Karantaene__sundheds.. - Siden Saxo

forladt byen. De mere velstående personer sørgede for at flygte ud af byerne, hvis
de kunne, mens pøblen måtte blive tilbage.
Yderligere tiltag mod pesten
Næste skridt i kampen mod pesten kom den 21. juli. Her blev udsendt en forordning
om, at syges tøj hverken måtte pantsættes eller sælges. Al handel i byen skulle nu
foregå via torve, og de skippere, som kom sejlende til København, skulle vente otte
dage, før de måtte sælge deres fødevarer til handelsmænd. Bestemmelsen rettede sig
dog hovedsageligt mod fødevarer, som ikke forgik så let: røgede, saltede og tørrede
varer samt korn, gryn og andre fødevarer med god holdbarhed. Let fordærvelige varer
var ikke omfattet af bestemmelsen, de ville alligevel være gået til under skibsfarten;
den slags varer fik byen fra sit eget opland. Såfremt dette påbud ikke blev overholdt,
skulle skipperen have 10 rdl. i bøde. Anden gang skulle han have dobbelt bødestraf,
og gjorde han det en tredje gang, fik han ikke lov til at handle mere. Såfremt nogle
købmænd eller høkere købte varer af skipperen, og en betjent opdagede det, fik
købmanden eller høkeren også en bøde på 10 rdl. Pengene gik til betjenten, mens
de forbudte varer gik til sygehusene.
En anden forholdsregel, man tog sig, var, at man afkortede de daglige kirkebønner.
Her var Danmark, som et protestantisk land, noget bedre stillet end de katolske lande.
Hos katolikkerne var det at bede en del af at bekæmpe pesten, men det betød også,
at folk forsamledes og kunne smitte hinanden. Kirken fik dog også hurtigt et andet
problem, nemlig ligbæringen. De forskellige kirker i København havde ligbærerlaug,
men så snart pesten kom, blev denne ordning utilstrækkelig. Da man søgte efter folk
til at bære lig, meldte nogle studenter fra Regensen sig. Men disse unge mænd var
godt klar over deres funktion og fremsatte nogle, efter datidens standarder, store
krav. De ville have et hus med værelser, hvor man kun boede to i. Disse værelser
skulle kunne lukkes og indeholde et bord, to stole og en seng. Huset skulle heller
ikke være for trangt, og der skulle være adgang til frisk luft. Derudover skulle der
altid stå fire kister klar, såfremt nogle af dem døde. De skulle ligeledes begraves
på en kirkegård inde i byen. Det sidste krav var, at de skulle have 12 rdl. i løn til
deling. Disse krav gik Sundhedskommissionen med til, for den 28. juli 1711 indgik
man en kontrakt mellem Sundhedskommissionen og 12 studenter fra Regensen.
Studenterne havde den frækhed kun at ville være ligbærere for byens fornemme
folk, men her slog Sundhedskommissionen i bordet. Studenterne var ansat af dem,
og så skulle de bare gøre deres arbejde. Men på grund af de mange døde endte det
med, at studenterne i praksis kun kom til at bære byens bedre borgerskab, en ret de
fik stadfæstet af kongen i 1714 og beholdt indtil 1791.
August var den værste måned. Fra Mule hører vi, at der allerede i den første uge
døde omkring 1.300 personer. ”Paa gaderne ligger undertiden her oc der adskillige døde
af gemene stackler, men de have verit syge, førend de er gaaen ud.”, skriver Mule til sin bror.
Det kunne tyde på, at folk stadig arbejdede videre, frem for at blive hjemme og blive
plejet. De mange lig betød, at det begyndte at knibe med pladsen på kirkegårdene.
Til trods for, at man i august måned anlagde såkaldte assistents-kirkegårde inden for
SIDEN SAXO NR. 3, 2011 13