Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

spørgsmålet om, i hvilket omfang det parlamentariske led i proceduren har
(og overhovedet kan få) kapacitet til at håndtere det store sagspres.
FRA FÆLLES POLITIK TIL D A NSK PRAKSIS
Implementeringen af den fælles politik foregår på både EU-niveau og på
nationalt niveau,og i praksis er der et samspil mellem de nationale forvaltninger
og Kommissionen.Det finder sted i de rådgivnings-,forvaltnings- og
forskriftskomitéer, der er etableret på de områder, hvor EU har en fælles
politik.I sidste ende er det dog de nationale regeringer, der har ansvaret for
den umiddelbare forvaltning af EU-politikken. Hvor stor en frihed, det
giver de enkelte lande, varierer med den mere eller mindre restriktive
udformning af den fælles politik.Men deres frihed har fra starten været stor
og er det som hovedregel fortsat. Med udvidelsen af samarbejdet er man
yderligere gået over til at lovgive ved hjælp af rammedirektiver,som giver et
betydeligt spillerum ved implementeringen.Det gælder også,selv om man
samtidig har indført en form for sekundær regeldannelse, hvor Rådet har
delegeret kompetencen til at udstede kommissionsdirektiver og -forordninger
til Kommissionen.Kommissionens handlefrihed er imidlertid her
begrænset gennem komitologi-procedurerne. De tillader medlemslandene
at gribe ind i processen og vise en sag tilbage til behandling i Rådet,og specielt
på de områder, hvor de seneste institutionelle reformer har udvidet
EU’s kompetence, er der i proceduren indbygget politiske nødbremser
(Dogan, 1997;Franchino, 2000).
De nationale regeringers dominans i implementeringen har rejst spørgsmålet,om
EU inden for de givne institutionelle rammer er i stand til at føre
en troværdig reguleringspolitik.Der er især peget på muligheden af etablering
af uafhængige agenturer eller styrelser på EU-niveau modelleret efter
centralbanken og tilsvarende styrelser på nationalt niveau (Gilardi, 2001a;
Majone, 2000).De agenturer,der er oprettet,har imidlertid meget få opgaver
og svage formelle kompetencer, og det er derfor som altovervejende
hovedprincip op til medlemslandene frit at organisere den administrative
implementering i hvert enkelt land.En politisk nærliggende løsning er at
indpasse den i den allerede eksisterende institutionelle struktur (Knill, 2001).
Det har to konsekvenser. Den ene er, at det normalt minimerer de politisk-administrative
omkostninger. De berørte interesser har en rimelig grad
af vished for, at en ny EU-politik ikke rokker afgørende ved indarbejdede
procedurer,og at administrationen dermed også respekterer magtfordelingen
85