Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

administrationen overført til de regionale sammenslutninger af landboforeninger.Tilskud
til skovplantningens fremme blev tilsvarende administreret af
Hedeselskabet (Fink 2000: 300-302).
Appliceret på dette historiske materiale synes Grønnegård Christensens
typologi at kræve en vis nuancering.Når der er tale om meget små administrative
enheder og sagområder, som det var tilfældet med Landbrugsministeriet
i dets første årtier, er springet fra rendyrket bureaukrati til delegeret
administration ikke stort,men tværtimod logisk,i og med at en sådan administrationsform
er medvirkende til at fastholde den ønskede minimale statslige
forvaltning. Presset fra internationalisering i form af behov for øget
kontrol, nationalitetsmærke (lurmærke), forbedret avlsmateriale o.a. gav
således ikke anledning til en internationalisering af den statslige forvaltning,
men gav i stedet stødet til at involvere landbrugets organisationer aktivt i
administrationen.
HANDELSAFTALEREGIMET 1 9 30-19 7 2
Ved indgangen til 1930’erne udgjorde landbrugseksporten stadig 80% af
udførselsværdien. Det var derfor en ganske alvorlig samfundsøkonomisk
situation,da erhvervet fra 1930 blev ramt af prisfald og importbegrænsninger.I
forlængelse af de hidtidige liberalistiske traditioner forsøgte landbruget
at klare krisen gennem frivillig,organisationsstyret regulering.Det viste sig
snart at være utilstrækkeligt, og fra 1932 etableredes en gennemgribende
regulering af både produktion og afsætning.
Principielt kunne en sådan regulering finde sted i enten statsligt eller privat
regi eller i mellemformer heraf.Inden for handel og industri valgtes den
statslige form i regi af Valutacentralen (under Handelsministeriet), som fik
monopol på al import,men vel at mærke i et tæt samspil med erhvervslivets
hoved- og brancheorganisationer.Valutacentralen udviklede sig snart til at
blive en af de største statslige forvaltninger med 5-700 ansatte,som efter sindrige
systemer skulle fordele handelsaftalernes kvoter på hen ved 18.000
importører (Just, 2000: 375).
Den administrative opgave var lige så stor inden for landbrugsområdet,og
også her måtte man ty til offentligretlig regulering,som til gengæld var præget
af markant organisationsstyret administration. Med udførselsloven som
ramme blev der oprettet en række landbrugsministerielle eksportudvalg
som f.eks.Landbrugsministeriets Smøreksportudvalg og Baconudvalget.I
forlængelse af de hidtidige erfaringer,og som udtryk for landbrugets stærke
138