Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

for samarbejdet om retlige og indre anliggender er der derfor fortsat en forventning
om,at Udenrigsministeriet foruden at være koordinerende også
kan optræde som aktiv sparringspartner på EU-politikken.
For det femte er procedurerne på samme måde i forhold til Folketinget og
interesseorganisationerne passet til.Det gælder specielt i forhold til Folketinget,
hvor man i løbet af 1990’erne har tilstræbt en tilpasning af procedurerne
til de institutionelle reformer, der er sket inden for EU.Tilpasningen
siden 1990’erne indebærer, at Europa-udvalget og partierne ikke så meget
optræder som kontrollanter i forhold til regeringen,men at regeringen snarere
søges inddraget i en fælles formulering af dansk EU-politik.
For det sjette har interesseorganisationerne på en lang række områder
altid været ganske tæt inddraget i formuleringen og gennemførelsen af
dansk EU-politik.I 1993 formaliserede man imidlertid inddragelsen af disse.
Der lå heri en parallel bestræbelse på at sikre,at der i alle faser af EU-beslutningsprocessen
er tilstrækkelig politisk tilslutning til de synspunkter, som
den danske regering fører frem,og de politiske og administrative beslutninger,
som den accepterer. Logikken i Udenrigsministeriet var, at det for
mindretalsregeringer som de danske er vigtigt at sikre sig en tidlig opbakning
til den danske politik, og at denne gevinst ikke blev opvejet af nedsat
manøvredygtighed i forhandlingerne i EU-regi.
For det syvende viser tilpasningsdygtigheden sig også i valget af arbejdsgange.Møder
bliver holdt efter behov,og skriftlige procedurer såsom konferering
via e-mail har udviklet sig.Den samme fleksibilitet inden for en stabil
struktur og inden for uændrede formelle procedurer kendetegner regeringens
udenrigspolitiske udvalg (det tidligere fællesmarkedsudvalg).Formaliseringen
gør imidlertid,at der eksisterer procedurer,som man er i stand til at
aktivere,hvis sagernes art eller intern uenighed tilsiger det.
Koordinationssystemets tilblivelse og udvikling skal ses i lyset af de faktorer,
som er diskuteret i afsnittet om tilpasningens politiske logik.I historisk
perspektiv er koordinationssystemet nyt og som sådan svaret på en udfordring,
som deltagelsen i EF/EU stillede ikke bare regering og administration,men
hele det danske politiske system overfor. Det var en opgave, hvis
løsning ingen anfægtede,men samtidig et problem med flere løsninger.
Det gjorde dog langtfra,at man stod over for et frit valg.Årsagen til det
sidste var for det første, at man skulle indbygge koordinationssystemet i et
regerings- og forvaltningssystem,som var ganske decentraliseret,idet ressortministerierne
altid har haft stor autonomi.For det andet var der op igennem
1960’erne lagt et spor, idet forberedelsen af både den første og den
82