Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

kompetence lukkede denne forvaltningsgren sig efterhånden om sig selv og
blev samtidig integreret i et internationalt politikfællesskab.
Hvor internationaliseringen af energiens forvaltning var af reaktiv karakter,
udfoldedes stærkere bestræbelser på selvstændigt at imødekomme internationaliseringen
på det bistandspolitiske område. Der er for begge forvaltningers
vedkommende visse tendenser til afkobling fra den nationale scene.
På det bistandspolitiske område synes den nationale model imidlertid bevaret
– det vil sige det nationale politikfællesskab består – dog med den ændring,
at dette er blevet integreret i et endnu større transnationalt epistemisk fællesskab.På
det energipolitiske område er den nationale centralistiske forvaltningsmodel
forvitret og afløst dels af decentrale forvaltningsmyndigheder,
dels af private interessenter og transnationale myndigheder.
Det mønster, der tegner sig med hensyn til forvaltningsinternationalisering
inden for politikområder,fortæller samlet noget om stabilitet og forandring.Den
første hypotese, der kan opstilles på baggrund af disse cases er, at
etablerede forvaltningsområder institutionelt er mere resistente over for forandring forårsaget
af internationale udviklingstendenser end nyere forvaltningsområder. Landbrugsforvaltningen
og arbejdsmarkedsforvaltningen er etablerede områder,
hvor man med forskellige udgangspunkter og resultater har forholdt sig til et
internationalt forandringspres, men også har evnet at bevare en national
korporativ model. Heroverfor står energi- og bistandsforvaltningen som
nyere forvaltningsområder,hvor energiforvaltningen har været kendetegnet
af en omfattende tilpasning til internationale tendenser, mens mange samspilsformer
er bevaret på bistandspolitikkens område, samtidig med at forvaltningen
er blevet en del af et transnationalt miljø.
De mønstre,som vi har identificeret,fortæller endvidere noget om samarbejds-
og konfliktformer.Den næste hypotese,der kan opstilles,er derfor,at
forvaltningsområder med et betydeligt interessesammenfald mellem de centrale aktører
evner at håndtere internationale forandringsimpulser mere entydigt. I sektorer som
landbrugspolitik og bistandspolitik står de private og offentlige parter sammen
om at realisere fælles målsætninger. Undertiden får internationale
udfordringer disse parter til at stå endnu tættere sammen. I andre sektorer
som energipolitik og arbejdsmarkedspolitik er også opbygget faste relationer,
men aktørerne synes her i højere grad at forfølge forskellige og nogle
gange modsatrettede målsætninger gennem samarbejde. Internationale
udfordringer kan i nogle tilfælde også få aktører i disse sektorer til at bryde
et samarbejde.
Som illustreret i figur 9.1., kan forvaltningens internationalisering på
248