Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

krise. Netop fordi olien blev et politisk våben i slutningen af 1960’erne, har
bekymringen gået på, hvordan der kunne etableres tilstrækkelige reserver
til, at en eventuel krise kunne overvindes. Som det vil fremgå nedenfor, har
internationaliseringen medført, at andre overvejelser er kommet ind i billedet.
I denne sammenhæng udgør elektricitet et særskilt problem, idet det er
vanskeligere at lagre og opbygge reserver. Den californiske energikrise
2000-2001 har eksponeret dette problem, idet produktionen ikke fuldt ud
dækkede behovet i perioder med spidsbelastning, hvorfor det slet og ret var
nødvendigt at afbryde strømmen til bestemte områder („rolling blackouts“).
Når miljøet er havnet på den energipolitiske dagsorden,skyldes det,at der
siden midten af 1980’erne på globalt plan har været en stigende bekymring
for den såkaldte drivhuseffekt, dvs. nedbrydningen af ozonlaget i atmosfæren.
Energiforbruget er udpeget som en af de store syndere i kraft af
udledning af CO 2
,SO 2
og NO x
. Brundtland-rapporten fra 1987 og FN’s
miljø- og klimakonferencer (Rio-topmødet i 1992 og Kyoto i 1997) har rettet
opmærksomheden på dette problem og har med årene fået opstillet en
række nogenlunde konkrete målsætninger for omfanget af diverse udledninger
for at fremme en bæredygtig udvikling.
Den tætte forbindelse mellem energiproduktion og miljø har været den
ene af to væsentlige grunde til,at energien er relevant at diskutere i forhold
til internationaliseringen. Den anden knytter sig til rammerne for energisektoren,dvs.den
statslige regulering af produktion og forsyning.Navnlig
debatten om liberalisering og deregulering er af interesse som en proces,der
i kraft af EU’s bestræbelser på at fremme Det indre Marked har bidraget til at
give energipolitikken et transnationalt element.
Traditionelt er energiforsyningen blevet betragtet som et naturligt monopol,enten
fordi omkostningerne for at deltage på markedet er meget høje,
eller fordi det hidtil har været svært at forestille sig to forsyningsnet inden
for samme område.Det offentlige har derfor grebet ind i sektoren og etableret
offentligt ejede selskaber under direkte regeringskontrol (typisk kernekraft
og naturgas).Når ejerskabsforholdet er mindre interessant i vores sammenhæng,skyldes
det dels,at der ingen entydig forbindelse er mellem ejerskabsforholdet
og omfanget af reguleringen,dels at der kun vanskeligt kan sættes
lighedstegn mellem offentligt ejerskab og varetagelse af samfundets interesser
(Collier, 1998: 6 ff.;Majone, 1994, 1996, 1997). Offentlige selskaber er
eksempelvis ikke nødvendigvis mere miljøbevidste end private virksomheder.
186