Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

Opbygningen af koordinationssystemet er vist i tabel 3.3.Systemets grundlæggende
opbygning har været fuldstændig stabilt siden etableringen, dog
uden at det har stået stille. Der er sket en løbende tilpasning på specialudvalgsniveau,
og antallet af udvalg er udvidet fra oprindelig 18 til 35 i 2002.
Udvidelsen afspejler de samme tendenser, som fremgik af afsnittet ovenfor,
og de har især været kraftige i løbet af 1990’erne.De er udtryk for en tilpasning
til samarbejdets større bredde og dybde samt til den nye EU-dagsorden
i forbindelse med udvidelsen mod øst.
Specialudvalgenes sektoropdeling matchede fra begyndelsen i meget høj
grad ressortfordelingen mellem ministerierne og deres departementer, og
den var dermed i høj grad tilpasset den segmentering, som udgør grundstrukturen
i samspillet mellem centraladministrationen og interesseorganisationerne.
De var ganske vist ikke repræsenteret i specialudvalgene, men
det var på ingen måde ensbetydende med deres udelukkelse fra deltagelse i
beslutningsprocessen. De ansvarlige fagministerier inddrog dem blot gennem
en høringsprocedure, der svarer til de gængse rutiner for samspillet
mellem forvaltning og organisationer. Gradvis blev organisationerne inddraget
i specialudvalgenes arbejde,og efter regeringsskiftet i 1993 besluttede
regeringen at formalisere deres medlemskab.Det er sket på en måde,der gør
nogle udvalg endog meget store, ligesom en lang række organisationer er
opført som enten lejlighedsvise ad-hoc deltagere i møderne eller er på
høringslister for udvalgene.Udvalgenes sammensætning og størrelse afspejler
selvfølgelig i et vist omfang bredden i specialudvalgets opgaver, ligesom
de antyder ministeriernes meget varierende strategier i forhold til deres
politiske omgivelser. Der er samtidig en del,der tyder på ikke bare en formalisering,men
også et tæt og efter alt at dømme over tid tættere samspil
mellem centraladministrationen og organisationerne (Nedergaard, 2001:
341-346;Pedersen,O.K. 2001: 203;Sidenius, 1998a: 84;Udenrigsministeriet,
2000).
Det er forkert at se EU-koordinationssystemet i et rent strukturelt perspektiv.
Systemets funktion og betydning bliver først klar, når man ser det i
et dynamisk perspektiv, hvor dets struktur og procedurer er koblet sammen
med den institutionelle struktur og de procedurer, der gælder på EUniveau.Tabel
3.4 viser en (forenklet) fremstilling af normalproceduren, der
regulerer varetagelsen af danske interesser inden for EU-systemet.Proceduren
sammenkobler to meget komplekse institutionelle systemer. Flere iagttagelser
er i den sammenhæng væsentlige.
For det første sondrer proceduren mellem en række faser,som strækker sig
78