Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

der med Unions-traktaten – eller rettere med Den Sociale Protokol – i langt
højere grad end tidligere blev indført flertalsafgørelser i Ministerrådet.Hvilket
– alt andet lige – gjorde det nemmere at få vedtaget forskellige forslag.
Resultatet var – som anført ovenfor – at en række forslag,som tidligere havde
haft vanskeligt ved at blive vedtaget pga. kravet om enstemmighed i
Ministerrådet,kunne blive vedtaget.
Tilsvarende satte Unionstraktaten i højere grad arbejdsmarkedets parter
direkte på dagsordenen på den europæiske scene. Parterne fik en række
muligheder for at forhandle sig frem til aftaler, som kunne træde i stedet for
Kommissionens forslag til direktiver. Efterfølgende kunne disse partsaftaler
– gennem en beslutning truffet i Ministerrådet – transformeres til direktivform
(Dølvik, 1997).Parterne har med udgangspunkt heri indgået en række
aftaler/overenskomster på områder som f.eks.deltidsarbejde og forældreorlov,
som efterfølgende er blevet transformeret til direktivformen via en
beslutning i Ministerrådet.
Grundlæggende betød Unionstraktaten, at det arbejdsmarkedspolitiske
felt i et stigende omfang blev taget op som politikområde i EU-sammenhæng
(Jensen, 2000a).I den forstand skete der en betragtelig internationalisering
af området set fra de nationale forvaltningers synspunkt.En internationalisering
som primært kom til udtryk på den måde,at EU „producerede“
en række love,der fastlagde en række lønmodtagerrettigheder.
MedAmsterdam-traktaten blev der føjet endnu en dimension til EU-landenes
samarbejde på det arbejdsmarkedspolitiske område.Amsterdam-traktaten
kom – bl.a.på dansk foranledning – til at indeholde et afsnit om beskæftigelsen,
der tog sigte på,at EU-landene i stigende omfang skulle forsøge at koordinere
og udveksle erfaringer om indsatsen over for arbejdsløsheden.Derimod
skete der kun få ændringer i de bestemmelser,som vedrørte etablerin-gen af
forskellige former for lønmodtagerrettigheder.Beskæftigelsesafsnittet i traktaten
forpligter bl.a.medlemsstaterne til en årlig afrapportering til Kommissionen
om indsatsen i forhold til arbejdsløsheden.
I tilknytning hertil har der de seneste år (siden Lissabon-topmødet i 2000)
udviklet sig en ny type mere systematisk samarbejdsmetode i EU. Hvor
målet ikke længere entydigt er at „producere“ lovgivning, men mere at
generere gode ideer og skabe en mere systematisk erfaringsudveksling,bl.a.
med henblik på at nedbringe arbejdsløsheden. Den „åbne koordinationsmetode“
har været betegnelsen for denne „nye“ type fælles indsats i EU.
Som eksempel på denne metodes virkemåde kan det nævnes,at den nuværende
danske regerings indsats i forhold til tidlig aktivering ved arbejdsløs-
172