Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

Selv om der allerede var taget skridt til sikring af både den politisk-administrative
og den parlamentariske kontrol og samordning under optagelsesforhandlingerne,var
perioden fra engang i 1971 til begyndelsen af 1973 præget
af mangel på ligevægt.Dermed forelå der en åben situation,hvor det var
muligt at lave om på hidtidige rutiner og organisatoriske strukturer, hvad
der igen gjorde, at nogle aktører havde en realistisk mulighed for at få løsninger,som
stillede dem bedre,mens andre så sig placeret i en defensiv position.Med
den brudte ligevægt var der lagt op til ganske radikal institutionel
forandring,men ifølge teorien også til etablering af en ny ligevægt.
Både den centraladministrative og den parlamentariske del af koordinationssystemet
har haft en overordentlig stor stabilitet.Ingen har ej heller forsøgt
at rokke ved det. Det er et udtryk for to væsentlige træk. Det ene er, at
systemet politisk er i ligevægt,hvorfor det ville være overordentligt svært at
ændre det;det kan give bagslag,sådan som Erhvervsministeriets mislykkede
forsøg på at samle al eksportfremme under eget ressort som nævnt gjorde
det i 1999.Den anden grund er,at systemet har vist sig fleksibelt.Dets særlige
afbalancering af centrale og decentrale kompetencer har givet det en
betydelig tilpasningsdygtighed,som er blevet udnyttet i takt med den institutionelle
og indholdsmæssige udvikling i EU. Det gør sig også gældende
for den del af koordinationssystemet, som omfatter procedurerne i forhold
til Folketingets Europa-udvalg.De er blevet styrket og uddybet,så Folketinget
principielt har mulighed for at følge udviklingen af både ny EU-politik
og implementeringen af politikken i kommissions- og komitologi-regi.
EU-samarbejdets kraftige udvikling har betydet,at informationsmængden
og sagspresset er vokset ganske gevaldigt gennem årene. Også her er systemets
tilpasningsdygtighed sat på en prøve. Det har gradvis ført til en højere
grad af ressortautonomi inden for regeringen og centraladministrationen.
Det har ikke mindst vist sig i samspillet mellem den hjemlige administration
i departementer og styrelser,den faste repræsentation og de danske forhandlere
i arbejdsgrupper og komitéer.Fagministrene og ministeriernes embedsmænd
optræder med større selvstændighed end forudsat i de oprindelige
spilleregler, selv om man formelt har fastholdt repræsentationens rolle som
knudepunkt for udveksling af instrukser,der som forudsat i spillereglerne fra
1971-72 bliver formidlet via Udenrigsministeriet.Men det ændrer ikke ved,
at „[i] dag kan de selv“, som en af de danskere, der har været med fra begyndelsen,har
udtrykt det (Ersbøll, 1995: 78).Selv om man med ændringerne af
Folketingets procedurer i 1994 og 1996 har søgt at tilpasse dem til en situation,
hvor sagsmængderne er meget større end tidligere, rejser udviklingen
84