Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

og til,at såvel den som de nationale regeringer kan koble forskellige sager
sammen til større pakker, der, gennem deres omhyggelige fordeling af
gevinster og tab, over tid har sikret, at man kan træffe nye og somme tider
også banebrydende beslutninger. Det er også i den sammenhæng,man skal
se de løsninger, som man i EU har valgt på implementeringsproblemet.
Både komitologi-proceduren og den stærke nationale autonomi i administrationen
af den fælles politik svækker EU’s politiske styrke og gennemslagskraft.Men
de reducerer samtidig de politiske omkostninger i den fase,
hvor den fælles politik bliver til, ligesom de giver medlemslandene både
politiske nødbremser og sikkerhedsventiler, som gør, at de kan leve med
resultater, som ellers ville have været uspiselige for dem. Det giver igen
mulighed for et spillerum for EU-initierede reformer af snart den ene,snart
den anden offentlige politik.Men samtidig er der også sat en grænse for den
fælles politiks effektivitet.
Den tredje konklusion kvalificerer nemlig de hypoteser og spådomme,
som bliver ført frem i internationaliseringens og globaliseringens navn,og
som angiveligt skaber tilpasningskrav, som kun fremtidens tabere er i stand
til at undvige (Andersen,2001;Sørensen, 2001).Ikke desto mindre ser nationalstaterne
ud til i forbløffende grad at kunne skærme sig.Sociale sikringsordninger,som
er dømt forældede i globaliseringens tidsalder,bliver videreført
(Crepaz, 2001),og det er som nævnt muligt med rent ud forbløffende
styrke for de EU-lande, der ikke ser fordelene i liberaliseringen inden for
Det indre Marked,at forhale og i lang tid unddrage sig dens konsekvenser i
den nationale implementeringsfase.
For det fjerde er den administrative tilpasning til deltagelsen i EU af generel
interesse for studiet af administrative og institutionelle forandringer.
Over den mere end 30 år lange periode fra 1960’erne er der gennemført en
ganske omfattende tilpasning.Den viser grundlæggende en betydelig fleksibilitet
og lydhørhed i dansk administration.Der er derfor også udviklet rutiner
og institutionelle spilleregler, som generelt løser de opgaver, som følger
af deltagelsen,og som politikerne i regeringen og Folketinget løbende har
taget stilling til og for Folketingets vedkommende selv formuleret.Det har
på ingen måde været ensbetydende med passivitet hos centraladministrationens
embedsmænd.De har haft et skarpt blik for, hvornår en ændring ville
have positive eller negative konsekvenser for deres egen gren af forvaltningen.Det
illustrerer først etableringen af koordinationssystemet i 1972, siden
omlægningen af eksportfremmeopgaverne i 1999-2000 og senest ressortændringerne
mellem Udenrigs- og Finansministeriet og Økonomi- og
93