Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

almindelighed.Konkret betyder det,at områder med central betydning for
arbejdsmarkedets funktion som løn,arbejdstid,afskedigelsesregler,ansættelsesvilkår
og lignende først og fremmest reguleres gennem kollektive overenskomster.
Og her er det fag- og arbejdsgiverorganisationerne, som er
hovedaktørerne i reguleringen (både som regelproducerende og regelforvaltende)
(Due et al., 1993).
Tilsvarende er det staten i form af regering og Folketing,der håndterer en
række andre områder af betydning for arbejdsmarkedet.Arbejdsløshedsforsikring,
arbejdsmiljø, visse arbejdsretlige dimensioner på arbejdsmarkedet
(lov om arbejdsret,lov om mægling),visse ansættelsesretlige dimensioner på
arbejdsmarkedet (f.eks.funktionærloven) osv.
Grundlæggende eksisterer der en historisk opstået form for arbejdsdeling
mellem staten (og statens forvaltninger – først og fremmest i form af
Arbejdsministeriet og Beskæftigelsesministeriet) og arbejdsmarkedets parter
i forhold til,hvem der skal regulere hvad.Lidt firkantet – og med forbehold
for de mange undtagelser,der bekræfter reglen – kan man sige,at staten først
og fremmest har påtaget sig reguleringsansvaret for alt det,„der ligger uden
for virksomhedsporten“ (arbejdsløshedsforsikring,sundhed,uddannelse,
folkepension,daginstitutioner mv.),mens arbejdsmarkedets parter har påtaget
sig ansvaret for alt det, „der ligger inden for virksomhedsporten“ (løn,
arbejdstid,opsigelsesvarsel,ansættelsesbetingelser mv.).
Samtidig er der også en bestemt struktur, hvad angår karakteren af de rettigheder,
som dominerer i den danske model. Igen med forbehold for alle
undtagelserne kan man sige,at rettighedsstrukturen i overenskomst- og aftalesystemet
er kollektivt baseret. Der hersker altså kollektive rettigheder
„inden for virksomhedsporten“.Rettighederne er kollektive i den forstand,
at det er overenskomstparterne og ikke den enkelte lønmodtager, der har
retten til rettigheden.Det er fagforeningen,der har retten til at iværksætte
en strejke,ikke den enkelte lønmodtager som individ.
Rettighedsstrukturen „uden for virksomhedsporten“ er derimod individuelt
baseret.Retten til at modtage ydelser fra staten er knyttet til individet
og er – i det store og hele – uafhængig af arbejdsmarkedsplacering. Folkepension
har alle danske statsborgere,der har boet en årrække i Danmark,ret
til uafhængig af arbejdsmarkedsdeltagelse.Adgang til sygehuse gælder for
alle.Der hersker med andre ord universalistiske og individorienterede principper
inden for det velfærdsstatslige område.
Når spørgsmålet om internationaliseringen af forvaltningen på det
arbejdsmarkedspolitiske område således bringes på banen i dette kapitel, er
159