Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

De øvrige partiers holdninger til øgede kommunale frihedsgrader fremgår
af en forespørgselsdebat om folkeskolen, som Folketinget afholdt i marts
måned 2001, dvs.samme måned som KL afsluttede forhandlingerne med
Undervisnings- og Socialministeriet om programmet for mere fleksible
skolestrukturregler (Undervisningsministeriet,Kommunernes Landsforening
og Socialministeriet, 2001).Her udtrykte Kristeligt Folkeparti,Centrum-Demokraterne,Socialistisk
Folkeparti og Det Konservative Folkeparti
eksplicit modstand mod generelt at øge kommunernes frihedsgrader på
området og slog direkte til lyd for mere central styring af folkeskolen.Kun
Venstre støttede mere kommunalt selvstyre på området (F46/2000-01).
I bestræbelserne på at få skolestrukturreglerne ændret nøjedes KL ikke
med at forlade sig på aftalen med regeringen, men tog selv direkte kontakt
til Folketingets Uddannelsesudvalg om sagen.Det skete på KL’s årlige møde
med Uddannelsesudvalget den 25. januar 2001, hvor KL orienterede om
sine synspunkter på fleksibel skolestruktur (Kommunernes Landsforening,
2001x).På dette møde er der dog tradition for,at man i højere grad formidler
mere principielle synspunkter end løser konkrete sager. Mødet bragte
derfor ikke umiddelbart sagen videre (interview, Bertelsen).Måneden efter
kunne KL’s bestyrelse meddele, at „vi venter stadig på bare en vis imødekommelse
af kommunernes velunderbyggede ønske om mulighed for en
mere fleksibel skolestruktur“ (Nyt fra KL’s bestyrelse,nr. 2/2001). Som det
fremgår af KL’s forhandlingsresultat med Undervisnings- og Socialministeriet
måneden efter, måtte KL i sidste ende tage til takke med mulighed for
dispensation til forsøg med nye skolestrukturer, ikke direkte hjemler hertil
(Undervisningsministeriet,Kommunernes Landsforening og Socialministeriet,
2001).
Alt i alt må den parlamentariske arena betragtes som en strategisk svækkelse
for KL på folkeskoleområdet,fordi der ikke er megen lydhørhed i Folketinget
for kommunale synspunkter.Kontrasten til børnepasningsområdet
er slående. Folketingets relativt centralistiske indstilling udgør derimod et
strategisk aktiv for regeringen i forhandlinger med KL.På folkeskoleområdet
kan regeringen troværdigt true KL med exit og i stedet søge forlig på
den parlamentariske arena.Set i det lys giver det god mening,at regeringen
kunne nøjes med en minimal opfyldelse af aftalen om mere fleksible regler
for skolestruktur. Læren for KL er, at hvis man ønsker øgede kommunale
frihedsgrader på skoleområdet,er overenskomstarenaen måske mere nærliggende
at satse på.Den belyses i det følgende.
140