Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

har KL arbejdet for,at kommunernes udbygning på området sker frivilligt,
dvs.uden anvendelse af juridiske eller økonomiske styringsinstrumenter fra
statens side.For det tredje har KL søgt at mildne de økonomiske konsekvenser
af målsætningen for kommunerne.Det er sket ved at søge statslig medfinansiering
af udbygningen – men uden bindinger på statstilskuddenes
anvendelse – og ved at dæmpe efterspørgslen efter kommunernes pasningspladser.Efterspørgslen
er søgt påvirket via justering af de lovfastsatte grænser
for forældrebetaling og etablering af alternative pasningstilbud. I det
følgende redegøres nærmere for,hvordan denne politik er forfulgt på den interne
og de eksterne arenaer.
den i nterne arena
Pasningsgarantien har ikke voldt KL større problemer på den interne arena.
Det har ikke været nødvendigt for KL at indhente et eksplicit mandat fra
medlemskommunerne for at kunne agere.Medlemskommunerne har stillet
sig tilfreds med løbende at blive orienteret om udviklingen på området og
om KL’s politik.Orienteringen er formelt sket på to måder.For det første har
KL i sine årlige skriftlige beretninger beskrevet nye statslige tiltag på området
samt KL’s stillingtagen hertil (Kommunernes Landsforening, 1995c: 39;
1996b: 36-37; 1997a: 34-35; 1998c: 34-37; 1999d: 11-13; 2000g: 33-34; 2001t:
32-34).For det andet har KL’s formand hvert år i perioden 1994-98 orienteret
om regeringens politik i forhold til målet om børnepasningsgaranti og
KL’s stillingtagen hertil i sin mundtlige beretning på delegeretmødet (Kommunernes
Landsforening,1994:21;1995:12;1996:20;1997:11;1998:13).Formandens
mundtlige orientering har været kort og koncentreret om et budskab
om,at KL principielt accepterer og støtter målet om pasningsgaranti,
men at indfrielse af målet udgør et økonomisk problem,som regeringen bør
bidrage til løsningen af i forbindelse med de årlige økonomiske aftaler.I 1999
ændrer formanden imidlertid budskab.Nu opfordres medlemmerne til at
omprioritere til fordel for skoleområdet:
Vi skal også have flyttet ressourcer fra børnepasningen til folkeskolen i de
kommende år. Det er uomtvisteligt.Vi får næppe råd til at satse på bedre
‚kvalitet‘ i børnepasningen og lade alle pengene blive i den sektor. Det
ville jo betyde, at vi ville få sværere ved at skaffe de nødvendige midler til
at undervise flere skolebørn frem til midten af næste årti (Kommunernes
Landsforening, 1999: 19; citationstegn i original).
116