Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

I det følgende belyses Folketingets stilling til de instrumenter, regeringen
kunne tage i anvendelse for at anspore kommunerne til at indføre pasningsgaranti:Økonomiske
særtilskud,regulering af forældrebetalingen,lovregulering
af kommunernes udbudsomfang og etablering af alternative pasningsordninger.
Økonomiske særtilskud kan anvendes til at give et fiskalt incitament til at
øge indsatsen på bestemte områder. Der har dog ikke været tradition for at
anvende dette styringsmiddel på børnepasningsområdet.I Folketinget har
de store kommunale partier traditionelt anset styringsinstrumentet som
værende i modstrid med det kommunale selvstyre. En undtagelse skete i
1993,da den nytiltrådte Nyrup Rasmussen-regering indførte en midlertidig
refusionsordning for merudgifter på børne- og ældreområdet (LF 311/
1992-93;Kommunaludvalgets betænkning 1992-93).Ordningen var et led i
en større beskæftigelsesplan,men havde herudover som selvstændigt formål
at tilskynde kommunerne til at udbygge børnepasningsområdet.Ordningen
er således et eksempel på statslig styring via særtilskud.Men den var et brud
med traditionen på området,som nok var betinget af den særlige parlamentariske
situation lige efter den socialdemokratisk dominerede regerings
overtagelse af regeringsmagten i 1993.Regeringen var frem til efteråret 1993
en flertalsregering og kunne derfor gennemføre ordningen trods protester
fra bådeVenstre og Det konservative Folkeparti (se debatten i Folketinget:
Folketingets forhandlinger 1992-92: 9979-10004).Den almindelige,afstandstagende
holdning til økonomiske stimuleringsordninger over for kommunerne
blev bekræftet i 1997, da Folketinget diskuterede Socialistisk Folkepartis
forslag om at indføre en præmieringsordning til kommuner,der har indført
pasningsgaranti. Flertallet afviste at diskutere spørgsmålet (F8/1997-98).
Folketinget har dermed i almindelighed støttet KL,der generelt er modstander
af særtilskud,refusionsordninger og puljefinansiering.
Forældrebetaling for børnepasning kunne i princippet anvendes til at
regulere efterspørgslen efter kommunernes pasningspladser.Traditionelt har
Folketinget dog ikke ønsket at anvende forældrebetalingen som en måde at
nedbringe efterspørgslen på.Tværtimod har Folketinget snarere haft fordelingspolitiske
bekymringer for, om satserne bliver for høje. 2 I 1991 blev
maksimumssatserne for forældrebetalingen nedsat af et bredt flertal i Folketinget
fra 35 til 32 procent af kommunens udgifter ved at drive dagpasningsforanstaltningerne.
Samtidig indførtes regler om søskenderabat. Et mindre
bredt flertal besluttede samtidig at nedsætte maksimumssatserne yderligere
til 30 procent med virkning fra det følgende år (LF188/1990-91;Socialud-
121