Hvilken løbestil giver færrest skader? - Løberen

kraften, svarer til 1,5 til 2,5 gange vores kropsvægt.
Stødet bliver fordelt opad i benet, og
derfor vil ledbelastningen ved hælløb være
størst for knæ- og hofteled. Ved forfodsløb
er skridtlængden kortere sammenlignet med
hælløb, og skridtfrekvensen er derfor større.
Derudover bøjer man sin fod nedad inden
landing, og dæmper ved hjælp af musklerne i
anklen og læggen stødet ved selve landingen.
Det vil sige at kollisionskraften ved forfodsløb
er lavere end den er ved hælløb. Netop den
lavere kollisionskraft er den primære årsag
til, at nogen mener, at risikoen for skader
er mindre ved forfodsløb. Der har da også
i nogle få undersøgelser vist sig at være en
sammenhæng mellem kollisionskraft og overbelastningsskader
i form af stressfrakturer,
men der er også flere undersøgelser, der ikke
har kunnet påvise nogen sammenhæng. Der
er ikke bevist nogen sammenhæng mellem
skader og den totale kraftpåvirkning under
løb, dvs. den kraft kroppen påvirkes af fra
underlaget al den tid fødderne er i kontakt
med jorden.
Ved forfodsløb pre-aktiveres musklerne i
anklen og læggen før landing. Udover at
dæmpe nedslaget og reducere kollisionskraften,
menes det også, at denne pre-aktivering
reducerer vibrationerne i det omgivende
bindevæv under landing. Dette er muligvis
kroppens måde at justere kraftpåvirkningen
på, så denne forbliver konstant uafhængigt af
underlag og stødabsorbering. Den forhøjede
muskelaktivitet kan potentielt føre til øget
muskeltræthed hos forfodsløbere, og bliver
musklerne for trætte, øges vibrationerne
i vævet og dermed også risikoen for overbelastningsskader.
Denne faktor kan især
have betydning på længere distancer. Nogen
mener desuden, at de aktiverede muskler
før landing resulterer i en direkte belastning
af knoglerne samt det omgivende væv, og at
dette derfor udligner den lavere kollisionskraft,
der er ved forfodsløb.
Hvorvidt den reducerede kollisionskraft er
en positiv egenskab ved forfodsløb er altså
stadig til diskussion. Hvad man ved, er at
kroppen har en fantastisk evne til at tilpasse
sig den belastning den udsættes for. Hos personer
uden anatomiske eller biomekaniske
anormaliteter, vil en høj kollisionskraft derfor
sandsynligvis blot forstærke knoglerne. Hvis
anatomiske og biomekaniske faktorer derimod
skaber en ubalance, så kollisionskraften
ikke absorberes og fordeles optimalt, vil en
høj kollisionskraft sikkert være forbundet
med en øget risiko for skader. Dette gælder
også hvis træningsmængde og restitueringstid
ikke tilpasses, så der i stedet for knogleopbygning
sker knoglenedbrydning. Dette vil
øge risikoen for skader ligegyldigt, hvilken
løbestil man vælger.
Det er altså på baggrund af den forskning,
der er tilgængelig på nuværende tidspunkt,
ikke muligt at afgøre, hvorvidt risikoen for
skader er mindre ved forfodsløb end ved hælløb.
Det er sandsynligt, at risikoen for nogle
typer skader vil være mindre ved forfodsløb
end ved hælløb, men modsat vil der sikkert
også være skadestyper, hvor risikoen er øget.
Ledbelastningen under en forfodslanding
er fx højest ved anklen, hvorimod det ved
hællanding er knæ- og hofteled der belastes
mest. Så selvom ingen studier har fundet en
direkte sammenhæng mellem ledbelastning
og løbeskader, kunne det meget vel være, at
personer, der døjer med knæ- eller hofteproblemer
kunne have gavn af at skifte fra
hælløb til forfodsløb. Derimod er der altså
intet der tyder på, at en ændring i løbestilen
skulle reducere risikoen for at få skader hos
personer, der i årevis uden problemer har
praktiseret hælløb. En ændring i løbestil
kræver desuden en lang tilvænningsperiode
for at undgå overbelastningsskader.
Energiforbrug
Det er ikke kun risikoen for at få skader, men
også energiforbruget, der ifølge nogen skulle
være reduceret ved forfodsløb sammenlignet
med løb i traditionelle løbesko. Denne
påstand er i modsætning til skadesrisikoen
delvist rigtig. Flere studier har nemlig vist, at
jo mindre vægt der pålægges fødderne under
løb, jo lavere er energiforbruget. Men det
lavere energiforbrug skyldes altså den manglende
vægt fra skoene og har sandsynligvis
intet at gøre med den ændrede løbestil.
Energiforbruget beregnes i de fleste forskningsstudier
som iltforbruget pr. minut pr.
kg legemsvægt målt ved konstant moderat
fysisk aktivitet. Iltforbruget ved løb skønnes
at stige med omkring 1% for hver 100 gram
ekstra vægt der pålægges fødderne, hvilket
svarer til, at et par løbesko, der samlet vejer
700 gram, vil øge iltforbruget med 3,5% i
forhold til at løbe barfodet. Det handler altså
ikke om, hvorvidt du løber forfodsløb eller
hælløb, men om hvorvidt du løber barfodet
eller i en let eller tung sko. Det kan ikke udelukkes,
at andre faktorer end skoenes vægt
også kan spille en rolle. Flere mener bl.a., at
der ved forfodsløb muligvis er en bedre udnyttelse
af den elastiske energi, dvs. den energi
der lagres i muskler og sener, og som frigives
ved afsæt. Dette er dog en påstand, der endnu
ikke har været mulig at dokumentere.
Hvilken løbestil er så bedst?
Personligt tror jeg ikke, at der er én løbestil,
der er bedre eller mere rigtig en anden.
På nuværende tidspunkt er det også den
konklusion, de fleste videnskabelige studier
ender ud med, og jeg tvivler på, at der nogensinde
vil komme et endegyldigt bevis for, at
den ene løbestil er så meget bedre end den
anden, at alle løbere burde ensrettes efter
den. For nogen er forfodsløb det bedste valg,
mens hælløb er det for andre. Hvad enten du
er en glad forfodsløber eller en tilfreds hælløber,
så er der intet videnskabeligt, der taler
for, at en ændring i løbestil skulle have nogen
som helst gavnlig effekt hverken på skadesrisikoen
eller på præstationsevnen. Dermed
ikke sagt, at din nuværende løbestil ikke kan
forbedres eller optimeres (se artiklen om
løbeteknik andetsteds i magasinet).
Dette var blot en ultrakort videnskabelig gennemgang
af emnet, men ét er videnskab,
noget helt andet er, hvad du selv kunne
tænke dig. Er du hælløber, men brænder
du for at prøve noget nyt og anderledes,
burde du helt sikkert hoppe i et par minimalistiske
løbesko og afprøve forfodsløb. Start
eventuelt med et par løbeture i skoven,
hvor kombinationen af det bløde og ujævne
underlag samt et par helt tynde såler giver
en fantastisk fornemmelse. Husk dog altid, at
et skift fra én løbestil til en anden kræver en
lang tilvænningsperiode.
Se Løberens hjemmeside for en mere detaljeret
gennemgang af de videnskabelige studier
inklusiv referencer.
Lidt om forskningsstudier
Med den stadigt stigende interesse for barfodsløb og løb i minimalistiske sko samt den
enorme interesse for motionsløb i al almindelighed, kan det sikkert undre nogen, at man
ikke blot én gang for alle får be- eller afkræftet, hvorvidt skadesrisikoen ved forfodsløb
er mindre end ved hælløb. Det er da bestemt heller ikke fordi der mangler videnskabelig
forskning indenfor området, men blandt andet besværliggør vores biomekaniske og
anatomiske forskelligheder i den grad anvendeligheden af resultaterne. Derudover er langt
de fleste studier såkaldte retrospektive studier, dvs. at man undersøger forhold, der er
sket tilbage i tiden. Løbeskaderne er altså sket inden forsøgsdeltagerne bliver inkluderet i
studiet, og de data der efterfølgende indsamles kan derfor ikke lægges direkte til grund for
skaden. Et retrospektivt studie kan fx påvise en sammenhæng mellem nedsat følsomhed
i foden og ankelskader, men hvorvidt den nedsatte følsomhed er årsagen til ankelskaden
eller om ankelskaden er skyld i den nedsatte følsomhed, kan man ikke fastslå ud fra denne
type studie. For at fastslå hvorvidt der er en årsagssammenhæng, er det nødvendigt at
udføre et fremadrettet (prospektivt) studie, hvor følsomheden i foden måles før skaden
opstår. Denne type studie er mere tidskrævende og kræver langt flere forsøgspersoner.
LØBERENs Magasin • FORÅR / SOMMER 2012
11