Download Gratis e-bog (PDF) - Aarhus Universitetsforlag

hæmsko for fleksibilitet og manøvredygtighed i forhandlingerne med personaleorganisationerne,
der forhandler gennem den centraliserede KTO
(Due & Madsen, 1988: 294-302; 1996: 57-58, 950-952).I 1990 skete en yderligere
centralisering af de kommunale arbejdsgivere, idet FKKA’s og KL’s
lønudvalg og lønsekretariater blev lagt sammen,jf. omtalen af denne sag i
kapitel 4. Herefter forhandler KL overenskomster også for FKKA-kommunerne.Samtidig
med denne sammenlægning skete der også en centralisering
af overenskomstforhandlingerne internt i KL,da medlemskommunernes
delegation af forhandlingskompetencen i aftalespørgsmål overgik fra lønudvalget
til bestyrelsen.Lønudvalgets relativt autonome placering og selvstændige
kompetence blev dermed ophævet,jf.omtalen af denne sag i kapitel 3.
På arbejdstagersiden skete der også vigtige omlægninger ved indgangen til
1990’erne. I 1986 blev de kommunale personaleorganisationers forhandlingssammenslutning
cementeret ved omdannelsen af Kommunale Tjenestemænds
Udvalg (KTU) til KommunaleTjenestemænd og Overenskomstansatte
(KTO). Forhandlingssammenslutningen kom hermed til formelt at
repræsentere omkring 470.000 kommunalt ansatte mod tidligere kun ca.
50.000.Reelt havde KTU i vidt omfang også fungeret som forhandlingsorgan
for de overenskomstansatte før 1986, men ændringen cementerede og
styrkede forhandlingspositionen (Due & Madsen, 1988: 86-100).På organisationsniveuaet
skete der herudover i 1993 en væsentlig ændring, da Dansk
Kommunalarbejderforbund (DKA) og Husligt Arbejderforbund (HAF)
blev sammenlagt til Forbundet af Offentlige Ansatte (FOA). Sammenlægningen
indebar, at omkring 30 procent af det kommunale personale kom i
samme organisation (Due & Madsen, 1996: 537-543).Som en sidste væsentlig
ændring på overenskomstarenaen skal nævnes, at folkeskolelærerne i
1992 overgik fra statslig til kommunal ansættelse.Overgangen,der af Due &
Madsen (ibid.: 522) betegnes som „den største og mest gennemgribende
ændring af det samlede offentlige aftalesystem siden tjenestemandsreformen
i 1969“,skete efter flere års forhandlinger herom (ibid.:kap. 12).
Til disse fordele ved den valgte periodeafgrænsning kan lægges det praktiske
hensyn,at det bliver muligt at anvende interview som datakilde til analysen
af de enkelte cases. Jo længere tilbage i historien casene udvælges, des
mere tvivlsomt bliver interview alt andet lige som kildemateriale.
De observationer, der er udvalgt til nærmere analyse, fremgår af tabel 5.2.
De introduceres nærmere i forbindelse med analysen i de følgende kapitler.
99