Søværnsorientering nr. 4 / 2003 - Marinehistorisk Selskab og ...

Splice the main brace!
At spiritus indtaget i små mængder
var et forebyggende lægemiddel, stod
ikke til diskussion i Søværnet i gamle
dage. Morgen, middag og aften fik søfolkene
hver en snaps først på 2# senere
4 og til sidst, inden ordningen
blev afskaffet i 1890’erne, 7# centiliter.
Skibsdrengen fik den halve ration.
Kvaliteten af snapsen var ofte svingende,
og i 1600 årene omtalte danske
søfolk den som ’Brandanicum’ og
’Finkeljokum’.
Når brændevinen skulle uddeles, blev
der slået ét slag på skibsklokken.
»Bottleren« eller styrmanden havde
hentet rationen op i en pøs efter at have
modtaget nøglen til brændevinskælderen
af kaptajnen. Han gav så
hver af søfolkene i køen en snaps, som
skulle drikkes på stedet. Officererne
påså, at alt gik rigtigt til og straffede
dem, der nægtede at tage deres medicin.
I 1752 begyndte man at indbetale
brændevinspenge til dem, der ikke
ville have snaps; ligesom man afskaffede
den halve ration til skibsdrengen
og i stedet udbetalte ham den halve
erstatning. Fandt kaptajnen det for
godt, kunne han og give en snaps, en
cognac et glas rom eller vin i særlige
tilfælde og til opmuntring for eksempel
under hårdt vejr, anstrengende arbejde
eller udmattende klimatiske forhold
– og for tapperhed i kamp.
Det er nedskrevet i det danske reglement
for skibsmandskabets forplejning
af 1892. Efterhånden indtog te,
kakao og kaffe dog brændevinens traditionelle
plads om bord. Men hvorledes
forholdt det sig med rommen og
søens folk? Påstanden, der skal gendrives
her, er: »Rom er en mindreværdig
spirituosa, som hældes i Cocacola
af teenagere og i kagedej af bedstemødre,
og da det er et billigt produkt,
ingen stiller krav til, drikkes den
af særlige erhvervsgrupper så som søfolk,
skilærere og privatchauffører.«
På sin anden rejse til de nyopdagede
lande mod vest i 1493 medbragte Columbus
sukkerrøret – grundlaget for
sukkerproduktionen i Caribien og trekantshandlen
med slaver, sukker, rom
og våben mellem Europa, Afrika og
Europa var skabt.
De nyopdagede øer i det Caribiske
Hav havde et ideelt klima for sukkerproduktion,
og sukkeret var en særdeles
efterspurgt vare i Europa. Produktionens
omfang voksede eksplosivt
i årene, der fulgte. Man erfarede
hurtigt, at affaldet fra sukkerproduktionen
var rig på næring, og den kunne
anvendes som foder til trækdyr og
slaver i plantagerne.
Hurtigt blev det klart, at sukkerproduktionens
restprodukt, den fiberrige
melasse, gærede hurtigt, når man
tilsatte vand. Og så lignede den et alkoholholdigt
produkt, de indfødte havde
anvendt på øerne. Denne ’sukerrørvin’
blev nu anvendt som styrkende
drik og belønning til plantageslaverne.
I Europa, og i særdeleshed nederlandene,
begyndte man på dette tidspunkt
så småt at destillere drikkelig
alkohol af gæret frugt.
I slutningen af det 6. århundrede sendtes
de første destillationsapparater,
fremstillet af kobber, fra Nederlandene
til øerne i Det Caribiske Hav. Sukkermelassen,
en tyk sød sirup, destilleres
fra dette tidspunkt til en drik
med mange procenter (70 - 80%) benævnt:
»Tafia, Guildive eller Kill Devill«.
Søens folk adopterede snart sukkerrørets
forførende datter.
Et af søfartens hovedproblemer på
denne tid var drikkevandets og levnedsmidlernes
meget begrænsede
holdbarhed. Søfolkene lærte hurtigt,
at dårligt drikkevand kunne blandes
med Sukkerbrændevin (Tafia, Guildive
eller Kill Devill) og limesaft, hvilket
tog den grimme smag og på forunderlig
vis tillige forebyggede skørbug,
man tilskrev virkningen spiritussen
og bestemt ikke de dengang
ukendte C-vitaminer i limefrugten.
I 1731 fik britiske søfolk en daglig ration
sukkerrørssnaps (Tafia, Guildive
eller Kill Devill) svarende til ¬ liter,
som gerne blev drukket i én slurk.
Resultatet var oftest tumult og deraf
følgende personelmangel. Berusede
besætningsmedlemmer faldt simpelthen
ofte over bord. I 1740 indførte viceadmiral
Edward Vernon (også kaldet
Old Grogram, heraf ordet grog),
at rationen skulle blandes med fire
dele vand og fordeles over to gange
på et døgn på Royal Navy’s fartøjer.
Denne forholdsregel vandt hurtigt indpas
i andre søværn. I Royal Navy havde
den daglige romration sin faste
plads indtil 1. august 1970. Reglerne
for tildelingen var indtil da nøje fastlagt
reglementerne, men da søkrigsførelsen
blev mere og mere teknisk
avanceret, var det bydende nødvendigt,
at mandskabet var fuldstændig
nøgternt, og romrationen blev til søfolkenes
store sorg afskaffet.
Den britiske Dronningemoder nåede
dog kort før sin død forrige år, i forbindelse
med dåben af et nyt skib til
Royal Navy, at råbe ordene: »Splice
The Main Brace«! Det var så signalet
til åbningen af et fad rom under mandskabets
højlydte jubel. På dansk ville
man benytte vendingen »at hale mesanskødet«,
»at hale storskøde« eller
»splejse storbrasen« som ordre til at
åbne et fad rom til mandskabet.
På danske skibe, der sejlede på Vestindien,
var rom en yndet drik. Uddelingen
skete på samme måde som med
brændevinen. Hver mand mødte op
hos proviantforvalteren eller stewarden
og fik sit glas og blev krydset af
på bakstavlen, så ingen kunne snyde
sig til to rationer. Mandskabet blev
SØVÆRNSORIENTERING NR. 4 · DECEMBER 2003 33