Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

til EU-direktiver,bl.a.om arbejdstid,atypisk arbejde,information og høring
af medarbejdere i transnationale selskaber, børnearbejde og meget andet.
Nogle af forslagene blev vedtaget i perioden op til 1993, mens størstedelen
er blevet det siden hen i sammenhæng med de ændrede beslutningsprocesser,
der fulgte vedtagelsen af Unionstraktaten (Kommissionen for De Europæiske
Fællesskaber, 1993).
Set fra den danske forvaltnings udsigtspunkt betød denne periode, at der
blev igangsat en lang række initiativer, som efterfølgende har resulteret i en
betydelig lovgivning på det danske arbejdsmarked.
I denne periode blev partssamarbejdet på europæisk plan – på EU-kommissionens
initiativ – også udbygget. Det skete med henvisning til den
daværende artikel 118B i Den Fælles Europæiske Akt, som opfordrede de
sociale parter på europæisk plan til at indgå overenskomster på det arbejdsmarkedspolitiske
område.
De europæiske hovedorganisationer – repræsenteret ved ETUC,UNICE
og CEEP – søgte at udvikle konturer af et europæisk aftalesystem. Udbygningen
skete gennem den såkaldte „sociale dialog“, hvor parterne løbende
søgte at lave udtalelser om forskellige emner (Dølvik, 1997). De danske
hovedorganisationer – repræsenteret ved LO,FTF og AC (i ETUC – EuropeanTrade
Union Confederation),DA (i UNICE – Union of Industrial and
Employers’Confederation of Europe),KL (i CEEP – European Centre of
Public Enterprises) – deltog i denne proces.
De mange EU-initiativer i denne fase satte sig også konkrete forvaltningsmæssige
spor i Arbejdsministeriets daværende struktur. Således betød EU’s
mange arbejdsmarkedspolitiske initiativer, at det forvaltningsmæssigt blev
vanskeligere og vanskeligere at skelne mellem,hvad der hidrørte fra nationale
forhold,og hvad der vedrørte internationale forhold.Organisatorisk fik
denne udvikling den konsekvens, at det daværende Arbejdsministeriet i
begyndelsen af 1990’erne nedlagde sit internationale kontor. 6 Det internationale
kontors opgaver – der bl.a. havde omfattet diverse EU-sager – blev
delegeret ud til de respektive fagkontorer.Man kan sige,at internationaliseringen
slog igennem med sådan en kraft i ministeriet,at det ikke længere
skulle være forbeholdt specialister i internationale forhold at varetage de
internationale relationer.Internationale relationer blev i stedet en integreret
del af ethvert fagkontors horisont.
4. fase: 1993-2001: Med Unionstraktatens vedtagelse i 1994 blev der på en
række afgørende punkter skabt basis for en internationalisering/europæisering
af det arbejdsmarkedspolitiske felt.Dette skete først og fremmest,fordi
171