Analyse af Aarestrups ”Var det Synd?” - Dansk.dk

Litteratur analyse v/ Jan Rosiek, hold 2
Sine Frejstrup Grav Petersen
Analyse af Aarestrups ”Var det Synd?”
Digtet ”Var det Synd” af Emil Aarestrup er et lyrisk digt, der består af 6 strofer af hver 4 vers.
Første og andet vers har hver 9 stavelser mens tredje og fjerde har 8. Det har rimopbygningen abab,
hvor det første rimpar er kvindelige rim, mens det andet rimpar overvejende er mandlige. Digtet må
derfor siges at være homostrofisk. Hver strofe har stort begyndelsesbogstav, så det synes at være
afsluttede sætninger, og det gør de få enjambementer, der er, svage. Digtet startes og sluttes med en
strofe, der indledes af et ”O”. Der er mange bogstavrim, der skaber enhed mellem to ting som
”Snegl med Silkeslæb” og ”Præst med Pibekrave”.
Overskriften er et spørgsmål, der gentages i digtets første fire strofer. 10 ud af versene starter
med et ”Og”, hvor 8 af dem virker som en uddybning eller tilføjelse til dette hovedspørgsmål. Der
er derfor paratakse i sætningsombygningen. Sproget er i høj stil, hvor der bruges højtidelige ord
som ”O”, ”Kammermø” og ”Troskabsed”. Dette giver en højstemt, følelsesladet tone.
Der er meget få verber, hvor anden og tredje strofe slet ingen har. Verberne er i præteritum og
står i indikativ, bortset fra de to sidste strofe, hvor der bruges præsens i de første vers. I tredje sidste
strofe siges: ”saa straf mig Gud”, hvor der bruges en imperativ.
Det er et lyrisk jeg, der skildrer brylluppet i skoven. Han har udvendig syn. Det er erindringen
om dette bryllup og jegets refleksioner herover, der fortælles om i bagudsyn. Kun med det
imperative ønske om straf, hvis han glemmer, og henvendelsen til duet skabes der et nu, som jeget
må befinde sig i.
Der er et konkret naturrum, en isoleret skov med en ”lille Sø” og ”høie, tause grene”. Her lever
stork, snegl og græshopper. Der synes at være noget nærmest magisk over denne skov, hvor ”hvert
Minut faldt Stjerneskud” og en kærlighedsgud synes nær. I kontrast til dette naturrum står et ikkekonkret
bryllupsrum. Dette er ikke et rum, hvor aktørerne kan befinde sig, for det fungerer kun på
det figurative plan. Her hører en ”Præst”, en ”pyntet Kammermø ”og en ”Gartnersvend” til, de er
statister i et forestillet bryllupsscenario. Hver af disse ting præsenteres med formen - her er ”ingen
pyntet Kammermø” og ”ingen anden Bryllupsgave”. Ud fra denne række af negationer skabes et
figurativt rum, som bliver et modbillede, og dermed også får fortalt noget om det naturrum, som
jeget og Bruden befinder sig i.
Tidsligt spænder digtet sig over selve bryllupsceremonien og en kort stund derefter. Det er
skumring, der bevæger sig over mod nat, for ildorme er deres eneste lyskilde og på himlen ses
stjerneskud. Jeget er den handlekraftige aktør, han udsiger højt sin troskabsed, mens hans brud kun
1

Litteratur analyse v/ Jan Rosiek, hold 2
Sine Frejstrup Grav Petersen
høres ”sagte”. I første strofe optræder et vi, der sammen ser på skoven. I fjerde strofe opspaltes
dette vi til et jeg og en brud, der så i femte strofe bliver til et du, som jeget henvender sit spørgsmål
til. Hun synes nærmest at være reduceret til statist i dette bryllup på lige fod med den ”unge Gud
for Kjærlighed”, der er vidne til ceremonien. Mest aktiv kommer storken til at virke, for den vidner
også til brylluppet ”med sit lange Sladdernæb -?”. Denne lille tankestreg synes at ville indikere, at
storken måske ikke er et helt uskyldigt vidne.
Fabulaen strækker sig altså fra selve brylluppet til en tid, der må lægge et par timer senere, for
det er i mellemtiden blevet mørkt. Jeget fortæller om dette fra et nu, der ligger senere i tid. Han
skaber en forbindelse mellem troskabsafgivelsen og nuet ved at påråbe sig en straf, der skal række
videre udover digtets suyzhet.
Aarestrup bruger en anaforrække til at fremmane disse to rum, hvor hvert vers starter med
”Og”. Dette virker samtidig som et zeugma, da alle disse sætningsled viser tilbage til spørgsmålet –
”Var det Synd?”. På den måde bygger han skiftevis de rum op i læserens bevidsthed ved at sætte
nye statister og genstande ind i hvert af rummene.
Brylluppet vidnes af storken og sneglen, der personificeres til at virke som bryllupsgæster.
Storken har ”røde Hoser” som en mand og jeget bemærker at den har et ”Sladdernæb”, som kunne
den snakke. Ligeledes har sneglen et ”Silkeslæb” som en fornem gæst eller som en spejling af en
brudekjole. Det understreges, at jeget betragter disse dyr som gæster og overvågere, han siger ”ved
vort Bryllup var saa faa”, og han må derfor betragte dem som deltagende. Denne stork kan også
virke i kraft af sin symbolværdi – storken der bringer de små børn – på denne måde kan storken vise
sig at være mere end en passiv del af skoven. Den varsler, hvad dette skovbryllup kan føre med sig.
De ”høie, tause Grene” tillægges deres tavshed, som var det en egenskab. Så selvom de ikke
foretager sig noget, virker dette som en besjæling, der giver skoven et overnaturligt og magisk pust
allerede fra første strofe. Her i skoven føles ”Guden” også nær. Jeget nævner den først i bestemt
form og forklarer herefter, at det er ”Den unge Gud for Kjærlighed”. Her følger et spørgsmålstegn,
der kan vise tilbage til hovedspørgsmålet om synd, men det kan også betyde, at jeget er i tvivl om
hvilken Gud, der vidner brylluppet. Magien intensiveres i takt med at bryllupsceremonien forløber –
dybet i skoven sammenlignes med ”en Grotte for en Fee”. Det bliver et magisk og intimt rum, hvor
jeget og duet føles alene og isolerede fra en omverden. Skoven bliver eventyrlig og lyser op for dem
med sine ildorme og stjerneskud. Omkring dem er græshopper, der ”sang med tusind Stemmer” –
en metafor for det konstante lydbillede, græshopperne skaber, der får gjort dem levende, som
lovpriser de foreningen af jeget og duet. Det virker som en erstatning for den salme, der ville have
2

Litteratur analyse v/ Jan Rosiek, hold 2
Sine Frejstrup Grav Petersen
været i det konventionelle bryllupsrum. Denne sidste strofe er sansemættet af sang og stjerneskud.
Aarestrup bruger en død metafor – ”Den søde Stund” – der kan være ment som at omfatte hele
brylluppet, men måske særligt er det den søde stund i den grottelignende skov, han bagefter oplever
så lidenskabeligt. For det er nok ikke brylluppet, han er bange for at glemme, men dette sødmefulde
minde om befæstelsen af deres forhold. Fordi de er ene, får denne afslutning og kulmination af
brylluppet seksuelle undertoner, som storken også varslede ved sin tilstedeværelse. Samtidig med
det gentagende spørgsmål om synd, viser hen mod en mere kødelig forening af de to.
Jeget får opstillet et modsætningsforhold mellem de to former for bryllup. En modsætning, der
igen føres videre i titlens spørgsmål og jegets beretning. Jeget spørger i de første strofer gentagende,
om de har begået synd, men han fremmaner et billede af en smuk og intim forening uden nogen
form for fortrydelse. Den bliver bevidnet af en kærlighedsgud, der også kommer til at stå som en
modsætning til den anden Gud, der implicit er til stede i kraft af syndespørgsmålet. Men denne Gud
nævnes ikke ved navn, som den anden bliver. Jeget vælger at opfatte det som usyndigt. Det ville
derimod være en synd, hvis han skulle gå hen og glemme. Men med dette retoriske spørgsmål
kommer han det i forkøbet og får aflivet alt, der kunne have været syndigt. I sin fremstilling af
denne så naturlige forening i de naturlige omgivelser, er der intet af synd at spore.
Alligevel er det et mærkeligt fjernt du, der er til stede i digtet. Det er en del af viet, men da det
er alene bliver hun til ”Bruden” og ikke et du. Det kan synes, at jeget forsøger at vække hende til
live i denne rolle med sit spørgsmål. Men måske fordi begrebet ”Bruden” i virkeligheden hører til i
det konventionelle bryllupsrum og ikke i skoven, føler bruden sig tynget eller fremmed og kan kun
tale sagte.
I sin form er det et spørgsmål, en henvendelse, der er rettet til duet. For selv om
hovedspørgsmålet er retorisk, er der et andet og mere vigtigt spørgsmål til stede, der er rettet til
duet. For ”- kan du huske?”, spørger jeget. Netop i kraft af betoningen af det syndefulde ved at
glemme, bliver dette spørgsmål vægtigt. Her har Aarestrup igen brugt en modstilling ved at sætte
”huske” og ”glemme” overfor hinanden. Det er en lovprisning af naturbrylluppet, som det også
indikeres af digtets rammeanafor. De giver associationer til oden og giver en højtideligt og
ceremonielt tone.
Aarestrups digt er en spøgefuld beretning om et naturbryllup med mange erotiske undertoner.
Igennem det lange syndespørgsmål får jeget fremstillet sit bryllup som en naturlig forening, og først
hen mod slutningen afsløres jegets egentlige spørgsmål og pointe.
3