Download PDF - Dansk Center for Byhistorie

Religiøse strømninger i Herning omkring år 1900
- med fokus på Indre Mission og grundtvigianismen
1. Indledning ...........................................................................................................................3
2. Specialets problemformulering og opbygning.................................................................4
2. 1. Herning – fra landsby til stationsby..............................................................................6
3. Metode og materiale...........................................................................................................8
3.1. Den metodiske tilgang...................................................................................................8
3.2. Materialegrundlag og vurdering heraf...........................................................................9
3.2.1. Oversigtsfremstillinger og tidsskrifter....................................................................9
3.2.2. Fremstillinger om Herning....................................................................................10
3.2.3. Aviser....................................................................................................................11
3.2.4. Utrykte kilder........................................................................................................12
3.2.5. Opsummering........................................................................................................13
4. Historiografi og teori........................................................................................................14
4.1. Indledning....................................................................................................................14
4.2. Vækkelsesforskningen hidtil .......................................................................................14
4.2.1. Vækkelsens sociale baggrund...............................................................................15
4.2.2. Vækkelsen i de urbane miljøer .............................................................................18
4.3. Blumer: Bevidstgørelse, organisering og institutionalisering .....................................19
5. De folkelige bevægelser i Danmark i 1800-tallet ...........................................................20
5.1. Foreningstiden .............................................................................................................20
5.2. Vækkelserne – en introduktion til 1800-tallets religiøse rørelser ...............................23
5.2.1. De gudelige forsamlinger......................................................................................23
5.2.2. Grundtvigianismen................................................................................................23
5.2.3. Indre Mission ........................................................................................................25
5.2.4. Grundtvigianerne kontra missionsfolkene............................................................26
1

6. De religiøse strømninger i Herning med fokus på Indre Mission og
grundtvigianismen................................................................................................................28
6.1. Missionshuset Bethania ...............................................................................................28
6.2. Det grundtvigske højskolehjem...................................................................................31
6.2.1. Fra leje til eje ........................................................................................................34
6.3. De missionske ungdomsforeninger K.F.U.M. og K.F.U.K.........................................36
6.4. Missionshotellet...........................................................................................................39
6.5. Opsummering ..............................................................................................................40
7. Stridighederne mellem missionsfolkene og grundtvigianerne.....................................41
7.1. Præstestriden i Herning i 1900 ....................................................................................42
7.2. Menighedsrådsvalget i 1903........................................................................................47
7.3. Oprettelsen af Herning-Gjellerup Valgmenigheder i 1904 .........................................50
7.4. Opsummering ..............................................................................................................53
8. Bevidstgørelse, organisering og institutionalisering i Herning....................................54
9. Den sociale stratifikation blandt de vakte i Herning ....................................................58
9.1. Materialegrundlag........................................................................................................58
9.2. Grundtvigianernes og missionsfolkenes sociale baggrund .........................................59
9.3. Opsummering ..............................................................................................................61
10. Foreningernes tiltrækningskraft...................................................................................62
11. IM og grundtvigianismen – to ensartede religiøs-ideologiske bevægelser?..............64
12. Udblik: Herning fra 1905 til i dag ................................................................................66
13. Sammenfatning og konklusion......................................................................................68
14. Summary .........................................................................................................................71
15. Litteraturliste..................................................................................................................73
Bilag A ...................................................................................................................................79
Bilag B ...................................................................................................................................80
Bilag C ...................................................................................................................................82
Bilag D ...................................................................................................................................85
2

1. Indledning
Danmark gennemgik i løbet af 1800-tallet omfattende samfundsforandringer på det politiske,
økonomiske, sociale, kulturelle og religiøse område. Inden for den kulturelle og religiøse sfære fik
Grundloven af 1849 afgørende betydning, idet mennesker med fælles interesser og målsætninger nu
kunne samles i fællesskab på en mere formaliseret måde. Et resultat heraf blev fremvæksten og
udviklingen af utallige foreninger og bevægelser af religiøst indhold som eksempelvis
grundtvigianismen og Indre Mission. 1 Ligesindede danskere kunne nu samle deres kræfter i et
fælles organ og arbejde med den målsætning at samles omkring en fælles tro. Danskere fik hermed i
højere grad mulighed for at manifestere sig i samfundet på såvel nationalt som lokalt plan, og især i
Midt- og Vestjylland, og særligt i Herning, fik de religiøse bevægelser sat et afgørende præg, som
endnu i dag kan mærkes på egnen.
Herning by og omegn var i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet præget af
stærke religiøse strømninger. Især Indre Mission (IM) og grundtvigianismen dominerede det
religiøse liv på egnen. Sideløbende med den åndelige udvikling undergik Herning by en markant
forandring, da byen i 1877 blev stationsby. Med stationsbyens fremvækst blev skellene mellem land
og by yderligere skærpede. Nye erhvervsgrupper voksede frem i byen inden for eksempelvis
administration, håndværk og industri, og således blev bybefolkningen af mere heterogen art end
befolkningen i det omgivende opland. 2 Efterhånden som indbyggertallet voksede, øgedes behovet
for flere byfunktioner i forbindelse med handel, byggeri og infrastruktur, og fra omkring 1870 søgte
især mange håndværkere og handlende til Herning. I 1875 var der i den beskedne by ikke færre end
30 håndværkere og 30 handlende af forskellig art. 3
I Danmark foregik stationsbyernes fremvækst almindeligvis i et grænseland mellem land og by,
og de fremvoksende stationsbyer befolkedes af mennesker med meget forskelligartede sociale og
kulturelle baggrunde, hvorfor livet i stationsbyerne ofte var præget af traditionsløshed og uro. De
mange nye tilflyttere kom med hver deres erfaringer, idéer og holdninger, og kirke- og kulturlivet
kom således til at udgøre en broget mangfoldighed. Nye klasser, erhverv, livsformer og
livsanskuelser trivedes blandt hinanden, og med tiden tog det nye bymiljø form og skabte grobund
for kulturelle, politiske og religiøse aktiviteter. Befolkningen var ofte sammensat af en særdeles
heterogen gruppe mennesker, og derfor var kultursammenstød og spændinger ikke ualmindelige på
1 Gundelach, 1988, p. 110f; Skovmand, 1951, p. 8.
2 Frandsen, 2003, p. 11.
3 Frandsen, 2001, p. 8. Se desuden bilag A vedrørende befolkningsudviklingen i Herning.
3

disse kanter. 4 Historikerne Sidsel Eriksen og Jørgen Fink har fremhævet stationsbyen som et særligt
fænomen i udviklingen af den nye urbane verden. Herning synes i høj grad at have været en del af
dette fænomen med de dertilhørende særlige karakteristika som eksempelvis den heterogene
befolkning af både land- og byboere, de mange forskelligartede arbejdserhverv med fokus på især
de tiltagende industrivirksomheder, i Herning særligt tekstilindustrien, samt ikke mindst den øgede
åndelige bevidsthed og den religiøse mangfoldighed, såvel som det rige foreningsliv: 5
”Herning skiftede Præg og blev lidt efter lidt en større Stationsby med alle de for en
saadan ”Opkomling” særegne Kendetegn: ingen Plan i Byggeriet, intet Borgerskab,
men overalt Handlekraft og Energi, overalt Lyst og Evne til at vinde fremad, naa
Maalet og det forjættede Land.” 6
Men med udviklingen af de mange forskelligartede miljøer og livsanskuelser i Herning opstod også
brydninger inden for det religiøse liv, hvor især forskellene mellem missionsfolkene og
grundtvigianerne blev markante. Stridighederne mellem de to åndelige grupperinger blev med tiden
særdeles skarpe, hvilket blandt andet kom til udtryk ved præstevalget i 1900, under
menighedsrådsvalget i 1903 og den deraf følgende dannelsen af Herning-Gjellerup Valgmenigheder
i 1904.
2. Specialets problemformulering og opbygning
På grundlag af en diskussion af den eksisterende forskning og det aktuelle kildemateriale bliver det
specialets fokus at undersøge, analysere og diskutere de to religiøse bevægelsers fremvækst og
virke og ikke mindst den indbyrdes konkurrence mellem de to grupperinger i Herning omkring år
1900. Gennem en lokalundersøgelse vil jeg påvise, hvorledes og af hvilke årsager missionsfolkene
og grundtvigianerne manifesterede sig i lokalsamfundet. Hvordan demonstrerede og gav de
involverede deres tanker og holdninger til kende, og hvilken aktiv indsats gjorde de i byens
religiøse arbejde med etableringen af de mange forsamlinger og foreninger? Hvilke konsekvenser
fik de religiøse manifestationer for byens indbyggere, og på hvilken måde kom foreningslivet til at
få betydning for herningensernes fællesskab og det sociale liv?
4 Lauridsen, 1982, p. 33.
5 Eriksen, 1996, p. 26; Fink, 1992, p. 9.
6 Forlaget Alheden, 1988, p. 14.
4

Jeg har valgt at lave et empirisk speciale, der især bygger på redegørelse og dokumentation,
men jeg benytter mig ligeledes af flere teoretiske tilgangsvinkler, der kan uddybe og støtte op om
samt perspektivere til de aktuelle forhold i Herning.
Specialets første del (afsnit 3-4) vil bestå af metodiske overvejelser, kildekritiske betragtninger,
historiografiske refleksioner samt et teoriafsnit. I metodeafsnittet beskrives hvilken fremgangsmåde,
jeg har benyttet mig af i arbejdet med det anvendte materiale, ligesom jeg giver en vurdering af det
omfattende materialegrundlag. Herefter følger et historiografi- og teoriafsnit, hvor den hidtidige
forskning omkring vækkelserne diskuteres, og hvor der bliver redegjort for sociologen Herbert
Blumers fase-teori om foreningers begyndende bevidstgørelse, organisering og institutionalisering.
Specialets anden del (afsnit 5-12) består af den empiriske del, hvor jeg vil redegøre for de
religiøse strømninger i Herning. Først behandles baggrunden for udviklingen af de folkelige
bevægelser i Danmark i 1800-tallet, hvorefter der gives en kortere introduktion til
grundtvigianismen og Indre Mission (afsnit 5). Herefter følger en redegørelse og vurdering af det
religiøse liv i den fremvoksende stationsby, hvor jeg undersøger, hvorledes missionsfolkene og
grundtvigianerne manifesterede sig i lokalsamfundet, og herunder udforsker, på hvilken måde de
arbejdede, og hvilke resultater der kom ud af deres anstrengelser. I denne forbindelse diskuteres
ligeledes de stridigheder, der opstod som en naturlig følge af de divergerende religiøse
livsanskuelser, der eksisterede i byen (afsnit 6-7).
I specialets anden del følger jeg ligeledes op på Herbert Blumers fase-teori og undersøger, om
den religiøse udvikling i Herning følger Blumers tese herom (afsnit 8). Hernæst diskuteres den
sociale stratifikation blandt de vakte, hvor det undersøges, om de vakte havde en ensidig social
slagside, og om der var forskelle mellem grundtvigianernes og missionsfolkenes sociale baggrund
(afsnit 9). Efter dette afsnit følger en kortere redegørelse af foreningers tiltrækningskraft, hvor der
redegøres for, hvad foreningerne egentlig havde at tilbyde medlemmerne (afsnit 10).
Sidst i specialets anden del giver jeg en vurdering af, hvorledes Indre Mission og
grundtvigianismen som bevægelser adskilte sig fra hinanden, og jeg undersøger om der i
virkeligheden var særligt store distinktioner mellem de to religiøse retninger i Herning (afsnit 11).
Hernæst fremsættes en kort perspektivering af udviklingen i Herning fra omkring 1905 og frem til i
dag med særlig fokus på foreningslivet og den efterhånden bilagte strid mellem missionsfolkene og
grundtvigianerne (afsnit 12).
Specialet afsluttes med en sammenfatning og konklusion efterfulgt af det engelske summary
(afsnit 13-14).
5

2. 1. Herning – fra landsby til stationsby
Indtil landboreformerne i 1780’erne var ”Herning” blot en samling huse beliggende omkring
herregården Herningsholm, og først efter år 1800 ses de første spæde tegn på en begyndende
bydannelse, om end stadig af meget begrænset omfang. 7
Vestjylland havde længe været et tyndtbefolket og goldt område med dårlig jord og store
hedearealer, der ikke var velegnede til dyrkning. Herning lå i Hammerum Herred, ofte kaldet
”Jammerfuld Herred” på grund af de ringe jordforhold og områdets øde, golde og triste natur. 8
Fra 1840’erne ses de første udviklingstegn i form af befolkningsvækst, og omkring 1850 havde
Herning udviklet sig til en lille landsby, hvor hedebønderne primært levede af fåreavl og
hosebinderi. 9 I løbet af 1860’erne udvikledes Herning by yderligere. Først med anlæggelsen af
Vejle-landevejen i 1862, dernæst med Hedeselskabets oprettelse i 1866 og Enrico Dalgas’
initiativer og arbejde for at kultivere den jyske hede, og derefter med Lundemarkedets flytning fra
Gelleruplund til Herning i 1868. 10 På daværende tidspunkt fandtes der i Herning blandt andet et
posthus, en kro, et apotek og et tinghus, og i det lille landsbysamfund boede der omkring 1860 i alt
106 mennesker. 11
I 1870’erne kom Herning ind i en blomstrende udvikling, hvilket hovedsageligt skyldtes
uldspinderiet og klædefabrikationen, der efterhånden havde fået karakter af en egentlig
industrivirksomhed. I 1877 kom jernbanen til Herning, og dette medvirkede til en yderligere vækst i
byens handel og folketal. 12 Samtidig var hedeopdyrkningen godt i gang i områderne omkring
Herning, og byen blev hedebøndernes naturlige handelscentrum. Således voksede også
vareudvekslingen og kontakten mellem by og land. 13 Efterhånden blev Herning Midtjyllands
vigtigste jernbanecentrum, samt ikke mindst en betydningsfuld oplandsby, der med handel,
håndværk og industri kunne betjene det omgivende område. 14 Før 1890 gjorde især Herning
Klædefabrik, Herning Jernstøberi og S. Truelsen og Søns Trikotagefabrik sig gældende inden for
industriområdet, og efter 1900 kom der med P. Mortensens Maskinfabrik og Karosserifabrikken for
alvor fart på den industrielle udvikling. 15
7 Bach, 1996, p. 9.
8 Grünfeld, 1917, p. 9.
9 Nedergaard, 1963, p. 749.
10 Henningsen, 1995, p. 38, 328; Forlaget Alheden, 1988, p. 11ff.
11 Kolorittens lokalhistorie-gruppe, 2000, p. 8f.
12 Lauridsen, 1983b, p. 5.
13 Frandsen, 2003, p. 10.
14 Trap, 1965, p. 111.
15 Frandsen, 2001, p. 21.
6

I århundreder havde Herning været annekssogn til hovedsognet Rind, der var det mest
befolkningsrige sogn i området. Men i løbet af 1880’erne blev Rind Sogn overhalet af Herning, der
nu havde den klart stærkeste demografiske og erhvervsmæssige vækst i herredet, og i løbet af
1880’erne blev de to sogne skilt i både kommunal (1882) og kirkelig (1889) henseende.
Fotografiet fra 1891 viser Herning fra syd, hvor Herning Kirke ses midt i billedet. I fotografiets højre side er en
privatbolig omgivet af tørvestakke, og billedet illustrerer på bedste vis overgangen fra landsby til stationsby, hvor det
omgivende landområde og vareudvekslingen mellem land og by stadig var af stor betydning for byens virke og
udvikling. Fotografiet stammer fra Bundesen, 1986, p. 43.
En yderligere faktor i Hernings udvikling var dannelsen af de mange foreninger og
sammenslutninger af forskellig art, der samlede mange af indbyggerne på tværs af kulturelle,
sociale og økonomiske skel. Af de talrige foreninger kan eksempelvis nævnes Hammerum Herreds
Landboforening, Biavlerforeningen (1870), Arbejderforeningen (1870), Den Selskabelige Forening
(1874), Håndværkerforeningen (1876), Afholdsforeningen (1880), Borgerforeningen (1882),
Herning Bys Skytteforening (1900), Herning og Omegns Afholdsforening (1903) samt ikke mindst
de religiøse sammenslutninger som eksempelvis missionshuset og højskolehjemmet, der sammen
med flere andre religiøse foreninger og tiltag bliver behandlet længere fremme i specialet. Via
foreningsformen skabtes nye netværk, kontakter og ikke mindst et socialt fællesskab – et
7

tid. 16 Herning gennemgik således i løbet af anden halvdel af 1800-tallet en bemærkelsesværdig
fællesskab, der var kærkomment for mange, der levede i en ellers forvirrende og brydningsfuld
forandring. Ikke blot var befolkningstilvæksten kraftigt, men der blev i høj grad vendt op og ned på
lokalsamfundet gennem dannelsen af adskillige foreninger. Mange af foreningerne bar et religiøst
præg, og havde baggrund i henholdsvis den missionske eller den grundtvigske bevægelse. Disse to
markante religiøse retninger forsøgte således på forskellig vis at manifestere sig i lokalsamfundet og
demonstrere deres religiøse ståsted, og indbyggerne i Herning blev efterfølgende vidner til egentlige
stridigheder mellem den grundtvigske og den missionske fraktion, der for alvor eskalerede efter år
1900.
Hvorledes de religiøse strømninger manifesterede og udviklede sig til væsentlige kontroverser
vil blive påvist senere i specialets empiriske del, men inden da vil den anvendte metode,
historiografi og teori blive behandlet i de følgende afsnit.
3. Metode og materiale
3.1. Den metodiske tilgang
Den litteratur, der eksisterer om 1800-tallets religiøse vækkelser i Danmark, er særdeles
omfattende. Ved påbegyndelsen af dette speciale var der således rigeligt med litteratur, der
omhandlede Indre Missions og grundtvigianismens historie.
Mit udgangspunkt blev de mange oversigtsfremstillinger, der har behandlet emnet på forskellig
vis, og som kunne give et overordnet billede af og en forståelse for vækkelsernes udvikling på
landsplan i løbet af det 19. århundrede.
På lokalplan, nærmere bestemt Herning og omegn, er der blevet skrevet en del materiale i form
af oversigtsfremstillinger og enkeltstudier af forskellige foreninger og lignende, ligesom
lokalaviserne og de mange foreningers arkivmateriale kan give et indblik i det religiøse liv i den
undersøgte periode. Det Lokalhistoriske Arkiv i Herning rummer således en del materiale fra de
enkelte foreninger som eksempelvis Blaa Kors og K.F.U.M./K., såvel som fra valgmenigheden,
menighedssamfundet, missionshotellet og højskolehjemmet.
Ved ankomsten til arkivet syntes der derfor at være rigeligt med materiale at gå i gang med. Det
viste sig desværre relativt hurtigt, at materialet ikke var særligt indholdsrigt, da det i højere grad
rummede konkrete fakta og oplysninger. Det, jeg derimod havde brug for, var materiale af mere
16 Bundesen, 1989, p. 8; Frandsen, 2001, p. 9f.; Nielsen, 1928, p. 34; Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Foreningsarkivet.
8

dybdegående art, der kunne give et indblik i, hvilke bevæggrunde folk havde for at deltage i de
religiøse møder og sammenkomster - hvad tænkte de enkelte medlemmer, og hvilke overvejelser
gjorde de sig omkring deres religiøsitet? Jeg håbede således at kunne finde efterladte breve eller
dagbøger, der kunne bidrage hermed, men kildemateriale af denne art var beklageligvis kun at finde
i meget begrænset omfang på arkivet.
Aviser har været en anden nyttig tilgangsvinkel, og i Herning eksisterede der allerede fra 1869
Herning Folkeblad. Senere i 1903 kom Herning Avis til, og aviserne har været særdeles brugbare,
idet begivenheder således er blevet fremstillet fra flere synsvinkler. Også det landsdækkende
Kristeligt Dagblad dækkede lokalstof i Herning, som regel dog kun, når der var noget særligt at
berette om.
3.2. Materialegrundlag og vurdering heraf
Som nævnt eksisterer der et omfattende materiale om vækkelserne på landsplan, men også det
religiøse liv i Herning og omegn er blevet beskrevet adskillige steder. I det følgende vil jeg
gennemgå og vurdere hovedlinjerne i det materiale, jeg har benyttet i forbindelse med nærværende
speciale om de religiøse strømninger i Herning omkring år 1900.
3.2.1. Oversigtsfremstillinger og tidsskrifter
En måde, hvorpå jeg relativt hurtigt kunne danne mig et billede af de religiøse vækkelser, var ved at
tage fat på de utallige fremstillinger og tidsskriftsartikler, der eksisterer om emnet, herunder
hovedsageligt Indre Mission og grundtvigianismen. Det vil her ikke være formålstjenligt at
gennemgå hver eneste af de fremstillinger og artikler, der er blevet benyttede i forbindelse med
dette speciale, men enkelte forskere og værker skal der dog knyttes et par kommentarer til.
Fremstillinger som Peter Gundelachs ”Sociale bevægelser og samfundsforandring”, Roar
Skovmands ”De folkelige bevægelser i Danmark” og Martin Zerlangs ”Bøndernes klassekamp i
Danmark” er alle fremstillinger, der beskæftiger sig med den mere overordnede samfundsudvikling
i 1800-tallets Danmark med særlig fokus på foreningslivet. Andre som eksempelvis Inge
Bundsgaard, Vagn Wåhlin og Henning Ringgaard Lauridsen har beskæftiget sig med de religiøse
vækkelser på både makro- og mikroplan i forsøget på at analysere og forklare den åndelige
udvikling. Disse fremstillinger kan således benyttes i forsøget på at komme nærmere en forståelse
af udviklingen af de åndelige strømninger i Danmark i det 19. århundrede på både mikro- og
makroniveau.
9

3.2.2. Fremstillinger om Herning
Gennem årenes løb er der blevet skrevet en del om Herning bys historie. Meget af stoffet er skrevet
af tidligere og/eller nuværende Herning-beboere, der selv har taget del i byens liv og virke, hvorfor
materialet kan have en vis tendens til at ”glorificere” byens historie, og måske ikke give et reelt
billede af udviklingen. Så længe dette haves i tankerne, kan materialet dog fint benyttes i denne
sammenhæng.
Der er skrevet flere jubilæumsskrifter og lignende om Hernings historie. Ved jubilæumsskrifter
er det vigtigt at erindre, at disse netop er skrevet i forbindelse med fejringen af en begivenhed, og
derfor er det sandsynligt, at forfatterne, som nævnt ovenfor, forherliger eller forskønner det hændte.
Blandt andre historikeren Allan Leth Frandsen har bidraget med et jubilæumsskrift i form af
”Herning og Gjellerup Valgmenigheder 1904-2004”, der fortæller om valgmenighedernes virke og
udvikling. Bogen giver et dybdeborende indblik i valgmenighedernes historie, men det kan ikke
undgås, at det grundtvigske præg skinner igennem. Efter min vurdering synes denne fremstilling
dog at være mere saglig end mange andre, idet den på fin vis forsøger at give et reelt billede af
udviklingen.
En anden kilde til Hernings historie er erindringer og biografier. Her har især Frede Terkelsens
to-binds livsskildring af sin far, præst Enevold Terkelsen (1863-1935), været anvendelig. Bogen
giver et meget uddybende billede af manden Enevold Terkelsen og den grundtvigske bevægelse på
egnen. Fremstillingen er, som man kan forvente, naturligvis præget af Frede Terkelsens forhold til
sin far, og således meget tendentiøs.
Også den missionske præst Johannes Gøtzsche (1866-1938) har i sin erindringsbog
”Livsrørelser” skildret det religiøse liv på egnen. Gøtzsches missionssyn præger forståeligt nok
fremstillingen, men ikke desto mindre er det muligt at sidestille bogen med andre fremstillinger
såsom Frede Terkelsens, og således danne sig et indtryk af udviklingens gang fra både en
indremissionsk og en grundtvigsk betragtningsmåde.
Udover jubilæumsskrifterne og erindringerne eksisterer der en række større og mindre
publikationer, der på forskellig vis behandler det religiøse liv i Herning og omegn, såvel som byens
mere generelle udvikling. Eksempelvis Gunnar Jespersens ”Herning i svundne dage”, Henning
Ringgaard Lauridsens ”Foreningslivet i Hammerum kulturhistorisk belyst” samt C. E. Bundesens
”Herning – fra stationsby til købstad”. Disse fremstillinger er mere sagligt prægede, idet de
hovedsageligt beskæftiger sig med kendsgerninger og i mindre grad med holdningsprægede
aspekter.
10

3.2.3. Aviser
Aviser kan være en nyttig kilde til indsigt i begivenheders gang. I forbindelse med nærværende
speciale har jeg primært gjort brug af lokalviserne Herning Folkeblad og Herning Avis.
Herning Folkeblad udkom første gang i 1869 og var påvirket af grundtvigske synspunkter. 17
Dog var der i begyndelsen ingen mærkbar koncentration i avisen af grundtvigsk-prægede
holdninger til fordel for de indremissionske. Først senere hen, da stridighederne mellem de to
retninger blev mere mærkbare, kom avisens åndelige overbevisning i højere grad til udtryk.
Missionsfolkene i Herning fik først i 1903 sin egen avis, da Herning Avis begyndte at
udkomme fra januar dette år. Og det er ikke svært at forestille sig, at man blandt de missionske
støtter længe havde savnet et talerør, der udelukkende arbejdede til fordel for den indremissionske
retning.
Udover Herning Folkeblad og Herning Avis eksisterede der flere andre aviser i byen, blandt
andet Herning Dagblad fra 1889 og Herning Social-Demokrat fra 1905.
Jeg har valgt hovedsageligt at fokusere på Herning Folkeblad og Herning Avis af den simple
årsag, at de repræsenterer henholdsvis den grundtvigske og den indremissionske retning. Således
kan de være medvirkende til at give et indblik i udviklingen belyst fra begge sider, og samtidig er
det muligt at sidestille oplysningerne med hinanden og på den måde vurdere deres udsagn og
troværdighed. Da det tidsmæssigt ikke har været muligt at gennemgå aviserne for hver enkelt dag
og år i den undersøgte periode, har jeg valgt at tage udgangspunkt i væsentlige begivenheder og
hændelser i Herning, og på den måde udvælge relevante datoer som udgangspunkt for
undersøgelsen. Denne fremgangsmåde rummer naturligvis visse problemer, da der hermed er risiko
for at overse betydningsfulde artikler og indlæg, der kan belyse det behandlede emne yderligere.
Ved at tage udgangspunkt i afgørende begivenheder og datoer for Herning bys historie, mener jeg
dog at kunne få fat i hovedparten af det væsentlige, når de religiøse strømninger skal belyses,
selvom det naturligvis ville have været ideelt at gennemgå alle datoer og år i den undersøgte
periode.
En oplagt indvending mod anvendelsen af disse aviser som kilder er, at læseren ikke altid kan
bruge aviserne som sandhedsvidne, fordi redaktørerne og de lokale journalister som oftest var en
del af lokalsamfundet og dermed part i udviklingen. Til forsvar herimod skal det dog påpeges, at
den tosporede presse i Herning højst sandsynligt ville kommentere eller rette udlægningen af
17 Herning Folkeblad udkom første gang i juli 1869 med navnet ”Vestjylland eller Herning Folkeblad”, og Herning blev
således den første landsby i Danmark med egen avis. I 1883 ændrede bladet navn til ”Herning Folkeblad”. Bendixen,
1984, p. 7.
11

egivenheder i den anden avis, og således mener jeg, at det overordnet set kan forsvares at benytte
aviserne som troværdige kilder i forhold til en skildring af de hændte begivenheder.
3.2.4. Utrykte kilder
Utrykte kilder i denne sammenhæng er primært kilder, der er fundet på Det Lokalhistoriske Arkiv i
Herning. Arkivet ligger inde med adskillige af de lokale bevægelsers egne arkivalier i form af
forhandlingsprotokoller, regnskaber og medlemsoversigter, samt korrespondance og enkelte
skrivelser mellem centrale skikkelser i byen.
For Herning Valgmenighed findes der en forhandlingsprotokol, der desværre ikke påbegyndtes
ved valgmenighedens begyndelse i 1904, men først i 1906. Protokollen indeholder oplysninger om
bestyrelsen, generalforsamlinger, antal medlemmer, datoer for næste mødes afholdelse, og lignende.
Således er de fleste oplysninger korte kendsgerninger, og beklageligvis rummer protokollerne kun i
mindre grad mere dybdegående referater af mødernes indhold og diskussioner eller oplysninger om
de deltagendes tankeverden og forestillinger.
For højskolehjemmet, menighedssamfundet og Blaa Kors findes der forhandlingsprotokoller,
der påbegyndtes i henholdsvis 1890, 1893 og 1903, men her gælder det ligeledes, at de nedskrevne
oplysninger ikke er særligt detaljerede.
For højskolehjemmet og menighedssamfundet eksisterer der en oversigt over medlemmerne og
indbetalinger, men begge oversigter er noget uoverskuelige, og det er vanskeligt at se, hvad de
præcist dækker over. Ikke desto mindre er det muligt at notere navne og professioner på de fleste
medlemmer, og oversigterne kan således anvendes til en vurdering af medlemmernes religiøse
ståsted sammenstillet med deres sociale basis og erhvervsforhold.
De få skrivelser, det har været muligt at finde, drejer sig om en forespørgsel fra smed Kresten
M. Andersen, samt den efterfølgende korrespondance mellem provst Koch og præst Enevold
Terkelsen. 18 Denne korrespondance er således breve, der blev udvekslet indbyrdes mellem få
personer, hvor det ikke har været hensigten, at offentligheden skulle læse dem. Det må derfor
formodes, at brevene er troværdige og uden en bevidst tendentiøs prægning rettet mod andre end
brevets modtager, forstået således, at brevene naturligvis sagtens kan være partiske, men de
indeholder sandsynligvis ingen overlagte forsøg på at fremme særlige anskuelser.
18 Brevene findes på Lokalhistorisk Arkiv i Herning. Alle breve er skrevet med samme håndskrift, og i en tilhørende
note fra arkivet står der, at det således må formodes, at brevene er afskrifter fra Liber Daticus i Viborg.
12

Derudover findes der på Det Kongelige Bibliotek flere breve fra Johannes Gøtzsche og Enevold
Terkelsen, men heri udtrykkes desværre intet om Herning eller de religiøse forhold i området, og
heller intet om de to præsters egne tanker og forestillinger, der ellers kunne belyse aspekter, der
ikke var at finde andetsteds. Et enkelt brev har dog været nyttigt, nemlig et brev fra Enevold
Terkelsen til højskolemanden Ludvig Schrøder, hvori Terkelsen udtrykker sine tanker omkring det
ledige præsteembede i Herning.
Landsarkivet i Viborg ligger ligeledes inde med kildemateriale om Hernings historie, herunder
blandt andet forhandlingsprotokoller for menighedsrådet i Herning 1904-1922, sager vedrørende
sognerådsvalg 1900-1913 samt forskellige indberetninger vedrørende kirkelige forhold i
Hammerum Herred i perioden 1843-1914. Forhandlingsprotokollerne for menighedsrådet
indeholder ganske få oplysninger om de åndelige strømninger på egnen, men det resterende
materiale rummer ingen relevante oplysninger for dette speciale og er derfor ikke blevet benyttede.
3.2.5. Opsummering
Som det fremgår af ovenstående gennemgang, er materialet til belysning af de religiøse strømninger
i Herning omkring år 1900 relativt omfattende. Det har således ikke kvantitativt været vanskeligt at
finde fremstillinger eller kilder om emnet. Derimod har det været særdeles vanskeligt at finde
kvalitative og nyttige oplysninger i arkiverne, da kildematerialet ofte har været mangelfuldt, idet det
for det meste har indeholdt kortere facts og oplysninger, mens dyberegående oplysninger omkring
de involveredes tankeverden og forestillinger har manglet.
Ikke desto mindre er det blevet muligt at skrive dette speciale ved hjælp af diverse
fremstillinger, jubilæumsskrifter, avisartikler såvel som utrykt kildemateriale i form af
forhandlingsprotokoller, medlemsbøger og breve. Med brugen af et så omfattende materiale, der
kan belyse historiens gang fra forskellige betragtningsmåder, mener jeg, at man kildekritisk kan
komme frem til et tilfredsstillende resultat.
Dog ville en større mængde kildemateriale som eksempelvis breve og dagbøger fra medlemmer
og andre involverede i Hernings mange foreninger have været særdeles ønskeligt, idet sådanne
kilder kunne have været medvirkende til at give et bedre og mere fyldestgørende indblik i
missionsfolkenes og grundtvigianernes liv og tanker, og herunder i særdeleshed en forklaring på
hvorfor de implicerede tænkte og handlede, som de gjorde.
13

4. Historiografi og teori
4.1. Indledning
Forskningen omkring de folkelige bevægelsers historie er langt fra af nyere dato. Mange
fremstillinger stammer tilbage fra især 1970’erne og 1980’erne med fokus på de mere overordnede
tendenser, men i de senere år er flere historikere og etnologer igen begyndt at fokusere på emnet,
især med henblik på mikro- og lokalstudier.
Foreningsarkivet og lokalpressen i Herning udgør fundamentet for den empiriske del af
nærværende speciale. De enkelte foreningers kildemateriale varierer dog betydeligt i både omfang
og kildemæssig værdi. Kildematerialet er af særdeles informerende værdi og udtrykker meget om
de enkelte foreningers aktiviteter og gøremål, men derimod demonstreres desværre kun i meget
begrænset omfang de involveredes overvejelser, tankeverden og selvforståelse. De ydre strukturer,
som de kom til udtryk gennem organiseringen og institutionaliseringen på lokalt plan, har således
været langt lettere at klarlægge end de indre strukturer som tanke- og følelsesverdenen.
4.2. Vækkelsesforskningen hidtil
Vækkelsens sociale baggrund og de vaktes sociale basis er blevet diskuteret af utallige forskere, og
ligeså mange divergerende resultater er fremkommet som følge heraf. Blandt andre
kirkehistorikeren P. G. Lindhardt har fremført, at Indre Missions sociale basis primært var at finde i
den agrare underklasse, mens grundtvigianernes sociale basis især var personer fra den agrare
mellemklasse. Andre, eksempelvis historikerne Vagn Wåhlin og Inge Bundsgaard mener derimod,
at denne generalisering er fejlagtig, idet de vakte overordnet set var at finde i mellemklassen.
Jeg har visse indvendinger imod flere aspekter af denne forskning, idet jeg mener, at det er
problematisk, at hovedparten af den eksisterende forskning skærer vækkelserne over én kam og
udelukkende koncentrerer sig om vækkelsen i den tidlige fase, hvilket vil sige perioden op til
omkring 1880, ligesom flertallet af forskerne har fokuseret på vækkelsen i de agrare miljøer og
udeladt det religiøse liv i de urbane miljøer. Det har således været karakteristisk for store dele af
historieskrivningen og forskningen, at der er blevet fokuseret på udviklingen på landet, hvilket
blandt andre sociologen Peter Gundelach understreger. 19 Inge Bundsgaard støtter Gundelach heri,
idet hun mener, at forskningen omkring Indre Mission og grundtvigianismen på en lang række
19 Gundelach, 1988, p. 76.
14

områder primært har været knyttet til udviklingen inden for dansk landbohistorie. 20 Historikeren
Sidsel Eriksen tilslutter sig på samme måde dette synspunkt og pointerer, at:
”Mens vi ved en del om de folkelige bevægelser på landet i forrige århundrede [19.
århundrede, red.], er bevægelsernes udvikling i byerne et mere uudforsket område,
som dog ikke desto mindre er af stor betydning for forståelsen af den kirkelige
udvikling i dette århundrede [20. århundrede, red.].” 21
Der eksisterer hermed to overordnede problemstillinger, som jeg i det følgende vil diskutere
nærmere:
1) Den manglende forskningsmæssige adskillelse af de vaktes sociale basis i henholdsvis den
tidlige og den senere vækkelse.
2) Forskernes fokus på vækkelsen i de agrare miljøer og manglen på samme i de urbane
miljøer.
4.2.1. Vækkelsens sociale baggrund
P. G. Lindhardts ”Vækkelse og kirkelige retninger”, der første gang udkom i 1951, repræsenterer i
særdeleshed den socioøkonomiske forskningstradition. 22 Heri argumenterer Lindhardt, at de
økonomiske og sociale reformer i slutningen af 1700-tallet og i løbet af 1800-tallet var
forudsætninger for vækkelsesbevægelserne. Reformerne gav nemlig store dele af befolkningen,
herunder især bønderne, øget økonomisk og politisk selvstændighed, og et udtryk herfor blev
bøndernes personligt valgte kristendomsforståelse. Samtidig hævder Lindhardt, at
grundtvigianismen med sin lyse kristendomstro og sit positive menneskesyn var en naturlig ideologi
for den ekspanderende gårdmandsklasse, mens det mere mørke og pessimistiske kristendomssyn,
der var til stede hos de indremissionske, appellerede mere til de ringere stillede befolkningsgrupper
såsom husmænd og daglejere. Således var Indre Missions sociale basis ifølge Lindhardt primært at
finde i den agrare underklasse, mens grundtvigianernes sociale basis hovedsageligt var personer fra
den agrare mellemklasse. 23
20 Bundsgaard, 1985, p. 9.
21 Eriksen, 1996, p. 179.
22 P. G. Lindhardt: Vækkelse og kirkelige retninger. Den udgave, der her benyttes, er den reviderede udgave fra 1959.
23 Lindhardt, 1959, p. 56f., 83, 114ff.
15

Med ”Vækkelsernes frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede” tilbageviste
teolog Anders Pontoppidan Thyssen Lindhardts teser. Thyssen var dog enig i, at
vækkelsesbevægelsen var knyttet til landbefolkningen, men han mente samtidig, at bevægelsen ikke
havde noget ensartet socialt grundlag. Således tilhørte de vakte både gårdmandsklassen,
husmandsklassen og småkårsfolket. 24
Også Vagn Wåhlin er uenig med Lindhardt. Wåhlin mener ikke, at det er nok at undersøge
samspillet mellem de socioøkonomiske og åndshistoriske forhold som nøglen til forståelse af
vækkelserne. 25 Således har Wåhlin i en række artikler fra 1980’erne argumenteret for, at
historikerne skal benytte sig af en holistisk tilgangsvinkel inden for vækkelsesforskningen, hvilket
vil sige, at det er nødvendigt med en helhedsforståelse af vækkelserne. 26 Ifølge denne holistiske
tilgang bør historikerne ikke fokusere ensidigt på hverken det økonomiske eller det religiøse aspekt,
men derimod også i sine overvejelser:
”(…) tage mentaliteter og bevidsthedsforhold, trosforestillinger og kærlighed lige så
alvorligt som penge, produktion og organisatorisk magt.” 27
Hermed argumenterer Wåhlin mod dele af den hidtidige forskning, der i høj grad har været præget
af ensidige modpoler, der fokuserede på enten socioøkonomiske eller religiøse faktorer. I dette
speciale tager jeg ligeledes udgangspunkt i denne holistiske tilgangsvinkel i forsøget på at forstå de
religiøse manifestationer i Herning. Jeg er hermed enig med Wåhlin, idet jeg mener, at det er
nødvendigt at se på helheden og udviklingen i en større sammenhæng i forsøget på at forstå og
forklare, hvorfor folk – i dette tilfælde herningenserne – engagerede sig i de religiøse foreninger.
Historikeren Hanne Sanders synes i ”Bondevækkelse og sekularisering – En protestantisk
folkelig kultur i Danmark og Sverige 1820-1850” at støtte op om Wåhlins holistiske teori. Sanders
er således enig i, at det er nødvendigt at analysere det religiøse aspekt i sammenspil med den
almindelige samfundsforståelse for at kunne forklare, hvorfor folk engagerede sig religiøst. 28
Endnu andre historikere, som eksempelvis Inge Bundsgaard og Henning Ringgaard Lauridsen,
har i lokalstudier påvist, at Indre Mission og grundtvigianismen i de undersøgte lokalområder
optrådte som ”to parallelt løbende religiøse-ideologiske bevægelser”, der socialt var forankrede i
24 Thyssen, 1964, p. 396ff.
25 Wåhlin, 1985, p. 51.
26 Wåhlin, 1986b, p. 381.
27 Wåhlin, 1988, p. 210.
28 Sanders, 1995, p. 249, 311ff.
16

stort set de samme befolkningslag. 29 Hermed afviser de direkte Lindhardts påstande om, at
missionsfolk især var at finde blandt de ringere stillede befolkningsgrupper, og at gårdmandsklassen
primært knyttede sig til grundtvigianismen.
Flere af de nævnte forskere har således forsøgt at forklare vækkelsens baggrund, men de
færreste har differentieret vækkelsens sociale basis i henholdsvis den tidlige kontra den senere
periode. Wåhlin og Bundsgaard er dog undtagelser i denne sammenhæng, idet de understreger, at
der skete en gradvis ændring i de vaktes sociale baggrund. Wåhlin påpeger, at de indremissionske
fra 1850’erne havde tilslutning fra især fiskere, landhåndværkere og husmænd, mens
grundtvigianismen fik støtte fra især gårdmændene. På dette punkt er han hermed enig med blandt
andre Lindhardt, men Wåhlin pointerer, at der efterfølgende skete et skred i den sociale
organisering, således at tilslutningen til både Indre Mission og grundtvigianismen fra 1880’erne
ændrede karakter, hvor primært gårdmandslag og den nye del af mellemklassen nu tilsluttede sig de
religiøse retninger. 30
I lokalstudier fra Koldingegnen fremdrager Bundsgaard ligeledes, at den tidlige vækkelse
havde en større social bredde, og at Indre Mission og grundtvigianismen vandt indpas i omtrent de
samme befolkningslag. Samtidig påpeger hun, at der skete en gradvis indsnævring i de vaktes
sociale forankring, således at den religiøse vækkelses sociale sammensætning fra 1880’erne blev
mere homogen. 31
Dele af den nyere forskning viser således, at den stereotype opfattelse af grundtvigianerne som
gårdmænd og missionsfolk som husmænd skal revideres, ligesom det er afgørende tidsmæssigt at
differentiere vækkelsens sociale baggrund.
Netop gennem lokalstudier er det muligt at undersøge disse forhold nærmere og dermed gøre
op med stereotype opfattelser, der skærer vækkelserne over én kam. I det store hele mangler endnu
sådanne lokalstudier, der kan give et fyldestgørende indtryk af forholdene. Med blandt andre
Bundsgaards og Lauridsens lokalstudier er enkelte historikere dog allerede kommet et godt stykke
på vej i den videre forskning.
29 Bundsgaard, 1985, p. 11f.; Lauridsen, 1986, p. 187.
30 Wåhlin, 1982, p. 107.
31 Bundsgaard, 1984, p. 13.
17

4.2.2. Vækkelsen i de urbane miljøer
Et andet problematisk aspekt ved vækkelsesforskningen er som nævnt den manglende adskillelse af
de vaktes sociale oprindelse i henholdsvis de agrare og de urbane miljøer. 32 Hovedparten af
fremstillingerne beskæftiger sig med den generelle landsdækkende udvikling, og det er derfor
nødvendigt at se på de eksisterende lokalstudier, der findes om emnet, for at danne sig et indtryk af
forskellene i udviklingen på henholdsvis landet og i byerne. 33
Da forholdsvis få har beskæftiget sig med vækkelsens urbane karakter, kan det dog være
vanskeligt at danne sig et fyldestgørende indtryk af disse forhold, men i det følgende afsnit vil jeg
give mit bud på en redegørelse heraf. Det skal understreges, at følgende afsnit fokuserer på
stationsbyerne og således koncentrerer sig om perioden fra omkring 1880 og nogle årtier frem.
Faktum er, at der ikke mindst i stationsbyerne var et udbredt religiøst miljø, hvor både
missionsfolk og grundtvigianere udfoldede deres religiøse tanker, således også i Herning, hvilket vil
blive påvist længere fremme.
Ifølge Vagn Wåhlin var den sociale basis blandt missionsfolkene og grundtvigianerne
gårdmænd, husmænd og håndværkere samt den nye mellemklasse i de fremvoksende stationsbyer. 34
Sidsel Eriksen har i sit værk om foreningslivet i Grindsted undersøgt de religiøse strømninger, og
Eriksen støtter op om Wåhlins tese. I Grindsted var de vakte således hovedsageligt at finde i byens
og oplandets mellemklasse. 35 Også H. R. Lauridsen er enig i, at der blandt missionsfolk og
grundtvigianere i stationsbyerne var en bred social forankring, der havde tyngdepunkt i byens
mellemklasse. Desuden var der tale om en medlemsblanding af byboere såvel som landboere, og
oftest uden en egentlig overvægt af byboere. 36
I denne forbindelse mener jeg, at det er hensigtsmæssigt at klargøre, hvem denne mellemklasse
faktisk var. Beklageligvis specificerer ovennævnte historikere ikke, hvem disse mennesker fra
mellemklassen var, og det er særdeles vanskeligt at klargøre herfor, idet denne socialgruppe var
højst heterogen og bestod af såvel lavere som højere mellemlag. Et forsøg på at opdele periodens
socialgrupperinger rummer således visse problemer, og det er derfor i denne forbindelse kun muligt
32 Her tænker jeg på fremstillinger af blandt andre P. G. Lindhardt og H. P. Clausen.
33 Det skal her bemærkes, at størstedelen af Danmarks befolkning, cirka 75 %, i 1870 levede på landet, hvorfor det vel
er naturligt, at mange forskere og historikere har fokuseret på denne gruppe i forbindelse med undersøgelser om
vækkelsernes sociale basis. I 1890 boede derimod omkring 1/3 af befolkningen i byerne, og jeg mener derfor ikke, at
man kan se bort fra den urbane sfæres betydning i forbindelse med de religiøse strømninger. Hyldtoft, 1999, p. 118,
203.
34 Wåhlin, 1985, p. 54ff.
35 Eriksen, 1996, p. 179ff, 229ff.
36 Lauridsen, 1982, p. 38ff.
18

at lave et groft skøn herfor. Dette aspekt vender jeg senere tilbage til i afsnit 9, hvor vækkelsens
sociale profil i Herning vil blive diskuteret yderligere.
4.3. Blumer: Bevidstgørelse, organisering og institutionalisering
Den amerikanske forsker Herbert Blumer har med sit bidrag i bogen ”Studies in Social Movements”
undersøgt sociale bevægelsers udvikling og karakteristika. Blumer definerer sociale bevægelser
som kollektive foretagender, der ønsker en ny livsorden, og som er karakteriseret ved et fælles
værdisystem, en fællesskabsfølelse og en særlig organisationsstruktur. 37 En social bevægelse har
ligeledes et veldefineret mål, som den forsøger at nå, og i forlængelse heraf dannes forskellige
traditioner, værdisæt, filosofier og regelsæt. Løbende udvikles bevægelsens kultur og organisering,
hvor organiseringen i begyndelsen er ringe og uden fast form, men efterhånden skabes faste rammer
og traditioner sideløbende med et fast lederskab. En social bevægelse gennemløber således flere
faser, og ifølge Blumer er der for alle folkelige og sociale bevægelser i de fleste vestlige
demokratiske samfund følgende karakteristika ved denne faseudvikling:
Den første fase i forløbet er præget af en begyndende bevidstgørelse og vækkelse, der har
grund i de omfattende ydre forandringer, som samfundet gennemgår i den pågældende periode, og
hvor hverdagslivet og i høj grad folks bevidsthed bliver påvirket. Her er det især de menneskelige
relationer og sociale livssammenhænge omkring eksempelvis arbejde, fritid og familie, der spiller
ind. Samfundsudviklingen har ført nye former for sociale kontakter og netværk med sig, og folk har
fået en ny bevidsthed og forståelse for hverdagen og samfundet i en større helhed. De strukturelle
ændringer, som samfundet har undergået, påvirker således befolkningens hverdagsliv og tankesæt,
og vil føre til et naturligt bevidsthedsmæssigt skred hos de berørte. I begyndelsen er bevægelsen
ringe organiseret, uden en fast form og præget af spontanitet og impulsiv opførsel. Folk er rastløse
og modtagelige overfor nye indtryk og påvirkninger, og i denne forbindelse spiller bevægelsens
agitatorer og foregangsmænd ofte en fremstående rolle.
Efter første fase følger organiseringsfasen. 38 Denne anden fase er kendetegnet ved, at de idéer
og ønsker, der tidligere er opstået, nu ønskes ført ud i livet på en mere organiseret måde. Dette sker
ofte gennem foreningsformen, hvorigennem forskellige interessegrupper kan skaffe sig råderum og
råderet i lokalsamfundet såvel som på landsplan. Bevægelsen er nu blevet formaliseret og mere
37 Følgende afsnit er baseret på: Herbert Blumer: Social Movements, p. 8-29 i: Barry McLaughlin: Studies in social
Movements, 1969.
38 Blumer opererer oprindeligt med 4 faser, men jeg mener ikke, at der er en væsentlig forskel på Blumers fase 2 og 3,
hvorfor jeg i dette afsnit har valgt at behandle dem under ét i organiseringsfasen.
19

vedholdende og har fået fastere rammer omkring arbejdsgangen. Idéerne er blevet mere præcise
med færre tilfældige og målløse tiltag, og organiseringen er blevet klarere med et tydeligt regelsæt
såvel som taktik og disciplin.
I den tredje fase af de folkelige bevægelsers udvikling er foreningerne efterhånden blevet
institutionaliseret med en fast struktur og ledelse. De fleste mål, de involverede har kæmpet for, er
nu opnået, og de eventuelle oppositionelle kræfter, der tidligere var til stede, er sandsynligvis
forsvundet eller blevet integreret i det omgivende samfund. Denne fase er ofte præget af træghed og
inerti, fordi de fleste mål nu er indfriet. I tredje fase opretter mange foreninger desuden
ungdomsorganisationer for at skabe kontinuitet og oplære kommende generationer i foreningens
virke og livssyn. Derudover er fællesskabet og den stærke gruppefølelse altafgørende for
foreningens videre eksistens.
Ifølge Blumer eksisterer der således nogle faste rammer og faser omkring udviklingen af
folkelige og sociale bevægelser uanset geografisk og tidsmæssig placering. Hvorledes denne
faseudvikling foregik i forbindelse med de religiøse strømninger i Herning vil blive gennemgået
længere fremme i afsnit 8.
5. De folkelige bevægelser i Danmark i 1800-tallet
5.1. Foreningstiden
I Danmark var befolkningen i 1800-tallet vidne til opkomsten af utallige foreninger og bevægelser
rundt omkring i landet. Fremvæksten af disse foreninger og bevægelser havde baggrund i den
gennemgribende udvikling og modernisering, som landet gennemgik i løbet af 1700- og 1800-tallet.
Både på det økonomiske, politiske, sociale, kulturelle og religiøse område skete der afgørende
ændringer på samfundsplanet såvel som i hverdagslivet. 1800-tallets Danmark var præget af
omfattende samfundsforandringer i takt med det feudale standssamfunds opløsning og det
begyndende klassesamfund. Især i perioden 1840-1850 undergik landet store forandringer, og i det
tidsrum begyndte de store folkelige, sociale og åndelige bevægelser - såsom Indre Mission og
grundtvigianismen - at få betydning for samfundsudviklingen. Udover de religiøse bevægelser Indre
Mission og grundtvigianismen, der byggede på et åndeligt fællesskab, opstod i 1800-tallets sidste
årtier adskillige andre bevægelser med ideologiske, materielle eller sociale formål, som eksempelvis
andelsbevægelsen, afholdsbevægelsen og den senere arbejderbevægelse. Fælles for de mange
20

evægelser var, at de opstod som følge af de omfattende samfundsforandringer, der førte til et
bevidsthedsmæssigt skred hos store dele af befolkningen. 39
Samfundsforandringerne begyndte for alvor tilbage i 1780’erne med landboreformerne,
udskiftningen og opløsningen af landsbyfællesskabet samt stavnsbåndets ophævelse. Men det var
først omkring midten af det 19. århundrede, at bevægelserne begyndte at spille en afgørende rolle i
samfundet. Årene omkring 1840 dannede et skel i Danmark, idet landet da trådte ind i en stærk
vækst, der dog blev afbrudt i flere omgange. Ikke desto mindre var væksten en realitet, der var
gældende i alle dele af samfundet inden for den økonomiske, demografiske og institutionelle
sfære. 40 Væksten havde baggrund i industrialiseringen i udlandet, der påvirkede Danmark gunstigt,
ligesom den generelle landbrugsudvikling og begyndende industrialisering herhjemme havde
betydning. På samme måde var den øgede mobilitet og vandringen fra land til by samt
teknologifremskridtene med blandt andet etableringen af jernbanenettet særdeles afgørende for
landets vækst og udvikling. 41 Ligeledes blev markedet liberaliseret med næringsloven i 1857/1862,
og efter at købstædernes monopol på handel og håndværk nu var brudt, blev der mulighed for en ny
byudvikling på landet. Udviklingen af stationsbyerne var et af mange resultater heraf. 42 Den
afgørende politiske ændring skete med indførelsen af Grundloven i 1849, hvor enevælden blev
afskaffet, og hvor forenings- og religionsfrihed blev en realitet. 43
Vagn Wåhlin påpeger, at et særligt træk ved de omfattende samfundsforandringer i 1800-tallets
Danmark var udviklingen af et dobbelt-økonomisk system, der netop tydeliggjorde forskellene
mellem land og by og dermed også skellene mellem de forskellige befolkningsgrupper. 44 Ifølge
Wåhlin undergik agrarsektoren og urbansektoren hver sin særegne og selvstændige økonomiske
udvikling samtidig med, at der løbende foregik et stadigt vekselspil mellem de to sektorer. 45
Sideløbende med udviklingen af det dobbelt-økonomiske system udvikledes også et dobbelt
ideologisk og kulturelt system med eget særegent verdensbillede og kultursystem. Netop Indre
Mission og grundtvigianismen er eksempler på to forskelligartede enheder, der levede i et vekselspil
med hinanden med hver sin særegne kultur og organisering i både den urbane og den agrare
39 Lauridsen, 1984, p. 153.
40 Hyldtoft, 1999, p. 9.
41 Hyldtoft, 1999, p. 55.
42 Eriksen, 1996, p. 25.
43 Hvidt, 1993, p. 95.
44 Jeg har valgt at medtage dette aspekt for netop at tydeliggøre og understrege, at der var en afgørende distinktion
mellem de to områder, hvorfor jeg mener, at det er afgørende at skelne mellem urban- og agrarsektoren, såvel som
disses forskellige befolkningsgrupper.
45 Wåhlin, 1979, p. 134f.
21

sektor. 46 Således var situationen også i Herning, der havde en selvstændig økonomi, men samtidig
var afhængig af oplandet og dennes befolkning, ligesom byen var præget af et dobbelt ideologisk
system, der kendetegnedes ved missionsfolkenes og grundtvigianernes særegne kultursystemer og
vekselvirkningen herimellem.
Mange af de nye bevægelser tilbød en ny form for social organisering, der afløste det
traditionelle samfunds laug- og landsbyfællesskab. Der blev rum for en mere selvstændig
stillingstagen og handlen, og folk erkendte, at det nu var muligt at ændre og forbedre sine
livsbetingelser, og foreningerne var et vigtigt redskab i denne proces: 47
”Foreningsformen var velegnet til ikke blot at skabe nye netværk, relationer og
alliancer mellem de nye borgere, den var også velegnet til at virkeliggøre nye
projekter.” 48
Især i de voksende byer, herunder stationsbyerne, fik foreningsformen således en afgørende
betydning, idet foreningerne knyttede de mange tilflyttere sammen i nye fællesskaber. Foreningerne
blev et instrument til at organisere stationsbyen, og ifølge Sidsel Eriksen fik foreningsdannelserne
så omfattende en betydning for livet i mange stationsbyer, at stationsbyen kan kaldes for et
foreningsstyret samfund. 49 Et foreningstilhørsforhold kunne give det enkelte menneske et fast
holdepunkt i en ellers usikker tilværelse. Mange mennesker var prægede af rodløshed og uro
grundet de omfattende samfundsændringer, og stationsbyerne var for mange tilflyttere
uoverskuelige og kaotiske. Dette medførte sociale og identitetsmæssige vanskeligheder for utallige
mennesker, og netop foreningsformen kunne være en løsning på disse problemer. 50
Sammenfattende kan det således konkluderes, at de folkelige bevægelser mentalt og
bevidsthedsmæssigt ændrede livssynet og samfundssynet hos mange borgere. De omfattende
samfundsforandringer samt opkomsten af de talrige bevægelser vækkede folks interesse for politik,
oplysning og kultur, og skabte nye normer og livsværdier, og foreningerne blev et redskab til
virkeliggørelse af disse nye tanker og ideer. 51
46 Wåhlin, 1982, p. 111.
47 Gundelach, 1988, p. 95.
48 Eriksen, 1996, p. 375.
49 Eriksen, 1996, p. 36.
50 Lauridsen, 1984, p. 161.
51 Lauridsen, 1986, p.32f.
22

5.2. Vækkelserne – en introduktion til 1800-tallets religiøse rørelser
5.2.1. De gudelige forsamlinger
Det 19. århundrede i Danmark var på mange fronter en brydningstid, og ikke mindst i forholdet
mellem kirke og stat blev der sat skel, ligesom brydningerne mellem den lutherske ortodoksi og
pietismen blev aktuelle. Pietismen fordrede en personlig omvendelse og individets tilegnelse af
troen, hvilket stod i skarp kontrast til de ortodokse præsters udlægning af Biblens tekst, der
forventedes tilegnet af en passivt lyttende menighed.
De første gudelige vækkelser opstod i Danmark i 1820’erne og 1830’erne og havde tilknytning
til den tidlige pietistiske bevægelse. Vækkelserne, der primært var ledet af lægmænd, især
husmænd, bønder og håndværkere, adskilte sig fra tidligere tiders kristendom ved at de deltagende
nu selv tog hånd om og initiativ til at samles om deres egen religiøsitet. De rammer, som præsten og
kirken hidtil havde sat, var ikke længere nok. Lægmændene etablere nu egne regler og principper
for, hvordan de udøvede deres kristendom, hvilket gejstligheden af indlysende årsager ikke så med
milde øjne på. Vækkelserne afspejlede således en fælles opposition til den rationalistiske lære og
statskirken. På samme måde var vækkelserne et udtryk for den proces, som samfundet havde
undergået i de foregående årtier, hvor befolkningens egen selvbevidsthed og ansvar for troen var
tiltaget i løbende vekselvirkning med den omfattende samfundsforandring.
Et eksempel på de gudelige vækkelser var ”de stærke jyder” i områderne omkring Vejle og
Horsens, hvor lokale bønder angreb de rationalistiske præster. Ligeledes på Fyn greb de gudelige
forsamlinger om sig med ”den fynske vækkelse” på Kertemindeegnen.
I de tidlige vækkelser var der ingen tydelige klassemæssige modsætninger, og både kvinder og
mænd såvel som unge og gamle sluttede sig til rørelserne. Men fra 1840’erne sås de første tegn på
klassemæssige modsætninger inden for vækkelsesbevægelsen, idet den splittedes i to
hovedretninger: Grundtvigianismen og Indre Mission. 52
5.2.2. Grundtvigianismen
N. F. S. Grundtvig (1783-1872) ønskede at skabe bevægelse i det danske folk samt ”genoplive den
kristne menighed i Danmark”, og det er med udgangspunkt i disse tanker, at udviklingen af
52 Skovmand, 1951, p. 10ff.; Wåhlin, 1979, p. 130ff.
23

sig. 59 Fra 1840’erne blev grundtvigianismen til en både folkelig- og præstelig bevægelse, der holdt
grundtvigianismen skal ses. 53 Grundtvigs inspirationskilder var blandt andet den romantiske og
nationale forestillingsverden, og således lagde han i særdeleshed vægt på det danske og folkelige. 54
I 1825 indledte Grundtvig sin ”kirkekamp” med sin ”mageløse opdagelse”, hvor han kritiserede
rationalismen og erkendte, at kristendommens grundlag ikke var Biblen men trosbekendelsen. 55
Trosbekendelsen, og ikke Biblen, var det rette Guds ord, og genfødselen skete i dåben, ikke i
omvendelsen. 56 Disse tanker blev senere kernen i grundtvigianismen. Grundtvig mente desuden, at
der skulle være mulighed for frelse og omvendelse efter døden, og således var dåben det primære
hos grundtvigianerne, hvorimod omvendelse og helliggørelse var det centrale hos Indre Mission.
Ligeledes skulle der være en forening af sjæl og legeme, således at der var en sammenhæng og
kontinuitet mellem det jordiske og det himmelske, og også her var dette en modsætning til
missionsfolkene, der netop fokuserede på bruddet mellem det jordiske og det himmelske, således at
der ingen sammenhæng var mellem det sjælelige og det jordiske liv. 57
Første gang, der var tale om en egentlig grundtvigsk gruppering, var, da en lille kreds fra 1825
samledes om udgivelsen af ”Theologisk Maanedsskrift”, hvis mål var at bekæmpe den
rationalistiske teologi.
I 1830’erne fremkom Grundtvig med sine folkelige tanker, og det var for ham afgørende, at det
folkelige kom før det kirkelige: ”menneske først og kristen så”. Grundtvig angreb
vanekristendommen, og ønskede en kirkelig og folkelig fornyelse, og det var disse ideer, som de
første grundtvigske præster og tilhængere arbejdede for. 58 I de følgende år sluttede flere og flere sig
til de grundtvigske tanker, og især unge præster arbejdede for at udbrede Grundtvigs idéer. Det
primære for Grundtvig og hans tilhængere var den kirkelige frihed, eksempelvis sognebåndsløsning,
det vil sige, at enhver skulle have ret til frit at vælge sig en præst udenfor eget sogn, ligesom den
folkelige oplysning var i fokus, idet det var nødvendigt at folk var oplyste for at de kunne udvikle
store folkemøder rundt om i det danske land. 60 Idealet for grundtvigianerne var frie menigheds- og
53 Thyssen, 1979, p. 32.
54 Lauridsen, 1984, p. 156.
55 Skovmand, 1951, p. 36ff; Zerlang, 1976, p. 167.
56 Balling, 1979, p. 224.
57 Zerlang, 1976, p. 169ff.
58 Thyssen, 1979, p. 32.
59 Skovmand, 1951, p. 36ff.
60 Sanders, 1995, p. 64.
24

skolekredse, således at åndslivet kunne udfolde sig frit. 61 Grundtvigianerne ønskede større frihed
inden for folkekirken, og dette lykkedes ikke mindst med Grundloven i 1849, loven om
sognebåndsløsning i 1855 og valgmenighedsloven fra 1868 – love, der betød, at lægfolk nu kunne
samle sig om præster, hvis anskuelser de delte og billigede. 62
Efter 1864 fik den grundtvigske bevægelse større bredde, idet den nu ikke blot prægede
menighedslivet, men også andre områder af samfundslivet såsom højskoler, friskoler,
foredragsforeninger, andelsbevægelsen og det politiske liv. 63
Organisatorisk var grundtvigianismen helt anderledes end Indre Mission, idet der som sådan
ikke var en overordnet ledelse. I stedet var der blandt grundtvigianerne adskillige uafhængige
organisationsformer med forskellige anskuelser, der arbejdede individuelt. 64 Således var
grundtvigianismen ikke én selvstændig organiseret bevægelse, men i højere grad en orientering, en
tankeverden, blandt præster, teologer og lægfolk. 65
5.2.3. Indre Mission
”Foreningen for den indre Mission” blev stiftet på Sjælland den 17. september 1853 af en gruppe af
bønder og håndværkere, og havde følgende formål:
”(…) ved missionerende Virksomhed at udbrede sand Kristendom i et Folk, der for en
stor del var ”dødt” og i Virkeligheden hedensk.” 66
Foreningens stiftere ønskede en pietistisk vækkelse og en bekæmpelse af de sekter, hovedsageligt
baptisterne og mormonerne, der var blomstret op i stort tal efter religionsfrihedens indførelse i
1849.
Fra begyndelsen var Indre Mission en udpræget lægmandsorganisation og tillod således ingen
præster. En undtagelse var dog præsten C. F. Rønne, der trådte ind i foreningen i 1858.
Efter præsten Vilhelm Becks (1829-1901) ønske blev foreningen i 1861 omdannet til ”Kirkelig
Forening for den indre Mission i Danmark”, der nu delvist mistede lægmandselementet. Bestyrelsen
bestod herefter af tre præster og to lægmænd. C. F. Rønne var fra 1861 Indre Missions formelle
61 Holmgaard, 1981, p. 196f.
62 Se eventuelt note nr. 144 og nr. 170 for yderligere definition på Sognebåndsløsning og Valgmenighedslov.
63 Skovmand, 1951, p. 42.
64 Holmgaard, 1981, p. 194.
65 Andersen, 1994, p. 64.
66 Jensen, 1942, p. 296.
25

leder, men Beck var den egentlige, om end uformelle, leder allerede fra 1861, selvom han først i
1881 officielt blev formand for bevægelsen. Ved Becks ”overtagelse” i 1861 ændredes Indre
Mission fra at være en ”demokratisk” til en egentlig autoritær organisation, hvor Beck herefter
synes at have været fuldstændig enerådig. 67
Indre Missions arbejde med at ”vække liv hos dem, der sover i Synden” og samle de vakte i et
helligt samfund skete blandt andet via de såkaldte kolportører, der rejste hele Danmark rundt for at
sprede det indremissionske budskab. 68 Forkyndelsen inden for bevægelsen var evangelisk-luthersk,
og holdt sig dermed nøje til Gud og troen. Indre Missions Tidende (IMT) blev et vigtigt talerør for
kolportørerne og den indremissionske bevægelse, og især efter at Vilhelm Beck i 1862 havde
overtaget stillingen som redaktør, steg antallet af bladets abonnenter støt. I 1861 havde bladet 144
abonnenter, og dette tal var 10 år senere i 1871 steget til omkring 5500. 69 Også i Hammerum Herred
abonnerede mange missionsfolk på IMT, og således modtog Herning postkontor i 1862-1863
faktisk det største antal af IMT i hele Jylland! 70
Flere gange i de sidste årtier af 1800-tallet gik der indremissionske vækkelsesbølger gennem
landet, således også i Hammerum Herred i 1870’erne. Her, såvel som i resten af landet, agiterede
kolportørerne og forkyndte det missionske budskab om synd og nåde, og mange blev grebet af
vækkelsen. Efterfølgende bredte den missionske virksomhed sig, og missionsfolkenes arbejde
virkede ikke længere i blot en kirkelig retning. Også sociale opgaver var vigtige for Indre Mission,
og der oprettedes derfor vuggestuer, søndagsskoler, ungdomsforeninger, afholdsforeninger,
omsorgshjem og missionshoteller, og bevægelsens virksomhed blev særdeles omfattende. 71
5.2.4. Grundtvigianerne kontra missionsfolkene
Grundtvigianismen og Indre Mission var begge vækkelsesbevægelser, der arbejdede hen imod at
vække de mange folk, der levede i vantro. Men hvori denne vækkelse bestod og hvilke metoder, der
skulle benyttes hertil, var der ikke enighed om, og i løbet af 1860’erne blev det efterhånden klart, at
der eksisterede et grundlæggende modsætningsforhold mellem den grundtvigske vækkelse og
missionsfolkene. 72
67 Jensen, 1942, p. 300ff.
68 Danstrup, 1978, p. 406; Fibiger, 1921, p. 14ff.
69 Markussen, 1989, p. 28.
70 Markussen, 1989, p. 33.
71 Skovmand, 1951, p. 46f.
72 Markussen, 1989, p. 56.
26

I 1850’erne havde de to fløje formelt set stået side om side, men i løbet af 1860’erne vendte de
sig mod hinanden. Spliden blev fundamental, og uforsonligheden var tydelig for enhver.
Vækkelsesbevægelsen i Danmark differentierede sig og splittedes i to hovedretninger, der endnu i
dag præger flere sogne, specielt i Midt- og Vestjylland. Men hvorfor gik udviklingen denne vej?
Der var naturligvis flere årsager til splittelsen. Især uenigheder omkring de teologiske spørgsmål
var af afgørende art, ligesom også personlige stridigheder spillede ind. Netop Vilhelm Beck var en
meget kontroversiel lederfigur for Indre Mission, og han blev med tiden involveret i en række
personlige stridigheder med ledende folk fra den grundtvigske fløj, blandt andre præsten V. J.
Hoff. 73 Forholdet mellem de to retninger blev mere og mere anstrengt, og fra 1890’erne var
gensidig kritik i offentligheden ikke ualmindeligt. 74
Uoverensstemmelserne på det teologiske og ideologiske plan drejede sig hovedsageligt om synet
på dåben og omvendelsen. Inden for Indre Mission var omvendelsen et centralt punkt som en
åndelig vished omkring menneskets syndige natur og Jesus’ frelsende væsen. Det stod i direkte
kontrast til grundtvigianernes mere teologisk-liberale synspunkt ”menneske først og kristen så.”
Ifølge missionsfolkene skulle omvendelsen ske her og nu, mens grundtvigianerne mente, at
omvendelse også efter døden var muligt. Ligeledes fokuserede - i hvert fald i begyndelsen - Indre
Mission kun på det kirkelige og religiøse, mens grundtvigianerne var mere alsidigt engagerede med
fokus på andet end blot det religiøse, som eksempelvis det folkelige, politiske og nationale, ligesom
grundtvigianerne havde langt mere demokratiske holdninger. 75
Synet på Biblens autoritet var ligeledes et omdrejningspunkt i striden. For Indre Mission var
Biblen Guds eget levende og ufejlbarlige ord, men for grundtvigianerne var sakramenterne det
centrale. Hermed var trosbekendelsen, og ikke Biblen, det rette Guds ord for grundtvigianerne.
Samtidig ønskede missionsfolkene at fastholde kirkens oprindelige struktur, men grundtvigianerne
ønskede derimod en ny kirkelig struktur med blandt andet præstefrihedskrav. 76
Der var således adskillige stridspunkter mellem de to religiøse retninger, og med tiden blev
disse uforenelige, og modsætningerne skærpedes yderligere mellem missionsfolk og
grundtvigianere. Disse modsætninger kom ikke mindst til udtryk på landsplan, men også på
mikroplan i de enkelte byer og landsogne udspilledes ofte en kamp mellem de to religiøse
bevægelser, således også i Herning, hvilket vil blive påvist i det følgende.
73 Balling, 1979, p. 250ff; Markussen, 1989, p. 63.
74 Larsen, 2001, p. 248.
75 Skovmand, 1951, p.44ff.
76 Balling, 1979, p. 224.
27

6. De religiøse strømninger i Herning med fokus på Indre Mission og
grundtvigianismen
I Herning by og omegn var der gennem 1800-tallet spredte religiøse forsamlinger, handlinger og
begivenheder af forskellig art. Men det var først fra 1880’erne og frem, at disse religiøse
strømninger for alvor begyndte at brede sig og spille en afgørende rolle for udviklingen i området.
Således begyndte flere og flere mennesker at slutte sig sammen og organisere sig på forskellig vis
ved dannelsen af eksempelvis missionshuset og højskolehjemmet. Ved tilslutning til byens religiøse
institutioner gav de troende hermed deres religiøse livsanskuelse til kende, og fik samtidig en bedre
mulighed for at støtte op om deres foretrukne religiøse retning.
Som følge af et noget begrænset kildemateriale er det dog ikke muligt at behandle alle de
religiøse manifestationer, der eksisterede i Herning på daværende tidspunkt. Jeg har derfor valgt at
koncentrere mig om de foreninger og institutioner, der har efterladt mest kildemateriale, og som
samtidig repræsenterer henholdsvis en missionsk og en grundtvigsk livsanskuelse. På den
missionske side fokuserer jeg i det følgende således på missionshuset, Blaa Kors, K. F. U. M./K.
samt missionshotellet, mens det grundtvigske liv illustreres ved højskolehjemmet, herunder
sangforeningen og kvindeforeningen, samt vennemøderne, ligesom valgmenigheden bliver belyst
mere uddybende længere fremme i afsnit 7.3. På denne måde er flere andre religiøse
manifestationer af såvel missionsk som grundtvigsk art udeladt i denne undersøgelse, eksempelvis
menighedssamfundet (1893), Det danske Missionsselskabs Missionsskole, der havde sæde i
Herning 1890-1900, og højskolehjemmets ungdomsforening (1911).
6.1. Missionshuset Bethania
Indre Mission og grundtvigianismen gjorde sig stærkt gældende i både Herning by og omegn i
slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og de to retninger forsøgte på forskellig vis
at sprede deres religiøse budskaber og opnå støtte til deres arbejde. Kirken og til dels private hjem
havde i længere tid været centrum for religiøse begivenheder og forsamlinger, men fra 1880’erne
ses de første eksempler på, at de troende ønskede, at det religiøse liv i Herning skulle være mere
omfattende og organiseret.
Således blev der i januar 1881 i en lederartikel i Herning Folkeblad opfordret til at deltage i et
møde vedrørende oprettelsen af et kristeligt forsamlingshus, idet flere indbyggere ønskede, at byen
28

skulle blive et midtpunkt for det åndelige og kristelige liv. 77 Herningborgerne kunne læse følgende
herom i avisen:
”Kristeligt Forsamlingshus for Herning og Omegn. Alle, der interessere sig for
Opførelsen af et kristeligt Forsamlingshus for Herning og Omegn, bedes at give Møde
førstkommende Torsdag Eftermiddag kl. 2 (6. Januar) paa Herning Realskole, hvor
der vil blive forhandlet og taget Beslutning om Fremgangsmaaden ved denne Sag.
Præsterne Bruun i Rind og Blom i Gjellerup have lovet at komme tilstede.” 78
Forsamlingen blev ledet af den indremissionsk pastor Blom, og under mødet ytrede blandt andre
grundtvigianeren, og den senere Folketingsmand, Thomas Nielsen sig om, ”(…) at det gjalt om at
ruste sig i Tide til Kamp mod den nedbrydende Vantro og Gudsfornægtelse (…)” 79 På mødet
dannedes et forretningsudvalg, der udover Blom bestod af to andre præster, Bruun og Nyborg, samt
manufakturhandler Reumert, apoteker Bagger, Peder Skovhus, Poul Kjertegaard og kolportør
Kristoffer Hansen. De deltagende blev hurtigt enige om, at der eksisterede et behov for et sådan
hus, men tilsyneladende var der blandt byens borgere uenighed om forsamlingshusets religiøse
grundsyn. Thomas Nielsen støttede op om projektet, men foregangsmændene var for størstedelens
vedkommende indremissionske, og i et læserbrev i Herning Folkeblad fremgår det, at ikke alle var
tilfredse hermed. En mand ved navn R. Pedersen skrev således, at han ikke ønskede, at
forsamlingshuset var ved at udvikle sig til et missionshus. Det misbilligede han, idet han mente, at
huset skulle være for alle, ”(…) som staar paa den hellige almindelige Kirkes Grund.” 80
Tilsyneladende blev denne sag ikke yderligere kommenteret i avisen, og den 8. august 1881 blev
den første sten til Herning missionshus nedlagt.
Missionshuset blev finansieret via private bidrag fra byens egne borgere og andre interesserede.
Der blev annonceret i avisen, og byens og oplandets beboere blev opfordrede til at yde et bidrag. 81
Den 10. november 1881 blev huset indviet og fik navnet Bethania. Ved indvielsen var der ifølge
Herning Folkeblad 1400-1500 mennesker tilstede - et ganske imponerende antal, byens størrelse
taget i betragtning. 82
77 Herning Folkeblad, 4/1 1881.
78 Herning Folkeblad, 3/1 1881.
79 Herning Folkeblad, 8/1 1881.
80 Herning Folkeblad, 12/1 1881.
81 Herning Folkeblad, 12/8 1881, 11/11 1881.
82 Herning Folkeblad, 11/11 1881. I 1880 var der 1064 beboere i Herning by. Hansen, 1987, p. 106.
29

Trods avisens indlæg om opfordringer til at give et bidrag til huset, havde det været
problematisk at samle penge nok ind til projektet. 83 De fleste mennesker havde ikke mulighed for at
lægge penge til side, så der var ikke noget at sige til, at det var svært at få økonomien til at hænge
sammen. Men at det lykkedes at få bygget et missionshus trods den knebne økonomi vidner om, at
folk virkelig ønskede at støtte op om deres religiøse livsanskuelse.
Aktiviteterne i Bethania var meget forskelligartede, og der var tilbud til både børn og voksne
- alle kunne være med. Der var eksempelvis børnegudstjenester og juletræsfester for ”uformuende
børn”, ligesom der naturligvis var diverse religiøse sammenkomster og møder. Mødereferaterne i
avisen vidner ligeledes om en generel god opbakning til aktiviteterne i missionshuset. 84
Missionshuset blev dog hurtigt for lille, og allerede i oktober 1887 drøftedes for første gang
muligheden for en udvidelse, idet det var ubekvemt at opholde sig i huset. Bænkene stod for tæt, og
derudover var der træk og kulde, refereredes det i Herning Folkeblad. 85
Bethania blev ligeledes i en periode på to år benyttet til gudstjenester, mens den nye kirke i
Herning blev færdigbygget. I oktober 1887 blev missionshuset således indviet til brug til
gudstjenester, og det var i denne forbindelse, at drøftelserne om den ovennævnte udvidelse blev
aktuelle.
Hvert år i november afholdtes årsmødet, hvor det foregående år blev drøftet. Disse møder var
altid stærkt besøgte, og også landboerne tog del heri. 86 Ofte var der besøg udefra, og eksempelvis
talte indremissionæren Moe fra Vejle på mødet i 1892. 87
I 1897 var pladsen endnu engang blevet for trang i Bethania, og sognerådet tilbød derfor at
købe missionshuset for 8000 kr. 88 I september købte sognerådet huset og tog det i brug som
gymnastiksal for kommuneskolen, hvis grund i forvejen grænsede op til Bethania. Missionsfolkene
besluttede i stedet at købe bankens grund i Torvegade til et nyt missionshus, der således kom til at
ligge lige overfor indgangen til kirken. 89 Det nye missionshus skulle bygges i romantisk stil,
ligesom kirken, og have en stor sal, der kunne rumme omkring 1000 mennesker, og desuden skulle
der være en mindre beboelseslejlighed. 90 Huset skulle have tre sale, så det var muligt at holde flere
83 Herning Folkeblad, 12/8 1881.
84 Herning Folkeblad, 5/4 1882, 6/4 1882, 30/12 1886.
85 Herning Folkeblad, 24/10 1887, 31/10 1887.
86 Herning Folkeblad, 10/11 1887.
87 Herning Folkeblad, 12/11 1892.
88 Herning Folkeblad, 4/8 1897.
89 Herning Folkeblad, 16/9 1897.
90 Herning Folkeblad, 29/1 1898.
30

møder og arrangementer samtidig. Dette vidner om, at missionsfolkene og deres aktiviteter
efterhånden var særdeles omfattende i byen.
I sommeren 1898 stod det nye missionshus færdigbygget og blev indviet den 24. august af
Vilhelm Beck med cirka 1000 deltagende. Ved indvielsen opfordredes folk til at give økonomiske
bidrag, da huset eksempelvis manglede et orgel. Udover Beck talte også den missionske provst
Koch, og dagen sluttede af med fællesspisning for menighedssamfundet. 91
Som nævnt lå det sociale og filantropiske arbejde Indre Mission meget på sinde, og da Blaa
Kors blev stiftet i Herning i oktober 1903 på foranledning af K.F.U.M.’s sekretær J. N. Lassen, kom
foreningen til at høre hjemme i missionshuset. Arbejdet i Blaa Kors var koncentreret om
afholdenhed og Guds ord med det formål at hjælpe mennesker, der var kommet i nød på grund af
alkohol. 92 Også i Blaa Kors blev der afholdt gudstjenester, særlige arrangementer for børn,
familiefester, indsamlinger med videre i forsøget på at hjælpe folk ud af drukkenskaben. 93 I 1905
tog foreningen del i oprettelsen af et redningshjem for drankere, Kjærshoved, i Vrads Sogn, cirka 40
km fra Herning. 94 Blaa Kors-afdelingen fik langsomt en fast medlemskreds, men der var en relativ
stor udskiftning af medlemmerne, idet flere havde svært ved at stå fast i kampen mod alkoholen.
Dog havde foreningen i 1909 omkring 200 medlemmer. 95
6.2. Det grundtvigske højskolehjem
Allerede sidst i 1880’erne havde tømrermester J. Madsen og bagermester P. Pallesen gjort de første
tiltag til en foredragsvirksomhed, og i den forbindelse var der blevet afholdt adskillige møder i
herredet. Efter tilskyndelse fra flere personer i området begyndte interesserede efterfølgende at
afholde lignende møder på gæstgivergården ”Vestjylland” i Herning, og disse møder gav de første
anstød til oprettelsen af et højskolehjem. 96
Men det første konkrete tiltag til et højskolehjem ses i Herning Folkeblad den 7. januar 1890,
hvor en herre ved navn Jens Andersen Fauerholdt gav udtryk for, at et højskolehjem i byen var en
nødvendighed:
91 Herning Folkeblad, 16/8 1898. Peter Gabriel Koch var sognepræst i Herning 1889-1900.
92 Herning Folkeblad, 27/10 1903.
93 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Forhandlingsprotokol for Blaa Kors i Herning, 22/9 1904 (J: 1981/212).
94 Herning Folkeblad, 9/11 1905.
95 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Forhandlingsprotokol for Blaa Kors i Herning, 6/5 1909 (J:1981/212).
96 Terkelsen, 1944, bd. 1, p. 139. Højskolefolk og grundtvigianere var ikke partout én og samme ting, idet ikke alle
højskoler nødvendigvis var inspirerede af Grundtvigs tanker, men i Herning udsprang Højskolehjemmet af
foredragsforeningen, der bestod af flere grundtvigske præster, herunder blandt andre Enevold Terkelsen, der var klart
inspireret og påvirket af Grundtvig. Ankerstrøm, 1959, p. 185; Damholt, 1970, p. 14.
31

”Skal vi have et Højskolehjem i Herning? Jeg mener ja. Det vil faa en stor Betydning
for Samfunds- og Fællesskabsfølelsen for os her i Hammerum Herred, naar vi havde
et Højskolehjem i Herning, der jo er Knudepunktet eller Brændpunktet her i Kredsen.
I et Højskolehjem kunde vi have alle vore Møder baade af folkelig, politisk og
økonomisk Art, og der kunde vi ogsaa under daglige Forhold tage ind og træffe
Venner og Bekendte. Der vilde være noget mere hjemligt i dette end stadig, naar man
kommer til Herning, at være henvist til Gæstgivergården (…).” 97
Fauerholdt mente således, at et højskolehjem ville være nyttigt for fællesskabsfølelsen i byen,
ligesom han ytrede sig om, at:
”Et Højskolehjem vil kun blive besøgt og benyttet af ordentlige Folk; Svirrebrødre
eller Slagsbrødre ville ikke søge ind der, dertil vil Luften være for ren.” 98
Igen i marts samme år gjorde Fauerholdt endnu et forsøg på at få opbakning til højskolehjemmet, og
han skrev i Herning Folkeblad, at højskolehjemmet skulle være et sted, hvor mennesker kunne
samles om alt godt, både i håndens og i åndens verden, og hvor medlemmerne var fri for
drukkenskaben og råddenskaben. Fauerholdts tiltag bar frugt, og i oktober holdtes det første møde,
hvor det blev vedtaget, at der skulle arbejdes ihærdigt for sagens gennemførelse. 99 Den 10.
december 1890 holdt foreningen Herning Højskolehjem stiftende generalforsamling, og her mødte
mange af de godt 100 indtegnede medlemmer op. 100
På et tidligere møde i oktober havde enkefru Ane Marie Krogstrup udtrykt, at hun ønskede at
være værtinde for højskolehjemmet, og hun tilbød tillige sin ejendom på Fonnesbechsvej til
benyttelse heraf mod til gengæld at modtage 200 kr. årligt i husleje. Herefter blev bestyrelsen valgt,
og denne kom til at bestå af redaktør Bendixen, lærer Agerskov, børnehjemsbestyrer Andreas
Schmidt, gårdejerne Svend Nytoft, Marinus Pedersen og Konrad Understrup, realskolebestyrer
97 Herning Folkeblad, 7/1 1890.
98 Herning Folkeblad, 7/1 1890.
99 Herning Folkeblad, 31/10 1890.
100 Herning Folkeblad, 11/12 1890.
32

Kiilerich, Mette Marie Nielsen, samt bager Peter Nielsen Pallesen. 101 Første bestyrelsesmøde blev
afholdt den 15. december 1890, hvor det blev vedtaget, at Bendixen skulle være formand. 102
Højskolehjemmets placering viste sig dog hurtigt at blive et problem, idet Fonnesbechsvej lå i
udkanten af byen. Det var ikke en ideel placering, og der blev derfor henstillet til bestyrelsen om at
forsøge at finde en passende lejlighed, der var mere centralt beliggende. Bestyrelsen begyndte
således at undersøge muligheden for at finde nye lokaler, og det besluttedes i januar 1891 at leje
købmand Gottfredsens lejlighed i Bredgade. Lejligheden bestod af fem værelser, og den årlige
husleje var 500 kr. Samtidig skulle der findes en ny værtinde, og blandt de indkomne ansøgninger
valgte bestyrelsen at ansætte frøken Anne Christensen fra København. De nye lokaler i Bredgade
var klar den 1. maj 1891, og den 10. maj fejredes dette med en selskabelig sammenkomst med
fællesspisning. 103
Såvel byboerne som landboerne benyttede sig af højskolehjemmet og dets faciliteter. For
landboerne blev hjemmet hurtigt stedet, hvor medlemmerne mødtes til et måltid mad eller en kop
kaffe, når de besøgte byen. Byboerne benyttede ligeledes hjemmet som samlingssted, hvor de
samledes om dagens diskussioner eller læsning af aviser og blade såsom ”Højskolebladet” og
”Tidens Strøm”. 104
Fremgangen for højskolehjemmet var jævnt stigende, og allerede i januar 1892 var der omkring
300 medlemmer. 105 I 1896 talte foreningen ikke mindre end 500 medlemmer. 106
Trods den store tilslutning til hjemmet kneb det med at få økonomien til at hænge sammen, og
de oftest drøftede emner på bestyrelsesmøderne og den årlige generalforsamling blev således de
økonomiske problemer. Som følge af den dårlige økonomi blev det flere gange nødvendigt at tage
lån i banken, ligesom foreningen gik så vidt som at true med retslig inkasso, såfremt medlemmerne
ikke fik betalt kontingent i tide! Lidt mere fredelige måder at rette op på den skrantende økonomi
var at hæve kontingentet, ligesom medlemmerne afholdt diverse arrangementer og indsamlinger til
støtte for højskolehjemmet.
Allerede i 1891 dannede højskolehjemmet en sangforening, hvor medlemmerne mødtes til
ugentlige øveaftener i hjemmets lokaler. Sangforeningen bidrog ofte med indslag til hjemmets
101 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Protokol for Herning Højskolehjem, 10/12 1890 (J:1983/369).
102 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Protokol for Herning Højskolehjem, 15/12 1890 (J:1983/369).
103 Pedersen, 1990, p. 10ff.
104 Hansen, 1940, p. 12.
105 Herning Folkeblad, 30/1 1892.
106 Herning Folkeblad, 23/1 1896.
33

fester og arrangementer, ligesom medlemmerne flere gang stod for indsamlinger for at afhjælpe
hjemmets økonomiske problemer.
En anden underafdeling af højskolehjemmet var kvindeforeningen, der blev oprettet i 1896.
Ved foreningens begyndelse indmeldtes 12 kvinder, der én gang om måneden samledes om hygge,
samtale, læsning og sang. Udover det sociale aspekt var formålet at hjælpe værdigt trængende
kvinder og børn med økonomisk støtte eller hjælp på anden måde. 107
Højskolehjemmets aktiviteter var hermed meget alsidige og bestod af arrangementer lige fra
møder, fester med dans, bespisninger, foredrag og udflugter til projekter af mere filantropisk art.
Tilslutningen til arrangementerne var sædvanligvis stor, men der var visse problemer med at få de
unge med. I januar 1899 var dagsordenen på et møde derfor: ”Hvad der bør gøres for at
Højskolehjemmet mere kan blive Samlingssted for de Unge.” Herefter besluttedes det, at der én
gang ugentligt skulle holdes særlige ungdomsmøder i håb om, at dette ville tiltrække flere unge til
højskolehjemmet. 108
6.2.1. Fra leje til eje
I marts 1900 begyndte foreningens bestyrelse atter at drøfte spørgsmålet om nye lokaler til
højskolehjemmet. Dels var de eksisterende lokaler i Østergade, som foreningen havde erhvervet i
1894, for små, og dels kunne højskolehjemmet forvente en opsigelse fra den nuværende udlejer,
postkontrahent Pagh. 109
Bestyrelsen besluttede derefter at gennemføre en aktietegning, og i september var der tegnet
244 aktier af folk fra både land og by til et samlet beløb på 24.400 kr. 110 Samtidig havde foreningen
afgjort - såfremt aktietegningen inden kort tid ville nå 25.000 kr. - at forhandle om købmand
Nørgaards ejendom i Bredgade. I januar 1901 var aktiekapitalen over 25.000 kr., og på
generalforsamlingen den 31. januar besluttedes det at købe Nørgaards ejendom. Samtidig valgtes en
ny bestyrelse bestående af realskolebestyrer Kiilerich, lærer K. P. Jensen, pastor Enevold Terkelsen,
107 Pedersen, 1990, p. 13ff.
108 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Protokol for Herning Højskolehjem, 25/1 1899 (J: 1983/369).
109 Højskolehjemmet havde i 1894 flyttet lokaler fra Bredgade til Østergade, hvor medlemmerne blandt andet fik en
gårdsplads til rådighed, hvilket var et velkomment tiltag for især landboerne. Pedersen, 1990, p. 13.
110 Også ved oprettelsen af eksempelvis Rødding Højskole, 1844, og Ryslinge Højskole, 1866, benyttede man sig af
aktietegning, som således ikke synes at have været et unikt element i forbindelse med oprettelsen af de første højskoler
og højskolehjem, ligesom missionshotellet i Herning og Herning Avis blev dannede som aktieselskaber. Lokalhistorisk
Arkiv i Herning: Forhandlingsprotokol for Bestyrelsen af Aktieselskabet ”Missionshotellet i Herning” (J:1991/1325);
Bendixen, 1984, p. 12; www.da.wikipedia.org/wiki/folkehøjskole; www.sydfyn-info.dk/historie/index.htm.
34

gårdbestyrer Hans Overgaard, gårdejerne Jens Birk og Poul Ottosen samt tømrermester Niels
Overgaard. 111 Derudover vedtoges nye love for foreningen, hvis formål stod beskrevet i § 1:
”Foreningen har Navn ”Herning Højskolehjem”. Dens Hjemsted er Herning, og dens
Formaal er at faa et fælles Samlingssted, der til enhver Tid kan staa Medlemmerne
aabent, hvor der er Adgang til sund og underholdende Læsning, Plads til Afholdelse af
Møder, hvor der opvartes med Spise- og Drikkevarer, forefindes Værelser for
rejsende, Staldrum og Gaardsplads for Befordringer, samt hvor ellers en ledig Time
kan tilbringes paa en god Maade.” 112
Byggeriet af det nye højskolehjem gik i gang, og indvielsesfesten blev holdt den 14. november
1901. Selvom vejrguderne ikke var med højskolefolkene, samledes ikke mindre end 500 mennesker
til festlighederne. Kiilerich bød velkommen og senere holdt Enevold Terkelsen indvielsestale, og
festlighederne afsluttedes med fællesspisning om aftenen med sange, taler og lykønskninger. 113
Foreningens medlemmer var særdeles stolte over det nye højskolehjem, der var en prægtig bygning,
som ikke var til at overse, når passagerer ankom med togbanen til Herning:
” Naar man med Toget Vest fra kører ind i Herning, ser man omtrent midt i Byen en
mægtig Bygning, der rager op over alle Huse i Nærheden. (…) Denne Bygning, der
saaledes dominerer alle sine Omgivelser og er en Pryd for Byen, er bygget af Herning
og Omegns Højskoleforening, og i den skal Foreningen fremtidig bo til Huse.” 114
Allerede ved højskolehjemmets dannelse havde spørgsmålet om spiritusbevilling været et voldsomt
stridsspørgsmål, og problemet dukkede i en årrække op med jævne mellemrum. Afholdsmændene
med lærer Iver Holmgaard som fortaler var mådeholdne og accepterede servering og nydelse af
alkohol med måde, men de mente dog ikke, at der skulle udskænkes spiritus i hjemmet. Hertil
havde bestyrelsesmedlem Bendixen forsvaret sig med, at højskolehjemmet ikke var et afholdshjem,
men et rummeligt hjem for ædruelige og gode mennesker. Også flere gange i forbindelse med det
nye højskolehjem blussede diskussionen op, og blandt andre De Samvirkende Afholdsselskaber
111 Pedersen, 1990, p. 20ff.
112 Hansen, 1940, p. 87.
113 Pedersen, 1990, p. 24ff.
114 Højskolebladet, nr. 51, 20/12 1901.
35

henstillede til hjemmet om at afskaffe spiritusudskænkningen. Dog uden resultat, idet
højskolefolkene mente, at det skulle være frivilligt, om medlemmerne ønskede at indtage spiritus
eller ej. 115
Arbejdet i det nye højskolehjem var baseret på ”det menneskelige, det folkelige og det
kristelige.” Dette skete eksempelvis gennem de mange foredrag og den øgede indsats mod byens
unge, hvor især pastor Terkelsen var aktiv. I 1903 dannedes et udvalg bestående af Gregers Larsen,
lærer Carl Petersen og gårdejer Hans Overgaard, der skulle tage sig af de unge. Efterfølgende
afholdtes jævnligt møder og sammenkomster med oplæsning, sang og leg. Dog afholdtes
sammenkomsterne adskilt, således at de unge drenge og piger ikke mødtes de samme dage.
Udover ungdomsarbejdet og foredragsaktiviteterne arbejdede Enevold Terkelsen også med
sangforeningen, hvor han i 1904 overtog ledelsen. Samtidig styrkedes båndene mellem
højskolehjemmet og valgmenigheden efter dennes oprettelse i 1904, og utallige arrangementer og
festligheder arrangeredes herefter for alle medlemmerne. 116
Som det fremgår af ovenstående, blev højskolehjemmet således et sted, hvor folk samledes i et
interessefællesskab omkring emner af såvel religiøs, praktisk, politisk, økonomisk, social og
filantropisk art, og for mange beboere i Herning og omegn blev huset rammen om en
mangfoldighed af forskellige aktiviteter med foredrag, møder, sang, dans, læring og meget andet.
6.3. De missionske ungdomsforeninger K.F.U.M. og K.F.U.K.
Ligesom grundtvigianerne var Indre Mission opmærksom på vigtigheden af også at få ungdommen
med i det åndelige arbejde, og det var derfor afgørende, at der var nogle tillokkende og interessante
tilbud til denne aldersgruppe.
I Herning var der første gang møder med bibelsamtaler for unge mænd i 1889. Men det var
først efter at Dansk Missionsselskabs skole blev flyttet til byen i 1890, at der for alvor kom skred i
udviklingen:
”Dette, at Herning fik Missionsskolen, betød, at der til Herning kom en Flok unge, der
var besjælet af dette at virke for Guds Riges Sag.” 117
115 Pedersen, 1990, p. 36f.
116 Pedersen, 1990, p. 42ff.
117 K.F.U.M., 1915, p. 9.
36

I september 1890 stiftedes således broderkredsen K.F.U.M. med 18 medlemmer. 118 Initiativtagerne
murermester Søren Peder Pedersen Riis og depotarbejder Anders Poulsen, der havde startet
møderne i sin tid, blev henholdsvis formand og næstformand for foreningen, og sammen med
missionselev J. Bittmann dannede disse tre bestyrelsen. 119 Om Ynglingeforeningens formål stod
følgende i foreningens love:
”Foreningens Formaal er Guds Riges fremme blandt unge Mænd, og dens Opgave er
baade at drage unge Mænd til Gud og befæste Troslivet hos unge, hvor saadant
allerede findes.” 120
Foreningens udvikling gik i begyndelsen ganske stille og rolig uden de større forandringer.
Medlemmerne samledes til møderne på samme måde som tidligere, dog i et nyt lokale, der var
blevet anskaffet i Bethaniagade. Som nævnt var foreningen en broderkreds, og møderne var
prægede af bibelsamtaler og bøn. Fællesskabet og samhørigheden var af stor betydning, som J.
Bittmann har udtrykt det:
”(…) vi følte os som en Familie, og vi var ikke flere, end at vi kendte hinanden
ud og ind.” 121
En af foreningens stærke forcer var således dette fællesskab, som var tiltrækkende for de unge
tilflyttere, der ankom til skolen eller byen uden at kende andre eller kun få.
Den stærke vækkelse i midten af 1890’erne medvirkede til en yderligere fremgang for
foreningen, som hermed i 1897 kom op på omkring 60 medlemmer. Som tiden gik, voksede
ungdomsforeningen, og i november 1900 blev der gjort de første tiltag til særlige møder for de
yngste.
Efter flere gange at have flyttet lokaler, blev bestyrelsen i 1902 enig om at anskaffe sig eget
hjem, og K.F.U.M. lejede derfor en villa i Mindegade. I villaen blev der ligeledes etableret et lille
pensionat, men allerede i 1905 flyttede foreningen på ny, denne gang til Dalgasgade. Igen i 1907
besluttedes det at erhverve nye lokaler, men nu valgte foreningen at bygge selv. Bygningen stod
118 K.F.U.M., 1915, p. 9f.
119 Mortensen, 1966, p. 10.
120 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Love vedtagne af Indre Missions Udvalg for Ynglingeforeninger, § 1, 1907.
(J:1989/919).
121 K.F.U.M., 1915, p. 18.
37

færdig i efteråret og blev indviet den 9. december 1907. Dette fejredes med ungdomsgudstjeneste i
kirken og derefter selve indvielsen med provst Gøtzsches ord:
”Saa indvies da dette Hjem for K.F.U.M. i Herning i den treenige Guds Navn. Gid
unge Mænd maa faa megen Velsignelse her, og gid der herfra maa udgaa Velsignelse
til mange unge i vor By.” 122
De ydre rammer for foreningen var hermed på plads, og nu gjaldt det om at få disse fyldt. Til at
bestyre hjemmet og drive pensionatet ansattes derfor skomager Larsen og hustru, der skulle sørge
for driften og ligeledes holde et vågent øje med de unge. 123
Aktiviteterne i K.F.U.M. var af forskellig art. Udover de egentlige møder med bibelsamtaler og
bøn, var der også foredrag, udflugter og sportsaktiviteter, ligesom medlemmerne gik på gaden i
forsøget på at hverve flere medlemmer. Dette var dog ikke altid let, og ”(…) de fleste havde kun et
Skuldertræk tilovers for os”, som J. Bittmann har udtrykt det. 124
Ligesom for K.F.U.M. sås de første tiltag til en forening for piger i året 1890, idet fru Riis, der
var gift med manden bag K.F.U.M. i Herning, Søren Peder Pedersen Riis, i denne vinter sammen
med fru Nielsen begyndte at indbyde unge piger til regelmæssige møder med sang, bøn og
bibellæsning. Inden da havde der dog gennem 1880’erne været mindre forsamlinger for de unge
piger på provst Bloms præstegård og i kirken i Gellerup, men først omkring 1890 fik disse
forsamlinger en mere fast form med regelmæssige møder.
Den 19. februar 1891 stiftedes således ”Herning Kristelige Pigeforening” med fru Riis som
formand og fru Nielsen som næstformand. På stiftelsesaftenen indmeldtes 24 unge piger i
foreningen, og:
”Som alle Foreninger med kristeligt Formaal er K.F.U.K. i Herning en arbejdende
Forening, der foruden at være et Samlingssted til gensidig Opbyggelse for troende
unge Kvinder ogsaa gerne vil bringe Guds Frelsestilbud til andre unge Kvinder.” 125
122 K.F.U.M., 1915, p. 13.
123 K.F.U.M., 1915, p. 14.
124 K.F.U.M., 1915, p. 19.
125 K.F.U.K., 1916, p. 16.
38

Foreningens arbejde var således at støtte op om byens unge kvinder og tilbyde dem et sted, hvor de
kunne samles med jævnaldrende om fælles kristne tanker og interesser.
Fru Riis nåede kun at være foreningens formand i kort tid, da hun døde i efteråret 1891. Fru
Nielsen overtog i en kort periode posten som leder, men ønskede ikke at fortsætte, og fru apoteker
Gjørup blev derfor pigeforeningens formand fra efteråret 1891. Møderne fortsatte herefter i
Bethania, men af og til blev de unge piger også inviteret hjem til hygge hos fru Gjørup, hvis bolig lå
på hjørnet af Østergade og Smedegade. 126
Foreningen voksede i det følgende årti støt, og som følge heraf begyndte pladsen i Bethania at
blive for trang. Formanden, trikotagehandler Peter Lauritsen, der tiltrådte stillingen i 1900, havde i
flere år sammen med pastor Gøtzsche overvejet, hvordan en ny bygning skulle se ud, og i september
1905 stod et nye hus i Nygade færdigt. Samtidig fik foreningen nyt navn: ”Kristelig Forening for
unge Kvinder”, og de fire forbogstaver K.F.U.K. kom således til at præge husets facade. Yderligere
ansattes frøken Maren Madsen til at lede foreningens daglige arbejde, og fru Nielsen, den tidligere
næstformand, skulle være hjemmets husmoder. Foreningen fortsatte de ugentlige møder med fast
mødeaften hver tirsdag, hvor de deltagende samledes om Biblen. 127 Også de mange rigt vekslende
aktiviteter såsom udflugter, fastelavns- og julefester, foredrag og meget andet fortsatte, ligesom
foreningen stod for hjælpearbejde, hvor medlemmerne tog på syge- og plejebesøg hos byens ældre
og andre trængende. 128
6.4. Missionshotellet
Missionsfolkene ønskede også at sprede deres budskab ad andre veje end de direkte religiøse, og
oprettelsen af et missionshotel var en mulighed herfor.
Allerede i begyndelsen af 1890’erne var idéen om et missionshjem opstået hos blandt andre
Jens Chr. Lykkegaard. Lykkegaard gik på missionsskolen i Herning fra 1891, og blev senere
formand for ynglingeforeningen, det senere K.F.U.M.
Lykkegaard drøftede sine idéer og tanker med andre interesserede, men det var ikke muligt at
finde et passende lokale. I stedet besluttede de involverede at forsøge at købe en ejendom, og i den
forbindelse nedsattes et udvalg. Dette udvalg mødtes første gang i missionshuset Bethania den 13.
marts 1896 for at drøfte sagen med troende mænd fra Herning og omegn. Der blev herefter nedsat et
nyt udvalg med henblik på at arbejde videre med sagen. Udvalget bestod af pastor Kastrup, der
126 Mortensen, 1966, p. 12ff.
127 Mortensen, 1966, p. 19ff.
128 K.F.U.K., 1916, p. 19.
39

desuden blev udnævnt til formand, fire gårdejere, en lærer, en murermester, en træhandler og en
landinspektør, og hermed bestod gruppen af repræsentanter fra både land og by.
Den 16. april 1896 afholdtes generalforsamling i Bethania, og et flertal besluttede at oprette et
aktieselskab. Desuden vedtoges lovene for missionshotellet, ligesom en bestyrelse blev valgt, og her
fortsatte Kastrup som formand. 129 Målet med hotellet var at:
”(…) kunde blive til Velsignelse for de Landboere, som gæste Byen, for de Unge i
Herning samt tjene til at knytte de troende nærmere sammen.” 130
Hensigten med oprettelsen af hotellet var altså dels praktiske, nemlig at give tilrejsende en
overnatningsmulighed, men i lige så høj grad, dog af mere indirekte art, at have et sted, hvor de
troende kunne samles og udveksle tanker og ideer.
Indvielsen af missionshotellet fandt sted den 19. juni 1896. Efterfølgende holdt bestyrelsen
møde cirka en gang om måneden, men dette varierede lidt fra år til år. På møderne er det
gennemgående, at det primært var praktiske overvejelser frem for religiøse aspekter, der blev
drøftet af medlemmerne. 131
6.5. Opsummering
Som det er blevet påvist ovenfor, var der en livlig religiøs aktivitet i Herning i slutningen af 1800-
tallet og i begyndelsen af 1900-tallet. Missionsfolk såvel som grundtvigianere arbejdede aktivt for
at fremme deres kristendomssyn og religiøse interesser, og rammerne herfor var særdeles
mangesidige. De involverede sørgede for at både børns, unges, voksnes og ældres interesser blev
varetaget, således at alle kunne inddrages i det åndelige liv. Rammerne herfor var for
missionsfolkene og grundtvigianerne relativt ensartede, hvor hovedsageligt foreningsformen fik en
afgørende betydning. På denne måde kom foreningslivet til at have berøring med store dele af de
enkelte medlemmers hverdag og liv, hvor det religiøse fællesskab ofte kom før alt andet, og
religionen blev for mange mennesker en livsform i sig selv.
Det primære for den åndelige bevægelse var naturligvis det religiøse arbejde, men hurtigt kom
også andre aspekter til at få betydning. Foreningernes fokus og arbejde blev hermed ikke blot af
129 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, ”Lidt om A/S Missionshotellets historie” (J:1991/1325).
130 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, § 1 i Forhandlingsprotokol for Bestyrelsen af Aktieselskabet ”Missionshotellet i
Herning” (J:1991/1325).
131 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Forhandlingsprotokol for Bestyrelsen af Aktieselskabet ”Missionshotellet i
Herning”, 19/6 1896, p. 54 (J: 1991/1325).
40

eligiøs art, men udviklede og omformede sig, så også aspekter som filantropi, læring og oplysning,
økonomi, opdragelse og meget andet fik betydning.
Udover de tidligere nævnte religiøse tiltag var der i Herning i den undersøgte periode utallige
andre åndelige initiativer og udspil, eksempelvis de årligt tilbagevendende vennemøder, der første
gang afholdtes i Herning den 22. september 1888, og som i de efterfølgende år fandt sted både forår
og efterår. Møderne blev hurtigt et tilløbsstykke, og selvom møderne primært henvendte sig til
egnens grundtvigianere, deltog også mange missionsfolk. 132 Vennemøderne, der med folkelige og
kirkelige foredrag fokuserede på ”Oplysning, Opbyggelse og Velsignelse paa Troens Grund”,
begyndte altid med en gudstjeneste, der blev afholdt i højskolehjemmet, realskolen eller i Bethania,
men hurtigt var tilslutningen så stor, at begivenheden måtte flyttes til kirken. 133 Artikler i Herning
Folkeblad vidner om de velbesøgte møder, hvor antallet af deltagere gang på gang nærmede sig
800-900 deltagere i århundredets sidste år, mens man efter 1900 ofte så en tilslutning på 1100-1200
mand, og det var således en ganske stor andel af byens indbyggere, der tog del i møderne. 134 Også
de årlige missionsuger, der første gang så dagens lys i 1897, samt flere andre foreninger såsom Blaa
Kors havde deres virke og bidrog til en omfattende religiøs aktivitet i byen. 135
Oprindeligt synes missionsfolkene at have udgjort en overvægt i byens religiøse liv med
hensyn til antallet af foreninger og aktiviteter, men efter år 1900 voksede den grundtvigske
bevægelse betydeligt og befæstede efterhånden sin position i Herning med blandt andet oprettelsen
af valgmenigheden, og senere hen også med etableringen af friskolen i 1908. Således havde de to
religiøse retninger efterhånden placeret sig solidt på Herningegnen, og i længden kunne egentlige
brydninger mellem de to fraktioner ikke undgås.
7. Stridighederne mellem missionsfolkene og grundtvigianerne
I løbet af 1880’erne og 1890’erne var modsætningerne mellem grundtvigianerne og missionsfolkene
i Herning taget til. Etableringen af de mange forskelligartede foreninger og forsamlinger,
samt ikke mindst de fysiske arkitektoniske udtryk i form af missionshus, højskolehjem og
missionshotel gjorde de religiøse skel endnu tydeligere.
132 På samme måde deltog mange grundtvigianere i Herning Kirkes gudstjenester, selvom P. G. Koch, der havde sit
virke som præst i kirken 1889-1900, var af indremissionsk overbevisning. Nedergaard, 1963, p. 752.
133 Bethania lagde kun grund til Vennemøderne i den periode, hvor Missionshuset tjente som kirke under den nye kirkes
opførelse (1888-1889).
134 Herning Folkeblad, 6/9 1889, 20/4 1898, 13/10 1905, 12/10 1906.
135 Nedergård, 1963, p. 753.
41

Også ved de kirkelige prædikener kom modsætningerne til udtryk, og den gensidige
utilfredshed med modpartens åndelige livsanskuelse kom til at fylde mere og mere i pressen,
ligesom også enkeltpersoner begyndte at tage affære og give udtryk for modsætningsforholdene på
forskellig vis. Et eksempel herpå er en forespørgsel fra smeden Kresten M. Andersen, der i februar
1895 overfor provst Koch udtrykte sin misfornøjelse med Enevold Terkelsen. Andersen kritiserede
Terkelsens prædikener i Ørre og Sinding, blandt andet fordi han ved nadver ikke benyttede sig af
messedragt, og fordi Terkelsen tilsyneladende havde kritiseret Indre Mission og Vilhelm Beck. 136 I
en efterfølgende skrivelse svarede Terkelsen selv på kritikken, og påpegede, at de færreste præster
overholdt reglementet i forbindelse med messeklæder, ligesom Terkelsen mente, at Andersen havde
misforstået prædikenen og hans kommentarer om Indre Mission og Vilhelm Beck. 137 Udvekslingen
af forespørgsler fortsatte, men hvad resultatet heraf blev, er uklart. I endnu et brev fremgår det, at
Koch - ikke overraskende - var enig med Andersen, men om Terkelsen fik en påtale eller lignende
vides ikke. 138 Sagen synes at have været af mindre betydning, men er alligevel et ganske godt
eksempel på det modsætningsfyldte forhold mellem missionsfolkene og grundtvigianerne, der især
efter år 1900 tog til i styrke.
7.1. Præstestriden i Herning i 1900
”Tiden omkring Aarhundredskiftet var i Hammerum Herred en ejendommelig Grøde-
og Kamptid, da en indremissionsk og en grundtvigsk Vækkelse løb Side om Side – og
undertiden stødte sammen.” 139
Således har Enevold Terkelsens søn, Frede Terkelsen, beskrevet den religiøse stemning på Herningegnen
ved forrige århundredes begyndelse. Som tidligere nævnt havde området i en årrække været
præget af religiøse strømninger af især indremissionsk og grundtvigsk islæt, og til tider havde der
været gnidninger mellem disse. Men det var først omkring århundredeskiftet, at disse brydninger
udvikledes for alvor og førte til en egentlig kamp mellem de to dominerende religiøse retninger.
Der var rundt omkring i sognene i Hammerum Herred adskillige, ikke mindst yngre og unge
mennesker, der ikke kunne:
136 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Brev fra Kresten M. Andersen til Provst Koch, 18/2 1895 (J:1983/387).
137 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Brev fra Enevold Terkelsen til Provst Koch, 22/2 1895 (J:1983/387).
138 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Brev fra Provst Koch til Enevold Terkelsen, 27/2 1895 (J:1983/387).
139 Terkelsen, 1944, bd. 1, p. 7.
42

”(…) finde sig til Rette med al den mørke og i stærke Ord fordømmende
Missionstale, som indtil da havde været saa godt som eneraadende i Hammerum
Herred.” 140
Det passede derfor mange af egnens beboere særdeles godt, at grundtvigianeren Enevold Terkelsen
var blevet indsat som sognepræst for menigheden i Ørre og Sinding i Sinding Kirke den 25.
september 1892. 141 Om Terkelsens tiltrædelse udtalte den senere formand for Herning
Valgmenighed Okkels Birk i 1954, at: ”Det var det friske pust med liv og frejdighed og en ægte
grundtvigsk forkyndelse, der kom til egnen.” 142
Kort efter sin ankomst begyndte Terkelsen også at prædike i Herning Kirke én gang om
måneden, og hurtigt var der stor tilslutning hertil blandt både unge og ældre. Tilsyneladende havde
mange borgere manglet en præst af en anden religiøs overbevisning end den missionske:
”Hammerum Herreds præster tilhørte næsten alle Indre Mission, og det føltes som en
befrielse, at også anderledes tænkende havde fået en ordfører, der kunne tilfredsstille
deres åndelige trang”. 143
Efterfølgende løste adskillige folk sognebånd til Terkelsen, og mange tog vejen fra Herning til Ørre
for at kunne høre Terkelsens prædikener mere end den ene gang, han prædikede om måneden i
Herning. 144 Således voksede et ønske frem om at få Terkelsen til at prædike oftere i Herning, og
muligheden kom, da præsteembedet blev ledigt i 1900. Terkelsen selv var dog meget usikker på, om
han skulle ansøge om embedet, dels som følge af betænkeligheder over at skulle flytte ind til byen,
men ikke mindst fordi Terkelsen var bekymret for de åndelige modsætninger i Herning. I et brev
dateret 12. juli 1900 skrev Terkelsen således følgende til højskolemanden Ludvig Schrøder:
”Nu flytter altså provst Koch, og mine venner i Herning har bedt mig om at søge
embedet. – Det vil falde os, min kone og mig, svært at rejse fra vore mange venner her
140 Terkelsen, 1944, bd. 1, p. 126.
141 Terkelsen, 1944, bd. 1, p. 126.
142 Kristensen, 1954, p. 25; Terkelsen, 1944, bd. 1, p. 117.
143 Kristensen, 1954, p. 25.
144 I 1855 stadfæstedes loven om sognebåndsløsning, og loven lød således: Den, der ønsker det, kan ”… gennem
Provsten anmelde, at han efter forudgaaet Aftale har valgt en anden, selvstændig Præst i Folkekirken til sin Sjælesørger,
hvorefter Provsten lader Anmeldelsen gaa videre til paagældende Sognepræst …”. Andersen, 1929, p. 278.
43

i Ørre, og vi har begge, særlig med henblik på vore børn, en vis angst for at komme til
at bo i en by. Dertil kommer, at jeg måske klarere end de fleste ser de vanskeligheder,
der vil være forbunden med stillingen som sognepræst i Herning. Der er store åndelige
modsætninger og meget store sociale forskelligheder derude. (…) – Imidlertid har jeg
dog sagt ja til opfordringen og har indgivet min ansøgning. Embedet her i Ørre er
nemlig så lille (nettoindtægt 13-1400 kr.), at vi nu vanskeligt vilde kunne leve af det,
hvis ikke vennekredsen i og omkring Herning gav os en betydelig årlig løn. De sidste
år har jeg derude fra fået lidt over 1000 Kr., og dog kan jeg kun prædike for dem hver
fjerde Søndag og ved enkelte andre lejligheder. Når de derfor nu beder mig om at
komme nærmere, hvis det er muligt, kan jeg ikke godt sige nej (…). ” 145
Terkelsen følte således, at han skyldte beboerne i Herning at søge embedet, så trods visse
betænkeligheder valgte han at søge stillingen. Terkelsen var et menneske, der bekymrede sig meget
om sine medmennesker og sine sognebørn. Hans næstekærlighed rakte vidt, og omsorgen for og
hensynet til menneskene omkring ham var derfor en af de væsentligste årsager til, at han valgte at
ansøge om embedet. Senere hen blev Terkelsen tilbudt andre prestigefyldte embeder og ansættelser
i Ribe og Askov, men her valgte han at takke nej, idet hensynet til sognebørnene i Herning og
omegn betød mere for ham end omtale og fornemme titler. 146 Terkelsen anså sit arbejde i Herning
for betydningsfuldt, idet han mente, at det var afgørende, at der eksisterede en ordentlig modvægt til
det indremissionske arbejde. Terkelsens ihærdighed og menneskekærlighed er flere gange blevet
fremhævet i omtalen af ham, eksempelvis i forbindelse med hans præstejubilæum i 1917:
”Der har været kaldt paa ham mange gange fra andre Egne, men han har altid sagt
Nej, fordi han vidste, at hans venner nødig saa ham drage andet Steds hen, og fordi
han var sig fuldt bevidst, at han havde en aandelig Gerning at gøre i Herningegnen.” 147
Terkelsen var således særdeles vellidt blandt grundtvigianerne i Herning, og selvom han havde sine
tvivl, besluttede han at søge om embedet i Herning, hvortil der var yderligere fem ansøgere.
145 Det Kongelige Bibliotek, Brev fra Enevold Terkelsen til Hr. Schrøder, Ørre Præstegård, 12/7 1900. (Den
opmærksomme læser vil måske undre sig over, at Terkelsen i dette brev benytter sig af ”å” frem for ”aa”, ligesom alle
navneord - med en enkelt undtagelse - har lille begyndelsesbogstav, men dette er altså tilfældet, og således ikke en
fejlcitering.)
146 Herning Folkeblad, 7/2 1923.
147 Herning Folkeblad, 18/9 1917.
44

Kampen om embedet viste sig dog hurtigt at blive en dyst mellem to af kandidaterne, nemlig
Terkelsen selv og Johannes Gøtzsche, søn af biskoppen i Ribe. 148 Rasmus Nielsen, folketingsmand
og beboer i Hammerum Herred, opsøgte hurtigt kultusminister J. J. Bjerre og gjorde ham det klart,
at der i Herning og omegn var stor opbakning til Terkelsen. Men den afgående provst Koch, der var
indremissionsk, havde været forudseende og allerede talt med kultusministeren og forklaret, at det
fortsat var nødvendigt med en missionsk præst, idet det indremissionske arbejde på egnen ville dø
ud, hvis den kommende præst var af en anden religiøs overbevisning. Koch havde således allerede
delvist fået løfte fra ministeren om, at Johannes Gøtzsche kunne overtage embedet. Dette vidste
Terkelsen udmærket, hvilket fremgår af brevet til Schrøder: ”Man siger i Herning, at biskop
Gøtzsche har en søn, som skal have embedet.” 149 Grundtvigianerne i Herning vidste altså, at der
måtte gøres noget, hvis situationen skulle forsøges ændret. Derfor rejste avisredaktør Johannes
Kiilerich, tømrermester Jens Madsen og driftsbestyrer Jens Westergaard til hovedstaden med en
skrivelse til kultusministeren, hvori de gjorde det klart, at Indre Mission var i klart mindretal i
Herning, hvorfor det var nødvendigt med en præst af grundtvigsk overbevisning. Men ministeren
forklarede, at han var bundet af sit løfte til Koch, og det eneste, der muligvis kunne ændre på sagen,
var en underskriftindsamling, der skulle opfordre kongen til at vælge Terkelsen i stedet. 150
Således udsendte grundtvigianerne i december 1900 en adresse, hvor cirka 80 % af Hernings i
alt 556 stemmeberettede beboere underskrev og hermed gjorde det klart, at de støttede Terkelsen. 151
Det skal her understreges, at størstedelen af sognets knap 4000 indbyggere slet ikke havde
stemmeret, og selvom adressen gav anledning til at tro, at hele Herning støttede Terkelsen, var dette
ikke med sikkerhed tilfældet. 152 En ny deputation rejste derefter til København med adressen, der
blev overrakt til både ministeren og kongen. Da Koch erfarede dette, sendte også missionsfolkene
en deputation bestående af apoteker Gjørup, murermester Pedersen Riis og gårdejer Enevold
Nykjær til København, der fremsatte deres syn på sagen overfor kultusministeren.
Efterfølgende sendte minister Bjerre, via pastor Monrad ved Marmorkirken i København,
følgende brev til Terkelsen, der er dateret den 18. december 1900:
148 Johannes Gøtzsche var sognepræst i Herning 1900-1921.
149 Det Kongelige Bibliotek, Brev fra Enevold Terkelsen til Hr. Schrøder, Ørre Præstegård, 12/7 1900.
150 Terkelsen, 1944, bd. 1, p. 143ff.
151 Kristensen, 1954, p. 26f.
152 Frandsen, 2004, p. 17.
45

”Kære Monrad! Kongen vilde helst ikke tage Affære i Herningsagen, men overlod det
ganske til mig, og saa maa jeg i Henhold til mit Løfte indstille den unge Gøtzsche
(…).” 153
Af brevet fremgår det således, at kongen ikke ønskede at tage affære af den simple grund, at han var
bundet af sit løfte til Gøtzsche. Den gamle biskop Gøtzsche i Ribe havde nemlig været i personlig
audiens hos kongen og fået løfte om, at embedet skulle tilfalde sønnen, så trods den grundtvigske
adresse og tilmed en deputation hos kongen var der tilsyneladende intet at gøre. 154 Således kunne
læsere i det grundtvigsk støttede Herning Folkeblad den 20. december 1900 læse:
”Herning Præsteembede. Efter hvad vi fra bedste Kilde erfarer, er det lykkedes Biskop
Gøtzsche at faa sin Søn, ordineret Kateket i Fredericia, Johannes Gøtzsche, indstillet
til Udnævnelse til Sognepræsteembedet i Herning.” 155
Kultusministeren befandt sig nu i en prekær situation. Skulle han holde sit løfte, ville hans
beslutning ikke være retfærdig, og skulle hans beslutning være retfærdig, kunne han ikke holde sit
løfte. Uanset sagens udfald vidste ministeren altså, at mange mennesker ville blive utilfredse. I
Herning ventede beboerne spændte på afgørelsen. Den kom den 29. december, hvor præsteembedet
gik til Johannes Gøtzsche, og således vandt nepotismen over retfærdigheden og det (mulige)
grundtvigske flertal. 156
Som et plaster på såret fik Terkelsen i stedet præsteembedet i Rind, der naturligvis intet var i
sammenligning med Herning, men trods alt lå i en kortere afstand til Herning, nemlig kun ca. 5 km,
hvor Ørre var hele 15 km væk. 157
Sagen skærpede forståeligt nok modsætningerne mellem missionsfolkene og grundtvigianerne i
Herning og omegn yderligere, og efterfølgende kunne borgerne i lokale og landsdækkende aviser
læse adskillige indlæg om og kommentarer til hændelsen. I Kristeligt Dagblad var der således i
januar 1901 et indlæg fra en anonym læser, der stærkt kritiserede kultusminister Bjerres afgørelse.
Skribenten mente desuden, at grundtvigianerne blev forbigået ved embedsansættelser, og mente, at
153 Bjerre citeret fra Terkelsen, 1944, bd. 1, p. 146.
154 Terkelsen, 1944, bd. 1, p. 147.
155 Herning Folkeblad, 20/12 1900.
156 Terkelsen, 1944, bd. 1, p. 148.
157 Terkelsen, 1944, bd. 1, p. 146.
46

dette muligvis kunne medføre, at en del af menigheden ville blive tvunget ud af folkekirken. 158
Også i Agrardagbladet kritiseredes Bjerre for ikke at varetage kirkens tarv og for at undergrave
Folkekirken ved at vælge en missionsmand frem for en grundtvigianer til embedet trods det, at der
tilsyneladende var et klart ønske om at få ansat Terkelsen. Den anonyme skribent havde desuden
følgende spydige kommentar til kultusministeren:
”Som det vil være mange af dette Blads Læsere bekendt, er der i Ørre ved Herning en
Sognepræst ved Navn Enevold Terkelsen, hvis velsignelsesrige, store
Præstevirksomhed er kendt langt ud over hans Pastorats Sognegrænser; det tør
formodes, at den heller ikke for Hr. Bjerre er ukendt.” 159
Senere samme måned forsøgte Johannes Gøtzsche at forsvare sin far, idet Johannes Gøtzsche skrev,
at det ikke var biskoppens afgørelse at bestemme, hvem der skulle besætte præsteembedet i
Herning. Gøtzsche skrev tillige, at adressen til kongen om at få Terkelsen til præst først var
indkommet efter ansøgningsfristens udløb. 160
Om udfaldet af præstestriden var retfærdigt skal ikke diskuteres her. Men ovennævnte
illustrerer tydeligt, at de åndelige brydninger med denne begivenhed for alvor blev aktuelle og
skærpede modsætningerne mellem missionsfolkene og grundtvigianerne, og det skulle vise sig, at
dette blot var begyndelsen på en række af stridigheder og kontroverser mellem de to dominerende
religiøse retninger i Herning.
7.2. Menighedsrådsvalget i 1903
Efter at de første dønninger havde lagt sig, og de kritiske avisindlæg i løbet af foråret 1901 var
svundet ind efter det opsigtsvækkende præstevalg i december 1900, syntes brydningerne mellem
missionsfolkene og grundtvigianerne i Herning at være stilnet af. De følgende år var der
tilsyneladende ingen alvorlige kontroverser i byen, om end de to retninger stadig virkede og
kæmpede bravt for at vinde indpas i byen og samle flere medlemmer i de mange foreninger. Men
ved udgangen af 1903 blussede uenighederne op igen, da der skulle afholdes menighedsrådsvalg.
Menighedsrådsvalget i Herning blev afholdt den 17. december 1903 i missionshuset Bethania.
Forinden havde Herning Foredragsforening og Herning Højskolehjem holdt møde for at
158 Kristeligt Dagblad, 8/1 1901.
159 Agrardagbladet, 2/1 1901.
160 Kristeligt Dagblad, 16/1 1901.
47

sammensætte en grundtvigsk liste til valget. I alt otte grundtvigianere blev opstillet på liste A:
gårdejer Jens Veje, postkontrahent Pagh, enkefru Johanne Christensen, redaktør Bendixen,
købmand J. K. Larsen, fru Karoline Krogh, tømmerhandler Hansen og murer Ravn. Som
spidskandidat valgtes Jens Veje. Efterfølgende foreslog Herning Menighedsråd at opstille en
fællesliste for hele sognet, og missionsfolkene tilbød grundtvigianerne hele fire pladser på listen,
mens Indre Mission selv ville besætte to. De to sidste pladser skulle gå til personer uden for de
kirkelige retninger. Men dette tilbud afslog grundtvigianerne, og i stedet opstillede missionsfolkene
deres egen liste B: apoteker Gjørup, kunstdrejer Kirkegaard, gårdejer Niels Romvig Lauridsen,
tandlæge Hansen, gårdejer Enevold Nykjær, skomager Andersen, fotograf Jørgensen og
murermester Petersen. 161 Grundtvigianernes afslag kan virke overraskende, idet Indre Missions
tilbud var særdeles gavmildt. Årsagen til afslaget skyldtes sandsynligvis, at grundtvigianerne
satsede på at besætte hele fem pladser i menighedsrådet for at opnå flertal. Dette fremgår af
redaktør Bendixens indlæg i Herning Folkeblad dagen før valget:
”Hvorledes Stemmerne vil falde, kan ikke bestemt forudsiges, men mange mener, at
Valget vil komme til at staa mellem Nr. 5 paa Højskolehjemmets Liste, købmand J. K.
Larsen og Nr. 4 paa Missionslisten, Tandlæge Hansen.” 162
Grundtvigianerne satsede altså stærkt på at opnå fem pladser i menighedsrådet, men de blev slemt
skuffede. Sejren gik til Indre Mission, der af de 601 afgivne stemmer fik 336 stemmer og fem
medlemmer valgt, mens den grundtvigske kreds fik 264 stemmer og tre pladser. 163
Grundtvigianerne bebrejdede valgets resultat de vælgere, der var blevet hjemme og ikke havde
stemt, og Bendixen var ikke sen til at komme med sin kritik i Herning Folkeblad:
”Resultatet skyldtes de 195 Vælgere, der blev hjemme. Indre Mission mødte
fuldtalligt, enigt, agitationsdygtigt, magthigende. De grundtvigske vælgere mødte
ogsaa ret fuldtalligt. Men de allerfleste Vælgere, der staar udenfor de to
Hovedretninger, blev hjemme. Disse højkirkelige, konservative Medborgere opnaaede
derved, hvad de vel har tilsigtet; at skaffe Indre Mission en større Repræsentation i
Menighedsraadet, end den efter sin Talstyrke kan tilkomme. (…) Hele vort totale
161 Herning Folkeblad, 15/12 1903, Herning Avis, 16/12 1903.
162 Herning Folkeblad, 16/12 1903.
163 Herning Folkeblad, 18/12 1903.
48

kirkelige Styre ligger nu alene hos Indre Mission. De har 6 Stemmer af 9 uagtet de
kun har 2/5 af de kirkelige Vælgere.” 164
Valgresultatet kan virke overraskende, idet der jo blot tre år tidligere tilsyneladende havde været et
flertal, der støttede den grundtvigske præst Terkelsen. Der kan være flere årsager til udfaldet. For
det første havde mange løst sognebånd til Terkelsen, og disse havde således ikke stemmeret til
valget i Herning. En anden grund kunne være, at pastor Gøtzsche nu havde virket tre år i Herning,
og folk havde lært ham, hans meninger og hans personlighed at kende, hvorfor de i højere grad
kunne støtte op om ham og hans prædikener. Det kan således ikke entydigt fastslås, hvorfor
udfaldet af valget blev, som det gjorde, men en ting var sikkert, nemlig at mange, hovedsageligt
grundtvigianerne, blev særdeles overraskede over resultatet. 165
I den missionske Herning Avis var der naturligvis glæde over valgresultatet, mens man i det
grundtvigske Herning Folkeblad var stærkt utilfredse og således kritiserede valget og dets
udfald.” 166 I Herning Avis kunne man læse følgende om valget:
”Valget var en stor Skuffelse for Grundtvigianerne. Det gav jo Indre Mission sammen
med Sognepræsten et afgørende Flertal i Menighedsraadet. Og da man mente at have
konstateret visse Ulovligheder ved Valget, saa der burde være Omvalg, indsendte man
fra grundtvigsk Side en Klage over Valget.” 167
Grundtvigianerne klagede over, at ministeriets forskrifter om hemmelig afstemning ikke var blevet
overholdt, men dette blev dog hurtigt afvist af biskop Koch i Ribe, der ikke fandt, at der var belæg
for et omvalg. 168 Efterfølgende var der flere indlæg fra grundtvigsk side i Herning Folkeblad, der
omhandlede Kochs afgørelse, men tilsyneladende døde sagen relativt hurtigt ud igen.
Der var hermed intet at gøre for grundtvigianerne, og de måtte erkende, at den indremissionske
dominans i Herning Kirke nu var endegyldig, idet både præst og menighedsråd var af
indremissionsk overbevisning.
164 Herning Folkeblad, 18/12 1903.
165 Terkelsen, 1944, bd. 1, p. 169.
166 Herning Avis, 19/12 1903.
167 Herning Avis’ Jubilæumsnummer, 1/10 1943, p. 64.
168 Herning Avis, 12/1 1904.
49

7.3. Oprettelsen af Herning-Gjellerup Valgmenigheder i 1904
Efter præstestriden i 1900 var Enevold Terkelsen i endnu højere grad blevet et samlingspunkt for
den grundtvigske bevægelse i Herning og omegn, og flere og flere samlede sig om hans prædikener
i Rind, ligesom endnu flere løste sognebånd til ham. 169
Blandt de centrale grundtvigske skikkelser i Herning var tidligere realskolebestyrer og
nuværende redaktør Kiilerich, redaktør Bendixen, tømrermester Jens Madsen, bagermester Graves
Kjærgaard og hans bror købmand Søren Kjærgaard. I januar 1904 holdt Graves Kjærgaard et
fødselsdagsgilde, hvor blandt andre ovennævnte deltog. Denne dag var det store samtaleemne
december måneds menighedsrådsvalg, hvor Indre Mission som bekendt havde fået flertal. Dette var
der blandt grundtvigianerne forståeligt nok stor utilfredshed med, og derfor begyndte gæsterne til
fødselsdagsgildet at drøfte muligheden for at danne en valgmenighed. 170 Der havde aldrig tidligere i
Herning eller omegn været en valgmenighed, selvom egnen i mange år havde haft en grundtvigsk
bevægelse. 171
Der blev således nedsat et udvalg bestående af redaktør Bendixen, gårdejer Birk, redaktør
Kiilerich, bagermestrene Kjærgaard og Pallesen og gårdejer Pedersen til drøftelse af sagen, ligesom
de skulle sikre sig, at Terkelsen i det hele taget havde lyst til at blive præst for en valgmenighed.
Trods de religiøse modsætninger på egnen havde Terkelsen tilsyneladende ingen betænkeligheder
ved at stifte en grundtvigsk valgmenighed. 172 Måske håbede han, at netop mere ordnede rammer for
de grundtvigsksindede ville dæmpe gemytterne med Indre Mission, eller måske anså han det blot
for så vigtigt et tiltag, at han ikke for alvor bekymrede sig om eventuelle negative reaktioner fra
missionsk side.
Der var da heller ingen tvivl om, at mange grundtvigianere havde savnet deres egen menighed,
da ikke færre end 100 familier fra Herning og Gjellerup sluttede op om valgmenighederne, og den
17. juli 1904 holdt valgmenighederne stiftende generalforsamling. Her meldte cirka 120
medlemmer sig ind, hvoraf 80 var fra Herning og 40 fra Gjellerup. Således dannede de to største
169 Frandsen, 2004, p. 17.
170 En valgmenighed er ”… en Menighed, som er dannet ved frivillig Sammenslutning af et lovbestemt Antal
Medlemmer af Folkekirken om en særlig Præst.” Den midlertidige Valgmenighedslov fra 1868 blev i 1873 gjort til
vedvarende lov, og hovedindholdet lød som følger: ”Mindst 20 Familiefædre, Enker eller andre Personer med Husstand,
som hører til Folkekirken, skal have sluttet sig sammen og have skaffet sig en Kirke eller en Bedesal, saaledes
beliggende, at i hvert Fald de 10 af dem ikke bor længere væk fra den end en Mil. De skal fremdeles have fundet en
Mand, der vil være deres Præst, og som enten er eller har været Præst i Folkekirken eller er teologisk kandidat og 30
Aar gammel. Menigheden skal selv bestride alle sine Udgifter til Kirkens Drift, Præstens Lønninger, osv. (…)”.
Brøndum-Nielsen, 1928, p. 445.
171 Frandsen, 2004, p. 9f.
172 Terkelsen, 1944, bd. 1, p. 172f.
50

grundtvigske kredse på egnen deres egne valgmenigheder med Terkelsen som fælles præst.
Valgmenighederne var egentlig organiseret således, at den bestod af to selvstændige foreninger med
hver sin bestyrelse, og havde således hvert sit navn: Herning-kredsen og Gjellerup-kredsen. I
september 1904 blev menighederne anerkendt af Kirkeministeriet:
”Herning og Gjellerup Valgmenighed. Kongen har stadfæstet Valget af hidtilværende
Sognepræst i Rind, Terkelsen, til Præst for den i Herning og Gjellerup Sogne dannede
Valgmenighed med Herning og Gjellerup Sognekirker som henholdsvis
Valgmenighedens Hoved- og Filialkirke og saaledes, at denne Valgmenighed fra 11.
Septbr. tillige anerkendes som Led af Folkekirken.” 173
Anden juledag blev Terkelsen officielt indsat som valgmenighedspræst, først i Herning Kirke og
senere samme dag i Gjellerup Kirke. 174
Valgmenigheden i Herning havde en bestyrelse bestående af 5 medlemmer, og hvert år i januar
afholdtes årsmøde/generalforsamling. Mødet foregik på højskolehjemmet og var for medlemmerne.
Efter mødet sluttede de deltagende af med kaffebord, taler, sang og aftenandagt, og således var
mødet ikke udelukkende af religiøs karakter - fællesskabet og det sociale var ligeledes af afgørende
betydning. 175
Oprettelsen af valgmenigheden betød imidlertid ikke, at brydningerne mellem grundtvigianerne
og missionsfolkene blev bilagt, og i aviserne fortsatte polemikken mellem de to stridende religiøse
retninger. Pastor Gøtzsche havde således et indlæg i Herning Avis, hvori han kommenterede
følgende meddelelse, der var blevet bragt i Herning Folkeblad:
”Pastor Terkelsen kan ikke afholde Gudstjeneste i Herning Kirke førstk. Søndag,
skønt det var hans Tur, fordi Sognepræsten og hans Kapellan har lagt Beslag paa
Kirken baade Formiddag og Aften.” 176
Denne kommentar var Gøtzsche naturligvis ganske utilfreds med, idet han ikke mente, at han på
nogen måde havde lagt hindringer i vejen for Terkelsen eller hans prædikener. Tværtimod lod
173 Herning Avis, 2/9 1904.
174 Herning Avis, 27/12 1904.
175 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Protokol for Herning Valgmenighed 11/1 1906, 23/1 1908 (J:1983/387).
176 Herning Avis, 10/9 1904.
51

Gøtzsche Terkelsen bruge kirken, selvom Terkelsen endnu ikke var blevet indsat som
valgmenighedspræst i Herning. Indlægget illustrerer tydeligt, at grundtvigianerne følte sig snydt, og
de forsøgte derfor på flere måder at miskreditere missionsfolkene. Der var fortsat en klar
konkurrence mellem de to grupper, og ved flere lejligheder forsøgte de hver især at gøre modparten
til syndebuk og sig selv til uskyldige ofre for den modsatte parts tiltag og angreb.
Med tiden stilnede de religiøse brydninger dog af, og de to retningers arbejde foregik
efterhånden i en nogenlunde fredelig atmosfære. Det religiøse arbejde i byen fortsatte, og
valgmenighederne voksede støt. I 1909 var medlemstallet for Herning og Gjellerup
Valgmenigheder steget til 211, hvoraf de 146 hørte til Herning, og således var der en tydelig
fremgang for menighederne. Dette forsatte, idet der i 1910 var i alt 221 medlemmer og i 1915
284. 177
Ét navn støder man som læser på igen og igen, når den grundtvigske bevægelses historie på
Herningegnen diskuteres: den karismatiske præst Enevold Terkelsen. Han gjorde et omfattende
åndeligt og folkeligt arbejde på Herningegnen, og der skal derfor her ofres nogle linjer på ham.
Udover præstegerningen varetog han et hav af opgaver med højskolehjemmet, foredragsforeningen
og sangforeningen, såvel som arrangementer og foredrag for især byens ungdom, ligesom han
passede et betydeligt antal bestyrelsesposter. 178 Der er ingen tvivl om, at byens og omegnens
beboere satte Terkelsens personlige engagement særdeles højt. Ved hans død i 1935 mindede
familie, venner og bekendte hans store gerning, og i højskolehjemmets protokol stod skrevet
følgende:
”For Herning Højskolehjem er Terkelsens Bortgang et stort Tab. Han har i over 34
Aar været Medlem af Bestyrelsen og i dens Egenskab udført et stort og fortjenstfuldt
Arbejde. Han har ved sin betydelige Personlighed været stærkt medvirkende til at
lede Højskolehjemmet i den Aand og Tone, som svarer til Navnet og Formålet.
Terkelsen har som ingen anden fyldt Højskolehjemmet med Tale og Sang; man
behøver blot at tænke paa hans mange kristelige og folkelige Foredrag, hans
mangeaarige Ledelse af Højskolehjemmets Sangforening og ikke mindst hans Arbejde
blandt Ungdommen. Terkelsens mangeaarige Virksomhed som Præst og Folketaler
177 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Protokol for Herning Valgmenighed 27/1 1910, 28/1 1915 (J:1983/387).
178 E. Terkelsen var blandt andet medlem af Højskolehjemmets bestyrelse og Herning Museums bestyrelse, ligesom han
var medlem af blandt andet Hedeselskabets Repræsentantskab. Terkelsen, 1944, bd. 2, p. 130f.
52

har været til Berigelse for mange mennesker og ikke mindst her i Herning og
Hammerum Herred har han efterladt sig et Minde som længe vil blive husket.” 179
Terkelsen havde sit virke som præst i Hammerum Herred i ikke mindre end 43 år, og han fik
således afgørende betydning for egnens grundtvigske arbejde.
7.4. Opsummering
Som det fremgår af ovenstående eskalerede modsætningerne mellem de to dominerende religiøse
retninger i Herning og blev til egentlige stridigheder mellem de to grupper i begyndelsen af det 20.
århundrede. Forfatteren Chr. Damholt, der tilbragte stort set hele sit liv i og omkring Herning, har i
sine erindringer beskrevet den særlige stemning mellem de to åndelige strømninger, og:
” (…) skellet mellem de religiøse retninger var en tid så stærkt, at folk fra den ene lejr
nødigt satte foden indenfor i den anden lejrs huse selv ved private selskaber.” 180
Der er flere eksempler på, at de to religiøse retninger havde svært ved at forlige sig med hinanden.
Det fremgår blandt andet af en forhandlingsprotokol for menighedsrådet fra 1906, hvor antallet af
valgmenighedens messer og prædikener blev drøftet. Valgmenigheden i Herning ønskede flere
gudstjenester, men:
”Vi [menighedsrådet, red.] finder principielt, at Valgmenigheden allerede har faaet,
hvad der med Rimelighed kan forlanges.” 181
Resultatet blev dog, at valgmenigheden efterfølgende fik lov at holde højmesse én gang om
måneden mod tidligere hver 5. søndag. Grundtvigianerne havde ikke fået det lettere efter
præstevalget i 1900, menighedsrådsvalget i 1903, og det deraf følgende missionske flertal i
menighedsrådet, og dette fremgår da også af ovenstående.
Med stiftelsen af valgmenigheden i Herning blev striden med Indre Mission om end ikke bilagt,
så i hvert fald lagt i mere ordnede rammer. De involverede forsøgte naturligvis fortsat at hverve
179 Lokalhistoriskarkiv i Herning, Protokol for Herning Højskolehjem 29/3 1935 (J: 1983/369).
180 Damholt, 1970, p. 14.
181 Viborg Landsarkiv, Forhandlingsprotokol for Menighedsrådet 1904-1922, Herning Sogn, Herning Provsti, 11/12
1906 (M 198 01).
53

medlemmer og kæmpe om beboernes gunst, og trods gentagne forsøg på at miskreditere hinanden,
synes kampen mellem missionsfolkene og grundtvigianerne at have stilnet af i løbet af 1904. Indre
Mission var det dominerende flertal på egnen, og i de mange efterfølgende årtier fastholdt
missionsfolkene denne status. 182
8. Bevidstgørelse, organisering og institutionalisering i Herning
Som nævnt i teoridelen gennemløb de sociale bevægelser ifølge Herbert Blumer en udvikling i flere
faser – bevidstgørelse, organisering og institutionalisering, og i det følgende vil jeg undersøge, om
denne faseudvikling kan overføres til situationen omkring Indre Mission og grundtvigianismen i
Herning.
I begyndelse af det 19. århundrede var det religiøse liv i Hammerum Herred meget begrænset,
og før 1844 var der tilsyneladende intet egentligt samfund af hellige mennesker i sognene omkring
Herning. Det var først da Kræ’ Idom kom til egnen, at de første tilløb til en gudelig vækkelse ses. 183
Kræ’ Idom hed oprindeligt Christian Pedersen og var født i Ringkøbing Sogn i 1804. Han blev vakt
i 1841, og arbejdede i den efterfølgende periode som lægprædikant rundt om i Hammerum
Herred. 184 Kræ’ Idoms religiøse arbejde foregik hovedsageligt ved personlige samtaler med folk og
ved at tale til mindre forsamlinger i de små huse på egnen. 185 Også grundtvigianeren Peder Larsen
Skræppenborg og indremissionæren Anders Stubkjær begyndte efterfølgende at prædike i egnen
omkring Herning, og især Skræppenborg fik afgørende betydning for den åndelige bevægelse i
området. 186 Anders Stubkjær beskriver sin oplevelse af vækkelsesrøret i Midtjylland på følgende
måde:
”Ilden blev tændt, og det gik med denne ild, som når vi ville brænde lyngen af et
stykke hede, der skulle pløjes: Hver løb vi med en lyngtop snart hist og snart her;
meningen var, at ilden skulle gå sammen, og det gjorde den, når vinden var med.” 187
Vækkelsen bredte sig altså langsomt, og især sognene Herning, Rind, Aulum, Snejbjerg, Tjørring,
Gjellerup og Bording blev ramt af de religiøse strømninger i 1840’erne. 188 Mange har imidlertid
182 Kvist, 2004, p. 3.
183 Gøtzsche, 1925a, p. 39.
184 Thyssen, 1970, p. 193.
185 Gøtzsche, 1925b, p. 18.
186 Gøtzsche, 1925a, p. 40ff.
187 Stubkjær, 1990, p. 26.
54

været tilbøjelige til at se herredet som udpræget indremissionsk, men også grundtvigianerne var
stærkt repræsenterede på egnen, og tilsyneladende var det grundtvigianerne med Peder Larsen
Skræppenborg i front, der først slog sig ned i området. 189
De hellige vandrede rundt i herredet og prædikede med deres forrygende talegaver og vældige
iver og påvirkede således selvopfattelsen og bevidstheden hos mange mennesker. 190 Agitationen var
sporadisk og uden fast form eller organisering. Samtidig var agitatorerne store personligheder, og
sammen med deres retorik forstod de for alvor at vække interessen blandt folk.
Udover missionsfolkene og grundtvigianerne var også de såkaldte ”Dømmere” til stede på
egnen. ”Dømmerne” forkyndte det kristne budskab, dog på en mere ekstrem måde, idet de fordømte
alle anderledes tænkende og forlod sig på Gud ene og alene. Denne gruppe udartede sig til en sekt
og blev som følge heraf udelukket af Folkekirken. 191
Den begyndende vækkelse og opvågnen på Herningegnen, der svarer til Blumers første fase
omkring bevidstgørelse, var således præget af enkeltpersoners spredte og lidt tilfældige tiltag, hvor
prædikanterne havde relativt let ved at påvirke deres tilhørere. Mange af disse folk havde ikke
tidligere oplevet lignende forhold og var derfor lettere påvirkelige og modtagelige. Bevægelsen var
endnu ikke organiseret, og agitatorerne arbejdede således på egne præmisser og uden faste regelsæt
fra en øvre ledelse. Det åndelige liv i områdets sogne var med andre ord relativt begrænset, også i
Herning sogn. Herom berettes det, at beboerne slet ikke holdt andagt eller bad bordbøn, morgenbøn
eller aftenbøn, og ligeledes gik de kun sjældent i kirke. 192
Fra 1860’erne begyndte den religiøse udvikling imidlertid at gå fremad på egnen, og
modsætningerne mellem missionsfolkene og grundtvigianerne begyndte at skinne igennem.
Missionsfolkene anså grundtvigianismen som værende alt for letbenet, og Indre Missions pietistiske
præg kunne ikke forenes med grundtvigianismens lysere vækkelsessyn. 193 I efteråret 1865 drog
Vilhelm Beck og præsten Johannes Clausen på deres Jyllandsrejse, hvor de blandt andet besøgte
Hammerum Herred. Hensigten med besøget var dels at sprede det missionske budskab, men i lige
så høj grad var det et forsøg på at få dannet en mere organisatorisk forbundet enhed, således at der
kunne udvikles en bedre forbindelse mellem Indre Missions arbejde i de enkelte landsdele. 194
188 Gøtzsche, 1925b, p. 25.
189 Sønderup, 1970, p. 34; Nedergaard, 1963, p. 751. I eksempelvis Vendsyssel brød den grundtvigske vækkelse også
frem før den missionske. Schou, 1987, p. 11.
190 Thyssen, 1970, p. 187, 193, 197.
191 Terkelsen, 1944, bd. 1, p. 102.
192 Gøtzsche, 1925b, p. 81.
193 Gøtzsche, 1925a, p. 141f.
194 Blauenfeldt, 1912, p. 95ff.
55

Modsat grundtvigianismen, der havde mange uafhængige organisationsformer og aldrig blev én
overordnet eller samlet bevægelse, udgjorde Indre Mission nu i højere grad en samlet idémæssig og
organisatorisk enhed med en bestyrelse, der styrede kolportørerne og missionsarbejdet ovenfra. 195
I Herning by voksede det religiøse liv langsomt men støt, og fra begyndelsen af 1880’erne ses
de første væsentlige indremissionske udtryk med oprettelsen af missionshuset i 1881, samtidig med
at grundtvigianerne holdt forsamlingsmøder, ungdomsmøder og lignende, og i 1890 oprettede
Herning Højskolehjem.
Blumers anden fase, den såkaldte organiseringsfase, påbegyndtes dermed i Herning i
1880’erne, hvor de to religiøse retninger for alvor begyndte at manifestere sig. Johannes Gøtzsche
har beskrevet udviklingen på følgende måde:
”De [foregangsmændene, red.] fik Møderne i Gang, Lægfolkene fra Egnen og de
levende Præster, hvis Røst var begyndt at lyde, kom til. Saa byggede man det første
Missionshus, og Livet voksede ved Tilvækst udefra og ved Vækkelse paa Stedet.” 196
De indremissionske og grundtvigianske tiltag fik således en mere fast form med oprettelsen af de
mange foreninger for børn, unge og voksne. Det religiøse arbejde blev organiseret med mere
præcise rammer for arbejdsgang og med regelsæt, såvel som udfoldelsen af medlemmernes idéer og
ønsker. Bestyrelser blev dannet, og medlemmerne fik en fast plads i foreningen gennem de
forskellige arbejdsområder og gennem fordelingen af de projekter, der skulle udføres.
Et yderligere udtryk for den voksende åndelige bevidsthed og et heraf følgende ønske om at få
organiseret det religiøse liv kan spores i det voksende antal kirker på egnen:
195 Holmgaard, 1981, p. 194.
196 Gøtzsche, 1925a, p. 83.
”De Kirker, som findes paa Heden, ere smaa og findes i lange Afstande ifra
hverandre, det samme er Tilfældet med Præstegaardene. (…) Hedeboen har en stille
indadvendt Natur med en dyb religiøs Trang, han kan rejse langt for at komme til
Kirke og til sin Præst, men Faren staar nær, og den har vist sig enkelte Steder, at
sekteriske Aander skulle benytte Lejligheden og fiske i de rørte Vande. Der er steder,
hvor 4-5 Annexsogne støde sammen, og hvor der er over 5 Miil fra den ene
Præstegaard til den anden. Der findes Sogne, hvor Beboerne have 1½ til 2½ Miil til
deres egen Kirke og endnu længere til Præsten (…). Da dette Savn føles dybere og
56

dybere, have Beboerne i de fleste Sogne i Hammerum Herred (…) indgivet det ene
Andragende efter det andet om, at Kirkenøden maatte blive afhjulpen (…).” 197
I løbet af 1870’erne blev der ansøgt om tilskud til bygning af adskillige kirker i eksempelvis Rind,
Brande og Sdr. Omme sogne, ligesom der i Herning var et ønske om en ny og større kirke. 198
Hermed betød vækkelserne på egnen ikke blot, at folks trang til at høre Guds ord voksede, men
behovet for mere ordnede rammer for udøvelsen af det religiøse liv tog ligeledes til.
Fotografiet her er taget omkring 1908 og viser fra venstre to beboelsesvillaer, dernæst Missionsskolen Nordlyset og
længst til højre Herning Kirke, der blev opført 1888-1889. Billedet er fra Bundesen, 1989, p. 117.
Sidste fase - Blumers institutionaliseringsfase - påbegyndtes i slutningen af det 19. århundrede og
begyndelsen af det 20. århundrede. Missionsfolkene og grundtvigianerne i Herning havde nu i de
mange foreninger og sammenslutninger gennem en længere årrække arbejdet hårdt for deres
grundidéer og principper og derigennem fået dannet faste rammer og strukturer for deres arbejde.
Den religiøse bevægelse og vækkelse i Herning havde udviklet sig og gjaldt ikke længere den
religiøse forkyndelse alene, men ligeledes arbejdet i skolen, højskolehjemmet, missionshuset og de
197 Kirkekommissionens rapport ”Forslag til Omordning af de Kirkelige Forhold i Hammerum m.fl. Herreder i Ribe og
Aarhus Stifter” fra 1883 er her citeret efter Vingborg, 1991, p. 39.
198 Vingborg, 1991, p. 12.
57

mange andre forsamlingsformer, hvor også det sociale, fællesskabet, uddannelse, filantropien og
omsorgsarbejdet og meget andet spillede ind.
Langt hen ad vejen har udviklingen i Herning således stemt overens med Blumers teorier om
faseudviklingen, men på ét område adskiller forløbet sig. Blumer nævner, at inerti og træghed ofte
præger institutionaliseringsfasen, ligesom de eventuelle oppositionelle kræfter, der tidligere var til
stede, sandsynligvis er forsvundet eller blevet integreret i det omgivende samfund. Dette var som
bekendt ikke tilfældet for de religiøse bevægelser i Herning – tværtimod. Netop stridighederne
mellem missionsfolk og grundtvigianere omkring 1900 var et kendetegn ved den religiøse situation
i området, og som følge af disse stridigheder prægedes foreningerne ikke af træghed eller
dovenskab. Tværtimod arbejdede de koncentreret og med fuld styrke for at bekæmpe hinanden,
hvilket blev aktuelt ved præstevalget i 1900 og under menighedsrådsvalget i 1903.
9. Den sociale stratifikation blandt de vakte i Herning
9.1. Materialegrundlag
Som det fremgår tidligere i afsnit 4 har der inden for vækkelsesforskningen været særdeles
divergerende meninger om vækkelsens sociale baggrund, og i det følgende vil jeg diskutere
vækkelsens sociale basis i Herning omkring år 1900. Hvilke sociale klasser tilhørte de vakte, og var
der forskel på missionsfolkenes og grundtvigianernes sociale baggrunde?
Et problem i denne forbindelse er imidlertid, at der mangler kilder til belysning af dette aspekt.
Det har været muligt at finde et fåtal af medlemslister og bidragslister fra de forskellige foreninger i
byen, og her er medlemmernes professioner ligeledes nedskrevet, men antallet af lister er desværre
meget få, ligesom de er noget uoverskuelige og vanskelige at tyde.
Til belysning af Hernings generelle erhvervsforhold kan Trap’s ”Kongeriget Danmark”
benyttes. Ifølge Trap var der i Herning i 1890 1092 mennesker, der levede af industri, 519
mennesker, der beskæftigede sig med handel, 534 mennesker, der arbejdede med jordbrug, og 300
mennesker, der levede af immateriel virksomhed. Desuden var der yderligere cirka 490 beboere, der
levede ved hjælp af enten daglejervirksomhed, fattigvæsenet eller af egne midler, eksempelvis
pensionister. 199 I Herning var der således en relativ stor gruppe inden for håndværks- og
industrierhvervene, og disse grupper udgjorde tilsyneladende mere end halvdelen af byens samlede
indbyggertal.
199 Trap, 1904, p. 567. Immateriel virksomhed omfattede eksempelvis gejstlige, lærere, embedsmænd, sagfører og
journalister. Danmarks Statistik, 1893, p. 224ff.
58

Også ”Kongeriget Danmarks Handelskalender” fra 1901 indeholder en opgørelse over de
enkelte indbyggeres erhvervsforhold i Herning, og denne ridser adskillige personers beskæftigelse
op. 200 Men en stor del af byens indbyggere mangler, da listen kun indbefatter cirka 200 personer og
dertilhørende erhverv. Kalenderen er derfor særdeles ufuldstændig, men kan ikke desto mindre
benyttes i beskrivelsen af hvilke erhverv, der eksisterede i byen, ligesom det er muligt at finde frem
til adskillige enkelpersoners beskæftigelse.
Billedet af de vaktes sociale basis i Herning kan på baggrund heraf ikke blive optimalt eller
fuldstændigt, men med en undersøgelse af medlemslisterne og en sammenstilling med andet
litteratur om Herning samt Trap og Handelskalenderen er det dog muligt at vurdere, hvorledes
tendenserne har været i byen i årene omkring 1900.
På Internettet findes ligeledes indscannede Folketællinger for Herning 1901, men kvaliteten
heraf er særdeles ringe, og det er vanskeligt at læse, hvilke erhverv de enkelte indbyggere havde,
ligesom listen er meget omfattende. 201 Af tidsmæssige årsager, og da dette emne ikke er specialets
fokus, har jeg valgt ikke at gennemgå Folketællingerne grundigt, men hvis det havde været aktuelt
og afgørende for nærværende speciale, havde det således været en mulighed.
9.2. Grundtvigianernes og missionsfolkenes sociale baggrund
Grundtvigianerne i Herning koncentrerede meget af deres arbejde omkring Herning Højskolehjem,
og følgende tager således udgangspunkt i medlemsbogen herfra for året 1891. 202 Det skal her
bemærkes, at det desværre ikke har været muligt at finde medlemsbøger eller oversigter af anden art
fra de grundtvigianske aktiviteter og foreninger i Herning i den undersøgte periode, hvorfor
følgende udelukkende tager udgangspunkt i højskolehjemmet.
I 1890 havde højskolehjemmet omkring 110 medlemmer. Af disse kom langt hovedparten,
omkring 75, fra byens mellemklasse. Især håndværkerne og handelsfolk dominerede
højskolehjemmet, og kun meget få medlemmer var fra underklassen, ligesom overklassen også var
relativt ringe repræsenteret. 203
200 Prieme, 1902, p. 437ff.
201 Folketællingerne for Herning 1901 kan ses på www.hammerum-herred.dk/viewpage.php?page_id=19.
202 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Medlemsbog for Herning Højskolehjem. (J:1983/369).
203 Se den fuldstændige medlemsoversigt i bilag B. En nærmere definition på de enkelte klasser findes i bilag D,
ligesom betegnelsen ”mellemklasse” forklares yderligere på p. 61.
59

Hos Indre Mission kniber det ligeledes med at finde medlemsbøger eller lignende, der kan
belyse missionsfolkenes sociale baggrund, og det har således kun været muligt at finde én oversigt
herover i form af en protokol over menighedssamfundets medlemmer i perioden 1899-1909. 204
Protokollen afslører, at mere end halvdelen af menighedssamfundets medlemmer kom fra
mellemklassen. Ud af omkring 242 medlemmer var cirka 149 herfra, og ligesom hos
grundtvigianerne dominerede håndværker- og handelsfagene. 205 Tilsyneladende var der kun
omkring 15 fra underklassen, og overklassen var ligeledes ringe repræsenteret med omkring 13
medlemmer. Derimod var kvinderne relativt stærk repræsenterede, hvor især frøkenerne og
enkefruerne gjorde sig gældende. Der er desuden en større gruppe på 65 personer uden profession,
og denne gruppe udgør et stort usikkerhedsmoment, idet gruppen repræsenterer hen mod ¼ af alle
medlemmer og således kan forrykke fordelingen en hel del, hvis der var kendskab til disse
personers profession. Dette er endnu et eksempel på usikkerheden ved denne opdeling, som jeg ikke
desto mindre mener skal medtages her, da den giver et - om end ikke fuldstændigt - så et delvist,
billede af medlemmernes erhvervsforhold.
Oversigterne fra højskolehjemmet og menighedssamfundet viser således, at langt hovedparten
af medlemmerne stammede fra byens mellemklasse, og samtidig synes der ikke at være
nævneværdig forskel på den sociale rekruttering hos grundtvigianerne og missionsfolkene. Det skal
dog her understreges, at undersøgelsen som nævnt bygger på blot to protokoller, hvilket rent
statistisk ikke er tilfredsstillende. Ikke desto mindre kan oversigterne vise tendenserne, og intet
tyder på, at disse skulle være ukorrekte.
Udover ovennævnte protokoller var der i Herning Folkeblad i 1881 en liste over bidragsydere
til det nye missionshus Bethania. 206 Desværre er mange af bidragsydernes professioner ikke nævnt,
men alligevel kan listen give et delvist billede af, hvem der støttede projektet. Man kunne forvente,
at en sådan liste hovedsageligt ville bestå af byens bedrestillede borgere, idet disse naturligvis
havde en bedre mulighed for at bidrage økonomisk til projektet, men dette er ikke tilfældet her. Der
var på listerne i alt 210 bidragsydere, hvoraf over halvdelen, nemlig 128, var angivet uden
profession. De resterende bidragsydere var hovedsageligt fra byens mellemklasse, såsom
håndværkere og handelsfolk. Derudover var der omkring 15 bidragsydere fra overklassen, blandt
andet fire pastorer, to sagfører og en folketingsmand. Også underklassen var repræsenteret med
204 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Oversigt over Menighedssamfundets medlemmer og indbetalinger 1899-1909
(J:1987/744).
205 Se den fuldstændige medlemsoversigt i bilag C.
206 Herning Folkeblad, 25/8, 14/9, 20/10 1881.
60

nogle husmænd, svende og karle, og dette kan vel overraske lidt, idet det må formodes, at disse ikke
havde mange økonomiske midler i overskud. At hovedsageligt byens mellemklasse støttede sagen
økonomisk vidner om et stærkt ønske og religiøst engagement omkring missionshuset i Herning, for
denne sociale gruppe må, ligesom underklassen, formodes ikke at have haft mange økonomiske
midler i overskud, når de daglige udgifter var betalt.
Mange af bidragsyderne kom naturligvis fra Herning by, men det er interessant at se, at også
mange fra landet og de omkringliggende byer og sogne som fx Gjellerup, Hammerum, Aulum og
Vildbjerg, støttede sagen økonomisk, ligesom også enkelte fra Århus og fra København gav bidrag.
Det var således ikke kun Hernings egne borgere, der mente, at et missionshus var vigtigt for byen,
ligesom såvel byboere som landboere støttede projektet.
Ovenfor har jeg i flere omgange benyttet betegnelsen mellemklasse, og det skal derfor i det
følgende forsøges forklaret, hvem denne mellemklasse repræsenterede. Historikerne Vagn Dybdahl,
Ole Hyldtoft, Vagn Skovgaard-Pedersen og Vagn Wåhlin har forsøgt at opdele de sociale grupper i
1800-tallets Danmark og er alle enige i, at blandt andre følgende erhvervsgrupper udgjorde den
sociale mellemklasse i byerne: håndværkere inden for bygge-, fremstillings- og butiksfag; diverse
handlende, herunder blandt andre købmænd og forskellige butiksansatte; journalister; lærere og
betjente. 207
En klassificering af den sociale gruppering som ovenfor kan dog være særdeles vanskelig, da
nutidens opfattelse af de forskellige erhverv ikke nødvendigvis svarer til datidens, og en inddeling
vil derfor være noget bred og vilkårlig.
9.3. Opsummering
Som det fremgår af ovennævnte, taler meget for, at både de grundtvigske og de missionske
medlemmer hovedsageligt stammede fra byens mellemklasse, ligesom der tilsyneladende ikke var
en afgørende distinktion mellem de to religiøse grupperingers rekrutteringsgrundlag. Hermed synes
forholdene i Herning at stemme overens med Wåhlins, Eriksens og Lauridsens forskningsresultater,
som tidligere er omtalt i afsnit 4.
Hovedparten af medlemmerne kom fra især håndværker- og handelsstanden, men da netop
disse erhvervsgrupper udgjorde en stor andel af byens samlede indbyggertal, er dette ikke
overraskende. Grundet den generelle samfundsudvikling og stationsbyernes vækst og udvikling
207 Dybdahl, 1982, p. 29; Hyldtoft, 1999, p. 123; Skovgaard-Pedersen, 1985, p. 133; Wåhlin, 1986a, p. 1ff. Se desuden
bilag D, hvor der forsøges redegjort nærmere for den generelle sociale gruppering.
61

kom en stor del af indbyggerne i disse byer fra netop håndværker- og handelsstanden, og dette var
således også tilfældet i Herning, og derfor synes det naturligt, at der blandt de religiøse grupper var
en overvægt af netop håndværkere og handlende af forskellig art. 208
Opsummerende kan det konstateres, at de empiriske studier af den sociale stratifikation i
Herning - trods visse svagheder i kildegrundlaget - bekræfter, at såvel missionsfolkene og
grundtvigianerne hovedsageligt var at finde i byens mellemklasse, ligesom der tilsyneladende ikke
var afgørende forskel mellem de to religiøse retningers socialgrupperinger.
10. Foreningernes tiltrækningskraft
Situationen i Herning op til år 1900 vidner om et rigt foreningsliv, hvor mange af byens indbyggere
tilsluttede sig den ene eller den anden forening. Men hvad var det, der tiltrak foreningens
medlemmer, og hvorfor havde indbyggerne et behov for at tage del i byens foreningsliv?
Samfundsudviklingens opbrud og forandringer havde ført en ny samfundsopfattelse og
selvforståelse med sig med en deraf følgende øget selvbevidsthed hos store dele af befolkningen, og
mange brugte denne bevidsthed og deres nye tanker og ideer i foreningslivet. 209
Således var situationen for mange indbyggere i Herning ligeledes præget af traditionsløshed og
uro. Herning by havde udviklet sig med voldsom fart, og der var opstået et differentieret samfund
med talrige erhverv, nye klasser, livsformer og interesser. Befolkningen havde derfor i stigende
grad behov for at opbygge nye fællesskaber og samværsformer, og her var foreningsformen en
mulighed. Foreningsdannelsen var udtryk for medlemmernes ønske om at finde sammen med
ligesindede og ligestillede til gensidig støtte i en tid, der var fuld af forandring. Således blev
foreningen en socialiseringsfaktor og et sammenknyttende element mellem byens og oplandets
forskellige befolkningsgrupper. 210
Foreningsformen i Herning havde dels et religiøst aspekt. Folk gik sammen med ønsket om at
samles til religiøse møder og sammenkomster, og rammerne herom blev eksempelvis missionshuset
og højskolehjemmet. Det var nødvendigt at skabe en sammenhæng mellem troen og hverdagslivet,
og netop foreningerne var et redskab hertil.
Oprindeligt fokuseredes især på det kristne og åndelige aspekt, men relativt hurtigt blev også
andre faktorer bestemmende for medlemmerne. Her var, som nævnt ovenfor, frem for alt det sociale
samvær og fællesskabet afgørende. Derudover var foreningerne et redskab til øget viden, oplysning
208 Bundesen, 1989, p. 7; Hansen, 1987, p. 64; Jepsen, 1980, p. 130.
209 Lauridsen, 1983a, p. 7.
210 Bundesen, 1989, p. 8.
62

og dannelse via de mange foredrag og diskussioner, ligesom de utallige indsamlinger, basarer og
lignende gav flere foreninger et filantropisk islæt. For mange tilflyttere gik vejen til indflydelse ofte
via de religiøse foreninger, hvor medlemskab i en forening åbnede nye muligheder for tilflytterne
gennem bestyrelsesposter og lignende.
Foreningsmedlemskabet fik således ikke blot en religiøs dimension. Også det sociale samvær
og fællesskabet, såvel som oplysning, filantropi, og muligheden for indflydelse i lokalsamfundet
spillede en rolle for medlemmerne. Foreningerne udviklede sig og blev med tiden ikke blot religiøse
foreninger, men tilbød ligeledes mobilitetsmuligheder, social identifikation, underholdning, et
socialt netværk og meget andet. Hermed var funktionerne i foreningerne ikke udelukkende
religiøse, men også kulturelle, praktiske, sociale og politiske.
Missionshusets opgave i Herning og omegn var således ikke udelukkende et midtpunkt for
byens åndelige og kristelige liv, hvor ”(…) den nedbrydende Vantro og Gudsfornægtelse (…)”
skulle nedkæmpes. 211 Ligeså bestemmende for medlemmerne var det sociale og filantropiske
arbejde med børnegudstjenester, juletræsfester og indsamlinger, såvel som de oplysende foredrag.
Det filantropiske islæt syntes at ligge Indre Mission meget på sinde, og der er flere steder i kilderne
eksempler herpå. Eksempelvis drøftedes det i menighedssamfundet, hvorledes medlemmerne skulle
hjælpe andre medlemmer, hvis de eller deres familiemedlemmer blev syge, og på samme måde
stiftedes en hjælpekasse til dette formål. 212 Der er desuden eksempler på, at foreningerne støttede
medlemmerne økonomisk, hvis de havde alkoholproblemer. Således blev der givet bogholder G.
Hansen økonomisk bevilling til et ophold på redningshjemmet ”Godthaab”. 213 Også til
blikkenslagersvend F. Jensen blev der indsamlet et beløb til hans ophold på redningshjemmet
Kjærshoved. Men da F. Jensen efterfølgende blev arresteret på grund af uorden, blev pengene sat
tilbage i Sparekassen! 214
På samme måde var møderne på højskolehjemmet ikke udelukkende af religiøs art, men
hjemmet var også et sted, der fik ”Betydning for Samfunds- og Fællesskabsfølelsen.” 215 Det sociale
samvær var afgørende, ligesom møder af folkelig, politisk, kulturel, historisk og økonomisk art var
på dagsordenen. For grundtvigianerne var det vigtigt at sammenkæde sjæl og legeme, og derfor var
211 Herning Folkeblad, 8/1 1881.
212 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Forhandlingsprotokol for Herning Menighedssamfund, 3/2 1895, 31/8 1898
(J:1987/744).
213 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Forhandlingsprotokol for Blaa Kors i Herning, 8/5 1911 (J:1981/212).
214 Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Forhandlingsprotokol for Blaa Kors i Herning, 31/8 1911(J:1981/212).
215 Herning Folkeblad, 7/1 1890.
63

ikke blot de religiøse, men i lige så høj grad de øvrige aktiviteter et afgørende element i deres
hverdag. 216
Religionen blev for mange af medlemmerne en hel livsform, hvor foreningsfællesskabet kom
før alt andet, og hvor store områder af samfundslivet blev berørt på den ene eller den anden måde.
De mange foreninger og forsamlinger i Herning synes således at have været et udtryk for en
behovsdækkelse, idet foreningsmiljøet tilbød et fællesskab, kollektiv beskyttelse, støtte,
mobilitetsmuligheder, underholdning og meget andet, som netop i en tid med store
samfundsomvæltninger var et velkomment element for mange mennesker.
11. IM og grundtvigianismen – to ensartede religiøs-ideologiske bevægelser?
Gennem årene har flere forskere, som eksempelvis Lindhardt, understreget forskellene mellem
Indre Mission og grundtvigianismen, og der er således opstået utallige mytedannelser herom i
forbindelse med vækkelsens sociale profil og stereotypen om missionsfolk med det mørke
kristensyn og med baggrund i samfundets lavere lag overfor grundtvigianerne som værende
hovedsageligt gårdmænd med et lysere kristensyn. Disse mytedannelser hænger sammen med, at de
religiøse bevægelser i for høj grad er blevet set som adskilte fænomener, og at forskere har stræbt
mod generaliseringer med gyldighed for hele landet og dermed udelukket lokalundersøgelsers
vigtighed. 217 Naturligvis havde bevægelserne en egenartet profil, men tilsyneladende var der mange
ligheder mellem Indre Mission og grundtvigianismen, hvilket blandt andre Inge Bundsgaard og H.
R. Lauridsen har påvist. I deres lokalundersøgelser fra henholdsvis Koldingegnen og
Nordvestjylland fremgår det, at Indre Mission og grundtvigianismen:
”(…) optrådte som to parallelt løbende religiøse-ideologiske bevægelser, der socialt
var forankret i omtrent de samme befolkningslag, i samme geografiske område og
stort set på samme tid.”
og
”(…) at de to bevægelser på trods af deres ideologiske forskelle må have opfyldt de
samme behov og haft de samme funktioner for de befolkningsgrupper, der sluttede sig
216 Lauridsen, 1983a, p. 21.
217 Clemmensen, 1987, p. 110.
64

til dem.” 218
Hvilke behov og funktioner, Bundsgaard og Lauridsen præcist taler om, fremgår desværre ikke
yderligere, men det må formodes, at det drejede sig om fællesskabet i de mange foreninger, hvor
medlemmerne fik opfyldt de sociale behov, og ligeledes havde mulighed for at påvirke udviklingen
og gøre en forskel i lokalsamfundet.
Også i Herning var der - trods modsætninger og stridigheder - tilsyneladende mange ligheder
mellem missionsfolkene og grundtvigianerne. De to religiøse retninger havde hver deres
mødesteder i form af missionshuset og højskolehjemmet, hvor medlemmerne samledes til
fornøjelse, læring, oplysning og filantropiske tiltag, ligesom de havde deres børne- og
ungdomsforeninger og meget andet. Meget taler således for, at de to religiøse retninger i Herning
langt hen ad vejen opfyldte de samme behov og havde de samme funktioner. Ideologisk og åndeligt
må missionsfolkene og grundtvigianerne dog have adskilt sig, og den afgørende differentiering må
derfor have drejet sig om det religiøse aspekt, idet alle andre områder tilsyneladende var relativ
ensartede.
Eller var det måske mere eller mindre en tilfældighed, hvilken religiøs retning de engagerede
tilsluttede sig? Var det i stedet afgørende, om medlemmerne først kom i kontakt med en
missionsmand eller en grundtvigianer, og i mindre grad selve den religiøse forkyndelse?
”Alt tyder på, at det først og fremmest var påvirkningen fra lokale præster og
skolelærere og kontakten med andre vakte kredse, der var afgørende for, at det tidlige
vækkelsesrøre i det ene område udviklede sig i overvejende grundtvigsk og i det andet
i overvejende missionsk retning.” 219
Inge Bundsgaard påpeger i sin lokalundersøgelse, at det i højere grad var tilfældigt, om det var den
missionske eller den grundtvigske retning, der blev valgt. Det afgørende var, hvem de involverede
først kom i kontakt med, og hermed var selve den religiøse ideologi tilsyneladende et underordnet -
eller i hvert fald et mindre afgørende - aspekt i medlemmernes valg af åndeligt ståsted.
På grund af manglende kildemateriale i form af eksempelvis dagbøger, breve og andre mere
personlige kilder, er det dog vanskeligt at påvise, hvilke bevidste overvejelser herningenserne
gjorde sig, når de meldte sig ind i en forening. Det er derfor også vanskeligt at vurdere, hvilken
218 Bundsgaard, 1985, p. 11.
219 Bundsgaard, 1985, p. 19.
65

indflydelse det personlige netværk havde, ligesom det er svært at bedømme kristendomssynets
betydning for medlemmernes valg af åndelig retning.
Det kan i denne forbindelse derfor ikke påvises, i hvor høj grad Indre Mission og
grundtvigianismen i Herning var to ensartede bevægelser, men det er muligt at konstatere, at
bevægelserne i Herning havde mange af de samme funktioner og opfyldte de samme behov og
derfor på mange områder var meget ensartede.
12. Udblik: Herning fra 1905 til i dag
Som nævnt synes de religiøse stridigheder mellem grundtvigianerne og missionsfolkene i Herning
at have lagt sig relativt kort efter oprettelsen af den grundtvigske valgmenighed i 1904. Måske
skyldtes det, at grundtvigianerne med oprettelsen af valgmenigheden fik mere ordnede og klare
rammer for udførelsen af deres religiøse aktiviteter. Eller måske var Hernings indbyggere
efterhånden blevet trætte af at strides, og muligvis havde folk indset, at de godt kunne bo side om
side trods religiøse forskelligheder. Men dette er kun spekulationer. Intet vides med sikkerhed om
årsagen til, at perioden fra omkring 1905 og frem tilsyneladende var mere rolig på det religiøse og
åndelige område i Herning.
Men den mere fredelige atmosfære blandt grundtvigianerne og missionsfolkene betød ikke, at
den religiøse aktivitet i byen aftog. Det religiøse arbejde fortsatte, og endnu flere foreninger og
forsamlinger så dagens lys i Herning i de følgende årtier.
I 1911 dannedes højskolehjemmets ungdomsforening (HUFH) med Enevold Terkelsen i front.
Indtil 1911 havde det grundtvigske ungdomsarbejde virket mere eller mindre uden faste rammer,
men efterhånden som flere og flere, også ældre, sluttede sig til møderne, besluttedes det at danne en
ungdomsforening, som i 1913 allerede var oppe på omkring 400 medlemmer. 220
Enevold Terkelsen var særdeles aktiv inden for byens foreningsarbejde, og i 1912 forsøgte han
sig også i menighedsrådet. Dette vakte en del opsigt, og i begyndelsen også en vis modstand fra
indremissionsk side, hvilket vidner om, at brydningerne mellem den grundtvigske og missionske
fløj ikke var glemte. Men ikke desto mindre valgtes Terkelsen ind i menighedsrådet, og Terkelsen
blev da også hurtigt accepteret og fremover foregik forhandlingerne ganske fredeligt. 221
220 Terkelsen, 1944, bd. 2, p. 102.
221 Terkelsen, 1944, bd. 2, p. 131.
66

Byrådet, der i 1913 erstattede sognerådet ved byens overgang til købstad, var domineret af
missionsfolk, men havde dog flere grundtvigske medlemmer, og faktisk var disse medlemmer
hovedsageligt valgt på grund af deres religiøse overbevisning, og ikke deres politiske:
”Fra 1913 til 1925 foregik alle byrådsvalg i Herning efter religiøse retningslinjer frem
for politiske. Noget af et særsyn i dansk kommunalpolitik, hvor langt de fleste byråd i
købstæderne blev valgt på partilister.” 222
Fra 1919 afholdt grundtvigianerne Midtjysk Menighedsmøde. Hvert år mødtes interesserede i 4-6
dage til bibeltimer, foredrag, underholdning og sang af kirkelig og folkelig art. 223
I 1924 blev Hammerum Herreds første valgmenighedskirke indviet i Hammerum, og således
fik grundtvigianerne for første gang deres helt egen kirke, hvor de ikke på samme måde som
tidligere skulle tage hensyn til missionsfolkene. 224
I 1963 skrev forfatter og sognepræst Poul Nedergaard, at der siden den sidste store vækkelse i
Herning i 1906 ikke havde været større vækkelser på det indremissionske område. I årenes løb
havde der dog været en generel god kirkegang hos både grundtvigianerne og missionsfolkene, og
der arbejdedes fortsat flittigt og målbevidst med det åndelige arbejde blandt børn, unge og ældre.
Den spænding, der engang florerede mellem de to religiøse grupper var dog mere eller mindre
ophørt i løbet af 1960’erne, men ifølge Nedergaard eksisterede der ikke desto mindre stadig en vis
konkurrence mellem missionsfolkene og grundtvigianerne. 225 I 1965 stod der ligeledes i Herning
Folkeblad, at spændingsforholdet mellem missionsfolk og grundtvigianere, som det var omkring år
1900, ikke eksisterede længere, men modsætningerne fandtes stadig og gav sig udslag ved visse
lejligheder. 226
Hvorledes det åndelige liv i Herning herefter er forløbet, er ikke beskrevet særligt dækkende,
idet det stort set ikke har været muligt at finde nogle skildringer heraf. Det må formodes, at det
religiøse arbejde fortsatte fra både missionsk og grundtvigsk side, og tilsyneladende uden større
kontroverser, idet sådanne i hvert fald ikke er blevet beskrevet i hverken litteratur, aviser eller
andetsteds.
222 Frandsen, 2004, p. 42.
223 Terkelsen, 1944, bd. 2, p. 110. I 1988 ændrede Midtjysk Menighedsmøde navn til Vintermøderne, og disse eksisterer
stadig i dag. www.h-g-valgmenighed.dk
224 Terkelsen, bd. 2, p. 24.
225 Nedergaard, 1963, p. 763ff.
226 Herning Folkeblad 7/3 1965.
67

Dog har der i årenes løb været enkelte hændelser, der er blevet skildret på kortere vis.
Eksempelvis fik højskolehjemmet i 1970’erne i flere omgange problemer af økonomisk art, hvilket
betød, at hjemmet i 1974 lukkede. Dog fortsatte foreningen Herning Højskolehjem med at eksistere,
men under det nye navn ”Herning Højskoleforening”, og denne forening lever stadig. Ligeledes
eksisterer stadig den dag i dag Herning Friskole, ungdomsforeningen HUFH, samt Herning
Valgmenighed, der i 2004 fejrede 100 års jubilæum, og som i dag har omkring 650 medlemmer. 227
På samme måde er missionsfolkene i dag meget aktive på Herningegnen, hvor foreningslivet
stadig blomstrer i form af blandt andet K.F.U.M./K. og Indre Missions Unge (IMU), ligesom
missionshuset Bethania, der i 1998 fejrede 100 års jubilæum, stadig står og benyttes af
missionsfolkene. 228 Tilbage i 1994 blev Bethania renoveret for mere end 7 mio. kroner, og pengene
dertil kom ind i form af frivillige gaver og bidrag, og således må der stadigvæk have været et stort
behov for dette hus. 229
Ovenstående vidner om, at den religiøse og åndelige aktivitet i og omkring Herning har været,
og til dels stadig er, særdeles levende. Direkte kontroverser eller sammenstød mellem de to åndelige
retninger synes dog at være et overstået kapitel, og således lever missionsfolkene og
grundtvigianerne i Herning i dag tilsyneladende fredeligt side om side.
13. Sammenfatning og konklusion
Intentionen med dette speciale har været at afdække de religiøse strømninger i Herning
omkring år 1900. Udgangspunktet for undersøgelsens empiriske del har været de åndelige
manifestationer af både indremissionsk og grundtvigsk art, som de kom til udtryk gennem de mange
foreninger og forsamlinger i byen. Nærværende speciale er i høj grad et empirisk speciale, hvor der
især er blevet lagt vægt på at dokumentere og redegøre. Diskussion og teori har derfor en mere
underordnet plads i specialet, men benyttes dog i flere omgange til uddybelse og perspektivering af
det empiriske arbejde.
Materialegrundlaget for undersøgelsens empiriske del er hovedsageligt baseret på
foreningsarkivet og lokalpressen i Herning. Lokalarkivet i Herning ligger inde med adskillige
protokoller, medlemsoversigter, regnskaber med videre fra de forskellige foreninger, og således er
disse blevet benyttede i forsøget på at belyse det åndelige liv i Herning, herunder de stridigheder,
der eksisterede mellem byens missionsfolk og grundtvigianere. Kilderne indeholder dog primært
227 Pedersen, 1990, p. 5, 97, 100ff; www.herningfriskole.dk; www.h-g-valgmenighed.dk.
228 www.imherning.dk; www.herningimu.dk.
229 Missionshuset Bethania 100 år, 1998, p. 5.
68

praktiske oplysninger omkring arrangementer, begivenheder og lignende, mens beretninger og
skildringer om de involveredes tanker og overvejelser desværre har været fraværende i stort
omfang. Det har kun været muligt at opspore ganske få breve, der delvist belyser de impliceredes
egne betragtninger omkring den religiøse situation i byen omkring år 1900, og således har det været
vanskeligt at afdække dette aspekt. I forsøget på at skabe sig et fuldstændigt billede af
medlemmernes tanker og overvejelser omkring deres religiøsitet og deres medlemskab i de enkelte
foreninger ville det derfor have været nødvendigt med flere breve eller dagbøger, men sådanne har
som nævnt ikke været til at opspore. De ydre strukturer, som er kommet til udtryk gennem
etableringen af de mange foreninger i Herning, har derfor været langt lettere at klarlægge end de
indre strukturer i form af medlemmernes tanke- og følelsesverden.
Selvom kilderne således sjældent har udtrykt noget direkte om de engageredes egen
tankeverden, så afspejler deres væren og gøren netop noget om medlemmernes religiøsitet og deres
bevæggrunde på en indirekte måde. De mange foreninger, arrangementer og handlinger af folkelig,
social, kulturel og filantropisk art er netop beviser på, at medlemmernes engagement ikke
udelukkende drejede sig om religion og gudsdyrkelse, men i lige så høj grad også om andre og mere
verdslige aspekter.
Livet i Herning i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var præget af omfattende
samfundsændringer, som hele det danske land havde undergået fra især slutningen af 1700-tallet.
Forandringer på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og religiøse område havde været
omfattende, og disse forandringer kom således til at spille en afgørende rolle for de enkelte borgere
såvel som for Herning by som helhed. Herning havde sidst i 1800-tallet fået karakter af en typisk
stationsby med de dertilhørende særlige karakteristika såsom de mange forskelligartede
arbejdserhverv, en stor gruppe af handels- og håndværksfolk såvel som et rigt og mangfoldigt kirkeog
kulturliv.
Et udtryk for og resultat af de markante ændringer var dannelsen af de mange foreninger, der
kom til at præge livet i Herning fra slutningen af 1800-tallet. Foreningerne var især inspirerede af
de religiøse bevægelser Indre Mission og grundtvigianismen, og således kom de religiøse
strømninger til at få afgørende betydning for byens udvikling i de kommende årtier. Folk fik nu
mulighed for at få dækket de åndelige behov, der tidligere havde været til stede, men som først efter
1849 blev mulige at udtrykke og virkeliggøre på en friere måde.
69

Polariseringen mellem missionsfolk og grundtvigianere i Herning omkring 1900 kom til udtryk
ved oprettelsen af missionshuset, højskolehjemmet og ungdomsforeningerne. Den omfattende
religiøse aktivitet kunne ikke undgå at skabe gnidninger mellem de to dominerende retninger, og
således opstod der flere gange kontroverser og stridigheder mellem missionsfolk og
grundtvigianere. Det kom blandt andet til udtryk i forbindelse med Præstestriden i 1900 og
menighedsrådsvalget i 1903. Ved disse begivenheder blev modsætningerne mellem de to retninger
for alvor aktuelle, og efterfølgende skærpedes modsætninger yderligere, hvilket resulterede i
dannelsen af den grundtvigske valgmenighed i 1904.
De åndelige strømninger i byen var særdeles omfattende, og kom hovedsagelig til udtryk via
etableringen af de mange foreninger. Missionsfolkene samlede deres arbejde omkring
missionshuset Bethania, missionshotellet og K.F.U.M./K., mens grundtvigianerne havde deres virke
i blandt andet højskolehjemmet og valgmenigheden, og jeg har således valgt at tage udgangspunkt i
disse foreninger og forsamlinger i forsøget på at afdække de religiøse strømninger og
manifestationer i byen. Kvantitativt synes medlemmerne i de religiøse foreninger at have udgjort en
ganske stor andel af byens samlede indbyggertal, men fordi medlemsoversigter og lignende fra de
enkelte foreninger i hovedsagen mangler, kan der ikke gives et fuldstændigt billede heraf.
Målgruppen for grundtvigianernes og missionsfolkenes arbejde var både børn, unge og voksne,
og de religiøse tiltag og aktiviteter var særdeles omfattende og alsidige. Der blev afholdt møder,
foredrag og sammenkomster med religiøse, økonomiske og dannelsesmæssige perspektiver, der
blev arrangeret udflugter, og medlemmerne tog sig af de trængende i byen i form af syge- og
plejebesøg. Bevæggrundene for de mange tiltag var først og fremmest de åndelige og religiøse, men
der var også andre motiver bag de involveredes initiativer. Fællesskabet og det sociale havde en
afgørende betydning for de deltagende, ligesom også omsorgsarbejde og lysten til at lære og opleve
spillede en rolle. På langt de fleste områder lignede de missionske og de grundtvigske foreninger og
sammenkomster hinanden, hvor både målgruppen, rammerne for de forskellige aktiviteter og udspil,
såvel som bevæggrundene for medlemmernes engagement var relativt ensartede. Den primære
forskel på de to åndelige retninger var deres kristendomssyn, mens rammerne for udøvelsen af deres
religiøsitet derimod har været meget ensartede.
Et andet punkt, hvor missionsfolkene og grundtvigianerne i Herning synes at have lignet
hinanden, er i forbindelse med den sociale stratifikation. I hovedsagen synes der at have været
overensstemmelse mellem de enkelte medlemmers sociale baggrunde, således at foreningernes
medlemmer hovedsageligt udgjordes af mellemklassen, hvor især håndværker- og handelsstanden
70

var dominerende. Dette skal dog ses i lyset af en generel stor andel af disse erhvervsgrupper i
Herning på daværende tidspunkt, ligesom visse problemer med kildegrundlaget kan vanskeliggøre
en entydig konklusion. Ikke desto mindre kan det konstateres, at tendenserne peger i retning af en
generel god opbakning til såvel de missionske som grundtvigske manifestationer fra byens
mellemklasse, og undersøgelser af blandt andre H. R. Lauridsen og Vagn Wåhlin underbygger disse
tendenser.
Jeg har tidligere i specialet kort redegjort for Wåhlins holistiske tilgangsvinkel i forsøget på at
forstå vækkelserne. Wåhlin påpeger, at det er nødvendigt med en helhedsforståelse af de religiøse
strømninger, og således bør der ikke udelukkende fokuseres på det økonomiske eller religiøse
aspekt i forsøget på at forklare vækkelserne. Ligeså afgørende for de vaktes religiøse engagement
var deres selvbevidsthed, livsforståelse og behovsdækkelse omkring det sociale fællesskab i
lokalsamfundet. Undersøgelsen af de religiøse strømninger i Herning viser netop, at de engagerede i
de mange foreninger ikke udelukkende fokuserede på det religiøse og ideologiske, men ligeledes på
det sociale, folkelige, filantropiske, økonomiske såvel som på interessen for viden og lærdom.
Således skal foreningsmedlemskabet ses som et særdeles alsidigt engagement, der omfattede en
bred vifte af medlemmernes behovsdækkelse på det religiøse, ideologiske, kulturelle, økonomiske
og sociale område, og på denne måde gav foreningerne medlemmerne ”det hele liv”.
14. Summary
This thesis is an investigation of the development of the religious life in Herning during the end of
the 19 th century and the beginning of the 20 th century. The focus of the investigation is how the
revivalist movements the Home Mission and the Grundtvigianism manifested itself by establishing
several associations and assemblies with the purpose of carrying out their religious points of view.
The historical material on which the empirical study is built includes records and protocols
from the various associations found at Lokalhistorisk Arkiv in Herning as well as articles and
paragraphs from the local newspapers Herning Folkeblad and Herning Avis. Also memoirs,
biographies and jubilee publications have been useful to describe and analyze the religiousness in
Herning as well as more general accounts of the revivalist movements in Denmark have been
valuable.
During the end of the 19 th century Herning experienced a comprehensive progress and went
from being a small village with just about 100 citizens in the year of 1860 to a larger town with
more than 3000 people in 1901. This was to some extent due to Hernings position as railway town
71

from 1877 which caused an increase in not just the population but also in the many initiatives with
religious, cultural and ideological perspectives which in particular was reflected in the formation of
the numerous spiritual associations and assemblies. In this way mainly the Home Mission and the
Grundtvigianism came to play an important part for the development of the town in the decades just
before and after 1900.
The Home Mission concentrated its work on the mission house, Bethania, the mission hotel and
the youth movements Y.M.C.A. and Y.W.C.A., while the Grundtvigians were focused on the
community house, højskolehjemmet, and their parish. The participants arranged meetings, lectures,
excursions and feasts with religious as well as popular, social, economic, political and philanthropic
concerns. Children, young ones as well as adults took part in the versatile arrangements, where first
and foremost the religiousness played a part. But also the social work, the community spirit and
fellow feeling and the wish to learn and develop played a significant part for the participants.
Despite many similarities the two movements in Herning had their disputes and conflicts,
which were exposed several times, for instance when a new vicar had to be found in 1900 as well as
during the election for a new vestry in 1903.
After 1904 the disputes seems to have diminished but nonetheless the two fractions proceeded
with their religious work and the formation of more associations. Today Herning and its citizens are
still influenced by the two religious movements and several associations perform their religious
work for the Home Mission and the Grundtvigianism.
72

15. Litteraturliste
Arkivalier:
Det Kongelige Bibliotek
Brev fra Enevold Terkelsen til Hr. Schrøder, Ørre Præstegård, 12/7 1900.
Lokalhistorisk Arkiv i Herning
Brev fra Kresten M. Andersen til Provst Koch, 18/2 1895 (J:1983/387).
Brev fra Enevold Terkelsen til Provst Koch, 22/2 1895 (J:1983/387).
Brev fra Provst Koch til Enevold Terkelsen, 25/2 1895 (J:1983/387).
Forhandlingsprotokol for Bestyrelsen af Aktieselskabet ”Missionshotellet i Herning” (J:1991/1325).
Forhandlingsprotokol for Blaa Kors i Herning (J:1981/212).
Forhandlingsprotokol for Herning Menighedssamfund (J:1987/744).
”Lidt om A/S Missionshotellets historie” (J:1991/1325).
Love vedtagne af Indre Missions Udvalg for Ynglingeforeninger, § 1, 1907. (J:1989/919).
Medlemsbog for Herning Højskolehjem (J:1983/369).
Oversigt over Menighedssamfundets medlemmer og indbetalinger 1899-1909 (J:1987/744).
Protokol for Herning Højskolehjem (J:1983/369).
Protokol for Herning Valgmenighed (J:1983/387).
Viborg Landsarkiv
Forhandlingsprotokol for Menighedsrådet 1904-1922, Herning Sogn, Herning Provsti. (M 198 01).
Indberetninger vedrørende kirkelige forhold i Hammerum Herred 1843-1914, Hammerum Herreds
Provsti. (C 42).
Sager vedrørende sognerådsvalg 1900-1913, Kommunalbestyrelsen, Herning Landkommune. (LK
648).
Aviser og blade:
Agrardagbladet, udvalgte årgange.
Herning Folkeblad, udvalgte årgange.
Herning Avis, udvalgte årgange.
Højskolebladet, Tidende for Folkeoplysning, udvalgte årgange.
Kristeligt Dagblad, udvalgte årgange.
73

Ikke-publiceret materiale:
Wåhlin, Vagn (1986a): Spørgeskema tilknyttet forskningsprojektet ”Skolehistorie, vedr. højskoler
samt ungdomsskoler med tilknytning til IM, KFUM/K, FDF/P m.fl., 1986”, udleveret til
undervisning i emneområde B: ”Folkelige og sociale bevægelser i Danmark ca. 1800-1960”,
Historisk Institut, Århus Universitet, 2000-2001.
Anvendt litteratur:
Andersen, J. Oskar m.fl. (1929): Kirkeleksikon for Norden, bd. IV. København, 1929.
Andersen, J. Oskar (1942): Kirkehistoriske Samlinger, 6. række, bd. 4. København, 1942-1944.
Andersen, Gorm B. m.fl. (1994): Trosretninger i Danmark. Fredericia, 1994.
Ankerstrøm, A. (1959): Hvor livet begyndte. Barndomserindringer fra Herningegnen. København,
1959.
Bach, Steen m.fl. (1996): Fra diligence til postcenter. Herning, 1996.
Balling, J. L. m.fl. (1979): Den nordiske kirkes historie. København, 1979.
Bendixen, Mogens (1984): Da Herning havde seks daglige aviser, i: Herning-bogen, 1984, p. 5-43.
Blauenfeldt, Louis (1912): Den Indre Missions Historie. Et Festskrift i Anledning af ”Kirkelig
Forening for den Indre Mission i Danmark”s 50 Aars Jubilæum. København, 1912.
Blumer, Herbert (1969): Social Movements, i Barry McLaughlin (red.): Studies in Social
Movements. A social psychological perspective, p. 8-29. London, 1969.
Brøndum-Nielsen, Johs. m.fl. (1928): Salmonsens Konversations Leksikon, bd. XXIV, 2. udg.
København, 1928.
Bundesen, C. E. (1986): Herning - fra landsby til stationsby. Herning, 1986.
Bundesen, C. E. (1989): Herning - fra stationsby til købstad. Herning, 1989.
Bundsgaard, Inge (1984): Grundtvigianismen og Indre Mission, i: Tidsskrift for Historisk
Forskning, 1984, 14. årgang, nr. 3, p. 3-26.
Bundsgaard, Inge (1985): Grundtvigianismen og Indre Mission i lokalsamfundet, i: Anders
Gustavsson (red.): Religiösa väckelserörelser i Norden under 1800- och 1900-talen, p. 9-30.
Clausen, H. P. (1973a): Hvor længe varede det 19. århundrede kulturelt?, i: H. P. Clausen m.fl.:
Kulturelle, politiske og religiøse bevægelser i det 19. århundrede, p. 3-16.
Clausen, H. P. m.fl. (1973b): Kulturelle, politiske og religiøse bevægelser i det 19. århundrede.
Det lærde Selskabs publikationsserie, hæfte 1. Århus, 1973.
Clemmensen, Niels (1987): Associationer og foreningsdannelse i Danmark 1780-1880. 1987.
74

Damholt, Chr. (1970): Nogle livserindringer af en gammel hedebonde fra Sunds. Herning
Folkeblads Bogtrykkeri, 1970.
Danmarks Statistik (1893): Statistisk Tabelværk. Fjerde Række, Litra A. Nr. 8, b. Udgivet af Det
Statistiske Bureau. København, 1893.
Danmarks Statistik (1900): Statistisk Aarbog, 5. årgang, København, 1900.
Danmarks Statistik (1910): Statistisk Aarbog, 15. årgang, København, 1910.
Danstrup, John (red.) (1978): Danmarks Historie. Folkestyrets Fødsel, 1830-1870, bd.11.
Politikens Forlag, København, 1978.
Dybdahl, Vagn (1982): Det nye samfund på vej 1871-1913. Dansk socialhistorie, bd. 5.
København, 1982.
Eriksen, Sidsel m.fl. (1984): Socialhistorie og samfundsforandring. Forlaget Historia 3, Århus,
1984.
Eriksen, Sidsel (1996): Stationsbyens samfund. Folk og foreninger i Grindsted 1880-1940.
Grindsted, 1996.
Fibiger, A. (1921): Ebenezer. Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark gennem 60 Aar.
København, 1921.
Fink, Jørgen (1992): Butik og værksted. Erhvervslivet i stationsbyerne 1840-1940. Selskabet for
Stationsbyforskning. 1992.
Forlaget Alheden (1988): Herning Købstad Aar 1913. Udgivet af Forlaget Alheden, Herning,
1988. (Genoptryk fra 1913).
Frandsen, Allan Leth (2001): De satte noget i gang. Herning Håndværker- og Industriforening
1876-2001. Herning, 2001.
Frandsen, Allan Leth (2003): En by vokser til. Herning-bogen, 2003.
Frandsen, Allan Leth m.fl. (2004): Herning og Gjellerup Valgmenigheder 1904-2004. Udgivet af
Herning og Gjellerup Valgmenigheder 2004.
Grünfeld, R. (1917): Hvor Heden blomstrer. Indtryk fra mine Præsteaar på Heden i Hammerum
Herred. København, 1917.
Gundelach, Peter (1988): Sociale bevægelser og samfundsforandring. Nye sociale grupperinger
og deres organisationsformer ved overgangen til ændrede samfundstyper. Forlaget Politica, Århus,
1988.
Gustavsson, Anders (red.) (1985): Religiösa väckelserörelser i Norden under 1800- och 1900-
talen. Lund, 1985.
75

Gøtzsche, Johannes (1925a): Livsrørelser. Skildringer af Jysk Kristenliv omkring og efter Midten
af det 19. Århundrede. København, 1925.
Gøtzsche, Johannes (1925b): Træk af en jysk Vækkelseshistorie. København, 1925.
Hansen, H. P.(red.) (1940): Herning Højskolehjem gennem halvtreds Aar 1890-1940. Herning,
1940.
Hansen, H. P. (1987): Herning by. Herning, 1987.
Henningsen, Peter (1995): Hedens hemmeligheder. Grindsted, 1995.
Herning Højskolehjems Bestyrelse (1915): Herning Højskolehjem 1890-1915. Et Festskrift.
Holmgaard, J.(red.) (1981): Det grundtvigske bondemiljø. Ålborg, 1981.
Hvidt, Kristian (1993): Det folkelige gennembrud og dets mænd, 1850-1900, bd. 11, i: Olaf Olsen
(red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie. København, 1993.
Hyldtoft. Ole (1999): Danmarks økonomiske historie 1840-1910. Forlaget Systime. Århus, 1999.
Jensen, Hans (1942): Brud og Sammenhæng i dansk Aandsliv efter 1864, i: J. O. Andersen:
Kirkehistoriske Samlinger, 6. række, bd. 4, 1942-1944, p. 270-349.
Jepsen, Eli (1980): Herning by og egn. Herning, 1980.
Jespersen, Gunnar (1976): Hundrede års Herning-spind. En jubilæums-collage omkring
Uldspinderiet og Klædefabrikken i Herning. Herning, 1976.
Jespersen, Gunnar (1981): Herning i svundne dage. Herning, 1981.
K.F.U.M. (1915): Festskrift i Anledning af Foreningens 25 Aars Jubilæum den 15. September
1915. Udgivet af K.F.U.M. Herning, 1915.
K.F.U.K. (1916): Jubilæums-Hæfte for K.F.U.K. i Herning, 1891-1916. Herning, 1916.
Kolorittens lokalhistorie-gruppe (2000): Derude vestpå – hvor byen endte. Udgivet af Kolorittens
lokalhistorie-gruppe. Herning, 2000.
Kristensen, Hj. (1954): Herning-Gellerup Valgmenighed 1904-1954. Herning, 1954.
Kvist, Morten (2004): Herning og Gjellerup Valgmenigheder. Artikel fra internetadressen:
www. friegrundtvigske.dk.
Larsen, Kurt E. (2001): Vilhelm Beck – missionspræsten. Lohses Forlag. Fredericia, 2001.
Lauridsen, Henning Ringgaard (1982): Kirke- og kulturliv i danske stationsbyer, i: Nyt fra
stationsbyen, Selskabet for Stationsbyforskning, 1982, p. 33-44.
Lauridsen, Henning Ringgaard (1983a): Brud og Fællesskab. Bondeøkonomi og bondekultur i
Danmark i perioden 1870-1914, i: LÆS, Skriftserie fra Institut for Nordisk Sprog og Litteratur,
1983, vol. 1, hæfte 1, p. 7-23.
76

Lauridsen, Henning Ringgaard (1983b): Foreningslivet i Hammerum kulturhistorisk belyst, i:
Nyt fra stationsbyen, Selskabet for stationsbyforskning, 1983, p. 5-42.
Lauridsen, Henning Ringgaard (1984): De folkelige bevægelser og socialhistorien, i: Sidsel
Eriksen m.fl. (1984): Socialhistorie og samfundsforandring, p. 147-174.
Lauridsen, Henning Ringgaard (1986): Folk i bevægelse. Folkelig vækkelse. Politik og
andelsfællesskab i Nordvestjylland. Dalhus Forlag. Struer, 1986.
Lindhardt, P. G. (1959): Vækkelse og kirkelige retninger. København, 1959.
Markussen, Flemming (1989): Indre Missions brud med grundtvigianismen. Århus, 1989.
McLaughlin, Barry (red.) (1969): Studies in Social Movements. A psychological perspective.
London, 1969.
Missionshuset Bethania 100 år (1998). Herning, 1998.
Mortensen, Lilly (1966): Herning K.F.U.M. gennem 75 år. Herning, 1966.
Nedergaard, Paul (red.) (1963): Personalhistoriske sognehistoriske og statistiske bidrag til en
dansk præste- og sognehistorie 1849-1949. Bd. VI, Viborg Stift. København, 1963.
Nielsen, Oluf (1928): Herning 1827-1927 samt Rind Sogn. Herning, 1928.
Olsen, Olaf (red.) (1993): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie. København, 1993.
Pedersen, Ove (1990): Der var engang et højskolehjem. Jubilæumsbog, Herning-bogen, 1990.
Prieme, O. (red.) (1902): Kongeriget Danmarks Handelskalender 1901-1902. 5. udgave,
København, 1902.
Sanders, Hanne (1995): Bondevækkelse og sekularisering. En protestantisk folkelig kultur i
Danmark og Sverige 1820-1850. Stockholm, 1995.
Schou, Anne-Lise (1987): Ydre og Indre Mission i Vendsyssel 1870-1920. København, 1987.
Skovgaard-Pedersen, Vagn (1985): Danmarks Historie. Tiden 1814-1864, bd. 5. København,
1985.
Skovmand, Roar (1951): De folkelige bevægelser i Danmark. Schultz. København, 1951.
Stubkjær, Anders (1990): Nogle oplevelser – fra det virkelige liv. Lohses Forlag, Fredericia, 1990.
(Genoptryk)
Sønderup, Jens (1970): En religiøs vækkelse og dens udvikling gennem et århundrede. Herning,
1970.
Terkelsen, Frede (1944): Valgmenighedspræst Enevold Terkelsen. Bidrag til Midtjydsk
Menighedslivs Historie. Bind 1 + 2. Odense, 1944.
77

Thyssen, Anders Pontoppidan (red.) (1964): Vækkelsernes frembrud i Danmark i første halvdel
af det 19. århundrede. Bind III. Gads Forlag. København, 1964.
Thyssen, Anders Pontoppidan (red.) (1970): Vækkelsernes frembrud i Danmark i første halvdel
af det 19. århundrede. Bind V. Gads Forlag. København, 1970.
Thyssen, Anders Pontoppidan (1979): Den danske folkekirkes struktur. Historisk og aktuelt
belyst. Forlagte Aros. Århus, 1979.
Trap, J. P. (1904): Kongeriget Danmark. Bd. 5, 3. udgave, København, 1904.
Trap, J. P. (1965): Trap Danmark, Ringkøbing Amt. Bd. IX, 5. udgaven, 1965.
Vingborg, Jørgen (1991): Kirkerne på heden. Blade af den midt- og vestjyske kirkehistorie i det 19.
århundrede. Ikast, 1991.
Wåhlin, Vagn (1979): Omkring studiet af de folkelige bevægelser. Historisk Tidsskrift, 1979, p.
113-149.
Wåhlin, Vagn (1982): Tiden 1700-1870, i: Den Jyske Historiker, 1982, hæfte 23-24, p. 77-113.
Wåhlin, Vagn (1985): Religiøse vækkelsesbevægelser i Danmark, i: Anders Gustavsson (red.):
Religiösa väckelserörelser i Norden under 1800- och 1900-talen, p. 51-68.
Wåhlin, Vagn (1986b): Popular Revivalism in Denmark; Recent Research Trends and Results.
Scandinavian Journal of History, vol. 5, 1986, p. 363-387.
Wåhlin, Vagn (1988): Religion, mentalitet og bevidsthedshistorie, i: Historien i kulturhistorien.
Aarhus Universitetsforlag, 1988, p. 191-234.
Zerlang, Martin (1976): Bøndernes klassekamp i Danmark. København, 1976.
78

Bilag A
Befolkningsudvikling i Herning
7000
6000
Antal beboere
5000
4000
3000
2000
1000
0
1860 1870 1880 1890 1901 1909
År
Kilder: Herning Folkeblad, udvalgte årgange; Danmarks Statistik, 1900, tabel III, p. 8; Danmarks
Statistik, 1910, tabel 7, p. 11; Kolorittens Lokalhistorie-gruppe, 2000, p. 8f.; Jespersen, 1976, p. 16;
Trap, 1904, p. 567.
79

Bilag B
Medlemsbog for Herning Højskolehjem 1891
1. Underklassen:
Urmagersvend: Pedersen, Nielsen
Snedkersvend: Nielsen, Jensen
Landpost: N. Pallesen
Vognmand: Wedel
Sypige: Johanne Vaage
I alt: 7.
2. Mellemklassen:
Håndværkere:
-Byggefag:
Tømrer: J. Madsen
Maler: Lund, P. Raben, Jensen
Murer: Lund, Rönnow, Bertelsen
Snedker: Højlund
Gartner: Johansen, Østergaard, Jensen
-Fremstillingsfag:
Smed: Kristensen
Blikkenslager: Engelbrecht
Sadelmager: Jakobsen
Skomager: Kjær, M. Kampmann
Skrædder: Malmkvist
Bundtmager: Nielsen
Ølbrygger: Kær
Tilskærer: Söndergaard
-Butiksfag:
Bager: Kjærgaard, P. Pallesen
Urmager: Kristensen, Ormstrup, Østergaard
Slagter: Madsen, Laurits Jensen
Handel:
Købmand: H. Hansen, Sander Hansen, Chr. Kjær, S.K. Larsen, H. Schröder, Merrild, Godtfredsen,
Nørgaard
Detaillist: R. Pedersen
Kommis: Christensen, Toft, Christensen, Niels Christian T.
Isenkræmmer: Rasmussen, Junget
Tobakshandler: Hansen
Guldsmed: Lind
80

Ølhandler: Nielsen, H. Pedersen
Beklædningshandler: T.(?)
Træhandler: Kjær Nielsen
Diverse:
Lærer: Andreasen, K.P. Jensen, Petersen
Bestyrer: J. Brændgaard, Kristensen, Rasmussen, Hansen
Typograf: M. Hansen, Simonsen
Fotograf: Jørgensen
Pakmester: Jørgensen
Kontorist: Sivebæk, Kristensen
Modehandlerinde: Karen Holm, Birgitte Vium
Lærerinde: K. Nielsen, K. Lauritsen
Enkefru: Kroghstrup, Kristine Sørensen, Smedegaard
Frøken: Hansine, Lund, Kristine Jacobsen, Ana Pedersen, Augusta Jensen, Johanne Kröjgaard
I alt: 75.
3. Overklassen:
Redaktør: Bendixen
Sagfører: Dejgaard, C.T. Valeur
Skolebestyrer: Kiilerich
Fabrikant: S.A. Lund, F.C. Lund
Landstingsmand: Th. Nielsen
Proprietær: Thronhjem
Læge: Krogh
Justitsråd: Krarup
Prokurator: V.T. Valeur
I alt: 11.
Andre (uden profession): Lars Jensen, Chr. Olsen, Jensen, Gjedding-Thisted, E. Christensen, Marie
Hansen, S. Iversen, Anton Larsen, Jensen, Pedersen, Rasmussen, Maria Barfod, Abelone,
Christensen.
I alt: 14.
Medlemmer i alt: 107.
Kilde: Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Medlemsbog for Herning Højskolehjem (J:1983/369).
Bemærkninger: Den måde, hvorpå jeg har opdelt de forskellige erhverv og klasser, er baseret på bilag D.
Medlemsbogen fra arkivet er noget rodet og uoverskuelig, hvorfor det er vanskeligt at se, hvad den præcist dækker over,
men den kan angive visse tendenser omkring medlemmernes sociale baggrund.
81

Bilag C
Oversigt over Menighedssamfundets medlemmer 1899-1909
1. Underklassen:
Karl: Laurits Pedersen
Landpost: Th. Pedersen, Lars Jensen, P. Andersen, Knudsen, M. Flodgaard
Arbejdsmand: Andreas Bjerg
Pudser: Anders Poulsen
Vognmand: Mads Kjær, Anders Christensen
Kusk: L. Pedersen
Vejmand: Morten Sørensen, Konnerup
Sypige: Kirstine Petersen, Elise Petersen
I alt: 15.
2. Mellemklassen:
Håndværkere:
-Byggefag:
Tømrer: Jepsen, A. Jacobsen, Chr. Jensen
Murer: Madsen, Chr. Nielsen, Pedersen-Riis, Chr. Christiansen, Andersen, Jensen
Snedker: Egholm, Hansen, A. Nielsen, Chr. Pedersen, F. Rasmussen, Sørensen
Maler: P.E. Raben, P. Jensen, T.H. Hansen
Glarmester: J.C. Ormstrup
Gartner: H. Petersen
-Fremstillingsfag:
Smed: N. Kjær, Anton Nielsen, Jens Hansen
Bogbinder: Therkelsen, Nissen
Bogtrykker: Kjærsgaard
Skomager: Aagaard-Jensen, A.N. Pedersen, Sørensen, N. Andersen, N. Knudsen, Jensen, Marius
Nielsen, N. Chr. Petersen, M. Christensen, Johs. Larsen
Drejer: P. Kirkegaard
Urmager: Østergaard
Væver: Jens Larsen, Christensen, Anton Lauridsen, Jens Sørensen, Chr. Nielsen, Frandsen, Laurits
Nielsen
Skrædder: Nielsen, N. Sørensen, Andersen
Tilskærer: N. Bojesen
Strikker: Jens E. Christensen
Møller: A. Sønderby
Farver: Smith
-Butiksfag:
Slagter: Mathias Jensen, A. Jensen
Bager: Thomsen, Larsen
82

Handel:
Købmand: J.P. Lundgren, A. Stengaard, Dalgaard
Træhandler: S. P. Pedersen, N. Engelbrecht, J. Kjær Nielsen, A. Andersen
Detailhandler: Otto Sepstrup
Beklædningshandler: Thomsen
Trikotagehandler: P. Lauritsen
Diverse:
Gårdejer: Jesper Ottesen, Jensen,
Landinspektør: Carlsen
Lærer: Pedersen, Adserballe, J.P. Poulsen, Kallesø, N. Rask, Olsen
Fotograf: Jørgensen
Glarmester: Gren
Kasserer: Smedegaard
Barber: J.C. Bech, R. Nielsen
Bogholder: Chr. Kjær
Forretningsfører: Hyttel
Fuldmægtig: Th. Wimmelmann
Modehandlerinde: Kirstine Pedersen
Lærerinde: Christiane Andersen
Frøken: Johanne Nielsen, Marianne Nielsen, Klejnstrup, Tarm, Lene Rasmussen, Ida Aarby,
Caroline Aarby, Christine Højland, Krogh, Guldager, Lauridsen, Stougaard, Maren
Madsen, Christine Stougaard, Rasmussen, Inger Mortensen, Karen Marie Nielsen,
Frederikke Pedersen, M. Tejlberg, Krüger, Inger Jensen, Mariane Christensen, Marie
Nielsen
Fru: Tronhjem, Krogh, Eriksen, M. Johansen, J. Lauritsen, Lind, J. Overgaard, Christensen, Jensen,
Bødker, Clemmensen, Jensen, Guller, H. Lassen, Olsen
Enkefru: Thomsen, Kirkegaard, V. Jensen, Nielsen, Chr. Gartner, S. Hansen, N.C. Pedersen,
Pedersen, Kirkeby, Thomsen, Inger Hansen Briks, Marie Christensen, Lauridsen,
Smedegaard, Karen Marie Hansen, L. Knudsen, M. Nielsen, Knudsen, J. Chr.Jensen,
Nielsen, Rasmussen, Rasmussen, Marianne Christensen, Nissen, H. Skov, H. Madsen
I alt: 149.
3. Overklassen:
Skoleinspektør: Christensen
Tandlæge: Hansen
Fabrikant: Sørensen, Lind, J. C. Truelsen
Apoteker: Gjørup
Provst: Koch
Pastor: Gøtzsche, Lassen
Hotelvært: M. Truelsen
Cand. Theol.: Blume
Cand. Pharm.: Bjørn
Redaktør: J. M. Therkildsen
I alt: 13.
83

Andre: K. Gullestrup, Peder Søgaard Madsen, Lauritsen, Karen Pedersen, Margrethe Jørgensen,
Marie Pedersen, Lars Ottosen, Jens Otto Nielsen, Michael Christensen, Smedegaard, Johannes
Pedersen, Lars Nielsen, Jensine, Svend Christensen, Johanne Rasmussen, Johanne Sørensen, Otto
Jakobsen Storgaard, Jens Mikaelsen, Enevold Nielsen, N.P. Nielsen, Chr. Jørgensen, Else
Mathiasen, J. Andersen, Kirstine Mogensen, Ane Johansen, Karen Pedersen, Ane Thygesen, Mikkel
Kjær, Kristine Mikkelsen, Ane Kirstine Christensen, Niels Jensen Hede, Johanne Briks, Marie
Jakobsen, Laura Lauridsen, Katrine Hansen, Hans Chr. Jepsen, P. Dansig, Chr. Jørgensen,
Maren Sørensen, Johanne Truelsen, Thestrup, Mette Sørensen, Faustrup, Christine Christensen, P.
Søndberg, N. Andersen, Jensen, Iver Merrild Nielsen, Ane Christensen, Søren Kroggaard, Ane
Buch, Birgitte Nielsen, Ane Pedersen, Jens Petersen, Jens Kjær Christensen, Cecilie K. Jensen,
Toustrup, Bach, Birgitte Nielsen, Marie Petersen, Peder Madsen, Laurids Jensen, Chr. M.
Andersen, Ørskov Buus.
I alt: 65.
Medlemmer i alt: 242.
Kilde: Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Oversigt over Menighedssamfundets medlemmer og
indbetalinger 1899-1909 (J:1987/744).
Bemærkninger: Den måde, hvorpå jeg har opdelt de forskellige erhverv og klasser, er baseret på bilag D.
Medlemsoversigten fra arkivet er noget rodet og uoverskuelig, hvorfor det er vanskeligt at se, hvad den præcist dækker
over, men den kan angive visse tendenser omkring medlemmernes sociale baggrund.
84

Bilag D
Oversigt over den sociale gruppering i byen 230
Underklassen:
- tyende (karle, piger, svende, tjenestefolk og medhjælpere)
- arbejdere (industri, transport og lign.)
- soldater
Mellemklassen:
- håndværkere
- handlende (købmænd, diverse detailhandlende)
- funktionærer
- lærer
Overklassen:
- fabrikanter
- direktører
- embedsmænd
- præster
- læger
- sagførere
Bemærkninger: Ingen af fremstillingerne redegør for de kvindeprægede fag eller kvindernes professioner i det hele
taget, ej heller definitionen ”frøkener”, hvorfor definitionen heraf er meget uklar. Gruppen er således en meget diffus
størrelse, og rummer derfor et stort usikkerhedsmoment.
230 Oversigten tager udgangspunkt i Dybdahl, 1982, p. 29; Hyldtoft, 1999, p. 123; Skovgaard-Pedersen, 1985, p. 133;
Wåhlin, 1986a, p. 1ff.
85