'Skolen finder sted' (pdf)

vi også et maleri. Vi ser billedfladen, motiv, farver og komposition osv. Samtidig
ser vi igennem det eller bagom det og ser noget andet, som billedet
symboliserer eller refererer til. Det umiddelbare samspil med rummet vil blive
diskuteret i kapitlet Det stemte rum, mens rummet som bærer af betydninger
diskuteres i følgende kapitel.
Det betydningsbærende rum. Vi ville hverken kunne orientere os eller gebærde
os, hvis vi ikke uafladeligt afkodede de fysiske omgivelser omkring
os. De tre første rum i analysemodellen beskæftiger sig med fænomener,
som vi kan foregribe – anticipere – og forstå i forhold til brug og brugsmønstre.
Gennemgangen under det betydningsbærende rum beskæftiger sig
derimod med mere udvidede betydninger, og skolen ses som samfundets
forlængede arm, bygget som led i bestræbelsen på at bibringe den opvoksende
generation dannelse og uddannelse.
Skolebygningen er således en offentlig institution, der repræsenterer
samfundet, og afhængigt af hvor imponerende eller ydmyg denne bygning
er, og hvordan den er vedligeholdt, danner barnet sig forskellige billeder af
det samfund, skolen er del af.
Langtidsvirkningen af de prioriteringer og normer, der har styret bygningens
udformning, vil influere på børnenes indre billede af, hvordan verden
ser ud. Hvad der er "normalt" bliver en norm. Via bygningen kan nogle normer
således være ført videre til næste generation og indgå som del i den
dannelse, som skolen giver udover den direkte uddannelse. På den måde
kan tankefigurer indtegnes i bygningen og føres videre som noget selvfølgeligt.
En anden tolkningsmulighed er, at bygningen står som en metafor for
mere abstrakte anliggender. Hvor metaforen som et billede på noget konkret,
beskriver noget abstrakt, ikke konkret tilstedeværende.
Som ansvarlig for bygningens udformning må arkitekten forholde sig til de
holdninger, den afspejler og dermed bærer videre, og de måder, den kan
fortolkes på:
Designgreb: Arkitekturen udtrykker holdninger
Designgreb: Arkitekturen er en metafor
Det stemte rum. Det umiddelbare samspil mellem os og den fysiske omverden,
som ikke kun bygger på en intellektuel fortolkning, og som ikke kun opfatter
nøgterne, rationelle enheder, der kan beskrives i objektive termer, er
her indskrevet i det stemte rum. Tanken er her ikke, at oplevelsen af arkitektur
skulle kunne erfares renset for betydninger og koder. Tværtimod er viden
om og forventninger til brug og tolkning af muligheder og betydninger med til
at farve og stemme rummet. Men det at vi kan sætte ord på stemthed og
atmosfære forventes at gøre det lettere, at stille krav til det. Emnet diskuteres
med inddragelse af blandt andet filosofferne Otto Friedrich Bollnow,
Gernot Böhme og arkitekterne Jørn Utzon og Steen Eiler Rasmussen, og
stemthed, atmosfære og physigonomisk perception er nøglebegreber. Termen
hverdagsæstetik introduceres i et forsøg på at beskrive kvaliteter i undervisningsmiljøer,
så det tilgodeses, at børn og lærere befinder sig godt i
harmoni med deres fysiske omgivelser. Måske afslører den omstændighed,
at arkitekter skamrider ord som rum, rumlig og rumlig kvalitet i deres tekster,
at de har behov for at understrege, at arkitektur er noget, man går ind i og
befinder sig i. Hvis denne antagelse holder stik, så giver begreberne stemthed
og atmosfære en ny mulighed for at udfolde og nuancere beskrivelsen
af rummenes kvaliteter, for atmosfære er netop rumlig og noget, vi befinder
os i.
Det stemte rum handler om noget uhåndgribeligt ved noget håndgribeligt, og
det kan være vanskeligt at definere præcist eller at pege på nogle designprincipper.
I behandlingen er problemstillingen reduceret til blot at omhandle
ret få eksempler, så indtil videre har det blot været muligt at pege på to designgreb:
Designgreb: Arkitekturen er et sanserum
8 Designgreb: Arkitekturen er en gestus