Beretning om Veterinærvæsenet og Kjødkontrollen i Norge for ... - SSB

1 7
en mængde slim, sa meget, at der flod fra den øvre ende af basen og ned i skantilen.
Urinen afsattes i sma portioner og tildels under stærke trængninger. Temperaturen
-var normal, andedrettet noget forøget, medens fordoielsesredskaberne — nar undtages
lambed i svælget og tyggemusklerne — synes at være jorden. Koen døde i lobet af
natten. Ved nærmere undersøgelse af de andre dyr fandtes 2 kjør til angrebne af
samme sygdom, men disse var ikke værre end at de stod oppe og kunde drikke lidt
koldt vand. Den eiendommelige kjævebevnelse var den samme hos disse, ligeledes
slimafsondringen, og ved abning af munden fandtes ogsa her foderballen ganske som
hos den forste. Nar foderballen blev fjernet, drak koen lidt koldt vand og tog derefter
sa meget foder i munden, at det blev til en ny balle og de omtalte kjtevebevægelser
begyndte sa igjen. Ved mit besøg dagen efter var atter en ko angreben og de to
betydelig forværret. Den 14 /3 var de to tiode og 4 syge. Den 18/3 døde ogsa den ene
af disse og havde denne været syg i ca. 6 døgn. De andre 3 kom sig, men efter en
meget langvarig rekonvalescens.
Ved obduktionen fandtes kadaverne, især af de dyr, som havde været længst syge,
meget afmagrede. Bughinden samt mave- og især tyndtarmslimhinden og blæren var
sæde for en delvis stærk bettendelsesrodme. Pd tyndtarmslimhinden fandtes endvidere
smil sar, ligesom indholdet var tyndt og hos enkelte lidt blodblandet Ni undtages
said blødninger i hjertemuskulaturen var brystorganerne normale.
Jeg har siden havt anledning til at se sygdommen i to andre besætninger,
hvor flere dyr pa hvert sted var angrebne og hvor der døde ialt 3 stykker.
I veterinærberetningen for 1893 omtaler dyrlæge Henningsmoen en sygdom pa
Bobler i Enebak, hvor der af 13 angrebne døde 9 dyr. Dette må jo være samme
sygdom. Han antar, at det ma were en forgiftning og tror han nærmest det ma
komme fra den pa garden brugte raps, der skulde indeholde en stor nilengde senepsolie.
Dette passer imidlertid ikke efter amtsdyrlæge Mysens og min erfaring, idet der i to
besætninger, som har været angrebne af sygdommen og som vi har undersøgt sammen,
ikke bar været brugt andet kraftfoder end hjemmeavlet rug- og havremel. Den forste
ko, som døde i den foran beskrevne besætning, havde heller ikke filet andet end havremel,
ho og halm. 1 en anden besætning, hvor sygdommen optradte, er brugt som
kraftfoder hvalkjød, bomuldfromel og rugklid. Det ser saledes ud som at arsagen ikke
skal ligge i nogetslags kraftfoder, idet der er anvendt forskjellige sorter ovetalt, hvor
sygdommen er iagttaget. Det er fortrinsvis voxne dyr, som angribes og gjerne
den ene side i fjøset. Sygdommen har jeg ikke seet pa havnegang.
Behandlingen har bestet i subkutan ætherinjectioner og sprituøse indgnidninger.
Da dyrene, pi grund af lamhed i svælget, ikke kan synke hverken mad eller drikke,
har jeg i et par tilflulde havt god nytte af at hælde malkevælling af en literflaske i
dyret. Én ko fik i ca. 10 dage 35-40 liter daglig ; den 10de dag begyndte den at
drikke selv og blev fuldstændig helbredet i løbet af 4-5 uger.)›
Amtsdyrhege Mysen (Mysen) meddeler
amhed i tyggemuskler, tunge og svælg optradte hos 9 kjor i en besætning
pa 15 kjør og 5 ungfæ. Samtlige dyr, som stod ved samme krybbe, angrebes. Sygdommen
var feberfri og ytrede sig ved, at dyrene slet ikke eller kun ufuldstændigt
kunde tygge fodret. De viste begjærlighed efter fodret, tog det i munden, tyggede
uafbrudt, men formaede ikke at skjære det, bare tjavsede eller filtrede det sammen i
dotter, der ikke kunde synkes, men blev liggende i munden. Nar munden blev fyldt
med disse tjavser, borte tygningen op, indtil tjavserne fjernedes. De stærkest angrebne
kunde ikke engang ta drikke til sig. De 2 første angrebes stærkest og matte slagtes.
Ved sektionen kunde intet abnormt pavises. Sygdommen varede 5-6 uger.
Jeg har kun engang for — for 10-12 ar siden — iagttaget sygdommen. Den
optradte da pa en nabogard, hvor sygdommen nu optradte. Samtlige voxne dyr
2