora og fauna).
Disse utilsigtede virkninger kan eventuelt resultere i, at godkendelsen ikke kan gives, eller at
der kan fastlægges de nødvendige forholdsregler til beskyttelse af ikke mål-arter.
I dag er mange af forsøgene, baseret på laboratorieforsøg med enkelte arter, der skal
repræsentere naturens mange arter, inkl. mennesket. Der har generelt været en del kritik af
laboratorieforsøg, heriblandt at de langt fra afspejler de naturlige forhold, og derfor ikke er
repræsentative for de effekter, det pågældende kemiske stof ville udvise i naturen. Alternativet
er, at flere forsøg udføres som feltforsøg. Her er problemet dog, at der pludselig er mange
faktorer, der kan indvirke på de effekter, der observeres. Det vil derfor være svært at afgøre, om
giftstoffet var den udløsende faktor. Grunden til, at der ikke benyttes flere forskellige
forsøgsorganismer i laboratoriet, er selvfølgelig økonomiske årsager. Der er dog også i de
senere år, af etiske årsager, blevet lagt vægt på, at antallet af forsøgsdyr skal mindskes mest
muligt. Faktum er, at der altid vil være tvivl om, hvordan undersøgelserne skal udformes, hvor
mange og hvilke forsøgsdyr, der skal benyttes eller om der overhovedet skal benyttes
dyreforsøg. Det vigtige er dog, om der bliver undersøgt for de væsentligste faktorer ved
godkendelse af hhv. et aktivstof og et bekæmpelsesmiddel og om den risikovurdering, der bliver
foretaget udfra forsøgsresultaterne, er acceptabel.
Umiddelbart virker ansøgningsproceduren for plantebeskyttelsesmidler at være meget
uddybende. Dog kan der aldrig gives fuld garanti for, at der ikke vil være andre skadelige
effekter af et plantebeskyttelsesmiddel end det, der umiddelbart undersøges for. Forskningen
omkring de additive, synergistiske og antagonistiske effekter mellem forskellige kemiske stoffer
52

er endnu et område der ikke rigtig er taget hul på. Der er derfor stadig risiko for, at kemiske
stoffer kan virke forstærkende på hinanden i felten, og at der derfor ikke skal så høje
koncentrationer til af de enkelte stoffer, før der kan ses en effekt. Et andet område, der først er
blevet aktuelt det seneste årti, er kemiske stoffers egenskaber som hormonlignende stoffer, et
område, der i dag forskes utrolig meget i. Af nyere data har hjælpestoffer i pesticider vist sig at
være østrogenlignende. Der er her tale om nonioniske overfladeaktive stoffer; nonylphenolethoxylater,
hvor nedbrydningsproduktet nonylphenol, har vist sig at besidde østrogenlignende
egenskaber (Jobling HWÃ DO 1996). I Danmark vil brugen af denne stofgruppe i
plantebeskyttelsesmidler blive udfaset inden år 2000 (Jacobsen & Madsen 1998). Her er der
altså tale om, at det ikke er selve aktivstoffet men derimod hjælpestoffet i bekæmpelsesmidlet,
der besidder nogle uforudsigelige egenskaber. Netop når der er tale om selve midlet, kan det
umiddelbart virke som om, der er mangler i ansøgningsskemaets krav for godkendelse af selve
plantebeskyttelsesmidlet. Ved toksicitetstest af midlet (punkt II 7) skal der foreligge
toksikologiske data i forbindelse med ikke-aktive stoffer, der er dog ingen retningslinier for, at
de ikke-aktive stoffer skal undersøges mht. hormonlignende egenskaber, eller i det hele taget om
selve midlet skal undersøges for hormonlignende egenskaber.
Det er vigtigt at huske på, at det ikke nødvendigvis er selve aktivstoffet der er mest skadeligt
overfor ikke målorganismer, men at det i lige så høj grad kan være de hjælpestoffer der er
tilstede i midlet. I denne forbindelse er det værd at nævne, at hjælpestoffet i Roundup POEA har
vist sig at være mere giftigt, end selve aktivstoffet glyphosat for ikke målgrupper (Sawada HWÃDO
1988). I dag er der ikke en selvstændig godkendelsesprocedure for hjælpestofferne i et middel,
men ifølge oplysninger fra Nina Sørup Hansen (Bekæmpelsesmiddelkontoret, Miljøstyrelsen)
arbejdes der på, at hjælpestoffer skal igennem en mindre godkendelsesprocedure, eller at der
eventuelt skal udarbejdes en negativliste for hjælpestoffer.
53

Ã.ODVVLILFHULQJÃDIÃEHN PSHOVHVPLGOHU
I forbindelsen med godkendelsen af et bekæmpelsesmiddel angiver Miljøstyrelsen, hvordan
midlet skal klassificeres (jf. bkg. om bekæmpelsesmidler nr. 241 af 27. april 1998, § 12). I denne
proces tildeler Miljøstyrelsen midlet faresymboler med de tilhørende farebetegnelser. Disse er
afbilledet nedenfor i figur 6
Figur 6 fra bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler nr. 241 af 27. april 1998, bilag 3
Desuden tildeles midlet supplerende risikoangivelser og sikkerhedsforskrifter, de såkaldte R- og
S-sætninger, hvorved farerne ved produktet specificeres, og anvisninger om de nødvendige
forholdsregler gives. En uddybelse af de R- og S-sætninger, der anvendes, står beskrevet i
bekendtgørelse nr. 801 af 23. oktober 1997 om klassificering, emballering, mærkning og
54

opbevaring af kemiske stoffer og produkter med tilhørende bilag (kendt som klassificeringsbekendtgørelsen).
Når et bekæmpelsesmiddel er blevet godkendt, er der stadig nogle
krav, der skal være opfyldt, før produktet må sælges. Der er bl.a. regler for, hvorledes
emballeringen samt mærkningen af produktet må være udformet (jf. bkg. nr. 241 af 27. april
1998, kap. 4). Herunder er det bl.a. et krav, at emballagen skal være forsynet med
brugsanvisning, de omtalte faresymboler samt R- og S-sætninger. Endvidere skal den periode,
der skal gå efter brug af midlet indtil høst, være angivet.
I det følgende vil vi komme ind på de undersøgelser, der ligger til grund for, at et
bekæmpelsesmiddel tildeles farebetegnelserne: "Meget giftig", "giftig" og "sundhedsskadelig".
Bestemmelsen af, hvilken farebetegnelse et bekæmpelsesmiddel tildeles, bygger ofte på
toksicitetsforsøg, der er udført på rotter eller på kaniner. Normalt er der tale om letalitetstest,
dvs. forsøg, hvor der undersøges for, hvor meget af et middel der skal til for at slå
forsøgsdyrene ihjel. Nærmere betegnet opereres der med LC50- eller LD50-værdier, altså den
koncentration eller dosis af et middel, der skal til for at slå 50% af en bestand af rotter eller
kaniner ihjel, over en given tidsperiode. Der er forskellige måder, hvorved forsøgsdyrene kan
eksponeres for midlet på. Bestemmende herfor er ofte midlets tilstand, der enten kan være som
et fast, flydende eller luftformigt middel. Der vil i givet fald blive tale om en eksponering
igennem føden (oral tilførsel), væsken eller ved inhalation ved ovenstående former for
bekæmpelsesmidler. Skemaet nedenfor (Tabel 5) er en oversigt over de farebetegnelser et
bekæmpelsesmiddel tillægges, ved den givne koncentration, der medfører 50 % letalitet ved hhv.
oral, væske, dermal (hud) og inhalation-eksponering hos forsøgsdyrene.
Farebetegnelse/ Oral Væske Inhalation Dermal Dermal
eksponeringsvis (mg/kg lgv) (mg/kg lgv) (mg/L luft) - væske - fast stof
(mg/kg lgv) (mg/kg lgv)
Meget giftig ≤ 5 ≤ 25 ≤ 0,5 ≤ 50 ≤ 10
Giftig > 5 ≤ 50 > 25 ≤ 200 > 0,5 ≤ 2 > 50 ≤ 400 > 10 ≤ 100
Sundhedsskadelig > 50 ≤ 500 >200 ≤2000 > 2 ≤ 20 > 400 ≤ 4000 >100 ≤ 1000
Tabel 5 er udført udfra de data der er oplyst i: Bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler nr. 241 af
27. april 1998, bilag 1. Lgv står for legemesvægt.
55

Ã*RGNHQGHOVHÃRJÃNODVVLILFHULQJÃDIÃ5RXQGXS
I 1990 godkendte Miljøstyrelsen midlet Roundup. På daværende tidspunkt var godkendelsen af
bekæmpelsesmidler, og den dertil hørende undergruppe plantebeskyttelsesmidler, underlagt de
danske myndigheder. Midlet godkendtes under henvisning til, at der ikke fandtes andre
produkter eller metoder på markedet med samme anvendelsesområde, som var mindre farlige
for sundheden eller mindre skadelige for miljøet (Kraul 1990). De toksikologiske undersøgelser
af Roundup og aktivstoffet glyphosat viste lav akut giftighed med LD50 oral for rotter på hhv.
5400 og 5600 mg/kg samt LD50 dermal for kaniner på hhv. 5000 og >5000 mg/kg. Selve midlet
blev vurderet til at forårsage moderat irritation for hud og øjne, og det blev vurderet som
moderat giftigt for fisk (Kraul 1990). Mht. klassificering af Roundup skulle produktet ikke
tillægges nogen faresymboler for giftighed eller for at kunne forårsage sundhedsskade, jf.
ovenstående skema. Derimod skulle midlet tillægges faresymbolet lokalirriterende pga. de
undersøgelser, der indikerede, at det kunne forårsage irritation for både hud og øjne. Samtidig
skulle det af etiketten fremgå, at midlet er farligt for fisk.
Der har i de sidste par år været en heftig omtale af Roundup og især dets giftighed. En artikel i
Politiken fra den 10. november 1997 (Ny tvivl om Roundup) omhandler miljøtoksikolog Jette
Ranks opfordring til miljøministeren om forbud af Roundup. Udtalelsen bygger på kendskab til
fem undersøgelser, der tyder på, at Roundup ødelægger arveanlæggene hos dyr og planter. Den
29. april 1998 angiver Miljøstyrelsen, på baggrund af de samlede undersøgelser, der er omkring
glyphosats og Roundups evner som mutagene stoffer, at det ikke er sandsynligt, at disse er
genskadende (Miljøstyrelsen 1996).
Den omtalte godkendelse af Roundup var tidsbegrænset til den 15. september 1998 (Kraul
1990). Den nye godkendelse er, som tidligere beskrevet, underlagt EU-lovgivningen.
Aktivstoffet glyphosat skal optages på EF-listen ved en EU-godkendelse, hvorimod midlet skal
godkendes nationalt. Ifølge oplysninger fra Nina Sørup Hansen (Bekæmpelsesmiddelkontoret -
Miljøstyrelsen) er der, som følge af den nye bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler, sket en
ændring af godkendelsesperioden fra 8 til 10 år, inden et middel hørende til undergruppen
plantebeskyttelsesmidler skal revurderes mht. en ny godkendelse. Roundup skal derfor ikke
godkendes før år 2000. N. S. Hansen oplyser, at aktivstoffet glyphosat ikke er optaget på EFlisten,
men at der er en ansøgning om godkendelse på vej.
56

Ã*U¡QQHÃDIJLIWHU
I december 1994 offentliggjorde Miljø- og Energiministeriet sammen med Landbrugs- og
fiskeriministeriet "Regeringens ti-punktsprogram til beskyttelse af grundvand og drikkevand".
Heri blev det erkendt, at det ikke ville være muligt at nå pesticidhandlingsplanens målsætning
om en halvering af forbruget af pesticider i 1997 med de eksisterende midler. Hvis målet skulle
nås, var det derfor nødvendigt med nye og flere midler. Som følge heraf vurderede regeringen
det som afgørende, at der indførtes en pesticidafgift (www.mst.dk/handling/16000000.htm
10.12.94).
ÑNRQRPLVNHÃVW\ULQJVPLGOHUÃNRQWUDÃWUDGLWLRQHOOHÃVW\ULQJVPLGOHU
Afgifter hører ind under økonomiske styringsmidler modsat godkendelsesordningen, som i
stedet er del af den mere traditionelle norm- og regelstyring, hvor man søger at påvirke borgerne
direkte via påbud og forbud. Via økonomiske styringsmidler søger man at styre borgernes
adfærd ved hjælp af økonomiske incitamenter. Generelt vil grønne afgifter på produkter, som
udgør en risiko for miljøet være med til at sænke forbruget af disse
(www.mst.dk/handling/21000000.htm feb. 98). Derudover har landbruget specifikt vist sig at
være meget adfærdspåvirkeligt gennem økonomiske virkemidler. Derfor er det tænkeligt, at der
vil være store fordele ved at anvende økonomiske styringsmidler fremfor traditionelle (Hansen
1991). En anden fordel ved grønne afgifter er, at de vil medføre et incitament til øget forskning i
ny teknologi, som kan erstatte de gamle afgiftsbelagte metoder. En afgift på pesticider vil dog
først og fremmest virke som et incitament til at reducere brugen heraf. Denne reduktion må
forventes at medføre en nedgang i udbyttet, men så længe afgiften er større end dette tab, kan
det betale sig for landmanden at reducere sprøjtningen. Ofte vil det dog være svært på
overordnet plan at forudsige, hvor stor denne reduktion i sprøjtningen bliver. En af ulemperne
ved en afgift er da netop også, at det er svært at finde det nøjagtige afgiftsniveau, som medfører
en ønsket reduktion (Svendsen 1998).
Ã/RYÃRPÃDIJLIWÃDIÃEHN PSHOVHVPLGOHU
Den nuværende lov om afgift af bekæmpelsesmidler er fra den 9. november 1998. I dennes §1
slås det fast, at der skal betales afgift af de stoffer og produkter, som er godkendelsespligtige
efter kemikalielovens kapitel 7. For plantebeskyttelsesmidler, hvor Roundup hører ind under, er
57

afgiften 25% af salgsprisen. Alle virksomheder, der fremstiller eller modtager afgiftspligtige
varer med henblik på salg, skal i følge §3 registreres hos told- og skattemyndighederne. Disse
registrerede virksomheder skal så efter §19 efter udløbet af hver måned indbetale afgiften af den
solgte mængde bekæmpelsesmidler for den pågældende afgiftsperiode. Overholdes denne
indbetaling ikke kan told- og skattemyndighederne inddrage virksomhedernes registrering (§21).
Derudover indeholder loven også hjemmel til at straffe fortsætlige eller groft uagtsomme
overtrædelser med henholdsvis bøde og hæfte (§40). Det er i den forbindelse vigtigt at være
opmærksom på, at en forudsætning for, at et afgiftssystem virker er et velfungerende
kontrolsystem. Dette indebærer bl.a, at eventuelle bøder skal være større end afgiften (Svendsen
1998). Ved pesticidafgiftens indførsel blev det vurderet, at den ville medføre en reduktion i
forbruget på mellem 5 og 10%. Der vil dog gå en årrække inden den reelle virkning kan
vurderes, og det er derfor ikke muligt at sige, hvor stor en del af forbrugsnedgangen afgifterne
tegner sig for (www.mst.dk/fagomr/02060000.htm 03.11.97).
Ã*U QVHY UGLHUÃIRUÃSHVWLFLGHUÃLÃOHYQHGVPLGOHUÃRJÃGULNNHYDQG
Vi vil, i dette afsnit, se på den humane risiko forbundet med indtagelse af pesticider igennem
føde og drikkevand. Det er i høj grad inden for disse to områder, at den sundhedsmæssige
vurdering af pesticiders effekt på mennesket spiller ind. Vi har derfor valgt at beskrive, hvilke
kriterier, der ligger til grund for fastsættelsen af grænseværdier og kort komme ind på nogle af
de problematikker, der er omkring den sundhedsmæssige vurdering af stofferne. Selvom der
fastsættes grænseværdier, vil der altid være forbundet en vis risiko ved brugen af pesticider.
Hvor høj denne risiko fremstår, vil for den enkelte samfundsborger være en individuel vurdering.
Måske vil det mest være et spørgsmål, om det er en risiko, den enkelte person kan acceptere,
eller én som personen ufrivilligt må lære at leve med. Enkeltpersoners forhold til risikovurdering
af pesticiders brug vil vi dog i denne omgang lade ligge, men vi vil vende tilbage til det i
diskussionen.
Ã)DVWV WWHOVHÃDIÃJU QVHY UGLHUÃIRUÃSHVWLFLGHUÃLÃOHYQHGVPLGOHU
Fastsættelse af grænseværdier indgår som en del af den godkendelsesprocedure, et pesticid skal
igennem, før det må markedsføres. Som beskrevet i afsnit 9.8. indgår der i ansøgningsskemaets
58

punkt I. 5 og - 6, krav om forslag til hhv. acceptabelt daglig indtagelse (ADI) og
maksimalgrænseværdi (MGV) for det pågældende aktivstof.
ADI er et udtryk for den mængde af et pesticid, som et menneske igennem et helt liv kan tåle at
indtage hver dag uden at tage skade af det (Boyd 1995). ADI er altså en sundhedsmæssig
vurdering af stoffet, der bygger på data fra toksikologiske studier af dyr. Almindeligvis
eksponeres rotter for forskellige koncentrationer af det pågældende pesticid igennem 80-90 %
af deres normale levetid. Efter aflivning undersøges de for forskellige skader, som det
pågældende pesticid kan have forårsaget. Den højeste dosis af pesticideksponeringen, der LNNH
resulterer i nogen forandring af hverken synlige eller mikroskopiske effekter hos rotterne, sættes
som NOEL-værdien (No Observed Effect Level). Netop fordi der er tale om dyreforsøg kan
NOEL-værdien ikke direkte overføres til mennesker, og ved fastsættelse af ADI opereres der
derfor med nogle sikkerheds faktorer (SF), hvor
NOEL
ADI =
SF
SF sættes ofte til en faktor 100, der ligger til grund for hhv. en faktor 10 for forskellen mellem
arter (her menneske versus rotter) og en faktor 10 for den individuelle variation (særligt
følsomme individer), som f.eks. børn (ATV 1995). Fastlæggelsen af grænseværdier, for pesticider
i levnedsmidler er ikke kun en afspejling af ADI-værdien. Der indgår også begreberne GAP
(god landbrugsmæssig praksis) og TMDI (teoretiske maksimale daglige indtag). GAP er et
udtryk for de nationalt autoriserede brugsmetoder for det pågældende pesticid, der under de
aktuelle klimatiske forhold er nødvendige for at opnå en effektiv bekæmpelse af skadevoldere
(ATV 1995). For ét pesticid fastlægges der individuelle grænseværdier for de enkelte
afgrødetyper. Dette gøres udfra sprøjteforsøg udført efter god landbrugsmæssig praksis, hvor
den maksimale tilladelige restmængde af det pågældende pesticid bestemmes i afgrøden efter
høst (svarende til maksimalgrænseværdien MRL). Det teoretiske maksimale daglige indtag
(TMDI) af et pesticid beregnes udfra de MRL-værdier, der er angivet for de eksponerede
afgrøder. TMDI er altså den samlede maksimale indtagelse af et pesticid, som en person kan
udsættes for via kosten en dag. Det næste trin i grænseværdifastsættelsen er en sammenligning
af TMDI og ADI for at se, om den foreslåede grænseværdi er sundhedsmæssigt acceptabel.
Hvis værdien af TMDI er højere end ADI, kræves der en grundigere undersøgelse af TMDI, før
grænseværdien for pesticidet kan accepteres (ATV 1995).
59

Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse, Maksimalgrænseværdier for indhold af bekæmpelsesmidler i
levnedsmidler nr. 659 af 14. august 1997 indeholder bestemmelser, der implementerer gældende
EU-direktiver for maksimalgrænseværdier af restindhold af bekæmpelsesmidler i forskellige
afgrøder og i levnedsmidler af animalsk oprindelse. I bekendtgørelsens bilag 2 er der en oversigt
over forskellige pesticiders maksimalgrænseværdier i mg/kg for produkter af vegetabilsk
oprindelse. Her er maksimalgrænseværdien for glyphosat 0,1 mg/kg i eksempelvis citrusfrugter,
trænødder, kernefrugter, spisedruer, kartofler og løg. Alle maksimalværdier der er 0,1 mg/kg er
markeret med en * i bilaget, der indikerer, at værdien er fastsat som den analytiske
bestemmelsesgrænse. Dette må derfor betyde, at der endnu ikke er nogle tilfredsstillende data
omkring maksimalgrænseværdier i de pågældende produkter for glyphosat, og at grænseværdien
derfor fastsættes til den lavest mulige. Derimod er maksimalgrænseværdien for glyphosat i
oliefrø, som hørfrø og rapsfrø, 10 mg/kg og i sojabønner 20 mg/kg. For kornprodukter er MRL
for glyphosat 5 mg/kg for hvede og rug, 20 mg/kg for byg og havre (jf. bkg. bilag 3).
Ã)DVWV WWHOVHÃDIÃJU QVHY UGLHUÃIRUÃSHVWLFLGHUÃLÃGULNNHYDQG
Generelt har det været Miljøstyrelsens hensigt med grænseværdier for kemiske stoffer i
drikkevand, at disse skal sikre, at drikkevandet er klart, lugtfrit, velsmagende og at det ikke
indebærer nogen sundhedsrisiko for forbrugerne (Miljøstyrelsen 1992). Her spiller altså både de
æstetiske og de sundhedsmæssige årsager ind.
Inden for den danske lovgivning, er der valgt andre kriterier til bestemmelse af grænseværdier
for pesticider i drikkevand, end de tidligere omtalte for levnedsmidler. For levnedsmidler er der,
som nævnt, fastsat grænseværdier for de individuelle pesticider i de enkelte afgrøder, baseret på
både sundhedsmæssige og forsigtighedsmæssige grunde. For pesticider i drikkevand blev det
derimod et politisk mål, at hverken stofferne selv eller deres nedbrydningsprodukter måtte findes
i drikkevandet. Grænseværdierne blev derfor sat til den daværende målelige mængde på 0,1
mikrogram pr. liter for hver enkelt stof, og det blev bestemt, at summen af alle pesticider ikke
måtte udgøre mere end 0,5 mikrogram pr. liter (ATV 1995). De nævnte grænseværdier for
pesticider i drikkevand er stadig gældende (selvom det i dag er muligt at detektere mindre
pesticidkoncentrationer!) og kan findes i bekendtgørelsen, Vandkvalitet og tilsyn med
vandforsyningsanlæg nr. 515 af 29. august 1988, bilag 1.
Her er der derfor ikke på samme måde tale om en grænseværdifastsættelse baseret på den
60

sundhedsmæssige risiko, hvilket er tilfældet for grænseværdifastsættelsen i levnedsmidler. Den
sundhedsmæssige risiko ved indtagelse af pesticider i drikkevand må antages at ligge langt over
grænseværdien. Sammenlignes grænseværdien, for glyphosat i hhv. levnedsmidler og
drikkevand, er der da også minimum en faktor 1000 til forskel.
Ã3UREOHPDWLNNHUÃRPNULQJÃGHQÃVXQGKHGVP VVLJHÃYXUGHULQJÃDIÃSHVWLFLGHUÃLÃGULNNHYDQGÃRJ
OHYQHGVPLGOHU
Akademiet for de tekniske videnskaber har udgivet en rapport over fire møder med henblik på
bl.a. en diskussion omkring grænseværdifastsættelse af pesticider i drikkevand og levnedsmidler
(ATV 1995). Et gennemgående spørgsmål er, om der er grund til urolighed vedrørende
pesticider i levnedsmidler Til dette spørgsmål er der både positive og negative anskuelser,
særligt med baggrund i selve grænseværdifastsættelsen. Vi har valgt at angive nogle af disse
synspunkter uden dog at kommentere dem videre i denne sammenhæng.
- Mht. fastlæggelse af sikkerhedsfaktorene ved bestemmelse af ADI-værdien kan der være
tvivl omkring forsøgsdyrets følsomhed overfor pesticidet i forhold til mennesket - kan denne
variation sikres indenfor en sikkerhedsfaktor på 10
- Er en sikkerhedsfaktor 10 nok til beskyttelse af særligt følsomme individer Inden for dette
område har der været diskussion om, der bør bestemmes særskilte ADI-værdier for børn.
- Bør der indføres en ekstra sikkerhedsfaktor for det tilfælde, at der stadig er nogle
uundersøgte effekter af det pågældende pesticid eller eventuelt pga. mulige synergistiske
effekter pesticiderne imellem.
- Der bør ses på den totale eksponering af pesticider (i vand, luft og levnedsmidler) og ikke
kun på det indtag, der sker via kosten.
- Beregningen af TMDI vil føre til en overestimering, idet ikke alle levnedsmidler med risiko
for at indeholde det pågældende pesticid, indeholder den maksimalt tilladelige mængde.
- Sikkerhedsfaktorerne ved bestemmelse af ADI er netop til for at følge
forsigtighedsprincippet, og der bør derfor ikke være grund til bekymring for en eventuel
underestimering af ADI-værdien.
- Hvis MRL for det pågældende pesticid fastsættes lige efter høst af afgrøderne, er der inden
konsum stor sandsynlighed for, at der vil være sket et større svind af pesticidet.
61

- Særligt i forbindelse med tilberedningen af maden vil der forsvinde eventuelle pesticidrester
såsom ved skrælning, kogning og vask af afgrøden.
Fakta forbliver dog på nuværende tidspunkt, at grænseværdifastsættelsen af pesticider i
levnedsmidler sker udfra en sundhedsmæssig vurdering udtrykt ved ADI-værdien og pesticidets
anvendelsesmønster udtrykt ved god landbrugsmæssig praksis (GAP-værdien). Anderledes
forholder det sig med grænseværdier i drikkevand, der udelukkende er fastsat udfra den
politiske holdning, at der ikke ønskes pesticider i drikkevandet.
Ã)RUVLJWLJKHGVSULQFLSSHWÃRJÃDQYHQGHOVHQÃDIÃSHVWLFLGHU
Som det fremgik af det tidligere er fastsættelsen af grænseværdier for pesticider i henholdsvis
drikkevand og levnedsmidler kendetegnet ved mange og modstridende synspunkter. Disse
uoverensstemmelser kan bunde i, at det ikke er muligt med sikkerhed at fastslå, hvilken
grænseværdi, der er den rigtige.
Som nævnt er forsigtigshedsprincippet særlig relevant på områder, hvor der ikke eksisterer
100% videnskabelig sikkerhed. Dette kan være som følge af forureningsproblemets
kompleksitet, eller fordi det ikke er muligt at forudsige, hvilke konsekvenser nutidens handlinger
har for fremtiden. Disse forhold gør sig begge gældende for anvendelsen af pesticider.
Pesticidernes uønskede virkninger i miljøet og betydning for grundvandet er netop kendetegnet
ved et væsentligt tidsperspektiv, idet vi i dag opdager konsekvenserne af de stoffer, som blev
brugt år tilbage. Dette har bl.a. været medvirkende til, at grænseværdien for pesticider i
grundvandet er 0,1 mikrogram pr. liter. Denne grænseværdi er ikke et udtryk for, hvad der er
sundhedsfarligt for mennesker, men derimod er der et ønske om at udvise forsigtighed og sikre
en ekstra god beskyttelse af sundhed og miljø (www.mst.dk/fagomr/02040000.htm jan. 98).
Netop tidsperspektivet er i følge Svend Auken en vigtig begrundelse for eksistensen af et
forsigtighedsprincip på miljøområdet. Fremtidige forhold prioriteres ofte meget lavt i forhold til
den økonomiske fordel i nuet. Derfor er det ekstra nødvendigt at udvise forsigtighed ved
beslutninger, som kan have stor indvirken på fremtiden (Politiken 3. februar 1998).
62

Ã2SVDPOLQJÃSnÃUHJXOHULQJVDIVQLWWHW
Som den hidtidige gennemgang har vist, er pesticidanvendelsen underlagt en omfattende
regulering. Det overordnede formål hermed er at sikre, at anvendelsen af kemiske
bekæmpelsesmidler ikke medfører nogen sundhedsfare eller miljøskade. Dette formål er dels
søgt opfyldt via traditionel norm- og regelstyring, dels via økonomiske styringsmidler. Det
væsentligste element i den norm- og regelorienterede regulering er den godkendelsesprocedure,
som alle bekæmpelsesmidler skal gennemgå. Godkendelsesordningen er baseret på en række
komplicerede regler vedrørende bl.a. krav til tests samt vurderingskriterier. Disse regler er et
resultat af den fælles EU-lovgivning på området. Yderligere elementer i norm- og regelstyringen
er krav om bl.a. uddannelse af sprøjtepersonellet samt sprøjtejournaler for de fleste bedrifter.
Den økonomiske styring sker via grønne afgifter pålagt bekæmpelsesmidler, hvilket fordyrer
brugen af disse. På trods af denne omfattende regulering har det vist sig, at det ikke har været
muligt at efterleve de mål, der blev opstillet i pesticidhandlingsplanen. Dette kunne tyde på, at
den nuværende regulering ikke er tilstrækkelig, eller at der måske er behov for helt andre
tilgange til problemet med pesticidanvendelsen. I den forbindelse har en eventuel omlægning af
det danske landbrug til økologisk landbrug været på tale.
Ã0XOLJHÃDOWHUQDWLYHUÃWLOÃGHQÃQXY UHQGHÃUHJXOHULQJ
I maj 1997 vedtog Folketinget en motiveret dagsorden, hvori regeringen blev opfordret til at
nedsætte et udvalg med uafhængigt sagkundskab. Dette udvalg skulle have til opgave at vurdere
de samlede konsekvenser af en afvikling af pesticidanvendelsen inden for jordbrugserhvervene.
Udover de rent økonomiske konsekvenser forbundet med en sådan afvikling skal udvalget også
vurdere de miljømæssige konsekvenser, herunder effekterne for grundvand og overfladevand.
Derudover skal de sundhedsmæssige effekter på brugerne inddrages. Udvalgsarbejdet står stadig
på, og skal efter planen afsluttes den 1. marts 1999 med en rapport
(www.mst.dk/fagomr/02050000.htm 04.10.98). Samtidig med pesticidudvalgets nedsættelse
igangsatte Teknologirådet et projekt med titlen "100% økologisk jordbrug". Dette resulterede i
rapporten "Visionen om økologisk landbrug", som udkom i december 1998. Teknologirådet er
en selvejende institution oprettet under Folketinget, og rapporten er udarbejdet med både
politisk og faglig bistand. Det overordnede formål med projektarbejdet var at vurdere de
samfundsmæssige konsekvenser af at omlægge dansk landbrug til økologisk drift. Rapporten
63

giver for det første et bud på, hvordan et sådant dansk økologisk landbrug kunne se ud.
Derudover belyses det, om det vil være samfundsøkonomisk rentabelt at omlægge forbruget til
økologisk drift. Med hensyn til produktionsøkonomi for henholdsvis den konventionelle
landbrugsproduktion og det nye økologiske landbrug drages følgende konklusioner:
1. Med det nuværende prisforhold giver det konventionelle landbrug et overskud på 3.423 mio.
kr, mens det økologiske jordbrug vil give et overskud på 4.470 mio. kr. Det vil altså være
fordelagtigt med en omlægning til økologisk jordbrug.
2. I dag betales der for økologiske produkter en merpris på 20-40%. Det skønnes dog, at den vil
kunne reduceres til mellem 10-20%, når økologiske varer ikke længere er nicheprodukter, som
kræver særlig håndtering hos forhandlerne.
3. Overskuddet fra den økologiske produktion skønnes at ville stige som følge af en
produktivitetsforøgelse. Denne produktivitetsforøgelse vil være et resultat af den forventede
øgede offentlige forskning inden for økologisk jordbrug.
Alle konklusionerne skal dog tages med forbehold, idet de er forbundet med store usikkerheder.
På grund af et utilstrækkeligt datagrundlag indeholder rapporten ikke en grundigere redegørelse
for en eventuel omlægnings konsekvenser for miljøet. Eftersom økologisk landbrug ikke
anvender pesticider, vil en fuld omlægning nødvendigvis indebære et stop for yderligere
pesticidforurening fra landbruget. Dermed vil den heraf følgende risiko for nedsivning til
grundvandet være reduceret. På baggrund heraf vurderes omlægningen at have en positiv effekt
på samfundsøkonomien som følge af de sparede udgifter til afhjælpning af disse miljøproblemer.
Rapporten slutter af med at konkludere, at der ikke kan opstilles specifikke anbefalinger jævnfør
det mangelfulde datagrundlag. Generelt anbefales det dog, at den nuværende proces med en
gradvis og frivillig tilgang til gruppen af økologiske landmænd videreføres ligesom de politiske
tiltag, som understøtter denne proces bibeholdes (hele rapporten findes på internetadressen
www.tekno.dk/udgiv/985/rap.htm). Et muligt alternativ til den nuværende regulering af
pesticidanvendelsen kunne altså være en omlægning af det danske landbrug til økologisk
jordbrug. Dette måtte vel også være løsningen, hvis forsigtighedsprincippet skulle følges til
yderste konsekvens. En sådan omlægning vil dog indebære store omvæltninger og forudsætter,
som nævnt i Teknologirådets rapport, yderligere forskning.
64

Ã*HQVSOHMVQLQJñÃHQÃQ\ÃWHNQRORJL
Vi har i det forudgående set på bl.a. opbygning, funktion, tests og regulering af pesticider. Vi vil
i det følgende se på gensplejsning af planter med Roundup-resistens. Menneskeheden har fra
tidernes morgen forædlet på planter for at optimere udbyttet. De sidste årtier har
planteforædlingen taget nye drejninger. Efter indførslen af pesticider er fremavling af resistens
mod disse blevet forsøgt. Hidtil har avlsarbejdet bygget på den naturlige variation i planternes
genom. Men efter mennesket er blevet i stand til at ændre på arvemateriale ved gensplejsning,
har planteforædling fået nye perspektiver. Ved små ændringer i arvematerialet, kaldet genomet,
kan udbyttet forøges kraftigt med en meget lille stigning i produktionsomkostningerne. Derfor
er der mange penge afsat til forskning på dette område, hvor udviklingen går meget stærkt. I det
følgende vil vi gennemgå, hvordan man udfører gensplejsningen. Efterfølgende vil vi diskutere
konsekvenserne af denne behandling af planterne i forhold til forbruget af pesticider på
afgrøderne. Vi vil dog ikke diskutere effekten af spredning af nyt genetisk materiale i naturen,
da dette emne kunne udgøre en anden selvstændig opgave.
De følgende metoder er beskrevet side 541ff i ”Plant Fysiologi” (Salisbury & Ross 1992). Det er
ikke nødvendigt, at læse afsnit 10.1 for at forstå ”Gennemgang af samfundsdebatten om
genmodificerede planter”, afsnit 10.2.
Ã0HWRGHUÃWLOÃJHQVSOHMVQLQJÃDIÃSODQWHU
For at forstå gensplejsning af planter er det nødvendigt at vide lidt om planters fysiologi. Planter
styres hormonelt, tilsvarende dyr. Men den enkelte plantecelle er slet ikke så differentieret i
forhold til de andre celler i en plante, som er tilfældet i dyr. Den enkelte dyrecelle er meget
specialiseret i forhold til sin funktion i kroppen. Man kan derfor fra en hvilken som helst
plantecelle danne en ny plante, hvis man behandler den med de rigtig hormoner. Dette fænomen
hedder totipotensi og bliver udnyttet i gensplejsningsteknologien. Ved at indføre en eller flere
gener i en plantecelles genom og fremstille en ny plante fra denne vha. totipotensi, kan der
frembringes en ny plante med en ønsket enzymatisk egenskab. En ændring i en plantes genetiske
sammensætning kaldes en transformation. For at kunne udføre en transformation skal man dog
først have isoleret et gen.
65

,VROHULQJÃDIÃHWÃJHQ. Hvis en plante fra naturens side gennem mutationer har et gen, der giver
f.eks. en ønsket størrelse eller resistens, kan dette gen forsøges isoleret fra planten. Dette sker
oftest ved, at proteinet eller enzymet med den givne funktion isoleres fra planten. Ved at
bestemme proteinets aminosyrerækkefølge i proteinet kan DNA-sekvensen rekonstrueres udfra
denne. Derefter kan denne sekvens omsættes til DNA-sekvens på to måder. I den første
udnyttes menneskets viden om koderne for DNA i forhold til proteinets sekvens. Ved diverse
teknikker kan vi, efter at have analyseret proteinets sekvens, lave et DNA-sekvens, som i cellen
vil blive oversat til det ønskede protein. Denne metode er altså en ren teknologisk metode. Den
anden metode bygger på et enzym, som vi kender fra vira. Dette enzym, revers transscriptase,
kan oversætte proteinets sekvens direkte til DNA-sekvens. Hvis vi efterfølgende isolerer DNAstykker
fra det medie, vi har haft revers-transcriptase og DNA-baserne i, har vi de ønskede
sekvenser. Den sidste metode er altså en biologisk baseret metode. Den bruges dog mindre end
den første, da det er meget simpelt og billigt at bruge den første.
7UDQVIRUPDWLRQÃDIÃSODQWHU: Gener kan indføres i en plantecelle på flere måder. Disse tre metoder
er vektor-teknikken (overføres ved hjælp af en virus eller en bakterie), direkte overførsel og
projektil-metoden. Vi vil gennemgå disse tre metoder en af gangen.
9HNWRUPHWRGHQ: I 1986 fandt Fraley ()UDOH\Ã HWÃ DOÃ ) ud af, at plantesygdommen Crown
Gall-disease var forårsaget af bakterien, $JUREDFWHULXPÃ WXPHIDFLHQV. Denne bakterie har en
livscyklus, som, efter den er blevet grundigt undersøgt, har været meget anvendt til
gensplejsning. Bakterien angriber planten igennem sår, dvs. steder på planten, hvor plantens
yderste forsvar er nedbrudt. Herved kan bakterien komme i kontakt med de inderste celler i
planten, der er i vækst. Bakterien overfører en del af dens egen DNA til plantens DNA i form af
en plasmid. Det er et lille stykke DNA, der findes i flere eksemplarer i en bakterie. Fra
plasmiden får plantecellen flere kopier af genet kodende for plantehormonerne, auxin og
cytokinin. Herved deler plantecellen sig ved en højere rate, og der dannes en galle på sårstedet.
Bakterien lever af denne galles kulhydrater. Fraley ()UDOH\ÃHWÃDOÃ undersøgte dette tumorinducing-plasmid
(Ti-plasmid) nærmere, og det lykkedes ham at udskifte de tumorinducerende
gener ud med et andet gen. Muligheder for at indsætte ønskede gener i en plante var åbnede.
66

Ved at udføre forsøget in vitro med protoplaster (planteceller, hvor cellevæggen er fjernet) og
bagefter fremstille planter fra disse blev det mulig at fremdyrke planter med en ønsket egenskab
i hele planten.
En anden måde indenfor vektor-metoden er at overføre et gen med en virus som vektor,
eksempelvis tobak-mosaik-virus. Viraernes livscyklus er at indføre deres eget DNA til en celles
genom, hvorved de får dannet proteiner og enzymer til deres egen livscyklus. Ved at udskifte
viraernes skadelige DNA med et ønsket stykke DNA, vil viraerne overføre stykket som var det
deres eget. Herved vil en plante få effekten i de inficerede celler. Disse celler kan igen omdannes
til hele planter, som beskrevet ovenfor.
Vektor-teknikken er den mest udbredte i dag, da den er så simpel at benytte.
'LUHNWHÃ RYHUI¡UVHO: Fra en plante tages flere planteceller. Disse lægges i et vandbad, og den
beskyttende cellevæg fjernes fra cellerne. Til væsken sættes nogle DNA-stykker, som har
sekvensen svarende til det gen, man ønsker indsat i planten. Herefter sættes strøm til væsken.
Dette ændrer stabiliteten af cellemembraner, så DNA-stykkerne i væsken kan diffundere ind i
cellen. Cellen vil genkende DNA-stykker som DNA og inkorporere dem i sit eget DNA, da
cellen har reperationssystemer, som træder i kraft, når der er brud på dens DNA. Herved er de
tilsatte stykker DNA sat ind i cellens genom. Man fjerner nu strømmen og fremstiller en plante
fra protoplasterne. Denne metode er den ældst kendte til transformation af planter, men den
bliver mindre og mindre anvendt, da der er flere problemer ved metoden. DNA er meget ustabile
strukturer udenfor en celle, så det har meget lille chance for ikke at ødelægges in vitro. Desuden
udgør cellens reperationssystem et problem. Denne mekanisme genkender ikke altid den
fremmede DNA som sin eget DNA, så det ødelægges i stedet for at inkorporeres. Desuden er
det svært at få cellemembranen til at gendannes, efter der har været strøm på denne. De sidste år
har man også åbnet cellemembranen med kemiske stoffer, men dette er også problematisk, da
man ikke uden videre kan fjerne disse stoffer fra opløsningen.
6KXWJXQPHWRGHQ: I denne metode bruges mikroprojektiler til overførselen af DNA. På en
kugle sættes mange mikroprojektiler af guld. På mikroprojektilerne sættes stykker af DNA med
en ønsket sekvens. Kuglen sættes i fart ved en eksplosion. Når kuglen bremses pludseligt, vil
mikroprojektilerne fortsætte med stor hastighed. Hvis de rettes mod en samling af celler, vil
67

DNAet sammen med mikroprojektilerne fortsætte gennem cellernes kernemembran. Her vil
nogle af DNA-stykkerne falde af mikroprojektiler. Disse stykker vil optages på samme måde
som beskrevet ved direkte-overførsel-metoden. Denne metode er ligeledes mindre og mindre
anvendt, da cellerne lider stor overlast ved bombardering med mikroprojektilerne. Desuden er
der også her problemer med DNAs stabilitet, så det ikke når cellekernen intakt.
For alle tre metoder gælder, at der efter transformation skal testes, om det rigtige gen er indsat.
Dette gøres ofte ved en af to metoder. I den ene af de to metoder indsættes sammen med den
ønskede gensekvens et markørgen. Efter, at planten er gendannet, vil begge gener udtrykkes i
plantens celler. Markørgenet koder ofte for et enzym, så planten kan omdanne et kendt stof til et
andet. Herefter udsættes planten for det kendte stof og efterfølgende analyseres for forekomst af
slutproduktet. Hvis det findes, er transformationen lykkedes. Den anden metode er mere
kompliceret, men bruges ofte, da planten ikke får indsat andre end det ønskede gen. Da man
kender sekvensen på det indsatte gen, kan man i laboratoriet lave en komplimentær kopi. Denne
kopi påføres en markør f.eks. et fluorescerende stof. Cellen slås i stykker og udsættes for det
komplementære mærkede stykke DNA. Ved efterfølgende at sortere DNAet efter størrelse i en
gel, kan man se, om der er et eller to stykker DNA af forskellig størrelse, der er fluorescerende.
Hvis der er to fluorescerende stykker, er transformationen lykkedes, da den komplementære
sekvens findes i to størrelser. Den findes i den oprindelige størrelse og størrelsen, hvor den er
koblet med det indsatte gen. En anden fordel ved denne metode er, at den er meget præcis i
detektering af DNA-sekvensen.
Ved hjælp af ovenstående metoder kan man fremavle planter, som er resistente mod glyphosat.
Resistensen opstår ved indsættelse af ekstra sekvenser for EPSP-enzymsystemmet, så planten
har tilstrækkeligt af de aromatiske enzymer ved påvirkning med glyphosat (se tidligere om
Roundups virkemåde). Det er vigtigt at forstå, at en ”resistent” plante ikke er ufølsom overfor
Roundup. Den har blot en højere tolerancegrænse overfor stoffet. Så planter med resistensgenet
kan altså dræbes med Roundup, men det kræver større mængder.
68

Ã*HQQHPJDQJÃDIÃVDPIXQGVGHEDWWHQÃRPÃJHQPRGLILFHUHGHÃSODQWHU
Der arbejdes meget med forskellige typer af resistens til indsættelse i planter. Videnskaben
forsøger at finde resistens mod bakterieangreb, svampeangreb og ligende. Herved ønsker
videnskaben at finde veje til at minimere brugen af pesticider i landbruget. Målet er at fjerne
pesticider helt fra vore marker. Efter mange forskeres mening er det første skridt i retning af
sprøjtefrie marker indførselen af Roundup-resistente planter. DLF’s forskningsdirektør Finn
Okkels er en af disse. Han anbefaler eksempelvis resistente roer. Ved indførsel af resistensen,
kombineret med et hyppige sædskifte mellem korn og roer, vil mængden af kvikgræs i begge
marker reduceres så meget, at kornmarken til sidst ikke behøver sprøjtes med pesticider, da
kvikgræs er fjernet fra markerne. ”Nettogevinsten (af roer med resistens. red). bliver altså den
samme som et sprøjteforbud i roemarken,” siger Okkels (Jord og Viden nr.17,1997 p. 5).
Roemarken vil heller ikke blive en monokultur (en mark med udelukkende en afgrøde), da
Roundup vil blive anvendt i slutningen af sæsonen. Desuden vil roerne give højere udbytte, da
de vil kunne udnytte deres store vækstpotentiale i starten af vækstsæsonen. Hermed vil
udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet sænkes, da der kun skal doseres i en kort periode
(Meyer 1997). Kombinationen af bedre udbytte, mindre kvælstofforbrug og færre sprøjtemidler
vil give lavere fødevarerpriser, så der bliver også en mærkbar gevinst for forbrugeren
(Morgenavisen Jyllands-Posten d. 22/10 1998 side 9). Med i disse vurderinger er, at Roundup
regnes for det mindst skadelige pesticid, der er på markedet på nuværende tidspunkt (Se
tidligere om Roundups giftighed).
Men de sidste år er det dog blevet bragt i tvivl, om udsættelse af resistente planter vil mindske
forbruget af pesticider. Forsøg ved Forskningscenter Risø har vist, at resistensgenet kan spredes
til andre planter. Det er endnu ikke vist, hvordan spredningen er sket. Men der er fundet
resistens i blandt andre strandbede og agerraps (Morgenavisen Jyllands-Posten 22/10 1998). Det
kan ikke vides, om spredningen vil ske til alle planter, men hvis den sker, vil forbruget af
Roundup stige kraftigt for at overskride tolerancegrænsen for de resistente planter. Med disse
tanker må man spørge sig selv, om det er fornuftigt at løbe risiciene forbundet med gensplejsede
afgrøder, hvis deres nytteværdi alligevel blive ophævet efter en årrække. Desuden er det
tvivlsomt, at kvælstofudvaskning fra markerne vil sænkes. Landbruget har de seneste år
konstant udnyttet planternes vækstpotentiale. Det er derfor tænkeligt, at det også vil gøre dette
69

med de genmodificerede planter for at få højere udbytte. Landbruget vil også kunne bruge flere
penge til gødning, da besparelsen gennem sprøjteomkostningernes nedsættelse vil bruges på
gødning, så udbyttet vil blive større. Herved vil kvælstof udvaskningen blive større.
Der forskes meget på dette område, og der udvikles hele tiden nye genmodificerede planter. En
af de virksomheder, der betaler meget af forskningen, er firmaet Monsanto. Det var, som nævnt
tidligere, en af deres forskere, der i 1970 fandt glyphosats egenskaber som pesticid. Monsanto
har siden markedsført glyphosat under salgsnavnet Roundup. De har markedsført det som ”det
grønne bekæmpelsesmiddel”. Det var også Monsanto, der lavede de første Roundup-resistente
planter. Der var tale om sojaplanter (Salisbury & Ross 1992). Hvis de genmodificerede
resistente planter bliver tilladt, vil Monsanto tjene meget store summer på Roundup, i hvert fald
i den tid de stadig har deres patent på resistensplanterne. Derfor er der fare for en fordrejet
debat, hvor risikoen er, at forskerne, der arbejder med resistensudvikling, undervurderer farerne
ved Roundup og genmodificerede planter. Det er derfor vigtigt, at der laves undersøgelser om
farerne ved disse problemstillinger uafhængigt af Monsanto.
Hver dag debatteres gensplejsning i vort lands aviser. En udførlig debat er også vigtigt, da
udsætningen af genmodificerede planter i bund og grund skal tillades gennem politiske
beslutninger. Det er vigtigt, at politikkerne kender konsekvenserne af udsætningen både med
hensyn til pesticidforbrug og genmodificerede organismer i miljøet. At benytte Roundupresistente
planter åbner mulighed for øget forbrug. Det er derfor nødvendigt, at forskningen
omkring Roundups giftighed bibeholdes eller øges. Det er selvfølgeligt ikke sikkert, at forbruget
vil stige ved indførsle af de resistente planter, men udfra forsigtighedprincippet må Roundup
undersøges til bunds.
70

Ã(QÃVDPPHQOLJQLQJÃDIÃWRÃODQGEUXJVRUJDQLVDWLRQHUVÃKROGQLQJHU
I sidste afsnit beskrev vi den nyeste udvikling i Roundups anvendelsesmuligheder. Vi så, hvor
vigtig en kraftigt debat af pesticidbruget er for vores fremtid. Ligeledes så vi, at grundig
forskning er nødvendig for at sikre mod brug af for giftige stoffer. Hvilken grad af giftighed af
pesticider vi vil tolerere i landbruget, er et politisk spørgsmål. Der er forskel i meninger, når
konkurrenceevnen vurderes overfor pesticidbrug i landbruget. Dette ses i vore butikker, hvor
der både handles økologiske og konventionelt dyrkede varer. Men hvordan er holdningerne til
pesticider i erhvervene, der producerer de forhandlede fødevarer Vi ringede til
Landsforeningen Økologisk Jordbrug (LØJ) og Landbrugets Rådgivningscenter (LRC), som
begge er organisationer, der arbejder med rådgivning på landsplan. Vi stillede dem en række
spørgsmål. I dette afsnit vil vi undersøge de to forskellige organisationers syn på pesticidernes
effekt og betydning for vores samfund. Til sidst vil vi sammenligne deres holdninger. Alle
oplysninger i dette afsnit er referat af telefonsamtaler.
Vi ringede først til LØJ, hvor vi talte med Stig Frøjk. Han er ansat som embedsmand ved
organisationen. Frøjk var meget villig til at svare på vore spørgsmål, dog understregede han, at
han blot er ansat som embedsmand. Vi tolker det, som om Frøjk vil understrege, at han ikke er
ansat til at udtale sig til meningsundersøgelser. Men vi vil trods dette tage hans svar som
værende på vegne af organisationen, og at de afspejler LØJs holdninger.
Det første spørgsmål gik på pesticidforbrugets størrelse – er mængden for stor, tilpas eller for
lav Hertil svarede Frøjk, at forbruget under alle omstændigheder er for højt. Som opfølgende
spørgsmål spurgte vi, om han så tallet for forbruget som værende autentisk i forhold til det
reelle forbrug. Her åbner Frøjk muligheden for, at der er landmænd, der snyder med forbruget.
Da vi nævnte muligheden for illegal import, sagde Frøjk, at det kan godt tænkes.
Ligeledes var Frøjk meget klar i sit svar til spørgsmålet om en anden reguleringsmetode end de
nuværende kunne være at foretrække Han mener, at der skal indføres et totalforbud mod
pesticider. Dog åbner han muligheden for dispensationer ved særlige forhold. For at få
dispensation skal den enkelte sag undersøges, før dispensationen kan gives. Der kan altså ikke
være tale om generelle dispensationer til produktionsformer eller driftsmetoder.
71

Frøjks klare holdning skinner ligeledes igen på spørgsmålet vedrørende de nuværende priser på
pesticider, som han kategoriserer som alt for lave. Det næste, vi spurgte til, var pesticiders
giftighed for mennesker. Han mener, at pesticider er giftige for mennesker i alle koncentrationer
– det er blot et spørgsmål om mængden af mediet, som indeholder pesticid eller pesticidrester.
Vi spurgte nu, om nedsivning af pesticider til det danske grundvand var et samfundsproblem.
Her refererede Stig Frøjk til sine tidligere svar, hvor han klart tilkendegav modstand mod enhver
brug af pesticider, som bl.a. er begrundet i deres giftighed og nedsivning til grundvandet. Han
ser heller ikke en inddeling af Danmark i zoner efter jordbundenes modstandskraft i forhold til
nedsivning som nogen løsning. LØJ ser Danmark som en helhed, hvor sprøjtemidler skal
forbydes.
Sidste spørgsmål gik på effekten af biologiske bekæmpelsesmidler – om de kan give samme
effekt som konventionelle sprøjtemidler Frøjk tager klar afstand til disse midler, da han mener,
det vil være en fortsættelse af symptombekæmpelse. I stedet for bør skadevolderangreb
bekæmpes med sædskifte, dygtig driftsledelse og mekanisk bekæmpelse. LØJ vil kun acceptere
biologisk bekæmpelse, hvis det er fuldstændig ugiftigt. Her tænkes på nogle planteekstrakter.
Vi spurgte supplerende om bekæmpelse af pest med fauna. Stig Frøjk stiller sig meget åben
overfor dette og mener, at det er et godt alternativ.
Til sidst spurgte vi af interesse, hvorfor vi ikke har hørt om LØJ i debatten Stig Frøjk
forklarede os, at LØJ er en politisk organisation, der helst vil debattere direkte med landbruget.
Deres politik er at fremme økologisk landbrug, men kun rent undtagelsesvis går de ud direkte
og kritisere det konventionelle landbrug. Dette er for at bevare dialogen med landbruget, hvilken
kunne lide skade, hvis LØJ til stadighed kritiserede landbruget sønder og sammen.
Hos LRC kom vi til at tale med Poul Henning Pedersen. Han var ligeledes meget venlig overfor
os, og han ville gerne hjælpe, da vi havde forklaret ham udførligt, hvem vi var. Poul Henning
Pedersen er ansat til rådgivning indenfor plantestyring dels anvendelse af pesticider og dels
anvendelse af alternative metoder, hvor det er muligt. En underafdelingen af hans arbejde er
miljøforhold.
72

Det første spørgsmål var igen angående den mængde pesticider, som benyttes i det danske
landbrug. Her argumenterede Poul Henning Pedersen for, at sprøjtningen kan gøres bedre med
hensyn til optimal udnyttelse af bekæmpelsesmidler, men under de nuværende omstændigheder
er mængden tilpas. Forbruget afhænger også af den rådgivning, der er mulighed for at give. Der
kunne godt gives mere rådgivning, hvorved forbruget ville falde lidt. Alt i alt er forbruget dog
tilpas. Poul Henning Pedersen vil ikke tage stilling til en anden form for regulering, da dette er et
politisk spørgsmål. Axelborg er landbruget hovedsæde, hvorfra alle politiske beslutninger, der
vedrører erhvervet landbruget, træffes. LRC forsøger altid at rådgive fra objektive kriterier
omkring brugen af pesticider.
Næste spørgsmål var omkring de danske pesticidpriser. Pedersen mener ikke, at priserne skal
vurderes på deres størrelse, men i forhold til priserne i resten af EU. Hvis der ses bort fra de
danske afgifter på pesticider, så er priserne de samme i EU. Men med de høje danske afgifter,
især efter at nogle af afgifterne er blevet fordoblede, er de danske priser så høje, at de er med til
at forvride det danske landbrugs konkurrenceevne.
Vi spurgte så til bekæmpelsesmidlernes giftighed for mennesker. Vi havde givet nogle
svarmuligheder, men så enkelt mener Poul Henning Pedersen ikke, at det kan sættes op, da
giftighed varierer fra stof til stof. Generelt er giftigheden af de bekæmpelsesmidler, der benyttes
nu, meget lav. De tests, der laves i dag, placerer de i dag anvendte pesticider i samme fareklasse,
som de midler der benyttes i danske husholdninger.
Vi gik videre med et spørgsmål om nedsivning af pesticider og deres rester til grundvandet. Er
dette et samfundsproblem Poul Henning Pedersen svarer, at de nedsivningsproblemer, vi ser
rundt omkring, alle er relaterede til de midler, der er forbudte i dag. De stoffer, der er godkendte
i dag, er alle så gennemtestede, at der ikke er problemer med midlerne. Poul Henning Pedersen
vil ikke udelukke, at ny viden vil ændre på synet på de godkendte stoffers giftighed, men så må
disse midler revurderes.
Til spørgsmålet om inddeling af bekæmpelsesmiddelforbruget efter jordbundstyper fortæller
Poul Henning Pedersen, at en sådan kortlægning allerede er ved at blive lavet. Dette laves for at
beskytte grundvandet og sårbare habitater. Denne kortlægning med efterfølgende lovgivning vil
blive meget dyrt at gennemføre, da enkelte landbrug vil blive nødt til helt eller delvist at
nedlægge produktionen. For enkelte landbrugere vil det være gratis at lægge om til økologi
f.eks. kvægbrug, mens en planteavler fra visse områder må lukke helt.
73

Sidste spørgsmål var omkring indførsel af biologiske bekæmpelsesmidler. Poul Henning
Pedersen mener ikke, at det er et alternativ med det nuværende kendskab til disse metoder, men
hvis der bliver forsket på området, kan det være en mulighed for reduktion i forbruget af
konventionelle bekæmpelsesmidler. En sådan forskning, skønner Poul Henning Pedersen, vil
være meget dyr. Det væsentligste krav til disse nye metoder er dog, at de har samme effekt som
de konventionelle midler til lavere eller samme pris, så landbrugets konkurrenceevne bliver
bedre eller bevares.
Der er flere væsentlige forskelle i de to personers udtalelser. Det mest slående er omkring
giftigheden af sprøjtemidler. LRC sætter klart sin lid til forskningsresultater omkring giftigheden
af stofferne. LRC mener, at man i dag har større kendskab til stofferne, hvoraf det har vist sig at
nogle var uheldige at anvende. Men alle stoffer kan være farlige, hvis mennesket udsættes for
dem i høje koncentrationer. Derfor mener LRC, at vi er nødt til at acceptere en vis usikkerhed
på pesticidområdet. Men de nyeste testmetoder er så gode, at deres resultater er utvetydige.
LØJ er ikke i tvivl om pesticiders giftighed – de er alle giftige. Videnskaben mangler altså blot at
finde ud af det. Graden af giftighed er ligegyldig, da det blot er et spørgsmål om mængde.
LØJ er ikke uvidende om sammenhængen mellem brug af pesticider og landbrugets
konkurrenceevne i forhold til resten af verdens landbrugere. De sætter blot økologi højere end
øget konkurrenceevne. LRC har intet imod økologi. De mener blot, at landbrugslandet Danmark
er nød til at bevare sin konkurrenceevne for at opretholde Danmarks økonomiske muligheder.
Vi vil gerne sige tak til Poul Henning Pedersen ved LRC og Stig Frøjk ved LØJ for deres hjælp
med denne spørgeundersøgelse. Begge har gennemlæst og haft mulighed for at redigere i deres
udtalelser.
74

Ã'LVNXVVLRQ
Løbene gennem opgaven har vi kommenteret de forskellige afsnit, dog finder vi at visse områder
kræver en yderligere diskussion.
Idet pesticider bevidst benyttes til at bekæmpe forskellige skadevoldere, er der tale om midler,
der derfor kan være ganske giftige, og deres anvendelse kan indebære risici og farer for
mennesker, dyr og miljø. Netop derfor er det vigtigt med en regulering af pesticidanvendelsen.
En forudsætning for, at en regulering kan finde sted, er et vist kendskab til pesticiders skæbne i
miljøet. Reguleringen på området er på nuværende tidspunkt baseret på kemikalieloven, som
afspejler EU-direktivet om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler. Derudover har
pesticidhandlingsplanen fra 1986 haft stor betydning for den gældende regulering. Dog er
planens målsætning om en reduktion af forbruget på 50% inden 1997 ikke opnået. Ifølge
kemikalieloven skal alle aktivstoffer og midler gennem en godkendelsesprocedure. Denne er på
nuværende tidspunkt en kombination af den gamle nationale ordning og de nye EU-regler.
Godkendelsesperioden strækker sig over henholdsvis 8 og 10 år, og derfor har alle aktivstoffer
og midler endnu ikke gennemgået de procedurer, vi har gennemgået i opgaven. På den
baggrund er det svært at vurdere, hvorvidt EU-lovgivningen lever op til de tidligere danske
krav. Godkendelsesordningen er omfattende mht. de undersøgelser, der kræves udført, før et
aktivstof eller middel kan opnå godkendelse. Ideen om krav vedrørende god laboratorie praksis
giver alle foretagede undersøgelser et ensartet kvalitetsniveau, hvilket giver mulighed for
udveksling af testresultater mellem EU-medlemslandene. Dette giver væsentlige ressourcebesparelser.
Selvom testkravene er omfattende, kan det dog virke, som om der er visse mangler.
Det er påfaldende, at det ikke umiddelbart fremgår af ansøgningsskemaet, at midlernes
hjælpestoffer skal undersøges. Det vil derfor være positivt, hvis tests af disse blev inkorporeret i
godkendelsesordningen. Samtidig vil det dog betyde, at omkostningerne i forbindelse med
godkendelse af et middel vil stige. Et problem forbundet hermed kan være, at det kun er store
virksomheder, der har de nødvendige ressourcer til at søge om godkendelse af nye produkter.
Alle beslutninger vedrørende miljø bør indarbejde forsigtighedsprincippet, hvilket også fremgår
af både miljøbeskyttelseslovens og kemikalielovens formålsparagraffer.
75

Netop ved fastsættelse af grænseværdier for pesticider i drikkevand er der taget højde for dette.
Grænseværdien blev politisk bestemt til at være den mindste mængde pesticid, det var muligt at
måle. Dette hænger sammen med, at vand er livsnødvendigt, og at vi, som enkeltpersoner,
dermed ikke vil påføres en risiko ved indtagelse af drikkevand. Det er vigtigt at skelne mellem
en risiko, som den enkelte kan acceptere modsat en, der ufrivilligt må læres at leve med. En
risiko forbundet med pesticider i drikkevandet er netop en risiko, som den enkelte ikke har
indflydelse på. For at bibeholde den høje kvalitet af drikkevandet er det både nødvendigt med
regulering af pesticidanvendelsen og at fremme forebyggende initiativer til beskyttelse af
grundvandet. Disse kunne omfatte vurdering af jordbundsforholdene i landet, hvorfra der kan
udpeges grundvandszoner, som kræver særlig beskyttelse. Dette kunne i yderste konsekvens
betyde, at store landbrugsområder skal omlægges til økologisk landbrug uden brug af pesticider.
En sådan omlægning vil dog være forbundet med store omkostninger og spørgsmålet er så,
hvordan disse dækkes.
Mennesket har gennem tiderne anset sig selv som værende hævet over andre levende
organismer. I dag spores tendenser, som peger i en anden retning, og dermed er der sået tvivl
ved det acceptable i at anvende pesticider. Meget firkantet kan LØJ ses som repræsentant for
denne holdning og prioriterer dermed økologi højere end økonomi. LRC vurderer pesticidanvendelsen
som en nødvendighed for at opretholde konkurrenceevnen på landbrugsprodukter.
For at der overhovedet kan ske ændringer i det dominerende samfundssyn på pesticidanvendelsen,
er det nødvendigt med organisationer som LØJ, der netop tør efterleve sine
idealistiske synspunkter.
Under udarbejdning af denne diskussion konstaterede vi i gruppen, at vores meninger er klart
uforlignelige. I vores gruppe er der repræsentater for holdninger, der svarer til LRCs holdninger
om det konventionelle landbrugs nødvendighed for Danmarks økonomi, hvis det nuværende
niveau skal bibeholdes. Andre i gruppen mener, som LØJ, at det danske landbrugs
konkurrenceevne kan bevares gennem økologi.
Omkring grænseværdier er der også uenighed. Nogle i gruppen mener, at grænseværdierne i
fødevarer er et nødvendigt onde, da en omlægning til landsdækkende, økologisk jordbrug vil
være meget ressourcekrævende. En sådan omlægning vil være nødvendig, hvis vi i fremtiden vil
76

fjerne pesticidrester i fødevarer fuldstændigt. De nuværende reguleringer er tilstrækkelige til
forhindring af grundvandsforurening med pesticider. En anden holdning i gruppen er, at selv de
mindste rester af pesticider i både grundvandet og fødevarer er uacceptable, og der derfor ikke
bør opereres med begrebet grænseværdi. Med det nuværende forbrug af pesticider er forurening
af grundvandet uundgåelig. Vi er dog enige om, at den politiske holdning at pesticider ikke må
forekomme i grundvandet er i orden. Grænseværdien burde dog følge de nyeste udviklinger som
muliggør finere målemetoder.
Vi er alle i gruppen enige om, at det med tiden vil være en nødvendighed at omlægge til
økologisk produktion uden pesticider. Forskellen i holdninger vedrører nærmere
tidsperspektivet for en sådan omlægning. Skal økologisk produktion indføres her og nu ved
kraftig reguleringsændringer, eller skal omlægningen ske gradvist og baseres på frivillighed og
den nuværende regulering
77

Ã.RQNOXVLRQ
Målet med denne opgave var at undersøge, hvorvidt Roundup er let nedbrydeligt og ugiftigt for
mennesker. Som nævnt, er Roundup et systemisk ikke-selektivt ukrudtsmiddel. Aktivstoffet,
glyphosat, hæmmer dannelsen af aromatiske aminosyrer og har derfor kun en effekt over for
planter i vækst. Glyphosat bindes stærkere end andre stoffer i jorden, hvorved dets opholdstid
forlænges. Desuden er det påvist, at der sker en fuldstændig nedbrydning af glyphosat
forholdsvist hurtigt. I 1990 blev Roundup godkendt og klassificeret som lokalt irriterende og
moderat giftig for fisk. I år 2000 skal Roundups godkendelse revurderes ifølge de nyeste EUregler
om plantebeskyttelsesmidler.
Der er for nyligt draget tvivl om Roundups giftighed. Fem undersøgelser har vist, at Roundup
muligvis kan være genskadende. Disse undersøgelser bygger på midlet Roundup - ikke på
glyphosat.
Hvis Roundup skal godkendes til fremtidig brug, er det nødvendigt med yderligere
undersøgelser, så enhver tvivl om midlets giftighed kan udelukkes. I hvert fald bør alle aspekter
af midlet og dets enkelte bestanddele undersøges til bunds, før debatten om udsætning af
Roundup-resistente planter bliver relevant.
79

LWWHUDWXUOLVWH
Litteratur
- Amrhein, N., Schab, J. & Steinrücken, H. C. (1980). The mode of the herbicide glyphosate.
Naturwissenschaften 67:356-357
- ATV Akademiet for de tekniske Videnskaber (1995). Accept af risici, Økotoksikologiske
vurderinger, Grænseværdier for pesticider. Akademiet for de tekniske Videnskaber ATV
- Bagge Jensen C., Paludan-Müller P. (1997), Økotoksikologi Pesticider og østrogenlignende
stoffer, NUCLEUS
- Basse, E. M. (forthcoming). Miljøret
- Bennekou, G. & Jørgensen, L. N. (1993). Status for EF-harmoniseringen på
pesticidområdet - sundhed, miljø og effektivitetsvurdering. Planteavl Specialserie S-2236,
61-69
- Boyd, H. B. (1995). Ren besked om pesticidrester i levnedsmidler. Dansk planteværn
- Corbett, J. R., Wright, K. & Baillie, A. C. (1984). The biochemical mode of action of
pesticides. Academic press
- DAF Dansk Agronomisk Forening (1995). Hvidbog om sprøjtemidler. Image selskabet
- Danmarks Geologiske Undersøgelse 1954, Geologisk Kort Over Danmark
- Danmarks JordbrugsForskning 1998, DJF rapport nr. 2 markbrug marts 1998, Ministeriet
for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Danmarks JordbrugsForskning
- Danmarks Statistik 1997, Pesticidsalget i 1996 og Pesticidanvendelsen i landbrugets
planteavl 1996
- Dansk Planteværn 1998, God sprøjteadfærd, Pjece
- Descartes R.; Descartes/indledning, oversættelse og noter ved Poul Dalsgård-Hansen, 2.
Udgave, 2.oplag, De store tænkere, Munksgård, 1996.
- Elbek-Pedersen 1994, Planteværn gennem tiderne – kan indvundne erfaringer hjælpe os
fremover, Alt det nyeste 1994 s. 10 – 13
- Europa-komissionen Generaldirektiv XI (1994). Det europæiske fællesskabs
miljølovgivning. Bind 3 - Kemikalier, industrielle risici og bioteknologi. Kontoret for de
europæiske fællesskabers officielle publikationer
- Gougler, J. A. & Geiger, D. R. (1981). Uptake and distribution of N-
Phosphonomethylglycine in sugar beet plants. Plant physiology 68:668-672
- Hansen, L. G. (1991). Regulering af kvælstoftabet fra lansbruget, AKF-Memo, Amternes og
Kommunernes Forskningsinstitut, AKF-forlaget.
- Hasselmann, G. (1992). Toksikologisk ABC. DTC Dansk Toksikologisk Center
- Helweg A. 1985, Nedvaskning af pesticider - til grundvand, Kaskelot nr. 66 s. 18-26 ill.
- Helweg A. 1988, Kemiske stoffer i landjordsmiljøer, Teknisk forlag A/S
- Helweg A. 1994, Mange kilder til grundvandsforurening med bekæmpelsesmidler,
Vandteknik Årg. 62, 1994, nr. 3 s. 110 – 117
- Helweg A. 1996a, Spredning og nedbrydning af pesticider i miljøet, Landøkonomi årg. 183,
nr. 2 s. 75-82 ill.
- Helweg A. 1996b, Pesticidernes skæbne er vanskelig at forudse, Jord og Viden årg. 141 nr.
4 s. 7 – 9
- Jacobsen, B. & Madsen, T. (1998). Østrogenlignende stoffer. Dansk planteværn
- Jensen B.B., 1988; ”Naturen har værdi” i Natur og moral, redigeret af Jens Christensen
NSU 1988.
- Jensen, C. B. (1997). Økotoksikologi: Pesticider og østrogenlignende stoffer. Nucleus
80

- Jobling, S., Sheahan, D., Osborne, J. A., Mathiessen, P. & Sumpter, J. (1996). Inhibition of
testicular growth in rainbow trout (2QFRUK\QFKXVÃP\NLVV) exposed to estrogenic
alkylphenolic chemicals. Environmental Toxicology and Chemistry 15(2): 194-202
- Kant I., 1989; Duties in Regard to Animals”, fra Peter Singers ”Animal Rights and Human
Obligations, se ovenfor.
- Koch C.H., 1979; Francis Bacon og det 17. århundredes videnskabelige revolution, Museum
Tusculanum.
- Kraul, I. (6 sep. 1990). Vedrørende Roundup, nr. 48-1. Miljøstyrelsen
- Kristensen, J. L. (1991). Klimaet og ukrudtsmidlerne. Agrologisk nr. 4: 49-51
- Linde-Jensen J.J., Jensen H. T., Bahl Andersen E., Winther L., Mikkelsen I. 1976,
Vandforsyningsteknik – Teknisk Hygiejne, Polyteknisk Forlag.
- Løkke, H. (1994). Miljøforskning 15. Det strategiske miljøforsningsprogram 1992-1996
- Malik, J., Barry, G. & Kishore, G. (1989). The herbicide glyphosate. Biofactors vol.Ã2
(1):17-25
- Meyer V, 1997; Tidsskrift for frøavl (nr. 6/97); Gensplejsede planter.
- Miljøforskning 1997; Det strategiske miljøforskning, nr.27.
- Miljøministeriet (1986). Miljøministerens handlingsplan for nedsættelse af forbruget af
bekæmpelsesmidler
- Miljøstyrelsen (1992). Vejledning fra miljøstyrelsen Nr. 1. Sundhedsmæssig vurdering af
kemiske stoffer i drikkevand. Miljøstyrelsen
- Miljøstyrelsen (29. april 1998b). Mutagenitet af glyphosat/Roundup. Miljøstyrelsen
- Miljøstyrelsen 1997, Arbejdsrapport nr. 74 1997, Kilder til AMPA, Miljø- og
Energiministeriet Miljøstyrelsen
- Miljøstyrelsen 1998a, Betænkning nr. 1 1998 fra drikkevandsudvalget, Miljø- og
Energiministeriet Miljøstyrelsen
- Næss A., 1986; Drømmen om Everest, 2. oppl., Ernst G. Mortensen, Oslo.
- Pagh, P. (1996). EU miljøret. Christian Ejlers' Forlag
- Petersen L.H., Rabølle M. 1998, Glyphosat bindes stærkt til jord, Erhvervsjordbruget,
Landbonyt, 1/1998
- Politikkens Nudansk Ordbog, (1990, 14. udgave). Politikkens forlag
- Ponting C., 1992; ”Verdensbilleder” i En grøn verdenshistorie, Schønberg 1992.
- Salisbury, F. B. & Ross, C. W (1992). Plant physiology. Wadsworth Publishing Company
- Sanford, T. R. (1991). Acute poisoning with a glyphosate-surfactant herbicid ("Roundup"):
A review of 93 cases. Human & Experimentel Toxicology vol 10:1-8
- Sawada, Y., Nagai, Y., Ueyama, M. & Yamamoto, I. (1988). Probable toxicity of surfaceactive
agent in commercial herbicide containing glyphosate. The lancet 1:299
- Singer P., 1989; Animal Rights and Human Obligations, Prentice Hall, New Jersey.
- Smith, E. & Oehme, F. W. (1992). The biological activity of glyphosate to plants and
animals: Alitterature review. Vet. Hum. Toxicol. vol 34 (6): 531-543
- Sprankle, P., Meggitt, W. F. & Penner, D. (1975a). Absorption, action, translocation of
glyphosate. Weed science vol 23 (3): 235-240
- Sprankle, P., Meggitt, W. F. & Penner, D. (1975b). Rapid inactivation of glyphosate in the
soil. Weed science vol 23 (3): 224-228
- Steinrücken, H. C. & Amrhein, N. (1980). The herbicide glyphosate is a potent inhibitor of
5-enolpyruvyl-shikimic acid-3-phosphate synthetase. Bioshemical and biophysical reseach
communications vol 94 (4): 1207-1212
- Suhr Jacobsen C., Helweg A., Spliid N. H. 1998, Glyphosat og AMPA i jord, Dansk
81

Planteværnskonference 1998
- Svendsen, G. T. (1998). Public Choice and Environmental Regulation. Edward Elgar
- Talbot, A. R., Mon-Han, S., Huang, J-S., Yang, S-F., Goo, T-S., Wang, S-H., Chen, C-L.
&
- Walker C. H., Hopkin S. P., Sibly R. M., Peakall D. B. 1996, Principles of Ecotoxicology,
Taylor & Francis Ltd
Avisartikler
- Information (01.10.97); Debat; Gensplejsning, vejen til økologisk landbrug.
- Information (02.03.98); Økologer afviste forsøg med gensplejsning.
- Information (14.03.98); Debat; Gensplejsning hjælper ikke det økologiske landbrug.
- Information (18.03.97); Amerikanske bønder;”Genplanter øger brug af Roundup”.
- Information (18.03.97); Frygter Roundup-forgiftning i hele landet.
- Information (20.07.98); Biolog advarer mod Roundup.
- Ingeniøren (25.07.97); Forskel på sprøjtning af roer og raps.
- Ingeniøren (25.07.97; Den gensplejsede roes vej gennem kontrolsystemet.
- Morgenavisen Jyllands-Posten (08.09.98), Cheminova satser på Roundup
- Morgenavisen Jyllands-Posten (06.02.98); Økologer i dialog med gensplejsning.
- Morgenavisen Jyllands Posten (22.02.97); Fyns Amt er rystet over frikendelsen af Roundup.
- Morgenavisen Jyllands-Posten (22.10.88); Den europæsiske skepsis mod GMO.
- Politiken (02.10.97); Billigere mad med gensplejsning.
- Politiken (10.11.97), Ny tvivl om Roundup
- Politiken (11.12.96); Debat: Gensplejsning er fremtidens chance.
- Politiken (20.03.97); Baggrund: Skønsomme Roundup.
- Politiken (03.02.98), Planetens sande tilstand Kronik af Svend Auken
Lovmateriale
- Bekendtgørelse nr. 241 af 27 april 1998 om bekæmpelsesmidler
- Bekendtgørelse nr. 515 af 29 august 1988 om vandkvalitet og tilsyn med
vandforsyningsanlæg
- Bekendtgørelse nr. 659 af 14 august 1997 om maksimalgrænseværdier for indhold af
- Bekendtgørelse nr. 801 af 23 oktober 1997 om klassificering, emballering, mærkning og
- bekæmpelsesmidler i levnedsmidler
- Direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler
- Direktiv 93/71/EØF af 27. juli 1993 om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF om
markedsføring af plantebeskyttelsesmidler
- Direktiv 94/37/EF af 22. juli 1994 om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF om
markedsføring af plantebeskyttelsesmidler
- Direktiv 94/79/EF af 21. december 1994 om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF om
markedsføring af plantebeskyttelsesmidler
- Direktiv 95/36/EF af 14. juli 1995 om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF om
markedsføring af plantebeskyttelsesmidler
- Direktiv 96/12/EF af 8, marts 1996 om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF om
markedsføring af plantebeskyttelsesmidler
- Direktiv 96/46/EF af 16. juli 1996 om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF om
markedsføring af plantebeskyttelsesmidler
82

- Direktiv 96/68/EF af 21. oktober 1996 om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF om
markedsføring af plantebeskyttelsesmidler
- Direktiv 97/57/EF af 22. november 1997 om affattelsesen af bilag VI til direktiv
91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler
- Karnovs lovsamling (1997) 6. bind, 14. udgave pp. 9663-9691
- Lovbekendtgørelse nr. 21 af den 19 januar 1996 om kemiske stoffer og produkter
- Lovbekendtgørelse nr. 416 af 14. juni 1995 om afgift af bekæmpelsesmidler opbevaring af
kemiske stoffer og produkter (klassificeringsbekendtgørelsen)
Internetadresser
- www.mem.dk/faktuelt/fak15.htm 06.11.98
- www.mst.dk/fagomr/02010000.htm, 04.10.98
- www.mst.dk/fagomr/02020000.htm 04.10.98
- www.mst.dk/fagomr/02040000.htm jan. 98
- www.mst.dk/fagomr/02050000.htm 04.10.98
- www.mst.dk/fagomr/02060000.htm 03.11.97
- www.mst.dk/fagomr/02110000.htm 04.10.98
- www.mst.dk/fagomr/14030000.htm, maj 1997
- www.mst.dk/handling/16000000.htm d. 1/10 94
- www.mst.dk/handling/21000000.htm feb. 98
- www.tekno.dk/udgiv/985/rap.htm dec. 98
Personlige interview
- Nina Sørup Hansen (Bekæmpelsesmiddelkontoret - Miljøstyrelsen)
- Poul Henning Pedersen (Landbrugets Rådgivningscenter)
- Stig Frøjk (Landorganisationen Økologisk Jordbrug)
83