Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

puterede eller responderede også ved disputationer Om de moralske dyder i
almindelighed, Om den naturlige gudserkendelse, Om urinvejene, Om nerverne og
om De egenskaber,en god tilhører bør have (Olden-Jørgensen, 1999: 24-36).
Discount-rejsen varede et par år og gik til universiteter som dem i Leipzig,
Göttingen (først oprettet 1737 og i særlig grad indrettet på at uddanne
vordende embedsmænd ved Europas formentlig bedste statskundskabsfakultet),Jena,Halle,
Rostock ogWittenberg.Dertil kom,at universiteterne i
Lund og Kiel også kunne være rejsemål.Standard-rejsen varede op mod fire
år og omfattede tillige Nederlandene med det internationale lærdomscenter
i Leiden samt Amsterdam.Leiden var i tiden 1660-1813 kommende danske
embedsmænds favorituniversitet (Gøbel, 2000: 131).Rejsen kunne eventuelt
udvides med en afstikker over kanalen,hvor Oxford var det foretrukne
mål,eller til de spanske Nederlande (nuværende Belgien) eller Frankrig.
Men den virkelige „grand Tour“ i de tilfælde, hvor penge ikke var et problem,varede
op til 10 år og i et par enkelte ekstreme tilfælde 14-15 år. Den
omfattede ud over Nordtyskland og kanalegnene også Sydeuropa.
Det var så langtfra alene af akademiske grunde,man gjorde en sådan rejse.
De vigtigste diplomatiske og handelsmæssige sprog var fransk, italiensk og
spansk, og de lod sig næsten kun lære på højeste niveau under et længere
udlandsophold. Samtidig gav rejsen et kendskab til lande og folk, som ikke
kunne erhverves på anden måde i en tid uden elektroniske medier. Kendskab
til kultur og historie var rejsens andet hovedformål.Det tredje formål
var for fremtidige embedsmænd at blive en „politicus“.Det var ikke en politiker
i moderne forstand,for på den tid skelnede man ikke mellem politikere
og embedsmænd.Det var en kombination af politiker, eventuelt statsmand,
og embedsmænd.En politicus havde forstand på de menneskelige samfunds
indretning og besad dømmekraft nok til at give en hersker praktiske råd.En
politicus skulle altså besidde både indsigt,viden og realitetssans.Realitetssans
kunne ikke alene erhverves ved boglige studier, den krævede også livserfarenhed
(Olden-Jørgensen, 1999: 44).
Et fjerde formål kunne være at opbygge et netværk af internationale akademiske
kontakter. Når man efter endt studierejse sad hjemme som
embedsmand,kunne man drage nytte af sådanne kontakter gennem brevskrivning.Det
var en måde,hvor på man fortsat kunne holde sig informeret
om udviklingen i andre europæiske lande.
Da den store udlandsrejse forudsatte velhavende forældre – eller i nogle
tilfælde kongelig støtte – var uddannelse til embeder begrænset til meget få.
Systemet var ekstremt elitært. Samtidig kunne det kun give et begrænset
43