Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

governance“ (Marks et al. 1996) og „den stabiliserende stat“ (Dyson, 2000).
For det tredje ser dele af EU-forskningen ikke primært på markedsopbygning
eller statsdannelse, men derimod på spørgsmålet om, hvorvidt der på
europæisk niveau er ved at blive skabt en demos i form af en fælles kultur
eller sågar en fælles identitet (Weiler, 1999). Fokus er altså rettet mod den
europæiske borger, og hvordan europæiske institutioner kan påvirke disse
borgeres følelse af samhørighed (Davis & Sobitsch, 1997).
Som et sidste udviklingstræk,der er accelereret i efterkrigstiden,kan man
pege på det fænomen, som i den tidlige integrationslitteratur blev kaldt
transaktionalisme (Deutsch, 1954).Her beskæftiger man sig med den stigende
kontakt og interaktion mellem borgere og i et vist omfang også virksomheder
på tværs af grænser. Konkret peges her især på nyhedsstrømme, turisme,
uddannelse og kommunikation, der er eksploderet de sidste årtier, og
som bidrager til udviklingen af idéer, verdenssyn og sociale tilhørsforhold
for de involverede parter. Et udtryk for denne udviklingstendens er begrebet
samfundsinternationalisering.
Inden for globaliseringsforskningen finder vi en række bidrag, som kan
indpasses i netop denne internationaliseringskategori.For det første beskæftiger
en voksende litteratur sig med begrebet „global governance“,hvor nye
styringsstrukturer samt informations- og produktionsnetværk har udviklet
sig og krydser grænser. Ifølge dette perspektiv bliver territorium – og dermed
nationale barrierer – ofte irrelevante. Man kan derfor pege på,at der
har udviklet sig „supra-territoriale“ fænomener,som f.eks.regional sikkerhed
i stedet for national sikkerhed,internationale normer og globale organisationer
og måske også ligefrem „internationale mennesker“ (se bl.a.Risse-
Kappen, 1995;Risse, 2002;Ronit & Schneider, 2000;Scholte, 1997).For det
andet,eksisterer der en globaliseringsforskning,der betragter den nuværende
tidsperiode som en kvalitativ ny fase af den moderne kapitalisme (Gill, 1995;
Sklair, 1999).
Kendetegnende for denne fase,som kaldes „disciplinær nyliberalisme“,er
udviklingen af nye dominerende transnationale diskurser, der gennemsyrer
de fleste samfundsforhold.Denne diskurs udvikles,promoveres og konsolideres
af en transnational elite,der består af både offentlige og private aktører
på de nationale og internationale politiske scener.Denne elite har endvidere
fået etableret et særligt politisk projekt kendetegnet ved markedsstyring i
form af „New Public Management“ og økonomisk disciplin gennem en
stabilitetsorienteret økonomisk politik.Det kan vi genfinde i de fleste internationale
organisationers idégrundlag,herunder i Den Internationale Bank
15