Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

ge af adelen, som forgængerne havde følt sig før enevældens indførelse i
1660. Dels også, at de danske konger havde større succes end de fleste konkurrenter
med at udvikle sunde statsfinanser, således at man kunne betale
borgerlige embedsmænd en nogenlunde kontinuert løn – hvad der var
mere nødvendigt med uformuende borgerlige end adelige.De relativt gode
statsfinanser fremmedes også af, at monarkiet efter 1720 i modsætning til de
fleste andre europæiske lande længe undgik ruinerende krige. Egentlig
nepotisme, patronisme og salg af embeder veg hurtigere i Danmark end i
mange andre lande. Dertil kom,at med forvaltningens vækst blev sønner af
embedsmænd i stigende grad også rekrutteret. I 1787 var kun 10% af
embedsmændene sønner af jordejere,hvilket er forbavsende lavt i det agrare
Danmark og forbavsende lavt i sammenligning med det meste af Europa,
hvor sønner af adelige godsejere fyldte godt op blandt embedsmændene
(Gøbel, 2000: 59).Andelen af adelige embedsmænd faldt fra 42% i 1672 til
10% i 1810 (Gøbel, 2000: 107).De adelige udgjordes især af enevældens egen
(ny)adel,mens personer med adelskab, der stammede fra før enevælden,var
færre.Dog steg andelen af adelige,jo højere man kom op i hierarkierne.Og
først efter 1772 mistede Gehejmestatsrådet sit præg af at være en forsamling
af storgodsejere (Gøbel, 2000: 109 og 112).
Borgerskabets børn havde ofte sværere ved at finansiere en europæisk studierejse
end adelige og godsejersønner. Samtidig skrantede de danske ridderakademier.
Ridderakademiet i København nåede aldrig at producere
mere end en halv snes kandidater og lukkede allerede 1710. Sorø Akademi
udviklede det første danske forsøg på at skabe en statskundskabsuddannelse,
men kandidatproduktionen tørrede ud for endelig at forsvinde helt i 1790’-
erne.I stigende grad var uddannelsen alene foregået på det eller de nationale
universiteter. Københavns Universitet fik mere og mere monopol på
embedsmandsuddannelse. Og efter Napoleonskrigene var jurauddannelsen
definitivt blevet kongevejen til et embede. Statens forvaltning var blevet et
meget vigtigt afsætningsmarked for universitetet. Bureaukratiseringen var
skredet så langt frem,at regeldeduktion for de fleste embedsmænd var blevet
lige så vigtig eller vigtigere end de bredere kvalifikationer, som „politicus“
besad.Daniseringen af rigets forvaltning blev næsten fuldkommen i 1864,og
dansk stod som det eneste forvaltningssprog, når der ses bort fra dele af
Islands forvaltning,selv om der blev talt fem hovedsprog i riget.Senere blev
færøsk og grønlandsk dog anerkendt, og på Færøerne kom færinger lidt
efter lidt ind i forvaltningen.
I en i et historisk perspektiv relativ kort periode kunne det måske i dansk
47