Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

Kommunerne ønsker altså gennemgående at modtage så få flygtninge som
muligt.Det kan derfor ikke undre,at vanskelighederne ved at nå til enighed
om en frivillig fordeling er betydelige.Hvis kommunerne alene fokuserede
på at få så lille en kvote som muligt, vil man ud fra det rationelle perspektiv
forvente, at det frivillige aftalesystem er en illusion.Det skyldes,at kommunerne
er fanget i en fælles beslutningsfælde (jf. Scharpf, 1988).Kvoteforhandlingerne
ville få karakter af et rent nulsumsspil.Da forhandlingerne
kun kan afsluttes i enstemmighed – dvs.alle aktører har vetoret – ville flygtningene
med disse forudsætninger altid blive fordelt efter tilbagefaldsreglen,
dvs.udfaldet,hvis der ikke bliver enighed.Det skyldes,at tilbagefaldsreglen
er kendt på forhånd.Kommuner,der skal modtage flere flygtninge,end hvad
tilbagefaldsreglen vil give dem,vil derfor nedlægge veto mod alternative
fordelingsnøgler.
Ifølge det rationelle perspektiv bliver Udlændingestyrelsens kvotefordelingsmodel
dermed helt central.Det er den – og ikke de frivillige forhandlinger
– der bestemmer fordelingen af flygtninge.Det er med andre ord reelt
staten,der bestemmer fordelingen af kvoterne. Skulle det frivillige aspekt
gives et reelt indhold, ville det kræve andre beslutningsregler – f.eks. at tilbagefaldsreglen
ikke var kendt på forhånd, eller at kommuneforeningerne
kunne afslutte kvoteforhandlingerne ved flertalsafgørelser.
Adfærdsforudsætningerne holder ikke helt.Ikke alle kommuner er alene
orienteret mod at få så lav en kvote som muligt.Ind imellem accepterer kommunerne
frivilligt at få tildelt en større kvote.Umiddelbart synes empirien
heller ikke at støtte denne fortolkning af kvoteforhandlingssystemet.Tabel
7.7 ovenfor viser jo,at det hører til undtagelsen,at kvoterne ikke afgøres frivilligt.Men
graver man et spadestik dybere,får den rationelle fortolkning anderledes
støtte.For tabel 7.7 tegner et for positivt billede af vanskelighederne ved
at fordele kvoterne frivilligt.Som gennemgangen ovenfor antyder,så dækker
en tilsyneladende frivillig aftale ofte over,at man er blevet enige om at bruge
den fordelingsnøgle,som Udlændingestyrelsen alligevel ville diktere,hvis
man ikke blev enige.Hertil kommer,at i de tilfælde,hvor man bliver enige
om en frivillig fordeling,der ikke følger Udlændingstyrelsens fordeling,så er
der normalt tale om en fordeling,der kun afviger marginalt fra Udlændingestyrelsens
model.Tabel 7.8 belyser fænomenet nærmere i 1998,hvor der første
gang skulle forhandles kvoter.Tabellen viser,at Udlændingestyrelsen kun
måtte fastsætte kvoterne i én kommuneforening (Sønderjylland).Det svarer
til,hvad tabel 7.7 viser.Men tabel 7.8 viser samtidig,at Udlændingestyrelsens
„matematiske“ fordelingsmodel blev anvendt som frivillig fordelingsnøgle i
201