Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

endnu en gang vise tilpasningens paradoksale træk.De nationale regeringer
engagerer sig og deltager i et internationalt samarbejde,som kræver institutionel
og administrativ tilpasning,men denne tilpasning sker med det sigte
og den effekt,at man beskytter evnen til med betydelig autonomi at fastlægge
sin egen offentlige politik.
Der er med andre ord for de nationale myndigheder to muligheder for at
gøre deres indflydelse gældende:Når politikken bliver til,og når de efterfølgende
skal omsætte den til administrativ praksis.I det førstnævnte tilfælde er
ministerierne og centraladministrationen i fokus,i sidstnævnte er det nødvendigt
at udvide perspektivet til også at omfatte den subnationale administration.Analysen
omfatter altså de organisatoriske aspekter af den proces,
som har fundet sted,i takt med at landets internationale relationer er blevet
udvidet i forhold til den klassiske udenrigspolitik. Her monopoliserede
Udenrigsministeriet og udenrigstjenesten statens relationer til andre lande,
og deres altoverskyggende opgave var sikringen af landets suverænitet og af
dets statsborgeres rettigheder, når de bevægede sig uden for de nationale
grænser.Andre grene af forvaltningen havde et tilsvarende monopol inden
for deres sagområder og havde som deres eneste betydende opgave at bistå
ved formuleringen og gennemførelsen af den politik, som nationale politiske
institutioner besluttede.
Hvordan tilpasningen er sket, er emnet for dette kapitel, som dækker
perioden fra 1970 og frem til årtusindskiftet, altså det tidsrum, hvor Danmark
modstræbende og med visse forbehold tilsluttede sig De europæiske
Fællesskaber,der senere skiftede navn til Den europæiske Union. Af samme
grund står den administrative tilpasning til medlemskabet af EU i centrum
for analysen. Det er i omfang, dybde og dynamik anderledes end andet
internationalt samarbejde,Danmark ellers deltager i,og har derfor stillet forvaltningen
over for større krav. Billedet af forvaltningens internationalisering
er ikke desto mindre først komplet ved inddragelsen af de andre og
mindre prætentiøse former for samarbejde, der finder sted i Europarådet,
NATO, OECD, mellem de nordiske lande og i de globale organisationer
inden og uden for FN-systemet.Den administrative internationalisering
indebærer således en udvidelse af både udenrigstjenestens og den interne
forvaltnings klassiske funktioner, hvorfor en vigtig side af tilpasningsproblemet
er den organisatoriske afgrænsning af deres opgaver i forhold til
hinanden.
59