Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

BØRNEPASNINGSGARANTIEN
Kommunerne har længe været lovmæssigt forpligtet til at sikre børnepasningsforanstaltninger
i „nødvendigt omfang“.Et sådant krav indgik allerede
i børne- og ungdomsforsorgsloven fra 1964.I bistandsloven,der blev vedtaget
i 1974 og som erstattede børne- og ungdomsforsorgsloven,videreførtes
princippet i § 69, hvoraf det fremgik, at kommunerne „sørger for, at der er
det nødvendige antal pladser“ på børnepasningsområdet. Siden bistandslovens
indførelse er bestemmelsens ordlyd videreført uændret og fremgår i
dag af § 7 i lov om social service (LBK 844/2001). Bestemmelsen overlader
dog mange frihedsgrader til kommunerne. Det er således kommunen selv,
der bestemmer, hvor stort „det nødvendige antal pladser“ er, ligesom det er
kommunen,der – inden for lovens rammer – bestemmer, hvilken type pasning
der skal tilbydes. Kommunerne kan her vælge mellem kommunale
institutionstilbud, kommunal dagpleje, tilskud til en kreds af forældre, der
selv organiserer dagpasning (puljeordninger), tilskud til individuelle forældre,der
vælger selv at løse pasningsproblemet,f.eks.med en ung pige i huset
(frit valg-ordningen) og supplerende tilskud til forældre på børnepasningsorlov
(Blom-Hansen, 1998;Kommunernes Landsforening, 2001s: 17-29).
Da den socialdemokratisk ledede regering under Poul Nyrup Rasmussen
overtog regeringsmagten i 1993 efter ti års borgerligt styre,var det en central
målsætning at indføre pasningsgaranti for børn i alderen 1-5 år.Statsministeren
lancerede målsætningen i sin første åbningsredegørelse i Folketinget:
Sigtet er, at de familier, der ønsker det, kan få et pasningstilbud senest 12
måneder efter barnets fødsel. Målet er, at vi kan nå en sådan garanti inden
udgangen af 1995 (R1/1993-94, spalte 9).
Målet blev ikke nået inden for denne frist, men indvarslede en massiv
udbygning på området.Målsætningen er aldrig officielt blevet erklæret indfriet,men
reelt har regeringen nedprioriteret området i takt med,at børnepasningsproblemet
i slutningen af 1990’erne er blevet mindre akut. Efter i
en årrække at have opfordret kommunerne til at udbygge området konstaterer
regeringen og KL i den årlige kommuneaftale for 2001, at tiden er inde
til at omprioritere indsatsen:
I de kommende år sker der store forandringer i fordelingen mellem antallet
af børn i førskolealderen og antallet af børn i skolealderen. Elevtallet i
folkeskolen vil stige, mens antallet af 0-6 årige falder. … Prioriteringen i
110