Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

mation om individuelle mælkeleverancer, herunder mælkens fedtprocent.
Derfor besluttede ministeriet, at Mejerikontoret (nu Mejeriforeningen)
skulle administrere kvoterne (Lindrup, 1986: 57). På det tidspunkt havde
man glemt argumentationen fra 1970’erne mod denne forvaltningsmodel
(Administrationsdepartementet, 1987, bilag 3; Danske Mejeriers Mælkeudvalg,
1992:10-14).
Årsagen til ændringen i Landbrugsministeriets organisation skal i højere
grad findes i nationale forhold.Vi har i indledningen fremhævet ændrede
nationale magtforhold som mulig årsag til organisatoriske ændringer.Landbrugets
relative betydning for samfundsøkonomien var svækket i forhold til
tidligere. I begyndelsen af 1960’erne overhalede industrien landbruget som
det vigtigste eksporterhverv, hvilket kunne svække landbrugets politiske
indflydelse i forhold til tidligere.Der er dog ikke nødvendigvis nogen direkte
relation mellem et erhvervs samfundsøkonomiske betydning og dets
politiske indflydelse.Trods svækkelsen af erhvervets økonomiske betydning
lykkedes det landbruget op gennem 1960’erne at fastholde sin politiske indflydelse.
Indflydelsen blev først og fremmest opretholdt ved hjælp af den
institutionaliserede forestilling om et skæbnefællesskab mellem landbrugets
og nationens økonomiske velbefindende,hvilket den såkaldte „ventesalspolitik“
var et udtryk for.Denne politik havde til formål,via en række forskellige
støtteordninger, at opretholde landbrugets produktionskapacitet,indtil
Danmark kunne indtræde i det Europæiske Fællesmarked (Ingemann,
2002).
Forklaringen på, at landbruget ikke kunne komme igennem med sine
ønsker, skal måske snarere findes i problemer med at finde fælles fodslag
landbrugets organisationer imellem og mellem landbruget og de privatejede
fødevarevirksomheder.Bag den tilsyneladende enige indstilling fra landbrugets
organisationer skjulte der sig en intern uenighed.Husmandsforeningerne
var betænkelige ved,at forvaltningen af landbrugsordningerne skulle
foretages af landbrugets organisationer,idet man frygtede,at Landbrugsraadet
og de store brancheorganisationer ville komme til at dominere forvaltningen.Husmandsforeningernes
formand,Peter Jørgensen,lod i fortrolighed
landbrugsminister Ib Frederiksen forstå,at organisationen foretrak,at Landbrugsministeriet
forvaltede landbrugsordningerne (Nielsen, 1973: 174).De
privatejede virksomheder viste sig også at være noget forbeholdne over for
landbrugsorganisationernes forslag (Nielsen, 1973: 173-74, se også Christensen
1978: 112).
Intern enighed er en vigtig politisk ressource,hvilket også er udtrykt i det
150