Det gode tilbud i pdf - Center for Ligebehandling af Handicappede

Det gode tilbud
En eksempelsamling om kommunale fritidstilbud
til børn og unge med handicap
CENTER FOR LIGEBEHANDLING AF HANDICAPPEDE

Det gode tilbud
En eksempelsamling om
kommunale fritidstilbud til
børn og unge med handicap

Udgiver
Center for Ligebehandling af Handicappede
Bredgade 25, Skt. Annæ Passage opg. F, 4. sal
1260 København K
Tlf.: 33 11 10 44
Fax: 33 11 10 82
Teksttlf.: 33 11 10 81
Mail: clh@clh.dk
Hjemmeside: www.clh.dk
Pjecen fås også på bånd og diskette
og kan desuden læses på www.clh.dk
Pjecen kan frit citeres med tydelig kildeangivelse.
„Det gode tilbud“ er udarbejdet af
Mogens Wiederholt (ansvarshavende)
Ane Esbensen
Lene Maj Pedersen
Christine Bendixen
Casper Hollerup
November 2002
Oplag: 2000
ISBN 87-91223-08-3
Tryk: Scanprint a/s
Foto: Per Morten Abrahamsen/BAM

Indhold
7 Forord
9 Du kan dobbelt så meget, som du tror...
14 Integration fremmer forståelsen
21 Samarbejde om et rummeligt tilbud
26 Forskelsbehandling er ligebehandling
31 Klubaften gjorde en forskel
5

Forord
„DET GODE TILBUD“ består af fem eksempler,
der på forskellig vis handler om at oprette et
fritidstilbud i fritidshjem, klub eller ungdomsskoletilbud,
som fungerer for børn og unge med
handicap. Tilbudene kan oprettes som enkeltintegration,
gruppeintegration eller specialtilbud.
Børn og unge med handicap bør have adgang
til oplevelser og samvær med andre i deres
fritid. De skal derfor som alle andre kunne
benytte alderssvarende fritidstilbud med mulighed
for at udvikle sig.
HVORDAN ETABLERER MAN et godt tilbud,
og hvad består det gode tilbud af? Det giver
eksempelsamlingen ikke et entydigt svar på,
fordi det afhænger af den enkelte person og den
enkelte situation. Men „Det gode tilbud“ berører
mange aspekter af, hvad et godt tilbud skal
tage hensyn til. Center for Ligebehandling af
Handicappede har også gennemført et seminar
og et analyseprojekt om fritidstilbud til børn og
unge med handicap. På www.clh.dk kan du læse
afrapporteringen fra projektet.
KENDETEGNENDE for det gode tilbud er, at
det er tilrettelagt, så de pågældende børn og
unge får de samme udviklingsmuligheder som
børn og unge uden handicap. I eksempelsamlingen
siger Marianne Fryd fra Frederiksborg
Amt, at der for hende at se har været en udvikling
hen imod en anerkendelse af de unges behov
for fritidstilbud frem for forældrenes behov
for aflastning. Ungdomsskoler og klubber
er samlingssteder for unge, og tilbudet om adgang
til et rum for ungekultur bør også være til
stede for unge, der har et handicap.
UDGANGSPUNKTET for at etablere det gode
tilbud skal tages i det enkelte barn og den enkelte
unge med handicap. Nogle har behov for at
være sammen med børn og unge med tilsvarende
handicap, mens andre måske helst er fri.
Nogle børn og unge vil fuldt ud kunne kompenseres
for handicappet, så de vil kunne indgå
i et almindeligt tilbud. For andre er det ikke tilfældet.
I flere sammenhænge kan det enkelte
tilbud tilgodese både integration og specialtilbud,
mens der i andre sammenhænge bør være
valgfrihed med hensyn til at deltage i et almindeligt
eller et særligt tilbud. Jørgen Nielsen fra
Fritidshjemmet Jellebakken mener, at man ikke
nødvendigvis har en masse at sige hinanden,
bare fordi man har samme type handicap. Integration
giver børn og unge med handicap flere
muligheder for at finde en god kammerat.
CENTER for Ligebehandling af Handicappede
ved, at mange børn og unge med handicap ikke
har mulighed for at være sammen med jævnaldrende
uden for institutionernes åbningstid.
7

Det bør være muligt at lave tilbud, der også har
åbent om aftenen og i weekenden, hvilket man
fx vil gøre i Frederiksborg Amts nye klubtilbud.
NOGLE BØRN OG UNGE har brug for en
støtteperson til praktisk hjælp. Andre har brug
for en støtteperson for at få hjælp til at strukturere
dagen og skabe sociale kontakter. Der kan
være eksempler på, at støttepersonen kommer
til at stå i vejen for kontakten til de andre børn
og unge, men en støtteperson kan også give
bevægelsesfrihed og dermed mulighed for at
være sammen med kammeraterne på lige vilkår.
Eksemplet fra Støvring viser, at det fungerer
sådan for Anders på 16 år.
DER FINDES FORMENTLIG IKKE et perfekt
tilbud til alle børn og unge med handicap, men
der er mulighed for at nærme sig det rigtige tilbud
mest muligt via opmærksomhed og vilje.
Det har stor betydning, at kommunen som politisk
myndighed selv sætter en god dagsorden
på området og støtter de initiativer, der tages af
forældrene, børnene og de unge – og af de enkelte
fritidstilbud. Pjecens eksempler beskæftiger
sig med tilbudet i gulvplan – der hvor det
skal fungere i praksis. Men den overordnede
politik og vilje til at efterleve principperne om
ligebehandling i den kommunale forvaltning
har også stor betydning for tilbudets mulighed
for at fungere i børnenes og de unges hverdag.
Center for Ligebehandling af Handicappede
November 2002
8

Du kan dobbelt så meget, som du tror...
For Frederikshavn Kommunale Ungdomsskole har
det været vigtigt at få handicappede elever integreret
med ikke-handicappede elever i ungdomsskolens
mange forskellige tilbud. Det betyder dog ikke, at
der ikke kan oprettes specielle tilbud til handicappede,
men udgangspunktet for ungdomsskolen er, at
handicappede elever selvfølgelig deltager på lige fod
med ikke-handicappede elever.
Det undrede ungdomsskoleinspektør Jørgen
Nielsen i Frederikshavn, at der gennem årene
havde været bemærkelsesværdigt få handicappede
elever, der benyttede sig af ungdomsskolens
tilbud. ”Jeg havde faktisk i nogle år gået
og tænkt på, at det var ærgerligt, at vi ikke havde
fået unge mennesker med handicap med på vores
hold, for vi hørte gang på gang, at de sad
derhjemme.”
til familier med handicappede unge. De fandt
frem til 50 familier, som de per brev inviterede
til at komme og høre om ungdomsskolens friluftstilbud.
Kun fire familier meldte sig til, og
på selve informationsdagen kom der kun to familier.
Det ærgrede Jørgen Nielsen, at så få
mødte frem, og det gav anledning til nogle spekulationer
over grunden. ”Jeg tror, det er på
grund af en eller anden form for blufærdighed
hos forældrene. De er bange for, at det barn, de
har, har et handicap, som gør, at barnet måske
ikke ligner andre unge og derfor vil blive drillet,”
siger Jørgen Nielsen.
Det lykkedes dog ungdomsskolen, bl.a.
ved hjælp af handicaporganisationerne, at finde
ti handicappede unge, der var interesseret i at
deltage i friluftstilbudet sammen med ti ikkehandicappede
unge. Kommunens forvaltninger
Et attraktivt tilbud
Et af Frederikshavn Kommunale Ungdomsskoles
meget attraktive tilbud er friluftsholdet ”De
barske glæder”, hvor eleverne bl.a. kan sejle i
kano og kajak, være med på vandreture, klatre
og rapelle. I forbindelse med et lederkursus for
fem år siden fik Jørgen Nielsen sammen med
sin daværende viceinspektør den idé, at de ville
lave et projekt, der skulle få unge med handicap
til at melde sig til dette tilbud.
De kontaktede derfor de lokale handicaporganisationer
for igennem dem at finde frem
Kommunalbestyrelsen skal sikre kommunens
unge mellem 14 og 18 år et
alsidigt tilbud om ungdomsskolevirksomhed.
Ungdomsskolen er forpligtet
til at tilbyde specialundervisning. Men
ungdomsskolen er ikke forpligtet til at
tilbyde andre former for kompensation,
fx praktisk hjælp til handicappede.
(Ungdomsskolelovens § 3, stk. 1, nr. 3)
9

gav grønt lys for projektet samt råd og vejledning,
men gav ikke økonomisk hjælp til projektet.
I den forbindelse var beskeden, at ungdomsskolen
måtte gennemføre projektet inden for
skolens rammebevilling. Ungdomsskolen fik
dog via eksterne midler fra en fond råd til at
købe en bus, de kunne bruge til transport i forbindelse
med projektet.
En nødvendig afgrænsning
De elever med handicap, der deltog i friluftstilbudet
”De barske glæder”, var primært psykisk
udviklingshæmmede unge. I tilbudet var der
ikke mulighed for at yde personlig og praktisk
hjælp til elever, der ikke var selvhjulpne. ”Det
var desværre nødvendigt for os at afgrænse,
hvem der kunne være med. Hvis den unge
skulle have hjælp til stort set alt, magtede vi ikke
opgaven. Det er vi ikke uddannet til, og skolen
har ikke ressourcer til at ansætte personlige
hjælpere,” fortæller Jørgen Nielsen.
Ungdomsskolens lærere er heller ikke specialuddannet
til at arbejde med handicappede.
”Vi bruger vores sunde fornuft og tager selvfølgelig
bestik af, hvad der foregår omkring os.
I det hele taget er vi indstillet på at udvise en
adfærd over for de unge, der ikke virker skræmmende,
men tværtimod tillidsvækkende. Og det
når vi langt med,” siger Jørgen Nielsen, der selv
har været med på flere ture.
Kommunen kan give tilskud til en
hjælper, der kan ledsage den unge
(Servicelovens § 28). Det er også
muligt at tilbyde op til 15 timers ledsagelse
om måneden til unge på 17
og 18 år, som på grund af betydelig
og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne ikke kan færdes alene
(Servicelovens § 31).
Projektet blev en succes for alle parter og
overgik derfor til at blive et permanent tilbud,
der stadig kører og også tiltrækker unge handicappede.
Jørgen Nielsen har fået god respons
både fra handicappede unge, der har deltaget i
friluftstilbudet, og deres forældre. ”Når først de
unge fandt ud af, at de sagtens kunne være med
og finde ud af tingene, kunne de ikke vente med
at komme af sted igen,” siger Jørgen Nielsen.
”Det der gjorde, at det her startede med at
være en rigtig succes, var nok, at vi også havde
spurgt nogle unge uden handicap, om de kunne
tænke sig at deltage i projektet. Det var de meget
interesseret i, og der har aldrig lydt et forkert
ord omkring et handicap over for hverken
den ene eller anden gruppe.”
10

Ingen problemer kun udfordringer
Ikke kun ”De barske glæder” tiltrækker handicappede
elever. Også skolens mere almindelige
kurser som fx kurser i knallertkørekort og madlavning
har stor interesse. Ungdomsskolen arrangerer
ligeledes specielle hold for unge med
handicap, hvis der er behov for det, men ofte
følges handicappede unge ad to og to for at støtte
hinanden,“ forklarer Jørgen Nielsen.
Men ellers følger Jørgen Nielsen ikke specielt
med i, hvilke kurser handicappede elever
deltager i. Ifølge hans opfattelse skulle der jo
helst ikke være noget exceptionelt i, at handicappede
elever følger skolens tilbud som alle
andre,”og der er faktisk sket det lykkelige, at
Det fremgår af Bygningsreglementet,
at der skal være niveaufri adgang ved
indgangsdøre i nye bygningers stueetager
og til eventuelle elevatorer. På
etager, hvor der indrettes wc-rum,
som er offentlig tilgængelige, skal
mindst et af disse rum have adgangsforhold
og være indrettet, så det kan
anvendes af personer i kørestol.
Dansk Center for Tilgængelighed (se
www.dcft.dk) yder råd og vejledning
med hensyn til tilgængeligt byggeri.
handicappede unge glider stille og roligt ind på
holdene, uden at vi egentlig bemærker det, og
vi har ikke hørt hverken fra lærere eller elever,
at der har været problemer, overhovedet ikke.”
Der kan dog være visse praktiske problemer
– eller udfordringer, som Jørgen Nielsen
kalder det – der skal klares, når unge med handicap
ønsker at deltage i et kursus. Er det for
eksempel en kørestolsbruger, skal kurset holdes
på en bestemt skole i kommunen, da det er
den eneste, der er fysisk tilgængelig. Kan kurset
ikke afholdes på denne skole, fx edb-kurser,
findes der dog også en løsning på det. Eksempelvis
har eleverne på en skole for skoletrætte
elever bygget en rampe, så kørestolsbrugere kan
komme ind i edb-lokalerne på rådhuset, som
ungdomsskolen benytter i forbindelse med edbkurser.
11

Information, dialog og udvikling
Information om ungdomsskolens tilbud foregår
via mund til mund-metoden og gennem et katalog
over alle skolens tilbud, der sendes til unge
fra 8.-10. klasse. Også skolens hjemmeside informerer
om tilbudene, og her fortælles det
også, at det at have et handicap ikke er nogen
hindring for at melde sig til kurserne. Samtidig
holder skolen hvert år åbent hus på biblioteket,
hvor man kan se, hvad de forskellige hold har
lavet, og tale med lærere og elever.
Derudover tager Jørgen Nielsen og hans
viceinspektør hvert år ud på alle skoler i kommunen
og fortæller 8.-10.-klasserne om ungdomsskolens
program. Også 6.-7.-klasserne, der
dog ikke er primærmålgruppen for ungdomsskolen,
får besøg og tilbud om at melde sig til
hold på ungdomsskolen.
På specialskoler for psykisk handicappede
foregår informationen lidt anderledes end på
de andre skoler. Her inddrages klasse- og dansklæreren
i formidlingen af ungdomsskolens tilbud.
”Det gør vi, fordi tingene skal forklares lidt
anderledes i mange sammenhænge, end til de
elever der går i de almindelige klasser,” forklarer
Jørgen Nielsen.
Det, at Jørgen Nielsen tager ud på alle kommunens
skoler, giver et godt samarbejde med
kommunens lærere, og samtidig giver det Jørgen
Nielsen mulighed for at tale med eleverne
om deres ønsker og behov.
Udvikling af ungdomsskolens tilbud sker
i dialog med eleverne. For hele tiden at tilbyde
relevante kurser spørger ungdomsskolen hvert
år eleverne om, hvad de kunne tænke sig, at skolen
oprettede kurser i. På den måde er skolen
hele tiden ajour med, hvad de unge i kommunen
har lyst til at lave i deres fritid.
Det gode tilbud og økonomi
At ungdomsskolen hele tiden ved, hvad de unge
ønsker at beskæftige sig med, er en af Jørgen
Nielsens recepter på at have et godt fritidstilbud,
også i forhold til handicappede. I relation
til opbygning af et godt tilbud, der også fungerer
for unge handicappede, siger han: ”Det
handler først og fremmest om at have et
programudbud, der tiltaler de unge, også dem
12

med et handicap. Dernæst er det vigtigt at være
i meget nær dialog med handicaporganisationerne
og det kommunale system, og så selvfølgelig
sørge for at få forældrene og den unge i
tale.”
I forhold til handicappede unge betyder
det, at ”…vi starter der, hvor eleven er, og laver
research på, hvori handicappet består, og hvad
vi kan gøre for at komme uden om det, så det
ikke bliver en hindring for at deltage i tilbudene,”
fortæller Jørgen Nielsen.
Her er det Jørgen Nielsens erfaring, at friluftsaktiviteterne
især tiltaler psykisk handicappede,
og da det er et tilbud, skolen gør meget
ud af, er antallet af psykisk handicappede elever
større end af fysisk handicappede elever.
Jørgen Nielsen kunne godt ønske at få flere fysisk
handicappede unge med på skolens hold,
men er i tvivl om hvordan han skal gribe det
an, da skolen ikke har ressourcer til at yde praktisk
bistand til unge med behov for det. ”Vi
kunne godt ønske os at have mange flere af de
unge med, for vi ved jo, at der er flere unge med
et eller flere handicap her, som nemt kunne
være med, men af en eller anden årsag er det
ikke lykkes os at fange dem endnu. Vi kunne
godt tænke os, at nogen gav os en opskrift på,
hvordan det kunne gøres.”
Frederikshavn Kommunale Ungdomsskole
har som alle andre ungdomsskoler et budget
at tage hensyn til. Som Jørgen Nielsen udtrykker
det, så ”…har vi en rammebevilling, og
det er så op til mig at udfylde den ramme, således
at de penge, jeg har fået, slår til.” Det er et
spørgsmål om prioritering og en stor udfordring,
men Jørgen Nielsen vurderer, at det indtil
videre er lykkedes at få pengene til at passe
til målsætningen og ikke omvendt.
n
n
n
n
n
GODE RÅD
Sørg for at have et programudbud
der tiltaler alle.
Vær i dialog med handicaporganisationerne.
Få handicappede unge og
deres forældre i tale.
Henvend jer til skoler, hvor
handicappede unge færdes,
og informer om jeres tilbud.
Hav god kontakt med det
kommunale system; skoleog
socialforvaltningen samt
byrådspolitikerne.
13

Integration fremmer forståelsen
På fritidshjemmet Jellebakken er holdningen, at børn
med og uden handicap har glæde af og kan lære af at
være sammen med hinanden. Derfor er børn med
handicap en integreret del af institutionen.
Fritidshjemmet Jellebakken i Risskov i Århus
er et af Århus Kommunes syv særlige fritidshjem.
Det vil sige, at Jellebakken er indrettet til
at integrere en gruppe af børn med forskellige
former for handicap. Jellebakken er normeret
til 105 børn, hvoraf de ti pladser er normeret til
børn med et handicap, der med støtte kan have
glæde af at være integreret med børn uden handicap.
Børnene kan både være fysisk og psykisk
handicappede, eksempelvis har Jellebakken
p.t. hørehæmmede og blinde børn samt
børn med Downs syndrom og DAMP-lignende
symptomer. Jellebakken har i øjeblikket flere
børn med handicap, end fritidshjemmet er normeret
til. 17 børn med handicap er fordelt på
fritidshjemmets fem forskellige stuer.
Bjarne Birk Nielsen er leder af institutionen
og har i mange år arbejdet med integration
af børn med og uden handicap. Han synes, at
integrationen af børn med handicap er et gode
for alle parter, og at det at have børn med handicap
omkring sig er med til at tydeliggøre nogle
almene ting i fritidshjemmet. ”Det giver helt andre
muligheder for børn uden handicap at være
sammen med børn med handicap, både fordi
de kan se, at vi ikke alle sammen er ens, og fordi
det giver dem en forståelse for, at de ikke selv
ligner alle andre. Vi er ikke alle handicappede,
men vi har alle sammen noget, vi ikke er gode
til, og det kan være med til at sætte tingene i
perspektiv at være sammen med børn, der har
en sværere hverdag, end man selv har,” forklarer
Bjarne Birk Nielsen.
For børn med handicap giver integration
mulighed for at opleve de ting, som børn uden
handicap oplever. Derved bliver børn med handicap
ikke begrænset til at færdes i et miljø, der
kun er tilpasset dem. Bjarne Birk Nielsen mener,
at man som pædagog kan have sværere ved
at se udfordringer for børnene, hvis miljø og aktiviteter
er tilrettelagt fuldstændig efter børnenes
handicap og derved ikke inspirerer til udvikling
af færdighed i at klare sig i det omgiven-
Kommunen har pligt til at etablere
fritidsordninger for skolesøgende
børn med betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne
(Servicelovens § 7).
Amtet har en tilsvarende forpligtelse
efter servicelovens § 16, men den
vedrører kun de børn, der har behov
for støtte, behandling mv., der
ikke kan imødekommes inden for de
kommunale rammer.
14

de samfund. Integration i en almindelig institution
kan omvendt være med til at udvikle
børn med handicap, fordi de bliver en del af et
almindeligt miljø med de udfordringer, det giver.
Samtidig får børn med handicap også mulighed
for at danne venskaber med børn uden
handicap. ”Fordi man er blind, behøver man
ikke nødvendigvis have en masse tilfælles med
andre blinde,” siger Bjarne Birk Nielsen.
Målet er udvikling
”Den individuelle specialpædagogiske
forudsætningsanalyse” er et
pædagogisk redskab, der er udviklet
i samarbejde mellem Århus Kommunes
pædagogiske konsulent og syv
særlige fritidshjem. Århus Kommune
har udgivet en pjece om at arbejde
efter den individuelle specialpædagogiske
forudsætningsanalyse.
Pjecen og yderligere information kan
fås i børn- og ungeafdelingen, Århus
Kommune, tlf. 89 40 20 00.
Når fritidshjemmet Jellebakken får anvist nye
børn med handicap, har fritidshjemmet et godt
samarbejde med den pædagogiske konsulent og
kommunens andre særlige institutioner. Alle institutioner
har mulighed for at fortælle den pædagogiske
konsulent, hvordan deres institution
fungerer på det pågældende tidspunkt, og hvordan
sammensætningen af børn er. På den måde
er det lettere at finde frem til det bedste tilbud
for det enkelte barn med et handicap.
I forbindelse med indkøringen af barnet
har fritidshjemmet et teammøde med den
afgivende institution, oftest også en repræsentant
fra barnets skole og sagsbehandleren, så der
kan komme et samarbejde i gang om barnet.
I barnets opstartsfase udarbejder fritidshjemmets
pædagoger en plan for hvert barn
med et handicap ved hjælp af en såkaldt forudsætningsanalyse.
Analysen er et arbejdsredskab,
som skal hjælpe pædagogerne i deres daglige
arbejde med det enkelte barn.
Forudsætningsanalysen indeholder en
professionel beskrivelse af det enkelte barn og
barnets handicap, og bl.a. på den baggrund finder
pædagogerne ud af, hvor barnet er i sin udvikling,
hvilke forudsætninger barnet har, og
hvilke behov der ikke er dækket. Derefter sættes
et mål for barnet, der skal nås inden for en
kortere periode. Målet evalueres løbende for
derigennem at kunne blive justeret eller videreudviklet,
efterhånden som pædagogernes
kendskab til barnet bliver bedre. For at målene
skal kunne realiseres, er det vigtigt, at de bygger
på barnets motivation og ressourcer. ”Det
er jo med handicappede børn som med alle an-
15

dre, at man ingen vegne kommer, hvis man ikke
tager udgangspunkt i barnets ønsker og behov,”
siger Bjarne Birk Nielsen.
Udviklingsarbejdet for det enkelte barn er
dog ikke en heldagsaktivitet. Det vil ofte være
begrænset til en del af en daglig aktivitet, fx at
lære at spise pænt. Det primære formål med at
være i fritidshjemmet er, at barnet får mulighed
for fritidsaktiviteter efter egne ønsker og
behov.
Plads til forskellighed
Der findes ikke et perfekt tilbud til alle børn med
et handicap. Men Jellebakken er bevidst om, at
det er det bedst mulige, der er målet. Ved at blive
integreret med børn uden handicap og samtidig
have mulighed for at være sammen med
børn, der også har et handicap, forsøger
Jellebakken at udvikle et tilbud, der fungerer
mest optimalt for det enkelte barn.
På Jellebakken er holdningen, at det ikke
er barnet, der skal tilpasse sig institutionens behov.
Institutionen skal være fleksibel nok til at
kunne indrette sig efter barnets behov. ”Det er
ikke muligt at integrere børn, hvis man har den
holdning, at det kun er en bestemt slags børn,
der kan være i institutionen. Børn er alt for forskellige
til, at man kan passe dem ind efter bestemte
rammer. Der er ikke to børn, der er ens,
og det skal der være plads til, ellers kommer
man ingen vegne,” siger Bjarne Birk Nielsen.
For at institutionens børn skal have mulighed
for at mødes med flere andre børn med
handicap, deltager Jellebakken en gang om ugen
i ”Idræt for sjov”. Det er et arrangement, hvor
alle børn med handicap fra kommunens særlige
fritidshjem mødes omkring forskellige legeog
idrætsaktiviteter. Det er selvfølgelig frivilligt
for børnene, om de har lyst til at tage med
til arrangementet. ”Nogle børn har ikke lyst til
at være med, og det står dem selvfølgelig frit
for,” forklarer Bjarne Birk Nielsen.
Han siger i den forbindelse, at ”… der er
et dilemma i at tro, at alle, der kommer på fritidshjem,
får kammerater. Der er nogle børn, der
ikke er i stand til at få kammerater eller at dyrke
venskaber og beholde dem. Men jeg vil håbe, at
alle, der går ud af vores fritidshjem, kan sige, at
de har følt, at de hørte hjemme, og at de var en
del af gruppen. Vi arbejder altid på at give børnene
nogle fælles oplevelser, så børnene får en
fornemmelse af at have været en del af fællesskabet.
Vi kan forsøge at skabe grupperinger,
men det er vigtigt ikke altid at tro, at det kun
gælder om, at børnene får kammerater, for hvis
det ikke kan lykkes, kan man blive blokeret af
de forhindringer, man støder på. Man er nødt
til også at tænke i andre baner.”
Ingen støttepædagoger, tak!
Bjarne Birk Nielsen er ikke tilhænger af støttepædagogordningen,
hvor barnet har en udefra-
16

kommende person, der kun tager sig af ham eller
hende. Han mener, det er med til at isolere
barnet, især fordi støttepersonen ikke er en del
af personalegruppen og derfor ikke har føling
med stedet og de andre børn.
Børn med handicap har derfor ikke en fast
tilknyttet støtteperson på Jellebakken, men de
har en pædagog på deres stue, der er primærperson
for dem, dvs. en der sørger for forudsætningsanalysen,
kontakten til forældrene,
teammøderne osv. Det er ikke alene primærpersonen,
der tager sig af barnet, men vedkommende
har det overordnede ansvar for, at tingene
fungerer for barnet.
Man skal være pædagog, men ikke nødvendigvis
have specielle pædagogiske forudsætninger,
for at være primærperson for et handicappet
barn. Sammen med de andre særlige
fritidshjem holder Jellebakken ind imellem deres
egne kurser, som kan give pædagogerne
gode forudsætninger for arbejdet. Derudover
har Århus’ pædagogiske afdeling nogle gode
grundkurser af en uges varighed, der giver pædagogerne
de generelle forudsætninger og holdninger
for at arbejde med børn med handicap.
I den forbindelse pointerer Bjarne Birk
Nielsen, at man ikke skal have personale, der
ikke er interesseret i at arbejde med børn med
17

handicap. ”Det er vigtigt at få personale, der tør
tage et ansvar, men som også tør udtrykke, hvad
de ikke er særlig gode til. Personalet skal kunne
lære af og udvikle hinanden. Det er vigtigt at
være gode til at iagttage og tage ting op med
hinanden, så det, man tænker om et barn, ikke
kun er enmandstanker, men noget man kan
drøfte i fællesskab med hele personalet,” forklarer
Bjarne Birk Nielsen. På Jellebakken er det
derfor altid tilladt som personale at bede om
hjælp og at blande sig i hinandens arbejde.
Samtidig prioriteres et godt samarbejde
med børnenes forældre højt i institutionen.
”Forældrene er de største eksperter på deres
børns behov, ikke på de enkelte handicap, men
på deres barns behov. Derfor gør vi meget ud
af at tale med forældrene,” forklarer Bjarne Birk
Nielsen.
En god ånd
Jellebakken har børn fra 0.-7. klasse. Det er
Bjarne Birk Nielsen glad for, for han synes, at et
langt forløb med børnene giver en speciel ånd i
institutionen. ”De store er gode kulturbærere
og giver kulturen videre til de nye børn, der
kommer på fritidshjemmet,” siger han.
Nye børn i institutionen kan være betænkelige
ved børn, der opfører sig anderledes, end
de selv gør, men her er de ældre børn med til at
vise vejen og skabe en god forståelse for, at det
er ok at være forskellige. ”Ved hjælp af ”snakke”
med og mellem børnene bliver der skabt en forståelse
for, at de børn, der opfører sig anderledes,
er gode nok og måske ind imellem har brug
for en hjælpende hånd, og den tradition bliver
ført videre af de børn, der har været her længe,”
siger Bjarne Birk Nielsen.
Det er institutionens holdning, at børn
uden handicap bør hjælpe børn med handicap,
og at de børn, der har brug for hjælp, skal kunne
bede de andre børn om hjælp. ”Det er også en
måde at skabe kontakt på,” siger Bjarne Birk
Nielsen, der samtidig kan se, at det er blevet en
naturlig del af ånden på Jellebakken, at man
hjælper hinanden.
Udvikling kræver udfordring
Den personlige udvikling hos fritidshjemmets
børn med handicap er også med til at sætte skub
i andre børns udvikling. Bjarne Birk Nielsen giver
et eksempel på, at en blind pige på en sommerlejr
ligesom alle de andre børn ville over en
bro uden brædder. Én pædagog fulgtes med
hende over, og én gik nede i vandet som sikkerhedsnet.
Om den oplevelse siger Bjarne Birk
Nielsen:
”Det er ikke et mål i sig selv at gå over en
bro, men det er et mål i sig selv at overvinde
nogle ting, at få en tankegang der gør, at man
tør gøre nogle ting i trygge rammer. Børn uden
funktionsnedsættelser kan også lære at turde,
når de ser, at andre kan.”
18

”Man skal kunne skabe sig en ånd i institutionen,
hvor alt kan lade sig gøre. Man skal
kunne se mulighederne, ikke begrænsningerne,”
siger Bjarne Birk Nielsen.
I forbindelse med udfordring af børn med
handicap mener han, at det også er vigtigt, at
pædagogerne kan skelne imellem, hvad i barnets
adfærd der skyldes barnets handicap, og
hvad der ikke gør. Barnet skal ikke skånes i tilfælde,
hvor handicappet ikke er i vejen for barnets
almindelige deltagelse i institutionens aktiviteter
og pligter. ”Hvis et barn med et handicap
kan vaske op, skal han eller hun vaske op
som alle andre. Man kan ikke blive fritaget for
at vaske op, hvis det bare er fordi, man ikke gider,”
siger Bjarne Birk Nielsen, der ind imellem
har taget konflikter med børn, der ikke mente,
de kunne deltage i kedelige pligter.
Barnet skal ikke beskyttes unødigt og må
også tage de knubs, der følger med i samværet
med andre børn. Bjarne Birk Nielsen udtrykker
det sådan: ”Man må gerne blive drillet, men ikke
pga. sit handicap, det er en del af tilværelsens
almindelige vilkår. Der kommer en tid efter livet
i fritidshjemmet, hvor børnene er nødt til at
kunne klare sig, derfor skal de ikke skånes for
almindelige udfordringer.”
Frihed med alderen
De ældre børn i fritidshjemmet har mulighed
for at komme og gå, som de har lyst til, hvis det
Fysisk handicappede børn og unge
har ofte ikke mulighed for selv at bestemme,
om de vil på fritidshjem eller
hellere vil blive hjemme. Problemet
opstår, når barnet eller den unge
har brug for hjælp i løbet af dagen.
Hjælpen skal være til stede, der hvor
barnet/den unge er, og det kan kræve
ekstra opmærksomhed og fleksibilitet
fra kommunens side at sikre barnet/
den unge mulighed for at kunne vælge
selv. Servicelovens § 28 giver mulighed
for fleksibel hjælp til barnet/den
unge.
er en aftale med forældrene. På den måde kan
de benytte fritidstilbudet mere fleksibelt. Det
gælder også for børn med handicap, hvis de kan
klare den frihed, der ligger i det. For Bjarne Birk
Nielsen er det vigtigt, at børnene ikke bliver
væk, fordi de ikke har nogle kammerater og
derfor sidder alene foran computeren derhjemme.
Det er i orden at ønske fred og ro ind
imellem, men det er ikke godt at blive væk, fordi
man føler sig ensom.
Når børnene bliver 12-14 år tager fritidshjemmet
kontakt til forældrene og oplyser dem
om, hvilke fritidstilbud der vil være til deres
19

arn, når de ikke længere kan gå i fritidshjemmet.
Forældrene kan så tage ud og besøge klubberne
og komme med ønsker til, hvor deres barn
skal fortsætte. Samtidig kontaktes sagsbehandleren
for en genvisitation af barnet, så man har
en ide om, hvor barnet er i sin udvikling, og på
baggrund af det kan finde det bedst egnede tilbud
til barnet.
Et lille suk
Trods sin glæde ved at arbejde med integration
af børn med og uden handicap er der dog en
ting, Bjarne Birk Nielsen savner i sit arbejde. Det
ville være rart med en automatik i systemet, der
gør, at når institutionen modtager et barn med
et handicap, så følger der forskellige hjælpemidler
med. ”Som det er nu, bruges der en masse
unødvendige ressourcer på hver institution på
at indkøbe og indsamle forskellige hjælpemidler.
Hvis en instans i systemet tog hånd om koordineringen
kunne en masse genbruges og en
masse tid spares. Der er jo heller ikke uendelige
midler til rådighed,” slutter Bjarne Birk
Nielsen, men pointerer, at dette langt fra kan
tage glæden fra de oplevelser, det giver at arbejde
med børnene i hverdagen.
n
n
n
n
n
GODE RÅD
Ansæt personale, der er interesseret
i at arbejde med
børn med handicap, og som
tør sige til og fra, men også
erkender deres svagheder.
Skab en ånd i institutionen
der fremmer tilliden til, at alt
kan lade sig gøre.
Vær åben over for forældrenes
holdning til og forståelse
for deres barn.
Vær opmærksom på, at søskende
til børn med handicap
ikke bliver en ekstra hjælper
til barnet.
Skeln mellem hvad der skyldes
barnets handicap, og
hvad der ikke gør.
20

Samarbejde om et rummeligt tilbud
”Handicappede unges behov er ikke meget anderledes
end andre unges behov, men de har sværere ved
at få dem opfyldt. Det er ikke så nemt for handicappede
unge at komme udenfor og omkring og derved
møde andre. Det er det, vi skal hjælpe dem med.”
Sådan siger Hanne Lindstrøm, der er direktør i
Allerød Kommune. Sammen med Marianne
Fryd, der er pædagogisk konsulent i Frederiksborg
Amts Børnecenter, har hun været involveret
i at få et samarbejde om et klubtilbud til
unge med handicap i stand mellem amtet og
amtets kommuner. Klubtilbudet skal på længere
sigt kunne rumme cirka 100 unge i aldersgruppen
12-25 år og dække en bred gruppe af både
fysiske og psykiske handicappede, der kan have
glæde af at komme i klubben. De fysiske rammer
for klubben skal derfor kunne tilgodese hele
gruppens behov og samtidig give mulighed for,
at de unge i fællesskab kan opbygge en selvstændig
ungdomskultur.
Et fælleskommunalt tilbud
Samarbejdet mellem amtet og kommunerne
kom på tale i forbindelse med en høring af Frederiksborg
Amts Socialplan 2000. Her gjorde
Kommuneforeningens Social- og Sundhedsudvalg
opmærksom på, at der var interesse for at
få oprettet et fælleskommunalt klubtilbud til
børn og unge med handicap. Tidligere brugerundersøgelser
af behovet for klubtilbud til børn
og unge med såvel psykiske som fysiske handicap
i de enkelte kommuner havde vist, at der
var et behov, men at kommunerne ikke magtede
opgaven enkeltvis. Et fælleskommunalt tilbud
kunne derfor være løsningen.
Kommuneforeningens henvendelse blev
drøftet i amtet, og det blev besluttet at nedsætte
en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe, der kunne
udarbejde forslag til udformningen af det fælleskommunale
og amtslige klubtilbud. Arbejdsgruppen
bestod af to kommunale repræsentanter
og to amtslige repræsentanter, hvoraf den
ene var Marianne Fryd.
”Arbejdsgruppen udarbejdede et overordnet
forslag, der indeholdt flere forskellige modeller
for på den måde at give nogle bud på,
hvordan amtet og kommunerne kunne imødekomme
behovet for et klubtilbud. Det blev på
baggrund af oplægget besluttet, at der skulle arbejdes
videre med at oprette en filial af Lavuk,
som tilpasses de behov, der er i Frederiksborg
Amt. Og der er så det, vi arbejder på nu,” fortæller
Marianne Fryd.
Lavuk
Lavuk er Dansk Handicap Forbunds fritids- og
ungdomsklub. Klubben er selvejende og ligger
i Københavns Kommune, som den har overenskomst
med. Lavuk har både dag- og aftentilbud
og samler alle handicapgrupper fra psykisk til
fysisk handicappede i alderen 10-50 år.
21

Borgere i Frederiksborg Amt benytter i dag
Lavuks tilbud i København, idet cirka 30 unge
fra kommuner i Frederiksborg Amt er tilmeldt
klubben. Et lignende tilbud placeret centralt i
Frederiksborg Amt ville kunne tiltrække flere
brugere og give kortere transport for dem, der
på nuværende tidspunkt benytter tilbudet i København.
Derfor er der enighed om, at et tilbud
som Lavuks i Frederiksborg Amt vil kunne
dække amtets behov. Arbejdsgruppen bag det
nye klubtilbud har derfor også haft et samarbejde
med Lavuks leder Steen Christiansen.
Fra arbejdsgruppens side er der lagt op til,
at klubtilbudet skal dække så bred en brugergruppe
som muligt. ”Vi forestiller os, at tilbudet
både skal være for dem, der defineres som
den amtslige målgruppe, og for dem der defineres
som den kommunale målgruppe,” forklarer
Marianne Fryd. ”Det er vigtigt, at tilbudet
reelt bliver for alle handicapgrupper, så der skabes
dynamik i tilbudet. Ellers bliver det ikke attraktivt
for nogle handicapgrupper. En overvægt
af bestemte handicapgrupper kan betyde,
at andre grupper holder sig væk,” siger hun.
Kun ydre rammer
På nuværende tidspunkt (sommeren 2002) er
fritidstilbudet dog kun på tegnebrættet, og meget
er endnu ikke afgjort. Blandt andet er der
stadig ikke fundet en afklaring på de fysiske
rammer for tilbudet, der skal kunne rumme op
til 100 unge. Amtet og Lavuk har indledt et samarbejde
med Hillerød Kommune for at skaffe
egnede lokaler, som ligger centralt placeret i amtet.
Når der er fundet en løsning på de fysiske
rammer for tilbudet, skal der indgås overenskomst
mellem Frederiksborg Amt og Lavuk.
Men selvom flere ting ikke er afklaret endnu,
har arbejdsgruppen gjort sig mange overvejelser
over, hvad tilbudet skal indeholde, og
hvad der er væsentligt, for at klubben skal blive
et attraktivt sted for de unge at komme.
”Det er utroligt vigtigt, at dette tilbud får
selvstændige fysiske rammer, hvor der er mulighed
for at udvikle en ungdomskultur og mulighed
for selv at sætte præg på omgivelserne.
Klubben skal ikke være et vedhæng til et andet
tilbud, hvor klubben bliver sekundær og ikke
får lov til at skabe den ungdomskultur, som jeg
mener, er meget betydningsfuld for dette tilbud,”
siger Marianne Fryd.
22

Da tilbudet skal kunne rumme unge med
flere forskellige handicap, skal de fysiske rammer
samtidig kunne opfylde forskellige behov.
Det er derfor planen, at der både skal være store
fællesarealer med mulighed for et samlet fællesskab,
og mindre grupperum hvor unge, der
har svært ved at overskue samværet med mange
mennesker, kan trække sig tilbage i et mere
overskueligt samvær.
Det er ikke fastlagt, hvilke aktiviteter klubben
skal tilbyde, for de unge skal selv være med
til at vælge, hvad indholdet af deres aktiviteter
skal være. De skal derfor inddrages, når det nærmere
skal besluttes, hvad klubben skal kunne
tilbyde. I et tilbud af denne størrelse vil det være
muligt at udbyde en bred vifte af aktiviteter og
derved give de unge mulighed for at vælge efter
interesse.
På det overordnede plan er der lagt op til,
at formålet med klubben er at give unge med
fysiske og psykiske handicap mulighed for at
mødes og finde venner. Formålet er også, at de
unge får lejlighed til at vælge en fritid med et
aktivt indhold, hvor aktiviteter, oplevelser og
samvær med andre unge er med til at udvikle
den dannelsesproces, hvor den unges identitet
og selvværd formes gennem samspil med andre
unge.
Tilbudet er tænkt som en base for samvær,
der samtidig planlægger og vægter aktiviteter
ud af huset for derved at bruge og blive fortrolig
med samfundets almindelige tilbud, fx
idrætsanlæg, svømmehaller, koncerttilbud og
andre kulturtilbud. Det er hensigten, at klubben
skal være åben alle ugens hverdage, og samtidig
tilbyde aktiviteter i flere af årets weekender
for en mindre gruppe unge. Det kan fx være,
at de unge har lyst til at tage til en koncert, en
landskamp eller andre større eller mindre arrangementer.
Aktivitet frem for aflastning
Ved at oprette et tilbud for en bred gruppe af
handicappede unge forventes det, at behovet for
aflastning for nogle unge vil blive mindre. Noget
har nemlig tydet på, at det store behov for
aflastning lige så meget har været et udtryk for
23

mangel på fritidstilbud. ”Der ligger også et aktivitetstilbud
i et aflastningsophold, for der foregår
jo tit noget spændende, når man er sammen
med andre unge. Men et aflastningstilbud, der
jo er en døgnforanstaltning, kan være en uhensigtsmæssig
dyr foranstaltning, hvis den primære
grund til at benytte det egentlig har været
et behov for en aktiv fritid sammen med
andre unge,” siger Marianne Fryd.
Både Marianne Fryd og Hanne Lindstrøm
er enige om, at det positive ved det nye klubtilbud
er, at handicappede unge nu får mulighed
for at få en fritid, der mere minder om dén,
som unge uden handicap har. ”Nu behøver
disse unge handicappede ikke at have tandbørsten
og nattøjet med i tasken for at opleve noget
spændende sammen med andre unge. De
får nu nogle muligheder og rammer for at lave
aftaler, ligesom andre unge gør med deres venner,”
konkluderer Marianne Fryd. ”Og det er jo
det, det handler om. Handicappede unges behov
er jo ikke meget anderledes end andre unges
behov, men de har sværere ved at få dem
opfyldt, da det ikke er så nemt for handicappede
unge at komme udenfor og omkring og
derved møde andre. Det er det, vi skal hjælpe
dem med,” fortsætter Hanne Lindstrøm.
Ifølge begge har det været en proces i hele
samfundet at nå frem til en anerkendelse af, at
unge med handicap har behov for et fritidsliv
som alle andre unge. ”Jeg oplever, at der i kommunerne
har været en udvikling fra anerkendelse
af behovet for aflastning til en anerkendelse
af behovet for fritidstilbud, og det er det
behov, vi nu arbejder på at opfylde,” siger Marianne
Fryd.
Visitation og økonomi
Målgruppen for klubben er de personer, som
har brug for særlig støtte mv. og derfor ikke kan
gå i den almindelige kommunale klub. Brugerne
af klubtilbudet skal betale et medlemskontingent,
der svarer til det, andre unge betaler
for at gå i ungdomsklub. Brugerne skal også
Amtskommunen sørger for pladser i
særlige klubtilbud til større børn og
unge, der på grund af betydelig og
varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne har et særligt behov
for støtte, behandling mv., der ikke
kan dækkes gennem deltagelse i et
af de kommunale tilbud. Disse tilbud
kan oprettes og drives af en
amtskommune, en kommune efter
aftale med amtskommunen eller af
en selvejende institution, som amtskommunen
indgår aftale med.
(Servicelovens § 23)
24

selv betale for at deltage i klubbens arrangementer
ud af huset.
Da tilbudet skal dække en bred gruppe af
unge, stiller det også visse krav til personaleressourcer.
”Vi har lavet nogle normeringsberegninger
på baggrund af, at nogle unge vil
have brug for meget hjælp, mens andre næsten
ikke vil have brug for hjælp. Det skal jo hænge
sammen. Hvis der ikke er de personaleressourcer
til rådighed, der er behov for, bliver det
ikke et tilfredsstillende tilbud,” siger Marianne
Fryd.
Derfor har vi kunne udvikle en del gode ting
sammen. Dette projekt er et af dem,” supplerer
Hanne Lindstrøm. Begge glæder sig til at følge
udviklingen af tilbudet, og de håber det vil tiltrække
unge, der hidtil har manglet et reelt
fritidstilbud.
Det gode parløb
Trods de mange uafklarede forhold i tilknytning
til den nye klub synes både Marianne Fryd og
Hanne Lindstrøm, at det har været en positiv
oplevelse, at der har været vilje både fra kommunernes
og amtets side til at samarbejde om
et tilbud, der kan dække mange hidtil uopfyldte
behov.
De er begge enige om, at det gode parløb
mellem amt og kommuner er årsagen til, at projektet
er kommet så langt. ”At amtet har haft en
interesse i projektet, fordi kommunerne har efterspurgt
det, er egentlig det, der har dannet
baggrund for, at det har kunnet lykkes. Det har
også gjort, at det er blevet båret hurtigt igennem,”
siger Marianne Fryd. ”Samarbejdet på det
sociale område mellem amtet og kommunerne
har altid været vældig godt og velfungerende.
n
n
n
GODE RÅD
Kommunerne skal være
opmærksom på brugernes
behov for større fællesskaber
og ikke selv oprette alle
tilbud.
Det er vigtigt at få et godt
samarbejde i gang mellem
amt og kommuner.
Man skal give nye tilbud selvstændige
rammer, så der er
mulighed for, at der kan
oparbejdes en selvstændig
kultur og atmosfære.
25

Forskelsbehandling er ligebehandling
Sådan siger Ole Frimann Hansen, der er leder af
naturfritidsklubben ”Engen” i Gundsø. Her er holdningen
den, at man for at kunne behandle et barn
ligeværdigt med andre børn må tage udgangspunkt
i det enkelte barns behov. Det gælder alle børn, hvad
enten de har et handicap eller ej.
Fritidsklubben har flere gange haft enkeltintegrerede
børn med handicap, men er ikke en
specialinstitution. De børn, der kommer i klubben,
har selv valgt at gå der, og det er klubbens
holdning, at der skal være plads til alle. Klubben
ser det ikke som et problem at have børn
med handicap, snarere som en udfordring. Det
væsentlige er, at man tager udgangspunkt i det
enkelte barn. ”Det, der er vigtigt, er, at børnene
får et ligeværdigt forhold til de andre børn,” forklarer
Ole Frimann Hansen, og det er ikke nødvendigvis
børn med et handicap, der har svært
ved at opnå det. ”Der kan være lige så store problemer
med at integrere børn uden handicap
som børn med et handicap,” siger Ole Frimann
Hansen.
komme ud i det fri og få naturvejledning. Det
var der opbakning til i Gundsø Kommune, og
kommunen købte derfor et stort areal med skov,
eng og vandmiljø, hvor der var plads til, at børn
og dyr kunne boltre sig. Her ligger ”Engen”, der
i august 2002 har 90 børn i alderen 10-13 år.
Ud over Ole Frimann Hansen og Leif Andersen
er der yderligere ansat to pædagoger.
Klubben har åbent hver dag fra kl. 12-17.30, men
fra april til august åbnes klubben kl. 9, da klubben
også fungerer som turnusbørnehave.
Fritidsklubben har et brugerråd, hvor der
sidder to forældrerepræsentanter og en overvægt
af børn. De mødes hver anden måned og
planlægger aktiviteter og tager problemer op.
Det er institutionen, der lægger rammerne for
udfoldelserne, som brugerrådet så fylder ud og
planlægger nye tiltag indenfor. Børnene er derigennem
med til at bestemme, hvad der skal
foregå af aktiviteter i klubben.
Fokus på naturen
Sammen med Leif Andersen startede Ole Frimann
Hansen, der også er naturvejleder,
naturfritidsklubben i 1998. På det tidspunkt var
der meget opmærksomhed på grøn information,
og flere forældre ønskede en institution, hvor
der var fokus på naturen og mulighed for at
26

Ekstra ressourcer, ekstra timer
Når klubben har børn, der kræver ekstra ressourcer,
får klubben ekstra timer stillet til rådighed.
Det betyder ikke nødvendigvis, at den
ekstra person, klubben ansætter, skal tage sig
af barnet eller børnene med handicap. Det kan
lige så vel være en af de fastansatte pædagoger,
der træder til med hjælp. Eksempelvis var der
sidste år en pige, som bl.a. havde behov for
hjælp til toiletbesøg, fordi hun er lam i benene.
Derfor havde hun en af de faste pædagoger som
kontaktperson. Med tiden blev hun mere selvhjulpen,
hvorfor det faste antal støttetimer blev
skåret ned. Der var dog stadig en pulje af støttetimer,
som klubben kunne bruge, hvis hun fx
skulle med på en af klubbens ture. Den praktiske
hjælp, hun ellers kunne behøve i forbindelse
med, at hun sad i kørestol eller brugte krykker,
fik hun ofte af sine kammerater, så behovet for
støtte fra pædagogerne var ikke stort.
I forbindelse med integration af et handicappet
barn har klubben mulighed for at henvende
sig til kommunens børn- og ungerådgivning
for at få supervision. De kan også henvende
sig til relevante handicaporganisationer.
Det har klubbens pædagoger dog ikke haft behov
for, da de endnu ikke har oplevet, at de har
haft en opgave, de ikke kunne magte. Leif Andersen,
der tidligere har arbejdet med børn med
DAMP, mener også, at det ofte ikke handler om
speciel viden at arbejde med børn med et handicap,
men at det mere handler om ekstra ressourcer.
”Vi gør egentlig ikke noget specielt for
ekstra krævende børn andet end at bruge lidt
ekstra ressourcer,” siger han.
Rent bygningsmæssigt er dele af naturfritidsklubben
nyopført, hvor der fra starten af
er indrettet et handicaptoilet og sørget for
niveaufri adgang via en rampe.
Plads til alle
Både Ole Frimann Hansen og Leif Andersen
mener, at klubbens vigtigste pædagogiske pro-
27

jekt er at give klubbens børn den holdning, at
der skal være plads til alle, og at det derfor er
vigtigt, at man opfører sig ordentligt over for
hinanden. Man må også lære at forstå, at alle
børn ikke altid kan få lov til de samme ting, og
det er her holdningen til, at forskelsbehandling
er ligebehandling, kommer ind i billedet. ”Alle
børn kan ikke det samme, og alle børn kan ikke
magte det samme ansvar. Derfor må man have
forskellige forventninger til dem og stille forskellige
krav,” siger Ole Frimann Hansen. Han
siger samtidig, at forskelsbehandling ofte kræver
forklaring, fordi børnene ikke altid forstår,
hvorfor nogle må noget, andre ikke må. Men
med forklaring kommer man ofte langt og får
skabt en forståelse for, at vi ikke alle sammen
er ens.
Dette var fx tilfældet, da klubben havde to
børn med Tourette-syndrom (en neurologisk betinget
forstyrrelse i hjernen, der resulterer i multiple
bevægelser - kaldet tics - der gentages i
hurtig rækkefølge, samt ufrivillige lyde). Deres
adfærd var ofte svær at forstå for de andre børn,
men med tiden og en forklaring fra pædagogerne
lærte de at acceptere den og se det som
en del af hverdagen. Og det er det, der er fordelen
ved at have børn med handicap integreret i
en almindelig institution frem for at have en
specialinstitution, mener Leif Andersen. ”Jeg
kan godt somme tider være bange for, at vi får
for mange børn, der har vanskeligheder og derfor
ender som en specialinstitution. Det synes
jeg giver et skævt billede og skaber ubalance,
for børn med og uden handicap har godt af at
være sammen og lære af hinanden,” siger han.
Mange tilbud og udfordringer
”Engen” har mange tilbud til børnene. Tilbud
der først og fremmest tager udgangspunkt i
naturen. Hver dag har klubben et eller to værksteder
åbne, hvor børnene kan komme og deltage
i aktiviteter som at smede, arbejde med filt,
lære om blomsterbinding og skyde med bue og
pil. Derudover er der hver dag café, hvor nogle
børn og en pædagog laver mad, kager eller an-
28

dre ting til klubbens andre børn. Klubben tager
ofte på kanoture, og en gang om året arrangerer
klubben sammen med naboklubben en uge
med middelalder-rollespil, hvor børnene får forskellige
roller i et middelaldersamfund, selv syr
tøjet og laver våbnene. Klubben har også flere
gange arrangeret overlevelsesture og fisketure.
Klubbens pædagoger ser det som en udfordring,
at alle børn kan deltage i alle aktiviteter.
Nogle aktiviteter kan godt umiddelbart
virke utilgængelige for nogle børn med handicap,
men her er det holdningen, at man skal se
mulighederne frem for begrænsningerne. ”Og
ofte lykkes det med lidt fantasi og lidt ekstra
hjælp,” siger Ole Frimann Hansen. Selvfølgelig
sætter terrænet visse begrænsninger for tilgængeligheden,
men det har indtil videre ikke været
et problem, heller ikke for den pige der sad i
kørestol.
Det, der til gengæld kan være et problem
for klubben, er, at aktiviteterne på stedet kan
være for engagerende for børnene. Ole Frimann
Hansen og Leif Andersen oplever, at det ofte er
lettere for børnene at blive hjemme og underholde
sig foran computeren end at komme hen
i klubben og deltage i aktiviteterne, for det kræver
en del engagement fra dem. ”Det er nok den
store udfordring for klubberne i dag at konkurrere
med computerne. Derfor bliver fokuspunktet
for den nye årgang, vi får efter ferien,
at lære at være sammen med andre børn og
skabe kammeratskaber. Det lærer man ikke ved
at sidde foran computeren,” siger Ole Frimann
Hansen.
29

GODE RÅD
n
n
n
n
n
n
Se muligheder frem for
begrænsninger.
Vær indstillet på og åben
over for at løse de problemer,
der opstår i forbindelse med
at have børn med handicap i
institutionen.
Vær som personale enige om
at overskue den udfordring,
der ligger i at sige ja til at
have børn med handicap.
Hav en sund skepsis over for
at tage ansvaret for handicappede
børn – drøft i personalegruppen
om man kan magte
det.
Husk at tingene ofte er nemmere,
end man forventer.
Det er vigtigt, at man får den
hjælp, der er påkrævet for at
kunne løse opgaven.
30

Klubaften gjorde en forskel
Alle har ret til et ungdomsliv. Unge med handicap
har samme behov for at have et ungdomsliv som unge
uden et handicap – at være sammen med venner –
men de har ikke samme muligheder for at få det.
Retten til et ungdomsliv er blandt andet aktuel
for Anders Larsen på 16 år, som har et betydeligt
handicap. Hans mor, Jette Larsen, var for
nogle år siden med til at gøre Støvring Kommune
opmærksom på, at der var brug for et
fritidstilbud for hendes søn og andre unge mennesker,
som på grund af indlæringsvanskeligheder
gik i specialskoletilbud uden for Støvring,
og som manglede kontakt til andre unge i fritiden.
På initiativ fra forældre og støttepædagoger
blev der arrangeret mulighed for, at disse
unge kunne mødes til klubaften om onsdagen.
Onsdag har den almindelige kommunale fritidsklub
lukket, derfor var lokalerne ledige, og der
var de relevante faciliteter til rådighed. Klubaftenen
for de unge fra specialskolerne var ikke
et egentligt selvstændigt tilbud, men en mulighed
for at mødes. Der var fem unge, som fik
den mulighed, og benyttede sig af den, to piger
og tre drenge.
I dag findes muligheden ikke længere, primært
fordi de fem unge blev for gamle. Den ene
skulle på efterskole, og den anden skulle begynde
i klub på sin specialskole, som også var
om onsdagen. Tilbage var derfor kun tre af de
unge, og det var for få til at holde en klubaften
om ugen.
Sådan var det i klubben
I Støvring møder vi de tre drenge, der brugte
klubaftenerne, Anders, Martin og Klaus. De er
16 år i dag.
Anders, Klaus og Martin fortæller, hvordan
det var at være i klub om onsdagen. De
spillede fodboldspil, ofte flere sammen mod
Hans, som er Anders’ støttepædagog. De ”legede”
forskellige fantasilege med hinanden eller
sad blot i sofaen og talte om løst og fast.
Anders synes især det var godt, at der også var
piger med i klubben.
”Jeg var alene hjemme hver dag og havde
helt glemt, at jeg havde kendt de andre. Men så
startede klubben, og så huskede jeg dem igen,”
fortæller Klaus, som tidligere har gået i skole
med Anders og Martin.
Det var vigtigt, at der var en fast dag om
ugen, som alle vidste, at de kunne mødes på.
Det gjorde det lettere at se hinanden, og det
betød også, at de unge blev en del af livet i byen
på en anden måde end tidligere.
Et vigtigt venskab
De tre drenge kender hinanden fra de første
skoleklasser, hvor de alle tre gik på den lokale
skole og var sammen på fritidshjemmet. De har
siden skiftet til hvert sit særlige skoletilbud.
Martin og Anders har holdt kontakten ved lige,
mens Klaus kom længere ud i periferien.
31

Klaus har indlæringsvanskeligheder. Han
går i specialskole og i fritidsordning på skolen.
Klaus havde ikke nogen at være sammen med
om aftenen, var meget hjemme om aftenen sammen
med sin familie og havde som nævnt helt
”glemt”, at der var nogle andre drenge i Støvring,
som han kendte. Derfor var det rart for
Klaus, at der kom et klubtilbud onsdag aften.
Martin har ikke et fysisk eller psykisk handicap.
Derfor var han egentlig heller ikke en del
af målgruppen for det oprindelige klubtilbud.
Men han og Anders ses som venner, derfor blev
Martin en selvfølgelig del af onsdagsklubben.
Anders har et meget indgribende handicap
- både motorisk og mentalt. Og det er et
progredierende handicap, som har udviklet sig
fra han gik i 1. klasse. Men han er på ingen måde
”bagud” i forhold til de andre to drenge, når
det gælder om at have mod på livet og interesse
for at møde nye mennesker. Selv om han nogle
gange ikke kan være aktivt med i det, der foregik
i klubben, mener hans mor, at han får meget
ud af at være med på sidelinjen. ”Bare det
at høre, hvad de andre taler om, er også en måde
at være med på for Anders.”
I dag kommer Martin jævnligt og besøger
Anders, og de ser også Klaus ind imellem. Der
er ingen tvivl om, at de tre drenge nyder at være
sammen. Der er heller ingen tvivl om, at Martin
er en vigtig forudsætning for, at det kan lade
sig gøre. ”Martins venskab er enestående og
uendelig vigtigt for Anders, og derfor også for
os,” siger Jette, Anders’ mor. ”Det betyder noget
at have en ven, og det er tydeligt noget helt
andet at være sammen med Martin end med en
voksen.”
Flere unge kunne være med
Jette var en af initiativtagerne til, at klubaftnerne
for de unge kom i stand. Hun overbeviste kommunen
om, at der måtte være andre end hendes
søn, som kunne have glæde af et lokalt
aftentilbud for unge med særlige behov. Og det
viste sig at være rigtigt.
To af de unge havde støttepædagog i fritiden,
og det praktiske i forhold til klubaftnerne,
såsom at åbne for lokalet og være til stede om
aftenen, var de to støttepædagogers opgave.
”Det var rigtig godt for de unge, at klubaftnerne
blev til noget. Men det var en svag-
Kommunen har pligt til at oprette de
nødvendige klubtilbud mv., hvis der
ikke er andre fritidstilbud i kommunen,
som samlet set retter sig mod
alle større børn og unge, inklusive fx
børn og unge med psykisk udviklingshæmning.
Det er socialministerens
klare udmelding til Folketingets
socialudvalg. Ministeren henviser til
servicelovens § 19.
32

Anders, Klaus og Martin
hed, at der ikke blev sat en selvstændig tovholder
på. Hvis en af de unge med støttepædagog
blev forhindret i at komme betød det, at
den anden støttepædagog stod med hele ansvaret,”
siger Hans, som var en af de to støttepædagoger.
Jette er enig i, at klubaftnerne ikke
kunne fortsætte sådan, som de var tidligere. Det
er rigtigt vurderet af Støvring Kommune, at deltagerne
blev for få. Men hun mener, at man godt
kunne lave et bredere tilbud, som så også ville
være mere stabilt. Der er mange andre børn, der
har vanskeligheder, og som, når de bliver lidt
ældre, ville have gavn af en ugentlig klubaften
med andre unge. Der er brug for en klub, som
er indrettet og fungerer på en måde, hvor unge,
der er lidt forsigtige, også kan føle sig tilpas.
Og det gør den almindelige klub ikke.
Behov for kommunal tovholder
Hvis Jette kunne vælge, skulle der være en tovholder
i kommunen med ansvar for at køre et
særligt klubtilbud for unge med særlige behov
og de lidt mere stille unge. Tovholderen skulle
være opmærksom på børn i målgruppen, når
de rundede 10-12 år og blev for gamle til fritidshjem.
Der skulle laves et klubtilbud for alle
– ikke som en klub for de svage, men som udtryk
for rummelighed i klubben med fokus på
samvær, en lidt mere fredelig atmosfære og
personale at tale med og være sammen med.
Anders har mulighed for at komme i en
specialklub i Ålborg, men det er et stykke væk,
og det er ikke altid, at der er kræfter til den tur
om aftenen. Jette forklarer: ”Hvis tilbudet lå i
Støvring, ville det måske være lettere at komme
33

ud. Så kunne man bare lige tage ned og sige hej
og tage hjem igen, hvis det var det, der var brug
for.“
For de andre drenge vil det give et bedre
forhold til de kammerater, der findes lokalt –
nemlig hinanden. ”Det ville måske være lettere
for Klaus at komme på besøg hos Anders en
gang imellem, hvis de sås lidt oftere – fx i en
klub,” mener Jette.
hvor man skal finde ud af at fungere i samfundet,
med og mod de funktionsnedsættelser man
har. Det er ikke en særlig god begyndelse at
sidde alene hjemme på sit værelse hver aften i
hele sin ungdom. Det er ikke et godt grundlag
for at kunne gå ud i verden og finde de venner,
man har brug for resten af sit liv. Derfor er det
vigtigt at prioritere ungdomstilbud til denne
gruppe unge,” mener Hans.
Retten til et ungdomsliv
Som ung med et handicap har man samme behov
for et ungdomsliv, som andre har. Man har
brug for at komme hjemmefra og at have et formål
med at komme ud. ”Vi kan se på Anders,
at det selvfølgelig er sjovere at gå en tur, hvis
den ender på biblioteket eller i klubben, end hvis
den går en gang rundt om kvarteret”. Og behovet
for at møde unge fra det andet køn er en del
af det at være ung. Også når man har et handicap.
Det er erfaringerne fra de klubaftner, der
var en gang.
Hans understreger, at fritidstilbud til unge
med handicap handler meget om at give bedre
muligheder for at få et godt liv – også senere.
Det er vigtigt, at samfundet ikke vælger de unge
med funktionsnedsættelser fra i en tidlig alder.
”For Anders, som har et meget betydeligt og
fremadskridende handicap, er det vigtigt nu og
her. Men for Klaus og andre unge handler det
om, at man som ung har et langt liv foran sig,
n
n
n
n
GODE RÅD
Det lokale tilbud er vigtigt.
Kommunens medvirken er vigtig
Målgruppen skal være så bred, at
tilbudet er stabilt.
Der skal være en tovholder, som:
- tager kontakt til børnene, når de
bliver 10-12 år.
- sørger for en tryg stemning i
tilbudet.
- gør familierne og sagsbehandlerne
opmærksom på, at der findes et
fritidstilbud for børn og unge med
handicap og andre vanskeligheder.
34

„Det gode tilbud“ består af fem eksempler, der på forskellig
vis handler om at oprette et fritidstilbud i fritidshjem,
klub eller ungdomsskoletilbud, som fungerer for
børn og unge med handicap.
Eksempelsamlingen giver ikke svaret på, hvordan man
etablerer det gode tilbud, og hvad det skal bestå af – det
afhænger af den enkelte person og den enkelte situation.
Men de illustrerende eksempler tilbyder læseren nogle
vigtige aspekter af, hvad man bør tage hensyn til for at
kunne lave et godt tilbud.
Udgivet af Center for Ligebehandling af Handicappede.