Laboratoriekursus 2011

Laboratoriekursus
2011
Øvelsesvejledninger
Biologi B
VUC Århus, HF-afdelingen Bülowsgade 68, 8000 Århus C
På kursusdagene kan du få fat på os på telefon 87322583

VUC Århus
Lab.B11
Indholdfortegnelse:
Velkomstbrev side 3
Vejledning i rapport og journalskrivning side 4-5
Øvelsesvejledninger:
Øvelse nr. 1: Bestemmelse af primærproduktionen side 6-9
Øvelse nr. 2: Forsøg med osmose i kartofler side 10-14
Øvelse nr. 3: Metode til påvisning af stivelse og maltose side 15-18
Øvelse nr. 4: Forsøg med enzymet spytamylase side 19-23
Øvelse nr. 5: Bestemmelse af kondital side 24-28
Øvelse nr. 6: Måling af blodglukose ved indtagelse af kulhydrater side 29-33
Øvelse nr. 7: Bestemmelse af egen blodtype side 34-38
Øvelse nr. 8: ELISA-test påvisning af "kyssesyge" side 39-44
Øvelse nr. 9: Mitosen - den almindelige celledeling side 45-50
2

VUC Århus
Lab.B11
Kære selvstuderende i biologi.
Vi ønsker dig velkommen på laboratoriekursus på VUC Århus.
Kurset afholdes i biologilokale SJ 10,
som er beliggende i VUC's bygning Sct. Joseph
Bülowsgade 68, 8000 Århus C
Om kurset:
Laboratoriekurset omfatter den eksperimentelle del i faget biologi B og er en forudsætning for at
blive indstillet til prøve i faget. For at få udstedt et kursusbevis kræver det, at du har udført alle
forsøgene på kurset, at dine rapporter lever op til de krav der stilles i rapporten og at rapporterne
afleveres rettidigt - afleveringsfristerne meddeles på kurset. Til eksamen, på din egen skole, skal
du huske at medbringe de rettede rapporter, dine journaler og dit kursusbevis.
Kursusmaterialet indeholder:
En vejledning i rapportskrivning
En Vejledning til hver øvelse
Først i hver øvelsesvejledning finder du et punkt kaldet "relevant baggrundsstof" her henvises
der til den teori, det kan være relevant at sætte sig ind i, inden du skal lave øvelsen. Bagest i hver
vejledning finder du en "rapportvejledning", der giver dig en disposition til hvad din rapport bør
indeholde.
Forberedelse til kurset:
Det forventes at du inden kurset har printet kursusmaterialet ud og medbringer dette på kurset.
Og at du til de enkelte kursusdage forbereder dig til forsøgene dvs. som et minimum læser dine
øvelsesvejledninger og sætter dig grundigt ind i hvordan forsøgene skal udføres. Husk også at
laboratoriekurset er et godt tilbud til at få diskuteret faglige spørgsmål undervejs.
På kurset skal du medbringe:
Dit kursusmateriale, lærebog, lommeregner, blyant og papir. Da kurset afholdes en weekend er
der desværre ikke mulighed for at købe mad på stedet. Det er derfor en god ide at medbringe en
madpakke eller du kan købe mad i nærheden. Der er både en kiosk og et pizzaria. Kaffe og te laver
vi selv og skolen har også en mikrobølgeovn.
Hvis porten til skolen er låst når du ankommer eller hvis du er blevet forsinket kan du kontakte
kursets lærere på tlf. 87 32 25 83 i kursustiden.
Med venlig hilsen
Biologilærerne på VUC Århus
3

VUC Århus
Lab.B11
Vejledning i rapportskrivning.
I forbindelse med det eksperimentelle arbejde udarbejdes der rapporter over de udførte forsøg.
Rapporten er en skriftlig formidling af et eksperimentelt arbejde til en modtager. Rapporten skal
derfor være formuleret præcist, og den skal være saglig og objektiv. Læseren er dig selv og
læreren. Rapporten skal skrives så begge parter hurtigt forstår indholdet - også lang tid efter det
pågældende forsøg er lavet. (Rapporterne skal bl.a. bruges i eksamenssituationen).
For at kunne skrive en fyldig rapport skal man have gjort personlige notater under udførelsen af et
forsøg. Disse personlige notater er kun til en selv og behøver derfor ikke være så formfuldendte,
men dog alligevel så klare og tydelige at de giver et godt grundlag for rapporten. Heri nedskrives
fremgangsmåde, eventuelle ændringer i forhold til vejledningen, kladde til resultater (gerne i
skemaform), stikord om resultaterne og eventuelle spørgsmål og konklusioner man kommer i
tanke om undervejs. Ofte vil det være en god idé at styre notaterne efter de samme punkter som
en rapport senere skal bygges op over.
En biologirapport skal give læseren svar på følgende:
Hvad har vi undersøgt?
Hvordan er forsøget udført?
Hvilke resultater er der kommet ud af det?
Hvilken betydning kan det have?
Rapporten opbygges efter nedenstående punkter i den angivne rækkefølge:
Forsøgets titel: Der laves en forside med forsøgets titel, nummer, navn og holdnummer. Hvis I
arbejder flere sammen skrives gruppens navne på.
Forsøgets formål: Her noteres formålet med forsøget. Ofte vil der være en hypotese, der skal
afprøves, men formålet kan også være at anvende noget specielt apparatur.
Forsøgets hypotese: Ofte kan det være godt at formulere en eventuel hypotese som et
selvstændigt afsnit.
Teori til forsøget: I dette afsnit skal du i en kortfattet form præsentere den teori der hører til
forsøget. Undlad at skrive afsnit direkte af fra lærebogen, prøv i stedet selv at formulere teorien i
dit eget sprog. Husk også at præsentere de centrale begreber, der knytter sig til emnet.
Materialer: Under dette punkt anføres hvilke dyr/planter der er anvendt, hvilke kemikalier der er
brugt samt anvendt apparatur. Hvis der ikke er afvigelser fra den udleverede øvelsesvejledning,
kan du nøjes med at henvise hertil (husk at vedlægge vejledningen).
4

VUC Århus
Lab.B11
Fremgangsmåde: Under dette punkt beskrives, hvordan forsøget er udført. Gør det kort og klart
og i logisk rækkefølge. Skriv hvad du/ gruppen har gjort, dvs. brug jeg form. Det kan i mange
tilfælde være en fordel at tegne forsøgsopstillingen for at gøre tingene mere overskuelige.
Resultater: Alle iagttagelser og målinger (data) skal naturligvis med i rapporten.I det omfang det er
rimeligt, skal resultaterne af hensyn til overskueligheden anføres i skemaform, tabelform og i
kurveform.
Afbildning af resultater/kurvetegning:
- Giv figurer og tabeller en titel, samt en kort tekst, der fortæller, hvad kurven viser.
- Ved tegning af kurver vælges en hensigtsmæssig inddeling af akserne.
- Angiv benævnelse og enheder på alle akser.
- Markér punkterne tydeligt på kurven, afvigende resultater skal også anføres.
- Få punkter forbindes med rette linjer - mange punkter tegnes som blød kurve.
- Hvis værdier mangler stiples linjen.
- To kurver der skal sammenlignes bør altid have samme inddeling.
Fejlkilder: Her anføres overvejelser om fejlkilder og usikkerheder under forsøgets udførelse. Ideer
til forbedringer eller udvidelse af forsøget kan ligeledes beskrives her.
Diskussion: Under dette punkt diskuteres forsøgsresultaterne (både de forventede og de
uventede). Dette gøres ved, at man analyserer og tolker de opnåede resultater. Du bør besvare
følgende spørgsmål:
Har forsøget vist, hvad man teoretisk kunne forvente (er hypotesen bekræftet)?
Er formålet/formålene med forsøget blevet opfyldt?
Kan fejlkilder forklare eventuelle afvigelser?
Er alle nødvendige kontrolforsøg blevet udført?
Ofte indeholder den trykte vejledning nogle diskussionsspørgsmål, der skal besvares. Sådanne
spørgsmål skal tjene som inspiration og skal derfor ikke besvares med ja/nej, men indgå i en
samlet diskussion af data.
Konklusion: Som afslutning på rapporten anføres den konklusion, som kan drages ud fra
forsøgsresultaterne. Ofte vil det være en stillingtagen til den hypotese, som blev efterprøvet i
forsøget. Mens diskussionen er fyldig og bredt formuleret, skal konklusionen være kortfattet og
formuleret så præcist som muligt. Konklusionen skal være en konklusion på det der var forsøgets
formål.
Litteratur: Her anføres den litteratur, der har været anvendt ved udarbejdelse af såvel forsøget
som rapporten.
5

VUC Århus
Lab.B11
Eksperiment nr.:
Bestemmelse af primærproduktionen
ved O 2 - metoden
Rapporten er udført af:
I samarbejde med:
Dato:
Rettet af:
6

VUC Århus
Øvelsevejledning: Bestemmelse af primærproduktionen ved O 2 - metoden.
Lab.B11
Relevant baggrundsstof:
Fotosyntese og respiration, planternes primærproduktion.
Teori:
Grønne planter er i stand til at danne glukose ud fra kuldioxid og vand, samt energi i form af sollys.
Dette foregår i planternes grønkorn ved processen fotosyntese. Planterne optager kuldioxid
gennem deres spalteåbninger, som oftest sidder på undersiden af bladet. Vand optages gennem
rødderne sammen med de næringssalte planten har brug for, til at danne alle de organiske stoffer
der indgår i dens opbygning.
Hos vandplanter er den mest anvendte kulstofkilde HCO 3 - . Hydrogencarbonat-ionen fremkommer
når CO 2 opløses i vand (kulsyres ligevægtssystem). At vandplanterne kan udnytte
hydrogencarbonat-ionen til fotosyntesen skyldes, at de har et enzym der katalyserer processen:
2 HCO 3
-
CO 2 + CO 3 -- + H 2 O
den frigjorte CO 2 udnyttes herefter til fotosyntesen.
Da planterne er første led i en fødekæde, kaldes de for primærproducenter. Planter har imidlertid
brug for energi til forskellige livsprocesser, den får de ved at udføre en respiration.
Respirationsprocessen foregår i plantens mitochondrier, som ligger i cellens cytoplasma. Ved
respirationen kan planten ved brug af glukose og ilt frigøre energien i glukosen.
Fotosyntesen : 6CO 2 +6H 2 O +lysenergi C 6 H 12 O 6 +6O 2
Respirationen : C 6 H 12 O 6 + 6O 2 6CO 2 + 6H 2 O + energi i form af ATP
Bemærk fotosyntesen er en opbygningsproces, hvor der opbygges organiskstof i form af glukose,
mens respirationen er en nedbrydningsproces, hvor den dannede glukose nedbrydes og omsættes
til energi i form af ATP.
ATP, Adenosin-Tri-Phosfat er den universelle energiform i cellen.
Den totale mængde organisk stof, som planten har dannet ved fotosyntesen kaldes
bruttoprimærproduktionen (BPP). Den del af produktionen, der er tilbage når planten har brugt
energi til egne livsprocesser ved respiration (R), kaldes nettoprimærproduktionen (NPP). Det er
således nettoprimærproduktionen som kan føres videre i fødekæden. Primærproduktionen
opgives ofte pr. tidsenhed (år) og pr. arealenhed (km 2 ).
Følgende sammenhæng haves: BPP = NPP + R, NPP kaldes også for tilvæksten
7

VUC Århus
Formål:
At bestemme en vandplantes primærproduktion i løbet af et døgn, samt iagttage under hvilke
forhold planten udskiller O 2 og optager O 2 .
Lab.B11
Materialer:
Til forsøget benyttes vandplanter, da disse er lettere at arbejde med. Vandplanter har ingen
spalteåbninger, da bladpladerne kun er få cellelag tykke. Læg eventuelt et blad under mikroskopet
og se på grønkorn og cytoplasmastrømninger.
to portioner afvejet vandplante (Elodea)
tre Bluecap flasker 500ml
vand fra hanen
evt. mineralvand (CO 2 )
iltmåler
staniol
stor plastikspand med vand
Metode:
Til at bestemme en plantes primærproduktion i et soldøgn, vil vi benytte den såkaldte O 2 -metode.
Metoden forudsætter at planten optager O 2 fra vandet til sin respiration og udskiller O 2 ved sin
fotosyntese. Ændringen i vandets oxygenindhold, fra start til slut, kan på den måde føre frem til en
værdi for plantens nettoprimærproduktion og respiration.
Der opstilles tre forsøg:
Forsøg Plante Vand CO 2 Lys O 2 indhold start O 2 indhold slut
kontrolflaske + +
lysflaske + + + +
mørkeflaske + + +
Der måles iltindhold inden flaskerne lukkes. Flaskerne skal lukkes så der ikke er luftlommer, dette
gøres ved at skrue hætten på under vand. Stil flaskerne i samme miljø (lys i 12 timer et soldøgn).
Beregning:
Følgende sammenhæng gælder: BPP = NPP + R, hvor man kan finde:
NPP = lysflaske/slut – lysflaske/start (mg O 2 /liter )
R = mørkeflaske/start – mørkeflaske/slut (mg O 2 /liter)
Det er nu muligt at omregne mængden af oxygen til milligram glukose ud fra følgende
sammenhæng:
6CO 2 + 6H 2 O + lysenergi C 6 H 12 O 6 + 6O 2
264g/mol 108g/mol 180g/mol 192g/mol
Ud fra fotosynteseligningen og de forskellige reaktanter- og produkters molmasse, finder vi
at 1g oxygen udskilt ved fotosyntesen svarer til 0,94g glukose da forholdet mellem dem er
180g/mol :192g/mol = 0,94.
8

VUC Århus
Rapportvejledning:
Lab.B11
Teori:
Nævn forskellige forhold, der har betydning for primærproduktionens størrelse.
Hvilke næringsalte har planterne behov for og hvad bruger planten dem til?
Hvor meget energi går der til plantens vækst og til dens nødvendige livsprocesser?
Hypotese:
Hvad forventer du der vil ske med O 2 indholdet i de tre forsøgsflasker.
Materialer/metode:
Skriv kun hvis der er ændringer i forhold til øvelsesvejledningen. ændringer
Resultatbehandling:
Opstil et skema med forsøgsresultaterne.
Beregn NPP udtrykt som mg O 2 produceret/gram plante/soldøgn.
Beregn R udtrykt som mg O 2 produceret/gram plante/soldøgn.
Beregn BPP udtrykt som mg O 2 produceret/gram plante/soldøgn.
Omregn den mængde oxygen, der er et udtryk for NPP, til mængden af glukose produceret
pr.gram plante i et soldøgn.
Udregn NPP (i gram glukose pr.gram plante) på årsbasis, idet du antager at fotosyntesen kan finde
sted i 240 dage på et år.
Beregn hvor stor en procentdel af energien (proportional med mg O 2 ) der er gået til plantens
respiration henholdsvis nettoprimærproduktion.
Diskussion:
1. Forklar hvilke processer der er foregået i de to glas med planter
2. Hvorfor er det nødvendigt at afveje plantematerialet?
3. Hvorfor må der ikke være luftlommer i glassene ved start?
4. Hvorfor laver vi forsøget med vandplanter?
5. Hvor stor en procentdel udgør den energi der går til henholdsvis respirationen og tilvæksten
(NPP) Stemmer de fundne resultater overens med de teoretiske værdier?
Konklusion:
Fejlkilder: Er der fejlkilder i dette forsøg?
9

VUC Århus
Eksperiment nr.:
Lab.B11
Forsøg med osmose
Rapporten er udført af:
I samarbejde med:
Dato:
Rettet af:
10

VUC Århus
Øvelsesvejledning: Forsøg med osmose
Lab.B11
Relevant baggrundsstof:
Plantecellens opbygning, cellemembranens opbygning og transportformer gennem
cellemembranen.
Teori:
Alle celler er afgrænset af en cellemembran. Membranen er fortrinsvis opbygget af fedtstoffer
(fosfolipider) og proteiner og er karakteriseret ved, at den kun tillader visse stoffer at passere
igennem (kaldes semipermeabel). Cellemembranens egenskaber gør det muligt for cellen at
opretholde et indre miljø, der er forskelligt fra omgivelserne.
Forskellige opløste stoffer kan bevæge sig gennem membranen på forskellig måde afhængig af
deres størrelse eller andre egenskaber. Man taler her om forskellige transportformer gennem
membranen.
En af de mekanismer der driver stoffer gennem membranen er diffusion. Ved diffusion forstår
man molekylernes egenbevægelse gennem membranen. Denne bevægelse er ikke
retningsbestemt, men generelt vil et stof bevæge sig fra et sted med høj koncentration af det
pågældende stof mod et sted med lav koncentration af stoffet. Molekylerne bevæger sig ad en
koncentrationsgradient fra høj til lav koncentration. Et eksempel kunne være diffusionen af ilt fra
lungerne til blodet.
En særlig form for diffusion er bevægelse af vand gennem en cellemembran, dette fænomen
kaldes for osmose. Forestil dig en celle omgivet ferskvand Cellens indre (cytoplasma) består af
vand med opløste stoffer - det kan være sukker, salte eller proteiner. Da molekylerne i
cytoplasmaet er for store til at gå gennem membranen, vil der ske det at vandet udenfor cellen vil
bevæge sig gennem membranen.
Da vandet bevæger sig ved hjælp af diffusion, vil vandets nettobevægelse være fra den side af
membranen hvor koncentrationen af vand er høj til den side, hvor koncentrationen af vand er lav.
Man siger vandet har bevæget sig ved osmose.
Den mængde vand, der kan passere over membranen vil være bestemt af, hvor stor en
koncentration der er af "osmotisk aktive stoffer" på de to sider af membranen. Med osmotisk
aktive stoffer menes der stoffer, som ikke uden videre kan passere cellemembranen. Det tryk der
opstår som følge af forskellen i koncentrationen af opløste stoffer på de to sider af
cellemembranen kaldes det osmotiske tryk.
Formål:
• At påvise osmosefænomenet - vands diffusion fra en højere til en lavere
koncentration af vand.
• At undersøge hvilken sammenhæng, der er mellem vand-/salt-koncentration
og vægtændringerne i vores kartoffel.
• At undersøge hvilken koncentration af salt, der modsvarer koncentrationen inde i
kartoffelcellerne.
• At beregne det osmotiske tryk i en kartoffelcelle.
Materialer:
11

VUC Århus
Kartofler, propbor (evt. kniv), saltopløsninger med forskellige koncentrationer, analysevægt,
køkkenrulle, reagensglas (evt. små bægerglas).
Lab.B11
Fremstilling af saltopløsninger:
Saltopløsningerne laves som fortyndinger af den mest koncentrerede opløsning, nemlig 8%
saltopløsningen. Af denne 8 % “stamopløsning” laves 1 L (= 1000 mL) ved at opløse 80 gram
salt (NaCl) i demineraliseret vand til det samlede rumfang er i alt 1L.
Fortyndingerne foregår derefter efter skemaet:
koncentration af
færdig
saltopløsning
der skal bruges
følgende rumfang 8%
saltopløsning
0% 0,0 mL 250 mL
0,5% 15,6 mL 250 mL
1,0% 31,3 mL 250 mL
1,5% 46,9 mL 250 mL
2,0% 62,5 mL 250 mL
2,5% 78,1 mL 250 mL
3,0% 93,8 mL 250 mL
4,0% 125,0 mL 250 mL
6,0% 187,5 mL 250 mL
8,0% 250,0 mL --------
+ en ukendt opl.
der fortyndes op til et
rumfang på i alt
Metode:
Hvert hold laver et antal propborkerner eller homogene kartoffelstykker svarende til antallet af
saltopløsninger. Hvert af kartoffelstykkerne vejes omhyggeligt (3 decimaler), hvorefter de kommes
ned i hvert sit reagensglas med hver sin saltkoncentration.
Kartoflen dækkes med 20 mL saltopløsning i hvert glas.
NB! Vægten af de enkelte kartoffelstykker noteres ned sammen med den saltkoncentration de
hver især udsættes for.
Glassene med kartoffelstykkerne står nu i køleskabet - overdækket med plastfilm eller lignende i
et døgn. Herefter fiskes de op af glassene og vejes efter kort at have ligget til afdrypning (ikke
klemme) på et stykke køkkenrulle.
Resultatbehandling:
Vægtændringen i % beregnes:
(vægt efter - vægt før)
vægt før
x 100%
Vægtændringen i % indskrives i en tabel og afbildes i et koordinatsystem med den procentiske
vægtændring som funktion af saltkoncentrationen. Hvor X-aksen =saltkoncentration i % og Y-
aksen= vægtændring.
12

VUC Århus
Den saltkoncentration, der modsvarer koncentrationen af osmotisk aktive stoffer inde i
kartoffelceller bestemmes ud fra grafen. Kaldes også for den isotoniske saltopløsning.
Lab.B11
Beregning af det osmotiske tryk i kartoffelcellerne:
Ved hjælp af nedenstående formel kan det osmotiske tryk (Ψ) i en kartoffelcelle bestemmes:
Ψ = iCRT, hvor
i = 1,9 (en konstant for en næsten ideal opløsning)
R= 0,0821 L atm K -1 mol -1 (gaskonstanten)
T= 298K (temperaturen i Kelvingrader)
C er den molære koncentrationen af NaCl
( M NaCl = 58,5 g/mol )
Den molære koncentration, C, beregnes ud fra den isotoniske saltopløsning som:
% salt opløsning aflæst omregnet til gram salt / liter
M NaCl
13

VUC Århus
Rapportvejledning:
Lab.B11
Teori:
Beskriv hvad der vil ske med en celle under følgende forhold:
• Cellen placeres i en vandigopløsning hvis koncentration af opløste stoffer er højere end
inde i cellen (hypertonisk opløsning)
• Cellen placeres i en vandigopløsning hvis koncentration af opløste stoffer er lavere end
inde i cellen (hypotonisk opløsning)
• Cellen placeres i en vandigopløsning der netop svarer til cellen egen koncentration af
opløste stoffer (isotonisk opløsning)
Hypotese:
Formuler ud fra ovenstående teori en hypotese til forsøget.
Resultater:
Tegn grafen og aflæs ved hvilken saltkoncentration opløsningen er isotonisk.
Find ligeledes koncentrationen af den "ukendte opløsning".
Diskussion / konklusion:
Hvor stort var det osmotiske tryk i cellen?
Gør rede for hvorfor plantecellen er i stand til at modstå så et højt tryk?
Forklar hvordan koncentrationen af opløste næringssalte i jorden har betydning for plantens evne
til at optage vand gennem rodnettet.
Diskuter princippet bag saltning/syltning ved konservering af fødevarer.
Har du forslag til udvidelse/ændringer af forsøget?
14

VUC Århus
Eksperiment nr.:
Lab.B11
Metode til påvisning af stivelse og maltose
Rapporten er udført af:
I samarbejde med:
Dato:
Rettet af:
15

VUC Århus
Øvelsesvejledning: Metode til påvisning af stivelse og maltose.
Lab.B11
Relevant baggrundstof:
kulhydraters opbygning, enzymer og fordøjelsesprocessen.
Teori:
Når vi i kosten indtager kulhydrater, skal disse spaltes inden kroppen kan udnytte dem. Denne
spaltning er en del af vores fordøjelse. Spaltningen af kulhydrater starter allerede i mundhulen,
hvor der med udskillelsen af spyt også tilsættes et enzym, spytamylase. Da fødens opholdstid i
munden er begrænset fortsætter fordøjelsen af kulhydrater, når føden kommer ned i
tolvfingertarmen og
tyndtarmen, hvor der udskilles en række enzymer, som nedbryder kulhydraterne til den mindste
enhed nemlig monosakkarider.
Føden indeholder forskellige typer af kulhydrater:
Monosakkarider:
Simple sukkerarter som består af et sukkermolekyle f.eks.glukose, fruktose og galaktose.
Disakkarider:
Sukkerarter der er opbygget af to monosakkarider, f.eks. maltose (2 glukose), sakkarose
(glukose+fruktose) eller laktose (glukose + galaktose)
Polysakkarider:
Er store molekyler der er opbygget af mange tusinde glukose molekyler f.eks. stivelse (amylose)
og cellulose (kostfibre/plantecellevægge).
Karakteristisk for de simplekulhydrater er, at de smager sødt mens polysakkariderne ikke rigtig
smager af noget - tænk selv efter!
Formål:
Når man laver forsøg med enzymer, har man brug for at kunne påvise, at en spaltning har fundet
sted f.eks. i forbindelse med nedbrydning af stivelse.
Stivelse + spytamylase maltose
maltose + maltase 2 glukose
substrat enzym produkt substrat enzym produkt
Øvelsens formål er at afprøve en metode til påvisning af forskellige kulhydrater.
Resultatet af dette forsøg kan benyttes, hvis man arbejder med enzymet spytamylase.
Spytamylase spalter stivelse til maltose.
Bemærk: De fleste enzymer navngives efter ordstammen til den forbindelse eller reaktion de
deltager i, tilføjet endelsen -ase, f.eks. spalter enzymet maltase kulhydratet maltose.
Materialer:
16

VUC Århus
Lab.B11
10 små reagensglas 1% stivlesesopløsning
En glasspatel til omrøring
1% maltose-opløsning
En gryde med kogende vand
JJK-opløsning (jod-jod-kalium)
Et bægerglas til spyt
Benedict- opløsning
En pipette
Metode:
TEST FOR STIVELSE:
Opstil 5 glas af følgende indhold (der tilsættes 2 mL opløsning i hvert glas):
glas 1 reagens (JJK)
glas 2 vand, glas 3 stivelse, glas 4 maltose, glas 5 spyt.
Noter farven på glassets indhold og tilsæt JJK til glassene 1-5.
Noter farven efter reaktion.
Glas nr. Indhold Farve start (uden JJK) Farve slut (med JJK)
1 JJK
2 Vand+JJK
3 Stivelse +JJK
4 Maltose + JJK
5 Spyt+JJK
TEST FOR MALTOSE:
Opstil dernæst 5 glas med følgende indhold:
glas 1 reagens (Benedict )
glas 2 vand, glas 3 stivelse, glas 4 maltose, glas 5 spyt.
Tilsæt Benedict til opløsningerne og noter farven på glassets indhold ved start
Stil glassene i varmebad og kog i ca. 1minut. Noter farven herefter.
Glas nr. Indhold Benedicts farve ved start
(inden kogning)
1 Benedict
2 Vand+Benedict
3 Stivelse +Benedict
4 Maltose + Benedict
5 Spyt+Benedict
Benedicts farve ved slut
(efter kogning)
17

VUC Århus
Diskussion:
Lab.B11
1. Hvilket af de to reagenser (JJK eller Benedict) kan bruges til at påvise stivelse og hvilken
farve får prøven?
2. Hvilket reagens kan bruges til at påvise maltose og hvilen farve får prøven?
3. Antag vi har opstillet et forsøg, hvor man har haft et glas med stivelse og spytamylase
(spyt). Forklar hvad der vil ske i glasset og hvilken farve man vil få ved test for stivelse og
test for maltose, hvis al stivelsen er blevet spaltet?
4. Hvorfor opstilles der et glas kun med spyt?
5. Hvorfor opstilles der et glas kun med vand?
Konklusion:
18

VUC Århus
Eksperiment nr.:
Lab.B11
Forsøg med enzymet spytamylase
Rapporten er udført af:
I samarbejde med:
Dato:
Rettet af:
19

VUC Århus
Øvelsesvejledning: Forsøg med enzymet spytamylase.
Lab.B11
Relevant baggrundstof:
Proteiner - og kulhydraters opbygning, enzymer og fordøjelsesprocessen.
Teori:
Enzymer er proteiner, som katalyserer kemiske reaktioner i den levende celle.
En katalysator er i stand til at ændre den hastighed, hvormed en kemisk reaktion foregår.
Det vil i praksis sige, at de forskellige kemiske reaktioner i cellen kun kan foregå, fordi der er
enzymer tilstede. Enzymerne bliver ikke forbrugt under processen og fremtræder efter endt
reaktion i uændret form.
Et enzym er mere eller mindre specifikt og deltager kun i en eller få beslægtede processer.
De fleste enzymer navngives efter ordstammen til den forbindelse eller reaktion de deltager i,
tilføjet endelsen -ase, f.eks. spalter enzymet maltase kulhydratet maltose.
To andre begreber er værd at kende nemlig substrat og produkt. Man kan sige, at den forbindelse
som enzymet binder sig til kaldes substratet og det, der kommer ud af reaktionen kaldes
produktet.
Maltose + enzym 2 glukose + enzym
substratet
produktet
Enzymerne kan opdeles i to kategorier: endoenzymer, som virker inde i cellen og ektoenzymer
som udskilles af cellen og virker uden for denne (f.eks. fordøjelsesenzymerne).
Enzymerne er opbygget af en eller flere kæder af proteiner. Herforuden indgår der ofte et såkaldt
coenzym (ofte vitamindel) og en metalion (f.eks. Mg 2+ , Mn 2+ , Fe 3+ eller Zn 2+ ).
apoenzym + coenzym = holoenzym
proteindel vitamindel Enzymet
Enzymers aktivitet afhænger af flere forskellige forhold. Typisk kan man sige, at de forhold der kan
ændre et proteins struktur også vil have betydning for enzymets evne til at katalysere en reaktion.
Her skal nævnes tre forhold som har betydning: temperatur, pH og tilstedeværelsen af tungmetalioner
(f.eks. Hg 2+ , Cd 2+ og Cu 2+ ). Både temperatur og pH har indvirkning på proteindelens struktur
og tungmetalioner kan gå ind og påvirke det reaktiveområde i enzymet. Endvidere har mængden
af enzym og koncentrationen af substrat selvfølgelig også betydning for reaktionshastigheden.
20

VUC Århus
Formål:
At undersøge forskellige faktorers indvirkning på fordøjelsesenzymet spytamylase.
Enzymet findes i spyt hos mennesker og andre pattedyr og påbegynder, allerede i munden,
nedbrydningen af stivelse (amylose) til simple sukkerarter (maltose).
I dette forsøg undersøges hvordan temperatur, pH og kobbersulfat (CuSO 4 ) virker på
enzymaktiviteten.
Materialer til forsøget:
Spyt (læs mundvand)
1% stivelsesopløsning
Iod-iodkalium opløsning
Benedictopløsning
0,1M HCl (saltsyre)
0,5M CuSO 4
pH-sticks
Bægerglas til spyt
reagensglas og reagensglasstativ
mærkningstape, glasspatel til omrøring
engangspipette til spyt
termobade ved forskellige temperaturer
køleskab
gryde med kogende vand
Metode:
Forsøg med temperaturens indvirkning på enzymaktiviteten:
Enzymaktiviteten undersøges ved et udvalg af temperaturer mellem 5C og 100C .
Til hver temperatur opstilles 3 reagensglas:
Lab.B11
Glas 1 indeholder 2 ml spyt
Glas 2 indeholder 4 ml stivelsesopløsning
Glas 3 indeholder 4 ml stivelsesopløsning.
Husk at mærke glassene med
navn, nummer, indhold, m.m.
temperatur navn
Lad glassene stå i mindst 5 minutter og akklimatiseret ved forsøgstemperaturen.
Herefter overføres de 4 ml stivelse fra glas 2 til glasset med spyt (glas1)- rør rundt.
Glas 3 tilsættes ikke spyt (kontrolglas)
Reaktionen får nu lov at forløbe i ca.15 minutter ved den valgte forsøgstemperatur.
Afkøl de glas der har stået ved høj temperatur i et par minutter.
Fordel indholdet fra hvert forsøgsglas (1-3) i to nye glas.
Undersøg nu indholdet i glassene vha. Iod - og Benedict prøven som i det indledende
forsøg.*)
OBS: I forsøget ved 5C er det vigtigt at lave analysen på indholdet straks, så enzymerne ikke
når at blive aktive dvs. Benedictprøven sættes i spilkogende vand!!!
*) Forsøg med påvisning af stivelse og maltose.
21

VUC Århus
Forsøg med pH’s indvirkning på enzymaktiviteten (37C).
Lab.B11
Opstil 3 glas på følgende måde:
Glas 1 indeholder 2 ml spyt + 2ml HCl
Glas 2 indeholder 4 ml stivelsesopløsning
Glas 3 indeholder 4 ml stivelsesopløsning.
Husk at mærke glassene med
navn, nummer, indhold m.m.
Lad glassene stå i mindst 5 minutter og akklimatiseret ved 37C.
Herefter overføres de 4 ml stivelse fra glas 2 til glasset med spyt+ HCl (glas1)
omrør og mål pH i blandingen- lad blandingen stå i 5 minutter.
Glas 3 tilsættes ikke spyt (kontrolglas)
Reaktionen får nu lov at forløbe i ca.15 minutter ved 37C
Fordel indholdet fra hvert forsøgsglas (1-3) i to nye glas.
Undersøg nu indholdet i glassene vha. Iod - og Benedict prøven som i det indledende
forsøg.*)
OBS. Mål pH i opløsningen før og efter tilsætning af syren!
Forsøg med kobbersulfats (CuSO 4 ) indvirkning på enzymaktiviteten (37C).
Opstil 3 glas på følgende måde:
Glas 1 indeholder 2 ml spyt + 1ml CuSO 4
Glas 2 indeholder 4 ml stivelsesopløsning
Glas 3 indeholder 4 ml stivelsesopløsning.
Husk at mærke glassene med
navn, nummer, indhold, m.m.
temperatur og navn
Lad glassene stå i mindst 5 minutter og akklimatiseret ved 37C.
Herefter overføres de 4 ml stivelse fra glas 2 til glasset med spyt+CuSO 4 (glas1)
- rør rundt og lad blandingen stå i 5 minutter.
Glas 3 tilsættes ikke spyt (kontrolglas)
Reaktionen får nu lov at forløbe i ca.15 minutter ved 37C
Fordel indholdet fra hvert forsøgsglas (1-3) i to nye glas.
Undersøg nu indholdet i glassene vha. Iod - og Benedict prøven som i det indledende
forsøg.*)
I ventetiden kan du formulere en hypotese og lave resultatskema.
22

VUC Århus
Rapportvejledning:
Lab.B11
Teori:
Beskriv kort fødens vej gennem fordøjelsessystemet og giv eksempler på mekanisk nedbrydning og
andre enzymer end dem du har arbejdet med i forsøget.
Hypotese:
Argumenter for hvilke resultater du forventer i de enkelte forsøg.
Materialer/metode:
Skriv kun hvis der er ændringer i frohold til øvelsesvejledningen.
Resultater:
Opstil et skema med forsøgsresultaterne
Diskussion/ spørgsmål til forsøget:
1. Forklar hvordan man af forsøgsresultaterne kan se, om enzymet er aktivt eller inaktivt?
2. Gør rede for aktiviteten ved de forskellige forsøgstemperaturer og diskuter resultaterne i
forhold til teorien.
3. Ved hvilken pH er enzymet spytamylase normalt aktivt?
4. Forklar hvilken betydning en ændring i pH vil have på enzymaktiviteten og gør rede for
resultaterne i dit eget forsøg.
5. Hvad sker der med enzymaktiviteten, når der tilsættes CuSO 4 ?
6. Hvorfor er der i opstillet glas med og uden spyt ved hvert forsøg?
Konklusion:
Fejlkilder: Angiv her hvilke fejlkilder har haft indflydelse på dine resultater.
23

VUC Århus
Eksperiment nr.:
Lab.B11
Bestemmelse af kondital
Rapporten er udført af:
I samarbejde med:
Dato:
Rettet af:
24

VUC Århus
Øvelsesvejledning: Bestemmelse af kondital
Lab.B11
Relevant baggrundstof:
Blodkredsløbet, lungernes opbygning og funktion, musklernes energiomsætning under arbejde,
konditionstræning.
Teori:
Konditallet benyttes som et udtryk for hvor god kroppen er til at udføre aerobt arbejde, fx løbe
eller cykle.
Evnen til at udføre dette arbejde afhænger af lungernes evne til at optage luftens ilt, hjertet og
kredsløbets evne til at transportere ilten ud til musklerne og musklernes evne til at udnytte den
tilførte ilt ved arbejde. Forsøget bygger på den teori, at der er en lineær sammenhæng mellem de
tre størrelser: iltoptagelse, pulsfrekvens og arbejdsintensitet, og konditallet beregnes som den
maksimale iltoptagelse pr. minut pr. kilo legemsvægt.
For at bestemme den maksimale iltoptagelse skal man finde den maksimale arbejdsintensitet,
hvilket kan gøres ved at ”køre sig selv helt ud” på kondicyklen (ergometercyklen). Der findes dog
mindre anstrengende metoder, hvor man arbejder med submaksimal intensitet ( = ”under
maksimal” intensitet) og det er denne type konditest, vi skal benytte os af her.
Testen udføres som en to-punktstest (men kan også udføres som en tre-punktstest, hvor
cykelarbejde(max) aflæses grafisk – se senere).
Forsøget udføres på en kondicykel (ergometercykel). Umiddelbart inden testen skal
forsøgspersonen varme op ved at cykle med meget lav belastning i 4-5 minutter. Under selve
forsøget skal forsøgspersonen cykle i fem minutter på to forskellige belastninger (de kaldes
arbejde 1 og arbejde 2). Kadencen skal være 60 omdrejninger pr minut (brug evt. en metronom).
Den første belastning skal være således at pulsen stabiliseres i området 120-140 slag/min efter ca.
5 minutters cykling.
Den anden belastning skal være således at pulsen stabiliseres i området 150-170 slag/min efter
yderligere 5 minutters cykling
Testen giver det bedste resultat, hvis de to pulsværdier ikke kommer til at ligge for tæt. Fx vil 130
og 160 være fint.
Ved tre-punktstest vælges pulsværdier på: arbejde 1) 110-130 slag/min, arbejde 2) 130-150
slag/min, arbejde 3) 150-170 slag/min, fx 120, 140 og 160
Formål:
Formålet med dette eksperiment er at beregne forsøgspersonernes kondital.
Materialer:
Ergometercykel (kondicykel)
Pulsur med tilhørende elektrode-/sender-rem
pc med software til pulsur
træningstøj/T-shirt
25

VUC Århus
Fremgangsmåde:
Cyklen indstilles, så den er behagelig at sidde/cykle på.
Lab.B11
Pulsuret og dets senderrem monteres. Senderremmen placeres om brystkassen i
hjertehøjde og fugtes så der er bedst mulig kontakt med huden og det sikres at der et
forbindelse mellem sender og ur (se særskilt vejledning). Pulsregistreringen startes.
Forsøgspersonen varmer nu op ved at cykle i ca. 5 minutter ved lav belastning (50-75 watt
afhængig af træningstilstand, vægt og køn).
I samråd med læreren bestemmes første belastning ud fra køn, alder, kropsvægt og puls
ved opvarmningens ophør. Belastningen indstilles på cyklen. Køn, kropsvægt, alder og
belastningen noteres i nedenstående skema!!
Der cykles nu i 5 minutter med den indstillede belastning. Det bestræbes at holde den
samme kadence under hele eksperimentet – fx 60 omdrejninger/minut. Er belastningen
ikke for høj, vil pulsen nogenlunde have stabiliseret sig på en bestemt værdi efter de 5
minutter.
I samråd med læreren bestemmes anden belastning. Belastningen noteres i nedenstående
skema. Belastningen indstilles på cyklen og forsøgspersonen cykler nu i 5 minutter.
Stabiliserer pulsen sig ikke, er belastningen måske valgt for høj. Lad forsøgspersonen hvile
til pulsen er på ca. 100 slag/
min og fortsæt derefter forsøget med en lavere belastning i samråd med læreren. Der
cykles nu i 5 minutter. Pulsregistreringen fortsættes endnu 5 minutter efter af cyklingen er
afsluttet
Pulsregistreringen afsluttes og pulsurets data overføres nu til pc’en (se vejledning i
laboratoriet) og de opsamlede data udskrives og vurderes. Der skal findes to stabile
pulsniveauer. Et for hver arbejdsintensitet. De fundne værdier noteres i nedenstående
skema.
Konditallet kan nu beregnes.
Forslag til resultatskema:
Køn Alder Vægt
kg
Belastning
1. Arbejde
watt
Belastning
2. Arbejde
watt
Belastning
3. Arbejde
watt
Puls
1.
Arbejde
slag/min
Puls
2.
Arbejde
slag/min
Puls
3. Arbejde
slag/min
Forsøgsperson
Maks.-
puls.
slag/min
Aktivitetsniveau
Beregning af kondital:
Til beregningerne skal den anslåede maksimale puls bruges:
maksimale puls = 208 – (0,7 x alder).
Herefter skal det maksimale cykelarbejde i watt findes. Det kan gøres på to måder
a) ved at indsætte i denne formel (ved topunktstest):
26

VUC Århus
Lab.B11
cykelarb.(max) =cykelarb(1) +
puls max −puls cykelarb .1
puls cykelarb .2 −puls cykelarb .1
x(cykelarb. (2) − cykelarb. (1))
b) grafisk ved at afbilde de to fundne pulsværdier som funktion af de tilsvarende
arbejdsintensiteter i et koordinatsystem på et stykke millimeterpapir (ved både topunktstest
og tre-punktstest). De to (tre) fundne punkter forbindes og stregen
forlænges (ekstrapoleres) op til den skærer en vandret streg svarende til den
beregnede maksimale puls. Fra skæringen mellem de to linjer tegnes en lodret linje ned
på x-aksen.
Det maksimale cykelarbejde (cykelarb.(max)) aflæses, hvor den lodrette linje skærer x-
aksen.
Det maksimale cykelarbejde (i watt) er imidlertid kun en mindre del af det maksimale
arbejde kroppen udfører, da en stor del af musklernes arbejde bruges til fx
gnidningsmodstanden i musklerne. Den øgede respiration og hjertets øgede aktivitet
kræver også ilt. Ved cykling er den såkaldte nyttevirkning 23%. Det vil sige, at kun 23% af
det arbejde musklerne udfører går til at cykle. Resten bliver til varme. Det maksimale
arbejde kan derfor udregnes ud fra det maksimale cykelarbejde på følgende måde:
Maksimale arbejde (i watt) = maksimale cykelarbejde (i watt) x 100/23
Det maksimale arbejde omregnes til kilojoule pr. minut (kJ/min)ved at gange med 60 og
dividere med 1000 (da en watt svarer til en joule pr. sekund).
Maksimale arbejde (i kilojoule pr minut) = maksimale arbejde (i watt) x 60/1000
Da der for hver liter ilt, der optages i kroppen, frigives 21,1 kJ, og da hvilestofskiftet svarer
til et iltoptag på 0,25 liter O 2 /min, kan den maksimale iltoptagelse beregnes således:
VO 2 (max) (i Liter/min) = Maksimale arbejde (i kJ/min)/21,1 kJ/Liter + 0,25 Liter/min
Den maksimale iltoptagelse pr minut omregnes til kondital ved at dividere med
kropsvægten og gange med tusinde (for at få værdien i mL ilt pr minut pr kilo):
Kondital (mL ilt pr minut pr kilo) = VO 2 (max)(i liter pr minut) x 1000 / kropsvægt.
27

VUC Århus
Rapportvejledning:
Lab.B11
Teori:
1. Forklar kort hjertets og kredsløbets funktion og opbygning.
2. Hvorfor har de arbejdende muskler brug for rigelig blodtilførsel?
Hypotese:
Fremgangsmåde:
Skriv kun hvis den anvendte fremgangsmåde afviger fra vejledningens.
Resultater:
1. Forsøgsresultaterne skal indføres i resultatskema.
2. Udprintede pulskurver vedlægges.
3. Udregningerne af konditallet vises for en enkelt af forsøgsdeltagerne. De resterende
kondital angives blot.
Diskussion:
1. Vurdér forsøgspersonernes kondital i forhold til normalværdierne (skema udleveres i
laboratoriet).
2. Er der en sammenhæng mellem forsøgspersonernes aktivitetsniveau og kondital?
3. Hvilken effekt vil du vurdere at rygning har på ens kondital? Begrund!
4. Hvorfor skal man dividere med kropsvægten for at finde konditallet?
5. Hvorledes kan man forbedre sit kondital?
6. Hvilken effekt tror du en forbedret kondition vil have på pulsen ved en bestemt
arbejdsbelastning? Begrund!
7. Forklar pulskurvens forløb. Hvor længe er pulsen om at indstille sig på et nyt
aktivitesniveau? Er der her en sammenhæng med konditallet?
8. Vurdér testens fejlkilder.
28

VUC Århus
Eksperiment nr.:
Lab.B11
Måling af blodglukose-niveauet
ved indtagelse af kulhydrater
Rapporten er udført af:
I samarbejde med:
Dato:
Rettet af:
29

VUC Århus
Øvelsesvejledning: Måling af blodglukose-niveauet ved indtagelse af kulhydrater.
Lab.B11
Relevant baggrundsstof:
kulhydraternes opbygning og fordøjelse, hormoner, regulering af blodglukosen, Glykæmisk index,
diabetes.
Teori:
Alle kroppens celler har brug for energi blandt andet i form af glukose, især hjernen som er meget
følsom, da den næsten udelukkende bruger glukose som energikilde.
Endvidere er det vigtigt for cellernes indre miljø, at koncentrationen af glukose ikke svinger for
meget, da glukosen er osmotisk aktiv.
Når vi indtager kulhydrater nedbrydes de store kulhydrater blandt andet til glukose og fruktose,
disse transporteres over i blodbanen og det er her reguleringen af blodglukosen (også kaldet
blodsukkeret) starter.
Efter et måltid vil koncentrationen af glukose i blodet være høj (op til 10 mmol/L) mellem
måltiderne vil koncentrationen svinge mellem 3 og 6 mmol/L.
Hvor meget blodglukosen stiger efter et kulhydratrigt måltid afhænger bl.a. af, hvilke typer
kulhydrater man har spist, samt ens evne til at regulerer blodsukkerkoncentrationen. Tidligere
troede man at stivelse var sundest, fordi den var længere tid om at blive fordøjet. Denne teori
holder ikke, da der er rigeligt med fordøjelsesenzymer i tarmen. Derimod skyldes forsinkelsen
snarere tilstedeværelsen af visse typer af kostfibre. Det har også vist sig at de forskellige
monosakkarider ikke transporteres lige hurtigt fra tyndtarmen til blodbanen. Kartofler eller hvidt
brød får således blodglukosen til at stige lige så hurtigt som ren glukose.
To af de hormoner, der er ansvarlige for reguleringen af blodglukosen er insulin og glukagon.
Begge hormoner produceres i bugspytkirtlens langerhanske øer i hhv. -cellerne og -cellerne.
Insulin fremmer optagelsen af glukose i muskelcellerne, mens det påvirker levercellerne til at
omdanne glukose til glykogen (et polysakkarid som svarer til stivelse).
Glukagon virker modsat og aktiverer levercellerne til at omdanne sit depot af glykogen til glukose,
når der mangler glukose i blodbanen. Foruden de to nævnte hormoner spiller hormonet adrenalin
også en rolle i reguleringen af blodglukosen.
Efter et måltid er koncentration af glukose i blodet høj
hormonet insulin
glukosen trækkes ind i muskelceller
glukosen omdannes til glykogendepot i leveren
Ved sult er koncentrationen af glukose i blodet lav
hormonet glukagon
Glykogen spaltes til glukose i levercellerne
glukosen frigives til blodet
30

VUC Århus
Lab.B11
Diabetes mellitus (DM) er en fællesbetegnelse for flere forskellige stofskiftesygdomme, hvor
omsætningen af blandt andet glukose ikke forløber, som den skal. Der skelnes mellem to typer af
diabetes.
Diabetes type-1, der kort fortalt skyldes manglende produktion af insulin i -cellerne og diabetes
type-2, tidligere kendt som aldersdiabetes, der er en form for insulinresistens, som bevirker at
cellerne ikke reagerer på hormonet insulin.
Resultatet bliver i begge tilfældet at blodglukosen vil forblive meget høj efter et måltid, hvis ikke
patienten behandles. På lang sigt udvikles en række følgesygdomme, her kan nævnes øget risiko
for hjerte-karsygdom, blindhed, nyreproblemer og dårlig sårheling.
Hvis en persons fasteblodglukose er over 7mmol/l eller hvis ikke-fastende blodglukose ligger over
11,1mmol/l, har personen diabetes. Et normalt faste blodglukose ligger under 5mmol/l .
Diabetes kan blandt andet konstateres ved at udføre en glukosebelastningstest.
Flere oplysninger om diabetes finder du på hjemmesiden: www.diabetes.dk
Tabel over glykæmisk indeks kan findes på:
http://www.sundfo.dk/alt_om_ernaering/glykaemisk_indeks_tabel.htm
Formål:
At undersøge variationen i koncentrationen i blodglukoseniveauet efter indtagelse af forskellige
kulhydrater.
Materialer:
bagevægt
forskellige kulhydratrige fødevarer
apparat til måling af blodglukose
glukosticks
spritservietter
prikkepen
tabel over det glykæmiske indeks (udleveres til øvelsen)
Metode:
Der vælges 2-3 forsøgs personer, som møder fastende dvs. ingen mad, drikke eller røg de sidste 2-
3 timer. Personernes blodglukose måles inden forsøget starter. Personerne indtager nu hver en
portion kulhydratholdigt føde svarende til 1 gram kulhydrat/ kg legemesvægt (beregnes vha.
kosttabel) til maden indtages samme mængde vand 2dl.
Forsøgspersonerne indtager nu den udvalgte fødevare og deres blodglukose måles med intervaller
på 15-20 minutter i ca.90 minutter afhængig af om blodglukosen er
faldet til normal
niveau eller ej.
31

VUC Århus
Rapportvejledning:
Lab.B11
Teori:
Forklar hvorfor kroppens celler har brug for glukose og gør rede for hvor og i hvilken form
glukosen kan deponeres i kroppen. Gør rede for omsætningen /forbrændingen af glukosen i
forbindelse med muskelarbejde. Forklar til sidst hvad det glykæmiske indeks er et udtryk for.
Hypotese:
Formuler dine forventninger til forsøget - hvordan forventer du blodglukosen vil stige ved
indtagelse af de valgte næringsmidler?
Materialer/metode:
Tilføj hvis der er ændringer i forhold til øvelsesvejledningen
Resultater:
Lav et skema der viser forsøgspersonernes blodglukosekoncentrationer på måletidspunkterne.
Tegn en kurve over forsøgsresultaterne der viser blodglukose koncentrationen, som funktion af
tiden.
Diskussion:
1. Diskuter personernes blodglukosekoncentration inden forsøget starter. Forklar hvordan de
forskellige forsøgsresultater ser ud og hvordan det passer med teorien om forskellige
kulhydraters optagelse i blodet.
2. Kan man se, at det glykæmiske indeks har betydning for blodsukkerstigningen i de tre forsøg?
3. Hvilke kulhydrater er bedst at indtage, hvis man skal udføre et langvarigt fysisk arbejde?
4. Hvordan kan blodsukkerniveauet opretholdes f.eks. under en løbetur?
5. Analyser figurerne side 4 og forklar hvem af de to personer på figur 13 der har diabetes.
Konklusion:
Fejlkilder:
32

VUC Århus
Lab.B11
Figuren er hentet fra opgave 108, Biofag nr.9 1997 Særnummer/opgavesamling
33

VUC Århus
Lab.B11
Eksperiment nr.:
Bestemmelse af egen blodtype
Rapporten er udført af:
I samarbejde med:
Dato:
Rettet af:
34

VUC Århus
Øvelsesvejledning: Bestemmelse af egen blodtype.
Lab.B11
Relevant baggrundsstof:
Et-gens nedarvning (Mendels 1.lov), AB0- blodtypesystemet, Rhesus-blodtypesystemet,
antigener og antistoffer (immunsystemet).
Teori:
De to mest kendte blodtypesystemer er AB0-systemet og Rhesus-systemet. Kendskabet til en
persons blodtype er vigtig i forbindelse med blodtransfusioner, organtransplantation og har
tidligere været den mest anvendte metode i forbindelse med faderskabssager. Endvidere er
blodtypernes genetik et godt eksempel på, hvordan egenskaber nedarves.
ABO-blodtypesystemet:
Inden for AB0-blodtypesystemet kan man have blodtype A, B, AB, eller 0(nul).
Hvilken blodtype man har inden for AB0-systemet, bestemmes af 3 gener, der er multiple alleler.
Allelerne i ABO systemet betegnes I A og I B og i.
I A og I B er indbyrdes codominante, men dominerer begge over genet i, der er recessivt.
Genet I står for evnen til at danne et antigen på overfladen af de røde blodceller, hvorimod genet i
ikke kan danne antigener. Hos personer med genet I kan der enten dannes antigen A eller antigen
B, derfor opskrives allelerne som I A eller I B .
Da en persons genotype altid består af to allele gener, som man har fået fra sin mor og sin far, har
man kun to af de mulige alleler i sin genotype.
Blodtype = fænotype Genotype Antigen på de
Antistof i serum
røde blodlegemer
A I A I A eller I A i antigen A anti-B
B I B I B eller I B i antigen B anti-A
AB I A I B antigen A og antigen B Intet
0 ii ingen anti-A og anti-B
Rhesus positiv DD eller Dd antigen D ingen
Rhesus negativ dd ingen der kan dannes anti-D
Rhesus-blodtypesystemet:
Inden for dette system kan man være enten Rhesus positiv ( Rh + ) eller Rhesus negativ (Rh - ).
Personer der er Rhesuspositive har et specielt antigen på deres røde blodlegemer, mens personer
der er Rhesusnegative mangler dette antigen.
Rhesus blodtypen styres af 2 allele gener. Det dominante gen D medfører dannelse af Rhesus
antigenet hvor det recessive gen d ikke fører til antigen dannelse.
35

VUC Århus
Lab.B11
Antigener og antistoffer:
Antigen, stof eller organisme, som fremkalder en antistofreaktion i kroppen. Antigener er ofte
fremmede proteiner, men alle fremmede stoffer kan i princippet virke som mulige antigener.
Antigenerne i ABO-systemet er såkaldte glykoproteiner.
Du kan læse mere om dannelsen af ABO-systemets antigener i Genetikbogen, Nucleus side 51-52.
Antistof, proteiner som dannes af immunforsvarets celler, og som binder sig til indtrængende
fremmedstoffer (antigener). Antistof-antigenkomplekset optages af de såkaldte makrofager.
Blodtypernes antigen- antistofreaktioner:
Ud fra ovenstående definition af antigener og antistoffer, vil vi nu se på antigenantistofreaktionerne
i de to blodtypesystemer. Princippet er at der mod et givet antigen X kan
dannes et antistof anti-X, der kan binde sig til antigenet og uskadeliggøre dette.
I ABO-systemet findes der to forskellige antigener, antigen A og antigen B. Det antistof der dannes
mod antigen A, kaldes anti-A og det antistof der dannes mod antigen B kaldes anti-B. Når
antistoffet bindes til det antigen det passer til, vil der ske en sammenklumpning af de røde
blodlegemer. I praksis betyder dette, at hvis man giver en person med blodtype 0 en
blodtransfusion med blod fra en person med blodtype A, vil personens blod begynde at klumpe
(agglutinere), hvilket i værste fald kan være dødeligt.
Et særligt forhold gør sig gældende, når man taler om antistofferne i ABO-systemet, nemlig det at
kroppen danner disse antistoffer i løbet af det første leveår, selvom der tilsyneladende ikke er
behov for dem. I Rhesussystemet forholder det sig til gengæld sådan, at der først dannes
antistoffer, hvis kroppen præsenteres for det fremmede antigen, i dette tilfælde antigen D. Rhesus
negative personer har således ikke "automatisk" antistof imod Rhesus positivt blod.
Prøv at gå ind i tabellen ovenfor og efterprøv teorien om forligelige og uforligelige blodtyper.
Formål:
Formålet med dette forsøg er at bestemme egen blodtype og se eksempler på hvordan bindingen
mellem antigener og antistoffer kan få blodet til at klumpe sammen.
Materialer:
Eldonkort til bestemmelse af blodtype.
En spritserviet
En prikkepen til at fremskaffe en dråbe blod.
4 rørepinde
Et bægerglas med vand
En dråbepipette
36

VUC Århus
Lab.B11
På Eldonkortet er der 4 felter:
Et felt med antistof A (anti-A)
Et felt med antistof B (anti-B)
Et felt med antistof D (anti-D)
Et kontrolfelt uden antistof
Metode:
Et Eldonkort udpakkes
Tilsæt én dråbe vand med pipetten til hvert felt
Rør med rørepinden til feltets antistof (farven) er opløst
Vask hænderne og afsprit den finger, du skal prikkes i
Klem en lille dråbe blod ud i hvert felt på kortet, uden at berøre det
Tag en rørepind - en til hvert felt - og spred bloddråben ud i hele feltet
Vip med kortet så prøven holdes i bevægelse
Resultatet kan aflæses efter 5-10 minutter
Aflæs nu hvilken blodtype du har.
NB: Alt affald samles i en speciel plastikpose og destrueres!
37

VUC Århus
Rapportvejledning:
Lab.B11
Teori:
Undersøg ved hjælp af opslag, hvordan de forskellige blodtyper er fordelt i Danmark.
Forklar hvorfor der kan opstå komplikationer under graviditeten, hvis en vordende mor er Rhesus
negativ og venter et Rhesuspositivt barn.
Materialer/metode: Skriv kun hvis der er sket ændringer i forhold til øvelsesvejledningen.
Resultater:
Tegn Eldonkortet med dets fire felter og tegn de felter, hvor blodet klumper sammen
(agglutinerer).
Ved hjælp af de to første felter kan du aflæse hvilken blodtype du har I ABO-systemet. I det tredje
felt kan du aflæse din blodtype med hensyn til rhesusfaktoren. Du skal bruge din viden om, hvilke
antigener, der binder til de antistoffer, der er på kortet.
Diskussion:
1. Undersøg ved hjælp af opslag, hvordan de forskellige blodtyper er fordelt i Danmark
2. I øvelsen har du bestemt din blodtype. Forklar hvilken reaktion, der er sket på kortet.
3. Hvorfor er det vigtigt ved blodtransfusioner, at modtageren og donorens blod er af samme
type?
4. Hvorfor kan man sige, at en person med blodtypen AB er universalmodtager?
5. Hvorfor er en person med blodtype 0 universaldonor?
6. Hvorfra kan man skaffe sig de antistoffer, som er påsat Eldonkortet?
7. Forklar hvorfor et forældrepar der begge er rhesuspositive godt kan få et barn der er
rhesusnegativt.
8. Følgende aktuelle faderskabssag skal opklares:
Moderens blodtype: A, Rh-
Barnets blodtype: B, Rh+
Mulige fædre:
far nr.1: 0, Rh+
far nr.2: B, Rh+
far nr.3: AB, Rhfar
nr.4: A, Rh+
38

VUC Århus
Eksperiment nr.:
Lab.B11
ELISA- test - Påvisning af "Kyssesyge"
Rapporten er udført af:
I samarbejde med:
Dato:
Rettet af:
39

VUC Århus
Lab.B11
Øvelsevejledning: ELISA- test - Påvisning af "Kyssesyge".
Relevant baggrundstof:
Kendskab til immunforsvaret, antigener og antistoffer, mikroorganismernes opbygning (bakterier
og virus).
Teori:
Har man mistanke om at en person er smittet med en infektionssygdom f.eks. mononukleose
(kyssesyge), borrelia-bakterien (bid fra Skovflåt) eller HIV-virus, kan man benytte en antistoftest
kaldet ELISA (Enzyme Linked Immuno Sorbent Assay).
ELISA-testen bruges til at undersøge om en person har dannet antistoffer mod et bestemt antigen.
Et antistof kan binde sig til et specifikt antigen, denne egenskab benyttes til at påvise om en
person indeholder et specifikt antigen eller et specifikt antistof. En negativ test viser, at personen
ikke har dannet antistoffer mod den pågældende virus eller bakterie. En positiv test viser, at
personen har dannet antistof i kroppen.
Antistofferne kan inddeles i 5 forskellige klasser. To af disse er særlig interessante IgM, som
optræder ved førstegangsinfektioner og IgG, der er en del af den immunologiske hukommelse.
Man kan designe sin ELISA test, så der testes for både IgM og IgG. På denne måde er det muligt at
afgøre om der er tale om en ny infektion eller personen er blevet smittet for længe siden.
Antigener er stoffer eller organisme, som fremkalder en antistofreaktion i kroppen.
Antigener er ofte fremmede proteiner, men alle fremmede stoffer kan i princippet virke
som mulige antigener.
Antistoffer er proteiner, som dannes af immunforsvarets celler, og deres opgave er at
binde sig til indtrængende fremmedstoffer (antigener). Antistof-antigenkomplekset
optages af de såkaldte makrofager.
Mononukleose (kyssesyge):
Infektiøs mononukleose, eller "kyssesyge", skyldes en virus ved navn Epstein-Barr virus (EBV). Det
er en DNA virus som hører til gruppen af "Herpes vira", men den har intet at gøre med
forkølelsessår eller genital herpes.
Infektionen kaldes kyssesyge, fordi smitten overføres via inficeret spyt. Det kan ske enten ved kys
eller ved luftbåren smitte. Som det gælder for andre herpesvirusinfektioner forbliver virus i
kroppen resten af livet, selvom man sandsynligvis kun vil få mononukleose én gang i livet. Virus
kan formentlig med mellemrum findes i spyttet og sprede smitte denne vej.
Sygdommen rammer specielt 15 til 25-årige og giver influenzalignende symptomer med
halsbetændelse og hævelse af lymfeknuder og milt. Sygdommen er hyppigt forekommende;
mellem 80 og 90 % af voksenbefolkningen har haft sygdommen.
Sygdommen er i langt de fleste tilfælde ufarlig og uden senere komplikationer. Eventuelle
komplikationer til mononukleose kan være forstørret milt, forstørret lever og en udpræget
træthed. I sådanne tilfælde anbefaler man, at patienten undgår hårdt fysisk arbejde og sport med
kropskontakt til ca. 4 uger efter sygdomsophør, da der kan ske skader på milten. Indtagelse af
40

VUC Århus
Lab.B11
alkohol bør undlades i op til et halvt år på grund af sygdommens påvirkning af leveren.
Diagnosen for mononukleose stilles ud fra de ovennævnte symptomer og sygdommens udvikling.
Desuden kan lægen supplere med en podning fra halsen eller en blodprøve for påvisning af akut
Epstein-Barr virus infektion (Monospot test) eller påvisning af antistoffer tydende på en tidligere
infektion.
Der findes ingen behandling rettet direkte mod Epstein-Barr virus. Behandlingen er derfor rettet
mod sygdommens symptomer.
Udover ovennævnte kendes en række andre sygdomme, som virus sættes i forbindelse med. Her
kan nævnes Burkitt's lymphoma (en form for lymfekræft), kræft i næse/svælg, AIDS,
autoimmunsygdomme og kronisk træthedssyndrom.
Formål:
Ved hjælp af ELISA-testen skal vi teste fire "hypotetiske" patienter, for mononukleose. Dette gøres
ved at undersøge om patienternes "serum" indeholder immunoglobuliner af typen IgG rettet mod
Eppstein-Barr virus (antigener).
Serum= blodplasma, hvor størkningsfaktorerne er fjernet.
Princippet bag fremstilling af ELISA-testen:
ELISA testen udføres på en plastikplade med en række små brønde. Princippet er, at man
fastklæber antigener fra EBV-virus på brøndens bund og sider. Herefter tilsættes serum med
eventuelle antistoffer (IgG) fra patienten. Disse antistoffer vil binde til antigenerne.
For at påvise antigen-antistof komplekset tilsættes endnu et antistof. Dette antistof binder til IgG
som, når det bindes, aktiverer et enzym. Det aktive enzym kan påvises ved at tilsætte et specielt
substrat, som ved reaktion udløser en kraftig farvereaktion.
Materialer til forsøget.
Varmeskab til inkubering af prøver ved 37 ° C
En plastplade med 8 brønde
En automatpipette/mikropipette 0-50 µL og 0-250µL
Spidser til pipette
Bæger til affald
Bægerglas til brugte spidser
Bægerglas med 10 mL fosfatbufferopløsning (PBS)
8 Eppendorf rør med prøverne A-H :
41

VUC Århus
Oversigt over indholdet i prøverne A-H:
Lab.B11
Rør Indhold Mærket som Kommentar
A 0,5mL EBV antigener EBV
B 75µL Positiv kontrol + Indeholder IgG
C 75µL Donor 1 serum DS1 Serum fra patient
D 75µL Donor 2 serum DS2 Serum fra patient
E 75µL Donor 3 serum DS3 Serum fra patient
F 75µL Donor 4 serum DS4 Serum fra patient
G+PBS 0,5mL Sekundær antistof 2'anti Antistof mod IgG +enzym
H 0,4mL Substrat substrat Substrat til reaktion med enzym
* Til læreren: opløsningerne A-F kan laves i forvejen.
Metode:
Udførsel af testen trin for trin.
OBS DET ER VIGTIGT AT BRUGE RENE SPIDSER HVER GANG.
Påsætning af antigener.
1. Start med at mærke brøndene 1-6 (2 brønde er i overskud)
2. Tilsæt 50µL EBV fra rør A til hver af brøndene 1-6 og inkuber ved stuetemperatur i 5
minutter.
3. Sug forsigtigt væsken op af brøndene (går til affald).
4. Vask hver brønd en gang med PBS (fosfatbuffer opløsning). Dette gøres ved, forsigtigt, at
fylde 250µL PBS i brønden. Fjern herefter væsken og smid den ud (affald). Undgå at spilde
i brønden ved siden af.
Påsætning af prøver.
Tilsæt nu følgende til brøndene 1-6 HUSK AT SKIFTE SPIDSER.
brønd 1. 50 µL PBS
brønd 2. 50 µL fra rør B
brønd 3. 50 µL fra rør C
brønd 4. 50 µL fra rør D
brønd 5. 50 µL fra rør E
brønd 6. 50 µL fra rørF
(fosfatbuffer opløsning/neg.kontrol)
+ (+ positiv kontrol)
DS1
DS2
DS3
DS4
42

VUC Århus
Lab.B11
Inkubering af prøverne.
• Prøverne sættes i varmeskab til inkubering ved 37 ° C i 15 minutter.
• Efter inkubering fjernes væsken forsigtigt fra brøndene (HUSK ny spidser)
• Hver brønd vaskes med 250 µL PBS- se under punkt 4 (under påsætning af antigener)
Tilsætning af sekundær antistof.
• Tilsæt nu 50 µL "2'anti" til alle 6 brønde
• inkuber prøverne ved 37 ° C i 15 minutter.
• Efter inkubering fjernes væsken fra hver brønd med hver sin spids (affald)
• Hver brønd vaskes med 250 µL PBS- se under punkt 4 (under påsætning af antigener)
.
Tilsætning af substrat.
• Tilsæt 50 µL "substrat" til alle 6 brønde
• Inkuber prøverne ved 37 ° C i 5 minutter.
• Analyser prøverne ved at iagttage farvereaktion efter ca. 5 minutter.
Kommentar til reaktionen mellem de sekundære antistoffer/ enzym og substratet.
De sekundære antistoffer (2'anti), som bruges i reaktion er fremstillet ved immunisering med
human IgG i kanin eller ged. Efter oprensning kobles enzymet peroxidase på anti-IgG (2'anti).
Peroxidase omdanner brintoverilte 2 H 2 O 2 → 2H 2 O + O 2
Peroxidase er et enzym med en meget høj katalytisk aktivitet, idet det kan omdanne 10 6 molekyler
per sekund.
Substratet som tilsættes prøven består af H 2 O 2 og et stof kaldet ABTS, som har den egenskab, at
det i oxyderet tilstand bliver grønt.
Når substratet tilsættes begynder peroxidasen straks at nedbryde H 2 O 2 og der dannes herved O 2
som kan oxydere ABTS. ABTS bliver herved grøn.
ABTS : azino-diethylbenzthiazoline sulfonate.
43

VUC Århus
Rapportvejledning:
Lab.B11
Teori:
1. Beskriv funktionen af de forskellige celler i immunforsvaret.
2. Gør rede for hvordan immunforsvarets hukommelse virker.
3. Gør rede for hvordan et antistof er opbygget
Materialer/metode: Skriv kun hvis der er ændringer til øvelsesvejledningen
Resultat:
Tag et foto af jeres resultater og gør rede for hvilke patienter, der er smittet med mononukleose.
Diskussion:
1. Forklar, princippet bag den reaktion man ser, når resultatet af testen er positiv.
2. Forklar, hvorfor kontrolforsøget i brønd 2 giver positivreaktion.
3. Forklar, hvorfor man har et kontrolforsøg, hvor der kun tilsættes PBS.
4. Når man udfører ELISA testen i praksis testes der både for IgM og IgG. Endvidere
bestemmer man hvor kraftig farven er. Jo kraftigere farven er, des flere antistoffer har
testpersonen i sit blod.
Forklar hvordan disse oplysninger kan være med til at klarlægge sygdomsforløbet.
5. Giv eksempler på hvordan smitte generelt kan overføres fra person til person.
6. Hvorfor kan vi kun i nogen tilfælde vaccinere effektivt mod virus infektioner?
Fejlkilder: Angiv hvilke fejlkilder der er i forsøget.
Konklusion:
44

VUC Århus
Eksperiment nr.:
Lab.B11
Mitosen - den almindelige celledeling
Rapporten er udført af:
I samarbejde med:
Dato:
Rettet af:
45

VUC Århus
Øvelsesvejledning: Mitosen - den almindelige celledeling.
Lab.B11
Relevant baggrundstof:
Cellens opbygning, cellens cyklus, den almindelige celledeling - mitosen, de genetiske
grundbegreber som: gener, alleler, kromatider og kromosomer.
Teori:
Der er to former for celledeling, den almindelige celledeling (mitosen) og den celledeling der fører
til dannelsen af kønsceller (meiosen). I denne øvelse skal vi beskæftige os med mitosen.
Formålet med mitosen er at skabe nye celler, som er identiske med den oprindelige celle. Denne
form
for celledeling sker i organismen, når den vokser eller i forbindelse med udskiftning af slidte celler.
Inden celledelingen kopieres cellens arvemateriale, DNA, det betyder at kromosomerne nu findes i
en struktur, som består af to ens DNA strenge også kaldet kromatider. Kromatiderne holdes
sammen ved hjælp af et såkaldt centromer.
Under celledelingen adskilles kromatiderne og føres til hver sin ende i cellens cytoplasma (cellens
pol), herefter deles cellens cytoplasma og der dannes ny membran omkring de to nye celler.
Celledelingen består således af tre vigtige trin:
• Kopiering af arvematerialet (DNA)
• Adskillelse af de to kopier (kromatiderne)
• Deling af cellens cytoplasma
Formål:
I denne øvelse skal man ved hjælp af mikroskopet se og identificere de forskellige faser i mitosen.
Der fremstilles et mitose præparat af løgceller i deling eller der kan bruges faste
mitosepræparater.
Anvend figuren side 3
Materialer:
Rødder fra rødløg eller hyacinter i god vækst
Objektglas, dækglas
1% orcein i 45% eddikesyre (færdiglavet)
Spritbrænder
Præparernål
Filterpapir
Mikroskop
Metode:
Det er muligt selv at fremstille et mitose præparatet. Dette gøres ved at tage en rodspids i vækst
f.eks. fra løg, bønnespirer eller hyacinter. Den yderste spids er rodens vækstzone og her vil der
hele tiden være celler i deling fordi roden vokser. Ved at farve rodspidsen med orcein kan man
farve cellens DNA og cellens kromosomer bliver på denne måde synlige i mikroskopet.
Fremstilling af mitosepræparat:
46

VUC Århus
Lab.B11
1. Der skæres 1-2 mm af rodspidsen - en rodspids i god vækst kendes på, at den har en mælket
zone.
2. Rodspidsen overføres til et objektglas med en dråbe orcein (1% i 45% eddikesyre) og findeles
med en præparernål. Herefter lægges et dækglas på så farven ikke fordamper.
3. Præparatet opvarmes til ca. 60°C over en spritflamme (det må ikke koge). Ved opvarmningen
bliver cellerne bløde og midtlamellen opløses.
4. Læg nu et stykke filterpapir stramt ud over glasset og bank forsigtigt på dækglasset med enden
af præparernålen. Efterfulgt af et kraftigt tryk med tommelfingeren. På denne måde opnår
man at sprede cellerne.
5. Cellerne er nu klar til mikroskopet.
Brug af mikroskopet:
Husk altid at stille skarpt inden der skiftes forstørrelse ellers ødelægger man præparatet og
mikroskopet.
1. Fastgør præparatet i klemmen på mikroskopets bord.
2. Vælg den forstørrelsen/objektivet mærket 4x (dette svarer til en forstørrelse på 40x)
47

VUC Århus
Lab.B11
3. Søg rundt i præparatet og konstater at cellerne har forskelligt udseende. Det er
cellekernens indhold der er stærkt farvet Læg mærke til den tydelige celleafgrænsning som
er cellevæggen.
4. Find dernæst de faser som ser interessante ud.
5. Læg den valgte celle i centrum af synsfeltet.
6. Stil skarpt.
7. Skift herefter til den næste forstørrelse (10x) herefter kan man skifte til (60x)
Iagttag og tegn:
Læg det færdige præparat under mikroskopet og find så mange forskellige faser i mitosen som
muligt.
Faserne tegnes og navngives. Prøv at beskriv fasen så nøjagtig som muligt ved at bruge
betegnelser som tidlig metafase, sen osv. Prøv også at iagttage om cellen ses fra polen eller ind fra
siden.
48

VUC Århus
Rapportvejledning:
Lab.B11
Teori:
Beskriv kort cellens livscyklus
Gør rede for kromosomernes opbygning.
Forklar hvordan DNA kopierer sig selv inden celledeling (replikation)
Materiale/metode: Skriv kun hvis der er ændringer i forhold til vejledningen.
Resultater: Vedlæg dine tegninger af de forskellige faser i celledelingen.
Diskussion:
Rapporten skal indeholde en besvarelsen af de følgende spørgsmål.
I de følgende spørgsmål er der kun et rigtigt svar pr. spørgsmål:
1. Resultatet af en mitotisk celledeling er……..
a. 4 genetisk helt identiske celler.
b. 2 kønsceller, der hver for sig er genetisk forskellige.
c. 2 genetisk helt identiske celler.
d. 4 genetisk forskellige kønsceller.
2. Mitosens funktion er at……
a. give genetisk information uforandret videre.
b. sørge for, at individer af samme art ikke bliver genetisk forskellige.
c. overflødiggøre kønnet formering.
d. sørge for, at individer af forskellig art ikke kan få afkom sammen.
3. Hvad er et kromosom?
a. En gruppe gener ordnet efter størrelse.
b. En struktur, der findes i cellekernen og som er opbygget af DNA.
c. Et stykke DNA, der koder for et bestemt protein.
d. En struktur i cellernes cytoplasma, hvor m-RNA aflæses og proteinerne dannes.
4. Hvad er et gen?
a. Et stykke DNA, der koder for et bestemt artsspecifikt kulhydrat.
b. Et overfladeprotein på en bakterie, en viruspartikel eller en svampecelle.
c. Et stykke DNA, der koder for ét bestemt protein.
d. Det modsatte af et antigen.
5. Allele gener er …..
a. alle de gener, der tilsammen styrer en bestemt egenskab.
b. alle generne på et givet kromosom.
c. gener, der er placeret samme sted på to homologe kromosomer og som styrer
den samme egenskab.
d. to ens gener, der gør deres bærer homozygotisk.
På nedenstående fotos ses forskellige faser i mitosen, som de ser ud i mikroskopet.
49

VUC Århus
Se godt på billederne og sæt kryds ud for de korrekte udsagn - der må sættes flere krydser.
Lab.B11
Mellem to celledelinger befinder cellen sig i interfasen.
I interfasen - sker en fordobling af DNA
- kan man tydeligt se kromosomerne
- arbejder cellen
- forsvinder kernemembranen
Første fase i mitosen kaldes profasen.
I profasen - opløses kernemembranen
- er kromosomerne fordoblede
- vokser cellen
Metafasen kaldes også midtfasen.
I metafasen - kan man tydeligt se kromosomerne
- dannes der tentråde
- kan man se tentrådene
- ligger kromosomerne i ækvatorplanet
- mangler cellemembranen
Anafasen er den smukkeste fase i mitosen.
I anafasen - adskilles kromatiderne
- gendannes kernemembranen
-
- kromatiderne føres mod cellens poler
- består kromosomet af en DNA-streng
Telofasen er den sidste fase i mitosen.
I telofasen - deles cellens cytoplasma
- gendannes kernemembranen
- kan man stadig se kromosomerne
- er cellen blevet dobbelt så stor
- dannes der ny cellemembran
50