Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

des end den tidligere, men som igen kan vise sig at være stabil over en lang
periode.Teorien taler om en brudt ligevægt – eller et „punctuated equilibrium“
(Jones, 1994: 214-220). Spørgsmålet er, hvordan man forklarer de
midlertidige ligevægtsbrud, som fører til radikale, snarere end lineære og
ofte inkrementelle tilpasninger.
Det fjerde ræsonnement bygger som det første på to forskellige forklaringer,
som imidlertid trækker i samme retning. Grundantagelsen er fælles og i
øvrigt identisk med den, der indgik i det første led i tankegangen ovenfor.
Den er, at ledelse og medarbejdere villigt påtager sig nye og flere opgaver,
men at de omvendt gør,hvad de kan for at holde fast på dem,de allerede har.
Når de ikke altid er i stand til det, er forklaringen for det første, at der er
nogle objektive grænser for organisationens kapacitet.Der kan derfor være
situationer, hvor man på forhånd giver op og enten delegerer til lavere led i
hierarkiet,eller uden modstand overlader visse opgaver til andre organisationer
(Mohr, 1982: 102-123). Den anden situation starter fra samme antagelse.Forskellen
er,at man her griber chancen for at udvide organisationens
opgaver og rolle med alt,hvad det som allerede nævnt indebærer for ledelse
og medarbejdere. Igen er antagelsen,at det ikke sker i et politisk tomrum.
Der kan derfor på tilsvarende måde være eksterne organisationer, som ser
ændringen af opgavernes omfang og karakter som en åbning,hvor de kan
springe til for at få en organisatorisk løsning,som i højere grad er i pagt med
deres interesser.Dermed er der også en situation,hvor der er plads til strategiske
alliancer mellem dele af administrationen,hvor ledelsen ser en mulighed
for at ekspandere, og interesseorganisationer, som foretrækker en organisatorisk
omlægning,som de tror vil forbedre de institutionelle rammer for
deres interessevaretagelse.
I internationaliserings- og globaliseringstankegangen ligger en hypotese
om udhuling af de nationale institutioner og i forlængelse heraf en øget
konvergens mellem landene,hvad enten det drejer sig om de politisk-administrative
institutioner,eller den offentlige politiks indhold.Det ligger også i
tankegangen,at konvergensen bliver stærkere, når man bevæger sig fra den
transaktionsinducerede over den samarbejds- til den integrationsinducerede
tilpasning.Ud fra den politiske tilpasningslogik,som er præsenteret ovenfor,
er internationaliseringshypoteserne imidlertid problematiske.Der er snarere
grund til at forvente en national robusthed,som fører til en høj grad af stiafhængighed,når
tilpasningen finder sted,og som derfor også fører til en forventning
om fortsat betydelige nationale forskelle, både hvad angår institutionel
indretning og indholdet af den politiske praksis (Lægreid, 2001).Hvad
61