Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

kommunerne vil skulle målrettes de områder, hvor udgiftspresset er størst
(regeringen og Kommunernes Landsforening, 2000).
Til trods for at området har været under kraftig udbygning siden 1970’erne
(Blom-Hansen & Henneberg, 1998),har løsningen på børnepasningsproblemet
i 1990’erne krævet en massiv videreudbygning. Den er nærmere
skitseret i tabel 6.1, som viser tre interessante udviklingstræk.For det første
dokumenterer tabellen den massive udbygning op gennem 1990’erne.
Antallet af pasningspladser er øget med omkring 30 procent.Dækningsgraderne
viser efterhånden næsten fuld dækning,og antallet af kommuner med
politisk beslutning om pasningsgaranti udgør nu omkring 80 procent.For
det andet viser tabellen, at udbygningen ikke har været gratis. Børnepasningsudgifterne
er steget med knap 30 procent fra 21 til 27 mia.kr. i perioden.
For det tredje viser tabellen, at udbygningen er sket inden for eksisterende
organisatoriske rammer.Væksten er sket ved at udvide kommunernes
egne pasningstilbud.Private løsninger indtager fortsat en helt marginal position.Personalenormeringerne
i kommunernes pasningstilbud er holdt konstante,hvorfor
udbygningen har krævet en betydelig vækst i personalet.
I det følgende undersøges børnepasningsgarantien nærmere. Først redegøres
for kommunernes syn på spørgsmålet. Derefter analyseres KL’s håndtering
af sagen.
komm unernes sy n p å b ø rnepasni ngs garanti e n
Kommunalpolitikernes holdning til børnepasningsområdet er overordnet
afdækket i den spørgeskemaundersøgelse, der ligger til grund for bogens
kapitel 4. Her er stillet to spørgsmål, der viser, hvad kommunalpolitikerne
mener om en række af de større kommunale serviceområder. Resultatet
fremgår af tabel 6.2.Den venstre halvdel viser,at et flertal af kommunalpolitikerne
ønsker flere opgaver på børnepasningsområdet, og at kun et lille
mindretal er uenige heri. Sammenlignet med de øvrige serviceområder er
dette forhold særligt markant på børnepasningsområdet.Tabellens højre
halvdel viser, om kommunalpolitikerne mener, at KL skal arbejde for flere
kommunale frihedsgrader eller øget statsligt ansvar på serviceområderne.
Som det fremgår,gælder det markant for børnepasningsområdet,at langt de
fleste kommunalpolitikere vil have KL til at arbejde for flere kommunale frihedsgrader,og
at kun et meget lille mindretal ønsker et øget statsligt ansvar.
Børnepasningsområdet ser altså ud til at være et område, hvor kommunal-
111