En gammel frue på havet - Roskilde Museum

En gammel frue på havet
- Beretningen om et 1900tals træskib, der blev kongeskib
af Hasse Neerbek
Elleores kongeskib “Løvejagten” var i svensk eje i 1920 og skibet hed dengang “Anna” med
hjemsted i den lille havneby Ålabodaderne, som ligger et stykke fra Landskrona. Her ses
“Anna” i Åhus, maj 1920.
Det berømte lille kongerige Elleore har haft et kongeskib. Det var et
træskib, som havde udtjent sin tid på havene, og som “kongen” af
Elleore alias major Erik Neerbek og hans bror “ærkehertugen” alias
studielektor Hans Neerbek erhvervede i november 1963 og indrettede
til lejrskoleskib for medlemmerne af Elleoresamfundet, når de om
sommeren tog øen Elleore i besiddelse. Det gamle lastrum på skibet
var ombygget til spisesalen, hvor Elleborgerne, der er elever fra
Kildegård Gymnasium i Gentofte Kommune, kunne fouragere, som
89

Dette maleri har skibsfører Gunnar Nielsen ladet male af sit elskede skib “Vita” alias
“Løvejagten”, som han ejede fra midten af 1930erne til 1954.
det hed - dvs indtage dagens tre måltider når øen om sommeren blev
befolket af teltbyer. Brødrene Neerbek døbte skibet Løvejagten, fordi
skibet var en jagtrigget galease og samtidig kunne man mindes den
berømte løvejagt, som blev optaget på Elleore i 1907 af Nordisk Films
grand old man, Ole Olsen.
Brødrene Neerbek erhvervede galeasen 26/11 1963. Da hed den Vita
af Køge og var ejet af Hasle Klinker i Rønne og oplagt i Rønne havn.
Gamle skibe er ligesom kvinder: De har et sjæleliv, og derfor er det
spændende at granske i sådan et gammelt skibs historie. Denne historie
handler om et omfarende liv på havet, som ikke mindst afdækker
nogle træk af den rivende udvikling, som er sket indenfor transportsektoren,
hvor sådanne små træskibe er blevet udkonkurreret af lastbiler
og coasterfart.
De første år af skibets historie ligger lidt i tåge, men et faktum er det,
at den er bygget i Assens år 1900 sandsynligvis på Christoffersens
værft. I 1906 føres den af kaptajn P. Frydendahl, Haderslev.
90

Anna af Ålabodarna
I 1915 dukker den op i det svenske skibsregister som Anna af Ålabodadarna.
Anna ejedes af Göran Olsson i Ålabodadarna nord for
Landskrona. Anna var som tidligere nævnt bygget år 1900 og materialet
var eg på fyr. Indtil 1906 sejlede skibet alene ved hjælp af sejl, men
fik derefter en 20 hestekræfters motor indlagt. Det en såkaldt tændkuletype.
Fra disse år fortæller Ivar Bengtsson fra Hven følgende:
“Jeg traf ofte Göran Olsson i Halmstad. Anna sejlede meget der
med sten fra Naka Södrum. Vi lastede på kysten og sejlede hovedsageligt
til Danmark og Tyskland. Men vi lagde ofte ind til Hven med
andre laster. Göran Olsson berømmede Anna meget. Han syntes det
var et godt fartøj, som altid var tæt selvom hun blev styret aldrig så
hårdt.”
I 1935 solgtes Anna til Halmstad. Ejer af skibet blev Knut Isidor
Hesselqvist, som havde forskellige skibsførere. Mellem 1935 og 1937
blev maskinen erstattet af en ny og stærkere motor på 40 hestekræfter.
Under tiden i Halmstad sejlede Anna på grund ved Hesselø, men blev
bjerget og købt af et par danskere for 1100 kroner, som tog hende til
Helsingør.
Anna kommer til Danmark
Her begynder Annas danske tid, idet en ung skibsfører Gunnar Nielsen
fra Mullerup så Anna i Helsingør Havn og besluttede at erhverve
den. Gunnar Nielsen kunne berette følgende om livet med sit elskede
skib Vita, som han om døbte Anna samtidig med at tilholdsstedet blev
Mullerup; med andre ord kom der på agterspejlet af skibet i to maghogniplader
med indlagte hvide bogstaver på hver sin side af agterspejlet
til at stå “Vita af Mullerup”. Da brødrene Neerbek erhvervede
skibet stod der stadig Vita, men tilholdsstedet var angivet som Køge.
Gunnar Nielsen solgte nemlig skibet i 1954 til skibsfører Mortensen af
Køge og ernærede sig herefter som havnefoged i Mullerup, hvor han
var en kendt og velagtet skikkelse i den lille havn på den vestsjællanske
Reersøegn. I en samtale med forfatteren til denne artikel berettede
Gunnar Nielsen om Vita:
91

Vita under 2. verdenskrig ved kaj i Nyhavn. Læg mærke til påmalingen af skibsnavn og tilhørsland
som er malet på hver side af skibe med et dannebrogsflag på hver side af idenditetsbogstaverne.
Det skulle beskytte skibet mod at blive torpederet uforsætlig af de krigsførende parter.
“Jeg købte Vita fordi, det altid havde været meningen, at jeg skulle
have skib. Som 23-årig kiggede jeg på skib og så et skib, som tilhørte
skibsbygger Banke i Helsingør. Det var et skib, som var strandet ved
Hesselø i dårligt vejr. Besætningen havde ankret op ved Hesselø, men
skibet drev på grund, og besætningen forlod skibet. Men mens de sad
og fik sig en gibbernakker, drev skibet af grunden og blev snuppet af
Svitzer oppe ved Sjællands Odde. Det blev da solgt til skibsbygger
Banke. Vita var mit første skib. Jeg gik flere måneder i Helsingør og
ventede på, at skibet blev repareret. Jeg kom ud at sejle som 13 1 / 2 - årig
og har mange minder fra den tid. Bork, direktøren, havde en stor kutter,
som jeg sejlede med. Da vi kommet til Karrebæksminde siger
Bork: “Jeg skal på toilettet”. Men Bork var en stor person, der vejede
sine 260 pund, og han kunne ikke komme ind på det lille skibstoilet.
92

Besætningen på en galease bestod
af skipper, bedstemand
og dæksdreng. Her ses fra venstre
skipper Gunnar Nielsen
med sin besætning. Billedet er
sandsynligvis fra slutningen af
1940erne.
Så gik han ind på stranden og lavede et hul i sandet til stor moro for
badegæsterne. Næste gang var det til søs. Der var ingen vej udenom.
Han måtte benytte toilettet ombord. ”Knægt” siger han, “Stil dig der”.
Og så skubbede jeg ham ind på toilettet og hev ham ud, da han var
færdig. Da man lavede toilettet til Vita, tog man skibsbygger Bankes
højde og smedens bredde. Da jeg gik i land tre uger efter opholdet hos
Bork Hansen, spurgte han: “Knægt, hvad skal du lave, når du bliver
stor?” Jeg svarede: “Jeg skal være tolder”.” Nå men så ring til mig, hvis
det bliver nødvendigt” sagde han. Men det gik anderledes. Jeg fik hyre
på Fremad. Her sejlede jeg i en lang periode. Senere blev det på min
onkels skib Ib.
93

Det var ofte kotume at skippers kone og børn sejlede med i ferierne. Billedet er sandsynligvis fra
slutningen af 1940erne.
Ruterne
Vi sejlede på cementruten Ålborg/Mariager og havde sukker med op
og cement tilbage. Vi havde også ture til Albanibryggerierne. Når vi
blev trætte at sejle på ruten, tog vi en smuttur til Hamburg, hvor vi lastede
kali. Under krigen sejlede vi brunkul fra Horsens og lige til
Mullerup. Det var ikke svært at få laster under krigen. Der gik vilde
rygter om, at jeg havde taget penge for at sejle med jøder, hvilket jeg
aldrig har gjort, men der var et par gange i Helsingør, hvor vi tog jøder
ombord. Men jeg havde kone og børn og skulle ikke nyde noget. Vi var
to mand ombord. Forholdet var godt. Jeg havde et godt mandskab på
trods af en enkel undtagelse. I 1954 solgte jeg Vita, fordi der var en
chance for at være sammen med kone og børn. Konkurrencen fra
94

coasterne var også blevet mærkbar, og konkurrencen fra tyskerne og
lastbilerne var også slem. Lastbilerne var den værste konkurrent. Det
kostede mere pr tons at sejle med for eksempel sukker. Under krigen
gik vi meget for sejl. Vi fik 40 liter olie om måneden.
Skipperslægter og bondekarle
Jeg kan fortælle om Jens fra skibet Vestae. Vi kaldte ham fra Vestae
Jens. Der vankede øretæver, hvis man lavede noget forkert. Jeg husker,
at han kom til mig engang, da jeg stod og malede og sagde: ”Når du
dypper penslen i maling, skal du ikke tørre den op igen. Når du dypper,
skal du dyppe penslen og begynde at male med det samme. Det er vanskeligt
at svare på, hvem der blev søfolk. Det var skipperslægter, som
havde gået i havnen og set det hele. Der var flere, som kom i land og
købte deres egen gård. Jeg kan aldrig glemme, at der kommer en gårdmand
og henter foderstoffer i havnen. En af dem hjalp med at rulle en
klyver sammen. Han rullede den forkerte vej og fik straks tilråb fra
søfolkene: “Hvad gør du der på klyverbommen, din bondekarl!”
Kosten
I min tid levede vi godt på skibene. Vi havde konserves med, hvis vi
skulle ligge for anker et par dage. Man havde ikke køleskab, så rugbrødet
blev lidt muggent. Man lavede mad over primus og senere gasblus.
Besætningen
Når jeg sejlede var min kone og børnene ofte med. Dæksdrengen
havde fast hyre, men bedstemanden fik hyre plus procenter af fragten.
Det kunne i 1940 blive til 320 kroner om måneden. To familier kunne
leve af et sådant skib. Dæksdrengen kunne leve af det og samtidig stifte
familie. Engang på Samsø kom en lille knægt ned og spurgte, om
han måtte komme ud at sejle. Jeg sagde, det kunne han godt vi sejler i
eftermiddag. Han svarede: ”Kan vi ikke blive lidt længere?” ”Hvorfor
det?” spurgte jeg. Han svarede: “Fordi jeg skal konfirmeres i eftermiddag”.
Det endte med, at hele besætningen gik med til konfirmationen.
95

Uheld kunne ikke undgås. Her en episode hvor masten er krænget over.
Ulykker
Ulykker har jeg ikke oplevet mange af. Jeg husker, at vi overså en skydestage.
Det var fordi, at det skulle gå stærkt, og man var forelsket
dengang. Og vi stod på grund ved Eskildsø i Roskilde Fjord. Min
elskerinde måtte vente længe på mig! Engang lå vi i Kalundborg Havn
og lastede kobber. Pludselig faldt der et parti kobber ud af stænget og
er lige ved at ramme en mand, men han når at sprede benene, så den
ikke rammer ham. Jeg var bange for, at kobberet havde beskadiget skibet
og bad havnefogden om sødygtighedsattest. Han undersøgte skaden,
men kunne ikke konstatere noget, så vi fik attesten. Vi sejlede så,
kom ind i tæt tåge. Jeg syntes, at vi havde taget alle forholdsregler, men
da vi var ved svenskekysten, tog jeg lodeskud og pludselig viste den
fire meter vand. Jeg skreg til styrmanden om at lægge hende over, men
pludselig stod vi på klipperne - det var mit store nederlag! Jeg tænkte,
at den skulle stå der resten af tiden, og jeg firede jollen ned for at redde
kone og børn, men jeg prøvede også for en ordens skyld motoren,
96

og jeg regnede sikkert med, at den ville blive stående, men det gjorde
den ikke. Skibet begyndte at ryste og langsomt, gled hun af grunden.
Vi tog noget vand ind, men ikke mere end at pumpen kunne klare det.
Vi famlede os gennem tågen og nåede Helsingør, og senere kom skibet
på værft, hvor der viste sig en stor revne fra køl til skandæk.
Årets gang med skibet
Vi havde to til fire laster om ugen fra maj og til december. Vi lagde
gerne op en uge før jul. og så lå vi gerne et par måneder oppe. Det
afhang af, om vi havde tid og råd til at ligge oppe. Når isen kom,
kunne vi ikke sejle. Vi kom engang fra Horsens og skulle til Køge, og
vi lagde ind ved Koldby Kås. Jeg ringede hjem til far, og han sagde, at
der var is i hele Køge Bugt. Jeg spurgte, hvor tyk den var, og far sagde,
at det kunne jeg godt opgive, man kunne gå på isen. Jeg skyndte mig at
kaste los og på mirakuløs vis, lykkedes det at komme gennem isen. Vi
lagde da op for resten af vinteren.”
Gunnar Nielsen afhændede Vita til en skibsfører Mortensen i Køge.
I februar 1963 afhændede Mortensen skibet til Køge Sportfiskerklub,
som solgte det i august til Hasle Klinker i Rønne. Her blev motoren
taget ud af skibet, og skibet blev oplagt og anvendt til korndepot, og
det kunne dengang ikke vide. at en ny og eventyrlig æra nærmede sig.
Ellefolket står til søs
Efter at fredningsmyndighederne havde forlangt et lille sommerhus,
der var opført på øen Elleore, og som blev brugt af elleborgerne som
forsamlingssted, nedrevet, stod elleborgerne uden husly. Derfor opstod
tanken om at købe et skib og ankre det op foran øen.
Hans Neerbek kan huske følgende om skibskøbet:
“Så fik vi vor store ide at købe et skib. Efter forgæves forsøg købte vi
et skib i Rønne.
Jeg kendte en småskibsreder. Min bror, som var major i den danske
hær var på efterårsmanøvre på Lolland og sagde, at han havde fundet
alle tiders skib. Under kanontorden kørte vi derned og gik ombord.
Det så yndigt ud en dejlig skude på 20-30 meter, der stank af tjære. Jeg
97

Øen Elleore udfor Veddelev i Roskilde fjord er på størrelse med Rådhuspladsen i København,
men er ikke destomindre et kongerige.
ville dog lige ringe til en ekspert, som sagde: Det skib må De ikke
købe, det er plumråddent. Jeg skal nok skaffe Dem et skib”. En dag
ringede han: “Hasle klinker vil af med et skib. Det ligger i Rønne, og
det kan I få meget billigt, fordi de har taget motoren ud af det”. Vi
skulle jo ikke have motor i det, det skulle jo ligge fast - og han skulle
nok tage det hjem derovrefra. Hvad vi imidlertid ikke vidste var, at selv
om det kostede 500 kroner, og det var en stor bandit på 25-30 meter
med OZGK og det hele, skulle alle Hasle Klinkers bestyrelsesmedlemmer
skrive under på, at det blev solgt. Det var jo fast ejendom. Vi
talte med mæglerne om, at vi skulle købe dette skib. Vi mødte op ude
på Islands Brygge, hvor de havde deres kontor. Dér sad en lille mand
med alpacca-skærm og spurgte, hvad skibet skulle hedde. Det skulle
hedde “Løvejagten”. ”Nu skal jeg se efter, om der er andre skibe af
det navn”. Så sagde mægleren: ”Det er jeg sikker på, at der ikke er!!”.
Det var der heldigvis ikke.
”Hvor er skibet hjemmehørende?” ”I Rønne”.”Hvem skal undertegne
papirerne?” ”Det er min bror og jeg”.“Det kan de ikke. Der skal
98

“Løvejagen” blev hvert forår mens brødrene Neerbek ejede skibet bugseret fra Frederikssund
havn, som var vinterhi for skibet, til Elleore hvor det lå en brolængde fra øen fortøjret ved to
ankre og to pullerter i land.
være en tredje af partsrederen uafhængig person”. Hver gang vi skulle
skrives ind, måtte vi ned at hente kørekort for at bevise, at vi var dem
vi var. Nu måtte min kone ned efter kørekort, og så blev hun korresponderende
reder. “Hvordan er det med apteringen ombord ?” ”Ja
der skal vel nok laves lidt om”.“Hvad skal det sige ? Ved De ikke hvad
der skal laves om ?” ”Næh hvor skulle jeg vide det fra - vi har aldrig set
skibet”.“Har De aldrig set skibet???” udbrød han forundret.
Skibet krigsforsikres
Næste dag da Hans Neerbek kom hjem fra sit arbejde som gymnasielærer
ved Kildegård Gymansium, fortalte hans kone, at man havde
ringet fra krigsskibsforsikringen!
“Jeg ringede til det nummer, jeg havde fået. Det viste sig at hedde
Krigsforsikringen for Skibe. En meget højtidelig herre ville gerne gøre
opmærksom på, at der var en krigsforsikring.
”Jeg troede ellers at krigen var forbi!”, “Ja det er den sådan set også,
99

men der er stadig drivende miner” Jeg sagde: ”Det skal ligge i bunden
af Roskilde Fjord. Jeg kunne ikke forestille, at der ville komme nogen
miner derind.” Men skibet lå jo faktisk i Rønne. Han fortalte mig en
gyselig historie om en fiskerbåd, der på turen over var sejlet ind i en
mine og sprunget i vejret med et knald. Med bæven i stemmen sagde
jeg: ”Selvfølgelig vil vi godt være medlem - hvad koster det ?“, ”Skibet
er 100 tons, og det skal bevæge sig .... ja det koster 12 øre om året, der
betales kvartalsvis over giro!” I et halvt år sendte vi pligtskyldig tre øre
af sted kvartalsvis.”
Bugseringen fra Rønne havn til Elleore
Hans Neerbek fortsætter:
“Hammervandet er det mest afskyelige vand i denne verden. Hver
gang der var ro alle andre steder, og vi havde fået meldinger om, at skibet
kunne komme af sted fra Rønne, var der altid ballade i Hammervandet,
og så kom det ikke længere. Endelig en dag ringede man, at nu
var det på vej. Vi steg ombord ud for Hundested. Et af de stolte øjeblikke
i mit liv var, da Frederikssundsbroen måtte lukke op, for at vi
kunne passere til søs.”
Turen til søs sluttede i Frederikssund Havn, hvor skibet skulle klargøres
inden det skulle bugseres ned til Elleore og der forestod også et
klargøringsarbejde ved øen, hvor der skulle etableres en ankerplads.
“Vi havde talt med havnefogeden i Frederikssund om, hvordan skibet
skulle ligge ved øen. Han havde sagt at “I skal have 70 meter kæde
ud til begge sider med anker og hele balladen, og så skal i støbe to
cementpullerter inde på land”. Han havde helt ret. Engang havde vi
slækket en smule på dem, da drev skibet og slæbte ankeret med et stykke.
For en sikkerheds skyld ringede Erik Neerbek til en højtstående
marinemand og forespurgte, hvilke regler der gjaldt for en ankerplads.
Svaret var dette: ”For det første skal de have to lanterner en rød og en
grøn”. Det kedelige var, at vi ikke havde nogen strøm. “Så skal de have
en toplanterne, seks rød-hvide raketter til affyring, hvis der sker noget,
signalflagene N og C ( det betyder noget i retning af: “Vi synker, kom
os til hjælp”). Så sagde min bror: “Jamen vi kommer til at ligge på så
100

“Løvejagten” på bedding i Frederikssund i 1969, da brødrene Hans og Erik Neerbek ejede
skibet. Når de købte netop dette skib, var det fordi skibets bund var god.
101

Løvejagten alias Sct. Georg drev på grund ved Jyllinge i efteråret 1974 og lå i vejen for skibstrafikken.
Derfor blev det vedtaget at lade Hjemmeværnet sprænge den i luften.
fladt vand, at man dårlig kan se, hvis vi synker! “Når der er tæt tåge,
skal De støde i et tågehorn. ”Så sagde min bror: “Nu må De holde op
- hvis der er tåge, kan jeg ikke finde skibet, så skal jeg først sejle ud og
hente det. ”Så blev der stilhed i den anden ende af telefonrøret, hvorpå
marinemanden sagde: “Men hvis I ligger ved en bro, så gælder alle
de regler ikke. ”Så byggede vi en bro - 40 meter ud i vandet!”
Skibets endeligt
Major Erik Neerbek, som havde været kasernekommandant i Roskilde
blev forflyttet til Jylland. Da Hans Neerbek så stod alene, blev skibet
overladt til Elleoresamfundet, som i mellemtiden havde overtaget øen.
Det havde de nogle uheld med, idet skibet ofte tog vand ind så det
næsten sank. Det var også et stort arbejde at holde skibet i almindelighed,
og derfor besluttede man fra ledelsens side at afhænde det til
102

Sprængningen af “Løvejagten” alias ”Sct. Georg” ved Jyllinge i 1974 optaget sekund for sekund
af fotografen Mik Esketad.
103

Dødsstødet har ramt Løvejagten. Det danske hjemmeværn syner her de sidste rester af en gammel
frue på havet.
andre, som kunne give det en kærlig hånd. Elleoresamfundet gav det
væk til en søspejderdivision, der lavede alle de fejl de kunne. De lagde
det ved Jyllinge for småankre. Det drev på grund i efteråret 1974. Folk
plyndrede det, og det endte med at spejderne i januar, måtte have
hjemmeværnet ud og sprænge skibet i luften for opfylde myndighedernes
krav om at få det flyttet. Det blev dødstødet for en gammel frue
på havet.
Billederne i denne artikel tilhører alle forfatteren.
104