se programbog her - Optakt

P R O G R a m b o g
SOMMERMUSIK
PÅ FUGLSANG
17.-21. AUGUST 2011
Storstrøms Kammerensemble
LEIPZIG STRYGEKVARTET
LARS BOM
STEFANIE WÜST
LOUISE FRIBO
STEFFEN SCHORn
1

Velkommen til årets
Sommermusik på Fuglsang!
Af Maria Frej,
Leder af Storstrøms Kammerensemble
Storstrøms Kammerensemble er et såkaldt basisensemble,
dvs. et regionalt klassisk ensemble, der
har til opgave at fremme klassisk musik, og musikog
kulturlivet generelt, i Kulturregion Storstrøm. Ensemblet
består af 8 fastansatte musikere, der spiller
koncerter i hele regionen, underviser, samarbejder
med andre musikgenrer og kunstformer, indspiller
cd’er og meget, meget mere.
MEDVIRKENDE
Musikere i Storstrøms Kammerensemble:
Svend Melbye, fløjte
Eva Åberg, klarinet
Gunnar Eckhoff, fagot
Mette Franck, harpe
Jakob Westh, klaver
Stéphane Tran Ngoc, violin
Piotr Zelazny, bratsch
Miranda Harding, cello
Derudover medvirker:
Joakim Dam Thomsen, obo
Tage Christensen, klarinet
Susanne Olschansky, fagot
Irene Lewis, horn
Stine Mogenshøj, horn
Emily Fowler, violin
Frank Thoenes, kontrabas
Leder af Storstrøms Kammerensemble:
Maria Frej
Festivalteam:
Helle Vissing, Ann Marie Larsen, Sarah Hansen,
Birgit Christensen, Frederik Zeuthen,
Mai-Sisse Heinecke
Programbogsredaktion:
Toke Lund Christiansen og Maria Frej
Grafisk layout:
Mikael Forth
Storstrøms Kammerensemble Foto: Martin Bubandt
Kammerensemblet har en lang række fine kunstneriske
samarbejder på sit cv, selvfølgelig bl.a. med
nogle af landets bedste solister og dirigenter, og i øvrigt
med så forskellige kunstnere som jazzmusikeren
Palle Mikkelborg og skuespilleren Vigga Bro. Kunstnerisk
rådgiver for Storstrøms Kammerensemble
er solofløjtespiller i DR Symfoniorkestret Toke Lund
Christiansen.
Forude ligger en række spændende opgaver, f.eks.
projektet ”360 grader rundt om musikken”, hvor ensemblet
møder folkemusiktrioen Dreamers Circus,
indspilning af musik af den fransk-libanesiske komponist
Naji Hakim, kammermusikprogrammer med
bl.a. Mozarts Grand Partita og meget mere.
TAK TIL
Augustinus Fonden
Knud Højgaards Fond
Oticon Fonden
Guldborgsund Kommune
Statens Kunstråds musikudvalg
Statens Kunstfond
Interface
Michael Fjeldsøe
Fuglsang Kunstmuseum
Odense Bys Museer
Info og billetbestilling
Storstrøms Kammerensemble
www.chamberplayers.dk
tlf. (+45) 54 87 44 48
Fuglsang
Nystedvej 73
4891 Toreby
Det er en stor fornøjelse at kunne præsentere den
10. udgave af Sommermusik på Fuglsang – ensemblets
egen kammermusikfestival i herregårdsomgivelser!
I år har vi valgt en dansk-tysk ledetråd for programlægningen.
Den kommende faste forbindelse
over Femern Bælt har inspireret os i den retning; det
lokalpolitiske fokus på dansk-tyske forbindelser og
udvekslinger, de mange potentialer og ensemblets
kulturelle nøglerolle i udviklingen af regionens kulturliv.
Og så er emnet jo kunstnerisk interessant på en
måde, man nærmest ikke behøver forklare eller uddybe:
Tysk musik og musiklivs indflydelse på Danmarks
ditto, gennem alle tider og frem til i dag, de
mange stærke følelser gennem tiderne for vort naboland
i syd, og vores - ensemblets og Danmarks - mulighed
for ikke blot at sammenholde dansk og tysk
musik, men også skabe forbindelser, knytte sammen
og søge gensidig inspiration, hvor vi selv mener at
have noget at byde ind med... Dette er de perspektiver,
der har ansporet Storstrøms Kammerensemble
til at lave en festival i den dansk-tyske forbindelses
navn.
I programmet finder man tre ”broværker”. ”Broværker”
er overskriften på et projekt, ensemblet ønsker
at arbejde med de kommende år i udforskningen af
hvordan der kan skabes ny musik, der knytter dansktysk
forbindelse. Startskuddet går med komponisterne
Winkler, Eichberg og Schorn: Tyske Hans-
Josef Winkler lader sig inspirere af H. C. Andersens
papirklip og digte. Det kommer der en meget smuk
koncert ud af fredag aften, hvor publikum ser små
animerede papirklip-videoer, mens Winklers musik
spilles dertil – vekslende med oplæsning v/Lars Bom.
Danske Søren Nils Eichberg inspireres af Berlin, hvor
han er bosat, og sin landsmand Kirkegaard, der i
Berlin skrev på værket Begrebet Angest. Den tyske
jazzprofessor Steffen Schorn griber til naturvidenskaben
og Nils Bohr, og lader sin musik inspirere af
de store tanker om rum og relativisme og relationer.
Dette kan høres i koncerten torsdag aften.
Festivalen byder også på vokale gæster: lørdag aften
har vi besøg af Stefanie Wüst i et fantastisk
Eisler/Weill-program, som byder på populære Weillklassikere
som Mackie Messer, og på lidt alvorligere
Eisler-værker, bl.a. skrevet under hans eksilophold i
Danmark. Eisler-kenderen Michael Fjeldsøe zoomer
ind på Eisler i sit foredrag samme eftermiddag.
Den danske sang finder vi fredag eftermiddag,
hvor Louise Fribo og ensemblet under overskriften
”Fra lied til romance” præsenterer sange og musik
Schultz, Weyse, Gade, Kuhlau m.fl. Georg Metz stiller
samme eftermiddag i sit foredrag spørgsmål ved
hvor dansk den danske sang så egentlig er, og hvad
den overhovedet betyder i 2011.
Kammermusikalsk kommer ensemblet omkring
store og små mestre og præsenterer dertil fint tysk
besøg: Rostocker KlavierQuartette, som en særlig
gestus over for den by, som Nykøbing F og ensemblet
for tiden udvikler tætte relationer til, og Leipzig
Strygekvartet som repræsentant for byen, der i særlig
grad har været af dansk-tysk betydning – læs
mere i Toke Lund Christiansens artikel side 4. Med
Leipzig’erne spiller strygerne fra Storstrøms Kammerensemble
Mendelssohns Oktet, og med denne
tydelige symbolik afrundes Sommermusik på Fuglsang
2011.
Maria Frej. Foto: Thomas Juul
2 3
3

Den danske sang
er en tysk, blond pige?
v/ Georg Metz
Den tyske forbindelse
Foredrag fredag den 19. august 2011 kl. 14.00
Biblioteket, Fuglsang Herregård
af Toke Lund Christiansen
Kunstnerisk rådgiver for Storstrøms Kammerensemble
Det er karakteristisk for den dansk-tyske musik-forbindelse,
at den altid har eksisteret. Uagtet uoverensstemmelserne
og krigene, så har tilstedeværelsen af
Tyskland som den mægtige musikdynamo mod syd
gennem skiftende tider givet kraft og næring til den
danske musik. Undertiden er strømmen også gået
den anden vej.
Heinrich Schütz blev i en ganske vist kort årrække
kaldt til København for at kaste glans over Christian
den Fjerdes musik. Inden da havde der været et
nærmest grænseløst samarbejde mellem tyske og
danske renæssancekomponister i et Europa, hvor
nationalstaterne var endnu mere udflydende, end vi
ser det i dag.
Men en af barokkens store skikkelser, Diderich Buxtehude,
drog den anden vej. Fra Maria Kirken i Helsingør
rejste han til en kirke med det samme navn
i Lybæk. Buxtehude og hans ”fantastiske stil” blev
en vigtig inspirationskilde for den unge Johann Sebastian
Bach, og en generation senere kom inspirationen
tilbage igen over den dansk-tyske grænse. Det
var Bach-elever, som f.eks. familien Barth, der drog
nordpå og var med til at forme det danske musikliv.
Yderligere en generation fremme, møder vi i den
gryende guldalder en række fremragende musikpersonligheder
der af meget forskellige årsager, men
alle til gavn for det danske musikliv, vælger at rejse
nordpå. Hartmann-slægten, Weyse, Kuhlau, og alle
har de rødderne tilfælles: Den central-tyske musik,
en organisk vækst sammensat af inspiration, tradition
og ren lærdom (for ikke at sige trolddom). Ud
af dette kraftfelt springer Haydn, Mozart, Beethoven,
Mendelssohn, Schumann, Brahms, Bruckner og
Mahler. For nu blot at nævne de få.
Og så var der én, der sprang den anden vej! Niels
W. Gade var andenviolin i det Kongelige Kapel, men
mente nok at kunne deltage i en komponistkonkurrence
udskrevet af hans eget orkester. Konkurrencen
vandt han og samtidigt også Mendelssohns hjerte,
for magen til forårsfrisk musik havde han da aldrig
hverken set eller hørt (det skulle da lige være hans
egen!). Gade kom til Leipzig, og efter Mendelssohns
død overtog Gade den ærefulde post som Gewandhaus-kapelmester.
Den dansk-tyske musikforbindelse lever videre og
trives i bedste velgående. Aldrig har der boet så
mange danske kunstnere i Berlin som nu, og når vi
fra Norden drager sydpå for at vise vor egen musik
frem, så modtages vi med åbenhed og entusiasme.
For nok bor danske og tyske tæt på hinanden, men
steder former folk, og måske også deres musik, og i
Norden er vi begunstiget af et særligt lys. Den store
tyske tradition tager vi til stadighed næring af, men
den særlige lysende blæsende nordiske tone gør en
forskel for udtrykket. Og er det ikke i forskellen, at vi
genkender hinanden?
foredrag v/toke lund christiansen torsdag den 18. august 2011 kl. 14:
en tysker kom til byen - om indvandreren Kuhlau og hans samtid
Toke Lund Christiansen er solofløjtenist i DR SymfoniOrkester og docent ved musikonservatoriet
i København. Toke Lund Christiansen underviser desuden jævnligt i blandt
andet London og i Tokyo. I 2010 var han præsident for juryen ved den 4. internationale
fløjtekonkurrence i Odense.
Som solist og kammermusiker har han indspillet en lang række cd’er, heriblandt fløjtekoncerter
af Du Puy, Carl Nielsen og Niels Viggo Bentzon. Hans indspilninger af Kuhlaus
samtlige værker med fløjte fylder i alt 14 cd’er!
I de senere år har Toke Lund Christiansen suppleret sin musikertilværelse med et forfatterskab.
Det er indtil videre blevet til bl.a. en bog om kunsten at lade sig dirigere; Udsigt til musik, en roman:
Sebastians Drøm, bøgerne: Fløjtespil i Danmark indtil år 1800 og Mozarts øre og andre fortællinger
og i september 2011 udkommer: Spredt Bifald - et år med DR Symfoniorkester.
Toke Lund Christiansen er fra 2010 kunstnerisk rådgiver for Storstrøms Kammerensemble.
I hele den gründerperiode, dvs. 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvor så at sige hovedstolen af den
danske sang bliver til, er indflydelsen fra Tyskland påfaldende. Romantikken kommer derfra. Heinrich Steffens
jager i 1803 Oehlenschlaeger ud i Søndermarken og forklarer ham fremtidens litterære program. Eftertiden
tager ved lære og formulerer guldalderens program derefter - om end dansk romantik ikke er tysk.
Dertil kommer komponisterne. Den ene danske nationalkomponist efter den anden er tysker, eller i det mindste
stærkt tysk påvirket, og belyser en historisk og kulturel sammenhæng mellem tysk og dansk, og hvad deraf
fulgte med tragedierne i 1848 og 64.
Ovenstående er udgangspunktet for journalist og forfatter Georg Metz’’ foredrag forud for koncerten fredag
eftermiddag kl. 16.00 med sopranen Louise Fribo under overskriften ”Fra Lied til Romance”. Koncerten
byder på sange af Weyse, Schultz, Heise og Gade. Georg Metz skriver videre:”
Den danske sangtradition – sangskatten som nogen
kalder den – samt musikken også til det store teater:
syngespillet og operaen er foruden deres egenværdi
også kilder til Danmarks historie – om hvad der var,
og hvad der ikke er mere. Solen stiger ganske vist
stadig op i øst, men storken sidder ikke længere på
bondens tag. Natten er ikke mere helt så stille som i
1829, og luften er i hvert fald ikke særlig klar; de fleste
ved næppe hvad en bacarole dækker over, og det
er lige præcis, hvad Natten er så stille er for en sang;
og endnu færre har hørt om lystspillet Prinsesse Isabella,
hvorfra bacarolen stammer. Altid frejdig når du
går fik en anden betydning under og efter besættelsen,
ligesom jomfruerne måske nok stadig færdes
på voldene, det der er tilbage af dem, men uden at
jomfrudommen mere er en titel.
Teksterne skifter betydning og har været anvendt
forskelligt til forskellige tider. Gade lånte nok så
frejdigt Ingemanns tekst om den opstigende sol
til et helt andet formål end oprindeligt som
morgensang for børn og barnlige sjæle.
Mens Maskarade har vist sin langtidsholdbarhed, er
Elverhøjs nok mere tvivlsom. Det kræver mere end
almindelige overtalelsesevner at få slæbt unge mennesker
med i Det Kongelige Teater til nationalstykket,
hvilket man ikke behøver bekymre sig om, eftersom
stykket næppe i fuldt alvor kan opføres mere og
måske heller ikke bliver det.
Tiderne skifter, og alting forandres. Men det gør jo
ikke glæden ved disse værker mindre at man ved,
hvad de engang betød, og hvad de ikke mere betyder.
For så har de i mellemtiden fået en anden funktion.
De af dem der overlever.
Georg Metz var i mange år journalist
i Danmarks Radio, og siden
chefredaktør på dagbladet
Information, hvor han i dag er
kolumnist og kritiker. Han har en
omfattende foredragsvirksomhed
og har udgivet adskillige bøger,
f.eks. den analytiske ”Min Danske
Sang”, der blev udgivet i 2008
(udråbt til ”Sangens År”), hvor han forsøger at opklare
hvad de danske sange egentlig betyder og betød.
4 5
5

Moderne – forståelig – brugbar!
Festival biograf!
Hanns Eisler – historien om tysk musik i fire årtier
v/ Michael Fjeldsøe
Foredrag lørdag den 20. august 2011 kl. 14.00
Biblioteket, Fuglsang Herregård
Dokumentar om Kurt Weill og eksempler på Hanns Eislers filmmusik
I Fuglsang Kunstmuseums biograf
torsdag den 18. august 2011 kl. 11.00
Komponist og kommunist - modernist.og sunget af enhver - elev af Arnold Schönberg og Bertolt Brechts vigtigste
musikalske partner – Wiener og tysk Hitler-flygtning i Danmark og Hollywood. Eisler er en komponist fuld af
paradokser, men disse er ikke uforståelige. Hvis nogen enkelt komponist kan fortælle historien om tysk musik
fra Første Verdenskrig og fire årtier frem, er det ham.
Musikforskeren Michael Fjeldsøe fortæller om Hanns Eisler som optakt til aftenens koncert med den tyske
sangerinde Stefanie Wüst og Storstrøms Kammerensemble. Foredrag og koncert byder på musik af Hanns Eisler
fra 1920’erne, hvor han netop er færdiguddannet, stykker fra 1930’erne skrevet i Danmark (i Svendborg), og
musik fra 1940’erne i USA, hvor Eisler arbejder med filmmusik og liedkomposition. Michael Fjeldsøe skriver:
Moderne – forståelig – brugbar!
Det var formlen for den unge generation af europæiske
komponister, der var født lige omkring år 1900.
De oplevede den europæiske modernismes gennembrud
omkring første verdenskrig på første hånd,
men oplevede også dens problem; at den var for elitær
til at tiltale et bredere publikum. Denne generations
store projekt blev at skrive forståelig musik,
der kunne bruges af nogen og
som samtidig forblev moderne
musik.
I Wien blev Eisler uddannet hos
Arnold Schönberg, der på en
og samme tid var radikalt moderne
komponist, stokkonservativ
og en streng lærer i hele
den tyske musiktradition. Samtidig
var Eisler en del af Wiens
levende litterære og kulturelle
miljø, uddannet på et jesuittergymnasium
og søn af en filosof, så han var uhyre
velbevandret både i klassisk og moderne poesi.
Eisler blev aldrig en ukritisk elev af Schönberg. Allerede
i de første værker fra Wien, hvor han bruger
Schönbergs tolvtoneteknik, gør han dette på en forenklet
og kritisk reflekteret måde. Derefter rejser han
til Berlin, hvor han skriver musik til arbejdersangkor,
politiske kampsange, teater- og kabaretmusik. Her
bruger han ikke tolvtoneteknik, men kan f.eks. finde
på at skrive en verdenskendt arbejdersang, ’Solidaritätslied’,
med omkvæd i den frygiske kirketoneart.
Hanns Eisler (ventre) og Bertolt Brecht,
Da Hitler i 1933 kom til magten, måtte han forlade
Tyskland.
Musik i eksil
Mens Brecht var i eksil i Danmark, arbejdede han tæt
sammen med Hanns Eisler, som også i perioder var
bosat på Fyn. Deres første store arbejde, Rundhoder
og Spidshoder, fik verdenspremiere i København i
1936 og indeholder nogle af
Eislers kendteste teatersange.
Det er også i Danmark, i 1937,
at Eisler komponerer en række
kantater og en stor del af sin
’Deutsche Sinfonie’, tyske symfoni.
Fra 1938 til 1948 var Eisler i
eksil i USA, først i New York,
hvor han arbejdede på et forskningsprojekt
om film og musik,
og senere i Los Angeles, hvor
han levede af at skrive filmmusik. I New York færdiggjorde
han et af sine hovedværker, 14 Arten den
Regen zu beschreiben (14 måder at beskrive regnen
på), der er musik til en dokumentarfilm og samtidig
et uhyre gennemarbejdet kammermusikalsk variationsværk,
som han tilegnede sin gamle lærer, Arnold
Schönberg, der også var endt i eksil i Californien.
14 Arten... spilles på aftenens koncert og man kan se
dokumentarfilmen fredag formiddag kl. 11.00 i ”biografen”
på Fuglsang Kunstmuseum.
Michael Fjeldsøe er ph.d. og lektor i musikvidenskab på Københavns Universitet. Han har beskæftiget
sig intensivt med musikken i mellemkrigstiden, både i dansk sammenhæng og i europæisk
perspektiv. Interessen gælder ikke mindst musik, der har relation til politiske forhold, herunder
musik af Kurt Weill og Hanns Eisler. Han har skrevet en bog om modernismens indtog i dansk musikliv
(Den fortrængte modernisme. Ny musik i dansk musikliv 1920-1940) og har været udgiver på
Carl Nielsen Udgaven. De seneste artikler handler om Kurt Weills opera Mahagonny og vitalisme i
Carl Nielsens musik. Det næste store projekt er en bog om Kulturradikalismens musik.
Kurt Weill – Stationen eines Künstlerlebens (Sven Düfer, 2001)
(97 minutter)
Ich habe niemals einen Unterschied zwischen ernster und leichter Musik anerkannt.
Es gibt nur gute Musik und schlechte Musik.
Kurt Weill
Dokumentarfilmen er en collage af historiske omgivelser, anekdoter og musikalske indslag med en række
prominente Weill-fortolkere, som f.eks. Stefanie Wüst, Blixa Bargeld, Udo Lindenberg m.fl. Med musikhistorikeren
Dr. Jürgen Schebera som tour guide, kommer man på sporet af Weill og nogle centrale ”biografiske
stationer”, nemlig byerne: Dessau, Berlin, Paris og New York.
Bemærk: Filmens sprog er tysk og underteksterne engelske! Rigeligt med musikalske indslag gør dog filmen
interessant at opleve, også trods de sproglige udfordringer.
fredag den 19. august 2011 kl. 11.00
Tre korte film med musik af Hanns Eisler
1. White Flood (Frontier Films, 1940)
(15 minutter)
En klima-dokumentar om truslen om en ny istid! Fra 1940, men emnet er ikke blevet mindre interessant siden
da. Fantastiske og voldsomme naturbilleder med Eislers ligeså fantastiske og isnende musik.
2. A child went lost (Joseph Losey, 1941)
(20 minutter)
Et besøg på en progressiv ”summer camp” for børn. Børn på en farm, der opdager og oplever, klatrer, gynger,
leger med dyr, kører traktor og lærer at leve sammen med hinanden - med bemærkelsesværdigt fravær af
voksen indblanding. Titlen refererer til et berømt digt af Walt Whitman fra 1900: Leaves of Grass, hvis første
strofe lyder:
”There was a child went forth every day;
And the first object he look’d upon, that object he became;
And that object became part of him for the day, or a certain part of the day, or for many years,
or stretching cycles of years.”
3. Regen (Joris Ivens, 1929)
(12 minutter)
Eisler satte i 1941 musik til denne poetiske stumfilm af den hollandske filmskaber Joris Ivens. Filmen beskriver,
hvordan en by forvandles i kraft af regnen. Musikkens selvstændige titel blev ”Vierzehn Arten den Regen
zu beschreiben”, og kan høres på koncerten lørdag aften.
6 7
7

DA SUKKERET KOM TIL LOLLAND
Udflugt til den nedlagte sukkerfabrik i Holeby,
et tidligt eksempel på tyskinspireret dansk industri
v/ Hanne Christensen
LØRDAG DEN 20. AUGUST 2011 BUSAFGANG FRA
FUGLSANG HERREGÅRD KL. 11 - HJEMKOMST KL. 13
Holeby ved Maribo var en
landsby lig mange andre,
dvs. med kirke, skole gårde
og husmandssteder, men
blev løftet ud af anonymiteten,
da den i 1872 blev
hjemsted for den første sukkerfabrik
på Lolland. Bag
fabrikseventyret stod to unge
brødre, endnu ikke fyldt 30 år.
Erhard og J.D. Frederiksen
stammede fra Nøbøllegård,
en større gård i landsbyens
østre udkant, på hvis jorder
det store byggeri skød frem.
Udover produktionsanlægget
blev der også bygget marketenderi
og en lille ”haveby”
med arbejderboliger. Yderligere
lykkedes det brødrene
at få den nye Lollandsbanes
sidespor fra Maribo til Rødby
til slå et knæk forbi fabrikken, så der i 1874 kunne
åbnes en station i Holeby. Den moderne infrastruktur
med dampskibsruter og jernbanedrift var en
uundværlig faktor i industrialiseringprocessen.
Muligheden for at fremstille sukker af sukkeroer,
blev påvist i 1740erne i Tyskland, og omkring 1800
demonstreret i praksis, men da med primitiv teknologi.
Skridt for skridt udvikledes dampdrevet teknologi
til de forskellige processer frem til 1860erne. Det var
således teknologien til en fuldt moderne produktionsgang,
der kunne importeres fra udlandet. Og da
brødrene havde valgt at slutte kontrakt om maskineriet
med Braunschweigische Maschinenbauanstalt
(BMA) fulgte tegninger til fabrikken med – ligesom
fabrikken tilbød at anvise en erfaren arkitekt samt et
Udstilling i forbindelse med
Lys over Lolland 2010.
”kursus” i håndtering af teknologien.
Samtidig med at dette lollandske
roeeventyr fandt
sted, anlagdes også en sukkerfabrik
i Odense – også
med tyske kontakter. Her var
det ”De Danske Sukkerfabrikker”
med finansmanden
C.F. Tietgen i spidsen, der
stod for projektet. Der var
tale om udprægede konkurrenter,
der så initiativerne i
hvert sit perspektiv. Tietgen
som en investering og et
nationaløkonomisk projekt,
brødrene Frederiksen som
et fremskridt for landbruget
og egnen. Parternes økonomiske
fundering afspejlede
forskellen!
På Lolland-Falster kaldes sukker ”det hvide guld” og
af landets i alt 9 sukkerfabrikker blev de fem opført
her på Sydhavsøerne. Den gode jord og de mange
herregårde skabte gunstige betingelser for dyrkningen,
og snart organiseredes importen af sæsonarbejdskraft
til den manuelt krævende afgrøde,
hvor både roehakning og roeoptagelse var fysisk
slidsomt. Først hentedes svenske, og senere de nok
så kendte polske roepiger hertil.
Historien om (roe)sukkeret er også historien om industrialiseringen
og dermed et kapitel i Danmarkshistorien,
som man ikke så ofte hører om, men som
gradvis kom til at gennemsyre samfundet og skabte
velfærdsstaten.
Hanne Christensen, der vil være tur-guide på lørdags-udflugten, er historiker og har
beskæftiget sig med dansk bygningskultur og bevaringen heraf siden studenterdagene på
Nationalmuseet og i sin mangeårige tilknytning hertil. Siden for miljøministeriet deltaget i
udviklingsarbejde af registreringsmetoder for bygninger og som museumsinspektør ved
Aabenraa Museum i periode 1997-2004 medlem af den uvildige instans Det regionale faglige
kulturmiljøråd i Sønderjyllands amt. I 2007 gennemførte hun for Guldborgsund Museum en
landsdækkende undersøgelse af sukkerroeindustriens bygninger og anlæg i Danmark. Resultatet
blev en afdækning også af industriens betingelser i bredere samfundsmæssig sammenhæng,
herunder inspirationen udefra. Hanne Christensen har bidraget til en lang række publikationer om
bygningskulturelle emner – ved siden sit almindelige museale arbejde, som bl.a. har omfattet den nationale
kamp i Sønderjylland.
EMIL NOLDE, OLUF HØST
OG DET NORDISKE
v/ Jens Henrik Sandberg
FOREDRAG SØNDAG DEN 21. AUGUST 2011 KL. 11
PÅ FUGLSANG KUNSTMUSEUM
Man har længe vidst, at der var en forbindelse mellem
Emil Nolde og den yngre Oluf Høst. Både på
Nolde Museet i Seeböll og på Oluf Høst Museet i
Gudhjem har man dedikerede eksemplarer af bøger,
de har sendt til hinanden.
Høst har kunnet se Nolde i både Danmark og Tyskland
og der er næppe tvivl om, at Nolde såvel som
tysk ekspressionisme fik betydning for hans billeder
i specielt 1930’erne.
8 9
9
Noldes tolkninger af sin hjemstavn og det dramatiske
landskab han voksede op i, blev en ledetråd for Oluf
Høst i 1930erne. Samtidig er det værd at huske, at
Nolde hele livet lagde vægt på, at han var en nordisk
kunstner. Det samme gør Høst, der med udgangspunkt
i Bornholm og Baltikum, følte han havde ”en
nordisk mission”.
Vi får rede på, hvordan personerne forholder sig til
hinanden og får dem placeret i 1930-40erne.
Jens Henrik Sandberg, direktør for Oluf Høst Museet i Gudhjem har gennem de sidste år arbejdet
med at skrive Oluf Høsts historie ud fra Det kongelige Biblioteks mange logbøger skrevet af
kunstneren fra 1920-60. Et meget stort materiale, der i stort og småt beskriver livet i Det store
hjem Norresân i det smukke Gudhjem.

onsdag den 17. august 2011 KL. 20
Åbningstaler
v/Roland Methling, overborgmester i Rostock
og John Brædder, borgmester i Guldborgsund Kommune
Åbningskoncert
Emil Hartmann (1836-1898): Serenade op.43 (1890)
– for 9 instrumenter
1. Andante - Allegro, ma non tanto pastorale
2. Scherzo
3. Intermezzo
4. Finale
Åbningstaler
Søren Nils Eichberg (f. 1973): Natsukusa-ya (2005)
- for klaverkvartet
Johs. Brahms (1833-1897):
Klaverkvintet i f-mol op. 34 (1862-64)
1. Allegro non troppo
2. Andante, un poco adagio
3. Scherzo (Allegro)
4. Finale: Poco sostenuto – Allegro non troppo – Presto, non troppo
Joakim Dam Thomsen, obo
Svend Melbye, fløjte
Eva Åberg, klarinet
Tage Christensen, klarinet
Gunnar Eckhoff, fagot
Susanne Olschansky, fagot
Irene Lewis, horn
Stine Mogenshøj, horn
Jakob Westh, klaver
Stéphane Tran Ngoc, violin
Emily Fowler, violin
Piotr Zelazny, bratsch
Miranda Harding, cello
Frank Thoenes, kontrabas
Hartmann-slægten har sat sit
fingeraftryk på dansk musik i generationer
og ikke mindst på kulturlivet
omkring Fuglsang Herregård:
J.P.E. Hartmann var en kendt
dansk komponist med mange værker
på samvittigheden; fra operaer
Emil Hartmann
som Liden Kirsten, til sange som I
Sne står Urt og Busk i Skjul, eller
Blomstre som en Rosengaard. Hans søn, Emil Hartmann,
var også (en lidt mindre kendt) komponist, og
når Storstrøms Kammerensemble hvert år indleder
sin festival med Serenade af Emil Hartmann har det
den særlige grund at Emils datter var frue på Fuglsang
i et halvt århundrede. Fuglsang Herregård, som
den står i dag, blev bygget af Rolf Viggo Neergaard,
som altså giftede sig med Bodil Hartmann, som man
kan se et stort billede af i herregårdens smukke koncertsal.
Bodil, nu Neergaard, var som sin far og farfar
en ven af kunsten og mange af tidens store kunstnere
kom og gik derfor i huset, herunder f.eks. også
komponisterne Carl Nielsen og Edvard Grieg.
Det er disse stolte traditioner, Storstrøms Kammerensemble
i sit daglige virke, og med Sommermusik
på Fuglsang i særdeleshed, bygger videre på.
Der er skrevet meget om den i musikken og kunsten
så indflydelsesrige Hartmann-slægt: Bodils ene faster
blev gift med komponisten Niels W. Gade, en
anden faster med komponisten August Winding, og
såmænd om ikke også Bentzon-slægten stammer
fra Bodils onkel Frederik Hartmann... Man kan blive
ved. I dette års udgave af Sommermusik på Fuglsang
er det måske særlig interessant at hæfte sig ved, at
Bodils tipoldefar, Johann Hartmann, var tysk indvandrer!
Således kan den traditionelle festivalåbning trække
tråde direkte til det aktuelle festivaltema: ”den
dansk-tyske forbindelse”!
En endnu mere oplagt komponist til årets åbningskoncert
er Søren Nils Eichberg. Eichberg er født i
Tyskland, vokset op i Danmark, og bor i dag i Berlin.
Eichberg er uddannet pianist og dirigent i København
og Köln, og brød igennem som komponist, da han i
2001 blev tildelt førsteprisen i Queen-Elisabeth-Konkurrencen
i Bruxelles. Hans værker opføres i dag i
hele Europa, USA, Australien og Asien, og i perioden
2010-13 er Eichberg huskomponist hos DR Symfoniorkestret.
Han skriver dog også for
Storstrøms Kammerensemble,
der har fornøjelsen af at
uropføre et værk af Eichberg
ved koncerten torsdag aften.
Natsukusa-ya er imidlertid et
værk fra 2005 inspireret af et
haiku-digt af Matsuo Basho
(1644-1694), skrevet til minde
om ofrene for bomberne i Hiroshima
og Nagasaki.
Fugtigt sommergræs
Forbliver eneste spor
Af krigeres drøm
Søren Nils Eichberg
Åbningskoncerten afrundes med Brahms... Det vil
være noget søgt at finde betydningsfulde danske forbindelser
i tilfældet Brahms, og det indrømmes da
også gerne at klaverkvintetten er på programmet,
fordi det ganske enkelt er et af kammermusiklitteraturens
mest elskede værker - fuld af dramaer,
inderlige lyriske passager og melodiske temaer. Et
prima eksempel på fantastisk musik fra vor nabo i
syd, som vi gerne spiller her i Danmark, og hvormed
vi med klingende toner skaber vor helt egen musikalske
forbindelse.
10 11
11

TORSDAG DEN 18. AUGUST 2011
KL. 11.00: Film i museets biograf:
Dokumentarfilm om komponisten Kurt Weill
KL. 14.00: En tysker kom til byen
– om indvandreren Kuhlau og hans samtid
Foredrag v/Toke Lund Christiansen
KL. 16.00: KONCERT I KONCERTSALEN
Danmark, Tyskland
– Tyskland, Danmark
Louis Spohr (1784–1859): Sonate for harpe og violin i c-mol WoO 23 (1805)
1. Adagio - Allegro Moderato
2. Andante - Allegro - Andante - Allegro
Niels W. Gade (1817-1890): Fantasistykker op. 43 (1864)
- for klarinet og klaver
1. Andantino con moto
2. Allegro vivace
3. Ballade
4. Allegro molto vivace
Friedrich Kuhlau (1786-1832):
Kvintet for fløjte, violin, to bratscher og cello op. 51, nr. 2, i e-mol (1822)
1. Adagio, ma non tanto - Allegro agitato
2. Menuetto: Allegro assai
3. Andante
4. Finale: Allegro
Svend Melbye, fløjte
Eva Åberg, klarinet
Mette Franck, harpe
Jakob Westh, klaver
Stéphane Tran Ngoc, violin
Emily Fowler, violin
Piotr Zelazny, bratsch
Miranda Harding, cello
Toke Lund Christiansen
skriver om programmet:
De kulturelle forbindelser imellem Danmark og Tyskland
var i blomstring i de første tiår af 1800-tallet.
Mange omstændigheder havde ført til, at i særdeleshed
Nordtyskerne var folk, man mente at kunne
regne med. Frankrig var for en stund afskrevet pga.
Napoleonskrigene, som havde kostet Danmark dyrt.
Det var imidlertid England som, efter havde først
nedkæmpet og siden bortført nationens stolthed,
flåden, blev betragtet som hovedfjenden. Hadet blev
ikke mindre efter englændernes bombardement i
1807.
København havde igennem hele 1700-tallet taget næring
fra det tyske. En sand strøm af højst kompetente
komponister kastede glans over hele det danske musikliv,
hvad enten det var kirkemusikken (Scheibe),
Operaen og Teatermusikken (Naumann, Kunzen og
J.E. Hartmann) eller Lieden (Schulz og Weyse). Kapellet
havde fået tilført ny energi fra hertugdømmerne
og andre steder i Nordtyskland, og på næsten
alle betydelige poster sad der en indvandret
tysker. Oboerne førte an med dynastiet Barth,
fløjtespillets Zielche blev sammenlignet med
både lærker og nattergale, og violinernes
anfører, Tiemroth havde også sine rødder
i det Nordtyske. Kun på horn klagede man
over at Sedlatzek ikke var fem sure sild værd.
Men han var også oprindelig fra Polen! Han blev
siden overført til kontrabas, og så gik det vel an!
Da Friedrich Kuhlau i 1810 valgte flugtvejen nordpå
og væk fra de franske invasionstropper i Hamburg,
fik Danmark en international komponist så at sige
forærende. Skønt Kuhlau aldrig lærte at beherske
det danske sprog, så fik han i den danske bevidsthed
status af nationalkomponist. Det var festspillet Elverhøj,
som han skabte i samarbejde med J. L. Heiberg,
der sikrede ham varig berømmelse. Kuhlau selv
mærkede ikke til anerkendelse, tværtimod måtte
han i alle årene i København kæmpe for at klare sig
økonomisk. Kuhlau havde valgt at forsørge sin tyske
familie, og de var op til seks personer, der alle var
afhængige af hans indkomst, og det skønt Kuhlau aldrig,
og måske netop derfor, selv giftede sig.
For at skaffe penge skrev Kuhlau kompositioner for
fløjte og det i alle mulige kombinationer, fløjte og
klaver, to fløjter og klaver - 1, 2, 3 sågar 4 fløjter. Veldrejede
kompositioner, men ingen af dem på højde
med hans egentlige kammermusik.
Kuhlaus Tre kvintetter for fløjte og fire strygere (1823)
hører til hans mesterværker. Ikke alene repræsenterer
de et højdepunkt i 1800-tallets fløjtelitteratur,
men de kan under enhver synsvinkel måle sig med
det bedste i præromantikkens kammermusik. Komponisten
tilhørte ikke hovedstadens kulturelite, men
befandt sig i grunden bedst i kammeratskab blandt
andre musikere. Han boede på Nørrebro tæt ved søerne
og holdt meget af at gå lange ture, og ikke så
sjældent fandt hans vej ud til Falkonergården, hvor
den velhavende fløjtenist P.C. Bruun havde en ejendom.
Her spillede man fløjtekvintetterne som Hausmusik,
og det var derfor helt naturligt, at musikken
også blev tilegnet netop Bruun.
Så spillede man, og det var med Wexschall på violinen,
brødrene Mohr passede de to violastemmer, og
ved celloen sad selvfølgelig nevøen Søren Kuhlau, en
af de mange, der fandt husly hos komponisten.
Ludwig Spohr tilhører samme generation som
Kuhlau. De to komponister kendte hinanden og
Kuhlau tilegnede Spohr sin Violinsonate, opus 33.
Senere skrev han også fløjtevariationer over et tema
fra Spohrs opera, Jessonda. Kuhlau rejste adskillige
gange på lange Tysklands-ture, rejser der også førte
ham til Wien, hvor han opnåede venskab med Beethoven.
Men også Spohr i Kassel, har han formodentlig
besøgt, og Spohr var endda elev og nær ven med
Beethoven. Ludwig Spohr var tillige en fremtrædende
dirigent, og det blev hans skæbne at føre Beethovens
symfonier ud i det europæiske musikliv.
Spohr var oprindelig violinist, og i samtiden spillede
man overalt især hans violinkoncerter. Ungdomsværket,
Violinsonaten med harpe (1806) tilhører
den lette diverterende stil, vi også kender fra f.eks.
Hummel og Kuhlau, men Spohr havde gjort sig den
ulejlighed at sætte sig ind i harpens helt særprægede
muligheder. Hans kone, Dorette Spohr var en
bemærkelsesværdig harpesolist, og komponisten
turnerede med sin hustru. Sonaten fremtræder med
en virtuos violinstemme og en elegant udfærdiget
harpestemme. Og naturligvis med overvejende b’er,
for så klinger harpen bedst!
Ludwig Spohr besøgte aldrig København, men han
var dog så tæt på: Man ville nedsætte en dommerkomité
til at vurdere, hvilket partitur man ved en komponistkonkurrence
fandt bedst. Spohr blev udpeget
til komitéen, men takkede nej, desværre.
12 13
13

Annonce:
Musikken er altid til stede. Den er som
utallige rum, der blot venter på, at nogen åbner en
dør og lægger øret til. Musik er naturens stemme,
men den ligger også dybt i vor egen natur. I Mozarts
Øre har forfatteren anvendt både mikroskop og
stjernekikkert, men han har også lagt øret til der,
hvor hjertet banker. Her er inspiration (En tone,
bare en enkelt tone), indædt jalousi (De finske orkesterkrige)
og politisk misbrug af musikken (Takt og Tone
på dirigentpodiet). Musik kan blive så flad, at vi
må opfinde et nyt navn til den (Klangtapet), men
den kan også opstå ud af ingenting, fanget i nuet
(Klassisk, lige ud af hovedet). Vi strejfer det
uud sigelige (Kunsten at krybe ind i instrumenterne –
Carl Nielsen som instrumentalist) og kravler ind i det
sværest tilgængelige (Per Nørgårds Syvende, et tilløb
til en tilegnelse). Endelig står vi på tæer og
rækker op, så højt vi kan, mod det guddommelige
( Johann Sebastian Bachs, Kunst der Fuge). Det
største og det mindste, det højeste og det laveste.
Musikken kan det hele.
isbn 978-87-7695-197-9
Toke Lund Christiansen
Mozarts øre
»Fløjtenisten Toke Lund Christiansen har skrevet
et causerende, men underholdende og tankevækkende
bundt fortællinger om klassisk musik
toke lund christiansen (1947) fjerde genera-
og den verden, den eksisterer i.« Politiken
tion ud af en slægt af danske musikere. Han har en
lang international karriere bag sig som fløjtesolist og
har indspillet mere end 50 Cd’er med både klassisk
og nyere musik. Toke Lund Christiansen er desuden
lærer ved musikkonservatoriet i København. Han
»Først
er solofløjtenist i dr
og
SymfoniOrkester
sidst
og forfatter
er inspirationen til stede og
til en række bøger om musik.
evnen til at fortælle musik på fortryllende vis.
For unge som evigunge, og det er en kunst. Det
er mesterklasse uden standsforskelle i et musikalsk
u-land og tak for det.« Weekendavisen
180 sider, 269 kr.
www.forlagetvandkunsten.dk
Vinderen af konkurrencen hed Niels W. Gade, en purung
anden violinist i Kapellet. Vinderværket tilhører
de allerbedste kompositioner fra Gades hånd, Efterklange
af Ossian; et værk hvis berømmelse bredte
sig som en lynild og bevirkede, at selveste Mendelssohn
overnight og i begejstring udnævnte Gade til sin
højre hånd ved Gewandhaus i Leipzig. Snart derpå
fulgte Gades Første Symfoni, et orkesterværk som
fik Robert Schumann til at udbryde, at man hørte de
nordiske bøgeskove i disse toner, og det skønt heller
ikke Schumann havde været i Danmark.
Dyrehavsbakken i 1800-tallet
Mozart Petersen og Niels W. Gade var venner. Der gik
i mange år frasagn om en opløftende dag i sommeren
1862 med smørrebrød på Dyrehavsbakken, hvor Gade
og komponisten Anton Rubinstein sammen lejede en
karrusel. Rubinstein trakterede stortrommen, Mozart
Petersen fandt noget han kunne trutte i, og vennerne
inviterede publikum til at køre
gratis med karrusellen! Måske var
det den dag, både smørrebrødet
og Fantasistykkerne blev
bestilt?
Toke Lund Christiansen Spredt bifald — et år med DR SymfoniOrkester
Udkommer i september. 200 sider, 269 kr.
Niels W. Gade blev Mendelssohn arvtager som kapelmester
i Leipzig. Først da de mørke skyer trak
sammen i tiden op mod 1848, valgte han at flytte
hjem til København. Et eventyr i musik fandt der sin
afslutning, og det skønt Gades betydning for det danske
musikliv i årene herefter næppe kan vurderes
højt nok.
Genren af Fantasistykker var indvarslet af Mendelssohn
og Schumann, og Gade skrev sine fire for klarinet
og klaver i direkte forlængelse af den nordtyske
tradition.
På trods af det voksende fjendskab mellem Tyskland
og Danmark blev Gades Fantasistykker trykt i
Tyskland og førsteopført den 23. september 1864 i
Leipzigs Gewandhaus. Gade selv tog kraftigt afstand
fra det politiske, og om sin Sjette Symfoni, fra netop
1864, udtalte han, at ”den handler hverken om krig
eller fred”.
Gade fik først Fantasistykkerne at høre i København.
Kapellet rådede over en klarinettist af internationalt
format, Mozart Petersen (klarinettistens søster hed
Mozartine!) en formidabel skikkelse og personlighed,
som, når han havde afleveret sine soloer i Hartmanns
Liden Kirsten kunne sætte hele operaen i stå
og det blot for at modtage publikums begejstrede
hyldest.
14 15
15

TORSDAG DEN 18. AUGUST 2011 KL. 20.00
BROVÆRKER I
Søren Nils Eichberg (f. 1973): ”Nyt værk” - uropførelse
Steffen Schorn (f. 1967): Fra “Songbook”:
Der Wildbotz • Pluto´s Secret • Martha • One Year Later
Steffen Schorn: Uddrag af suiterne:
Bb•A•C•B • Tiefenträume • Cellular Structures • Universe of possibilities (uropførelse)
Svend Melbye, fløjte
Eva Åberg, klarinet
Gunnar Eckhoff, fagot og kontrabasklarinet
Mette Franck, harpe
Aftenens koncert bliver noget helt specielt og bygger
musikalsk bro mellem Danmark og Tyskland, mellem
genrer, mellem videnskabelige teorier, fortid og
fremtid og meget mere…
Der indledes med Søren Nils Eichberg: Som man kan
læse i programteksten til åbningskoncerten onsdag
aften, der også præsenterede Eichberg, er han dansk
komponist, født i Tyskland, hvor han i dag igen er bosat,
nemlig i den pulserende kulturby Berlin. Her har
han skrevet sit nye værk til Storstrøms Kammerensemble,
som uropføres på denne koncert. Med Eichberg
som næsten personificeret dansk-tyske forbindelse,
går startskuddet for projektet ”Broværker”,
som ensemblet kommer til at beskæftige sig med de
kommende år i sin musikalske kommentar til den
kommende faste forbindelse over Femern Bælt.
Eichberg ønsker at præsentere sit værk med et Kierkegaard-citat:
„Øieblikket er hiint Tvetydige, hvori Tiden og Evigheden berøre hinanden, og hermed er Begrebet Timelighed
sat, hvor Tiden bestandig afskærer Evigheden og Evigheden bestandig gjennemtrænger Tiden. Først
nu faaer hiin Inddeling sin Betydning: den nærværende Tid, den forbigangne Tid, den tilkommende Tid“
Søren Kierkegaard i Begrebet Angest
Videre skriver Søren Nils Eichberg selv: ”Begrebet tid
har fascineret og undret menneskeheden så længe vi
ved. Og jo mere vi tænker, desto mere uforståelig bliver
tanken om øjeblikket, der både danner den flygtige
og dog bestandige bro mellem fortid og fremtid
Jakob Westh, klaver
Stéphane Tran Ngoc, violin
Piotr Zelazny, bratsch
Miranda Harding, cello
og samtidig mellem øjeblikket og evigheden, som
Kierkegaard her beskriver det i sit værk, Begrebet
Angest. Et værk han arbejdede på, mens han boede i
Berlin, slet ikke så langt fra, hvor jeg bor idag. Det er
denne undren, jeg prøver jeg at fange i mit stykke.”
Spor fra partikler i en sk. tågekammer
Et andet broværk leveres af Steffen Schorn: Schorn
er jazzprofessor på konservatoriet i Nürnberg og
samtidig en af verdens førende instrumentalister på
de dybe rørbladsinstrumenter (var bl.a. i en årrække
medlem af Hermeto Pascoals orkester – og har for
øvrigt fået udviklet en særlig subkontrabas-saxofon
til sig: en tubax!). Kammerensemblet stiftede bekendtskab
med Schorn ifm. projektet ”360 grader
rundt om musikken” i 2008, hvor ensemblet krydsede
musikalske klinger med bigbandet The Orchestra.
Schorn har fået sin musik opført i mere end 65 lande,
og lavet bestillingsværker til f.eks. Donaueschingertage
für Neue Musik, Romanic Summer in Cologne,
Beethoven Festival i Bonn, Norwegian Wind Ensemble,
Gotland Music Ensemble m.fl.
I Schorns musik finder man konstant bevægelse
mellem faste kompositionsformer og spontanitet.
Han arbejder med komplekse strukturer, udviklet
på baggrund af meget grundlæggende, enkle byggesten,
og søger gerne efter noget organisk i måden
at konstruere sin musik på. De enkle byggesten kan
anses som musikalske celler,
molekyler, atomer eller partikler,
og de organiseres af Schorn
ofte i cykliske strukturer
eller felter. Et ”molekyle” kan
f.eks. udgøres af 3 toner, der
først fremkommer i en ”frossen
tilstand”, for siden at blive
mere ”flydende”, accelerere og
smelte til ”plasma”, rotere, og
strække musikken i tid og rum.
I det korte, energisk stykke Das
Wildbotz er det en skæv basfigur,
der udgør stykkets centrale
byggesten. I Pluto’s Secret
udforskes en hypnotisk, roterende basfløjte-figur og
lytteren tages med på tur i det ydre rum, til ”harmoniske
gravitetsfelter”. Osv. Koncerten præsenterer
først uddrag fra Schorns meget personlige ”Songbook”,
der er komponistens minder fra forskellige
rejser og personlige oplevelser, og dernæst introducerer
Schorn nogle suite-uddrag. Altsammen arrangeret
specielt til ensemblets besætning og aftenens
koncert.
Steffen Schorn
Ikke overraskende er det naturvidenskaben, der for
Schorn ofte er inspirationskilden til kompositionerne,
og da i særdeleshed når det handler om det nye
stykke, der på koncerten uropføres af Storstrøms
Kammerensemble. Ligesom Eichberg, filosoferer
også Schorn over dimensionen tid og henviser til følgende
citat af Hans-Peter Dürr, kvantefysiker, studerende
hos/ven med Werner Heisenberg:
“Actuality is, in principle, not reality; it is closer to
what the word “to act” expresses. We are speaking
here of potentiality. This simply means possibility, to
be more precise: a can-possibility, to materialize in
an infinite number of different ways, to manifest itself
as reality.
The instant, now, the present blink of the eye, whose
characteristic meaning old physics cannot understand,
is the moment (not a point of time), where, to
a certain extent, potentiality – as I express it – coagulates
into reality.
Material is, basically, no longer
material, but rather there
is something below it which
is much more open and less
determined, and which really,
said broadly, resembles life
more than death. I recognize
again that death can be simulated
by taking an average of
the living.
Liveliness, life reflects the
primal structure and not the
coarse, smeared out average.
Referencen til naturvidenskaben,
til videnskabsmændene Heisenberg, Wolfgang
Pauli og Niels Bohr – en dansk-tysk ”videnskabsbro”
- er meget bevidst og hele værkets pointe for Schorn,
der konkluderer: ”Dagens kvantefysik viser os, at på
et subpartikulært niveau handler alting om korrelationer,
interaktion, udveksling af information, mere
end det handler om ”hard matter”.”
Et meget fint perspektiv på hele festivalens tema...
16 17
17

fredag den 19. august 2011
KL. 11 Film: KL. 11.00: 14 Arten Film den i museets Regen zu biograf: beschreiben
3 korte film med (musik: Hanns af komponisten Eisler) Hanns Eisler
KL. KL. 14.00: Den Den danske sang er er en en tysk, blond pige pige
Foredrag v/Georg Metz
KL. 16 KONCERT I KONCERTSALEN
FRA LIED TIL ROMANCE
MED LOUISE FRIBO
Sange af J.A.P. Schultz (1747-1800):
Jeg ved, hvor der findes (arr. Daniel Fjellström) • Hør vi synger (arr: Kim Helweg)
Jeg vil gerne lege (arr. Filip Melo) • Sig månen langsomt hæver (arr. David Springborg)
Sange af C.E.F. Weyse (1774-1842):
I østen stiger solen op (arr. Kim Helweg) • Natten er så stille (arr. Ole Skipper)
Storken sidder på bondens tag (arr. Daniel Fjellström) • Altid frejdig når du går (arr. David Springborg)
Niels W. Gade (1817-1890):
I østen stiger solen op (arr. Henrik Palsmar)
Johan Thomas Lundbye (1818-1848): Piletræer ved et gærde, Vognserup. 1844.
Foto: Ole Akhøj. Tilhører Fuglsang Kunstmuseum
Peter Heise (1830-1879):
Det var en sommermorgen (arr. Jakob Westh)
Wolfgang A. Mozart (1756-1791):
Kom Maj, du søde milde (arr. Carol Conrad)
Niels W. Gade (1817-1890):
Grøn er vårens hæk (fællessang)
Instrumentalt:
Friedrich Kuhlau (1786-1832): Ouverture til Elverhøj (1928)
(arr. Toke Lund Christiansen)
Peter Heise (1830-1879): To Fantasistykker for cello og klaver
Carl Nielsen (1865-1931): Hanedans fra Maskarade (1905)
Svend Melbye, fløjte
Eva Åberg, klarinet
Gunnar Eckhoff, fagot
Mette Franck, harpe
(arr. Ole Buck)
Jakob Westh, klaver
Stéphane Tran Ngoc, violin
Piotr Zelazny, bratsch
Miranda Harding, cello
Komponister og sangtradition med dansk-tyske forbindelser
- det er tanken bag eftermiddagens koncert
med sopranen Louise Fribo og Storstrøms Kammerensemble.
Toke Lund Christiansen
skriver om programmet:
Mens Kuhlau, Weyse og Gade næppe behøver den
store introduktion, så er Johann Abraham Peter
Schulz mere ukendt, men også en spændende figur
i den danske musikhistorie. Som så mange andre
betydelige musik-personligheder kom han op fra det
tyske område. Schulz var født i Lüneburg, og emigrerede
som 40-årig til Danmark, hvor han snart blev
en central skikkelse i hovedstadens musikliv. Han
var, på Carl Philipp Emanuel Bachs anbefaling, uddannet
af Philipp Kirnberger, der selv havde studeret
hos Johann Sebastian Bach, så det var en yderst
veluddannet komponist og orkesterleder, der i 1787
ankom til København. I Berlin havde Schulz haft stor
betydning og var med sine Lieder in Volkston bannerfører,
for hvad man i dag kalder den 2. berlinerskole.
Han var desuden meget optaget af det franske
syngespil, og denne særlige stil førte han musikerne
ved Det Kongelige Teater ind i. Allerede i 1795 drog
Schulz, alvorlig syg, væk igen. Han havde dog sat sine
spor, og hans melodiske fornemmelse satte smukke
blomster i den danske sangskat, en inspiration som
Schulz videregav til især Weyse.
Hør forunderlig skønhed i f.eks. Jeg ved hvor der findes
en have så skøn, den måske ældste af alle de
mest elskede danske sange, har bevaret sin dugfriskhed.
Teksten, af den fynske bondeskjald Mads
Hansen, er, vers på vers, en rullende tegneserie af
symbolsk danskhed, og det på trods af, at digteren
satte tekst til den allerede længe før komponeret
melodi. Teksten indeholder alle de billeder, vi forbinder
med dansk nationalromantik, ”hvor søen er
blå og hvor skoven er grøn.” Melodien er komponeret
af en 1700-tals indvandret tysker, der rammer en
(tysk) tone, som få tiår senere bliver synonym med
danske bøgeskove og nationalromantik. Schulz tog
den store nordtyske tradition med sig, Lieden, og der
er derfor ikke så lidt guldalderromantik i, at forestille
sig denne særlige ”tone” som noget rent dansk. Lyt
til Robert Schumann, f.eks. hans Forårssymfoni - er
den ikke også så ”dansk” som noget?
Nyd også Sig månen langsomt hæver - endnu en fuldtræffer
fra J.A. P. Schulz’ hånd og en dansk udgave
af den af Schulz i Tyskland komponerede Abendlied.
I den danske udgave er det Carsten Hauch, der har
stået for den stemningsfulde oversættelse.
Det ideelle makkerpar kunne man kalde digteren
B. S. Ingemann og komponisten Weyse. Alt hvad de
sammen rørte ved, indgik i den danske sangskat, om
end nogle af teksterne kan virke mere nostalgiske
end virkelighedsnære. Storken er som bekendt en
herlig flyver, men det er yderst sjældent, den sidder
på bondens tag i Danmark. Hvis storken hos Ingemann
også var et symbol på udlængsel, så havde det
ingen virkning på Weyse. Efter at han som 14-årig var
kommet til Danmark fra Tyskland, og havde været så
18 19
19

Jens Juel (1745-1802): Udsigt fra Sørup til Fredensborg Slot. 1782.
Foto: Ole Akhøj. Tilhører Fuglsang Kunstmuseum
C.A. Kølle (1827-1872): Fra Vesterborg. 1857.
Foto: Ole Akhøj. Tilhører Fuglsang Kunstmuseum
hundesyg af søsyge, svor han aldrig igen at sætte sit
ben på et skibsdæk. Og han holdt ord!
Ingemanns Morgensange for børn og syv aftensange
indtager en helt særlig plads i Guldalderens lyrik. At
den aldrende C.E.F. Weyse formåede at finde ind til
disse uskyldsrene tekster er mere end beundringsværdigt.
Det siges, at nogle af verdens smukkeste 6/8
melodier er skrevet af netop Weyse, og sikkert er det,
at han mere end nogen anden - det skulle da i så
fald være Carl Nielsen - har sat og formuleret den
danske tone i musikken. At den ”i østen opstigende
sol” så blev forgyldt endnu engang af N. W. Gade i
hans drama Elverskud og i skikkelse af en orkesterog
korsats viser blot, hvor tæt den danske 1800-tals
kultur er sammenvævet.
C. E. F. Weyse havde oprindelig skrevet den enkle
salmetone Altid frejdig når du går til en af B. S. Ingemanns
aftensang, Dagen går med raske fjed. Men
teksten til Altid frejdig (1867) er fra Christian Richardts
hånd. Richardt er ellers mest kendt for sit
nære samarbejde med komponisten Peter Heise, og
ikke mindst for deres fælles værk, det tragiske sangdrama
Drot og Marsk. Altid frejdig når du går fik under
2. Verdenskrig en særlig betydning for de danske
frihedskæmpere. Det var den sang kammeraterne
sang, når en blev ført bort til henrettelse.
Heiberg blev en kultskikkelse i Frederik den Sjettes
København og det mest af alt for sine vaudeviller.
Denne lidt pjattede genre fik byens intellektuelle, og
blandt andre Heibergs plejefar Rahbek og hans nære
fortrolige, Weyse, til at rynke på næsen. Men det holdt
ikke den sprænglærde Heiberg tilbage. Natten er så
stille er fra vaudevillen Prinsesse Isabella (1829) og
bærer her titlen Barcarole, altså en 12/8-dans med
punkteret rytme. Dette gjorde Weyse op med i 1840,
og han satte en enkel nærmest salmeagtig melodi til
den korte, men stemningsfulde tekst. Dermed satte
Weyse også en streg under, at Heibergs tekster hævede
sig op over, hvad de oprindeligt var skrevet for.
Grøn er vårens hæk: Poul Martin Møllers digt (1819)
indeholder alle Guldalderens sindbilleder på den
danske idyl: jomfruer i silkekjoler på Volden, grønne
kranse til en brud, storken på bondens tag, månen,
stor som en dukat stænker guld på alle grene. N. W.
Gade fik fat i den charmerende tekst 30 år efter den
var skrevet. Gade kunne drømme sig tilbage til en for
ham både lykkeligere og mere uskyldig tid - hulde
piger små, røde hvide blå.
Grundtvig skrev sit heltekvad, Det var en Sommermorgen
i 1848. Alle var opslugt af krigen, herunder
også Grundtvig, hvis to sønner begge deltog i kampene.
Teksten er en hyldest til dem, der, for den danske
sag, faldt ved Isted Hede. Heise satte først melodi
til teksten i 1864. Endnu et skæbneår hvor der var
grund til at mindes ”så mangen modig svend”, der
havde ofret sig for fædrelandet.
Alle kender Kom maj du søde milde. Ikke enhver ved,
at det er supergeniet, Mozart der har skrevet melodien,
og det skønt han også anvender den som tema
i sin klaverkoncert nr. 27. Mozart skrev melodien til
en tekst af A. Overbeck den 14. januar 1791 og under
titlen Længsel efter Foråret (Sensucht nach dem
Frühling); det forår der skulle blive hans sidste.
Koncerten suppleres af tre instrumentale indslag:
Indledningsvist Kuhlaus Elverhøj Ouverture, med det
festlige opusnummer 100, som Kuhlau skrev på toppen
af sin ydeevne. Kuhlau havde året i forvejen haft
sit livs stjernestund: mødet med Ludwig van Beethoven,
og dette kom til at præge hans livslyst og hans
inspiration, således at opus-tallene fra omkring 85
og frem til hans sidste, opus 119, absolut også hører
til hans bedste. Til ouverturen hører den lille detalje,
at Elverhøjs tekstforfatter, Johan Ludvig Heiberg, ville
stryge en af de bedste af sangene, hvortil Kuhlau
måtte protestere: den er allerede repræsenteret i
ouverturen, og går den ud af forestillingen, giver
ouverturen ingen mening! Ouverturen er i øvrigt i
nyere tid ikke mindst kendt som samlingspunktet i
Balling-filmen Olsenbanden ser rødt, en Elverhøjversion,
som er længere end originalen, da musikken
skal passe til bandens langstrakte indbrud på
Det Kgl. Teater.
Et mere intimt intermezzo får programmet, når cello
og klaver er på spil i Heises To Fantasistykker, som
vi ikke har en præcis datering af. Og endelig har ensemblet
valgt også at supplere programmets ”Danmarks-billeder”
af storke, haver og solopgange med
Carl Nielsens Hanedans, arrangeret for ensemblets
tutti-besætning af Ole Buck.
Louise Fribo
Sopranen Louise Fribo er en af vores mest alsidige kunstnere. Hun spænder over opera,
musical, pop, danske sange og skuespil. Hendes professionelle løbebane begyndte på
Bush Davies School i England hvor hun blev uddannet som danser, sanger og skuespiller.
Hun debuterede umiddelbart efter uddannelsen på CATS i Hamborg og har efterfølgende
spillet denne forestilling over 700 gange.
Louise Fribo har siden uddannet sig til operasanger på OperaAkademiet og debuterede
på Det kgl. Teater som Barbarina i Figaros Bryllup. Samme år fik hun sin internationale
debut i Lübeck som Zerbinetta i Richard Strauss Ariadne på Naxos. Louise synger nu
jævnligt på europas operascener – har bla. sunget Nattens Dronning i Bonn og på Volksoper Wien, Fiakermilli i
Hamborg samt Blondchen på Deutsche Oper am Rhein. Herhjemme har hun optrådt med alle landets orkestre
og indspillet 4 cd’er i eget navn, herunder ”Coloratura Soprano” med Storstrøms Kammerensemble.
20 21
21

FREDAG DEN 19. AUGUST 2011 KL. 20.00
H. C. Andersen var ud over at være en verdenskendt
digter også en fabelagtig kunstner udi papirklip! Det
kan man forvisse sig om ved besøg i H. C. Andersens
hus i Odense, hvor det ene kunstværk efter det andet
tager vejret fra de besøgendes blikke. Det skete også
for den tyske komponist Hans Josef Winkler, da han
blev præsenteret for de små kunstværker.
Winkler har gennem sin karriere har udviklet en
særlig interesse for H. C. Andersen, hvilket bl.a. er
mundet ud i operaen Das unnötig leidende Entlein
(med libretto af Doris Dörrie) baseret på Den
grimme Ælling. Storstrøms Kammerensemble
tog kontakt til komponisten i forbindelse
med det dansk-tyske projekt ”Broværker”,
og foreslog ham se på digterens papirklip.
Hermed åbnede der sig en ny verden for
komponisten. En verden, der straks inspirerede
ham til at skrive syv korte
musikstykker til kammerensemblet
opkaldt efter syv papirklip, han nøje
udvalgte.
Winklers intention er at billederne
så at sige sættes i bevægelse
af musikken! Dette
sker ikke kun på det klingende
og metaforiske plan, men også
helt konkret, idet papirklippene projiceres på
skærm, mens musikken spilles. Disse projektioner
er små fantasifulde animationer af Andersens papirklip,
lavet af videokunstneren Troelz Schmidt!
Winkler har desuden udvalgt seks korte tekster fra
Andersens ”Billedbog uden Billeder”, som oplæses
af skuespilleren Lars Bom mellem satserne. “Billedbog
uden Billeder” er en rammefortælling hvor
månen med 33 aften-fortællinger beskriver, hvad
den ser, når den oppe fra himlen betragter menneskenes
færden på jorden. Winkler har udvalgt seks af
disse ”aftner” som supplerende ”billeder” til musikstykkerne
og animationerne.
Og således leger koncerten kispus med billeder og
bevægelser i sammensmeltninger af det visuelle, det
litterære og det musikalske.
BROVÆRKER II
Prolog: Papirklip v/Elsebeth Garrett Walther
Publikum laver egne papirklip, der hænges op som udsmykning til den efterfølgende koncert.
Servering af kaffe og mundgodt undervejs.
Elsebeth Garret Walther viser vej med papir og saks. Elsebeth Garret Walther er billedkunstner,
der fortrinsvis maler ekspressive oliebilleder, men når inspirationen er der, udtrykker hun
sig også i skulpturer, akvarel, papirklip og collager.
Hans Josef Winkler er uddannet komponist og pianist på konservatoriet i Detmold.
Hans musik er opført f.eks. på Tanglewood Festival (USA), på Bratislava Cultural
Summer og i Berliner Philharmonien. Winkler vandt 1. prisen i Third Weimar Spring
Days of Contemporary Music 2002.
På værklisten finder man musik for klaver, orgel, akkordeon, sange, orkestermusik
og en del kammermusik, spillet af ensembler som f.eks. Duo Nebl & Nebl, Ensemble
Horizonte, Trio Trialogue og New Music Ensemble Aachen.
Hans Josef Winkler (f. 1965):
Seven film scenes without visual motion (2011)
- or: how static pictures begin to move with music
I. theater scene - fourth evening
II. female and male figure - seventh evening
Lars Bom er uddannet på Statens Teaterskole og har siden haft en stribe
markante roller på forskellige danske teatre. Han blev en af Danmarks
mest kendte stemmer, da han kravlede ind i stor gul bamsepels og spillede
hovedrollen i “Bamses Billedbog” fra 1992 til 1997. Mange husker
ham sikkert også fra rollerne som Christian Torp i tv-serien “Strisser
på Samsø” fra 1997 og som skurken Arthur i serien “Edderkoppen”
fra 2000.
III. jumping figure - second evening
IV. hencoop with a thatched roof - twenty-fifth evening
V. plasterer - twenty-second evening
VI. tightrope walkers - thirty-third evening
Troelz Schmidt arbejder med både musik og video. Han er uddannet på Den Grafiske
Højskole som tv- og medietilrettelægger, har lavet video for så forskellige størrelser
som cocktailbaren Drone på Nørrebro og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen!
Han har været konsulent hos Udenrigsministeriet, klipper hos Tv-glad og på dokumentarfilm
for Danida. Som musiker og komponist udfolder han sig inden for
indierock og filmmusik.
VII. head with big ears
Svend Melbye, fløjte
Eva Åberg, klarinet
Gunnar Eckhoff, fagot
Mette Franck, harpe
Jakob Westh, klaver
Stéphane Tran Ngoc, violin
Piotr Zelazny, bratsch
Miranda Harding, cello
22 23
23

lørdag den 20. august 2011
KL. 11: Afgang fra Fuglsang:
Besøg på Højbygaard Sukkerfabrik
Mellem Guldborgsund Kommune og Rostock udvikler
der sig i disse år en særlig tæt relation, som
på musikkens område bl.a. er kommet til udtryk i
en koncert med Rostocks symfoniorkester på banegårdsterrænet
i Gedser, og Storstrøms Kammerensembles
optræden ifm. indvielsen af en ny-restaureret
koncertsal i Rostock.
Helt naturligt forekommer det derfor at præsentere
et usædvanligt kammerensemble fra den tyske by på
Sommermusik på Fuglsang:
Rostocker KlavierQuartette med den utraditionelle
besætning: horn, violin, klaver og kontrabas, blev
etableret i 2010 af bassisten Frank Thoenes. (Frank
Thoenes kunne man allerede få fornøjelsen af ved
åbningskoncerten, hvor han spillede med Storstrøms
Kammerensemble i Hartmanns Serenade.)
Som bassist leder man altid efter interessant kammermusik
og repertoiret er ikke stort, fortæller Thoenes.
Ifm. en invitation til et nordtysk komponistforum
i Rendsburg fik han så den idé at foreslå den
usædvanlige kammermusikbesætning, som også
skyldes en stor kærlighed til valdhornet. Responsen
fra komponisterne var meget positiv. Man var begejstret
for de nye klanglige muligheder, og da publikum
ligeledes modtog kvartetten med åbne arme, blev
den en realitet med stigende koncertaktivitet især i
det nordtyske område og med nyskrevne værker på
repertoiret. Koncerten giver to eksempler på sådanne
værker, og slutter af med en Brahms-perle:
Komponisten Udo Marx har studeret komposition i
München og Wien hos bl.a. Schönberg-eleven Peter
Kom, og i en længere periode arbejdet sammen med
komponisten Wolfgan Teuscher. Med Aus dem Nebel
skaber Marx et næsten romantisk klangbillede med
rolig rytmisk puls og daggrysstemning, der giver
særlig plads til hornet.
I Aventures af Bodo Reinke er det kontrabassen, der
er i centrum. Stykket er en fortælling om en troubadours
(kærligheds-)eventyr; virtoust og humoristisk
fortalt. Det er samtidig det første værk skrevet til
Rostocker KlavierQuartette. Reinke har i en årrække
været 1. gæstedirigent på Volkstheater Rostock, og
som komponist kreeret en del balletmusik, 3 operaer,
sange og altså: kammermusik.
Brahms Horntrio er en klassiker, som det var oplagt
at programsætte, nu da de tre instrumenter var til
stede. Ligesom Rostocker-kvartettens besætning
er ny for os i dag, var horntrio-besætningen ny på
Brahms’ tid, og hans udforskning af besætningens
klanglige og dramatiske muligheder anses som aldeles
eksemplarisk. Trioen er skrevet kort tid efter
moderens død, og det mærker man ikke mindst Adagioen,
der i sjælden grad er inderlig og bevægende.
KL. 14: Moderne – forståelig – brugbar!
Foredrag v/Michael Fjeldsøe
KONCERT I KONCERTSALEN KL. 16.00
Rostocker
KlavierQuartette
Frank Thoenes er solobassist i Rostocks Norddeutsche Philharmonie og underviser på Rostocks konservatorium.
Han har et omfattende kammermusikalsk virke og modtog f.eks. i 1998 en særlig fortolkningspris på det
berømte Darmstadt sommerkursus. Han har netop udgivet den anmelderroste solo-cd “Tiefflug-Höhenflug”.
Fra symfoniorkestret i Rostock kommer også violinisten Bartosz Chrzéscijanek, som kom til Tyskland fra Polen
og bl.a. har studeret på konservatoriet i Rostock.
Hornisten Christoph Moinian har studeret i Hannover, på Indiana University og i Hamborg. Han er solohornist i
Capella Coloniensis (Køln) og dertil hornspecialist i den tidligere musik, som har ført til en række cd-udgivelser
med tidlig hornmusik og master classes på konservatoriet i St. Petersborg.
Kvartettens pianist, Jens Hoffmann, har studeret på Franz Liszt-konservatoriet i Weimar og desuden i Hannover
og Rostock. Han er i dag docent på konservatoriet i Rostock.
Udo Marx (f. 1959): Aus dem Nebel
Bodo Reinke (f. 1949): Aventures
Johannes Brahms (1833-1897):
Horntrio i Es-dur op. 40 (1865)
I. Andante
II. Scherzo (Allegro)
III. Adagio mesto
IV. Allegro con brio
24 25
25

LØRDAG DEN 20. AUGUST 2011 KL. 20.00
EISLER OG WEILL
MED STEFANIE WüST
1. del: Hanns Eisler (1898-1962)
Die Mausefalle, groteske for klaver, violin og høj stemme (1918)
Tekst: Christian Morgenstern
1. Palmströms Nachtmusik • (’Palmström hat nicht Speck im Haus‘) • 2. Morgens kommt von Korff‘
Vierzehn Arten den Regen zu beschreiben, op. 70 (1941)
- for fløjte, klarinet, violin, bratsch, cello og klaver
Kantate auf den Tod eines Genossen, op. 64 (1937)
Tekst Ignazio Silone (Fragmenter af Brot und Wein)
1. Die Nachricht • 2. Die Verhaftung • 3. Die Ermordung • 4. Der Nachruhm
Das Lied vom Weib des Nazi-Soldaten (ca. 1943)
Tekst: Bertolt Brecht
Fra Hollywooder Liederbuch:
Die Flucht (1942). Tekst: Bertolt Brecht • An den kleinen Radioapparat (1942). Tekst: Bertolt Brecht
Über die Dauer des Exils I–II (1939). Tekst: Bertolt Brecht
Gedenktafel for 4000 Soldaten, die im Krieg gegen Norwegen versenkt wurden (1942). Tekst: Bertolt Brecht
Und ich werde nichts mehr sehen (ca. 1953). Tekst: Bertolt Brecht
Das Vielleicht-Lied (1934)
Tekst: Bertolt Brecht (arr. Hans Josef Winkler)
2. del, Kurt Weill (1900-1950)
Frauentanz
op. 10, 7 sange fra middelalderen, for sopran, fløjte, klarinet, fagot, horn og bratsch (1923)
Michael Fjeldsøe skriver
om programmet:
Må musik politisere? Det spørgsmål blev Kurt Weill
stillet i en avis i december 1930, og kernen i hans
svar lød: I en tid som denne kan musik mindre end
nogensinde unddrage sig det politiske. Kunsten kan
fremstille og tydeliggøre holdningen til tidens store
strømninger i ophøjet form og har evnen til at koncentrere
og bevare også aktuelle politiske ideer for
eftertiden. Hans jævnaldrende kollega Hanns Eisler
ville have været helt enig: ja, det må og skal den.
Der er her tale om at et meget bredt begreb om det
politiske, hvor kernen er at kommentere intelligent
og at tage stilling. Når vi taler om lieder og sange,
så handler det både om at musikken tager stilling
til teksten og at tekst og musik tager stilling til omverdenen.
Og for både Eisler og Weill gælder det,
at der var masser at tage stilling til. Begge starter
som unge og moderne komponister efter første
verdenskrig, de bliver begge – først Weill, så Eisler
– ’Brecht-komponister’, og de må begge i eksil, da
Hitler tager magten i 1933. Og ikke mindst – de er
begge fremragende sangkomponister.
Hanns Eisler er opvokset i Wien og Die Mausefalle
(Musefælden) er en af hans allertidligste kompositioner,
skrevet i 1918, endnu før han blev elev af Arnold
Schönberg. Teksten er skrevet af Christian Morgenstern,
kendt for sin satirisk-pointerede sprogkunst.
Dette viser Eisler som del af det litterære, unge Wien,
hvor den fine og differentierede sprogkunst indbød
til fine og differentierede, moderne kompositioner.
Eisler er allerede her den ’enormt nøjagtige læser’
af digte, som Brecht senere berømmede ham for. I
1942, da Eisler i sit californiske eksil var begyndt at
sætte musik til eksildigte af Brecht – det der blev til
Hollywooder Liederbuch – noterede Brecht: ”For mig
er hans kompositioner det samme, som en opførelse
er for et skuespil: testen. Han læser med enorm nøjagtighed.”
(Brecht, Arbeitsjournal, 26.6.1942)
Så stor var Brechts tiltro, at Eisler
som den eneste fik lov til selv at
udelade linjer og lave små tilpasninger
af Brechts digte, når han satte
dem i musik. Fem af sangene hører til
denne gruppe af eksildigte, som Brecht
skrev i sit danske eksil i Svendborg
eller under opholdene i Sverige, Finland
og USA. Og to sange har endnu tættere
forbindelse til Danmark, nemlig Das Vielleicht-Lied,
Måske-visen, som afslutter
Brechts skuespil Rundhoder og Spidshoder
og som Eisler komponerede på Fyn i 1934 –
og Kantaten ved en kammerats død, skrevet
af Brecht og komponeret af Eisler i Svendborg
1937. Endnu et eksilværk, Vierzehn Arten eller 14
måder at beskrive regnen på, slutter ringen tilbage
til Wien. Musikken er skrevet til en dokumentarfilm
af Joris Ivens i 1941, men er samtidig en fødselsdagsgave
til Arnold Schönberg på dennes 70 årsdag
– han var også endt i californisk eksil.
Den tidlige Weill er repræsenteret af Frauentanz, syv
middelalderdigte sat i musik i køligt-ekspressiv stil.
Derefter følger en fire sange samt Mackie Messers
moritat fra Weills samarbejde med Brecht om deres
hovedværk: Tiggeroperaen. Resten af sangene stammer
fra eksiltiden. Youkali er skrevet i Frankrig som
skuespilmusik og teksten om drømmelandet Youkali
er tilføjet senere. Fra 1935 var Weill i New York, hvor
han blev en fornyer af amerikansk musical. September
Song stammer fra en af disse, Knickerbocker
Holliday. Under krigen bidrog Weill med antinazistiske
sange, bestemt for udsendelser i radioen: det
er Wie lange noch? og sangen om, hvad SA-soldatens
kone fik ud af det – denne tekst høres også i Eislers
udgave i første del af programmet.
Fra: Sieben Stücke nach der Dreigroschenoper (1928)
2. Ruf aus der Gruft • 3. Ballade vom angenehmen Leben • 5. Die Zuhälter-Ballade • 7. Kanonensong
Tekst: Bertolt Brecht
Moritat des Mackie Messer
(fra Dreigroschenoper, 1928) (arr. Hans Poulsen)
Und was bekam des Soldaten Weib? (1943).
Tekst: Bertolt Brecht
Wie lange noch? (1944).
Tekst: Walter Mehring
September Song (1938).
Tekst: Maxwell Anderson (arr. Hans Poulsen)
Youkali, tango habanera (1934).
Tekst: Roger Ferney (arr. Hans Josef Winkler)
Stefanie Wüst er uddannet på konservatoriet i Køln og optræder som koloratursopran
på de tyske scener. Hun har en omfattende koncertvirksomhed
i hele Europa, også inden for den tidlige musik, f.eks. med ensemblerne
Lautten Compagney Berlin og Concerto Brandenburg, og har optrådt med
orkestre som f.eks. Deutschen Kammerphilharmonie.
En særlig kærlighed til musik af Weill, Eisler og deres samtidige kom dog
til udtryk allerede inden hun debuterede fra konservatoriet, idet hun selv
dannede ensemblet KURZWEIL ENSEMBLE, der fokuserer på netop denne
musik, ligesom hun i dag optræder med det hollandske Willem Breukker
Kollektief og Ebony Band Amsterdam. Liedkoncert i den berømte Concertgebouw
i Amsterdam finder man også på Wüsts cv.
Den dedikerede Stefanie Wüst har desuden
medvirket i radio- og tv-produktioner om
Eisler, indspillet film og selvfølgelig: cd’er
med repertoiret.
Svend Melbye, fløjte
Eva Åberg, klarinet
Gunnar Eckhoff, fagot
Mette Franck, harpe
Jakob Westh, klaver
Stéphane Tran Ngoc, violin
Piotr Zelazny, bratsch
Miranda Harding, cello
27
27

SØNDAG DEN 21. AUGUST 2011
Kl. 11: Emil Nolde, Oluf Høst og det nordiske
Foredrag på Fuglsang Kunstmuseum v/ Jens Henrik Sandberg
KONCERT I KONCERTSALEN KL. 15.00
AFSLUTNINGSKONCERT
Med Leipzig Strygekvartet
Jörg Widmann (f. 1972)
Strygekvartet nr. 3, ”Jagdquartett” (2003)
Joseph Haydn (1732-1809):
Strygekvartet Op. 64 nr. 5 i D-dur, “Lærken” (1790-91)
1. Allegro moderato
2. Adagio cantabile
3. Menuet
4. Finale
pause
Felix Mendelssohn Bartholdy (1809-1847):
Oktet i Es-dur op. 20 (1825)
1. Allegro moderato ma con fuoco
2. Andante
3. Scherzo
4. Presto
Leipziger Streichquartett
Det er en stor fornøjelse af kunne afslutte årets kammermusikfestival med præsentationen af strygekvartetten
fra Leipzig: Leipziger Streichquartett tilhører den absolutte elite indenfor kammermusikken med tilbagevendende
koncerter ved de store festivaler. Ensemblet, der blev grundlagt i 1980, har formået at placere sig som
førende indenfor det klassiske repertoire, med talrige cd-indspilninger, men har i lige mål helliget sig samtidsmusikken.
Dette har medført en lang række priser og udmærkelser, og fra 2009 har Maestro Claudio Abbado
inviteret kvartetten som medvirkende i Lucerne Festival Orkester og som gæsteprofessorer i såvel Luzern som
i Tokyo.
Koncertens første del præsenterer to tyske strygekvartetter komponeret med godt 200 års mellemrum. Efter
pausen er der også to strygekvartetter, men nu i ganske fysisk forstand placeret på scenen anno 2011, idet
strygerne fra Storstrøms Kammerensemble spiller sammen med Leipzigerne i Mendelssohns mesterværk:
Oktet for 8 strygere. En symbolsk afrunding af festivalens tema, og samtidig et smukt oplæg til de kommende
års dansk-tyske musikalske forbindelser, som ensemblet glæder sig til at udforske og være en del af.
Stefan Arzberger, violin
Tilman Büning, violin
Ivo Bauer, bratsch
Matthias Moosdorf, cello
Stéphane Tran Ngoc, violin
Emily Fowler, violin
Piotr Zelazny, bratsch
Miranda Harding, cello
Toke Lund Christiansen skriver
om programmet:
Haydns strygekvartet ”Lærken” er nummer 53 i en
række, der strækker sig op imod de i alt (ca.) 75 strygekvartetter
fra Haydns hånd. Den tilhører, som så
ofte i wienerklassikken, en samling på seks: opus 64
nr. 6, fra 1790; året, hvor Mozart var 34, Beethoven
20. Haydn, der var sin samtids erklærede nummer
et, lyttede med åbent sind til den unge generation.
Lærken, der dog næppe har sit tilnavn fra Haydn,
åbner med en fuglesangs-høj melodi i 1.violinen.
Andensatsen er blid og melodisk, og står i sin ophøjethed
ikke tilbage for Mozarts lyseste indfald. En
djærv menuet fører over i Finalens Paganini-agtige
sekstendelsfigurer afsluttende med et gnistrende fugato.
En strygekvartet der har det hele.
Jörg Widmann (f. 19. juni 1973) har, som elev af bl.a.
Hans Werner Henze, placeret sig som en ledende tysk
samtidskomponist. Widmann opretholder en karriere
som klarinetsolist, men har også en stor produktion
bag sig af såvel orkesterværker som kammermusikværker.
Det er karakteristisk at hans orkesterværker
er blevet uropført af så førende dirigenter som Boulez,
Ken Nagano og Chr.Thielemann og i spidsen for
ledende europæiske orkestre, herunder Wiener-filharmonien.
Også Widmanns strygekvartetter har fra
starten haft de store ensemblers bevågenhed. Den
tredje, som her er programsat, bærer komponistens
egen undertitel: Jagten (the Hunt). Den blev uropført
af Arditti kvartetten i 2003. Widmanns første fire strygekvartetter
er at opfatte som en stor og sammenhændende
cyklus.
Felix Mendelssohn Bartholdy kom som komponist
musiker og kapelmester til at overstråle alt og alle
i samtidens europæiske musikliv. Man kan måske
sammenligne ham med en Daniel Barenboim, der i
28 29
29

lige generøst mål øser af sin fabelagtige
klaverspil, sit overblik som
dirigent, ved ikke mindst de store
operaer, og som organisator af musiklivet
i Berlin. Alt dette kunne også
Mendelssohn. Dertil kom, at han som
komponist var den største af de største.
Han løftede i sandhed arven efter
Mozart. En ældre musiker i Dresden
betroede den 14-årige Mendelssohn,
at ikke siden Mozart selv havde spillet
sine klaverkoncerter der i byen,
havde man hørt en, der som drengen
Mendelssohn kunne improvisere de
mest fortryllende kadencer. Det
tjener Leipzig og Leipzigs hæderkronede
Gewandhaus, at man så stort
på Mendelssohns jødiske ophav, og dette var ikke en
selvfølge i 1800-tallets første halvdel. Mendelssohns
far, en velhavende bankier, havde i ly af natten måttet
flygte ud af Hamburg for derefter at kunne bosætte
sig og fortsætte sine forretninger i Berlin.
Men succesen havde også sin pris. En kreds af fremragende
musikere støttede Mendelssohn i alle hans
initiativer: Schumann ikke mindst, men også koncertmesteren
i Leipzig, Ferdinand David og de tilrejsende
klavervirtuoser. Thalberg, Hiller, Moscheles
og Franz Liszt.
Men i Dresden fik han en fjende på halsen, Richard
Wagner, der i polemisk form skrev sig op imod den
lebendige Mendelssohn. Og helbredet truede med et
sammenbrud, for Mendelssohn ville det hele, herunder
også rejse rundt som klavervirtuos. Han var
aldrig i ro hverken som menneske eller som komponist.
Felix Mendelssohn Bartholdy
Oktetten opus 20 er i alle måder et
mirakel! Komponisten var bare 16 år
(seksten) da han komponerede dette
firsatsede mesterstykke. I denne
periode komponerede Mendelssohn
også ouverturen til En Skærsommernatsdrøm
og få år efter Violinkoncerten.
Teenagerens kunst er
chokerende moden, nyskabende, og
nogle vil påstå, at han aldrig overgik
sig selv som 16årig.
Lige fra starten møder vi Mendelssohn
fra hans stærkeste side. Det
fuldendte i det melodiførende, det
forårsfriske og uskyldsrene med en
iboende romantisk længsel, en Sensucht,
som får musikerne til at yde deres ypperste
og stemmer publikums forventninger. Andensatsen,
Andante er en Siciliano med både En Skærsommernatsdrøms
lethed afvekslende med mere dramatiske
episoder. I Scherzoen har den unge Mendelssohn ladet
sig inspirere af Walpurgisnachts Traum, en scene
fra Goethes Faust. Faktisk havde Goethe etableret et
varmt venskab med den 16-årige komponist, og de
skrev sammen, når Mendelssohn var på rejse rundt
for at optræde som solist. Fjerdesatsens Presto
lægger ud med et forrrygende fugato. Mendelssohn
kunne være hyper følsom, men som energisætter af
vedvarende sekstendelsfigurer var han jævnbyrdig
med dynamoer som Bach og Händel. Det hele ender
i lykkelig Es-Dur.
Storstrøms Kammerensemble blev stiftet i 1991
og har således i år 20 års fødselsdag!
2011 er også året, hvor vi afholder
Sommermusik på Fuglsang for 10. gang.
Vi ser frem til de næste tyve år og til den
kommende udgave af
Sommermusik på Fuglsang,
der vil have amerikansk tema!
Vi ses:
22. - 26. august 2012
30
31

onsdag 17/8 torsdag 18/8 fredag 19/8 lørdag 20/8 søndag 21/8
dagsaktivitet
eftermiddagskoncert
11.00
Film:
Dokumentar om
Weill
14.00
Toke Lund
Christiansen om
Kuhlau:
En tysker kom til
byen
16.00
Danmark, Tyskland
– Tyskland, Danmark
Spohr:
Sonate
Gade:
Fantasistykker
Kuhlau: Fløjtekvintet
11.00
Film:
Eksempler på Eislers
filmmusik
14.00
Georg Metz:
Den danske sang er
en tysk, blond pige
16.00:
Fra Lied
til Romance
Sange af J.A.P.
Schultz, Weyse, Gade
og Heise, Kuhlau:
Ouverture til Elverhøj
m.m.
Gæst:
Louise Fribo
11.00
Besøg på Højbygaard
Sukkerfabrik
14.00
Michael Fjeldsøe om
Eisler:
Moderne – forståelig
– brugbar
16.00:
Rostocker
KlavierQuartette
Marx: Aus dem Nebel
Reinke: Aventures
Brahms: Horntrio
11.00
Foredrag på Fuglsang
Kunst-museum
om Nolde, Høst og
det Nordiske
15.00
Afslutnings-koncert
Widmann: Strygekvartet
Haydn: “Lærken”
Mendelssohn: Strygeoktet
Gæster:
Leipzig
Strygekvartet
aftenkoncert
Bemærkninger
20.00
Åbningskoncert
Hartmann:
Serenade
Eichberg:
Klaverkvartet
Brahms: Klaverkvintet
20.00:
Broværker I
Eichberg:
nyt værk
Schorn:
Songbook m.m. + nyt
værk
Gæst:
Steffen Schorn
Dagskort inkluderer
middag på Fuglsang
v/ Restaurant
Babette kl. 18.00
20.00:
Broværker II
Winkler:
7 Film scenes…
indledes med
papirklip i praksis
v/Elsebeth Garrett
Walther
Gæst:
Lars Bom
Dagskort inkluderer
middag på Fuglsang
v/ Restaurant
Babette kl. 18.00
20.00:
Eisler og Weill
Sange og musik
af Eisler og Weill
Gæst:
Stefanie Wüst
Dagskort inkluderer
middag på Fuglsang
v/ Restaurant
Babette kl. 18.00
Åbningskoncert: 90 kr.
Enkeltkoncerter i øvrigt: 75 kr.
Formiddagsaktiviteter og foredrag er gratis ifm. køb af koncertbillet.
Dagskort: 400 kr.
Dagskort inkluderer middag (eksklusiv drikkevarer), men ikke frokost.
Ved køb af dagskort kan der bestilles smørrebrød til servering på herregården.
Dagskort reserveres senest 3 dage inden koncertdagen.
Billetbestilling og information:
Storstrøms Kammerensemble
www.chamberplayers.dk
tlf. (+45) 54 87 44 48
Fuglsang
Nystedvej 73
4891 Toreby