Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

nernes interesse,fordi den besidder goder som organisationerne er interesserede
i.Klassiske eksempler på sådanne goder er favorabel offentlig regulering
eller subsidiering (Stigler, 1975 [1971];Mitchell & Munger, 1991;Potters &
Sloof,1996;Bhagwati,1982).
Det rationelle perspektiv er ikke den eneste tilgangsvinkel til interesseorganisationernes
samspil med omgivelserne. Det står primært i modsætning
til det deliberative perspektiv. Her anskues organisationernes samspil med
staten som en dialog,hvori parterne forsøger at nå til enighed om løsninger,
som kan accepteres af alle.Samspillet opfattes dermed ikke som en forhandling,men
som en udveksling af argumenter med henblik på at øge forståelsen
for bestemte synspunkter. Det forudsætter, at parterne er indstillede på
at lade sig påvirke af argumenter, og indebærer, at parternes holdninger kan
omformes eller ligefrem skabes i samspillets proces.Interesseorganisationernes
rolle i dette perspektiv er dels at tilvejebringe information, som staten
kan have svært ved at skaffe, dels bidrage til en løsning på demokratiets
såkaldte intensitetsproblem.Det skyldes,at borgernes præferencer kan have
forskellig intensitet.Beror politiske afgørelser alene på numerisk demokrati,
vil et flertal, der ikke føler stærkt for en bestemt sag, kunne dominere et
mindretal, for hvem den pågældende sag kan være af afgørende betydning
(Mansbridge, 1992;Öberg, 1994:kap. 1;Lewin, 1992:kap. 1).
Valget af teoretisk perspektiv har konsekvenser for de spørgsmål,der stilles
i den empiriske analyse,og dermed også for de svar,der findes.Den analyse,
der gennemføres i de følgende kapitler, må derfor ikke opfattes som et forsøg
på en endelig afdækning af KL’s interessevaretagelse. Der er snarere tale
om et første indlæg i en debat herom.Det er vigtigt at holde sig for øje,at valget
af det rationelle perspektiv indebærer,at visse spørgsmål underbelyses i
analysen.Det drejer sig primært om betydningen af den gensidige holdningspåvirkning,der
kan ske i forløbet af samspillet mellem KL og KL’s modspillere.Styrken
ved det rationelle perspektiv er,at det henleder opmærksomheden
på de strategiske overvejelser, der ligger bag politiske aktørers
handlinger,og på selve forhandlingselementet i formuleringen og gennemførelsen
af offentlig politik.
Det rationelle perspektiv indebærer, at tre spørgsmål vil være i fokus.For
det første er udgangspunktet for det rationelle perspektiv den såkaldte
metodologiske individualisme. Det vil sige, at forklaringer principielt søges
forankret på individniveau. Det betyder, at når rationelle analyser omfatter
sammensatte aktører såsom interesseorganisationer,må det nærmere vurderes,om
organisationerne rimeligvis kan betragtes som enhedsaktører.I nær-
81