Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

1972.Signalet var klart fra arbejdsmarkedets parters side.LO og DA ønskede
at gøre det klart,at et EF-medlemskab ikke ville betyde en internationalisering
eller europæisering af overenskomst- og aftalesystemet.Den danske
arbejdsmarkedsmodel skulle også fortsat være dansk efter et medlemskab.
Og EF skulle ikke blande sig i lønmodtagernes løn- og arbejdsvilkår.Derom
var der konsensus mellem hovedaktørerne på arbejdsmarkedet.
Grundlæggende holdt denne konsensus om ikke-internationalisering sig
indtil anden halvdel af 1980’erne. I sammenhæng med etableringen af Det
indre Marked og vedtagelsen af traktaten om Den Fælles Europæiske Akt,
begyndte især fagbevægelsen, repræsenteret ved LO, at tale om hensigtsmæssigheden
i at etablere europæiske mindstestandarder på arbejdsmarkedet.
LO accepterede således – og arbejdede fra anden halvdel af 1980’erne i stigende
omfang på – at få internationaliseret det arbejdsmarkedspolitiske felt.
Baggrunden for dette skift i position hos fagbevægelsen var Det indre
Markeds etablering med udgangen af 1992. Man frygtede i den forbindelse
fra fagbevægelsens side,at Det indre Marked ville føre til en stigende grad af
det,man kaldte „social dumping“ (Jensen, 2000b). Man foruddiskonterede
altså, at Det indre Marked ville resultere i et markedsbaseret pres, der på
længere sigt ville tvinge de,i en europæisk sammenhæng,bedst stillede lønmodtagere,og
det er bl.a.de danske lønmodtagere,nedad i rettighedsniveau.
Fagbevægelsens svar på dette pres var i stedet at satse på organisatorisk og
politisk integration i EU-samarbejdet.Man accepterede politisk internationalisering
af det arbejdsmarkedspolitiske felt for at undgå et markedsbaseret
pres på danske lønmodtageres løn- og arbejdsvilkår.
Med fagbevægelsens ændrede holdning til internationaliseringsdimensionen
var der også sket et brud med den traditionelle konsensus mellem parterne
(og staten) om at afvise arbejdsmarkedspolitiske initiativer i en EU-sammenhæng.I
den forstand kan man sige,at internationaliseringen i sammenhæng
med EU har bragt nye konfliktfelter på dagsordenen i Danmark;nemlig
hvordan skal man forholde sig til de social- og arbejdsmarkedspolitiske
initiativer,som EU sætter i gang.
Arbejdsgiversiden har dog også i stigende grad accepteret internationalisering
af det arbejdsmarkedspolitiske felt. Men eksempelvis er DA’s synspunkt,
at EU kun bør arbejde med arbejdsmarkedspolitiske emner, der
enten tager sigte på at sikre den fri bevægelighed for arbejdskraften eller
tager sigte på at sikre arbejdsmiljøet. Opbygningen af generelle lønmodtagerrettigheder
i EU finder DA ikke burde være et emne på EU-dagsordenen.
Argumentet er her, at relationen mellem lønmodtagere og arbejdsgivere
178