Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

til konkrete lovforslag, der kan implementere dens forslag (ibid.: 15).Det
betyder, at medmindre deltagerne direkte tager afstand fra kommissionens
forslag i form af særudtalelser, så vil de binde på den parlamentariske arena.
Hvis deltagerne godkender kommissionens konkrete forslag, og herefter
forsøger at få gennemført ændringer i den parlamentariske fase,vil de bryde
normerne for deltagelse i offentlige kommissioner og miste troværdighed.
I KL’s mindretalsudtalelse i kommissionen tager man som nævnt et vist
forbehold over for det præcise forslag til retskredsinddeling, men anfører
samtidig, at KL „i det væsentlige [kan] tilslutte sig den kredsinddeling, som
kommissionen foreslår“ (ibid.: 276).I den pressemeddelse,KL udstedte efter
offentliggørelsen af kommissionens betænkning,anføres,at mindretalsudtalelsen
betyder, at „vi og kommunerne kan vende tilbage med ønsker om
ændringer i forhold til kommissionens forslag“ (Kommunernes Landsforening,
2001u).KL er dog helt klar over, at de ændringer, man eventuelt kan
vende tilbage med,må have karakter af småjusteringer,hvis troværdigheden
skal bevares (interview, Jørgensen).
KL havde altså reelt én arena at spille på i sagen.Hvis slaget skulle vindes,
skulle det ske i kommissionen.Princippet om,at retskredsinddelingen skal
fastlægges med udgangspunkt i kommunegrænserne,således at ingen kommune
deles mellem to retskredse,accepterede kommissionen som sagt uden
videre (Justitsministeriet,2001:274-275).Med denne kommunale fællesnævner
sikret var hovedudfordringen for KL at håndtere inddelingsspørgsmålet.
Da høringsrunden viste,at skeptiske og neutrale kommuner var i klart overtal,ville
det alt andet lige være lettere for KL at håndtere et forslag om status
quo i spørgsmålet.Kommissionen belyste da også tre alternative modeller,der
ikke kan tolkes som andet end forslag om etablering af en slags forklædt status
quo,dvs.afværgestrategier i forhold til hovedmodellen,hvorefter antallet af
retskredse reduceres til 25.Den første var „specialiseringsmodellen“,som
indebærer, at den nuværende struktur opretholdes,men at byretternes opgaver
fordeles således, at nogle sagstyper kun behandles ved visse embeder
(ibid.:223-224).Den næste var „samarbejdsmodellen“,som indebærer,at den
nuværende struktur bibeholdes,men at visse opgaver løses i samarbejde mellem
de enkelte byretter (ibid.:224-236).Den sidste model var at etablere en
ny retskredsinddeling,men samtidig oprette afdelingskontorer i alle eksisterende
kredse (ibid.:267-273).KL var næppe hovedinitiativtager til,at disse
modeller blev taget op af kommissionen.Andre aktører havde parallelle,men
mere intense interesser i status quo end KL.Det gælder f.eks.byretsdommerne.Det
beror derfor efter al sandsynlighed på en alliance mellem flere aktører,
194