Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

det.I KL’s tilfælde vil dette sige,at bestyrelsens interessevaretagelse i forhold
til omverdenen udgør det første niveau,mens delegeretmødets vurdering af
bestyrelsens interessevaretagelse udgør det næste niveau.Det er dermed også
antydet, at godkendelse kan ske formelt, som når et parlament ved en
afstemning ratificerer en regerings traktatforhandlinger. Men det kan også
ske uformelt,som det f.eks.er tilfældet,når KL’s delegeretmøde afstår fra at
ytre kritik af bestyrelsens adfærd og dermed indirekte sanktionerer adfærden.Det
må,jf. ovenfor, antages at jo mere kontroversielle sager KL’s bestyrelse
beskæftiger sig med, desto mere relevant vil det være at inddrage en
intern arena i analysen af KL’s interessevaretagelse.
Det næste problem ved tankegangen om spil på flere arenaer er,om det på
forhånd kan specificeres,hvordan dette forhold påvirker aktørernes adfærd.
Scharpf (1988) argumenterer for,at forhandlinger,der foregår på en enkelt
arena,nemt ender i en såkaldt fælles beslutningsfælde.Det betyder,at status
quo er svær at ændre.Årsagen er,at når nye beslutninger kun kan træffes ved
forhandling – dvs.enighed mellem aktørerne – så besidder alle aktørerne
vetoret.Nye beslutninger kan dermed blokeres,hvis de ikke forbedrer status
quo set fra alle aktørernes synsvinkel.Et sådant beslutningssystem er ofte
præget af inerti,mangel på fleksibilitet og voksende afstand mellem gældende
politik og virkelighedens problemer.Relevansen af den fælles beslutningsfælde
påviser Scharpf i empiriske analyser af tysk føderalisme og EU-politik.
Hvis aktørerne derimod er involveret i forhandlinger på flere arenaer,kan
den fælles beslutningsfælde undgås.Det skyldes,at aktørerne ikke længere
har nogen sikker vetoret.En aktør,der er utilfreds med status quo,kan nu true
de øvrige aktører med exit.Som påpeget af Hirschman (1970:kap.3) kan exit
eller trussel om exit være en effektiv måde at få modspillere til at ændre
adfærd på.I politiske forhandlinger vil exit indebære,at aktøren søger sine
interesser varetaget på andre arenaer med andre aktører.Exit-muligheden må
antages at påvirke de øvrige aktørers strategiske overvejelser,da den skaber
usikkerhed om,hvad der sker i tilfælde af,at samarbejde ikke indgås.Det må
antages at øge interessen i at samarbejde.Aktører,der troværdigt kan true
andre aktører med exit, må derfor forventes at stå stærkt i forhandlinger
(Blom-Hansen,1999).
Det må med andre ord antages,at når KL kan true sine modspillere med
exit,vil det øge effektiviteten i interessevaretagelsen.I disse situationer vil det
være nemmere at få andre aktører til at acceptere KL’s ønsker.Omvendt må
det antages,at når andre aktører kan true KL med exit,vil dette svække KL og
gøre det lettere for modspillerne at få KL til at acceptere deres ønsker.Som et
94