Tværsektorielle overgange i psykiatrien - Region Hovedstadens ...
Tværsektorielle overgange i psykiatrien - Region Hovedstadens ...
Tværsektorielle overgange i psykiatrien - Region Hovedstadens ...
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Tværsektorielle <strong>overgange</strong> i<br />
<strong>psykiatrien</strong><br />
Afrapportering af kvantitativ og kvalitativ<br />
undersøgelse
1<br />
Tværsektorielle <strong>overgange</strong> i <strong>psykiatrien</strong><br />
Rapporten er udarbejdet i 2012.<br />
Rapporten er udarbejdet af Rådgivende Sociologer ApS i<br />
samarbejde med <strong>Region</strong> <strong>Hovedstadens</strong> Psykiatri<br />
for <strong>Region</strong> <strong>Hovedstadens</strong> Psykiatri.<br />
© Rådgivende Sociologer ApS. Henvisning til rapporten må kun<br />
ske med tydelig henvisning til Rådgivende Sociologer ApS.<br />
Ved yderligere oplysninger kontakt venligst:<br />
<strong>Region</strong> <strong>Hovedstadens</strong> Psykiatri
2<br />
RESUMÉ AF RAPPORTENS HOVEDPOINTER ...................................................................... 4<br />
INDLEDNING..................................................................................................................... 9<br />
Baggrund for undersøgelsen .......................................................................................... 9<br />
Formål........................................................................................................................... 10<br />
Hvad er <strong>overgange</strong>...................................................................................................... 10<br />
Hvad er den gode overgang ........................................................................................ 11<br />
Metode ......................................................................................................................... 12<br />
Data .............................................................................................................................. 12<br />
RAPPORTENS OPBYGNING ....................................................................................................... 13<br />
1. del – ledere og medarbejdere ................................................................................... 13<br />
2. del – patienter/borgere og pårørende ...................................................................... 13<br />
1. DEL: LEDERNE OG MEDARBEJDERNE .......................................................................... 14<br />
TEMA 1: TVÆRSEKTORIELLE KONTAKTER .................................................................................... 14<br />
Hvad handler samarbejdet om ................................................................................... 15<br />
Hvordan foregår kontakten ........................................................................................ 16<br />
Hvordan fungerer samarbejdet i praksis .................................................................... 18<br />
Ved man nok om hinandens kultur og arbejdsopgaver på tværs af sektorer ............. 22<br />
Gensidig information og faglig sparring ....................................................................... 24<br />
Kan man finde den rigtige person ............................................................................... 30<br />
Sammenfatning ............................................................................................................ 33<br />
TEMA 2: OVERGANGE MELLEM SEKTORER .................................................................................. 34<br />
Er <strong>overgange</strong>ne gode .................................................................................................. 34<br />
Varighed af indlæggelser .............................................................................................. 35<br />
Årsager til uhensigtsmæssige <strong>overgange</strong> ..................................................................... 39<br />
Dårlig kommunikation og mangelfuld indsigt .............................................................. 41<br />
Manglende adgang til information .............................................................................. 42<br />
Dobbeltdiagnosticerede er særligt udsatte .................................................................. 43<br />
Lovgivningsmæssige barrierer ...................................................................................... 44<br />
Den gode overgang: kontinuitet og fleksibilitet ........................................................... 45<br />
Øget oplysning og faglighed ......................................................................................... 45<br />
Sammenfatning ............................................................................................................ 46<br />
TEMA 3: INVOLVERING/AKTØRER ............................................................................................. 47<br />
Hvilken rolle spiller de pårørende ............................................................................... 48<br />
Sammenfatning ............................................................................................................ 49<br />
TEMA 4: SAMARBEJDSAFTALEN ................................................................................................ 50<br />
Sammenfatning ............................................................................................................ 52<br />
SUPPLERENDE POINTER FRA JOBCENTERET .................................................................................. 53
3<br />
2. DEL: PATIENTER OG BORGERE .................................................................................... 55<br />
TEMA 1: INDLÆGGELSE/UDSKRIVNING ...................................................................................... 55<br />
Inddragelse og informering ved udskrivelse ................................................................ 58<br />
Vigtigheden af at viden bliver givet videre .................................................................. 62<br />
Oplevet for lang indlæggelse ....................................................................................... 63<br />
Sammenfatning ........................................................................................................... 65<br />
TEMA 2: SAMARBEJDE ........................................................................................................... 66<br />
Samarbejde mellem sektorer ....................................................................................... 68<br />
Samarbejde mellem hospital og bosted ....................................................................... 69<br />
Manglende information ............................................................................................... 70<br />
Sammenfatning ........................................................................................................... 71<br />
TEMA 3: SOCIALE FORHOLD .................................................................................................... 72<br />
Gode og dårlige erfaringer med sociale forhold .......................................................... 73<br />
Sammenfatning ........................................................................................................... 75<br />
TEMA 4: MEDICIN ................................................................................................................ 76<br />
Sammenfatning ........................................................................................................... 79<br />
SUPPLERENDE POINTER FRA PÅRØRENDE ................................................................................... 80<br />
Om at være pårørende................................................................................................. 80<br />
Vigtigheden af en fast kontaktperson.......................................................................... 81
4<br />
Resumé af rapportens<br />
hovedpointer<br />
Formål med undersøgelsen<br />
Undersøgelse: ”Tværsektorielle <strong>overgange</strong> i <strong>psykiatrien</strong>” indgår som et led i et<br />
projekt om velfærdledelse, som har til formål at styrke det tværsektorielle<br />
ledelsessamarbejde mellem Frederiksberg Kommune og Psykiatrisk Center<br />
Frederiksberg.<br />
Formålet med undersøgelsen er at kvalificere viden om det tværsektorielle<br />
samarbejde mellem Psykiatrisk Center Frederiksberg og Frederiksberg Kommune.<br />
Deltagelse af både ansatte og borgere/patienter giver mulighed for at undersøge,<br />
ligheder og forskelle i perspektiver på sektor<strong>overgange</strong>. Det åbner op for at<br />
inddrage forskellige perspektiver i det fremadrettede arbejde, der har fokus på at<br />
styrke af sektorsamarbejdet med henblik på at optimere hensigtsmæssige<br />
<strong>overgange</strong> for borgere/patienter.<br />
Konklusioner<br />
Kultur og organisation<br />
44 % af ansatte i kommunen og 26 % af ansatte i regionen mener, at fordomme<br />
og gensidige forforståelser i nogen eller høj grad kan have negativ indflydelse<br />
på samarbejdet om borgere/patienter. F.eks. ved divergerende opfattelser af,<br />
hvordan patienter/borgere skal behandles.<br />
63 % af de ansatte i kommunen og 74 % af ansatte i regionen har erfaret, at<br />
samarbejdet kun i mindre grad eller slet ikke påvirkes negativt af fordomme<br />
og forforståelser.<br />
Ca. 50 % af ansatte i region og kommune er enige eller meget enige i, at<br />
forskellige lovgivninger kan stå i vejen for at indhente vigtige informationer<br />
om borgere/patienter. Manglende kendskab til den anden sektors lovgivning<br />
kan skabe tvivl om, hvilke informationer om borgere/patienter, der må<br />
formidles videre. Et udvidet kendskab til lovgivning på tværs af sektorer kan<br />
imødegå de samarbejdsmæssige udfordringer, som eksisterer.
5<br />
Indlæggelse og udskrivning<br />
Over 75 % af ansatte i regionen og kommunen mener, at patienter indimellem<br />
bliver udskrevet for tidligt. Til sammenligning svarer 33 % af<br />
borgere/patienter, at de i nogen eller høj grad har oplevet at blive udskrevet<br />
før de følte sig klar til at håndtere deres egen hverdag. 44 % af<br />
borgere/patienter giver derimod udtryk for, at de i mindre grad, eller slet ikke<br />
har oplevet at blive udskrevet for tidligt.<br />
Ventetid på behandlingstilbud kan betyde, at borgere/patienter oplever at<br />
blive udskrevet til ’ingenmandsland’ – og overladt til sig selv. Information og<br />
henvisning til handlemuligheder kan være en hjælp for borgere/patienter.<br />
Eksempelvis i form af møder ved afslutningen af et forløb, hvor det sikres, at<br />
borgere/patienter involveres i og kender deres behandlingsplan.<br />
Ansatte peger på, at borgere/patienter med komplekse problemstillinger kan<br />
have vanskeligt ved at håndtere <strong>overgange</strong> mellem sektorer. Der kan være en<br />
risiko for, at borgere/patienter mister kontakten til både kommunen og<br />
regionen. De overlades til sig selv, og går tabt i sektor<strong>overgange</strong>.<br />
Gensidig viden, indsigt og kommunikation<br />
41 % af kommunens ansatte mener i nogen eller høj grad, at regionens ansatte<br />
har tilstrækkelig kendskab til det arbejde, de udfører. 59 % oplever, at dette<br />
ikke er tilfældet. 38 % af regionens ansatte mener, at ansatte i Frederiksberg<br />
Kommune i nogen eller høj grad har tilstrækkeligt viden om det arbejde, de<br />
udfører. 68 % mener ikke, at ansatte i Frederiksberg Kommune har<br />
tilstrækkeligt kendskab til Psykiatrisk Center Frederiksbergs arbejde.<br />
Manglende kendskab til hinandens arbejde kan gøre det vanskeligt at<br />
kvalificere samarbejdet om borgere/patienter. Manglende kendskab kan<br />
desuden skabe myter og fordomme.<br />
En stor andel af de ansatte i begge sektorer giver udtryk for, at de har<br />
mulighed for at trække på erfaring og ekspertise fra den anden sektor. I<br />
praksis er der færre af de ansatte, der trækker på den anden sektor.<br />
Særligt ansatte i social<strong>psykiatrien</strong>, ydelsesservice og jobcenter ønsker mere<br />
viden og flere kompetencer indenfor det psykiatrifaglige område. Jobcentrets<br />
ansatte kunne godt tænke sig, at de ansatte i behandlings<strong>psykiatrien</strong> fik et<br />
større kendskab til den lovgivning, jobcentrene arbejder under.
6<br />
Mange ansatte i regionen og kommunen giver udtryk for, at den personlige<br />
kontakt er af uvurderlig betydning i formidling af viden om borgere/patienter.<br />
Lokale omstruktureringer og personaleudskiftning kan være barrierer for<br />
overlevering af viden og uformelle drøftelser på tværs af sektorer.<br />
Samarbejdsaftalen<br />
Størstedelen af de ansatte i begge sektorer tilkendegiver, at deres kendskab til<br />
samarbejdsaftalen er begrænset. De oplever den kun i mindre omfang som<br />
relevant i det daglige arbejde.<br />
Det er vanskeligt at vurdere om samarbejdsaftalen er mere anvendt blandt<br />
ansatte i regionen og kommunen, end de selv er bevidste om. Den kan være<br />
videreformidlet gennem andre kanaler, uden at de ansatte er klar over, at de<br />
følger samarbejdsaftalens retningslinjer.<br />
Undersøgelsesresultaterne peger på, at kendskabet til samarbejdsaftalen er<br />
lille.<br />
Sociale forhold<br />
Borgere/patienter har forskellige erfaringer med, om der er blevet taget hånd<br />
om deres sociale forholdiform af arbejde, bolig og børn. Langt størstedelen<br />
angiver, at problematikkerne ikke er relevante for dem. Det kan skyldes, at<br />
borgere/patienter har erfaret, at der er taget hånd om deres sociale forhold<br />
eller at de ikke har børn.<br />
Flere borgere/patienter giver udtryk for, at dialogen med de sociale<br />
myndigheder ikke altid er optimal. Borgere/patienter oplever en manglende<br />
forståelse for deres sygdom. Lovgivning og regler kan også medvirke til at<br />
skabe misforståelser.<br />
Borgere/patienter oplever, at de navigerer imellem mange forskellige<br />
sagsbehandlere. Det fremmer ikke tillid og fælles forståelse imellem parterne.<br />
Andre aktører<br />
Ansatte fra begge sektorer giver udtryk for, at det er af stor betydning at<br />
inddrage andre aktører i samarbejdet om den enkelte patient/borger. Det kan<br />
forebygge, at borgere/patienter tabes i sektor<strong>overgange</strong> og sikre videndeling.<br />
Ansatte mener, at det er vigtigt at inddrage pårørende, da de både kan agere<br />
som netværk, vidensformidlere og støttepersoner.
7<br />
Flere borgere/patienter oplever, at deres pårørendes deltagelse i møder med<br />
kommunen og regionen har været afgørende for, at de har fået de tilbud, som<br />
de ønskede. Borgere/patienter, der ikke har pårørende, stilles i en vanskeligere<br />
situation. De kan have svært ved selv at finde resurser og indhente den<br />
nødvendige viden til at argumentere for deres sag.<br />
Borger-/patientinddragelse<br />
42% af borgere/patienter oplever ikke, at de kan tage hånd om deres hverdag<br />
ved udskrivelse.<br />
33% af borgere/patienter savner opfølgning ved udskrivelse, og får det<br />
dårligere deraf. De mangler information og viden om hvilke andre tilbud og<br />
muligheder, der eksisterer i forlængelse af udskrivning.<br />
Størstedelen af de ansatte i kommune og region mener, at borgere/patienter<br />
skal inddrages ved udskrivelsen.<br />
Sammenfatning af undersøgelsens resultater<br />
Undersøgelsen peger på, at en af de største udfordringer i det tværsektorielle<br />
samarbejde er de ansattes oplevelse af manglende indsigt og viden i den<br />
anden sektors arbejde. Det er et ønske om, at man gensidigt får mere viden om<br />
den anden sektors faglighed, arbejdsforhold og lovgivning. Derfor forventes<br />
det, at et gensidigt større kendskab inden for de nævnte områder, vil kunne<br />
imødegå en række af de udfordringer, undersøgelsen peger på.<br />
Efterlysning af de personlige møder og det personlige kendskab giver<br />
forhåbninger om, at disse faktorer er nøglen til at styrke det tværsektorielle<br />
samarbejde og, at det vil styrke indsigten i den anden sektors arbejde,<br />
lovgivning og faglighed. Derfor er omstruktureringer, hvor medarbejdere<br />
forsvinder som samarbejdspartner, et område, der kræver en særlig<br />
opmærksomhed.<br />
Indlæggelse og udskrivning er et af fokusområderne i samarbejdet på tværs af<br />
sektorer. Kortere indlæggelsestid og optimering af den ambulante behandling<br />
stiller krav til behandlings<strong>psykiatrien</strong> og de socialpsykiatriske tilbud.<br />
Flaskehalse kan betyde, at der er ventetid på det rette tilbud. Dette er borgere/<br />
patienter og ansatte i regionen enige om. Det skaber unødig frustration for alle<br />
parter, og det kan medføre længere indlæggelsestid. Undersøgelsen peger på,<br />
at en gennemgående kontaktperson kan skabe sammenhæng for<br />
patienten/borgeren. I ventetiden kan information og andre tilbud skabe<br />
sammenhæng i behandlingsforløbet for borgere/patienter.
8<br />
Koordinationsmøder og fælles behandlingsplaner med involvering af alle<br />
relevante aktører, kan medvirke til, at forebygge indlæggelse. Samtidig kan<br />
der udarbejdes forskellige handleplaner ved udskrivning.<br />
Størstedelen af borgere/patienter har oplevet, at der er blevet taget hånd om<br />
deres sociale forhold ved indlæggelse. Der er enkelte borgere/patienter, som<br />
har mindre gode erfaringer. Manglende overbringelse af informationer ved<br />
indlæggelse og udskrivning kan være årsagen.<br />
Borgere/patienter nævner, at samarbejdet med de kommunale sagsbehandlere<br />
kan være svært. Borgere/patienter oplever, at skulle forholde sig til flere<br />
forskellige sagsbehandlere på samme tid. Lovgivningsmæssige barrierer og en<br />
til tider manglende forståelse fra sagsbehandlerne i forhold til, hvilken<br />
indflydelse en diagnose kan få for beskæftigelse og uddannelse, påvirker<br />
dialogen negativt. Flere af de kommunale sagsbehandlere efterlyser imidlertid<br />
mere psykiatrifaglig viden. Det kan sandsynligvis skabe en større forståelse<br />
for borgere/patienters diagnose.<br />
Mere end halvdelen af borgere/patienter, som har medvirket i undersøgelsen,<br />
giver udtryk for, at de er glade for det samarbejde, deres kontaktperson og<br />
behandlere har. Mange ansatte i både kommunen og regionen peger også på,<br />
at samarbejdet allerede fungerer godt, og at de oplever at arbejde ud fra et<br />
fælles mål.<br />
Der synes alt i alt at være et godt grundlag for at videreudvikle det<br />
tværsektorielle samarbejde mellem Psykiatrisk Center Frederiksberg og<br />
Frederiksberg Kommune.
9<br />
Indledning<br />
Baggrund for undersøgelsen<br />
Denne rapport er udarbejdet som led i projektet ”Ledelse af det tværsektorielle<br />
samarbejde omkring den psykiatriske patient”. Baggrunden for projektet er, at der<br />
i de seneste årtier er sket en række organisatoriske ændringer, der har betydet, at<br />
behandling og rehabilitering af psykiatriske patienter varetages af flere sektorer og<br />
faggrupper med forskellige perspektiver på sygdommen, behandlingen og<br />
ansvarsfordelingen. Det tværsektorielle samarbejde er præget af en varierende og<br />
ikke altid tilstrækkelig grad af kvalitet.<br />
Tidligere undersøgelser viser, at borgere med komplekse og langvarige<br />
sygdomsforløb generelt har en manglende oplevelse af sammenhæng i eget<br />
patientforløb, en oplevelse af ikke optimal kommunikation, samarbejde og<br />
koordination mellem sektorer, samt en manglende oplevelse af udnyttelse af<br />
patientens egne ressourcer og netværk i det tværsektorielle samarbejde.<br />
Som følge heraf har Frederiksberg kommune og Psykiatrisk Center Frederiksberg<br />
ønsket at styrke et helhedssyn på ledelse, da ledelse er det led, der kan skabe<br />
sammenhæng og kontinuitet for borgerforløbet. Ledelserne skal favne den<br />
tværsektorielle udfordring i kombination med styrkelse af en velfungerende<br />
forandringsledelse i egen organisation, så beslutninger konsolideres og virker i<br />
praksis.
10<br />
Formål<br />
Formålet med projektet ”Ledelse af det tværsektorielle samarbejde omkring den<br />
psykiatriske patient” er at udvikle og kvalificere ledelserne til at håndtere det<br />
tværsektorielle samarbejde. I projektet ønskes, via ledelserne som ansvarlige<br />
aktører, at fremme en samarbejdende kultur mellem region og kommune, hvor der<br />
skal:<br />
• formuleres fælles mål for patientforløbet, der giver mening og motiverer<br />
alle parter<br />
• sikres det nødvendige niveau af fælles viden og fælles sprog via<br />
videndeling og læring<br />
• opnås gensidig respekt og tillidsbaseret samarbejde mellem faggrupper og<br />
sektorer<br />
• udvikles strukturer og relationer, der styrker kvaliteten af den<br />
tværsektorielle kommunikation<br />
Målet med projektet er udvikling af en konkret model for tværsektorielt<br />
ledelsessamarbejde. Modellen skal danne ramme for, at ledelserne i region og<br />
kommune i fællesskab får udviklet og implementeret et forløbsprogram for<br />
psykiatriske patienter i <strong>overgange</strong>n mellem den behandlende psykiatri og<br />
social<strong>psykiatrien</strong>.<br />
Hvad er <strong>overgange</strong><br />
Ved ”tværsektorielle <strong>overgange</strong>” i denne rapport forstås alle de situationer, hvor<br />
et menneske med psykisk lidelse bevæger sig i grænsefladen mellem det<br />
kommunale og det regionale niveau. Det kan være ved indlæggelse på<br />
sengeafsnit (region) fra egen bolig med støtte-kontaktperson (kommune) eller ved<br />
udskrivelse fra sengeafsnit (region) til bosted (kommune, men det kan også være<br />
længerevarende parallelle forløb, hvor en borger fx på samme tid går til ambulant<br />
behandling på Distriktspsykiatrisk Center (region) og får ydelser fra den<br />
kommunale forvaltning eller benytter sig af tilbud i Rådgivningscenteret for<br />
misbrugere (kommune). Disse få eksempler demonstrerer således, at begrebet<br />
<strong>overgange</strong> dækker over et bredt spektrum af situationer, og involverer mange<br />
grupper af medarbejdere i mange forskellige typer af patient- eller borgerforløb.<br />
Af samme grund er det ikke muligt at opsummere rapportens resultater i snævre<br />
forskrifter. I stedet vil vi i denne indledning kortfattet opliste et antal konkrete<br />
fokuspunkter, som det empiriske materiale leder frem til.
11<br />
Hvad er den gode overgang<br />
Den gode overgang er kendetegnet ved fleksibilitet og kontinuitet, så borgeren<br />
mærker mindst muligt til, at hun eller han har bevæget sig over grænsen mellem<br />
de to sektorer. De mange eksempler, som både ansatte, patienter og pårørende kan<br />
give på <strong>overgange</strong>, som opleves mere eller mindre hensigtsmæssige, peger på, at<br />
etableringen af kontinuitet er meget vigtig. En anden faktor, som kan gøre<br />
sektor<strong>overgange</strong> mere hensigtsmæssige, er en vis fleksibilitet, som betyder, at<br />
<strong>overgange</strong> opleves mindre bratte. Det kan f.eks. være, at patienter ved udskrivelse<br />
får lov at sove på afdelingen eller omvendt sove hjemme, men komme på<br />
afdelingen om dagen. Det kan også være, at personer fra den ene sektor ikke<br />
slipper taget fuldstændigt ved <strong>overgange</strong>n, men kommer på besøg, deltager i<br />
møder eller lignende i en periode derefter. Manglende fleksibilitet opleves, når<br />
mere eller mindre tilfældige grænser, som f.eks. kommunegrænser eller<br />
aldersgrænser for forskellige tilbud, forhindrer, at en borger kan få den hjælp, han<br />
eller hun måtte have brug for. For nogle grupper, navnlig dem, der bor i eget hjem<br />
og har et vist overskud, kan den praktiserende læge spille en væsentlig rolle i<br />
etableringen af den ønskede kontinuitet, idet han eller hun har overblik over<br />
patientens samlede forløb med indlæggelser, ambulant behandling, medicin etc.
12<br />
Metode<br />
Undersøgelsen består af både en kvantitativ og en kvalitativ del.<br />
I alt har 245 ansatte fra Frederiksberg Kommune og Psykiatrisk Center<br />
Frederiksberg besvaret et spørgeskema ud af de 399, der blev bedt om at svare på<br />
skemaet. Det svarer til en samlet svarprocent på 61 %. 334 borgere/patienter har<br />
fået udleveret et spørgeskema. Af dem har 52 % (179 borgere/patienter) besvaret<br />
hele spørgeskemaet. For størstedelen af de ikke fuldt besvarede spørgeskemaer<br />
angives årsagen som værende ’ikke relevant’. Alle kvantitative besvarelser der<br />
indgår i undersøgelsen er anonyme.<br />
For at kvalificere det kvantitative materiale er der foretaget en række<br />
kvalitative interviews. I undersøgelsen indgår:<br />
• 3 fokusgruppeinterviews med 18 medarbejdere fra Frederiksberg<br />
Kommune og Psykiatrisk Center Frederiksberg.<br />
• 7 individuelle interviews med borgere og patienter<br />
• 1 fokusgruppeinterview med centralvisitationen med deltagelse af 3<br />
læger og en leder<br />
• 2 fokusgruppeinterviews med deltagelse af 9 pårørende<br />
• 1 fokusgruppeinterview med ansatte fra Jobcenter Frederiksberg med<br />
deltagelse af4 medarbejdere.<br />
Data<br />
Data er indsamlet via Rådgivende Sociologers dataindsamlingsredskab (skema.rso.dk). I<br />
alt har 245 ansatte besvaret skemaet ud af de 399, der blev bedt om at svare på skemaet.<br />
Det svarer til en samlet svarprocent på 61 %.<br />
Nedenstående figur viser, hvordan fordelingen af svarene er på henholdsvis Psykiatrisk<br />
Center Frederiksberg og Frederiksberg kommune.<br />
Ansættelse Antal udsendte Antal besvarede Svarprocent<br />
Frederiksberg<br />
Kommune<br />
Psykiatrisk<br />
Center<br />
Frederiksberg<br />
181 140 77 %<br />
218 105 48 %<br />
Selv om den overordnede svarprocent ligger i den pæne ende, så er der en ikke ubetydelig<br />
variation mellem region og kommune. Kommunen har således en noget højere svarprocent<br />
end regionen. I begge sektorer er ca. 20 % af de udfyldte besvarelser fra ledere og 80 % fra<br />
medarbejdere.
13<br />
Rapportens opbygning<br />
Rapporten er inddelt i to dele.<br />
Rapportens første del fokuserer på ansattes oplevelser af det tværsektorielle<br />
samarbejde.<br />
Rapportens anden del fokuserer på borgere, patienter og pårørendes<br />
erfaringer med de tværsektorielle <strong>overgange</strong>.<br />
1. del – ledere og medarbejdere<br />
1. del er inddelt efter de fire hovedtemaer i spørgeskemaet:<br />
• Tværsektorielle kontakter, der omhandler omfanget og oplevelsen af kontakten<br />
mellem de to sektorer<br />
• Overgange mellem sektorer, der omhandler oplevelsen af, hvordan <strong>overgange</strong><br />
fungerer for borgere/patienter<br />
• Involvering, der omhandler, hvem der er og bør involveres i tværsektorielle <strong>overgange</strong><br />
• Samarbejdsaftalen, der belyser respondenternes kendskab til og brug af<br />
samarbejdsaftalen<br />
Under hvert tema analyseres forskelle mellem region og kommune. Grundet det lille antal<br />
ledere i undersøgelsen samt det faktum, at ledere ikke er repræsenteret i den kvalitative<br />
del, brydes analysen ikke ned på forskelle mellem ledere og medarbejdere. For hvert tema<br />
bringes først de kvantitative resultater i form af tabeller og figurer, dernæst suppleres og<br />
illustreres de omtalte problemstillinger ved hjælp af citater fra det kvalitative materiale.<br />
Efter hvert tema vil der være en delkonklusion, ligesom der vil være en samlende<br />
konklusion som afslutning på kapitlet om ledere og medarbejdere.<br />
2. del – patienter/borgere og pårørende<br />
2. del er inddelt efter de fire temaer i spørgeskemaet til patienter/borgere:<br />
• Indlæggelse/udskrivning, der omhandler oplevelser og erfaringer i forbindelse med<br />
indlæggelser og udskrivninger<br />
• Samarbejde, der omhandler oplevelsen af samarbejde mellem forskellige sektorer og<br />
aktører<br />
• Sociale forhold, der omhandler oplevelsen af, at der er blevet taget hånd om bolig,<br />
uddannelse, arbejde og evt. børn i forbindelse med sektor<strong>overgange</strong><br />
• Medicin, der omhandler information og inddragelse i forbindelse med medicin<br />
For hvert tema rapporteres først de kvantitative resultater i form af tabeller og figurer,<br />
dernæst suppleres og illustreres de omtalte problemstillinger ved hjælp af citater fra det<br />
kvalitative materiale med patienter/borgere og pårørende. Da de pårørende ikke har<br />
deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, kommer deres synspunkter i stedet til udtryk i form<br />
af citater fra det kvalitative materiale. Efter hvert tema vil der være en sammenfatning, der<br />
opsummerer de væsentligste pointer fra hvert område.
14<br />
1. del: Lederne og<br />
medarbejderne<br />
Tema 1: Tværsektorielle kontakter<br />
Figur 1.1.1 viser, at omkring 60 % af alle respondenter angiver, at de i høj grad eller i<br />
nogen grad har samarbejde med den anden sektor i deres daglige arbejde. I læsningen af<br />
følgende resultater er det vigtigt at have øje for, at 40 % af respondenterne i mindre grad<br />
eller slet ikke indgår i tværsektorielt samarbejde, hvorfor erfaringsgrundlaget med det<br />
tværsektorielle samarbejde naturligvis varierer.<br />
Figur 1.1.1. Samarbejde med anden sektor<br />
Ved<br />
ikke<br />
3 %<br />
2 %<br />
For nogle medarbejdere er kontakten til den anden sektor en kontinuerlig opgave. Andre<br />
har mere sporadiske kontakter i forbindelse med konkrete sager. Medarbejdere fra<br />
kommunen har kontakt til Psykiatrisk Center Frederiksberg, både sengeafsnit, skadestue<br />
og OP-team, når borgerne skal indlægges/er indlagt, eller når borgere ved udskrivelse skal<br />
visiteres til kommunale tilbud. De har også fortløbende kontakter med især<br />
Distriktspsykiatrisk Center, når de tager sig af beboere, der går til ambulant behandling.<br />
Medarbejderne fra Psykiatrisk Center Frederiksberg har kontakt med medarbejdere fra<br />
bosteder, herberger og rådgivningscenteret. Derudover har de kontakt med hjemmeplejen,<br />
genoptræningscentret og med kommunens sagsbehandlere på rådhuset og i jobcenteret.
15<br />
Hvad handler samarbejdet om<br />
I nedenstående figur kan man se, hvad samarbejdet handler om. Som figur 1.1.2 viser,<br />
handler samarbejdet mellem sektorer altovervejende om enkelte borgeres sager. Dette har<br />
80 % af medarbejderne i kommunen svaret, mens det tilsvarende tal for regionen er 73 %.<br />
Kun en meget lille gruppe (primært ledere) har et samarbejde, der hovedsageligt handler<br />
om generelle arbejdsgange.<br />
Figur 1.1.2. Samarbejdet handler primært om<br />
Ved<br />
ikke<br />
3 %<br />
3 %<br />
Kontakten på tværs af sektorer er således som oftest foranlediget af en konkret sag. Der<br />
tages kun i mindre grad kontakt på tværs for at arbejde med at udstikke generelle<br />
retningslinjer for samarbejdet.
16<br />
Hvordan foregår kontakten<br />
46% af de ansatte i kommunen svarer at de i høj grad eller i nogen grad har en kontakt<br />
ansigt til ansigt med medarbejdere fra regionen. I regionen gælder det endnu færre, idet<br />
33% angiver i høj eller nogen grad at have en ansigt til ansigt relation til medarbejdere i<br />
kommunen. Mail benyttes i høj eller nogen grad som kontaktform af 44 % af de ansatte i<br />
regionen og 25 % i kommunen. Forskellen kan skyldes, at mailkontakterne fra sengeafsnit<br />
og Distriktspsykiatrisk Center er koncentreret på nogle få kommunale medarbejdere,<br />
formentlig i høj grad sagsbehandlere i forvaltningen. Undersøgelsen viser dog, ikke<br />
overraskende, at den overvejende kontaktform hos såvel medarbejdere i regionen som<br />
medarbejdere i kommunen er telefonisk, idet telefonisk kontakt benyttes af henholdsvis<br />
72% og 67%.<br />
Figur 1.1.3. Kontakt til medarbejdere fra den anden sektor<br />
Ved<br />
ikke<br />
6 %<br />
4 %<br />
7 %<br />
6 %<br />
7 %<br />
7 %<br />
Et væsentligt spørgsmål er dog, hvilket behov den enkelte medarbejder har for at trække<br />
på den anden sektors viden, for at kunne udføre sit arbejde, da der er 40 % af de ansatte i<br />
kommune og region, som i mindre grad eller slet ikke samarbejder med den anden sektor.<br />
Dette har indflydelse på i hvilken grad, medarbejdere har brug for at trække på den anden<br />
sektors viden, og hvilke medarbejdere der har dette behov.
17<br />
I fokusgrupperne med medarbejdere fra region og kommune var der overvejende enighed<br />
om, at ansigt-til-ansigt-møderne er noget, der virkelig bidrager til at fremme samarbejdet,<br />
fordi man i bogstavelig forstand får sat ansigt på hinanden og opnår større indsigt i<br />
hinandens arbejde.<br />
I de situationer, hvor man har en face-to-face kontakt, så vil der næsten aldrig være<br />
nogen problemer. Så kan det godt være, man får et nej til et eller andet, men så er det<br />
begrundet og noget, som man ved, er reelt.<br />
Flere kunne fortælle om eksempler, hvor et enkelt eller nogle få afholdte møder havde ført<br />
til, at problemer var blevet løst, enten i forbindelse med enkeltsager eller generelle<br />
arbejdsgange:<br />
Der var en, hun ringede til mig og sagde: ”Jeg kan godt sige dig, jeg er decideret bange<br />
for den patient, du har, som skal herned, jeg tror ikke, vi kan rumme hende, hun er<br />
simpelthen for vred og aggressiv”, og da hjalp det, hvor jeg sagde til hende: ”Jamen, du<br />
må lige, du skal ikke være bange for hende, hvor kommer det fra” Jamen, det var fra de<br />
papirer, de havde læst, og så siger jeg så til hende: ”Ved du hvad, I skal jo heller ikke have<br />
en, som du er bange for. Jeg synes, du skal komme over til os, og så må vi sidde og<br />
snakke sammen alle sammen, hvad er det egentlig du er bange for, og hvad er det, du<br />
har læst og hørt, for det kan være, det er skrevet på en måde, der kan forstås på flere<br />
måder.” Det endte med, at hun så var knap så bange. Fordi patienten jo havde en<br />
attitude, men det var kun en attitude, det var ikke, fordi hun kunne drømme om at slå<br />
eller gå fuldstændig amok.<br />
Omvendt gjorde deltagerne også opmærksom på, at møder er tidskrævende, og i en<br />
presset hverdag kan det være svært at sætte tid af til dem:<br />
De observationer, man gør sig, bliver ikke delt, før man møder hinanden face-to face. Det<br />
er ikke den rigtige måde at gøre det på, når nu man ønsker at spare, sådan som man gør.<br />
At man skal møde hinanden fysisk for at overdrage informationer, sparer man ikke noget<br />
ved.<br />
Flere fremhævede, at når først der var kontakt til nogen i den anden sektor, som man<br />
kendte, blev det nemmere efterfølgende at klare problemerne via telefon.<br />
En idé, som kom frem i flere af grupperne, var at holde årlige møder, som ikke handlede<br />
om konkrete sager, men som havde til formål at lære hinanden bedre at kende og øge<br />
indsigten i hinandens arbejdsgange og – vilkår.<br />
Man tager ofte selv kontakt, når man bliver ved med at løbe panden mod en mur, så<br />
indkalder man, eller hvis der sker noget forfærdeligt, så indkalder man også. Men det<br />
kunne være fint at gøre det, inden tingene går skævt.
18<br />
Hvordan fungerer samarbejdet i praksis<br />
Nedenstående figurer viser procentfordelingen på en række spørgsmål om, hvordan<br />
medarbejderne oplever, at de tværsektorielle kontakter fungerer i praksis.<br />
Figur 1.1.4 Tværsektorielle kontakter<br />
Ved<br />
ikke<br />
15 %<br />
13 %<br />
Som det fremgår af figuren, oplever 70 % af medarbejderne i kommunen og 68 % af<br />
medarbejderne i regionen, at man i høj grad eller i nogen grad har gensidig forståelse for<br />
de fælles mål, man har på tværs af sektorerne. Der er dog også 31% i kommunen og 32% i<br />
regionen, der kun i mindre grad eller slet ikke oplever, at der er gensidig forståelse for, at<br />
man har fælles mål.
19<br />
I praksis oplever de ansatte dog i vid udstrækning, at de har mulighed for at trække på<br />
erfaring og ekspertise fra den anden sektor. 53 % af Frederiksberg Kommune<br />
medarbejdere, svarer at det har de i høj eller nogen grad, mens den tilsvarende andel hos<br />
Psykiatrisk Center Frederiksberg er 37 %. Svarene tyder på, at der er betydelig forskel på,<br />
hvor let man som medarbejder oplever, at det er at trække på hinanden i de to sektorer.<br />
Dette understøttes af, at 23 % i regionen – svarende til næsten hver fjerde – oplever slet<br />
ikke at have mulighed for at trække på medarbejdere fra den anden sektor. Det gælder<br />
11% i kommunen svarende til hver niende.<br />
Figur 1.1.5. Tværsektorielle kontakter<br />
Ved<br />
ikke<br />
19 %<br />
19 %<br />
Det skal bemærkes, at 19 % har svaret ”ved ikke”. Det skyldes formentlig, som tidligere<br />
skrevet, at en større del af medarbejderne kun sjældent har behov for at arbejde sammen<br />
med personer fra den anden sektor, og derfor ikke har stor viden om, hvor godt<br />
samarbejdet fungerer.
20<br />
At have muligheden for at trække på andres ekspertise er imidlertid ikke ensbetydende<br />
med, at det sker. 22 % af de kommunale og 14 % af Psykiatrisk Center Frederiksberg<br />
medarbejdere svarer, at de i høj eller i nogen grad trækker på medarbejdere i den anden<br />
sektor i praksis.<br />
Figur 1.1.6. Tværsektorielle kontakter<br />
Ved<br />
ikke<br />
13 %<br />
11 %<br />
Omvendt svarer 27 % af medarbejderne i kommunen og 29 % af medarbejderne i<br />
regionen, at de slet ikke trækker på medarbejdere fra den anden sektor i det daglige<br />
arbejde, og yderligere godt 50 % fra begge sektorer svarer, at de kun gør det i mindre grad.<br />
Svarene i tabel 1.1.5. og 1.1.6. tyder således på, at man har muligheden for at trække på<br />
medarbejdere i den anden sektor, men ikke benytter sig af denne mulighed i dagligdagen.<br />
De to tabeller giver ikke svar på, hvorvidt man oplever at trække på medarbejdere fra den<br />
anden sektor i fornøden grad. Dette vil rapporten komme ind på andre steder.
21<br />
Lidt flere, nemlig henholdsvis 31 % og 27 % svarer, at de i høj eller i nogen grad tager<br />
kontakt til medarbejdere i den anden sektor for at drøfte daglige problemstillinger. Dette<br />
kan tyde på, at en drøftelse af faglige problemstillinger kan foregå, uden at man ser det<br />
som en trækken på hinandens viden.<br />
Figur 1.1.7. Tværsektorielle kontakter<br />
Ved<br />
ikke<br />
13 %<br />
9 %
22<br />
Ved man nok om hinandens kultur<br />
arbejdsopgaver på tværs af sektorer<br />
og<br />
Som figur 1.1.8. nedenfor illustrerer, oplever 50 % af kommunens og 44 % af regionens<br />
ledere og medarbejdere i høj eller nogen grad, at medarbejdere i Frederiksberg Kommune<br />
har tilstrækkelig viden om det arbejde Psykiatrisk Center Frederiksberg udfører.<br />
46 % og 37 % af alle adspurgte i henholdsvis kommune og region mener, at ansatte på<br />
Psykiatrisk Center Frederiksberg har tilstrækkeligt kendskab til det arbejde, kommunen<br />
udfører.<br />
Disse tal kan også ses i forhold til, hvor meget den enkelte medarbejder samarbejder med<br />
den anden sektor. De medarbejdere og ledere i kommune og region, som i mindre grad<br />
eller slet ikke indgår i tværsektorielt samarbejde, har sandsynligvis også mindre grad af<br />
indsigt i det tværsektorielle arbejde.<br />
Figur 1.1.8. Oplevelse af gensidigt kendskab og viden<br />
Ved<br />
ikke<br />
19 %<br />
15 %<br />
28 %<br />
14 %
23<br />
Deltagerne i fokusgrupperne er blevet spurgt, hvordan de forholder sig til spørgsmålet om<br />
gensidigt kendskab og viden.<br />
På baggrund af den viden ansatte fra begge sektorer har om hinandens arbejde er der flere,<br />
som giver udtryk for, at de oplever, at behandlings<strong>psykiatrien</strong> og social<strong>psykiatrien</strong><br />
arbejder inden for to forskellige paradigmer, der beskrives som henholdsvis et behandlingsparadigme<br />
og et borgerparadigme og dermed som to meget forskellige<br />
udgangspunkter for arbejdet. Nogle medarbejdere i behandlings<strong>psykiatrien</strong> arbejder udfra<br />
et behandlingsperspektiv. De giver i interviewene udtryk for, at det, at arbejde ud fra et<br />
borgerperspektiv, efter deres opfattelse kan føre til, at kommunen stiller for høje krav om<br />
udvikling eller overlader for meget ansvar til borgere.<br />
Vores viden og holdninger støder ret ofte mod hinanden. Hvor vi har nogle patienter, vi<br />
ved, at det er en del af deres sygdom, at de ikke tager initiativ, at de ikke kommer af sted<br />
selv, og hvor man så fra kommunens side har den holdning, jamen, det er jo frie borgere,<br />
der har sin egen frie vilje, og de må selv bestemme, om de vil ud af døren, eller om de vil<br />
vaske sig, eller hvad de vil gøre, og hvor vi jo så vil kalde det for omsorgssvigt, hvis ikke<br />
de bliver vasket en gang imellem og får noget ordentlig mad. Så der støder holdningerne<br />
virkelig sammen.<br />
Nogle af de ansatte i social<strong>psykiatrien</strong> giver omvendt udtryk for, at de ansatte i<br />
behandlings<strong>psykiatrien</strong> har en anden holdning til patienternes udviklingspotentiale<br />
fremadrettet. Der er dog bred enighed om, at jo mere viden, man får om hinanden, desto<br />
bedre forløber samarbejdet i praksis. Flere fortæller om eksempler, hvor de har haft<br />
medarbejdere fra den anden sektor ude at holde oplæg eller selv har været på besøg for at<br />
fortælle om deres eget arbejde. Holdningen til disse eksempler er gennemgående meget<br />
positiv, og flere ytrer ønske om, at dette kunne blive sat mere i system fremover.
24<br />
Gensidig information og faglig sparring<br />
Nedenstående figurer viser procentfordelingen i forhold til oplevelser af vidensdeling og<br />
informationsudveksling.<br />
Hhv. 56 % af de ansatte i kommunen og 50 % af de ansatte i regionen erklærer sig enige<br />
eller meget enige i, at de af og til savner faglig sparring fra den anden sektor. Modsat<br />
svarer, 16 % i kommunen og 17 % i regionen, at de er uenige i udsagnet vedrørende faglig<br />
sparring med medarbejdere fra den anden sektor.<br />
Figur 1.1.9. Oplevelse af videndeling og informationsudveksling mellem sektorer<br />
Ved<br />
ikke<br />
10 %<br />
18 %
25<br />
Der er forskel på, hvor informerede de ansatte i de to sektorer føler sig, vedrørende de<br />
tilbud den anden sektor har til borgere med psykisk sygdom, hvilket fremgår af figur<br />
1.1.10. 21 % af de ansatte i kommunen er enige eller meget enige i, at de føler sig godt<br />
informeret om den andens sektors tilbud til borgere med psykisk sygdom. Blandt de<br />
ansatte i regionen gælder det 38 %. Og i forlængelse heraf, er 47 % af de ansatte i<br />
kommunen uenige eller meget uenige i, at de føler sig godt informeret om den andens<br />
sektors tilbud. Blandt de ansatte i regionen gælder det 29 %. De ansatte i kommunen føler<br />
sig således mindre informerede end de ansatte i regionen.<br />
Figur 1.1.10. Oplevelse af videndeling og informationsudveksling mellem sektorer<br />
Ved<br />
ikke<br />
0 %<br />
0 %
26<br />
34 % af medarbejderne i kommune svarer, at de er ”meget enige” eller ”enige” i udsagnet<br />
om, at de har svært ved at overskue de tilbud, der findes i den anden sektor. Det<br />
tilsvarende tal for medarbejdere i regionen er 35 %. Heroverfor svarer 25 % af<br />
medarbejderne i kommunen og 28 % af medarbejderne i regionen, at de er uenige eller<br />
meget uenige i udsagnet.<br />
Figur 1.1.11. Oplevelse af videndeling og informationsudveksling mellem sektorer<br />
Ved<br />
ikke<br />
11 %<br />
8 %<br />
Godt hver tredje har således svært ved at overskue tilbuddene i den anden sektor, og<br />
yderligere ca. 40 % har med deres svar i ”hverken enig eller uenig” tilkendegivet, at de ikke<br />
finder det nemt at overskue den andens sektors tilbud.
27<br />
33 % af medarbejderne i kommunen og 29 % af medarbejderne i regionen svarer, at de er<br />
enten ”meget enige” eller ”enige” i, at det er nemt for dem at få den information om<br />
borgerne, som de har brug for fra den anden sektor. Omvendt er 22 % af medarbejderne i<br />
kommunen og 33 % af medarbejderne i regionen uenige eller meget uenige i, at det er<br />
nemt at få den fornødne information fra den anden sektor.<br />
Figur 1.1.12. Oplevelse af videndeling og informationsudveksling mellem sektorer<br />
Ved<br />
ikke<br />
0 %<br />
0 %
28<br />
32 % af medarbejderne i kommune og 28 % af medarbejderne i regionen tilkendegiver, at<br />
de er ”meget enige” eller ”enige” i, at samarbejdet mellem de to sektorer undertiden kan<br />
være besværliggjort af gensidige fordomme eller myter.<br />
Figur 1.1.13 Oplevelse af videndeling og informationsudveksling mellem sektorer<br />
Ved<br />
ikke<br />
16 %<br />
20 %<br />
Det skal bemærkes, at en del har svaret ”hverken enig eller uenig” eller de har svaret ”ved<br />
ikke”. Det indikerer at spørgsmålet kan have været svært at svare på.
29<br />
Deltagerne i fokusgrupperne blev bedt om at forholde sig til emnet vedrørende<br />
samarbejde på tværs af sektorerne, og mange gav udtryk for, at mere viden ofte ville lette<br />
<strong>overgange</strong>ne:<br />
Jeg oplever også nogle rigtig gode udskrivelser, vil jeg sige, og det er jo typisk, hvor det<br />
er, at man får gode informationer videregivet om lige præcis denne her borger, hvad det<br />
er, de har brug for, og hvad det er, de har været indlagt for, og hvad det er, man skal<br />
være opmærksom på, og at der er nogle klare retningslinjer for ”hvem gør hvad hvornår”<br />
her fra, sådan så vi ikke tror, at nogen andre gør noget, som de ikke gør, eller at to gør<br />
det samme uden at være vidende om det. Dem er der også gode eksempler på, det synes<br />
jeg bestemt der er. Men så er det tit, vil jeg sige, så er det et eller andet med, at man har<br />
en god kontakt i forvejen, så det er sådan noget face-to-face og man kender hinanden,<br />
og man ringer sammen, fordi man har et godt samarbejde i forvejen, fordi de formelle<br />
rammer er sådan set sat for et godt samarbejde.<br />
I alle grupper blev det nævnt, at et journalfællesskab kunne være det, der gjorde denne<br />
udveksling af viden meget nemmere. Som det er, skal en patient/borger fortælle sin<br />
historie forfra, hver gang vedkommende kommer et nyt sted hen, og det er uundgåeligt, at<br />
der tabes information i disse <strong>overgange</strong>. Samtidig bruger medarbejdere ofte megen tid på<br />
at indhente journaler og papirer fra en lang række instanser; tid, som med fordel kunne<br />
have været brugt på med det samme at iværksætte en indsats over for borgeren/patienten.<br />
Der kom eksempler på patientforløb, som blev mere langtrukne og af dårligere kvalitet end<br />
nødvendigt, fordi der var vigtige oplysninger, som patienten ikke selv fik fortalt, og som<br />
man først med forsinkelse fik fra andre instanser. Disse eksempler kommer fra kommunalt<br />
regi.<br />
Fra de kvalitative interviews fremkom der forslag om et fælles medicinkort der kan<br />
medvirke til at forebygge misforståelser og fejl i medicineringen, især i forbindelse med<br />
udskrivning til eget hjem. Der efterlyses smidige IT-løsninger.<br />
Som det ses i figur 1.1.13. ovenfor, er det kun et mindretal i begge sektorer, som oplever, at<br />
gensidige myter og fordomme besværliggør samarbejdet. Alligevel viste diskussionen i<br />
fokusgrupperne, at medarbejdere i begge sektorer er opmærksomme på, at gensidige<br />
myter og fordomme kan eksistere, og at de bedst udryddes gennem større indsigt i<br />
hinandens arbejdsfelter. Samtlige deltagere var enige om, at mere oplysning og<br />
samarbejde vil være måden, hvorpå man kan komme myter og fordomme til livs.
30<br />
Kan man finde den rigtige person<br />
I spørgeskemaet bliver der stillet en række spørgsmål til, hvor let det er at få fat i den<br />
rigtige person i den anden sektor, i forhold til den borger eller den problemstilling man<br />
står med. Figurerne nedenfor viser, hvordan svarene fordeler sig i forhold til disse<br />
spørgsmål.<br />
67 % af medarbejderne i kommunen svarer, at de er ”meget enige” eller ”enige” i, at om<br />
problemer kan løses afhænger meget af, om de kan få fat i den rigtige. Det tilsvarende tal<br />
blandt medarbejdere i regionen er 77 %.<br />
Figur 1.1.14. Oplevelse af tværsektorielt samarbejde<br />
Ved<br />
ikke<br />
0 %<br />
0 %
31<br />
Knap en tredjedel - 31 % - svarer, at de er enten ”meget enige” eller ”enige” i, at de ofte er i<br />
tvivl om, hvem fra den anden sektor, de skal ringe til, hvis de ønsker at diskutere en<br />
konkret sag. Antallet der er enige eller meget enige er væsentligt højere blandt<br />
medarbejderne i regionen, hvor 66 % erklærer sig enige i udsagnet.<br />
Figur 1.1.15. Oplevelse af tværsektorielt samarbejde<br />
Ved<br />
ikke<br />
0 %<br />
0 %<br />
Forskellen på kommune og region genfindes også i den anden ende af skalaen, idet 30 %,<br />
svarende til knapt hver tredje af de adspurgte i kommunen, er uenige eller meget uenige i,<br />
at de ofte er i tvivl om, hvem i den anden sektor de skal ringe til, hvis de ønsker at<br />
diskutere en konkret sag. De tilsvarende tal i regionen er 14 %.<br />
Det er uklart, hvad denne forskel på svarene hos ansatte i henholdsvis region og kommune<br />
bunder i, men som beskrevet senere, peger diskussioner i fokusgrupperne på, at den<br />
kommunale forvaltning er blevet meget svær at gennemskue, grundet omstruktureringer.
32<br />
Forskellen genfindes delvis i et andet lignende spørgsmål, idet 26 % af medarbejderne i<br />
kommunen er enige eller meget enige i, at de altid ved, hvem fra den anden sektor der er<br />
den rigtige at kontakte i en konkret sag. I regionen er kun 3 % enige eller meget enige i, at<br />
de ved, hvem der er den rigtige. Dette afspejler sig også i den anden ende af<br />
svarmulighederne, idet 43 % af medarbejderne i kommunen er uenige eller meget uenige i,<br />
at de altid ved, hvem i den anden sektor, der er den rigtige at kontakte i en konkret sag. For<br />
de ansatte i regionen gælder det, at 68 % er uenige eller meget uenige.<br />
Figur 1.1.16. Oplevelse af tværsektorielt samarbejde<br />
Ved<br />
ikke<br />
13%<br />
13%<br />
Også fokusgruppeinterviewene viste, at oplevede vanskeligheder især opstår ved<br />
kontakten med den kommunale forvaltning. Det er blevet nævnt i flere sammenhænge, at<br />
der er foregået hyppige omstruktureringer og personudskiftninger, som har medvirket til<br />
at gøre det svært for medarbejdere ved Psykiatrisk Center Frederiksberg at finde ud af,<br />
hvem der er relevant at kontakte. Som det vil fremgå senere, oplever over 80% af de<br />
ansatte i kommune og region, at netop omstruktureringer er en stor udfordring (se figur<br />
1.10) – særligt set i lyset af, hvor stor betydning den personlige kontakt tillægges.<br />
Det kunne være godt, hvis der var nogle få personer på jobcentrene, som havde styr på<br />
det med de psykiatriske patienter, i stedet for at det er en ny en, man kommer til hver<br />
gang, som skal hjælpes rigtig meget for at forstå, hvad det handler om.<br />
Fokusgruppedeltagerne fra Psykiatrisk Center Frederiksberg var enige om, at når man<br />
ringer til de socialpsykiatriske bosteder eller væresteder, er der sjældent problemer med<br />
at få fat på den relevante medarbejder, da alle på bostederne typisk ved, hvem der er<br />
kontaktperson for beboerne. I den kommunale forvaltning kan det være vanskeligt. Flere<br />
nævnte også, at forskellige funktioner er fordelt på forskellige medarbejdere, så det ikke er<br />
sikkert, at det er nok at ringe til én medarbejder. Dertil kommer, som citatet illustrerer, at
33<br />
enkelte medarbejdere kan opleve, at sagsbehandlerne på rådhuset eller i jobcentrene ikke<br />
altid har så stor viden om det psykiatriske område.<br />
Sammenfatning<br />
Det første tema vedrører den tværsektorielle kontakt. Temaet beskriver, hvordan<br />
medarbejdere og ledere oplever samarbejdet, således inddrages udsagn og besvarelser om<br />
indholdet af samarbejdet og kendskabet på tværs af sektionerne. Temaet beskæftiger sig<br />
med andre ord med fundamentet og forudsætningerne for samarbejde mellem sektorerne.<br />
Herunder følger en kort gennemgang i punktform af nogle væsentlige resultater fra dette<br />
tema. Bemærk at tallene ikke medtager personer, der har svaret ”ved ikke”.<br />
• 58 % af de adspurgte i kommune og 60 % regionen har i høj grad samarbejdet med den<br />
anden sektor.<br />
• Kontakten på tværs af sektorerne foregår oftere via telefon (27 % i kommunen og<br />
32 % i regionen har svaret ”i høj grad”) end ansigt-til-ansigt, hvor 2 % i<br />
kommunen og 6 % i regionen har svaret ”i høj grad”.<br />
• I kommunen svarer 80 % af medarbejderne, at samarbejdet primært handler om ”enkelt<br />
borgers sager”, hvorimod det tilsvarende tal for regionener 73 %<br />
• 54 % af medarbejderne i kommunen og 50 % af medarbejderne i regionen erklærer sig<br />
”meget enig” eller ”enig” i udsagnet, at de af og til ”savner faglig sparring med<br />
relevante medarbejdere fra den anden sektor.”<br />
• 31 % af medarbejderne i kommunen og 66 % af medarbejderne i regionen, er enige<br />
eller meget enige i, at de ofte er i tvivl om, hvem fra den anden sektor de skal kontakte,<br />
hvis de ønsker at diskutere en konkret sag.
34<br />
Tema 2: Overgange mellem sektorer<br />
I denne del af analysen bliver der set nærmere på, hvordan de ansatte i de to sektorer<br />
opfatter patienternes/borgernes <strong>overgange</strong> fra den ene sektor til den anden.<br />
Er <strong>overgange</strong>ne gode<br />
Figur 1.2.1. viser, at godt 60 % af medarbejdere og ledere i kommune og region mener, at<br />
der i høj eller nogen grad skabes gode <strong>overgange</strong> mellem de to sektorer, mens 30-40 % i<br />
begge sektorer mener, at det sker ”i mindre grad” eller ”slet ikke”. Dette spørgsmål alene<br />
kan ikke afdække, hvilke kvaliteter de adspurgte efterlyser for at skabe en ’god’ overgang,<br />
men fokuserer på omfanget af de oplevede gode og mindre gode <strong>overgange</strong>.<br />
Figur 1.2.1. Skabes der gode <strong>overgange</strong> mellem de to sektorer for patienter/borgere<br />
Ved<br />
ikke<br />
18%<br />
10%<br />
Deltagerne i fokusgrupperne blev bedt om at forholde sig til disse tal, og mange nikkede<br />
genkendende til, at <strong>overgange</strong> ikke altid bliver så gode, som de kunne ønske, og som de ud<br />
fra en faglig betragtning mente, at de burde være. Det blev påpeget i grupperne, at der er<br />
større muligheder for at få en god overgang, hvis man som patient har overskud:<br />
Hvis det er en relativt velfungerende borger, der bare har haft et dyk, så kan det fungere<br />
godt. Borgere, som har en vis grad af ressourcer, så kan det gå godt. Men for dem der<br />
ikke har det så godt, så er det, som om der kommer noget Matthæus-effekt 1 i den, så<br />
bliver det værre – en af dem, der egentlig havde mest brug for et godt forløb.<br />
1 Matthæus-effekten er et utryk der stammer fra biblen. I ovenstående sammenhæng anvendes citatet til at<br />
anvende sine kompetencer og kundskaber til glæde for sig selv og for andre. Heraf udsagnet om at enhver,<br />
som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages,<br />
som han har.
35<br />
Borgere, som har det bedre, kan selv henvende sig og gøre opmærksom på deres behov.<br />
Der bliver i citatet påpeget, at der er stor forskel, og at <strong>overgange</strong> også kan være<br />
hensigtsmæssige. Dette uddybes nærmere nedenfor.<br />
I flere af grupperne bliver det påpeget, at alle <strong>overgange</strong> i princippet kan være vanskelige,<br />
for borgere og patienter, der har brug for stabilitet og tryghed. Enhver overgang medfører<br />
en potentiel risiko for overanstrengelse for patienten. Den hensigtsmæssige overgang er<br />
således den, hvor borgeren/patienten får dækket sine behov og ikke føler overlast.<br />
Varighed af indlæggelser<br />
Figurerne herunder viser procentfordelingen på en række spørgsmål der omhandler<br />
uhensigtsmæssige forhold i forbindelse med, at indlæggelser enten bliver for lange eller<br />
for korte.<br />
Mens 38 % af medarbejderne i kommunen er enige i udsagnet:” Patienterne er nogle gange<br />
indlagt for længe, fordi der mangler passende kommunale tilbud”, så er den tilsvarende<br />
andel blandt medarbejdere i regionen 92 %. Vi kan ikke opgøre svarene i forhold til, hvilke<br />
tilbud de ansatte arbejder i.<br />
Figur 1.2.2. Indlæggelser, udskrivning og ventetider<br />
Ved<br />
ikke<br />
23%<br />
3%
36<br />
54 % af medarbejderne i kommunen og 38 % af medarbejderne i regionen erklærer sig<br />
”meget enige” i, at hospitalet nogle gange udskriver patienter for tidligt, fordi der mangler<br />
sengepladser.<br />
Figur 1.2.3. Indlæggelser, udskrivning og ventetider<br />
Ved<br />
ikke<br />
10%<br />
3%<br />
Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at ca. 20 % af patienterne og borgerne<br />
angiver at de er blevet udskrevet før de selv var klar til det (se figur 2.3.1). Ansatte fra<br />
kommune og region oplever i større grad end patienter og borgere for tidlige udskrivelser.<br />
Sammenstiller man svarene i de netop præsenterede figurer, er der forskel på oplevelsen<br />
af borgernes indlæggelsesperiode blandt ansatte i henholdsvis kommune og region. I<br />
kommunen angiver flere af de ansatte, at borgerne udskrives for tidligt og færre at<br />
borgerne er indlagt for længe. I regionen angiver færre af de ansatte end i kommunen, at<br />
borgerne udskrives for tidligt, og langt flere, at borgerne er indlagt for længe.
37<br />
Blandt medarbejdere og leder i kommunen svarer 60 %, at de er ”meget enige” eller<br />
”enige” i, at der nogle gange går for lang tid, før den rette indsats bliver iværksat over for<br />
en patient i forbindelse med udskrivningen. Denne opfattelse deles af 76 % af<br />
medarbejderne i regionen.<br />
Figur 1.2.4.. Indlæggelser, udskrivning og ventetider<br />
Ved<br />
ikke<br />
12%<br />
12%
38<br />
66 % af medarbejderne i kommunen og 60 % af medarbejderne i regionen erklærer sig<br />
enige i udsagnet: ”der går nogle gange for lang tid, før den rette indsats bliver iværksat<br />
over for en patient/borger i forbindelse med indlæggelse”.<br />
Figur 1.2.5. Indlæggelser, udskrivning og ventetider<br />
Ved<br />
ikke<br />
11%<br />
17%<br />
Alle gruppedeltagerne i fokusgrupperne kunne genkende billedet af, at indlæggelser i dag<br />
er kortere sammenlignet med tidligere. Kortere indlæggelsestid er ikke kun<br />
uhensigtsmæssig. Flere har nævnt eksempler fra tidligere tider på, at patienter blev så<br />
tilvænnet til hospitalslivet, at det i sig selv gjorde dem svagere – men der er generel<br />
enighed om, at udviklingen i retning af færre sengepladser. I nogle tilfælde er der<br />
undertiden ikke er plads til dem, der reelt har behov for det.<br />
I en fokusgruppe blev det diskuteret, hvad man gør i forbindelse med overbelægning. Der<br />
var deltagere, der fortalte, at når der er overbelægning eller skal skaffes plads på<br />
afdelingerne, f.eks. op til en weekend for at gøre klar til akutte indlæggelser, kan det<br />
hænde, at det ikke er de raske, men de mindst syge, der udskrives. I den situation fortæller<br />
flere både fra region og kommune, at udskrivelserne sker for brat, og at allerede indgåede<br />
aftaler om udslusningsforløb undertiden fraviges, fordi det skal gå stærkt i situationen.<br />
Det kan godt være, at hospitalet ser patienten som velbehandlede, men når patienten<br />
sendes hjem i weekenden og opholder sig på et herberg, hvor der er adgang til stoffer, så<br />
kan patienten få det dårligt, både fordi den antipsykotiske medicin er holdt op med at<br />
virke, og fordi vedkommende har indtaget en mængde stoffer, som svarer til indtaget<br />
inden indlæggelsen. Herberget er ikke rustet til denne problemstilling i weekenderne,<br />
hvor der kun er ansat en vikar. Resultatet bliver, at patienten kan starte forfra i sin<br />
behandling.<br />
Der har i grupperne været nævnt eksempler på indlæggelser, kan opleves for lange, fordi<br />
der ikke er noget tilbud klar til en færdigbehandlet patient.
39<br />
Årsager til uhensigtsmæssige <strong>overgange</strong><br />
Figurerne herunder giver indblik i, hvad ansatte opfatter som årsagsforklaringer på<br />
uhensigtsmæssige <strong>overgange</strong>, men ikke hvor ofte, eller i hvilke sammenhænge<br />
uhensigtsmæssige <strong>overgange</strong> finder sted. Det skal bemærkes, at besvarelserne også<br />
inkluderer de medarbejdere, som i mindre grad eller slet ikke indgår i samarbejde med<br />
den anden sektor, idet er stor andel dog har svaret ”ved ikke”.<br />
Omstruktureringer og deraf følgende tab af kontinuitet angives som en årsag til at<br />
<strong>overgange</strong> kan opleves uhensigtsmæssige for patienter og borgere. Når ansatte skifter<br />
jobfunktion som følge af omstruktureringer kan det skabe kontinuitetsbrud for både<br />
patienter, borgere og ansatte, som måske ikke længere ved, hvem de skal kontakte for at<br />
drøfte sager.<br />
Figur 1.2.7. Indlæggelser, udskrivning og ventetider<br />
Ved<br />
ikke<br />
24%<br />
20%<br />
16%<br />
15%<br />
Som det fremgår af figur 1.2.7., svares der overvejende ens på spørgsmålene blandt de<br />
ansatte i kommune og region. 35 % af medarbejderne i kommunen og 40 % af<br />
medarbejderne i regionen, svarer at det ”i høj grad” er i forbindelse med<br />
omstruktureringer, at der kan opstå uhensigtsmæssigheder ved en overgang mellem de to<br />
sektorer.<br />
I kommunen er 33 % i høj grad enige i, at dårlig kommunikation er med til at skabe<br />
uhensigtsmæssige <strong>overgange</strong> mellem de to sektorer for patienterne. Det samme svarer 10<br />
% af de ansatte i regionen. Det kan undre, at dårlig kommunikation ikke anses for en større
40<br />
udfordring blandt de ansatte i regionen, idet de ansatte i regionen i to andre spørgsmål i<br />
højere grad end ansatte i kommunen angav, at de var i tvivl om, hvem i den anden sektor<br />
de skulle kontakte for at diskutere en konkret sag samt hvem der var den rigtige person at<br />
kontakte i forbindelse med en konkret sag. Se figur 1.1.15. samt 1.1.16.<br />
37 % af medarbejderne i kommunen og 16 % af medarbejderne i regionen svarer, at de ”i<br />
høj grad” mener, at manglende indsigt i hinandens arbejdsfelt kan skabe uhensigtsmæssige<br />
<strong>overgange</strong>. Ifølge figur 1.2.8. er der forskel på, hvor stor betydning manglende indsigt i<br />
hinandens arbejdsfelt vurderes at have hos henholdsvis ansatte i kommunen og i regionen.<br />
37% af medarbejderne i kommunen mener i høj grad, at manglende indsigt i hinandens<br />
arbejdsfelt giver uhensigtsmæssige <strong>overgange</strong>. Det tilsvarende tal for medarbejdere i<br />
regionen er 16 %. Det er dog uklart, om de ansatte med deres svar angiver, at de andre har<br />
manglende indsigt, eller om de svarer, at de selv har manglende indsigt.<br />
Figur 1.2.8. Indlæggelser, udskrivning og ventetider<br />
Ved<br />
ikke<br />
17%<br />
16%<br />
16%<br />
15%
41<br />
56 % af medarbejderne i kommunen og 74 % af medarbejderne i regionen svarer, at<br />
gensidige myter og fordomme ”i mindre grad” eller ”slet ikke” er årsag til<br />
uhensigtsmæssige <strong>overgange</strong> mellem de to sektorer.<br />
Figur 1.2.9. Indlæggelser, udskrivning og ventetider<br />
Ved<br />
ikke<br />
26%<br />
27%<br />
20%<br />
25%<br />
Dårlig kommunikation og mangelfuld indsigt<br />
Dårlig kommunikation og mangelfuld indsigt de to sektorer imellem er også noget, som<br />
flere af de adspurgte identificerer som en medvirkende årsag til uhensigtsmæssige<br />
<strong>overgange</strong>.<br />
Barrierer, som består i, at vi nok ikke kender nok til servicelovens barrierer eller<br />
begrænsninger og de økonomiske realiteter, der er til rådighed for kommunens<br />
sagsbehandlere, og kommunens sagsbehandlere nok ikke kender nok til vores muligheder<br />
og begrænsninger på samme måde. Og den kommunikation, som bør være der, den<br />
hænger ikke rigtig sammen, der er ikke tid til at tale sammen. Kommunikationen som<br />
finder sted sker højt oppe på ledelsesplan, og ikke på praksisområdet hvor de andre er.<br />
Et sæt problemer handler om samspillet mellem den behandlende psykiatri og kommunen<br />
som bevilgende myndighed. I grupperne er der en, som udtrykker det sådan:<br />
Jeg er selv en af dem, der har skrevet i mindre grad, fordi jeg synes, at når vi har<br />
patienten og kan se, at patienten er ikke klar til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, der<br />
skal gøres nogle andre tiltag, som ikke ligger inden for vores regi, og når man så<br />
kontakter, skal vi jo altid kontakte kommunen og sagsbehandleren, og når vi så synes, at<br />
vi kommer med et godt forslag, jamen, så er der næsten lukket ned, inden vi overhovedet<br />
er kommet til, hvorfor det egentlig lige er. Jeg synes ikke der er så meget lydhørhed over<br />
for ”hvad vil vi”, hvis ikke man kan tilbyde det, kan man så finde et alternativ Altså, jeg<br />
synes bare, der bliver klappet ned lige med det samme, og så står vi der. Og jeg synes<br />
ikke, det er til borgerens bedste, at det foregår på den måde.
42<br />
Flere gruppedeltagere nævner, at de oplever en modsætning mellem den pt.<br />
fremherskende politik i forhold til beskæftigelse, hvor de mener, at der fokuseres på at<br />
stille krav. Undertiden forventes udvikling inden for en tidshorisont, som set fra<br />
medarbejdere i den behandlende psykiatri, er urealistisk kort. Det understreger de<br />
tidligere fremførte overvejelser om, at der er to forskellige systemparadigmer, som mødes<br />
– et behandlings- og et borgerparadigme. Flere nævner også, at kulturen i forskellige<br />
institutioner kan virke meget forskellig, ligesom det undertiden opleves, som om det er<br />
indstillingen hos den enkelte ansatte, det kommer an på:<br />
Nogle steder opfordres man til at tænke uden for boksen, mens det er anderledes andre<br />
steder. Man belønner ikke kreativitet.<br />
Det kommer meget an på, hvem man får i røret. Nogen er faktisk meget hjælpsomme og<br />
siger, nej, det må vi lige prøve at kigge på, så det er ikke kun noget møg, men altså, det<br />
er både og.<br />
Andre eksempler på manglende kommunikation handler om, at det ganske enkelt kan<br />
være svært at få en besked igennem til den rigtige instans, som i nedenstående eksempel<br />
på udskrivninger, hvor kommunikationen mellem udskrivende afdeling og hjemmepleje<br />
glipper:<br />
At man f.eks. har skrevet på en meget, meget dårlig patient, som bliver sendt hjem og<br />
oplever efter en uge, hvor hun har været hjemme, at der er jo hverken mad eller drikke<br />
eller penge eller noget som helst i hjemmet, og på hospitalet har hun sagt, at hun laver<br />
selv mad, og det har man jo tænkt, at det gør hun, eller man har i hvert fald ikke<br />
undersøgt nærmere, om hun gjorde eller ej, og så bliver hun udskrevet uden<br />
hjemmehjælp eller hjemmesygeplejerske eller noget som helst.<br />
Manglende adgang til information<br />
En stor andel af ansatte i både kommune og region oplever, at manglende adgang til<br />
information kan være medvirkende årsag til uhensigtsmæssige <strong>overgange</strong>, hvad ovenfor<br />
citerede sag jo også er et eksempel på. Afdelingens medarbejdere mener ikke, at de har<br />
haft den fornødne information om patientens funktionsniveau i hjemmet og har derfor<br />
ikke vidst, at det var nødvendigt at bestille hjemmehjælp til hende ved udskrivningen. Som<br />
tidligere nævnt er der i de kvalitative interviews givet udtryk for, at en større grad af<br />
journalfællesskab og systemer til effektiv informationsdeling, vil kunne bidrage meget til<br />
at løse disse problemer. Samtidig giver flere i grupperne udtryk for, at de ikke har overblik<br />
over, hvor mange og hvilke informationer, der må og kan deles på tværs af sektorer. Flere<br />
borgere og patienter oplever, at de har givet informeret samtykke og dermed sagt ja til at<br />
deres informationer må deles, og alligevel sker det ikke. Sammenstemmende tegner der<br />
sig et billede af, at adgangen til nogle af de nødvendige informationer måske eksisterer, det<br />
er blot et spørgsmål, om at koordinere og indfange informationerne.<br />
En pointe, der er blevet fremhævet i fokusgrupperne er, at der kan opstå problematiske<br />
<strong>overgange</strong> som følge af bestemte regler. F.eks. oplever ansatte i hjemløseområdet, at det er<br />
svært at komme ind i Distriktspsykiatrisk Center, hvis man ikke har nogen adresse, fordi<br />
man uden adresse ikke kan afgøre, hvilket center borgeren hører til. Ligeledes er OP-
43<br />
teamet, som ellers roses meget, kun til Frederiksbergs og Vanløses egne borgere, hvorved<br />
medarbejdere på herberger og væresteder oplever, at der er brugere, som ikke får hjælp,<br />
fordi deres hjemkommune ikke har lignende tilbud.<br />
Dobbeltdiagnosticerede er særligt udsatte<br />
Flere i fokusgrupperne peger på, at mennesker, der både har en psykiatrisk diagnose og en<br />
misbrugsdiagnose er hårdt ramt. Flere medarbejdere påpeger, at disse borgere kan falde<br />
mellem to stole, fordi misbrugsbehandlingen, som skal foregå i kommunerne, ikke er<br />
tilrettelagt til psykiatriske patienter, og at behandlings<strong>psykiatrien</strong> ofte henviser patienter<br />
med et aktivt morfikamisbrug til kommunen. Følgende citat illustrerer situationen:<br />
Jeg vil sige en af de ting der slog mig allermest, jeg har været på min nuværende<br />
arbejdsplads i fire år, og inden da har jeg været rigtig mange år i <strong>psykiatrien</strong>, hvor<br />
billedet var det samme. Man kørte rundt med en, først til psykiatrisk skadestue og så til<br />
et forsorgshjem og de ville ikke tage en nogen steder, vel, for den ene sted var der for<br />
meget psykiatri, og det andet sted var der for meget misbrug ind over. Men det der slår<br />
mig når jeg så kommer og arbejder i dette felt er at rigtig mange gange får man at vide<br />
”Jamen, det er en stofpsykose, du har”. Jamen, hvis man kigger på symptomerne, så har<br />
han det rigtig, rigtig dårligt, og det er faktisk ikke okay, at vedkommende går rundt på<br />
gaden eller har et liv, som vedkommende har lige nu. Og når man så prøver at gå den<br />
anden vej rundt og sige, jamen, så må vi kigge på noget af stoffet, for det får vi jo at vide<br />
– du kommer ikke ind, så længe du er misbrugende, vel, så er de faktisk også for dårlige,<br />
fordi både, de kan være for dårlige, fordi de er meget typisk psykotiske, og så kan de<br />
være svære at arbejde med, men man kan også være så dårlig psykiatrisk, at hvis man<br />
fjerner noget at misbruget, som man får at vide, jamen, så ryger de helt ned og så er det<br />
at man kan støde panden mod en mur hele tiden eller også kan man ringe efter<br />
psykiatrisk udrykningstjeneste og bruge en masse penge på det.<br />
Flere gruppedeltagere giver udtryk for, at denne gruppe har behov for, at der oprettes en<br />
særlig misbrugspsykiatri, der er indrettet på at håndtere deres problemer.
44<br />
Lovgivningsmæssige barrierer<br />
Medarbejdere og ledere blev spurgt, hvorvidt lovgivningen på området står i vejen for, at<br />
de kan tage hånd om patienten/borgeren på bedste måde i forbindelse med: indlæggelse,<br />
udskrivning og videregivelse af information.<br />
Lidt flere ansatte i kommunen finder, at lovgivningen står i vejen for, at personalet kan<br />
tage hånd om patienter/ borgere på bedste måde i forbindelse med indlæggelse. 58 % af<br />
de ansatte i kommunen er enige eller meget enige heri. Det gælder 44 % af de ansatte i<br />
regionen.<br />
Figur 1.2.10. Oplevelse af lovgivningsmæssige barrierer<br />
Ved<br />
ikke<br />
18%<br />
16%<br />
22%<br />
13%<br />
15%<br />
14%<br />
Svarene vedrørende lovgivningens betydning ved udskrivning samt videregivelse af<br />
information er meget enslydende hos ansatte i kommune og region.<br />
I fokusgrupperne blev deltagerne bedt om at forholde sig til spørgsmålet om lovgivningen.<br />
Flere udtrykker, at de ikke føler sig sikre nok på, hvad loven egentlig siger, fx om<br />
udveksling af information, og derfor måske holder sig tilbage med at kontakte ansatte i den<br />
anden sektor for at drøfte en patient/borgers sag:<br />
Eksempelvis, må man godt ringe til en kommune og lave et koordinationsmøde og sige,<br />
at patienten har den og den diagnose og misbrug
45<br />
Den gode overgang: kontinuitet og fleksibilitet<br />
De eksempler, der er givet på de gode <strong>overgange</strong>, har det til fælles, at det er lykkedes at<br />
etablere en kontinuitet for borgeren/patienten, som i nedenstående citat:<br />
Vi har også haft nogle rigtig gode erfaringer med en, der skulle ud og bo i vores<br />
akutboliger eller herbergspladser rundt omkring i byen, hvor man kan sige, hun sov på<br />
hospitalet om natten, og så var hun ude fra otte til femten, så kontaktpersonen, eller<br />
case-manageren som det hedder hos os, fulgte vedkommende tilbage til hospitalet<br />
klokken femten, og så på den måde blev hun langsomt sluset ud. Og her ville der helt<br />
klart være nogen, der ville sige, at hun kunne godt, nu er der en bolig til hende, hun<br />
kunne godt bare smutte ud, ikke, men der var der rigtig stor forståelse for. Og en anden<br />
gang en, der har været inde ret længe, og som man virkelig gerne skulle holde på noget<br />
antabus, men depressiv og ganske voldsom, når han fik drukket for meget, men de var<br />
der også stor forståelse for, ”Jamen, kom, tag ham med ud, og så venter vi til efter<br />
weekenden, vi udskriver ikke en torsdag, men vi venter til efter weekenden og udskriver<br />
ham først mandag, hvor det hele er klappet og klart, og der har han lidt et billede af,<br />
hvad der skal ske.<br />
Det er ikke altid, det er meget store ting, der gør forskellen, men blot det, at der er lidt<br />
smidighed og fleksibilitet på begge sider. Der er enighed i grupperne om, at de ekstra<br />
ressourcer, denne øgede fleksibilitet koster, formentlig kommer ind igen, fordi man<br />
undgår, at patienterne meget hurtigt vender tilbage og skal indlægges igen, som det kan<br />
ske, hvis <strong>overgange</strong>n er for brat.<br />
Lige så snart patienten har fået tilknyttet en støttekontaktperson, fungerer det rigtig<br />
godt.<br />
Støttekontaktpersonordningen nævnes af flere som en rigtig god ordning, der netop kan<br />
give den meget vigtige kontinuitet og stabilitet, ligesom de tit kan sikre, at vigtig viden<br />
følger personen og bliver givet videre til de relevante aktører.<br />
Øget oplysning og faglighed<br />
Hvorvidt det lykkes at skabe den gode overgang, handler også om personalets faglighed.<br />
Flere ansatte i social<strong>psykiatrien</strong> nævner, at de har oplevet, at jo mere viden, de har om<br />
psykiatri, desto bedre er de til at beskrive en borger på en måde, så vedkommende kan få<br />
den rette hjælp i behandlings<strong>psykiatrien</strong>:<br />
Det er ikke nok at kunne sige, at en person har det dårligt eller opfører sig mærkeligt.<br />
Man bliver nødt til at have en viden for at få borgere indlagt. Man skal kunne bruge de<br />
rigtige ord for at få adgangsbilletten.<br />
Generelt er der enighed om, at der mangler viden på flere fronter. Flere efterlyser<br />
undervisning på tværs af sektorer, hvor man bliver oplyst eksempelvis om projekter, der<br />
kører, og hvad henholdsvis kommunen og regionen kan tilbyde.
46<br />
Sammenfatning<br />
Det andet tema beskæftiger sig med <strong>overgange</strong>ne mellem sektorerne. Det er særligt et<br />
spørgsmål om, hvorvidt medarbejdere og ledere opfatter <strong>overgange</strong>ne som gode.<br />
Derudover forholder dette tema sig til lovgivningen og dennes betydning for samarbejdet<br />
mellem sektorerne. Nedenfor følger en kort gennemgang i punktform af nogle væsentlige<br />
resultater fra dette tema. Bemærk at tallene ikke medtager personer, der har svaret ”ved<br />
ikke”.<br />
• Kun 4 % af medarbejdere og ledere i såvel kommune som region oplever, at der ”i<br />
høj grad” skabes gode <strong>overgange</strong> mellem de to sektorer for patienterne. Omvendt<br />
svarer blot 5 % i kommunen og 7 % i regionen, at der ”slet ikke” skabes gode<br />
<strong>overgange</strong><br />
• 92 % af medarbejderne i regionen erklærer sig ”meget enige” eller ”enige” i, at<br />
patienterne nogle gange er indlagt for længe, fordi der mangler kommunale tilbud<br />
– det tilsvarende tal for medarbejdere i kommunen er 38 %<br />
• Blandt medarbejderne i kommunen svarer 33 %, at de i høj grad mener, at det<br />
skyldes dårlig kommunikationen mellem sektorerne, når en overgang foregår på<br />
uhensigtsmæssig vis. 10 % i regionen mener i høj grad, at dette er årsagen
47<br />
Tema 3: Involvering/aktører<br />
I denne del af analysen kigges der nærmere på, hvilke aktører der bør involveres i<br />
tværsektorielle <strong>overgange</strong>. Der er spurgt til en række aktører, der alle blev nævnt som<br />
væsentlige i de indledende interview. Figurerne herunder viser, i hvilken grad de<br />
adspurgte mener, at en række aktører bør involveres i de tværsektorielle <strong>overgange</strong>.<br />
Eksempelvis svarer 46 % af medarbejderne i kommunen, at de ”i høj grad” mener, at de<br />
praktiserende læger bør involveres i de tværsektorielle <strong>overgange</strong>.<br />
Figur 1.3.1. Forskellige aktørers involvering i tværsektorielle <strong>overgange</strong><br />
Ved<br />
ikke<br />
4%<br />
8%<br />
26%<br />
23%<br />
32%<br />
21%<br />
54%<br />
56%<br />
Svarene hos de ansatte i henholdsvis region og kommune er meget enslydende. Det skal<br />
bemærkes, at der er et stort antal ”ved ikke” svar i forbindelse med nogle af spørgsmålene.<br />
Det gælder i særlig grad spørgsmålet om, hvorvidt ”Andre” skal involveres, hvor flere ser<br />
ud til at være i tvivl om, hvem det kunne være. Generelt vil de ansatte gerne involvere egen<br />
læge, men også kriminalforsorg og PSP-samarbejdet nævnes af mindst tre ud af fire<br />
ansatte.
48<br />
Hhv. 86 % af medarbejderne i kommunen og 88 % af medarbejderne i regionen mener, at<br />
patienten/borgeren bør involveres i tværsektorielle <strong>overgange</strong>.<br />
Figur 1.3.2. Forskellige aktørers involvering i tværsektorielle <strong>overgange</strong><br />
Ved<br />
ikke<br />
3%<br />
6%<br />
8%<br />
8%<br />
8%<br />
9%<br />
Der er bred enighed i begge sektorer om, at patienten/borgeren selv bør involveres i det<br />
omfang, det overhovedet er muligt. Der eksisterer også en generel enighed om, hvem og<br />
hvilke aktører, der bør involveres.<br />
Hvilken rolle spiller de pårørende<br />
Som man kan se i figurene 1.3.2, så er der en forskel mellem region og kommune i forhold<br />
til, hvor meget pårørende bør involveres. Selv om langt de fleste fra begge sektorer mener<br />
at de pårørende bør inddrages, er der dog som nævnt en forskel således, at flere af de<br />
ansatte i Psykiatrisk Center Frederiksberg mener dette. Denne forskel har også vist sig i<br />
fokusgrupperne, hvor deltagerne herfra i højere grad er kommet med eksempler på<br />
personer, der er relativt velfungerende, og som også har pårørende, der kan hjælpe dem.<br />
Dette søger Psykiatrisk Center Frederiksberg at understøtte gennem pårørendeundervisning<br />
og andre tilbud. De kommunale ansatte fortæller i højere grad om borgere,<br />
som har været i systemet så lang tid, at de pårørende ikke magter mere. Særligt<br />
dobbeltdiagnosepatienter nævnes i den sammenhæng. Generelt er der ikke så mange af de<br />
kommunale ansatte, der oplever, at pårørende er særlig meget ind over, men de ville<br />
ønske, at de i højere grad var det.<br />
Flere beretter, at de har hørt praktiserende læger sige, at de ikke føler sig faglig rustet til at<br />
spille en væsentlig rolle for de psykiatriske patienter. Deres uddannelse i psykiatri ligger<br />
undertiden langt tilbage, der kan gå lang tid imellem, at de har patienter med psykiske<br />
lidelser, og evt. efteruddannelse skal de selv sørge for.
49<br />
Der er jo datatab ved alle <strong>overgange</strong>, og de <strong>overgange</strong>, som vi sidder med, udgør et<br />
kæmpe datatab på den måde, at de praktiserende læger henviser og har lige siddet og<br />
set patienten sandsynligvis og talt med patienten i et eller andet antal minutter, kender<br />
patienten gennem et eller andet antal år, og skal så folde det hele ud på et stykke<br />
elektroniskpapir og sende det ind til os, som vi så skal lukke op og kigge på. Der kan du jo<br />
selv forestille dig hvor meget data, der forsvinder i den proces.<br />
Et andet problem, der nævnes af flere, er, når en patient, som ikke er godt kendt af sin egen<br />
læge, får det så dårligt, at f.eks. hjemmeplejen eller personalet på bostedet vurderer, at<br />
vedkommende bør tvangsindlægges. Nogle læger er meget hjælpsomme, og andre er<br />
meget afvisende i forhold til at hjælpe med indlæggelse. Igen nævnes det, at det hjælper<br />
med det personlige kendskab, og nogle ansatte har i erkendelse af dette oparbejdet et<br />
netværk af læger, de ved, de kan ringe til i den slags situationer. På et bosted har de selv<br />
taget initiativ til at informere den praktiserende læge om, at patienten nu bor der, og at det<br />
måske på et tidspunkt kan blive relevant med en akut indlæggelse. Det bliver også nævnt,<br />
at de praktiserende læger altid kan ringe til bagvagten på Psykiatrisk Center<br />
Frederiksberg, hvis de er i tvivl, men at mange af dem måske ikke har tilstrækkeligt<br />
kendskab til denne mulighed.<br />
Sammenfatning<br />
Det tredje tema omhandler involvering og aktører. Omdrejningspunktet er medarbejderne<br />
og ledernes holdninger til, hvem der bør involveres i de tværsektorielle <strong>overgange</strong>.<br />
Nedenfor følger en kort gennemgang i punktform af nogle væsentlige resultater fra dette<br />
tema. Bemærk at tallene ikke medtager personer, der har svaret ”ved ikke”.<br />
• 26 % af medarbejderne i kommunen svarer, at de ”i høj grad” mener, at<br />
kriminalforsorgen bør involveres i de tværsektorielle <strong>overgange</strong>. Det tilsvarende<br />
tal blandt medarbejdere i regionen er 44 %<br />
• 54 % af medarbejderne i kommunen og 67 % af medarbejderne i regionen svarer,<br />
at de ”i høj grad” mener, at den primære kommunale sagsbehandler bør<br />
involveres<br />
• 37 % af medarbejdere og ledere i kommunen og 57 % i regionen mener, at de<br />
pårørende ”i høj grad” bør involveres i <strong>overgange</strong>ne
50<br />
Tema 4: Samarbejdsaftalen<br />
I dette sidste tema behandles informanternes kendskab til samarbejdsaftalen<br />
(”Samarbejdsaftale om mennesker med sindslidelse”) og deres brug af denne i<br />
dagligdagen. Det er væsentligt, idet samarbejdsaftalen faktisk rummer klare retningslinjer<br />
for det tværsektorielle samarbejde.<br />
25 % af medarbejderne i kommunen svarer, at samarbejdsaftalen giver mening for dem i<br />
samarbejdet omkring sektor<strong>overgange</strong>. Det tilsvarende tal for medarbejderne i regionen er<br />
44 %. 27 % af medarbejderne i regionen svarer, at samarbejdsaftalen ’slet ikke’ giver<br />
mening for dem i samarbejdet omkring sektor<strong>overgange</strong>ne. Hvad angår henvisninger til<br />
samarbejdsaftalen, svarer 57 % af medarbejderne i kommunen og 46 % af medarbejderne<br />
i regionen, at det slet ikke sker i forbindelse med de tværsektorielle kontakter.<br />
Figur 1.4.1. Samarbejdsaftalen<br />
Ved<br />
ikke<br />
44%<br />
30%<br />
35%<br />
21%<br />
Det skal bemærkes at en stor andel af de ansatte har svaret ”ved ikke” til spørgsmålene<br />
vedrørende samarbejdsaftalen. I hvilken grad dette skyldes, at spørgsmålet ikke er<br />
relevant, og i hvilken grad det skyldes manglende kendskab hos de ansatte til<br />
samarbejdsaftalen, er ikke til at sige på baggrund af dette spørgsmål. Som det fremgår af<br />
fokusgrupperne, kan samarbejdsaftalen dog opleves som svær at omsætte i praksis, hvilket<br />
kan gøre spørgsmålet svært at besvare.<br />
15 % af medarbejderne i kommunen – svarende til hver syvende - svarer, at de bruger<br />
samarbejdsaftalen i deres daglige arbejde. Blandt medarbejderne i regionen drejer det sig<br />
om 32 % - svarende til hver tredje.
51<br />
Figur 1.4.2. Samarbejdsaftalen<br />
Ved<br />
ikke<br />
20%<br />
13%<br />
11%<br />
6%<br />
Figur 1.4.2. viser, at samarbejdsaftalen kun i relativt ringe grad er kendt blandt de ansatte i<br />
såvel kommune som region, dog af lidt flere i regionen. Der har dog også været nogle<br />
deltagere, navnlig dem, der beklæder en central koordinerende funktion, som har<br />
kendskab til den, men som der bliver sagt:<br />
Det er jo sådan nogle formelle rammer, som er svære at implementere i praksis. Når man<br />
står der og skal handle akut eller har et akut problem eller sådan noget, så går man jo<br />
ikke ind og læser 45 sider alligevel: ”hvordan var det vi skulle have gjort det her”. Der står<br />
nemlig, faktisk, så burde der slet ikke være det her møde eller de her problemer, for der<br />
er faktisk rammerne for alt, hvad man burde gøre i forbindelse med en udskrivelse, og så<br />
burde der slet ikke være de problemer, vi sidder med.<br />
Det diskuteredes i grupperne, hvorfor koordineringen ikke sker, når nu rammerne egentlig<br />
burde være til stede, men som en ansat påpeger, så er der ikke kultur for det, og der er ikke<br />
strukturer, der siger, at man skal gøre det. I en presset hverdag på f.eks. et sengeafsnit<br />
opleves det at tage telefonen og ringe til en ansat på et bosted eller et plejehjem som noget<br />
ekstra, og derfor bliver det ofte nedprioriteret.<br />
Når samarbejdsaftalen er blevet præsenteret i grupperne, har mange ansatte udtrykt, at<br />
den har de aldrig hverken set eller hørt om, men der bliver også sagt, at det kan være<br />
uoverskueligt at sætte sig ind i alt, hvad der ligger af dokumenter. Nogle efterlyser højere<br />
grad af vejledning fra ledelsen, mens andre påpeger, at det er den enkeltes eget ansvar at<br />
være opsøgende og holde sig orienteret.<br />
Jeg vil sige, at det skaljo komme fra ledelsen og vores afdelingssygeplejerske, og de der<br />
ledere skal jo egentlig være dem, der sorterer, hvad er relevant for os, så vi får den<br />
relevante viden. Sådan burde det være. Men det forventes også, at vi søger på intranet,<br />
og der ligger sikkert tusind ting derinde, men…
52<br />
Der bliver dertil sagt, at ledelsens udmelding har været, at den enkelte ansatte selv må<br />
være opsøgende. Dette opleves imidlertid som vanskeligt i en travl hverdag – også hvad<br />
angår det at følge med i de tilbud, den anden sektor udvikler.<br />
Informationer kommer ikke ud i alle kroge. Der er enighed om, at det ligger meget på<br />
ledelsesniveau. Viden kommer ikke altid ud til dem, der skal bruge det. Samarbejdsaftalen<br />
kan være indarbejdet i de procedurer og retningslinjer, som anvendes i dagligdagen.<br />
Derfor er det muligt, at den videreformidles de gennem andre kanaler, hvormed de ansatte<br />
ikke er klar over, at de faktisk i stor udstrækning følger samarbejdsaftalens retningslinjer.<br />
Sammenfatning<br />
Det fjerde tema er også det sidste tema i første del af rapporten. Temaet berører forhold<br />
angående samarbejdsaftalen. Samarbejdsaftalen omhandler i denne sammenhæng<br />
samarbejdet på tværs af sektorerne og de formelle rammer for dette. Nedenfor følger en<br />
kort gennemgang i punktform af nogle væsentlige resultater fra dette tema. Bemærk at<br />
tallene ikke medtager personer, der har svaret ”ved ikke”.<br />
• 41 % af medarbejderne i kommunen har svaret, at samarbejdsaftalen ”slet ikke”<br />
giver mening for dem i samarbejdet omkring sektor<strong>overgange</strong>. For regionen<br />
svarer 27 % af medarbejderne, at samarbejdsaftalen ”slet ikke” giver mening<br />
• 57 % af medarbejderne i kommunen svarer, at der ”slet ikke” henvises til<br />
samarbejdsaftalen i deres tværsektorielle kontakter. Det tilsvarende tal blandt<br />
medarbejderne i regionen er 46 %<br />
• Halvdelen af medarbejderne i kommunen svarer, at de ”slet ikke” bruger<br />
samarbejdsaftalen i deres daglige arbejde, mens 38 % af medarbejderne i<br />
regionen ”slet ikke” bruger aftalen i deres daglige arbejde<br />
• 29 % af medarbejdere og ledere i kommunen er ”i høj grad” eller ”i nogen grad”<br />
bekendt med samarbejdsaftalen, mens 43 % af medarbejdere og ledere i regionen<br />
er bekendt med aftalen
53<br />
Supplerende pointer fra jobcenteret<br />
I dette afsnit refereres indholdet af fokusgruppen med medarbejdere fra Frederiksberg<br />
kommunes jobcenter.<br />
Mødet med borgere<br />
Hvordan mødet med borgere med en psykiatrisk diagnose forløber, kommer meget an på,<br />
hvor langt de er i behandlingsforløbet. Når borgerne er i gang, og der er kontakt med<br />
behandlingssystemet, går det godt, men hvis de er røget ud af systemet eller ikke er<br />
kommet ind i det, er det svært. Borgere med svær depression og angst, dvs. ikkepsykotiske<br />
borgere, nævnes som problematiske, fordi de ofte ikke er syge nok til at blive<br />
indlagt, men for syge til at kunne deltage i aktivering. Denne gruppe af borgere skal ofte<br />
vente længe på hjælp hos f.eks. en privatpraktiserende psykiater. Dobbeltdiagnosticerede,<br />
som både har psykisk sygdom og misbrugsproblemer nævnes som en gruppe, der kan<br />
falde mellem to stole og ikke få den hjælp, de har brug for, fordi det er vanskeligt at<br />
bestemme, om det er den psykiske lidelse eller misbruget, der er deres primære problem.<br />
Tværsektorielt samarbejde og kommunikation<br />
Deltagerne i gruppen er enige om, at ansatte i behandlings<strong>psykiatrien</strong> i mange tilfælde ikke<br />
har tilstrækkeligt kendskab til de love og regler, som jobcenteret arbejder under. F.eks.<br />
skal jobcenteret tale med borgerne hver 3. måned for at finde ud af, om de er klar til en<br />
indsats, og borgerne kan kun fritages fra dette, hvis de er indlagt. Det kan godt aftales, at<br />
sagsbehandleren møder borgeren et andet sted end på jobcenteret. Det sker i reglen for de<br />
borgere, hvor deres diagnose er jobcenteret bekendt. Der skal dokumentation for<br />
sygdommen til, for at borgerne evt. kan blive fritaget for pligten til at møde op, eller hvis<br />
mødet skal finde sted et andet sted. Der er således mulighed for fleksibilitet.<br />
Deltagerne i gruppen oplever, at der er et tæt samarbejde med Distriktspsykiatrisk Center,<br />
og at der er mange muligheder i Frederiksberg kommune for at tage hånd om borgere med<br />
psykisk sygdom. Også OP-teamet er der et godt samarbejde med. De tager også ud til<br />
borgere, hvis jobcenteret ringer og siger, at der er en borger, som måske har brug for det.<br />
Når der skal samarbejdes på tværs af sektorer, oplever deltagerne i gruppen, at de<br />
personlige møder er bedst, fordi man der får sat ansigt på hinanden. Det er lettere at tale<br />
forbi hinanden i telefonen. Det bliver nævnt i gruppen, at det tidligere har været sådan, at<br />
OP-teamet kom på besøg på jobcenteret hver måned, og disse møder omtales som en<br />
succes, men deltagerne ved ikke, hvorfor de ikke længere foregår. Det nævnes, at der<br />
mangler et stående samarbejdsforum til gensidig oplysning.<br />
Om borgernes oplevelse af at blive mistænkeliggjort<br />
Det brev, der sendes til borgerne med indkaldelse til de lovbestemte samtaler, er meget<br />
standardiseret, og deltagerne i gruppen er enige om, at det kan virke skræmmende på<br />
borgerne, og at personalet i behandlings<strong>psykiatrien</strong> måske ikke altid er i stand til at hjælpe<br />
borgerne med at fortolke brevet, fordi de ikke har nok kendskab til, hvorfor der indkaldes<br />
til samtale. Borgerne oplever, at de bliver pålagt en pligt til at møde, men jobcenteret har<br />
det også som en pligt at holde kontakten med borgerne.<br />
Der er mulighed for at gøre brevene lidt mere personlige, men visse formuleringer må<br />
jobcenterets medarbejdere ikke ændre på af juridiske årsager. Og de mere personlige
54<br />
formuleringer bringes typisk i anvendelse, når sagsbehandleren ved, at der er tale om en<br />
borger med en psykiatrisk diagnose. Igen er det således især et problem for de borgere,<br />
som ikke er diagnosticeret. Der er enighed om, at der udvises fleksibilitet, således at<br />
borgerne får flere chancer, før deres ydelser stoppes, men det er vigtigt, at jobcentret kan<br />
få kontakt med borgerne.<br />
Hvad skal der til for at få borgere tilbage til arbejde/uddannelse<br />
Der er enighed i gruppen om, at det er en forudsætning, at borgerne er i behandling. Det er<br />
godt med tæt kontakt til behandler, hvad enten dette er egen læge eller læge på PC<br />
Frederiksberg. Det er en fordel, når behandling foregår parallelt med evt. indsats fra<br />
jobcenteret, så borgeren kan få støtte fra sin behandler og tale om evt oplevelser i<br />
forbindelse med aktivering. Der er også enighed om, at tryghed og kontinuitet er en<br />
forudsætning, og derfor er der stor ros til SKP-ordningen. Gruppedeltagerne er enige om,<br />
at det er en stor fordel, når en behandler eller en SKP kan ledsage borgere til samtaler på<br />
jobcentret og hjælpe borgeren med at formulere sig, huske og forstå, hvad der foregår.<br />
En deltager fortæller, at man på en tidligere arbejdsplads holdt månedlige kursusdage om<br />
forskellige psykiatriske diagnoser, hvilket gjorde medarbejderne i stand til at møde disse<br />
borgere på en bedre måde. En anden deltager nævner, at PC Frederiksberg holder en<br />
foredragsrække om forskellige psykiatriske diagnoser. Flere af mødedeltagerne har været<br />
til et eller flere af disse arrangementer og omtaler dem positivt, også fordi man der får sat<br />
ansigt på hinanden.<br />
Der er enighed om, at det ikke er godt for denne gruppe borgere med de hyppige skift af<br />
sagsbehandlere. Information om borgeren gives videre via sagen, men flere<br />
sagsbehandlere foretrækker alligevel at få borgeren selv at fortælle deres historie forfra.<br />
Dette kan give anledning til den frustration, nogle borgere har fortalt om i de kvalitative<br />
interview, når de skal fortælle deres historie mange gange. Igen bliver SKP-ordningen og<br />
andre ordninger, der sikrer, at borgeren har en gennemgående person, fremhævet som<br />
positiv.<br />
Det nævnes, at det for nogle borgere kan være en god investering at holde et fælles<br />
opstartsmøde, f.eks. i forbindelse med udskrivning, hvor alle bliver enige om, hvad der skal<br />
ske og hvornår. Hvorvidt dette sker opleves dog i dag som lidt tilfældigt og afhængigt af,<br />
hvilken sagsbehandler, den pågældende har. Ansvaret for at indkalde til et sådant møde er<br />
ikke placeret hos nogen bestemt. Der er delte meninger i gruppen om disse møder, da de<br />
tager lang tid. En deltager mener med baggrund i erfaringer fra andre kommuner, at<br />
rundbordssamtaler om enkelte borgere ikke altid giver det resultat, som de burde. Hvis de<br />
skal blive en succes, kræver det, at de enkelte grupper er lydhøre over for hinanden og<br />
ikke holder stejlt på deres egen faglighed.<br />
I jobcentret kan der være en oplevelse af, at medarbejderne i social<strong>psykiatrien</strong> ser<br />
aktivering som noget, de skal beskytte deres patienter imod. Medarbejderne i jobcentret<br />
mener, at aktivering også kan være et godt tilbud. Der er mange muligheder for at få et<br />
aktiveringstilbud, som passer til den enkelte, ned til et par timer om dagen eller hver<br />
anden dag. Gruppedeltagerne synes i det hele taget, at det ville være godt, hvis<br />
<strong>psykiatrien</strong>s medarbejdere fik større viden om jobcenterets arbejdsvilkår og måde at<br />
arbejde på.
55<br />
2. del: Patienter og borgere<br />
I denne del afrapporteres resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen samt de kvalitative<br />
interview med patienter og borgere. Desuden suppleres med udsagn fra<br />
pårørendeinterviews. De pårørende som indgår i undersøgelsen er for de flestes<br />
vedkommende pårørende til patienter og borgere, som ikke bor i Frederiksberg Kommune.<br />
Deres udsagn skal læses med dette for øje, da deres erfaringer med tværsektorielle<br />
<strong>overgange</strong> kan komme fra andre kommuner og psykiatriske centre.<br />
Tema 1: Indlæggelse/udskrivning<br />
I figur 2.1 nedenfor ses det, hvor stor en procentdel af patienter og borgere, der har svaret<br />
”I høj grad” eller ”I nogen grad” til, at deres behov er blevet dækket i forbindelse med<br />
henholdsvis indlæggelse og udskrivning.<br />
Figur 2.1.1. Er dine behov blevet dækket<br />
Ved<br />
ikke<br />
25%<br />
16%<br />
70 % mener, at deres behov er blevet dækket i høj eller nogen grad i forbindelse med<br />
indlæggelse, og 71 %, at det er sket i forbindelse med udskrivning. Dette betyder omvendt,<br />
at 30 hhv. 29 % mener, at det er sket i mindre grad eller slet ikke. Hvad dette dækker over,<br />
søges indkredset nærmere i de følgende afsnit.<br />
En nærmere analyse viser, at der er stort sammenfald i svarene på de to spørgsmål. 59 %<br />
af de patienter, der i høj grad var tilfredse med behovsdækningen ved indskrivningen, var<br />
det også med udskrivningen. 50 % af dem der i nogen grad var tilfredse ved<br />
indskrivningen var også i nogen grad tilfredse ved udskrivningen, og 48% var slet ikke<br />
tilfredse hverken ved indskrivning eller udskrivning.
56<br />
29 % af adspurgte borgere og patienter har i høj eller nogen grad haft den negative<br />
oplevelse at blive afvist ved behov for akut indlæggelse. Tilsvarende har 31 % af<br />
patienterne i høj grad eller i nogen grad oplevet, at vigtig viden om dem ikke blev givet<br />
videre til relevante personer ved indlæggelse.<br />
Figur 2.1.2. Overgange ved indlæggelse<br />
Ved<br />
ikke<br />
23%<br />
25%<br />
28%<br />
Det er dog værd at bemærke, at en meget stor andel slet ikke oplever at blive afvist, at<br />
viden om dem ikke videregives eller at de er blevet dårligere grundet manglende mulighed<br />
for indlæggelse. Mere end halvdelen af patienterne har svaret ”slet ikke” at have oplevet<br />
dette.<br />
En nærmere analyse viser, at der også her er stort sammenfald i svarene på de forskellige<br />
spørgsmål. Omkring 50 % af de patienter der i høj grad har oplevet det ene har også<br />
oplevet det andet. Endnu flere – mellem 60 og 80 % af de der slet ikke har oplevet det ene<br />
har heller ikke oplevet de andre ting.
57<br />
I de kvalitative interview har flere fortalt om erfaringer med, at det kan være svært at blive<br />
indlagt, og at det paradoksalt nok kan kræve et overskud, som man netop ikke føler, at<br />
man har, når man har det psykisk svært:<br />
Du skal tale for din sag, når du bliver indlagt. Og det tror jeg alle føler. Du skal<br />
argumentere for at blive indlagt. Og det er pisse irriterende og frustrerende. Du skal<br />
virkelig være ved at krepere, føler man, for at blive indlagt. Du skal sidde og tale for din<br />
syge moster for at blive indlagt, ellers så bliver du sendt hjem og sove. [fortæller om en<br />
indlæggelse] der sov jeg på den der ambulante, og så blev jeg smidt hjem igen. Der havde<br />
jeg ikke talt nok for min syge moster. Det er svært at sidde og sige at man har det dårligt.<br />
For man har ikke lyst til at sidde og fortælle alle de ting der, men det bliver man lidt nødt<br />
til. Og hvis man ikke er en type, der kan det, så er man på røven. For så bliver man ikke<br />
lukket ind, og så får du ikke den hjælp, du skal bruge.<br />
Nogle gange er man i en situation, som er rigtig forfærdelig at leve i, når man så<br />
henvender sig igen, så er det ikke så nemt lige at få foden indenfor igen. Når man er ude,<br />
kan man ikke komme ind, og når man er inde, kan man ikke komme ud.<br />
Som de kvalitative citater viser, handler <strong>overgange</strong>n i forbindelse med indlæggelse, at man<br />
kan blive indlagt eller på anden måde mødt, når man oplever, at man har brug for det, f.eks.<br />
hvis man får det psykisk dårligt og frygter, at man er ved at få tilbagefald til en dårligere<br />
tilstand. Flere giver eksempler på, at de har fået det dårligere som følge af ventetider og<br />
afvisninger har som konsekvens, at borgere/patienter får det endnu dårligere og måske får<br />
et længere og sværere indlæggelsesforløb, end de ellers mener, de ville have haft.<br />
Der er også eksempler på, at indlæggelser forløber godt, og at koordineringen fungerer<br />
efter hensigten:<br />
Der var én gang, hvor jeg kunne mærke, at den var helt gal. Jeg ringede til Psykiatrisk<br />
skadestue og sagde, at den ikke var god. Jeg kan mærke, at filmen er ved at knække. Jeg<br />
ringede til min støttekontaktperson og hun kom med det samme. Hun fik mig lige lidt ned<br />
med zoneterapi, og så tog vi en taxa derover.<br />
Som også påpeget i interview med de ansatte, er det vigtigt med kontinuitet og fleksibilitet<br />
i disse <strong>overgange</strong>, hvor som i det ovenstående eksempel en støttekontaktperson tager med<br />
på skadestuen, eller som i nedenstående citat, hvor en indlæggelse forberedes og aftales<br />
med lydhørhed over for borgerens egne ønsker:<br />
Jeg var oppe hos min psykolog på hospitalet[Distriktspsykiatrisk Center], der syntes, at vi<br />
skulle gå over og tale med dem på den psykiatriske skadestue. Og det var så dem, der<br />
syntes, at jeg skulle blive indlagt. Så sagde jeg, at jeg gerne ville vente lidt. For jeg var<br />
bare kommet derop til en lille samtale, så det var meget pludseligt. Og så et par uger<br />
efter sagde psykiateren, som jeg gik hos på hospitalet, at jeg nok skulle skifte medicin, og<br />
samtidig med, at de var bekymrede, så virkede det meget fornuftigt [at blive indlagt]. Og<br />
så aftalte jeg, at jeg skulle gå derop om mandagen. Så jeg gik hjem og pakkede en taske<br />
og fortalte det på kollegiet.
58<br />
Inddragelse og informering ved udskrivelse<br />
43 % har oplevet ’i høj grad’ eller ’i nogen grad’, at det var svært efter udskrivning at finde<br />
ud af, hvilke muligheder, de havde mens 57 % angiver, at det i mindre grad eller slet ikke<br />
har været svært.<br />
Har du fået god information, da du gik fra hospitalet til kollegiet<br />
Jeg ved ikke om jeg har fået så meget information. Hverken da jeg blev flyttet fra den<br />
lukkede til den åbne eller da jeg blev udskrevet. Jeg fik bare at vide, at de havde henvist<br />
mig til distrikts<strong>psykiatrien</strong>. Det var egentlig det. Så skulle jeg bare vente på at jeg hørte<br />
fra dem.<br />
Overgangen fra indlæggelse til udskrivning beskrives f.eks. af en borger herunder som<br />
unødvendigt brat:<br />
Jeg var glad for mit ophold på hospitalet. Det var mest <strong>overgange</strong>n til, jeg ikke var på<br />
hospitalet. Der var ret mange mærkelige ting. For eksempel det der med, at jeg ikke<br />
havde distriktspsykiatri, synes jeg var mærkeligt. Og der var ikke rigtigt nogen<br />
oplysninger om det. Det var noget, jeg selv skulle høre om.<br />
Så du synes at du manglede at få at vide, hvad dine muligheder var<br />
Ja, det var ikke noget, der sådan blev sagt noget om. Det var først, hvis man henvendte<br />
sig. Der var ikke noget om, hvad der skulle ske, når jeg var færdig. Jo, altså der var sådan<br />
noget om, hvad skal du gøre, hvis du får det dårligt. Men der kunne have været en bedre<br />
glidende overgang mellem det at være indskrevet og ikke være indskrevet.<br />
En pårørende supplerer:<br />
Tænk, hvis de bredte paletten ud, så at de rent faktisk tilbød dig forskellige muligheder.<br />
Tænk, hvis du fik bare sådan tre forskellige muligheder, bare orienterede om nogle<br />
muligheder, sådan, fornemme denne her person, virker det, som om det fanger et eller<br />
andet Du får ikke den her palet af muligheder, du skal jo først skære hjertet op og blive<br />
ked af det og blive mødt med mistillid, når det ikke fungerer.
59<br />
En bruger mener, at han ikke er blevet inddraget og informeret tilstrækkeligt:<br />
Jeg skulle have været inddraget i forhold til ikke at skulle i distrikts<strong>psykiatrien</strong>. Det havde<br />
været mere klædeligt, hvis jeg havde fået forklaret, hvad man kunne gøre. Det blev ikke<br />
fremlagt som en mulighed. Det var bare sådan ”overlægen vil gerne have, at du får den<br />
psykiater, så ham får du”. Det kom slet ikke frem. Jeg måtte selv spørge til, hvad<br />
distrikts<strong>psykiatrien</strong> er. Jeg følte mig lidt som et barn, hvor forældrene aftaler, hvor man<br />
skal hen på ferie. Der var slet ikke nogen kommunikation der.<br />
Borgeren påpeger, at selv om der måske ikke er så mange muligheder, bør man alligevel<br />
sørge for, at den person, det hele handler om, inddrages i beslutningsprocessen.<br />
En anden borger fortæller om sin oplevelse i forbindelse med, at der var ventetid imellem<br />
udskrivning og opstart på et ambulant tilbud:<br />
Så jeg gik og ventede i rigtig lang tid. Hvilket var lidt svært, fordi jeg vidste ikke rigtigt,<br />
hvad jeg skulle gøre. Fordi jeg fik jo bare at vide, at jeg skulle vente. Og jeg havde det jo<br />
rigtig dårligt.<br />
Fik du tilknyttet nogen fra kommunen, mens du gik og ventede<br />
Nej, der var jeg alene. Det var rigtig uheldigt. Så jeg gik ind på internettet. For jeg tænkte<br />
at, der måtte være et sted, jeg kunne være eller gå hen til. For jeg vidste ikke, hvad jeg<br />
skulle gøre. Det er det, der er fejlen mange gange. Man ved jo ikke, hvor man skal gå<br />
hen, man ved ikke, hvad der er af muligheder, hvad der er af organisationer. Man får en<br />
masse pjecer om depression, men man får ikke nogen pjecer udleveret med, hvor man<br />
kan gå hen. Hvor der er nogle andre, så man ikke er alene. Det der med, at man har det<br />
så skidt, gør, at det er svært at komme ud af døren. Så man er fanget i sin sygdom og i sit<br />
hjem. Men jeg havde så heldigvis min kæreste. Jeg tør slet ikke at tænke på, hvad der<br />
ville være sket, hvis jeg ikke havde ham. Men så var jeg jo på nettet og fandt ud af, at der<br />
var det værested, der hedder Flinten. Opbakket af kæresten gik jeg så der hen.
60<br />
Eksemplet viser, at en relativt lille indsats, som fx en henvisning til de kommunale<br />
væresteder, kan gøre en stor forskel, mens patienter og borgere venter på et tilbud. En stor<br />
del af de adspurgte giver udtryk for, at de faktisk får de tilbud, som de har brug for. 2 . Som<br />
det fremgår af figur 2.1.3. har 41 % slet ikke oplevet at få det dårligere efter udskrivningen,<br />
grundet mangel på tilstrækkelig opfølgning, men 16 % oplever, at det i høj grad har gjort<br />
sig gældende. 25 % oplever slet ikke, at det er svært at finde ud af, hvilke muligheder man<br />
har efter udskrivelsen, mens 26 % har oplevet det i høj grad. 44 % har slet ikke oplevet, at<br />
de er blevet udskrevet, før de selv følte sig klar til at håndtere deres hverdag, mens 20 %<br />
har oplevet det i høj grad. Det er desværre ikke muligt med de foreliggende data at<br />
afdække, om der er særlige karakteristika hos patienterne (diagnoser, hjemlige forhold<br />
eller andet) der betinger svarene.<br />
Figur 2.1.3. Oplevelse af <strong>overgange</strong> ved udskrivning<br />
Ved<br />
ikke<br />
24%<br />
26%<br />
23%<br />
42 % har oplevet at blive udskrevet, før de selv følte sig klar til at håndtere deres hverdag,,<br />
mens 58% i mindre grad eller slet ikke har oplevet, at bliver uskrevet før vedkommende<br />
følte sig klar til at håndtere hverdage<br />
2 Samtidig illustreres det store behov, der er, for den netop introducerede ”Dialogguide”, som for tiden<br />
implementeres i <strong>psykiatrien</strong>. Guiden indeholder bl.a. nødvendige tjeklister i forbindelse med en udskrivning.<br />
Både i forhold til <strong>psykiatrien</strong>, kommunerne og de praktiserende læger.
61<br />
Et af stressmomenterne er at du ikke ved, hvad der skal ske, fordi der ikke er noget til at<br />
tage imod en. Systemet er så indviklet og kommunen er så indviklet. Det er også derfor<br />
jeg er så glad for, at jeg har fået min støttekontaktperson nu. Hun kender alle de der ting,<br />
og har også kræfterne og overskuddet til at søge de ting.<br />
Samme oplevelse gives der udtryk for i citaterne herunder, hvor de interviewede fortæller<br />
om trygge <strong>overgange</strong> i forbindelse med udskrivninger.<br />
Var du tryg, da du blev udskrevet<br />
Det var jeg. Jeg havde jo været på den åbne afdeling i et par måneder og det sidste<br />
stykke tid havde jeg tilbragt meget tid derhjemme, så jeg havde det egentlig fint nok med<br />
det. Den sidste måned gik bare med, at jeg ventede på at få svar fra en neuropsykologisk<br />
test. Så det var egentlig fint nok. Det var sikkert meget passende, at jeg blev udskrevet<br />
der.<br />
Dette er et eksempel på, at <strong>overgange</strong>n bliver lettere, hvis den sker gradvist, så patienten<br />
har mulighed for at vænne sig til at være hjemme. Nedenstående to eksempler viser,<br />
hvordan <strong>overgange</strong>n fra indlæggelse til udskrivning ligefrem kan blive rutine:<br />
Har du følt dig tryg, når du er blevet skrevet ud<br />
Jeg har følt mig lettet. Jeg kommer bare tilbage til det liv, jeg har nu. Selve<br />
udskrivningsproceduren er bare, at jeg pakker mine ting og går.<br />
En anden siger:<br />
Nu er jeg efterhånden blevet vænnet til at gå ind og ud – jeg har haft 20, måske 30,<br />
indlæggelser. Så når jeg er kommet ud har jeg generelt ringet til folk –<br />
distrikts<strong>psykiatrien</strong>, alkoholenheden og min støttekontaktperson, og på den måde<br />
fungerer det meget stille og roligt.<br />
Citatet viser, at det for nogen er muligt at etablere en situation, hvor de selv behersker<br />
forløbet i <strong>overgange</strong>ne og selv sørger for at informere og inddrage de relevante personer.<br />
Det er dog næppe alle borgere, der kan nå dertil, hvor de kan håndtere dette på egen hånd.
62<br />
Vigtigheden af at viden bliver givet videre<br />
28 % har ’i høj grad’ eller ’i nogen grad’ oplevet, at vigtig viden ikke er blevet givet videre<br />
til relevante personer ved indlæggelsen, mens 56 % slet ikke har oplevet, at vigtig viden<br />
ikke er blevet videregivet. De relevante personer, der skal informeres, kan være<br />
behandlerne på afdelingen, men det kan også være de pårørende, som nedenstående<br />
eksempel viser:<br />
Jeg har oplevet at have min søn indlagt. Det var den gang, de hæftede sig meget i<br />
tavshedspligten ude på Hospital. De ville ikke oplyse til de pårørende, om de var indlagt.<br />
Der var en længere periode, hvor jeg ikke vidste, hvor han var. Jeg lå og ringede til politi<br />
og hospitaler. Det var midt om sommeren. Han havde haft nogle kyllingerester stående<br />
på køkkenbordet. Da jeg omsider fandt ud af, at han ikke var der hjemme, var der gået<br />
flæskebiller i kødet. Så måtte jeg endnu en gang sygemelde mig og sammen med nogle<br />
fra kommunen rydde op i det der. Det er sammen med de der tvangsindlæggelser noget<br />
af det værste, jeg har oplevet.<br />
23 % har i høj grad oplevet, at de blev udskrevet til eget hjem uden at støttekontaktperson<br />
eller hjemmeplejen havde fået besked, 53 % har aldrig oplevet det. En<br />
meget stor del har svaret ”ved ikke”, hvilket kan skyldes at spørgsmålet er blevet opfattet<br />
som irrelevant.<br />
Figur 2.1.4. Oplevelse af <strong>overgange</strong> ved udskrivning<br />
Ved<br />
ikke<br />
30%<br />
45%<br />
31%<br />
40 % har ’i høj grad’ eller ’i nogen grad’ oplevet, at de først fik de relevante tilbud, når<br />
deres pårørende/kontaktperson/ netværk tog kontakt. Et eksempel fremgår af det<br />
følgende citat:
63<br />
Hvis man har gejsten til at undersøge, hvilke hjælpemidler man kan få, så kommer de til<br />
en, og det bekymrer mig lidt på andres vegne. For hvis der er nogen, der ikke har en<br />
storesøster, der kan hjælpe, eller har overskuddet, så får de ikke de ting. Det, synes jeg,<br />
er lidt grotesk. Det kunne man snildt gøre i <strong>overgange</strong>n. Man skulle fortælle mere om,<br />
hvad man kan søge om og få hjælp til, og, hvad der var af regler. Og det ville jo være<br />
genialt, hvis man gjorde det fra hospitalets side, fordi de kunne sidde og hjælpe en med<br />
de her ting.<br />
Det samme beskriver de pårørende, både i forhold til behandlings<strong>psykiatrien</strong> og til<br />
kommunale myndigheder.<br />
Nogle af dem, som vi er pårørende for, der er vores syge jo enormt heldige, fordi de har<br />
os som netværk, men der er jo også nogen, der ikke har noget netværk.<br />
Det er ikke alle, der har nogen, der kan sætte sig ind i det, det handler om.<br />
Det har været heldigt for hende, at jeg har arbejdet hjemme, så jeg kan deltage i alt det<br />
der. Jeg kan gå til møder midt på dagen, og kom også da hun var indlagt hver dag på<br />
hospitalet.<br />
Man kan jo ikke redde alle, og man kan ikke vide, hvad der sker inde bag hjemmets fire<br />
vægge, men det er i hvert fald helt tydeligt, at man er helt lost, hvis man ikke har nogen<br />
pårørende.<br />
Det beskrevne eksempel ligger nogle år tilbage, men illustrerer den utryghed, der kan<br />
komme hos de pårørende, hvis de ikke får information om indlæggelse. Nedenstående citat<br />
viser omvendt, at det opleves meget positivt, hvis de pårørende informeres tidligt:<br />
Der skal bruges tid på de pårørende, på at drage dem med ind i hvad det handler om.<br />
Især første gang, for man er fuldstændig lost. Jeg var jo ikke mere syg end min datter,<br />
men jeg var fuldstændig rystet. Jeg tudede i en uge. Hun var syg og var blevet indlagt på<br />
en lukket afdeling. Og jeg vidste ingenting om noget af det her. Så havde de også noget<br />
pårørendeundervisning, Det startede godt nok lidt sent. Men det var rigtig godt. Så<br />
oplysning, oplysning, oplysning.<br />
Oplevet for lang indlæggelse<br />
Som det fremgår ovenfor, er det langtfra alle indlæggelser, der opleves som for korte.<br />
23 % angiver således, at de ’i høj grad’ eller ’i nogen grad’ har oplevet at blive dårligere,<br />
fordi de ikke kunne blive udskrevet, da de havde brug for det. 77 % har i mindre grad eller<br />
slet ikke oplevet dette. 20 % har oplevet at forblive indlagt grundet ventetid på botilbud.<br />
80 % angiver, at de i mindre grad eller slet ikke er forblevet indlagt, fordi der var ventetid<br />
på det rigtige botilbud. og 21 % grundet ventetid på øvrige tilbud. 79 % har her i mindre<br />
grad eller slet ikke oplevet ventetid på øvrige tilbud. Igen er timingen vigtig i de tilfælde,<br />
hvor der er ventetid.
64<br />
Figur 2.1.4. Oplevelse af <strong>overgange</strong> ved udskrivning<br />
Ved<br />
ikke<br />
38%<br />
35%<br />
30%<br />
Beretningerne fra de kvalitative interviews tyder på, at der ikke rettes spørgsmål ift.<br />
tilbuddenes kvalitet, men det faktum, at der ofte er lang ventetid på at komme i gang med<br />
f.eks. samtaler med en privatpraktiserende psykiater. Det giver en følelse af at være lukket<br />
ud i et tomrum, som kan skabe utryghed.<br />
I modsætning hertil fortæller en pårørende til en ung, som har været i OPUS, om, hvordan<br />
dette program håndterer opfølgningen, og hvilken tryghedsskabende effekt det har:<br />
Hvis man er patient i OPUS, bliver der taget hånd om det. Fx i forhold til, om man er<br />
bange for at få tilbagefald. Der udarbejder de en kriseplan inde i OPUS sammen med den<br />
syge, og den var vi inde og få forklaret. Men den handler om, hvad det er for nogle tegn,<br />
hvis hun bliver syg igen. Hvad er det for nogle, vi skal holde øje med, og hvad skal hun se,<br />
om hun kan holde øje med Og det har været en rigtig god ting. Der har været en gang,<br />
hvor hun begyndte og få det dårlig, der ringede jeg til dem – ”hun gør sådan og sådan,<br />
hvad skal jeg gøre”<br />
I dette eksempel forebygges utryghed hos såvel patient som pårørende ved, at de får<br />
forklaret, hvad de skal holde øje med.
65<br />
Sammenfatning<br />
Det første tema i anden del af rapporten beskæftiger sig med patienterne oplevelser i<br />
forbindelse med indlæggelse og udskrivning. Herunder om patienterne føler, at deres<br />
behov blev dækket. Det er således primært tale om en overordnet tilfredshed ved<br />
påbegyndelse og afslutning af behandling. Nedenfor følger en kort gennemgang i<br />
punktform af nogle væsentlige resultater fra dette tema. Bemærk at tallene ikke medtager<br />
personer, der har svaret ”ved ikke”.<br />
• 70 % af borgerne oplevede, at deres behov ”i høj grad” eller ”i nogen grad” blev<br />
dækket i forbindelse indlæggelsen, og 71 % oplevede, at det samme var tilfældet i<br />
forbindelse med udskrivningen<br />
• 29 % af borgerne beskriver, at de ”i høj grad” eller ” i nogen grad” har oplevet at<br />
blive afvist ved behov for akut indlæggelse<br />
• 43 % af borgerne har svaret, at de ”i høj grad” eller ”i nogen grad” har oplevet, at<br />
det var svært at finde ud af, hvilke muligheder de havde i forbindelse med<br />
udskrivningen<br />
• 70 % af borgerne svarer, at de ”slet ikke” har oplevet at vente på at blive<br />
udskrevet, fordi der var ventetid på øvrige tilbud
66<br />
Tema 2: Samarbejde<br />
I figurerne herunder er besvarelser, som angiver forskellige oplevelser af samarbejdet<br />
mellem de relevante aktører i forbindelse med <strong>overgange</strong>. 73 % har oplevet at der i høj<br />
eller nogen grad var et samarbejde om deres forløb mellem behandlerne på Psykiatrisk<br />
Center Frederiksberg og medarbejderne i Frederiksberg kommune. 58 % har i høj grad<br />
oplevet samarbejdet mellem dem selv, behandlere og kontaktpersoner som godt, og<br />
yderligere 30% har i nogen grad oplevet det som godt.<br />
Figur 2.2.1. Samarbejde<br />
Ved<br />
ikke<br />
40 %<br />
6 %<br />
”Kontaktperson” kan i denne sammenhæng være mange forskellige. Det kan være en<br />
kommunalt ansat i Støtte Kontaktpersons-ordningen, men borgere, der går hos<br />
Frederiksberg Rådgivnings Center, har også en kontaktperson der, ligesom pårørende<br />
måske også kan opfattes som kontaktperson.<br />
Kontaktpersonen [fra alkoholenheden]kom over en uge, før jeg skulle udskrives, og<br />
snakkede med mig og min kontaktperson på afdelingen. Men det skulle man også gøre<br />
med SKP. Det er meget rart, at der lige sidder en anden og husker en på, hvad det er,<br />
man skal sige. For det er lidt svært at skulle sidde og forklare de ting der.
67<br />
Der er generel enighed om blandt både borgere og pårørende, at et velfungerende<br />
samarbejde mellem de forskellige instanser gør en stor positiv forskel. Nedenstående er et<br />
eksempel på dette fra en borger:<br />
I forbindelse med min graviditet fik jeg tilbudt et samarbejde. Rigshospitalet har et<br />
samarbejde, når man er i den kategori. Der er tilknyttet en psykolog og en psykiater og<br />
sådan nogle ting. Sådan nogle, der arbejder sammen, og så tænkte man ”Næh, det var jo<br />
fantastisk. Det der samarbejde, det kunne man godt bruge andre steder”. Det var jo<br />
fantastisk. De holdt jo møder en gang om måneden, hvor de diskuterede de der ting og<br />
samlede op på, hvad de skulle gøre. Og kom med deres forskellige meninger om, hvad<br />
der skulle ske i forløbet. Det var jo desværre kun i graviditeten, for det er jo sådan noget,<br />
man drømmer om godt kunne ske på kommunen, mellem de forskellige ting. Jeg tænker<br />
især kommunen, for det er der, man føler, at samarbejdsproblemerne er store.<br />
I pårørendeinterviewene bliver programmet OPUS fremhævet som eksemplarisk, hvad<br />
dette angår:<br />
De har også haft kontakten i forbindelse med hendes revalideringsansøgning, og de har<br />
hjulpet hende i forbindelse med, at hun søgte på seminariet. Hun var startet på<br />
seminariet og havde fået valgt et linjefag, som hun syntes var håbløst. Og så sad der en<br />
uddannelsesvejleder derude, der skal vurdere, om hun må skifte linjefag. Og det kan man<br />
på alle andre seminarier, selvom det er på 3. år. Og hun fik afslag på 1. semester. Men<br />
der måtte hun tage kontakt til erhvervsvejlederen inde i OPUS, der så hjalp hende. Jeg<br />
kan jo ikke ringe derud og sige ”Det er Louises mor”, men det kan de i OPUS. (…) Det er<br />
helt utroligt den hjælp, man får derinde. De har en psykiater og to psykologer, en<br />
ergoterapeut, en erhvervskonsulent, en sygeplejerske og en socialrådgiver. De har hele<br />
paletten derinde. Man har sin egen kontaktperson.
68<br />
Samarbejde mellem sektorer<br />
44 % har oplevet et godt samarbejde mellem Psykiatrisk Center Frederiksberg og<br />
Frederiksberg kommune. Nedenstående er et positivt eksempel:<br />
Jo, jeg fik virkelig hjælp. Det var jobcenteret. Der var en, der ringede og spurgte, hvad jeg<br />
gik og lavede. Hvorfor jeg ikke var i arbejde. Så spurgte jeg, om hun ikke havde læst min<br />
sag. Jo, men hun kunne ikke lige se noget. Så sagde jeg, at jeg lider af panikangst. Jeg<br />
kan ikke komme ud for en dør. Men hvorfor får du ikke pension, sagde hun. Det søgte jeg<br />
jo for seks år siden. Jamen, det skulle hun nok tage op. Så det er faktisk hendes skyld, at<br />
jeg fik det. Der blev så indhentet de oplysninger fra læge og psykiater, som der skulle.<br />
Der er dog også eksempler på det modsatte, som i nedenstående eksempel, hvor en borger<br />
beskriver, at man kan have svært ved at få hjælp, når man har allermest behov:<br />
Sygedagpenge og alt det der, det får man når man går op og beskriver sin sag. Men hvis<br />
man er for syg – ligger i koma, har brækket begge arme eller er psykisk syg, og derfor<br />
ikke kan overholde tidsfrister, så får man ingen ting. Den situation var jeg i. Jeg prøvede<br />
3-4 dage, inden jeg blev indlagt, at gå op at tale med dem. Men jeg var så bange for at<br />
gå på gaden.<br />
Jeg kunne ikke finde ud af at komme i kontakt med dem. Man ringer, og så skal man<br />
trykke 1 eller 2, og så er der en stemme, der siger, at de arbejder på, at man bliver<br />
ekspederet hurtigst muligt, uanset om det går hurtigt eller langsomt.<br />
Det skal påpeges, at en del af de eksempler, som pårørende har kunnet fortælle, stammede<br />
fra andre kommuner end Frederiksberg.
69<br />
Samarbejde mellem hospital og bosted<br />
51 % har ’i høj grad’ oplevet et godt samarbejde mellem Psykiatrisk Center Frederiksberg<br />
og kontaktpersonerne på deres bosted, og yderligere 27 % har i nogen grad oplevet det<br />
som godt. Det skal bemærkes, at et stort antal har svaret ”ved ikke,” da de ikke er tilknyttet<br />
et bosted. I interviewene giver flere dog udtryk for, at de havde forventet, at der var et<br />
større samarbejde. Borgerne nævner, at det kan være en stor hjælp, hvis man som syg<br />
bliver lettet for det ansvar, det kan være selv at skulle sørge for, at informationer kommer<br />
videre.<br />
Figur 2.2.2. Samarbejde<br />
Ved<br />
ikke<br />
17%<br />
48%
70<br />
Derfor bliver det modtaget positivt, hvis de forskellige instanser selv etablerer et<br />
samarbejde:<br />
Der havde nok været behov for, at afdelingen havde taget kontakt til bostedet. Man gør<br />
jo ikke altid sit eget bedste. Nogle gange har jeg for eksempel haft svært ved at kontakte<br />
mine kontaktpersoner på bostedet, når jeg har været indlagt. Eller finde den rigtige<br />
situation. Man skal finde kræfter og finde, når de har tid, og man skal også finde ud af,<br />
hvordan man vil sige det. Det har man ikke altid overskud til.<br />
Der er også borgere, som giver udtryk for, at de har det godt med, at det er dem selv, som<br />
skal videregive information, fordi de så føler, at de har mere kontrol med, hvad der bliver<br />
fortalt om dem de forskellige steder.<br />
Manglende information<br />
Som nævnt har 28 % har oplevet at blive forvirret, fordi forskellige personer ikke har<br />
kendt til indgåede aftaler. I interviewene har vi gentagne gange fået beretninger om, at<br />
man kan komme til at give de samme informationer igen og igen, også selv om man<br />
egentlig har givet tilladelse til, at informationerne bliver givet videre:<br />
Jeg drømmer jo om en slags intranet. Jeg ved godt, at man skriver hele tiden under på, at<br />
de må dele oplysninger, men jeg synes aldrig, at de deler de oplysninger. Så det er som<br />
om, du skal begynde forfra hver gang. Jeg drømmer lidt om en vandrejournal, eller at der<br />
blev holdt nogle flere møder, ligesom det samarbejde, de havde ude på Rigshospitalet for<br />
gravide. For det er frustrerende, at man skal starte forfra hver gang. Det er jo også et<br />
fremmed menneske, du lukker ind hver gang. Det tager på kræfterne.<br />
Som citaterne peger på, bliver borgerne til tider bedt om at fortælle deres historie forfra i<br />
nye kontakter. En borger foreslår, at man kunne have en vandrejournal, som hun kender<br />
fra sin graviditet, hvorved man på enkel måde kunne følge med i, at de relevante<br />
informationer kom hele vejen rundt.
71<br />
Sammenfatning<br />
Det andet tema i anden del af rapporten koncentrerer sig om patientens oplevelse af<br />
samarbejdet. I denne forbindelse er det særligt samarbejdet mellem sektorerne, samt<br />
samarbejdet mellem kontaktpersoner og behandlere. Nedenfor følger en kort gennemgang<br />
i punktform af nogle væsentlige resultater fra dette tema. Bemærk at tallene ikke medtager<br />
personer, der har svaret ”ved ikke”.<br />
• 73 % af patienterne har ”i høj grad” eller ”i nogen grad” oplevet, at der var et<br />
samarbejde om deres forløb mellem behandlere fra Psykiatrisk Center<br />
Frederiksberg og medarbejderne i Frederiksberg kommune<br />
• 88 % af patienterne oplever, at der ”i høj grad” eller ”i nogen grad” har været et<br />
godt samarbejde mellem dem selv, deres behandlere og deres kontaktpersoner<br />
• 28 % af patienterne har svaret, at de ”i høj grad” eller ”i nogen grad” har oplevet<br />
at blive forvirret, fordi forskellige personer ikke har kendt til aftaler, der indgået<br />
med patienten selv, vedkommendes behandlere og kontaktpersoner
72<br />
Tema 3: Sociale forhold<br />
Figurerne herunder viser procentfordelingerne på de spørgsmål, der handler om sociale<br />
forhold. Der er spurgt til tre områder, nemlig børn, boligsituation og arbejde/uddannelse.<br />
Figur 2.3.1. Sociale forhold<br />
Ved<br />
ikke<br />
44%<br />
45%<br />
62%<br />
63%<br />
83%<br />
83%<br />
Langt de fleste angiver for alle tre områders vedkommende, at det ikke har været relevant.<br />
En forklaring på hvorfor de fleste borgere og patienter svarer, at det ikke har været<br />
relevant, kan være fordi, de har erfaret, at der bliver taget hånd om de sociale forhold fra<br />
kommunens side. Det kan også være, at de eksempelvis er barnløse eller at evt. børn er<br />
voksne eller et udtryk for at borgeren/patienten har styr på tingene og derfor ikke har<br />
brug for hjælp.<br />
Ser man på de tilfælde – 17 % af besvarelserne – hvor det har været relevant at tage hånd<br />
om en patients børn, har hhv. 44 % (indlæggelse) og 46 % (udskrivning) – oplevet, at dette<br />
blev gjort i høj eller nogen grad, mens hhv. 48 % (indlæggelse) og 50 % (udskrivning) –<br />
har oplevet, at det ’slet ikke’ skete. Der har ikke været mulighed for at få kvalitative<br />
uddybninger af dette i det forhåndenværende materiale. Det er heller ikke muligt at få<br />
oplyst, hvornår borgere har oplevet, at der ikke blev taget hånd om deres børn ved<br />
indlæggelse og udskrivning<br />
Ser man på de tilfælde – knap 40 % af besvarelserne – hvor det har været relevant at tage<br />
hånd om en patients arbejds-/uddannelsessituationen, har hhv. 27 % (indlæggelse) og 32<br />
% (udskrivning) oplevet, at det skete ’i høj’ eller ’nogen grad’. I forbindelse med<br />
boligsituationen – som er det område, der har været relevant for flest, omtrent 55 % af alle<br />
adspurgte – er det også den største andel, som har oplevet, at der i høj eller nogen grad
73<br />
blev taget hånd om boligsituationen. Omkring 60 % mod omtrent 40 %, der mener, det er<br />
sket i mindre grad eller slet ikke.<br />
I figuren ses stort set ingen forskel mellem situationen ved indlæggelse og ved<br />
udskrivning, men en borger beskriver i citatet nedenfor en situation, hvor han oplevede, at<br />
der blev taget godt hånd om hans sociale forhold ved indlæggelse, men ikke ved<br />
udskrivning, hvilket undrede ham, da hans udskrivning var planlagt lang tid i forvejen.<br />
Det var rigtig fint, at der kom en i starten. Jeg havde et studiearbejde. Så det var rart.<br />
Man kan ikke overskue sådan nogle ting. At skulle ringe til arbejdet. Husleje. Alt sådan<br />
nogle praktiske ting. Det var ikke noget jeg kunne overskue at klare. Så det var rart at der<br />
komme en og sagde, atdet skulle hun nok klare. Der var Frederiksberg Hospital fortrinligt.<br />
Der var også sådan noget med at jeg ikke havde mere SU tilbage, men det skulle de nok<br />
klare. Den skulle bare også have været med ved slutningen. Der var en fast socialrådgiver<br />
på afdelingen.<br />
I det følgende citat beskrives en situation, hvor der ikke blev taget hånd om patientens<br />
økonomi under indlæggelse:<br />
Jeg er kommet i gæld, mens jeg var indlagt. Jeg skulle være startet på uddannelse. Jeg<br />
havde meldt mig til SU. Men så blev jeg indlagt. Jeg ringede derop og sagde, at jeg ikke<br />
kom alligevel, og så troede jeg, at der var styr på det. Og så havde jeg bare givet mit<br />
bankkort til min kæreste, så han hævede penge til mad og regninger, men han havde ikke<br />
noget overblik over min konto. Og det havde jeg jo heller ikke. Så blev jeg ringet op<br />
mange måneder senere om, atnu skulle jeg da tage at melde mig fra SU. Der var i hvert<br />
fald gået et halvt år. Og jeg havde overhovedet ikke kigget på min konto. Det var faktisk<br />
min sagsbehandler, der udbetalte kontanthjælp, selvom hun godt vidste at jeg fik SU. Jeg<br />
sad med en gæld på 56.000, som jeg er ved at betale af på nu.<br />
Min datter var indlagt på et hospital og udskrev sig selv, men så havde de oprettet et<br />
system, og der har været to kontaktpersoner, som har hjulpet hende og fået den nye<br />
lejlighed sat i stand, og jeg har også kontaktet dem, for jeg orkede ikke, at hun igen<br />
skulle blive smidt ud, så de har sørget for at faste udgifter blev betalt, så det hun fik ud,<br />
det kunne hun bruge til kost og sådan 3 .<br />
Når der er styr på basale forhold som bolig og økonomi, giver det en ro, som hjælper<br />
borgerne med at komme videre.<br />
Gode og dårlige erfaringer med sociale forhold<br />
En del ansatte, patienter og pårørende beskriver vanskeligheder i forbindelse med mødet<br />
med beskæftigelsessystemet, typisk på jobcentre, ydelseskontorer o. lign. Der er en<br />
oplevelse af, at systemet kan møde borgerne med kontrol og krav, som opleves som<br />
urimelige. Nogle af de ansatte tror, at problemerne skyldes, at jobcentrene arbejder inden<br />
for nogle regelsæt, som er for stive, således at de bliver nødt til at forlange af de syge, at de<br />
skal starte på fuldtidsarbejde for tidligt. Dette frustrerer medarbejderne, som oplever, at<br />
3 Det fremgår af sammenhængen, at det formentlig er akut-teamet på Psykiatrisk Center Frederiksberg, der i<br />
dette tilfælde har sørget for, at der blev taget hånd om huslejebetalinger osv. for borgeren.
74<br />
lidt mere fleksibilitet måske kunne give borgerne en succesoplevelse i stedet for et<br />
nederlag, der nemt bliver konsekvensen, hvis timetallet ikke er afstemt med borgeren.<br />
Der er også flere i grupperne, som påpeger, at man inden for <strong>psykiatrien</strong> måske ikke<br />
kender nok til de regler og bestemmelser, som kommunernes sagsbehandlere og<br />
jobcentrene arbejder under. Mange ansatte giver også udtryk for en forståelse for, at man<br />
ikke altid kan opnå det tilbud eller den ydelse for patienterne, som man ud fra en<br />
behandlingslogik finder optimal, simpelt hen på grund af ressourcemæssige<br />
begrænsninger. Dette er der forståelse for, selv om mange beklager, at det må være sådan.<br />
Dog kan tonen over for patienter og ansatte til tider opfattes som lidt for hård.<br />
Jeg synes også tonen er et problem. Jeg vil give et helt nyt eksempel. Her i den her uge<br />
hvor jeg har en patient, som har været så uheldig at have en kælderlejlighed, og den er jo<br />
så her i sommers blevet fuldstændig oversvømmet og alle hendes ting var fuldstændig<br />
rådnet op, og hun havde fået en dyb depression og havde været indlagt i fem måneder.<br />
Og så har vi vurderet, at hun faktisk heller ikke på grund af sin tilstand, alligevel kan klare<br />
sig selv, at hun er nødt til at komme et sted, hvor der er nogen, der kan holde lidt øje med<br />
hende, og hjælpe hende i den rigtige retning, så kommunen har godkendt at hun kom<br />
ned på sådan et kollegium på Svanholmsvej, og når man flytter ind der, så kræver det at<br />
man har en seng og et skab, og nogle forskellige ting, og det har hun ikke, fordi det hele<br />
er ødelagt, og hun er på kontanthjælp, hun har ikke råd til at skaffe sig noget nyt. (…)og<br />
så ringer jeg op for at høre hvor langt sagen er kommet, og så det første hende jeg taler<br />
med siger ”Ja den ligger her, men ved du hvad, tror du det her det er et<br />
forsikringsselskab”, og så tænker jeg bare, hvad mener hun med det ik’, og så siger hun<br />
”Ja alle hendes ting, hun kunne da bare have sparet op, det er et halvt år siden” Altså,<br />
det er bare den tone der, man opgiver også lidt selv, skal det være sådan her når man<br />
ringer til kommunen.<br />
Der er dog også eksempler på gode oplevelser, hvor sagsbehandlerne er hjælpsomme og<br />
får sagerne hurtigt igennem, go her er der enighed om, at dialog og større kendskab er<br />
vejen frem.<br />
Jeg har en socialrådgiver ude på vores opsøgende psykoseteam, som simpelthen har<br />
skabt sig venner, om man så må sige, på jobcentret, det kommunale jobcenter, hvor han<br />
via netop det her med at tage derop og sidde overfor en medarbejder og snakke sammen<br />
med patienten om muligheder, og hvad de kan gøre og så videre, har fået nogle ganske<br />
tunge skizofrene patienter i arbejde på de vilkår, de nu kan passe arbejde på, og det er<br />
simpelthen, fordi de er involveret både fra jobcentrets side og fra vores side og i den<br />
direkte kontakt. Det virker. Men det er jo bare noget, det tager tid, og hvor skal vi få<br />
pengene fra.
75<br />
Sammenfatning<br />
Det tredje tema omhandler de sociale forhold for patienterne. Herunder hvordan patienten<br />
oplever, at der er taget hånd om en række forhold i forbindelse med hhv. indlæggelse og<br />
udskrivning. Nedenfor følger en kort gennemgang i punktform af nogle væsentlige<br />
resultater fra dette tema. Bemærk at tallene ikke medtager personer, der har svaret ”ved<br />
ikke” med mindre andet er angivet.<br />
• 32 % af patienterne oplevede, at der ”i høj grad” er blevet taget hånd om deres<br />
boligsituation ved indlæggelse, og 39 % svarer at der ”i høj grad” blevet taget<br />
hånd om dette ved udskrivning<br />
• 9 % af patienterne har svaret i forbindelse med indlæggelse og 10 % i forbindelse<br />
med udskrivning, at der ”i høj grad” blevet taget hånd om deres uddannelses-<br />
/arbejdssituation<br />
• Overordnet betragtet er der mange af de adspurgte patienter, der ikke har fundet<br />
kategorierne i spørgsmålene relevante. Således har mellem 44 % og 83 % svaret<br />
”ved ikke” til spørgsmålene vedr. hvorvidt der er blevet taget hånd om de<br />
forskellige forhold i forbindelse med indlæggelse/udskrivning
76<br />
Tema 4: Medicin<br />
Det afsluttende tema omhandler medicin. Patienterne er blevet spurgt om, der har været<br />
en god dialog mellem dem selv, deres behandlere fra Psykiatrisk Center Frederiksberg og<br />
kontaktpersoner fra kommunen omkring deres medicin. 70 % patienterne oplever, at der<br />
”i høj grad” eller ”i nogen grad” har været en god dialog. 23 % - eller knapt hver fjerde –<br />
oplever slet ikke, at der har været en god dialog.<br />
Figur 2.4.1. Medicin<br />
Ved<br />
ikke<br />
38%
77<br />
61 % patienterne mener, de ”i høj grad” eller ”i nogen grad” er blevet informeret<br />
tilstrækkeligt om deres medicin i forbindelse med indlæggelsen. Det tilsvarende tal i<br />
forbindelse med udskrivning er 60 %.<br />
Figur 2.4.2. Medicin<br />
Ved<br />
ikke<br />
16%<br />
22%<br />
En nærmere analyse viser, at der også her er meget stort sammenfald på, hvordan man<br />
oplever informationsniveauet ved udskrivelse og indlæggelse. 82 % af dem, der i høj grad<br />
oplevede informationsniveauet som tilstrækkeligt ved indlæggelsen, gør det også ved<br />
udskrivelsen. 78 % af dem, der slet ikke fandt det tilstrækkeligt ved indlæggelsen, gør det<br />
heller ikke ved udskrivelsen.
78<br />
58 % har oplevet, at de i høj grad eller i nogen grad er blevet inddraget tilstrækkeligt om<br />
deres medicin i forbindelse med indlæggelse, 57 % har oplevet, at de blev inddraget og<br />
informeret ved udskrivning.<br />
Figur 2.4.3. Medicin<br />
Ved<br />
ikke<br />
18%<br />
2 %<br />
Der er bred enighed om, at det er vigtigt, at der er styr på medicinen. I interviewene har vi<br />
fået eksempler på, at der ikke altid er det:<br />
Specielt det der med at jeg havde svært ved at få udskrevet medicin, det var en utroligt<br />
irriterende stressfaktor. Også fordi jeg var så svingende da jeg kom ud. Jeg havde svært<br />
ved at omstille mig. Når du begynder at få lidt angst og går ned til din læge, så virker det<br />
lidt suspekt. For man kigger ikke op og sådan. Så det var lidt problematisk for mig. (…)<br />
Hvorfor var det svært at få udskrevet medicinen hos din egen læge<br />
Først og fremmest var der fejl i min epikrise. Og så var jeg inde hos en uddannelseslæge,<br />
og hun syntes vist det var et lidt stort ansvar at udskrive angstdæmpende medicin. Og<br />
ADHD-medicinen, der måtte jeg gå ned på Alkoholenheden og få dem til at udskrive det.<br />
Den blev opgivet fra min læge, fordi det er noget med det kan misbruges. Og så er det<br />
selvfølgelig uheldigt, at der kommer en epikrise med fejl. Så skal man starte med at<br />
forklare og at de kan ringe til et nummer.(…)Det, syntes jeg, var frygtelig irriterende. At<br />
hver gang jeg skulle snakke med psykiater, alkoholenheden og læge, at jeg skulle starte<br />
med at sige, at der var fejl. For det virker også lidt suspekt. Jeg kan sige, at de kan ringe<br />
til overlægen, men det er der ingen, der gør. Det er kun alkoholambulatoriet, der har<br />
gjort det.
79<br />
Der bliver ofte under indlæggelsen brugt megen energi på at få doseret medicinen rigtigt,<br />
og derfor er det problematisk, hvis manglende koordinering i <strong>overgange</strong>ne bevirker, at der<br />
kommer uorden i dette. Undertiden kan det være små fejl og misforståelser, som giver<br />
anledning til stort besvær, som i nedenstående eksempel:<br />
Det, der har været det største problem ved mine udskrivelser, har været medicinen. Det<br />
har specielt været dosispakninger. Jeg fik det ret tidligt i indkøringsperioden, og det er<br />
ganske praktisk. Så blev jeg indlagt på den lukkede, og der var så en venlig sygeplejerske,<br />
der ville spare nogle penge for mig, og afbestilte de her dosispakninger. Det gik fint nok,<br />
men da jeg så var udskrevet, kunne lægen så ikke finde ud af at sende en recept til<br />
apoteket. Det endte med, at hun skrev samtlige recepter i hånden. Så skulle jeg rundt om<br />
Frederiksberg Apotek, og de viste sig så ikke at virke, fordi hun ikke havde skrevet ”til<br />
dosispakninger”. Jeg kunne sagtens få dem, men ikke i dosispakning.<br />
Omvendt er det heller ikke alle, der føler et stort behov for at blive inddraget, når det<br />
gælder medicin, navnlig ikke ved indlæggelser, hvor man ofte ikke kan overskue så meget:<br />
Det var heller ikke noget jeg kunne overskue på det tidspunkt. Det eneste jeg sagde, var<br />
at jeg ikke ville have elektrochok. Det fik jeg heller ikke. Ellers overlod jeg det til dem, og<br />
det var egentlig meget rart.<br />
Jeg har gjort det meget klart over for dem, der står for medicinen fra starten af, at jeg<br />
ikke går så meget op i, hvad de putter i mig, bare de tror at det virker. Så jeg er nok ikke<br />
blevet inddraget lige så meget som andre. Men jeg får at vide, hvad bivirkningerne er, og<br />
hvad det er for noget. Og det er bare det jeg har behov for.<br />
Også information skal altså doseres korrekt, da man både kan få for lidt og for meget. Det<br />
kan være befriende, at andre tager ansvaret fra ens skuldre, navnlig i perioder, hvor man<br />
ikke har overskuddet.<br />
Sammenfatning<br />
Det sidste tema forholder sig til medicineringen. Dette gælder særligt dialogen omkring<br />
deres medicinering og information ved indlæggelse og udskrivning. Nedenfor følger en<br />
kort gennemgang i punktform af nogle væsentlige resultater fra dette tema. Bemærk at<br />
tallene ikke medtager personer.<br />
• 70 % af patienterne har ”i høj grad” eller ”i nogen grad” oplevet, at der var en god<br />
dialog mellem dem selv, deres behandlere fra Psykiatrisk Center Frederiksberg og<br />
kontaktpersoner fra kommunen vedrørende deres medicin<br />
• 58 % af patienterne oplevede ”i høj grad” eller ”i nogen grad” at blive inddraget og<br />
informeret vedrørende deres medicin i forbindelse med indlæggelsen<br />
• I forbindelse med indlæggelsen oplevede 61 % af patienterne, at de ”i høj grad”<br />
eller ”i nogen grad” blev tilstrækkeligt informeret om deres medicin
80<br />
Supplerende pointer fra pårørende<br />
I det følgende afsnit beskrives kort en række pointer fra interviewene med de pårørende,<br />
som ikke direkte relaterer sig til de emner, der er dækket i den kvantitative del af<br />
undersøgelsen, men som stadig er relevante for diskussionen af tværsektorielle <strong>overgange</strong>.<br />
Det faktum at de pårørende ikke bor i Frederiksberg Kommune, bevirker også, at det er<br />
meget begrænset, hvad der kan siges noget om de pårørendes oplevelser af det<br />
tværsektorielle samarbejde mellem Frederiksberg Kommune og PC Frederiksberg.<br />
Om at være pårørende<br />
De pårørende i fokusgrupperne beskrev deres erfaringer, så det blev tydeligt, at det kan<br />
være et hårdt arbejde at være pårørende til en psykisk syg:<br />
Når man kommer ind på livet af nogen, der har det så slemt, som betyder noget for en,<br />
og man ikke synes, der er nogen andre, så kan man ikke lade være. Men det er jo ikke,<br />
fordi man ikke har andet at lave. Det er bare en prioritet, så længe man tænker, atnu er<br />
der brug for det. Men der hører ikke så meget anerkendelse, jo, de der få<br />
sagsbehandlere, som lige sagde, det var godt, du var med, fordi så fik man lige fat i en<br />
ekstra ting, og så slap vi faktisk for at holde et ekstra møde, fordi vi fik tingene klaret<br />
med det samme.<br />
På denne måde oplever de pårørende, at deres indsats gør en stor forskel. Det kan være<br />
svært, hvis de pårørende ikke oplever, at deres indsats bliver anerkendt. De pårørende<br />
oplever af og til bliver mødt med holdningen, at man er til besvær eller måske endda<br />
skadelig for patient/borger.<br />
Det har engageret mig meget. Det har været meget svært. Og også ubehageligt, for der<br />
har ikke været så meget tillid til pårørende om, at det, vi sagde, det passede og at det var<br />
alvorligt, og at det havde baggrund i virkeligheden.<br />
Nogle pårørende har ikke kun én, men flere familiemedlemmer med psykiske lidelser, og<br />
disse mennesker bærer på et stort ansvar, som undertiden kan føre til, at de selv er tæt på<br />
at bryde sammen. Desuden skal man som f.eks. forældre til en borger /patient sørge for, at<br />
der også bliver taget hånd om de andre børn. Det kan opleves som en stor udfordring at<br />
håndtere, når den pårørende følger patienten/borgeren tæt.<br />
Hans søster, som gik i 1.g, hun måtte ud hos sine bedsteforældre og bo, for han<br />
[broderen, som var syg] var nødt til at bo hos os, og hun har jo lukket helt af, det skulle<br />
bare være så normalt som muligt. Hvis vi havde været i OPUS, havde vi fået tilbudt<br />
flerfamiliegruppe og pårørendetilbud, men der var ingenting. Vi kan jo ikke selv, som<br />
dem, der er involverede i det give hende det, som hun har brug for som søster til en bror,<br />
der bliver syg. (…) hvad kan man ikke få af problemer og tillidsbrud, til forældrene, ”okay,<br />
nu bliver jeg sat ud på et sidespor, det er ham, der er syg, det er mig, der er normal”. Min<br />
datter er på nogle punkter blevet voksen alt for tidligt.<br />
Der lyder mange rosende ord i grupperne om de tilbud, der findes til pårørende, f.eks. i<br />
OPUS eller i Psykiatrisk Center Frederiksbergs pårørendetilbud. Det har været meget<br />
værdifuldt for dem at få afklaret, hvad man som pårørende skal hjælpe med, og hvad de
81<br />
professionelle skal tage sig af, lige som det at møde andre i samme situation kan være en<br />
stor lettelse og ressource.<br />
Det korte af det lange, fra han fik diagnosen, en fredag kl. 10 om formiddagen, så gik der<br />
tre timer, før kommunen ringede til mig, vi snakker op til en weekend, og sagde nu skal vi<br />
have sat noget i gang, (…) Op til en fredag på tre timer, en demenskoordinator, som<br />
ringer til min bror og mig og siger, der er ting, vi skal tage os af, og der er ting, I skal tage<br />
os af. I må gerne være med, men jeres far har brug for, at der er overskud.<br />
Igen fremgår det tydeligt, at timingen er meget vigtig, så man undgår perioder med<br />
uvished og bekymring.<br />
Vigtigheden af en fast kontaktperson<br />
Som beskrevet tidligere i rapporten er der enighed om, at det kan gøre en stor positiv<br />
forskel, hvis borgeren finder en kontaktperson, som han eller hun har tillid til, og som kan<br />
fungere som en art tovholder i forhold til de mange aktører, man kommer i kontakt med. I<br />
de tilfælde, hvor det er en pårørende, der får denne rolle, oplever de pårørende, at de kan<br />
komme til at overskride nogle personlige grænser.<br />
Det er jo ikke sjovt at være mor for sin mor, man skal have lov at være barn.<br />
Jeg ville da gerne have haft at min datter havde haft en person, der kunne hjælpe hende.<br />
Jeg synes, jeg ved alt for meget, om hendes sygdom og sådan, meget mere end en mor<br />
skal vide, men det har jeg været nødt til, for der har ikke været andre.<br />
Det gør jo ikke noget, at det er en anden person, for folk kan jo skifte job, men hvis man<br />
bliver indlagt, nu er det igen, eller første gang, hvis der så ret hurtigt derefter, hvis det<br />
går sådan, at man bliver ringet op eller der kommer en på, hey, jeg er din kontaktperson,<br />
det ville jo være fantastisk.<br />
Disse eksempler nævnes meget rosende.<br />
Min kommune har en decideret mentorordning, som de unge bliver visiteret til, og det<br />
der også er i det, det er, at de tager også kontakten til jobcenteret, og de har kæmpet<br />
med at sparke nogle døre ned. De har åben tid en gang om ugen, hvor alle kan komme<br />
ned, dvs. du skal ikke igennem alt muligt, og det er ikke sikkert, de kan love dig hjælp,<br />
men der er i hvert fald en indgang, eller nogen der kan lytte. Bare det at du har et<br />
neutralt sted og ikke på sådan et kontor.<br />
Det var en fem minutters samtale, men han var bare så sej, havde en fantastisk tilgang<br />
og anerkendte hende med det samme og sagde, hvad han skrev på computeren, det var<br />
bare så godt.
2012<br />
82