Oktober 2012

Oktober 2012
Årgang 41 nr. 4
ISSN 0905-1635
Fart over feltet – LILLA DAN og MIRA side om side. Limfjorden Rundt 2012. Foto Anders Christian True.

REDAKTIONEN:
Redaktør: Andrea Gotved, Viborggade 74, 2th, 2100 København Ø, 2275 5135 andrea@ts-skib.dk
Grafiker: Jesper Rossing, Jagtvej 88, st. tv, 2200 København N, 2033 9162 layout@ts-skib.dk
Annoncer
Se under sekretariatet næste side
TRÆSKIBS SAMMENSLUTNINGENS BESTYRELSE:
Formand: Lauge Damstrup Brøndum, Heldagergårdsvej 19, 5700 Svendborg, 2728 7632, teamdamstrup@gmail.com
Næstformand: Merete Ettrup, Slotsvej 12, 1, 4300 Holbæk, 2842 5626, merete.ettrup@gmail.com
Kasserer: Egon Hansen, Engbjerget 4, 4300 Holbæk 2148 7159 kasserer@ts-skib.dk
Bestyrelsesmedlem: Alexander Feirup, Brunsgårdvej 1, Nørlem, 7620 Lemvig, 2484 2646, alexlist@hotmail.com
Bestyrelsesmedlem: Karsten Heide, Dalbyvej 35, Nr. Dalby, 4140 Borup, 2042 9058, karstenheide@mail.dk
Bestyrelsesmedlem: Carsten Hvid, Brøndevej 33, Orø, 4300 Holbæk, 2279 5833, carstenhvid@gmail.com
Bestyrelsesmedlem: Niels Sohn, Engvang 31, 7800 Skive 2944 5013 nielssohn@c.dk
1. suppleant: Annette Dres Erichsen, Knapmagerstien 30, 2300 København S, 5183 8751, annettedres@hotmail.com
2. suppleant: Jan Christensen, Ny Hagestedvej 51, 4532 Gislinge, 3045 5702, emma-anne-jan@jubii.dk
Revisor: Kirsten Hjort, Løjtoftevej 189, 4900 Nakskov 4156 9013 kirsten@hjort.eu
Revisor. supp.: Poul Pilegaard, Brolæggerstræde 20, 4300 Holbæk 4045 4839 poulpilegaard@3mail.dk
TS-LOKALFOLK:
Nordjylland: Bo Rosbjerg, FDF, Vestre Fjordvej 67, 9000 Aalborg 9813 2957 br@math.aau.dk
Djursland: Torben Kirkegaard, Silkehalevej 18, 8400 Ebeltoft 8634 4881 / 6129 4881 t.kirkegaard@mail.dk
Limfjorden: Karl O. Tousgaard, Stenøre 16, Stenøre, 7884 Fur 9759 7300 / 5118 4354 tousgaard.fur@fibermail.dk
Østjylland: Vacant
Sønderjylland: Maria Heebøll, Jormorvej 11, 6100 Haderslev 7458 4124 / 2143 4214 heeboell@email.dk
Ribe og Vadehavet: Jørn ”Jønne” Hansen, Jernkærvej 17 D, 6760 Ribe 2140 0374 joernhansen@mailcity.com
Østfyn:
Vacant
Vestfyn: Jens Glindvad, Provstskovvej 9, 5500 Middelfart 6440 1877 jgsnug@profibermail.dk
Sydfyn:
Vacant
Nordsjælland: Ingelise Brandt, Krondrevet 36, 3140 Aalsgaarde 4970 8509 ingelise@brandt.mail.dk
Vestsjælland: Flemming Olsen, Hallenslevvej 31, 4281 Gørlev 5885 5446 / 6092 1504 kirst.mik.flem@mail.tele.dk
Isefjord: Henning Sanderhof, Sleipners Plads 5, 3650 Ølstykke 4717 9341 / 2449 0779 hejesoka@hus.dk
Køge Bugt: Peter Holger Nielsen, Vænget 4, Hastrup, 4600 Køge 5665 0636 / 3022 1298 veritas5pak@live.dk
Kbh. Chr. Havn: Anvar Tollan, Overgaden Oven Vandet 44, st. 1415 K 3254 3853 anvar@post.tdcadsl.dk
Kbh. Nyhavn: Eric Erichsen, Knapmagerstien 30, 2300 S 4085 6017 eric.erichsen@3f.dk
Lolland: Benny Jacobsen, Løjtoftevej 3, 4900 Nakskov 2823 4018 galleybenny@gmail.com
Falster: Henrik Andersen, Kongsnæstoften 7, 4850 Stubbekøbing, 5174 0109, gretheoghenrik@gmail.com
Bornholm: Poul Forum Sørensen, Grønnegade 3, 3700 Rønne 2993 5695 pfs@traebaade.dk
REPRÆSENTANTER I SKIBSBEVARINGSFONDEN:
Egon Hansen, Engbjerget 4, 4300 Holbæk 2148 7159 kasserer@ts-skib.dk
Sven Irgens-Møller, Kirkegade 2, Jebjerg, 7870 Roslev, 2147 9023, sim@skivephs.dk
REPRÆSENTANT I EMH
Nis-Edwin List-Petersen,
Møllevænget 19, Hostrupskov, 6200 Aabenraa 4017 6132 nis-edwin@list-petersen.dk
FORSIKRING Dansk System Assurance 3379 6060
KONSULENTER:
Restaurering: Skibsbevaringsfonden, Skovhusevej 35, 4720 Præstø 5599 9518 (hverdage 8 - 16)
Knob, stik og splejs Werner F. Nielsen, Mølstrupvej 70, 7480 Vildbjerg 4043 4899
2

Formanden har ordet
TS-sekretariatet
v/Lis Pedersen
Postbox 58, 4300 Holbæk
Telefon: 7023 4049
e-mail: sek@ts-skib.dk
Ekspedition af alle annoncer - dvs. medlemsannoncer
(vises i bladet kun som en henvisning
til hjemmesiden) og betalingsannoncer.
TS-hjemmeside: www. ts-skib.dk
Webredaktør: Merete Ettrup
(se bestyrelsen side 2)
Medlemskontingent for 2012, kr. 350, -
Ungdomskontingent u. 25 år, kr. 150, -
Alle interesserede kan blive medlem. Benyt
indmeldelsesformularen på hjemmesiden. Foruden
medlemskontingentet betales kontingent for
fartøjer, der er optaget på fartøjslisten som flg:
• Joller og åbne både under 2 BRT kr. 0, -
• Fartøjer mellem 2 og 13, 9 BRT kr. 300, -
• Fartøjer mellem14 og 19, 9 BRT kr. 600, -
• Fartøjer mellem 20 og 49, 9 BRT kr. 900, -
• Fartøjer over 50 BRT kr. 1200, -
For at få glæde af TS-havneordningen kræves
betalt fartøjskontingent og samtidig visning på
fartøjet af årsmærkat og jomfrustander.
Deadline til Årbogen er 20. November 2012
Et par meget varme kartofler
Sommeren går på hæld og det er ved at være tiden til at tage fat på de
mange gøremål som er så vigtige for fremtiden og for os og vores kære
skibe.
Udfordringerne er der nok af og det er super vigtigt vi få en åben og
god dialog om de mange og store spørgsmål. Spørgsmål som: Skal vi
have skærpede krav til optagelse af fartøjer, og eksklusion af fartøjer der
ikke overholder vores krav?
Skal vi have en ”klasse ” inddeling således at fartøjer belagt med glas
fiber kan være med eller bør vi ikke højne standarden og bede de glade
skibs ejere opfylde et mindste krav før de søger optagelse?
Er det ikke på tide at få en dialog og løsning på problemet med ”Pirat
sejlads”? Vi kender alle problemet med at sejle en tur på vandet med
betalende gæster selv om skibet ikke er godkendt til det. Der er mange
undskyldninger ,for det hjælper jo lidt til vedligehold. Et problem
som vil skyde os selv i foden på et tidspunkt. Jeg kan virkelig godt forstå
ejerne af charter skibene, bliver frustrerede over at overholde søfarts
styrelsens krav til sikkerhed og bemanding og andre ikke gør. Der
er skibe som sejler på grænsen eller lidt på den forkerte side. Skibe som
desværre nogle gange tilbyder sejlads for et mindre beløb.
Med chance for at blive upopulær syntes jeg det er en rigtig skidt gråzone
for at bevare vores skibe på.
Hvis vi ikke får en dialog om dette problem vil det virkelig skade vor
”sag” på et tidspunkt. Vi skal være professionelle og må som forening
også vise at trods de hårde krav fra søfartsstyrelsen, stadig går ind for
at regler bliver overholdt. Det er både vores besætning og passagerernes
sikkerhed, vores økonomi og vores troværdighed som er vigtig at
stå sammen om.
Vi har så mange dygtige medlemmer at jeg ser fremtiden lys og venlig
og at der helt sikkert er en løsning for vores skibe, vi må bare have modet
til at holde sammen gennem dialog og ærlighed . Vi må ikke miste
40 år arbejde bare fordi der er storm omkring os
Så reb sejlene og deltag i en dialog om fremtiden.
Med venlig hilsen
Lauge , Formand i TS
3

MEDLEMSMØDE i Ribe 27.-28. oktober 2012
Temaet er VADEHAVET
Program lørdag
13.00 Vi mødes på Skibsbroen ved JOHANNE DAN og
sejler mod Kammerslusen og videre ud i Vadehavet.
Husk varmt søtøj. Skipper Bjarne Kiholm vil forsøge
at sætte os i land på en østersbanke, hvor vi kan plukke
nogle smagsprøver. Husk gummistøvler. Vi besøger
sælerne.
19.00 Skafning i Ribe Sejlklub. Efter middagen er ordet frit
Program søndag
08.00 Morgenskafning i sejlklubben
09.00 Thyge Jensen fortæller om sejlads på Vadehavet
11.00 Steffen Steffensen bugserer os rundt i byen og fortæller
om Ribes historie.
12.30 slutter vi af ved JOHANNE DAN.
Der er mulighed for overnatning i Bed & Breakfast i bymidten.
Se på Ribes hjemmeside eller ring til Jønne 21 40 03 74
På gensyn
Det Maritime Ribe
Mere info samt tilmelding på www.ts-skib.dk
4

Skipper Otto Bjørn Leth er død
knapt 63 år gammel.
Der blev pludselig så stille.
Vi vidste det jo godt alle sammen, for vi så det jo komme ganske
stille. Men at det skulle være lige nu, det vidste vi bare ikke.
Det var lidt ligesom i de der talrige kapsejladser, hvor BRITA
LETH - på trods af alt – stilfærdigt og ubemærket sneg sig over
mållinjen med alle sejl sat. Otto havde sneget sig over mållinjen
igen, men denne gang var det desværre for sidste gang. Men det
foregik med både bredfok og spidser sat og ham selv alene ved
både ror og fald.
Otto Leth var en af den sejlende kulturarvs allerstørste pionerer.
Han fejrede i år sit 40 års jubilæum med skonnerten BRI-
TA LETH. Han var ikke den første, der fik ideen at restaurere
et gammelt fragtskib, og sejle med det, andre var allerede godt
i gang. Men han var på en eller anden måde anderledes end de
andre.
Interessen for skibene stammede tilbage fra hans barndom.
Otto´s far havde fået job som skoleinspektør i Egedesminde og
derfor flyttede Otto i 1956 med resten af familien til Grønland.
Dengang fløj man ikke til Grønland, man sejlede
Jeg sidder her og ser på et billede, hvor Otto i 1956 passerer
Prins Christianssund om bord på M/S DRONNING ALE-
XANDRINE. Jeg er ikke i tvivl om, at det allerede her, Otto
fik vakt den indre sømand og interessen for skibe. Men var interessen
ikke allerede vakt på færgen, så blev den det, da han
så alle de fine gamle sejlskibe, som vi andre kun kender fra
Jens Friis-Pedersens flotte værk om de danske skibe i Grønlandsfarten.
Otto Leth påbegyndte sidst i 1960-erne en uddannelse som arkitekt,
men fuldførte aldrig helt studiet, da de tidligere skonnert
HILFRED blev sat til salg, og den var der på det tidspunkt mere
fremtid i.
Familien Leth købte HILFRED og påbegyndte straks en restaurering
af skibet, der senere blev omdøbt til BRITA LETH.
BRITA LETH var primært Otto´s barn, men samtidig også et
familieprojekt. Hele familien var fra starten involveret i restau-
5

eringen, lige som de i de senere år har hjulpet til, når det har set
mest håbløst ud.
BRITA LETH fremstår i dag som et af Danmarks smukkeste
og mest troværdigt restaurerede skibe, intet mindre end et nationalt
klenodie.
Men BRITA LETH var jo ikke ikke Otto´s eneste skib. Han
havde gennem årene flere. Hvor andre i dag tager en hjemløs
hund med hjem fra Portugal, så kunne Otto ikke klare at se skibe
lide. Han måtte redde dem. Således både loggeren LAK-
SEN, loggeren LEO, men også det store fyrinspektionsskib H.
V. RAVN, som blev købt og lagt i Hobro. Tanken var, at skibene
skulle anvendes i det socialpædagogiske arbejde som Otto
havde startet op.
LEO blev sejlet som fragtskib i en kort årrække, men desværre
lykkedes det aldrig for ham at fuldføre projektet med H. V.
RAVN. Men på grund af hans forudseendhed, så er skibet i dag
bevaret.
Mange unge søfolk har været i kontakt med Otto gennem årene,
og det har uden tvivl været en hård skole, for skibet blev
drevet på helt traditionel facon med direkte linie til Marstalskipperne.
Men det har samtidig været en god skole, der har betydet,
at en stor del af den traditionelle viden Otto havde erhvervet,
den bliver bragt videre til kommende generationer.
Otto Leth havde en brændende interesse for de traditionelle skibe,
en interesse der med tiden gjorde ham til en af de mest vidende
og markante personer på området. Han havde naturligvis
en stor fordel i at have været med så tidligt, at han kunne få det
hele overleveret fra mand til mand af de søfolk, der selv havde
sejlet med disse skibe.
I de første år, hvor Otto ikke havde de nødvendige papirer til
at sejle skibet, havde familien en gammel skipper Emdahl ansat,
som tidligere havde sejlet på bramsejlsskonnerter. Det var
her Otto lærte dels at sejle, og dels at vedligeholde et skib på
den traditionelle måde. Skipper Emdahl var Otto´s mentor, der
lærte ham de gamle dyder som kvalitet, håndværk og godt sømandskab.
Og Otto var en ualmindelig opmærksom lytter. Ingen detalje
var for lille til at optage ham, og han sugede viden til sig som
kattehår på et kunststoftæppe. Al denne kundskab gjorde ham
næsten kompromisløs i forhold til det at restaurere et fartøj korrekt.
Og den gjorde ham til en ualmindelig dygtig sømand, der
kunne sit skib. At se ham lægge BRITA LETH til kaj i Fåborg
mellem flere store skibe var en rendyrket fornøjelse.
Når jeg tænker tilbage på Skibsbevaringsfondens begyndelse
og de krav vi dengang stillede til skibsejerne om detaljeringsgraden
af restaureringerne, så kunne mange af de løsninger, der
dengang var gangbare, bringe Otto helt ud af fatning. Jeg har
således måttet lægge ryg til rigtigt mange velfortjente verbale
bank. Men desværre var de fleste skibsejere dengang ikke parat
til at lave tingene, som de egentlig burde. Og vi kunne simpelthen
ikke drive skibsbevaring, hvis ikke skibsejerne var på vores
side og forstod, hvad det var vi ville. Derfor blev det en lang
udvikling, en udvikling hvor Otto Leth på mange måder var en
drivende kraft, der altid var klar til at argumentere og forklare
hvorfor og hvordan.
Otto Leth havde den specielle udstråling, der skulle til at gøre
ham til en slags patriark, ikke bare for familien men også for os
andre i miljøet. Det er således et kolossalt savn der opstår, når
en mand med så stor en viden og indsigt ikke er mere.
Otto Leth efterlader sig to børn sønnen Thorbjørn og datteren
Maria, som nu har sejlet på BRITA LETH i flere år.
Æret være Otto Leth´s minde.
Jes Kroman
Skibsbevaringsfonden
6

Mindeord om en rigtig
god kollega
Otto er desværre død kun 63 år
Otto havde en herlig humor og derfor vil det være i hans ånd
at fortælle at vi kollegaer ofte har lavet lidt sjovt med ham om
alle hans ”skavanker ” og at han burde være død for mange år
siden.
Men det var netop her at Otto var anderledes og noget helt
særligt. En stor tålmodig og sej fighter. Det er så imponerende
at Otto på trods af alvorlig sygdom, med flere lange og krævende
hospitals ophold og flere store operationer formåede at holde
styr på hans skib og andre store opgaver vel og mærke på en
måde så vi andre skibs tosser blev helt udmattet ved tanken om
hvad Otto kunne udrette og få fra hånden.
En kæmpe inspirator og et stort forbillede er her ikke mere.
Otto var en stor dreng med stort legetøj og hvor er det ærgerligt
at han ikke nåede at flyve en tur i et andet tosset projekt af Hans
”En flyvemaskine ”Det ville have været et fantastisk syn…
Hvem andre end Otto begynder at restaurere en gammel flyvemaskine,
når man lige har restaureret en stor flot skonnert, sat
sit hus istandsat og meget mere.
Det gjorde Otto !
Jeg kan slet ikke forstille mig den sorg som Bjørn og Marie og
resten af familien gennem lever ved tabet af Otto Jeg tror ikke
det lindre jeres sorg ,men Otto var en stor inspirator for rigtig
mange af os !
Jeg kommer til at savne ham
Kollegaen Lauge
TS formand og ven
Kære sømand og borger
Af Jens Weiss, Marstal
Der er brug for, og behov for, nye ideer og tiltag for at finde veje
til bevarelse af vores sejlskibsflåde.
Alle steder hvor man retter kikkerten ser man skriften ” der er
ingen penge” eller vi har ”økonomisk krise”. Med den nye skattelov
(afskaffelsen af 33A) kan jeg se, at de projekter som sejler
uden for Danmark går en hård vind i møde. Ved afskaffelsen af
det indirekte tilskud, som man tidligere har opnået med den gamle
skattelov, vil priserne for staten stige meget ved en anbringelse
på et sådant skib, hvis man skal kunne holde den aflønningsstandart
der er i dag.
Mon ikke at kommunerne vil slå sig i riggen, når de skal til at
betale mere for en anbringelse af ”unge mennesker som har valgt
de forkerte forældre” på danske sejlskibe generelt, hvilket vil afstedkomme,
at man vender kikkerten i en anden retning.
Mellem lægmænd og søfolk har der altid været en forståelse for
”det at sejle til søs” giver en grundbasis og uddannelse, som man
kan bruge resten af livet.
At lære at respektere naturens kræfter, betydningen af sammenhold
og have respekt for andre, fordi han er ”min sikkerhedsmand”
er en naturlig tilstand ombord på et skib.
Et skib kan sammenlignes med vores samfund, hvor vi alle har
brug for hinanden for at kunne leve sammen og opnå et godt,
sundt og sikkert liv. Men hvorfor vil de folkevalgte politikere
ikke tage del i, eller give mulighed, for det? Ankerkæden er ikke
knækker endnu, men der skal ikke mange flere bølger til.
Lige nu, ligger flere af disse skibsprojekter med for meget vand
på dækket og det gør, at ankerkæden er på bristepunktet. Som sømand
og borger bør vi/du gøre vores lokale folketingsmedlem
opmærksom på problemstillingen. Hvorfor ikke invitere hende/ham
med på en tur eller bare komme se hvor meget der bliver
gjort rundt omkring på de forskellige skibsdæk i Danmark.
Skulle vi ikke sammen prøve at forhindre en skibskatastrofe og
sætte alle sejl nu, inden den her kuling får blæst os omkuld.
Er du være i tvivl hvem der er valgt i dit område er her et link:
http://www.b.dk/forward/emailref?path=node/16575916
Med venlig hilsen og God vind.
7

Limfjorden Rundt 2012 ombord på ALDARION
Af Birthe Ebdrup, foto Andrea Gotved
Der er hos os en tradition for, at når sejladsen Limfjorden Rundt
starter mandag i uge 37, så er vi i Løgstør. Enten i vores egen
båd eller kørende i bil. I år var planen at sejle VINDI (en Vindø
50 fra 1976) fra Nibe til Løgstør lørdag inden sejladsen og så
ellers pendle lidt frem og tilbage mellem arbejde og båden, for
så til næste weekend at sejle VINDI til Skive til afslutningen på
Limfjorden Rundt. Vi, d.v.s. Lasse og Birthe, sejlede til Løgstør
lørdag formiddag og alt gik efter planen, dvs. båden fortøjet på
ydermolen i Kanalhavnen. Der er altid en fantastisk stemning
når alle de gamle sejlbåde samles i kanalhavnen og langs kon-
gekajen. Og Løgstør forstår at skabe fest og stemning på havnen,
så vi lå centralt for det hele.
Søndag ringede telefonen. Lars Klok fra Værftet i Skive havde
en kunde, John Bryden, som havde tilmeldt sig sejladsen,
men manglede en besætning til at sejle turen Limfjorden Rundt
på ALDARION. Jeg havde flere gange tidligere mødt John og
kendte hans dejlige båd, så jeg var parat til en uge på vandet.
Samtidig havde Thea, som netop var færdig med 5 måneders
togt med GEORG STAGE ringet og spurgt om mulighed for at
komme med en af bådene Limfjorden Rundt. Hun havde også
ELSA MAGRETHE gir den gas.
8

FULTON, LOA og BONA GRATIA på startlinjen.
en veninde Mette fra GEORG STAGE, som gerne ville med og
de to friske piger kom også med på ALDARION. ALDARI-
ON er ca. 11 m lang og bygget 1990 på et værft i Sydafrika til
værftsejeren selv. Den vejer ca. 12 tons og har krydset Atlanterhavet
3 gange. Det er en tung båd, som kan klare meget vind og
også skal have meget vind for at få fart. Den har 2 master, men
kun bom på den bageste. Båden serviceres af Værftet i Skive og
ligger her, når den ikke er på farten.
Vi mødtes mandag morgen på Værftet i Skive, hvor ALDA-
RION lå fortøjet. John havde på forhånd provianteret, så efter
en kort gennemgang af båden, var vi klar til at sejle til Løgstør.
Vi var lidt spændte, for John var den eneste som tidligere havde
sejlet båden, ingen af vi 3 piger havde tidligere sejlet kapsejlads.
John havde sejlet lidt rundt i Limfjorden, men ellers var
jeg den eneste som kendte fjorden og havnene. Og så var der
lige et sidste problem, nemlig sproget for John er fra Skotland,
bor til daglig i Oslo, men er gift med en dansk pige fra Skive.
John forstår en del dansk og norsk, men taler helst engelsk
og det er ikke min stærke side, men heldigvis var Thea og Mette
gode til engelsk, så vi kom gennem ugen uden alt for mange
misforståelser, men sommetider skulle vi lige konferere lidt inden
vi alle forstod hvad der blev sagt.
Fin sejlads til Løgstør hvor vi fik lidt styr på hvad, hvem og
hvor og ankomst sidst på eftermiddagen. Vi fik plads lige indenfor
indsejlingen i kanalhavnen som båd nr. 7 og med udsigt over
til VINDI, som lå yderst på molen. Så kunne vi holde fri indtil
næste morgen. John var en tur på Limfjordsmuseeet og købte
2 expl. af den nye bog om Limfjorden Rundt, skrevet af Esben
Munk Sørensen og Tonny Schnoor – de sejlede begge med
nogle af dagene. Thea og Mette mødtes med deres kærester som
sejlede med 2 af de andre tilmeldte både, VIKTORIA og LOA,
og min mand Lasse kom også til Løgstør, da han havde fri fra
arbejde. Der var fælles spisning i stort telt på havnen, hvor beredskabscenter
Vesthimmerland havde lavet skipperlabskovs.
Derefter havde min søn Kristian inviteret til rundvisning på
LOA, en stor 3-mastet barkentine hjemmehørende i Aalborg.
John, Lasse og jeg fulgtes en tur rundt på havnen og bagefter
var der kaffe på ALDARION. Og så gik nogle af os til køjs.
Næste morgen skippermøde i Kulturladen og morgenmad til
alle øvrige i teltet. På skippermødet blev Niels Sohn hyldet da
det i år var hans 25. Limfjorden Rundt. Nogle kreative sjæle
havde fået fremstillet nogle flag med billede af Niels og hans
hund Viktor og teksten ”Te’ løk”. Det er nordjysk for tillykke.
Alle både fik et flag med Te’ løk samt et Moland-flag (sponsor).
Begge flag skulle hejses på bådene hele turen rundt. Løgstør
kommune havde en gave til alle både: en pakke friske muslinger
samt en flaske hvidvin. Sejladsens regler blev gennemgået
og så var der afgang til start. Startlinje udenfor Løgstør rende.
Først blev de store både sendt af sted og 15 min. senere de
øvrige. Der skulle sejles kapsejlads op til Feggesund. Der var en
meget frisk vind og vi satte et reb i storsejlet, fuld genua og desuden
lille fok og endnu et sejl kaldet mizzan. Vi blev nr. 4 i denne
første sejlads i vores klasse. Efter Feggesund for motor til
Thisted i regnvejr. Bådene blev pakket i havnen og så kom det
fine vejr med sol. John tilberedte muslingerne og vi fik et fornemt
måltid i cockpittet.
Efter besøg af gamle venner og Kristian ombord, var det tid til
et bad i skurvognen på havnen. Derefter var der helstegt pattegris
med tilbehør i bådhallerne ved sejlklubben. Lækkert måltid
og derefter afsløring af dagens resultater og uddeling af præmier.
Onsdag morgen igen skippermøde og her skulle vi også have
spisebillettter til de øvrige havne. Afsejling kl. 9 og derefter for
motor /sejl gennem Vildsundbroen og videre for sejl til vi nåede
til Jegindø. Her skulle dagens kapsejlads begynde. Fin sejlads
øst om Venø til kort før Struer, og ikke så meget vind som da-
9

gen før, så rebet blev taget af storsejlet og vores sidste sejl topsejlet
kom også op. Undervejs fik John SMS fra svigerforældrene
fra Skive. at de ville komme med aftensmad til hele besætningen.
Regnvejr i Struer, men Paulas hjemmelavede suppe
og oksekød i peberrodssovs med hjemmeavlede kartofler var et
lækkert måltid. John gav Paula og Gunnar det ene eksemplar af
bogen om Limfjorden Rundt.
Torsdag morgen skippermøde med gammel dansk og et krus
i gave til hver båd. Kapsejlads fra Venø havn til Glyngøre. Flot
vejr, men for lidt vind for ALDARION. Om aftenen var der fællesspisning
i teltet med spareribs og tilbehør – mums. Bordene
var flot dækket op med rigtig porcelæn og glas og pyntet med
foldede servietter. Derefter underholdning af orkestret Tonight,
som fik rigtig mange på dansegulvet. Også sangeren Dale A.
Smith var på scenen og underholde. Sidst på aftenen kom også
min mand Lasse, som skulle sejle med de sidste 2 dage.
Fredag morgen med piskende regnbyger. Alle byens skolebørn
var på havnen med flag og sang, men det hele druknede lidt i
regnen. Sen afsejling til kapsejlads – vi skulle jo kun kort vej til
Fur. Min søn Kristian var denne dag ombord på den norske båd
FÆELLERØY. Der kom et opkald fra FLEKKERØY på VHFradioen.
De ville gerne have hjælp, da de havde en med benbrud.
Straks var jeg nervøs for at det skulle være Kristian, men
han svarede ikke på telefonen. Det viste sig senere at det var
den norske skipper, som var blevet fanget af skøderne under en
bomning. Dobbelt lårbensbrud og et flækket skinneben. Marinekutteren
Manø kom hurtigt til hjælp og havde undervejs hentet
en læge på UTOPIA, så man besluttede først at flytte den tilskadekomne
når båden var kommet til Fur. Her var ambulancen
parat og kørte skipperen til hospitalet. Om eftermiddagen
opvisning af cirkusbørn på havnen på Fur og ombord på ELSA
MAGRETHE svang børnene sig rundt i riggen. Spisning i teltet
på havnen med kyllingebryst og tilbehør fra Chili-John, det
smagte dejligt. Borgmesteren holdt tale, men kun få kunne høre
hvad han sagde, så han kom til Skive dagen efter og gentog det
hele.
Kapsejlads.
10

Fra Nykøbing til Fur.
Lørdag morgen frisk vind, men retningen gjorde at vi kun
kunne sejle kapsejlads til Hvalpsund. Her var vinden ret kraftig
og ALDARION sejlede enormt hurtig og vi fik lidt vand over
rælingen mens vi overhalede flere skibe. Undervejs oplevede vi
at Troels Kløvedal stod på VALKYRIEN og videofilmede bl.a.
ALDARION. Ved ankomsten til Skive lagde vi ALDARION til
kaj i Værftshavnen. Vi pakkede og rydde op på båden, som nu
var hjemme igen. Mette og Thea bestemte sig for at de gerne
ville hjem og jeg kørte dem til toget. Imens var John og Lasse
til afsluttende skippermøde på Moland. Derefter en tur rundt på
havnen i Skive og endnu et smut ombord på LOA. Tilbage på
Værftet fik vi et hurtigt bad og så var vi klar til afslutningsfest i
værftets hal 3. Her var pyntet op med sejl oppe under loftet og
igen var der god mad – denne gang fra Tinnes køkken. Der blev
delt præmier ud til de 3 bedste i hver klasse, vi blev desværre
kun nr. 4. Der blev uddelt flere andre præmier bl.a. uheldigste
skib o.s.v. Desuden fik Niels Sohn overrakt en gave i anledning
af hans 25 års jubilæum. De både som ikke havde vundet præmie
fik i stedet en flot graveret messingplade til båden. Og så
var der igen musik og dans og megen snak. Ud på de små timer
var alle tilbage på bådene eller ude i byen og så var en helt fantastisk
uge Limfjorden Rundt slut. Tusind tak for en herlig uge
til først og fremmest John og Thea og Mette. Men også en stor
tak til alle de andre sejlere og ikke mindst til dem der har stået
for arrangementet, både ude på vandet og rundt i de enkelte
havne. Det var simpelt hen flot hele vejen igennem. Hvis jeg får
mulighed for det er jeg med igen næste år – VI SES.
11

Fyn Rundt med FLEKKERØY
Af Anne Nygren
Fra vores venner i Norge har jeg modtaget følgende indlæg:
Vi hadde seilt i det Sydfynske øhav noen uker, da FLEKKE-
RØY skipper Bjørnar plutselig spør: skal vi bli med på «Fyn
rundt»?. En kjapp epost med like rask og positivt respons,
tenkte regattailden hos oss. DVINA ble vennlig mottatt og fikk
ligge i Svendborg, skipperen måtte hjem.
Jeg tok med meg alt mitt pikk-pakk, mønstret på FLEKKE-
RØY, og dermed var «Fyn rundt» i gang. Selve starten gikk fra
Kerteminde 23. juli. Vi fikk en utmerket start, vi tror vi var andre
båt over startstreken (!) etter LILLA DAN, som viste seg så visst
ikke å være særlig liten. Det blåste godt, og i vår «spesialklasse»
var det bare fire båter; ELBE nr 5, ATALANTA og VALKY-
RIEN, alle tre langt større enn oss – og det ble vanskelig å hevde
seg for en liten båt i så mye vind. Men seilasen var fantastisk!
Vi gikk i mål halv ett, men var ikke i havn før i åttetiden om kvelden,
etter banking i mot.
Vel i havn i Middelfart var det et yrende liv, det lå tett-i-tett med
flotte skuter, solen skinte, brygga var tettpakket med glade mennesker
– alt i alt et fantastisk skue. På skuta HAVET viste de en
forestilling med absurd komikk, ablegøyer og akrobatikk i riggen.
Det ble «bryggesleng» og besøk med omvisning på andre
båter. Vi møtte nye og gamle venner og den kvelden sovnet jeg
momentant i samme øyeblikk jeg la hodet på puten. Tidlig neste
morgen; morgenmad og «fairplay», her skulle mannskapet på et
eller annet vis presentere seg selv. Vi hadde ikke helt skjønt opplegget,
men klarte å presentere båt og mannskap, ved å stille i
like FLEKKERØY t-skjorter og snakke svorsk (svensk-norsk)
med innslag av engelsk og dansk.
Lite vind denne dagen, veldig bra for oss! Vi var fornøyde med
både starten og taktikken og plasseringen. Kveldens «fairplay» i
Assens var «skalleroing», vi ante ikke hva ordet betydde en gang,
men fant ut at der var best å bare å hive seg på leken. «Skallene»
var skall av livbåter og det var om og gjøre å padle ut til en bøye
og tilbake. Samtidig var det helt «fair» og skubbe borti andre deltakere.
Ikke lett, men veldig gøy! Kvelden ble avsluttet med fyrverkeri
og nok en god natts søvn.
Neste morgen var havet speilblankt og den deilige, men akk så
sjeldne tropevarmen hadde satt inn for fult. Morgenbad, morgenmad
og avgang før kl 08.00. Det ble ingen seilas denne dagen, i
stedet badet vi, kastet vannballonger og lot oss steke i solen. Vi
kom tidlig til havn i Sønderborg, men måtte vente på å få anvist
plass til de store båtene hadde lagt til. Dermed ble det det vi på
norsk kaller «bryggekino›, kose seg med å se hvordan båtene legger
til – det hele utført svært profesjonelt av flinke båtfolk!
Jeg ble nødt til å forlate FLEKKERØY i Sønderborg for å reise
hjem til Norge i begravelse, men var ikke i tvil om at Klara og
Bjørnar hadde spennende og fine dager foran seg. Og da vi traff
dem igjen allerede lørdag i Svendborg, fikk vi høre om noen flotte
dager og en fest (og ikke minst festmåltid) med høy standard!
Oppsummering: den morsomste, hyggeligste og flotteste kappseilasen
jeg har vært med – takk til alle dere som gjorde dette mulig!
12

Skal – skal ikke – Skalø
55.57,4’ N. 11.21,4’ E. - På rejse fra Bogø til TS-pinsestævne 2012 i Marstal
Oplevet og fortalt af Arne Gotved
Onsdag før pinse
Klokken er 8 – vinden er midlertidig løjet og der er lidt vand under
kølen – tidevandet har lettet os fri af bunden – GASEN er
let bortset selvfølgelig fra fortøjningerne.
Selv om vi i følge vejrvarslerne først skal gå af i morgen hvis
vi skal have magsvejr til at komme videre vestover, var det måske
en god ide at benytte højvandet og komme ud af havnen og
det grunde vand, og sejle de få sømil til Onsevig, hvor vi så kan
afvente det konfortable vejr.
Vi ligger i Skalø Havn, hvor østenvinden har frit løb over den
lave dæmning til Fejø, men ellers er det et af de skønneste steder
man kan havne i Danmark, og et mangeårigt ønske på GA-
SEN er gået i opfyldelse – mere om det senere.
Vi er to om bord – den sædvanlige besætning med bagbords
styrmand og styrbords bagmand – og vi er for dem der ikke kender
os, et ældre ægtepar (for længst pensionerede) med en god
bagage af erfaringer med vores skib. Bagmanden gennem 35 år,
og styrmanden har været påmønstret i 25. Så alt er vel bortset
fra at det begynder at knibe med hørelsen.
Der bliver taget en hurtig beslutning – rejerusen tømmes for
en pot rejer – og så af sted selv om vi mister en dag i paradis.
Og dog – vi var ikke hurtige nok - der var alligevel for lidt
vand i havnehullet, og efter få meter står vi urokkelig fast.
Hverken vedholdende fuld kraft frem eller ditto bak flytter os
af stedet selv om plutten hvirvles op og der dufter af kulbrinte.
Vi ligger med østre molehoved fire meter agten for roret,
og vestre molehoved 5 meter til styrbord. Og hvad gør man så
lige med 12 tons der ikke vil flytte sig, og et lavvande der er
på vej?.
En venligsindet morgenturist kommer til hjælp og får fumlet
en forhalingsline – der kommer over i andet kast – rundt om
en pullert på vestmolen, men lige meget hvor meget vi haler ind
flytter vi os ikke en tomme, så vi siger tak for hjælpen.
Så kommer lassokastet til molepullerten agter, så vi bliver bundet
fast i begge ender, og nu lykkes det at forhale så meget agter
at forskibet slipper lidt og kan hales tættere på molehovedet
til styrbord, så vores slusebrædt – et fire meter langt kalmarbrædt
– kan nå over, så vi selv kan arbejde fra land. Næste skridt er en
lang trosse fra skudens agterpullert til vestkajen som vi lige har
forladt, så vi kan få et vinkelret træk fra land til agterskibet – men
intet flytter sig, hælen er groet godt fast i bunden.
Hvad gør nu en klog – ”gode dyr er rådne” – vi spærrer havneindløbet
totalt. Det giver ikke mening at sætte jollen i vandet
og ro et anker ud, vi må hitte på et taljetræk til kajen eller – eller
- eller praje den jolle der netop sejler forbi et stykke ude med tre
unge mænd der dørger hornfisk. Yes.
Når nøden er størst er hjælpen nærmest, og den næste halve
time kommer det hele på plads med den ekstra man-power.
Fire mand i træktovet gav langsomt, ganske langsomt, et bedre
resultat - GASEN lettede, så den kunne hales agterover.
Et par mindre fiskerbåde (de to andre skibe i havnen) forhales
så vi kan fortøje yderst på østkajen, hvor der er mest
vand og den gunstigste position for at komme ret ud af havneløbet.
13

Vi siger tak for hjælpen, øller bliver knappet op og snakken
går inden vores hjælpere vender tilbage til hornfiskene i Ståldybet.
Det er fint at møde mennesker på den måde, dagen er stadig
ung – klokken er kun halv elleve – og bagbords styrmand bemærker
næsten muntert at nu må det være tid til morgenmad
– det med morgenstrækningerne er i den grad overstået – vi
har god tid, og ligger fint på Skalø, som vi egentlig havde både
planlagt og glædet os til.
Mit første kendskab til Skaløs eksistens var en invitation til
GASEN fra OTTO MATHIASEN til at fejre Mette og Finns
sølvbryllup i 1996, i den lille havn, der i indbydelsen - med rette
- blev beskrevet som et af Guds bedste steder i vores hjemlige
sejladsområde.
GASEN havde desværre andre sejlplaner, men afbuddet var til
at bære da søkortet blev studeret – vanddybden i havnen var opgivet
til 1,2 m og vi stikker 1,65.
Efterfølgende fik jeg at vide at det havde været en flot fest –
på trods af at OTTO MATHIASEN stikker det samme som GA-
SEN.
Senere har vi - når vi anduvede Dybvig på Fejø - cyklet ud
til Skalø, der er ’landfast’ med en smal dæmning fra draget på
Fejøs nordvestlige hjørne. Og hver gang har vi fået at vide at
der var vand nok til os (1,9 m) – en af gangene med den tilføjelse
at det nok var med vilje at der ikke var sendt en rettelse
til Kort- og Matrikelstyrelsen. Den lille havn er familien Bangs
private selvbyggede fiskerihavn, og ’der skulle da helst ikke
komme for mange’. Men vi skulle selvfølgelig altid være velkomne.
Først i år, hvor vi allerede satte kursen fra Bogø mod Marstal
mandag morgen - med en herlig sejlads for fulde sejl – passede
det så med at opfylde ønsket, så det gamle ’skal ikke’ blev til
et ’skal’, og sidst på eftermiddagen listede vi så ind på det lave
vand og - skulle det vise sig – på lykkelig og uforståelig vis, fik
anduvet havnen endda på trods af at indsejlingsbøjerne var inddraget
for at blive malet.
Helt problemfrit var det nu ikke – det var tungt at forhale til
kaj – vi ’lugtede grunden’.
Næste dag – tirsdag før pinse – kom cyklerne frem, og Fejø
blev checket af. Møllen havde fået vinger på, og Dybvig Havn
lignede sig selv bortset fra at det meste af jollebroen ikke havde
overlevet vinterens is, så begge drivkvaserne lå inde i havnen
klar til at sejle til TS pinsestævnet i Marstal, som vi også selv er
på vej til. Gamle venner kom senere på besøg på GASEN, og
dagen endte med den flotteste solnedgang suppleret med friskplukket
malurt i snapseflasken.
Torsdag før pinse
Klar til afsejling klokken 06.00 ved højeste tidevand. Søren (der
både er medlem af TS, og bosat lige på den anden side af Draget)
er tidligt ude med hunden, og runder netop havnen da vi
kaster los med fuld fart frem på maskinen og gennemfører en
sejlads på en hel bådslængde inden vi igen sidder fast og for anden
gang spærrer havneindløbet for alt andet end kajakker. Så
er det igen tid til morgenstrækninger. Søren hjælper os med alle
mulige tov-øvelser, men resultatet er og bliver at GASEN ikke
kan komme flot uden et alvorligt slæb, hvis ikke vi skal spærre
havnehullet til vinden går i vest – hvilket giver højere vandstand
- som vejrmeldingerne lover efter pinse.
Noget må gøres, koste hvad det vil, og Søren lover at prøve at
kontakte en slæbebåd han kender. Og minsandten om der ikke
er telefonkontakt efter et par timer – hurra - vi får assistance fra
søsiden.
Jollen bliver sat i vandet, det meste af vores tovværk bindes
sammen, klar til at blive roet ud til slæbebåden. Da den ankommer
afprøves forsigtigt hvor så tæt den kan komme på havnen,
og det viser sig heldigvis at vores tovværk rækker.
Slæbebåden var i øvrigt et aldrende slidt, men stadig smukt,
nittet jernfartøj fra 1898, der lignede noget der kunne blive er-
14

klæret bevaringsværdigt.
Tilbage på GASEN er alt klart – maskinen sættes på fuld kraft
frem, og slæbet begynder uden at der sker andet end at vi flytter
os en halv meter inden trossen springer. På den igen – med samme
resultat.
Den gode skipper på slæbebåden finder et par absolut gamle
men håndledstykke nylontrosser frem, som jeg med megen besvær
får bundet sammen med en reglementeret ’sømandsknude’
der dårligt kunne være i optimistjollen, og det hele starter forfra.
Det siges at ’tredje gang er lykkens gang’ og her passede det.
Langsomt gik det, men efter nogen tid slap bunden endelig sit
jerngreb, så GASEN blev trukket fri af havnehullet og bumpede
over nogle sandbanker ud på frit vand.
Lettelsen var stor – ikke mindst da alt var tæt og eneste skade
var et sprængt vaterstag. Der var vand under kølen, skuden var
sødygtig, og pinsen var reddet.
Men så kom det alvorlige – var der dækning i skibskassen til
afregningen?
Jeg var forberedt på en større udskrivning – men nej. Den
gode skipper havde tidligere haft en båd i TS – han var inde i
sagerne, og vidste hvor vi skulle hen – så det kostede ikke noget.
Det er på mange måder godt at være medlem af Træskibs
Sammenslutningen.
Efter denne generøse optakt anduvede vi Marstal sidst på dagen
– i god tid inden BONAVISTAs søsætning og det vellykkede
TS-pinsestævne som der er berettet om i sidste TS-blad, hvor
GASEN - med gode venners, og ikke mindst slæbebådens hjælp
– kunne deltage for 30. gang.
Boganbefaling
100 år i søen, af Ole Mortensøn
om skonnerten ANNE MAGRETHE (FRI)
På bagsiden af bogen står:
”Det er vel få gamle eksisterende sejlskibe, som har en så interessant
skæbne som skonnerten ”Anne Margrethe”? Efter en
tid som sejlskib under tysk flag, blev den under dansk flag motor
fragtsejler, og da den beskæftigelse stoppede, kom den under
amerikansk flag og sejlede ud på de 7 have, hvor den deltog
i mange forskellige miljø- og fredsaktiviteter, indtil den vendte
hjem til byen hvor den blev bygget i 1912 og kunne fejre
100-års jubilæum liggende ved Ring-Andersens værft og ejet at
”Sejlskibsforeningen Anne Margrethe af Svendborg””
Fra forordet af Thomas Bretton-Meyer, næstformand i foreningen
”(…)I 2007 stiftedes foreningen ”Sejlskibsforeningen Anne
Margrethe af Svendborg” til bevarelse og genopbygning af skibet
for eftertiden. Nævnte forening med ca. 40 medlemmer varetager
nu driften af skibet. Bogen er tænkt som et historisk dokument
om de stolte skibstraditioner i Danmark. Samtidig er det
mit håb at bogen kan medvirke til at bevarelse af skibet og dets
historie i fremtiden.
(…)”
(Tirsdag efter pinse var der frisk vestenvind i Smålandsfarvandet,
og vandstanden i Skalø Havn var 60 cm højere end ugen
før – det halve havde været nok til os, men næste gang vi kommer
til Skalø bliver det under alle omstændigheder igen på cykel.)
15

Fem logoer
Tekst: Arne Gotved
Logoer tegnet af: Jens Lorentzen, Bo Bonfils og Arne Gotved
I stedet for den traditionelle skibstegning, går ’min side’ denne
gang tæt på de logoer der tegner os selv - TS og skibsbevaringen.
Dagen efter pinsestævnet i Marstal 2012 blev jeg ringet op af
en journalist der havde nogle spørgsmål om TS og historien, i
forbindelse med en større artikel om begivenhederne i Marstal,
der blev bragt i Weekendavisen ugen efter, med overskriften
’Under sejl på ny’.
Journalisten var af den opfattelse at det var mig der stod bag
TS-logoet med agterspejlet og teksten ’under sejl på ny’– hvilket
jeg ville have været temmelig stolt over, men det var godt
hun checkede baggrunden inden fejltagelsen gik i trykken.
Men logoet har siden 1990 prydet bagsiden af TS-bladene
(hvilket måske er årsagen til journalistens opfattelse) – nu i de
oprindelige farver - og agterspejlet går igen i vores mastemærker,
hvor årstallet erstatter teksten.
Jens Lorentzen stod også i flere omgange bag de tidlige TSblade
i A5 format, og jeg husker tydelig min egen reaktion da
jeg i 1978 fik et i hånden – Træskibsejernes Sammenslutning
udstrålede gennem den lille trygsag en grafisk kvalitet som det
var værd at abonnere på, hvilket var medvirkende til at jeg blev
medlem.
Det var heller ikke hvem som helst der tegnede vores stander
(logo nr. 2) – Bo Bonfils sendte på smukkeste vis Jomfruen til
tops. At de færreste forstår hvad der ligger bag har givet mange
gode diskussioner – ormestanderen blev den tidligere kaldt
på grund af hullerne i skiven, med slet skjult hentydning til vores
gamle skuder, og andre har troet at blindesamfundet eller
elektrikernes fagforbund var ude – men det smukke symbol har
alt andet lige givet, og giver igen og igen, en god lejlighed til at
fortælle om vores formål og historie, når de nysgerrige spørgsmål
om det uforståelige logo bliver stillet.
Ved 10 års jubilæet i 1981 blev foreningsnavnet ’Træskibsejernes
Sammenslutning’ ændret til det nuværende ’Træskibs
Agterspejlet (logo nr.1) blev tegnet at nu afdøde grafiker Jens
Lorentzen til udstillingen ’Under sejl på ny’ i Roskilde i 1971,
hvor hele TS historien starter – 7 år før jeg sejlede ind fra sidelinien
og anduvede foreningen.
16

Sammenslutningen’, og Jens Lorentzen håndtegnede det markante
TS (logo nr. 3) med det fint spatierede foreningsnavn til
det daværende blad i A5 format.
Logo og tekst gik uændret videre til det nye kvadratiske TSblad,
da bladet blev redesignet på mit tegnebord i 1990. Prøv
at studere Jens bogstaverne nærmere – ingen computerskrifter
kommer på højde med det håndlavede når det er bedst.
Journalisten nævnte i telefonsamtalen at vi var en sammenslutning
med mange logoer – og det har hun unægtelig ret i. Til
overmål har jeg selv sidst i 80erne tegnet endnu et TS logo – de
tre skibe – (logo nr. 4) på et tidspunkt hvor det var vigtigt at formidle
at TS var forum for alle fartøjsstørrelser fra joller til skonnerter,
gennem et umiddelbart forståeligt logo. Det er vigtigt vi
står sammen, men de små bliver til tider stadig undervurderet i
vores sammenhæng – for eksempel blev denne pinses tilmeldinger
(som blev refereret i pressen) beskrevet som 84 gamle skuder
og syv fine joller. Tidligere ville der have stået 91 gamle fartøjer.
For at tydeliggøre TS er logoet ’de tre skibe’ på det sidste blevet
tilføjet Jens Lorentzens TS, og sammentegningen af de to
symboler ser ud til at fungere godt på de nye trøjer og bluser.
Ifølge ordnet.dk er et logo ”et billedligt tegn som et firma, en
institution eller en person bruger til at gøre opmærksom på sig
selv med, og som fx optræder på skilte, brevpapir og varer”.
Og betydningen af genkendeligheden gennem et godt logo kan
ikke undervurderes, og firmaer og offentlige institutioner ofrer
formuer på det/de rette logoer, og derefter megen energi på
at fastholde den/de originale udgaver – virksomhedens kvalitative
identitet.
Efter en intern idekonkurrence i Skibsbevaringsfondens bestyrelse
fik jeg i 1990 overdraget at færdiggøre mit oplæg til Fondens
logo – en symbolsk redningskrans (eller bjergemærs som
er det rette navn) indskrevet i nationalflaget. Dog grafisk strammet
op, så den røde krans har en bredde på 3/9 af radius, og
de hvide bånd – altid med vandret og lodret placering – har en
bredde på 2/9 af radius.
Sammen med Dannebrogs røde farve (defineret som Pantone
warm red U) - blev redningskransen et enkelt og klart defineret
logo, som jeg både fik ros og honorar for. (logo nr. 5)
Efterfølgende har Fonden digtet mange varianter – i starten
af manglende forståelse for logoets betydning, designet og ophavsrettighederne,
senere på trods af indsigelser.
På messingpladerne til de fartøjer der netop er udnævnt som
’Historisk monument’ fremtræder Skibsbevaringsfondens logo
f.eks. meget ude af mål, og helt galt er det gået i den seneste
TS-folder, hvor foreningens gamle omsorg for den grafiske kvalitet
desværre er smidt over bord.
Her er Skibsbevaringsfondens logo f.eks. sat på sort baggrund
uden hvide bånd, så referencen til Dannebrog og de nationale
farver er forsvundet. Hvem der har fundet på det ved jeg ikke
– men det er vel næppe for at signalere at det ser sort ud for
Skibsbevaringsfonden – bortset selvfølgelig for den manglende
forståelse og respekt for et logos betydning.
Det er glædeligt at TS-bladet ikke fifler med vores velkendte
logoer – ej heller bjergemærset – og jeg kan kun opfordre bestyrelsen
til at fastholde den gamle forståelse og omsorg for foreningens
grafiske kvalitet.
For eksempel at tage vare på at standerne trykkes og sys efter
Bo Bonfils originaloplæg, så jomfruen hver gang placeres præcist
på en rigtig målsat hvid dug, hvad størrelsesforhold der end
er tale om.
17

Skibsbevaringsfondens værftsguide
Et nyt hjælpemiddel til bådebyggeren
Af Tom Rasmussen, Skibshistorisk konsulent
At sætte sit fartøj på værft er en tillidssag. Skibsejeren og værftet
bliver enige om opgavens omfang. Værftet udregner efterfølgende
et tilbud efter de vilkår og den praksis, der er gældende
på stedet, hvorefter der gives håndslag, alternativt en kontrakt
skrives, og arbejdet sættes i gang.
Men er der tale om arbejder på et fartøj med bevaringsstatus,
gælder der nogle specielle regler. Ud over at arbejdet naturligvis
skal være håndværksmæssigt i orden, skulle det gerne også
være håndværkstro for den tidsperiode, som skibet repræsenterer.
I de fleste tilfælde går det godt. Men i nogle tilfælde opstår der
uenighed om opgaven. En skibstømrer kan for eksempel være
uvillig til at lave et stykke arbejde, som måske er historisk korrekt,
men som samtidig kan synes at være en dårligere løsning.
Skibsbevaringsfonden har, på grundlag af mange års erfaring
med tilsyn med restaureringsopgaver, nogle gange også som bisidder
eller mægler mellem værft og fartøjsejer, udarbejdet en
guide til værfterne for istandsættelse af bevaringsværdige fartøjer.
Guiden har til formål at fokusere på de særlige vilkår, der
gælder for restaurering og istandsættelse af fartøjer med A- eller
B-status (A-status omfatter de skibe, der er udnævnt til ”Historisk
Monument”, men skibe med B-status er alle de bevaringsværdige
skibe). Ved at parterne på forhånd er opmærksomme på
og tager hensyn til disse, kan man forhåbentlig undgå, at der efterfølgende
bliver stillet spørgsmål ved om værftet har leveret
det arbejde, der var aftalt.
te kulturhistoriske retningslinjer. Skibsejeren er forpligtet til at
følge disse retningslinjer ved blandt andet at gøre skibstømreren
eller bådebyggeren bekendt med vilkårene for arbejdets udførelse.
Det er naturligvis ikke altid, at skibsejeren har den fornødne
indsigt i skibstømrerfaget, hvilket gør værftsguiden relevant.
Skibsbevaringsfonden anbefaler derfor værfterne, at de i forbindelse
med tilbudsgivning undersøger, om der er tale om opgaver
på et bevaringsværdigt fartøj, som måske yderligere er støttet
af Fonden. Der kan således allerede i tilbuddet tages højde
for eventuelle særlige problemstillinger.
Værftsguiden vil om kort tid blive sendt ud til alle værfter og
bådebyggerier, der har eller kan tænkes at komme til at lave restaureringsarbejde
på bevaringsværdige fartøjer. I forbindelse
med næste års ansøgninger om lån fra Skibsbevaringsfonden vil
værftsguiden være vedhæftet det ansøgningsskema, der ligger
til download på Fondens hjemmeside.
Interesserede læsere vil om kort tid kunne finde værftsguiden på
Skibsbevaringsfondens hjemmeside under fanen Skibsbevaring/
Pjecer og rapporter.
I rammevilkårene for skibes bevaringsstatus forudsættes der,
at vedligehold, istandsættelser og restaureringer skal udføres i
pagt med gode, håndværksmæssige traditioner. Hvis en restaurering
er medfinansieret ved lån fra Skibsbevaringsfonden, følger
der desuden nogle særlige vilkår med, nemlig de såkald-
18

GALVANISK TÆRING
på fartøjer i SALTVAND
Tekst og foto Ulf Brammer
Indsamlet fra flere. Ingeniør Arne Borghegn og internettet. Marts
2012.
Ny zinkanode
varmgalvaniserede. Et varmgalvaniseret spir i skroget holder 25
- 30 år. Derefter er det så rustent, at plankerne ikke fastholdes på
spantet, hvorefter du sejler på lykke og fromme! Man må have
en plan for udskiftning af skibsspir og tjekke skroget hvert år, når
fartøjet tages på land.
Glasfiber
Siden 1970 støbes de fleste lystsejlerfartøjer af glasfiber og epoxy.
Dette materiale kræver mindre vedligeholdelse. MEN der
er ofte metaldele udenbords (propel og ror-ophæng m.m.), hvor
man skal begrænse tæringsangrebene. Det er især omkring roret,
på skrueakslen og ved bovpropellen, der er behov for at montere
friske zinkanoder.
Tæring ved strømhvirvler.
Det historiske perspektiv
Vores fartøjer blev i flere tusinde år bygget af træ. Med tiden
fandt man på at forstærke skroget med forskellige metaller.
Joller og både blev tidligere bygget af fyr, lærk eller eg.
Eg er det stærkeste træ man har i Norden. I 1700-tallet udarbejdede
daværende kongelig skibsbygmester D. H. Funch en
klassificering af egetræ i 3 klasser: 1. Stærkt egetræ. 2. Middelstærkt
egetræ. 3. Svagt egetræ. Som bekendt var der flere af statens
skovdistrikter, der meddelte i 1980-erne, at nu var skibsegene
tjenlige.
Egetræets indhold af garvesyre starter omgående et angreb på
de jerndele, bådebyggeren banker i konstruktionen, for at styrke
den. F. eks. jernnagler, spir og stubjern. Disse ting SKAL være
19

Skibe af stål
Jern- og stålfartøjer er de mest udsatte for tæring. Hvert år ofres
store summer på at beskytte disse flydende elværker. Uanset
skrogtype, skal de alle sandblæses og males med epoxy maling,
for til sidst at blive udstyret med ledninger og zinkanoder (’tærezink’).
Vigtige foranstaltninger for at undgå tæring.
Aluminiumsfartøjer. Især fiskefartøjer og specialskibe bygges
med aluminium for at nedsætte egenvægten. Der var også en periode,
hvor fiskerne ville beskytte skroget mod is. Men det varede
kun kort, pladerne blev tæret i løbet af få år. Det viste sig, at man
måtte ændre aluminium’ets molekylære legering.
Ved at blande forskellige metaller på et skib og forbinde dem på
forskellige måder, opstår der situationer, der kan gøre det vanskeligt
at begrænse tæringer på skroget. Dette sker ofte for hver generation.
Forhold i naturen.
Det er en naturlov! Når metaller nedsænkes i saltvand - starter en
elektrisk strøm – en svagstrøm, som døgnet rundt prøver at bytte
metallernes molekyler nedefter i spændingsrækken.
Farvandets salt procent bestemmer hastigheden. Jo mere salt,
desto kraftigere tæring. Brakvandet i Østersøen og Botniske Bugt
har en lav saltprocent. I Kattegat er saltprocenten 2 – 3 %. I Atlanten
er den over 3,5 %.
Farvandets surhedsgrad er også en vigtig årsag til tæring. For
eksempel visse floders forurenede vand. Tæring starter også, når
fartøjet ligger fortøjet i længere tid ved kloakudløb.
I ferskvand er zinkanoder ikke nødvendige, her bruger man aluminiums-anoder
Ubrugelig zinkanode.
20
Forskning
Som følge af vidt forskellig tilstand af tæring på skibene, besluttede
US-Marine Force at undersøge disse forhold. I 1950’erne
ansatte man eksperter i korrosionsbekæmpelse. Man udførte videnskabelige
studier kombineret med forsøg i havet. Hurtigt opdagede
man, at nogle zinkanoder var effektive, andre stoppede
pludselig med at virke. Grundige undersøgelser afslørede, at
zinkens renhed er afgørende. Efter mange forsøg viste det sig,
at jernpartikler i zink-klodserne standser den galvaniske proces.
Nogle zinkanoder opbygger en hinde på overfladen, hvorefter
den elektrokemiske proces stopper. Denne hinde består af jernmolekyler
(Fe), der trækker ud på ydersiden af zinken.
Disse opdagelser medførte at US-Marine Force udsendte specifikation
nr. A18001A for zinkanoder. Denne standard kræver,
at indholdet af jern (Fe) skal være mindre end 0,0014 %. Der må
heller ikke være spor af hverken kobber eller silicone. Fremstillingen
af helt rent zink er stadig en vanskelig og krævende proces.
Det er ofte i smelteprocessen, at forureningen med jern o.a.
foregår. De høje krav om rent zink, medfører forhøjede priser.
Man fortsatte undersøgelserne og opdagede, at ved at tilføre
små mængder aluminium og cadmium i det flydende zink, kunne
man acceptere lidt mere jern – så kravet til zink-anoders renhed i
dag er max. 0,005 %
Fe
Hvilke metaller kan fartøjet bygges af?
I dag er skibsskrog af jern det mest udbredte. Også her spiller
kvaliteten en stor rolle. Hvis man er ved at investere i et brugt
stålskrog – må det absolut IKKE være bygget med ”Stål 37”. Dét
og ’svejsbart stål’ tærer i søvand. Skibsbygnings stål skal være
mindst ”Stål 42 A”. Bedste kvalitet er ”Stål 72”! Stålskrog sandblæses
og males med epoxy hver 4. År. Det viser sig, at epoxy
åbner sig molekylært fire år efter påføringen – og SÅ starter tæringen!
Først efter 100 års forskning, har man opdaget at TITA-
NIC sank, dels på grund af kombinationen af stærke stålplader og
bløde, billige jernnitter, dels fordi de vandtætte skodder var gjort
lavere, for at få plads til de luksuriøse saloner på 1. klasse - plus
den følgende kæde af personelle fejl efter kollisionen.
Alu-skrog er meget udsat for tæring. I dag kræver man de franske
”Al ng 4,5 m/m” plader i ”Søstærk kvalitet”. Det har vist sig,
at varianten ”stålskrog med alu-dæk og kahyt”, kan være en god
løsning, når man isolerer alu-dækket fra stålskroget, ved at kon-

struerer en ”svejsebro” indenbords. Tal med skibsingeniøren!
Glasfiberskrog skal ALTID beskyttes med 1. klasses tæreklodser
på ror og på skrueakslen. På sidstnævnte anvender man en
zink-ring. Kontrolleres hvert forår.
Bronze er altid godt. Det har altid været brugt, når noget skulle
holde uden at tære. Ex ophæng af ror – skibsklokke – propel –
skroggennemføringer og bundprop.
Kobber bruges til nitter og forhudning af undervandsskroget +
vandrør og kølerør
Messing duer ikke! Det skørner! Bliver langsomt ustabilt, så det
nemt brækker eller smuldrer.
Jern skal – som sagt – altid være varmgalvaniseret! Ex. jernforstærkninger
på roret og kølskinne. Kontrolleres hvert andet år,
lige så spir, nagler og hængsler.
Rustfrit stål - det bruger vi ikke i Træskibs Sammenslutningen!
Ikke synligt – i hvert tilfælde?
Zinkklodserne skal være fremstillet af en meget ren zink, der
ikke indeholde over o,oo5 % jern. Klodsernes størrelse afhænger
af undervandsskrogets areal. Efterses HVERT forår.
Forbindende ledninger mellem skrogets metaller og zinkklodserne,
fæstnes i begge ender med gevindskårne skruer.
EN GOD REGEL: Undgå at blande mange, forskellige materialer
og metaller på dit fartøj. Der kan opstå det mest uforklarlige
former for tæring. En tæring som kan være svære at standse!
Metallernes villighed til at korrodere angives ofte ved spændingsrækken,
hvor de ædle metaller guld, sølv og kobber ligger
højt i spændingsrækken.
Spændingsrækken i havvand:
Guld Passivt.
Titan (Brugt til U-både i USSR.)
Sølv
Autentisk rustfrit stål 304 (passivt) (Autensitet = ægthed i forhold
til fartøjets oprindelige udstyr).
Kobber
Messing Aktivt
Tin
Autentisk rustfrit stål 304 Aktivt
Jern og ulegeret stål
Aluminium
Zink meget aktivt
Re: Aluminium og korrosion.
Afmonterede zinkanoder.
Det er galvanisk tæring, der vil noget. På både og skibe monterer
man offeranoder for at beskytte messing/bronze propeller, skroggennemføringer
og andet. De er normalt lavet af Zink og skal
skiftes ca. hvert år (afhængigt af renhed og ”sliddet”).
Magnesium og Aluminium (ren Al) er endnu mere ”offer” end
Zn. Her vil man opdage, at i havvand kan Zn beskytte Al, hvilket
umiddelbart er mærkværdigt. Det skyldes, at man til brug i havvand
ALDRIG må bruge ren Al. Det SKAL være en legering, for
at kunne fremstille brugbare fartøjer. Derved bliver det elektrokemiske
potentiale forskubbet og man kan derfor benytter Zn til at
beskytte Al-både.
Henrik Zebis. Internettet d. 02-04-2005.
Forhold på fartøjet i fart
Et skrog i fart, vil altid være årsag til hvirvler af vand på særlige
steder. Dér hvor tæringen er mest aktiv er: Omkring stævnen
– omkring propellen – omkring roret – omkring hælen – ved rørgennemføringe
– ved loggen – omkring udvendige kølerør – isforhudning
(som aldrig må være aluminium!) – og når man fortøjer
ved sure kloakudløb etc.
Tæring kan også opstå, hvis ’nabobåden’ er elektrisk ladet, så
der løber en strøm mellem en ’plus-båd’ og en ’minus-båd’.
Du skal ikke bolte zinkklodser uden på en kobberforhudning!
Aluminium og rustfrit stål sammen går absolut IKKE!
21

Motoren skal være isoleret fra jernskroget.
Påhængsmotoren er altid forsynet med tæreklodser. De sidder
skjult og skal kontrolleres om foråret.
Man skal interessere sig for de elektriske forbindelser! Tæring
på dit skib foregår som strømmen i et batteri. Som det er nævnt
– er der spænding mellem de forskellige metaller, for eksempel
kobber – jern - og zink. Når de nedsænkes i saltvand, begynder
der straks at løbe en svag strøm, som gnaver af molekylerne. For
at undgå at kobberet og / eller jernet svækkes, forbinder man de
nævnte dele med ledninger, således, at det er tærezinken der bliver
ædt op. I træbådene sidder der f.eks. jernbånd på roret for at
holde sammen på delene. Dér skal en ledning skrues fast på en
måde, så den ikke kan rives af. Ledningerne føres hen til nærmeste
tæreklods. Hvis det er et jernskrog – skal zinkklodsen være
elektrisk forbundet med selve skroget på trods af flere lag maling
o.a., for at man kan være sikker.
BILAG 1
Det periodiske System
Her nævnes KUN de elektroniske metaller vedrørende skibeskrog
i saltvand.
Fkt. Navn Nr. i det periodiske system.
K Kalium 16 Ustabile, aktive grundstoffer med ’løse’
elektroner.
Ba Barium 56 Korroderer meget
Ca Calcium 20
Na Natrium 11
Mg Magnesium 12
Al Aluminium 13
Zn Zink 30
Fe Jern 26
Cd Cadmium 48
Pb Bly 82
H² Brint 1 Hydrogen indgår som et neutralt nulpunkt.
Cu Kobber 29 Stabile, passive grundstoffet ligger højt
i spændingsrækken,
Ag Sølv 47
Pt Platin 78
Au Guld 79 Korroderer næsten ikke, afgiver nødigt
elektroner!
Til erhvervsskibene i TS
Hej alle I brave skippere og skibsejere
Jeg er begyndt at arbejde med frihavnsordningen, som ikke rigtig
fungere for erhvervsskibene. For at komme videre har jeg
brug for så mange oplysninger som muligt om, hvordan I opfatter
ordningen.
Hvis I orker det, vil jeg være glad for at I bruger lidt tid på en
mail til mig, med et eksempel på hvad I har oplevet. Gerne med
konkrete tal og tidspunkter (hvorfor fungere ordningen ikke for
Jer proffer?)
Det vil også være en hjælp, hvis I ganske kort kan komme
med ideer til forbedringer.
Vh Lauge
Et af foreningens mange erhvervs skibe, FYLLA, Fyn
Rundt 2011, foto Andrea Gotved
22

BOGANMELDELSE
Peder Frederik Jensen: ’Læretid’
Læst af Arne Gotved.
Forlaget ROSINANTE/Samleren har sendt TS-redaktionen den
nylig udkomne bog ’Læretid’, da de tænkte at den kunne have
interesse for Træskibs Sammenslutningens medlemmer, idet
forfatteren - Peder Frederik Jensen - er uddannet bådebygger
og har skrevet romanen på egne erfaringer.
Og det er en nærværende og vedkommende bog for os der har
med træ og gamle skibe at gøre – og måske oven i købet selv
har stået i lære.
På små 140 siden er der 79 ultrakorte nedslag med episoder og
betragtninger fra læretidens begyndelse, til svendebrevet fire år
senere er i hus. Mere end velskrevne hverdagsbeskrivelser fra
en læreplads, som denne anmelder har læst med stor glæde, og
kun kan anbefale en plads på boghylden.
Udover tilegnelsen af et væsentligt håndværk - glæden ved at
kunne noget – handler bogen også om kultursammenstødet mellem
det stille provinsliv, og det københavnerliv med vennerne
der måtte siges farvel til.
Bogen er hurtigt læst – men stemningerne og det gode sprog
følger en berigende længe.
Hvis Peder er en lige så god bådebygger som forfatter – og der
er ikke grund til at tro andet – vil han være en gevinst for et
hvilket som helst træskib.
Peder Frederik Jensen
LÆRETID
ISBN: 978-87-638-2203-9
140 sider, vejl. pris 249,95
Forlag: Samleren
Fås også som e-bog
23

Skibsbevaringsfondens ærespris til
Karsten Munkvad
Tekst og tale Jes Kroman, foto Jacob Juel Sørensen
Lørdag den 18. august 2012 uddelte Skibsbevaringsfonden en
ærespris til Karsten Munkvad, der har indsamlet og arbejdet
med fiskeriet på Roskilde fjord i en menneskealder.
Her er talen det blev holdt i den anledning:
Vi står i dag her på træffet fjordens både for 14. gang.
Det er en bedrift, at noget, der er af så lokal og snæver karakter,
kan samle så mange mennesker år efter år. Men det er samtidig
dejligt at se, at de ting der engang var, dem bliver der – på
trods af fremskridtet og forandringer i samfundet – taget vare
på. Og det endda på en måde, som kan tiltrække folk, der ikke
normalt er interesserede i denne side af dagliglivet.,
Med mine overordnede briller - som ansat i Skibsbevaringsfonden
– kan jeg gang på gang konstatere, at det, der lykkes os
at bevare, blot er sporadiske dele af et tidligere så rigt maritimt
kultur- og arbejdsliv. Det er i virkeligheden så lidt, at det dårligt
nok kan betegnes som museumsstykker.
Med den i baghovedet, er det rart at komme til Roskilde fjord
os se, hvad der foregår her. Allerede vikingerne havde forudset,
at dette område kunne blive noget helt særligt, hvis bare de
lod være at rydde op efter sig. Der er derfor i dag et Vikingeskibsmuseum,
som ud over at fortælle om vikingetiden, også
har en stor bådsamling, og som gør meget ud af Roskilde fjordens
både.
På Fjordmuseet i Jyllinge er der en helt unik samling, som meget
detaljeret fortæller om det anonyme fjordfiskeri, fiskerne,
redskaberne og bådene.
På Lynæs havn er der både ishus, barkegryde og en flot bedding,
som nu skal restaureres.
I Hundested er der folk, der med stor entusiasme går op i, at de
både, der er bygget der, også bevares for eftertiden.
Der er med andre ord stor fokus på og interesse for fiskerikulturen
i Roskilde fjord.
Men ingenting kommer som bekendt af sig selv. Det er faktisk
ikke tilfældigt, at der netop her er bevaret så meget, som der er.
Jeg har nu haft min gang i området i 10 år, og har gennem årene
forstået hvorfor dette har kunnet lade sig gøre.
Der er flere faktorer, men specielt én, som springer én i øjnene
jo tættere man kommer på tingene.
Og her gælder det, ganske ligesom i resten af livets store øjeblikke,
at der står kvinder bag. Det er også tilfældet her. Jeg
tror, at jeg uden at træde nogen for nær kan sige, at der i dette
tilfælde har stået en tålmodig, stærk og udholdende kvinde
bag det her projekt, for ellers havde det nok ikke været muligt at
nå så langt. Jeg er helt sikker på, at der har været mange afsavn
- men til tider også meget irritation over at være sat til side for
noget andet, som åbenbart ofte var vigtigere.
Kvinden, jeg her taler om, er gift med den mand, som Skibsbevaringsfonden
i dag vil hædre for hans mangeårige indsats for
at redde stumperne af fiskerikulturen i Roskilde fjord.
Der er tale om en mand, som har haft det som en livsgerning
at formidle den kultur, som vi her er samlet for at hylde.
24

Det er sket dels som formidler i skoletjenesten
på Fjordmuseet, hvor han gennem sin
undervisning har ladet elever og daginstitutioner
opleve livet på og ved Roskilde fjord.
Som om dette ikke var nok, så har han ved
siden af dette arbejde lagt et fuldstændigt til
tider umenneskeligt engagement for dagen,
for at indsamle vidnesbyrd i form af forskellige
typer både, fiskeredskaber, jagtudstyr, beretninger
og billeder. Størstedelen er i dag i
Roskilde Museums samling.
Derudover er han særdeles aktiv med at dele
ud om sin viden om bådebyggere, bådebygning
og fiskerliv ved fjorden gennem de sidste
100 år. Han har også altid velvilligt stillet
op, når Fjordmuseet afviklede maritime arrangementer.
Som om alt dette ikke var nok, så har han
i årevis været en ildsjæl i forbindelse med at
rejse penge til restaurering af ishuset, barkegryden
og beddingen på Lynæs havn. Jeg
vil ikke tøve med at kalde ham en hardcore
fundraiser, for det er han. Jeg har personligt
dyb respekt for det arbejde han her gør, for
jeg ved hvor svært det er.
Måske det også vil lykkes for ham at få reddet
Madsens bådebyggeri på Lynæs?
Han er i dag aktiv i ”Arne og Jørgen-bådelauget”
og han hjælper desuden til med den
løbende vedligeholdelse af Fjordmuseets store
bådsamling.
Jeg tror at de fleste efterhånden har indset,
at Karsten Munkvad er et meget engageret
menneske, der i den grad brænder for netop
dette område af historien. Det vil vi i Skibsbevaringsfonden
gerne markere med en lille
gave og et diplom, så han og hans søde kone
forstår at deres indsats og afsavn er mere end
værdsat.
ARNE og JØRGEN
Af Ulf Brammer
ARNE og Jørgen udfor Østby 2003.
Vidste du at der i Roskilde Fjord sejler flot restaureret fiskerjolle rundt, som
blev bygget i 1967 i Jyllinge af skibsbyggerne Ernst og Erik Knudsen på Klinten?
”Jyllinge Bådebyggeri” blev oprettet i 1927 af faderen skibsbygger Emanuel
Knudsen. Han havde stået i lære ved ”C. Olsens Skibsværft” i Kastrup i årene
1912 – 16. Byggeriet af træskibe stoppede langsomt i 1970’erne, og Ernst og
Eriks værft lukkede 1975, fordi de glasfiberbyggede erhvervs- og lystfartøjer efterhånden
udfyldte markedet.
Jollen er på 18 fod, klinkbygget af lærk på eg og blankskrabet. Den blev bygget
til fiskerne Arne og Jørgen Hansen, som boede ved Skovgærdet i Østby.
Landsbyen har et landingssted 2 km øst for, nede ved Roskilde Fjord – lige
overfor Jyllinge kirke. Jollen blev udstyret med en én-cylindret 13-15 hk Bukh
motor med elektrisk start. Motoren vejede 600 kg, og der kunne være cirka 400
kg ål i dammen. Jollen var lakeret i al den tid, de første ejere havde den, og bunden
blev patentsmurt om foråret. Båden blev brugt til ruse-, vod- og bundgarnsfiskeri.
Efter at have haft fire ejere og være sunket tre gange, blev jollen 1999 erhvervet
af Fjordmuseet i Jyllinge. Efter renoveringen blev den sejlet til Østby, som
ligger lige nord for Selsø Østskov, hvor jollen dengang var et vigtigt arbejdsredskab
for de to fiskeres åle- og rejefiskeri i Roskilde Fjord.
Ved overtagelsen blev jollen navngivet og det blev oplyst, at forbilledet var
en jolle på 19 fod, bygget til fisker Harry Jensen, som fiskerne Arne og Jørgen
ofte havde mødt på fjorden. De tre fiskere kunne godt lide faconen og den gode
plads i dammen, derfor havde de bestil båden hos Ernst og Erik. Som man vil
vide, var ålefiskeriet en indbringende forretning i 1960’erne og halvfjerdserne.
Fjordmuseet fik bevilget et rente- og afdragsfrit lån på 25.000 kr. hos Skibsbevaringsfonden
og man stiftede ”Skibslauget Arne & Jørgen”, som sørgede
for, at jollen blev sat i tip top stand. Hjemstedet er Østby, og vi møder ARNE og
JØRGEN hver sommer i august til stævnet ”Træf fjordens Træskibe”.
En trist nyhed er – at Fjordmuseet i Jyllinge snart lukkes. Værdierne er overført
til Roskilde Museum.
Museumsinspektør Nikolaj Lindegaard Helms kunne ikke svare på, hvad der
skal ske med alle jollerne, Eller af hvem og hvordan de bliver vedligeholdt?
25

Pokalsejlads i Sletten!
Af Johannes Ambjørnsen
Lørdag og søndag den 1. og 2. september havde jeg fornøjelsen
at deltage i den gamle klassiske Pokalsejlads. I år fandt det sted
på Sletten havn, med Mike Bakholdt som ankermand. Arrangør
var Foreningen Til Sprydstagens Forevigelse.
Lørdag morgen på Sletten Havn møder jeg Mike. Vi går ud på
den sydlige dækmole og ser på de både der er ved at rigge op.
Mike inviterer mig til at komme med den motorjolle han bruger
til at lægge mærker ud, ”så kan du måske få et godt billede?”.
Jeg nikker, forsøger ikke at røbe min uvidenhed på området
og er glad for at jeg fik lov at låne et dyrt og meget professionelt
udseende kamera af en gammel ven. Det er da også luksus
sådan at få lov at ligge i første parket til mærkerundingerne og
billeder fik jeg i hvert fald taget mange af.
Velkomst og skippermøde glider over i hinanden og det mærkes
tydeligt at det er gamle kendinge der mødes igen. Tonen er
ligefrem, men rar. Mike må finde sig i en del røg fra deltagerne,
men ved nok at give igen. Der sejles to sejladser lørdag og én
søndag. Sikkert og rutineret går de tretten deltagende både ud af
de beskedne bassiner, næsten alle for fulde sejl. Første sejlads
starter med en let vind fra syd, der dog hurtigt øger til frisk bri-
se/jævn vind. Det er tydeligt at de deltagende kender deres både
godt, holder maks sejlføring og er rutinerede kapsejlere.
Snekkerstenjollen, AUGUST, der ellers er løbet af med mange
pokaler og trofæer, har valgt at finde de ti år gamle bomuldssejl
frem. Jeg tænker at Skipper Nils Andersen er ude efter både pokalen
og prisen for bedste båd med bomuldssejl. Er der nogen
der kan, er det nok AUGUST. Første sejlads vindes dog af Børge
Overgaard i Frederikssundsjollekopien, RØN HORNBÆK,
med AUGUST et par bådlængder efter. ROSALINA tager tredjepladsen.
I anden sejlads er jeg blevet inviteret til at sejle med Åledrivkvasen
ROSA, fra Nyhavn. Skipper Lars Meinild og besætning
plejer at sejle denne gamle dame som om de havde stjålet den,
dvs. med så meget sejl oppe som muligt og så hurtigt det bare
går. At der måske er lidt huller i sejl og båd kommer sig ikke så
nøje. Vinden er nu frisk og der sejles efter den bedst mulige placering.
Jeg nyder at opleve en anden åledrivkvase end den jeg
vanligvis sejler, VIKTORIA. Uheldigvis knækker klyverfaldet
og både mesan og klyver må nu stryges.
Dagens anden sejlads vindes af kadrejerjollekopien ROSALI-
NA, med Morten Høgsbro Holm ved roret. Ombord på RØN
har Børge og gasten Henrik nok forivret sig lidt. RØN HORN-
BÆK kæntrer i al fald og får hjælp af Mike og hans motorjolle
til at komme i land. Vel i land er Nils Andersen og Morten H.
Holm ovre og hjælpe med at få lænset og forhalet RØN i havn.
Nok er man konkurrenter, men man hjælper hinanden. Efter dagens
sejladser er det blevet tid til festmiddag og menuen står på
en god paella og kopiøse mængder vin. Stemningen er god og
deltagerne kommer hinanden ved, på kryds og tværs, så man
tænker at miljøet her nu nok er noget særligt. Her er venskaber
der går langt tilbage. Af og til berøres dog et emne der tydeligt
ligger mange på sinde: ”- vi er oppe i årene, hvad bliver
26

der af bådene, og hvem skal tage over, når vi ikke længere magter
det?”. Men der skal jo også være fest og man vil heller ikke
ødelægge en ellers god stemning.
Søndag er vi lidt trætte efter, nå ja, lad os sige gårsdagens sejlads...
Men i dag sejles den sidste sejlads og det står stadig
åbent, hvem der skal have pokalen. Jeg sejler med ROSA igen,
sidder til rors og belønner besætningens venlighed med en ualmindelig
tumpet mærkerunding. Får dog en smule oprejsning
(føler jeg) da jeg får pint os rundt om dommerbåden og sparer
et unødigt ekstra slag. Denne sidste sejlads forløber uden større
drama og vindes af ROSALINA. Det betyder at ROSALINA
vinder dette års Pokal. På andenpladsen har vi LITA og på tredjepladsen
AUGUST, som også belønnes med dette års bomuldstrofæ.
For den der ikke før har deltaget i Pokalsejladserne skal
der, fra mig, lyde en opfordring til at give det en chance. Dette
er et træf hvor alle føler sig velkomne og inkluderede.
Jeg tog mange råbilleder under træffet. Alle er velkommen til at
bruge dem, dog ikke kommercielt og husk evt. også lige at spørge
bådens ejer. Jeg lægger billederne i fotogalleriet på FtSF’s
hjemmeside; www.sprydstagen.dk
Kort om mig: Jeg hedder Johannes Ambjørnsen, er 43 år og
har gennem de sidste 20 år beskæftiget mig med nordiske
brugsbåde og skibe, spændende fra vikingetid til nutid. Bor i
København og er aktiv i Vikingeskibsmuseets bådelaug omkring
Åledrivkvasen Viktoria.
Egentlig kom det som lidt af en overraskelse at jeg nu igen
skulle af sted til dette træf. For 3-4 år siden deltog jeg i træffet
med gode venner og Frederikssundsjollen Marcus Noer, men
jeg havde ikke at planlagt at deltage i år. Imidlertid rendte jeg
ind i Ulf Brammer, da jeg i august var med åledrivkvasen Viktoria
til Træf Fjordens Træbådes træf i Frederikssund. Her bad
Ulf mig om jeg ville forsøge at skrive lidt for TS i ny og næ. Ulfs
sko bliver svære at fylde ud, men han ønsker at trække sig og så
er det vist i øvrigt på tide at jeg selv bidrager lidt til det gode
blad jeg ellers med stor fornøjelse har læst i knapt 20 år.
27

Nyoptagne fartøjer
Tegninger efter indsendte fotos af Sven Bülow
TS byder velkommen til de nyoptagne fartøjer. Har du et fartøj
til optagelse kan du gå ind på TS hjemmeside og finde optagelsespapirer
- downloade eller kopiere og sende til sekretariatet.
Adressen findes, som altid, på side 3.
AKITA, Skive, drivkvase, lærk på eg, bygget i Skive i 1992,
Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199
AFRODITE, Fanø, jagt, lærk på eg, bygget på Fanø i 1966,
Sonnich Jensen 20887174
ASTA, Skive, sjægt, fyr på eg, bygget i Skive i 1979-80, Produktionshøjskolen
Marienlyst 97510199
28

BEKO, Korsør, fiskekutter, eg på bøg, bygget i Frederikssund i
1943, BRT 19, Bent Andersen 30889125
DORTE, Skive, sjægt, lærk på eg, bygget i Skive i 1987-88,
Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199
ELLA, Skive, 3-smakke, fyr på eg, bygget i Skive i 1981-82,
Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199
FLEKKERØY, Losskæyte, eg på fyr, bygget i Høllen i 1936,
BRT 17,04, Bjørnar Berg +47 95042689
29

GALAJ, Frederikssund, kutter, eg på fyr, bygget i Göteborg i
1964, BRT 12,5, Partsrederidet GALAJ v/ Henning Jørgensen
30586235
GITTE-MALENE, Skive, sjægt bygget i Skive i 1995, Produktionshøjskolen
Marienlyst 97510199
GRENEN, Aalbæk, Colin Archer type, eg, bygget i Skagen i
1983, BRT 11, Kurt Sørensen 98499202
HELLE, Skive, sjægt, lærk på eg, bygget i Skive i 1987, Produktionshøjskolen
Marienlyst 97510199
30

HILDA, Skive, 2-smakke, lærk på eg, bygget i Skive i 1988,
Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199
LENE, Skive, fiskejolle/Snekkersten, lærk på eg, bygget i Skive
i 1995, Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199
LOTTE-LONE, Skive, sjægt, lærk på eg, bygget i Skive i 1997,
Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199
MITTE, Faaborg, dansk jagt, fyr på eg, bygget i Troense i 1978,
BRT 12,42, Lasse V. Olsen 62601743
31

NATALIA, Skive, sjægt, bygget i Skive i ca 2000, Produktionshøjskolen
Marienlyst 97510199
SUSANNE, Skive, 2-smakke, lærk på eg, bygget i Skive i 1989,
Produktionshøjskolen Marienlyst 97510199
TORNAK, Stubbekøbing, fiskekutter type ”D”, eg på eg, bygget
i Holbæk i 1954, BRT 8,92, Ole P. Christiansen 54400047
ZITTA, Skive, 2.smakke, lærk på eg, bygget i Skive i 2000, Produktionshøjskolen
Marienlyst 97510199
32

VEDLIGEHOLD af
JOLLER 10-25 fod
Smakkejoller – sjægte -
oselvere – hækjoller og
travaljer vil vedligeholdes –
SKAL vedligeholdes.
Til fartøjsejere og
fartøjsrepræsentanter
Brug fartøjslisten på www.ts-skib.dk til formidling
af oplysninger om dit skib. Få et billede med og oplys
din korrekte mailadresse. TS-bestyrelsen eller
Skibsbevaringsfonden har ind imellem brug for
at kontakte/informere fartøjsejerne, og så er det ærgerligt,
at kun halvdelen har oplyst en mailadresse.
Desuden pynter det gevaldigt med et billede af dit
flotte fartøj. Klik ind på http://ts-skib.dk/fartoejer/
fartoejsliste.html og find dit fartøj. Hvis der mangler
billede og mailadresse, eller du har andre korrektioner,
så informer pr. mail til kasserer@ts-skib.dk
De bedste hilsner fra
Egon Hansen,
TS-fartøjsregistreringsafdelingen m.v.
Se det som en fornøjelse!
Prøv det! Læs om det!
TS har det!
Hent selv hæftet på www.ts-skib.dk
Navnestandere
Det var den ”sommer”
eller hvad man nu
kan kalde det.
Der må være mange slidte
navnestandere i Danmark
så forny den nu ...
eller prøv en for første gang.
Ring eller mail og få et tilbud.
Asta Graunbøl
Tlf: 2852 6326 mail: asta_graunbl@yahoo.dk
33

Alle former for fartøjer
modtages i kommission.
Vi har mange ventende købere i vort
kartotek til mange forskellige former
for fartøjer.
Ring uforbindende til os
og hør nærmere.
De får altid reel betjening.
Østsjællands Yacht- og Skibssalgsbureau
56 50 68 41 - 40 45 69 41
Mød os på www.cmskibe.dk
Kom til Aalbæk
Vi elsker træskibe
(mellem Skagen og Frederikshavn)
Kurt Sørensens Skibs- & Bådebyggeri
sponserer havneafgiften i Aalbæk havn
det første døgn for alle træbåde,
der gæster havnen.
www.kurt-soerensen.dk
kurt@kurt-soerensen.dk
Sdr. Havnevej 65, 9982 Aalbæk
Tlf: 9848 9202
34

Aktivitetskalender 2012 info og data bedes sendt til andrea@ts-skib.dk
OKTOBER
27. - 28. Medlemsmøde i Ribe www.ts-skib.dk
2013
JANUAR
19. – 20. Kolofonmøde www.ts-skib.dk
MARTS
2.-3.. Medlemsmøde www.ts-skib.dk
MAJ
18. – 19. Pinsestævne i Holbæk www.ts-skib.dk
AKTIVITETSKALENDER 2012 – UDLAND
DECEMBER
26. Grogtörn www.museumshafen–flensburg.de
35

Afsender:
Træskibs Sammenslutningen
v. kasserer Egon Hansen
Engbjerget 4
4300 Holbæk
36