Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

ditionelt været tilbageholdende med at hæve forældrebetalingsgrænserne
ud fra fordelingspolitiske overvejelser (Blom-Hansen, 1998: 342).
Budgetsamarbejdet har alt i alt udgjort kernen i KL’s interessevaretagelse
på den korporative arena. Men den korporative arena har også været brugt
på mere traditionel vis,dvs.ved deltagelse i statslige udvalgsarbejder og som
høringspartner ved lovgivning.Eksempelvis har KL deltaget i Finansministeriets
arbejdsgruppe om efterspørgselsdæmpende foranstaltninger på børnepasningsområdet
(Finansministeriet m.fl., 1995) og i Socialministeriets
udviklingsarbejde om kvalitet i dagtilbud (Socialministeriet m.fl., 2001).I
forbindelse med ny lovgivning på børnepasningsområdet har regeringen
rutinemæssigt inddraget KL som høringspartner. Det gælder eksempelvis i
forbindelse med den nye sociale servicelov i 1997 (Kommunernes Landsforening,
1998c: 36) og ændringen af den sociale servicelov i 1999, hvor der
indførtes hjemmel til øget forældrebetaling i kommuner med pasningsgaranti
(Kommunernes Landsforening, 1999e). Disse mere traditionelle korporative
indflydelseskanaler har KL således gjort rutinemæssigt brug af.
Samtidig er der dog ingen tvivl om, at den centrale indflydelsesmekanisme
har været de årlige økonomiaftaler.
Alt i alt kan det konkluderes,at den korporative arena er præget af et tæt
samspil mellem KL og regeringen.KL’s interessevaretagelse må karakteriseres
som ganske effektiv. KL har bakket op om regeringens målsætning,men
har sikret en betydelig kommunal handlefrihed i implementeringen af pasningsgarantien.Den
oprindelige,ret håndfaste målsætning er blevet opblødt
til et mål, der skal arbejdes hen imod på længere sigt. Samtidig har regeringen
måttet acceptere at bidrage finansielt,men uden at målrette de statslige
midler til særlige foranstaltninger. Det rejser spørgsmålet om,hvorfor regeringen
har accepteret denne udvikling.Svaret kan findes ved at se på spillet
på den parlamentariske arena.
den par lam e ntariske arena
I Folketinget har der traditionelt været megen skepsis over for detailregulering
af kommunernes virksomhed på børnepasningsområdet. Det er et forhold,
der kan iagttages i hele perioden siden bistandslovens vedtagelse i
starten af 1970’erne. Det gælder dermed næsten uanset Folketingets sammensætning
(Blom-Hansen, 1998). Mønstret gælder også i perioden, hvor
regeringen har ønsket at indføre pasningsgaranti. Det har stillet KL stærkt i
forhandlingerne med regeringen.
120