Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

afgifter er et finanspolitisk instrument baseret på miljøhensyn med henblik
på at styre energiforbruget. Finansministeriet fik dermed indflydelse på
energipolitikken,og vurderingen herfra er,at afgifterne virker efter hensigten
(Finansministeriet, 1999).
Information ydes på områder, hvor en ændring af forbrugskulturen vil
have en positiv effekt på energiforbruget,f.eks.ved at begrænse brugen af
kogevask, men hvor pålæg fra myndighedernes side ville være absurde eller
fremstå som unødvendig indblanding i forbrugernes hverdag.På to områder
er informationsvirksomheden begrundet i EU-initiativer, nemlig energimærkning
af elektriske apparater og et forsøg på at synliggøre og dermed
reducere el-forbruget til standby-funktioner på tv-,video- og stereoapparater
(Energistyrelsen, 1999a:Afsnit 6 og bilag).
I forlængelse af energibesparelser i forbruget står Energistyrelsen for en
række initiativer for at ændre forbruget i miljøvenlig retning, og der lægges
vægt på at styrke energiforskningen. I takt med at de energipolitiske prioriteringer
er ændret,og at de miljøpolitiske hensyn i stigende grad har været i
centrum, gives programmidlerne i voksende omfang til forskning og
udvikling inden for vedvarende energi og energibesparelser.Samtidig er der
både i den offentlige og private forskning en tendens til, at forskningsprojekterne
bliver mere konkrete og med en kortere virkningshorisont (ibid.,
afsnit 8.1).
Omfanget af internationalt samarbejde,der rækker ud over politiske målsætninger
og involverer administrativ implementering af målsætningerne,er
således begrænset,om end i klar vækst.Derimod kan der inden for de sidste
10-15 år siges at være sket en drejning af og en vækst i de administrative
opgaver i retning af varetagelse af tilskuds- eller informationsopgaver eller
overvågning af lovgivning, der bringer energiproduktionen og -forbruget
tættere på en bæredygtig udvikling.
Ser vi blot et lille stykke ud i fremtiden,er det oplagt,at Kyoto-protokollen
kan indebære nye internationale opgaver.Aftalen indeholder tre mekanismer:
„Joint Implementation“, „Clean Development Mechanism“ og
international handel med kvoter,der alle kan supplere den nationale indsats
for at reducere udledningen af drivhusgasser (ibid.,afsnit 10.2).
„Joint Implementation“ indebærer,at to industrialiserede stater kan indgå
en aftale, hvor en reduceret udledning i det ene land medfører retten til en
øget udledning i det andet land.Aftalen kan også indgås mellem virksomheder.
Det oplagte vil være, at den danske stat f.eks.indgår en aftale med et
østeuropæisk land, hvor man så at sige får mere reduktion for pengene. I
198