Magasinet Politi - Nummer 09 - Politiets

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 01 | 2009 

01| Bandeopgør 

NEC skærper kampen mod banderne 

Ny chef – nye tider 

Jens Henrik Højbjerg varsler større 

åbenhed og mere kommunikation 

Tv-strømere 

Skuespillerne Sofie Gråbøl og Søren 

Vejby har været i praktik hos politiet

Indhold 

24| 

Tv-krimier: 

Hvordan skruer man en god krimi 

sammen – og hvordan forbereder 

man sig til rollen som strømer? Mød 

forfatterne og skuespillerne bag nogle 

af DR’s største krimi-satsninger 

Foto: Tine Harden/DR 

Ansvarshavende redaktør: 

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg 

Redaktør: 

Maja Plesner 

Redaktion: 

Anna Bridgwater 

Niels-Otto Fisker 

Jesper Schultz 

Gunver Gjetting 

Mikkel Thastum 

Sofie Yderstræde 

Eksterne bidragydere: 

Kirsten Weiss 

Fotograf (inkl. forside): 

Nicky Bonne 

(Medmindre andet er anført) 

Design og tryk 

Datagraf 

Politi udkommer seks gange årligt 

i 16.000 eks. til alle ansatte i politi 

og anklagemyndighed 

ISSN: 1902-6048 

Næste nummer udkommer: 

01. april 2009 

Kontakt: 

Maja Plesner/Redaktionen 

Rigspolitiet 

Polititorvet 14, 3. sal 

DK-1780 København V 

Telefon: 4515 20 40 

mail: red@rigspoliti.dk 

RPLT FP magasin (til ansatte i politiet) 

Magasinet kan læses og downloades på 

www.politi.dk/magasinet 

04| 

08| 

10| 

Overblik 

Noter fra ind- og udland 

Fair og ordentlig 

Den nye rigspolitichef vil 

gerne i dialog med alle 

medarbejdere 

Leder 

Nu skal det lykkes 

TEMA: BANDER 

11| 

12| 

14| 

18| 

Maksimalt pres 

Kampen mod banderne 

er intensiveret efter de 

mange skyderier i 2008 

Bugt med banderne 

Betjente gør en ekstra 

indsats for at bekæmpe 

bandekriminalitet 

Ud af bandelivet 

»Aydin« er tidligere bandemedlem 

og vil forhindre 

andre unge i at gå i 

hans fodspor 

Bandefri zone 

Politi og sociale 

myndigheder arbejder 

sammen om at holde 

banderne ude af Høje 

Taastrup

12: Aydin har lagt bandekriminaliteten bag sig 

men livet som lovlydig borger kan være svært: 

» Jeg synes ikke, det er fedt at tæske en midt på 

Strøget, men han var ved at smadre min bil. Jeg 

prøvede at ignorere ham, men han blev ved, og den 

mand ville have tæsket mig, hvis han kunne. Så du 

kan se – min fortid indhenter mig hele tiden. « 

Mere og bedre 

kommunikation 

»Kommunikationen skal styrkes 

– både internt og eksternt.« 

Løftet kommer fra Jens Henrik Højbjerg, der som bekendt 

siden 1. januar har været ny rigspolitichef og dermed 

også ansvarshavende chefredaktør for dette blad. 

Her på redaktionen er vi ovenud tilfredse med udmeldingen, 

og vi glæder os til at være med til at løfte opgaven, 

der stiller nye krav til vores prioritering af stoffet og 

til måden, vi formidler det på. 

20| 

22| 

23| 

24| 

27| 

28| 

Pårørendemøder: 

Vestegnens Politi holder 

informationsmøder for 

pårørende for at dæmpe 

uro og bekymringer 

Overblik 

Noter fra ind- og udland 

Bogspalten 

TEMA: TV-KRIMIER 

Bag om livvagterne 

Mød krimiforfatterne, der 

tænker som kriminelle 

og politifolk på én gang 

Vox-pop 

Er du krimi-freak? 

Aydin, tidligere bandemedlem, nu ansat i et socialt projekt. 

Stor respekt 

Sofie Gråbøl har ændret 

sit syn på politiet efter 

Forbrydelsen 

30| 

32| 

34| 

36| 

Noget med Ninja 

Søren Vejby havde en 

lidt naiv forestilling om 

jobbet som livvagt 

En ener i korpset 

Søren Allan Valkki fra 

Station City har en helt 

særlig evne til at sprede 

god stemning 

SINE 

Nyt og bedre 

radiosystem 

En god historie 

Politi rydder bagsiden til 

spændende, sjove og 

tankevækkende historier 

fra det virkelige liv. 

Vi skal blive endnu bedre til at fortælle de historier, der 

viser det bedste fra dansk politi, øger den faglige stolthed 

og medvirker til at styrke politiets omdømme. Samtidig 

skal vi sørge for, at bladet i endnu højere grad afspejler 

den virkelighed, I oplever. Derfor vil du fremover 

finde flere historier i Politi, der griber fat i nogle af de udfordringer, 

politifolk oplever i deres daglige arbejde. 

Men vi kan ikke gøre det uden din hjælp. Det er dig, der 

skal fortælle os, hvad der rører sig ude i kredsene – hvor 

er solstrålehistorierne, og hvor stenene på vejen? Hvordan 

bliver dansk politi endnu bedre til at løse den primære 

opgave – at bekæmpe kriminalitet og sikre, at 

borgerne føler sig trygge? 

Kommunikation kan selvfølgelig ikke løse alle problemer. 

Men god kommunikation kan øge den gensidige 

forståelse i organisationen og medvirke til, at 

• skabe stolthed i faget 

• styrke følelsen af at blive taget alvorligt 

• vise omverden, at man arbejder mod et fælles mål 

• tage konflikter i opløbet 

• aflive destruktive myter om arbejdspladsen 

• gøre formidling i den eksterne presse mere nuanceret 

Derfor er der grund til at være optimistisk over rigspolitichefens 

udmelding. Den er første skridt på vejen mod et 

mere åbent dansk politi til gavn for både borgere og alle 

ansatte i politiet. 

Maja Plesner 

redaktør 

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 01 | 2009 | 3

overblik 

Ahmed Alhussainey/AP Photo 

SNAPSHOT 

En kvindelig irakisk politibetjent tager sigte under en skydeopvisning i 

anledning af en afgangsceremoni på politiakademiet i Karbala syd for Bagdad. 

Politiet er 

hurtigere på pletten 

I hele landet gik det hurtigere med at komme ud på gerningsog 

skadessteder i 2008 sammenlignet med året før. Det viser de 

nyeste responstidsmålinger. Alle politikredse - på nær en enkelt, 

der i forvejen havde en hurtig responstid - har forbedret tiderne 

siden 2007, og den gennemsnitlige responstid på landsplan er i 

2008 forbedret med godt otte procent. 

Det skete samtidig med, at antallet af udrykninger steg med 16,5 

procent. Det svarer til 809 udrykninger mere end i samme periode 

året før. Forbedringerne af responstiderne betyder, at politiet 

nu rykker ud inden for 10 minutter i op mod to tredjedele af de tilfælde, 

der drejer sig om hastende alarm 112-opkald. 

4 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 01 | 2009

Norsk politi har indført en ny arrestationsteknik, 

der skal gøre vanskelige arrestationer 

mindre risikofyldte. 

Fire mod én 

vidste du... 

at politiet i hele 2008 sendte en 

”patrulje til stedet” i 359.079 tilfælde, 

hvilket svarer til gennemsnitligt 

gange i timen 

41 

»4 mod 1«. Det lyder både tarveligt og unfair, 

men er ikke desto mindre en ny, effektiv 

arrestationsmetode, som norsk politi er 

begyndt at anvende, når de pågriber særligt 

farlige personer. Metoden går ud på, at 

to betjente først griber fat i hver sin arm på 

den, som skal pågribes. Derefter skal en 

tredje sørge for, at personen mister balancen 

ved at gribe fat om et ben bagfra. Og 

fjerdemanden skal sørge for, at hovedet 

beskyttes, når personen tvinges ned på 

jorden. 

Det almindelige har været, at to betjente 

foretog arrestationerne, men det har 

vist sig utilstrækkeligt i en række sager. Typisk 

har det drejet sig om sager, hvor den, 

der skulle pågribes, har haft forhøjet smertetærskel 

og afsindige kræfter – i nogle tilfælde 

forårsaget af narkotikaindtagelse, 

psykose eller en blanding af begge dele. 

Løsningen har været at eskalere magtanvendelsen 

med brug af knippel, peberspray 

og endda skydevåben - ofte med alvorlige 

skader på både arrestant og politi 

til følge. 

Ved at bruge 4 mod 1-metoden har det 

vist sig, at politibetjentene hurtigere får arrestanten 

under kontrol - blandt andet, fordi 

de kan nøjes med at fokusere på nogle 

helt enkle ting. Har man først fået fat i en 

arm, gælder det om at koncentrere sig om 

at blive ved med at holde fast i den arm. 

Afdelingsleder på Fysisk Afsnit på Politiskolen 

René Jensen vil ikke afvise, at 

metoden også kan blive aktuel i Danmark. 

Han siger: 

»Vi har også masser af problemer, når 

vi skal anholde desperate mennesker, og 

det er klart, at det er nemmere at håndtere, 

hvis man er fire, end hvis man er to. Så 

hvis nordmændene har fundet en effektiv 

metode, er vi da meget åbne over for at 

tage den i brug.« 

-mp 

at antallet af anmeldelser for almindelig 

vold, som politiet modtog i 2008 var 

det laveste siden 2002, nemlig 

9955 

at FN’s klimatopmøde 

COP15 i København er udskudt 

1uge til perioden 7.-18. december 

2009, så den muslimske højtid Eid 

al-Adha kan blive afviklet i god tid inden 

at kun 30 procent af de dømte i 

de nordiske lande kommer i fængsel. 

De øvrige får en betinget dom eller 

andre former for straf som samfundstjeneste 

eller elektronisk overvågning 

at EUROPOL fra at være et organ 

baseret på en mellemstatslig aftale 

bliver en EU-institution fra 1. januar 

2010 

HSI Media 

at omkring 70 procent af de 

ansatte i politiet deltager i den årlige 

jobtilfredshedsundersøgelse. 

-mp 


overblik Noter 

Satire 

Den, der ler sidst... 

Røveriet mod Dansk Værdihåndtering i august måned sidste år affødte de første dage mange 

vittige bemærkninger om politiets håndtering af sagen i aviserne. Denne tegning blev bragt i 

Berlingske Tidende den 16. august som en kommentar til, at politiet lod røverne slippe væk i 

en sort Audi af frygt for egen sikkerhed. Men hånen blev gjort til skamme blot få dage senere, 

da Vestegnens Politi ved effektivt efterforskningsarbejde hurtigt kunne anholde flere personer 

til sagen. 

Illustration: Lars Andersen 

Alle får omstridt værktøj 

I løbet af året indfører politiet et multifunktionsværktøj, 

der blandt andet rummer kniv, 

skruetrækker og bidetang. 

Det er konsekvensen af en aftale mellem 

Rigspolitiets ledelse og Politiforbundet, som 

blev indgået i slutningen af 2008. 

Værktøjet skal erstatte det ulovlige såkaldte 

multitool, som mange betjente har anskaffet 

sig for egen regning, fordi det er praktisk, 

når en aktion skal gå stærkt. For eksempel når 

man skal skære en sikkerhedssele over for at 

få en tilskadekommen hurtigt ud af en bil eller 

klippe en wirelås over for at komme hurtigt 

gennem en dør. I den slags tilfælde tager det 

for lang tid at finde det værktøj frem, der ligger 

i en kasse i patruljevognenes bagagerum, lyder 

mange multitool-ejeres forklaring. 

Men værktøjet har ofte en knivlængde over 

de lovlige syv centimenter, og derfor fik politiet 

forbud mod at bære det sidste år i forbindelse 

med en stramning af våbenloven. Et forbud, 

mange politifolk har haft svært ved at forstå, 

når man i forvejen er udstyret med stav, peberspray 

og pistol. 

Der er kommet nye multifunktionsværktøjsmodeller 

på markedet, som har tilstrækkeligt 

kraftige tænger trods en knivlængde under syv 

centimeter, så når den endelige model er fundet 

via EU-udbud, vil de første blive udleveret 

til det første ansættelseshold på Politiskolen. 

Hvordan værktøjet skal udleveres ude i landet 

bliver op til den enkelte politikreds. 

- mp 

Kilde: Politiken 

Skoleskyderi, visitationszone og voldsrus 

Hvert år laver Dansk Sprognævn en liste 

over de nye ord og udtryk, som er blevet 

en del af det danske sprog. Det er ord, 

som har været meget brugt i året, der 

gik, og som er – eller opleves som – nye. 

Ordene i det følgende er ikke alle skabt 

eller dannet i 2008, men er i særlig grad 

brugt i 2008. 

Dermed er det ikke sikkert, at alle ordene 

er kommet for at blive. Stein Baggersagen 

har for eksempel afkastet ordet 

leasingkarrusel, og det er ikke til at vide, 

om det er en døgnflue eller et blivende 

ord. 

En del af sidste års nye ord er relateret til 

voldskriminalitet – og i særlig grad bandekriminalitet. 

På 2007-listen var ordet drive-by-bande 

(en bande, som skyder fra 

en bil ud på åben gade). I 2008 kom drive-by-shooting 

med på listen. Desuden 

har danskerne – ikke mindst medierne – 

været glade for at bruge ordene bandepoliti, 

hjemmerøver (en, der begår røveri 

i hjemmene), hjemmerøveri, skoleskyderi, 

visitationszone og voldsrus. Man kan jo 

forsøge at gætte, hvad der kommer på 

listen i år? 

- mp 

Kilde: Dansk Sprognævn 

Foto: Polfoto 


Foto: Polfoto 

Sagt i pressen 

»Vi ser mere og mere, at det er piger, 

der stjæler i forretningerne. Jeg tror, at 

det handler om, at yngre og yngre piger 

vil have nogle ting, som de ikke kan få 

derhjemme.« 

Jan Lauritzen, politiassistent, 

Midt- og Vestsjællands Politi, 

Dagbladet Roskilde den 22. januar 

Alle ansatte opfordres til at deltage i en stor spørgeskemaundersøgelse, 

som skal afdække, om Rigspolitiets sundhedsfremmende tiltag virker godt nok. 

Politiets 

sundhed kortlægges 

»Som teenager var jeg selv en rod, der 

prøvede grænser. Hash, ulovlige knallerter, 

og jeg har også stjålet chokolade og 

kirsebærvin som 14-15-årig. Det fik jeg et 

par på kassen for.« 

Michael Frederiksen, politiassistent og byrådsmedlem, 

Sydsjælland- og Lollandfalsters Politi, 

i anledning af hans 50-års fødselsdag 

Dagbladet Køge den 21. januar 

»Der er jo en grund til, at kriminalitet 

kaldes mørkets gerninger. Det er i mørke, 

forbrydelserne begås, og det er på mørke 

steder og områder med dårligt lys, at folk 

ikke har lyst til at færdes.« 

Karsten Nielsen, politiinspektør, 

Det Kriminalpræventive Råd, 

Jyllands-Posten den 19. januar 

Får du 6 om dagen? Dyrker du motion? Er du ryger? Hvor ofte drikker du alkohol? 

Den slags spørgsmål og mange flere kan du se frem til at skulle besvare i løbet af 

den kommende måned. Rigspolitiet har nemlig indgået et samarbejde med Det 

Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) om at kortlægge politiets sundhedsfremmende 

initiativer og de ansattes helbredstilstand. 

Der er tale om en uvildig videnskabelig undersøgelse, som blandt andet bygger 

på fokusgruppeinterviews og en elektronisk spørgeskemaundersøgelse blandt alle 

godt 14.000 ansatte i politiet. 

På baggrund af de indsendte svar vil NFA udarbejde et katalog med anbefalinger, 

som Rigspolitiets wellnesskonsulenter kan bruge, når de tager rundt og vejleder 

om kost, motion, sunde vaner, rygestop og udarbejdelse af træningsplaner. 

»Vi medvirker, fordi vi gerne vil bruge vores ressourcer bedst muligt på at lave 

sundhedsfremmende tiltag for medarbejderne. Så vi skal finde ud af, om det, vi 

gør, virker,« siger politikommissær Kim Hoffmann Erichsen fra Rigspolitiets arbejdsmiljøsektion. 

I løbet af februar måned modtager alle medarbejdere en mail fra NFA med 

spørgeskemaet, som ud over at danne grundlag for de fremtidige sundhedsfremmende 

tiltag vil give den enkelte medarbejder et værdifuldt indblik i hans eller hendes 

egen helbredstilstand. Hvis tilstrækkelig mange deltager i undersøgelsen, lover 

de faglige organisationer, som organiserer ansatte i politiet, desuden at donere 

penge til Julemærkehjemmene, som arbejder for at styrke børns sundhed. Håbet 

er derfor, at så mange som overhovedet muligt vil deltage i undersøgelsen, og det 

er tilladt at udfylde skemaerne i arbejdstiden. 

-ab 

»Vi prøver at finde ud af, hvordan de 

20-årige piger den ene dag kan gå rundt 

i Budapest for den næste dag at befinde 

sig på et bordel på den københavnske 

vestegn.« 

Bent Isager-Nielsen, politiinspektør, 

Københavns Vestegns Politi, 

Jyllands-Posten den 19. januar 

»Jeg glæder mig over, at serien lader 

Københavns Politi opklare voldssagerne. 

I ‚Ørnen‘ blev vi udlagt som en flok 

tumper. Så det er positivt.« 

Per Larsen, chefkriminalinspektør , 

Københavns Politi, tidl. operationschef i PET, 

Ekstra Bladet den 2. januar om DR’s Livvagterne 

»Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor folk 

lod sig forblænde af ham. Der stod snyd i 

panden på ham.« 

Kenneth Olofsson , 

tidligere ejer af Nyhavnscafeen i København, 

hvor Stein Bagger var hyppig gæst, 

Jyllands-Posten den 21. december 2008 


igspolitichefen 

Vi skal lytte til hinanden 

Foto: Thomas Tolstrup. 

Mere kommunikation, større åbenhed og en modernisering af Rigspolitiet 

skal sikre, at vi fremover kan leve op til de krav, der stilles til 

politiet i dag, mener den nye rigspolitichef, Jens Henrik Højbjerg. 

Af Maja Plesner 

»Jeg satte mig lige ned…« 

Jens Henrik Højbjerg smiler, da han bliver spurgt, hvordan 

han reagerede på at blive ringet op og få tilbudt stillingen 

som rigspolitichef. Så fortsætter han: 

»…og så talte jeg med min kone om det. Hendes kommentar 

var: ”Selvfølgelig skal du det. Ellers vil du ærgre dig 

altid”.« 

Og sådan blev det. Den 5. januar rykkede den 53-årige nu 

forhenværende politidirektør i Nordjylland ind bag skrivebordet 

i rigspolitichefkontoret på Polititorvet – og på sofaen hos 

sin søn i København, indtil han finder en lejlighed. 

I ugevis har han arbejdet i døgndrift for at få det fulde 

overblik over den ’butik’, han nu bestyrer, og få klarlagt, 

hvor der er brug for justeringer. Han oser af virkelyst og kan 

næsten ikke vente med at se konkrete resultater. 

»I politiforliget fra november sidste år er der et krav om, 

at vi skal have større fokus på det borgernære politiarbejde. 

Med det er ikke nok, at vi siger det. Vi skal også skabe en 

organisationsstruktur, som understøtter det,« siger han og 

uddyber: 

»Jeg er meget optaget af, at vi i Rigspolitiet yder den 

rigtige service i forhold til kredsene. At vi kigger på, hvad vi 

er bedst til, og hvad kredsene er bedst til, og hvordan vi får 

mest muligt ud af tingene.« 

Styrkelse af lokalpolitiet 

Jens Henrik Højbjerg kommer med et par konkrete eksempler: 

De nye servicedeklarationer, der skal tydeliggøre, hvad 

borgerne kan forvente af politiet og dermed gøre det nemmere 

for kredsene at prioritere. Og – ikke mindst – beslutningen 

om at sammenlægge Efterforskningsafdelingen og Færdsels- 

og Beredskabsafdelingen i Rigspolitiet. 

»Formålet er blandt andet at skabe synergi imellem forebyggelsesindsatsen, 

moniteringsindsatsen, efterforskningsindsatsen 

og patruljeindsatsen, fordi det hele hænger sammen. 

Samtidig vil der blive oprettet en enhed, som skal have 

fokus på lokalpolitiet. Det vil sikre, at vi bliver bedre til at løse 

de opgaver, som har høj prioritet, og som både kredsene, 

borgerne og politikerne efterspørger.« 

Den nye rigspolitichef er ulasteligt klædt i lysegråt jakkesæt. 

Men ikke noget slips, og det passer måske meget godt til det 

signal, han gerne vil sende. For Jens Henrik Højbjerg har ingen 

fine fornemmelser. Han vil gerne i dialog med alle medarbejdere. 

Kommunikationen skal styrkes både internt og 

eksternt, og dansk politi skal i det hele taget være en moderne 

organisation præget af mere åbenhed, lover han. 

»Det skal blandt andet sikre, at medarbejderne får mulighed 

for at følge med i og forstår den retning, vi vælger. Men 

også for at få indflydelse på den. For det er meget vigtigt, at 

vi lytter til hinanden og er åbne over for gode ideer i en kæmpestor 

organisation som vores,« siger Jens Henrik Højbjerg 

og understreger, at det også gælder, når der er problemer. 

»I det øjeblik, de første nødskrig lyder, skal vi som ledelse 

tage det alvorligt og gå i clinch med problemet med det samme. 

På den måde kan man foregribe, at mange frustrationer 

løber løbsk.« 

Flere år med job i udlandet og involvering i diverse internationale 

fora har givet Jens Henrik Højbjerg en stærk international 

profil. Men han er samtidig dybt forankret i det nationale 

og lokale politiarbejde. 

»Som rigspolitichef er det klart, at det hjemlige har førsteprioritet. 

Men vi skal samtidig have fokus på det internationale 

samarbejde, for rigtig meget kriminalitet i dag er grænseoverskridende,« 

siger Jens Henrik Højbjerg. 

Alle begår fejl 

At være chef for 15.000 medarbejdere og ansvarlig for et 

budget på over otte milliarder om året kræver sin mand. Og 

Jens Henrik Højbjerg lægger da heller ikke skjul på, at han føler 

sig meget privilegeret, men også, at det er den ultimative 

udfordring. 

»Politiet er en af de vigtigste organisationer i et demokrati, 

og det maner til ydmyghed,« siger manden, der i medierne fik 

skudsmålet ”en hård hund“, da han tiltrådte stillingen som 

konstitueret rigspolitichef. En betegnelse, han i virkeligheden 

ikke rigtig synes passer på ham. 

»Jeg kan da godt være en hård hund i bestræbelserne på at 

nå mine mål, og som leder er man også nødt til på et eller 

andet niveau at være hård. Men derfor kan man godt være 

professionel, troværdig og hensynsfuld.« 


Blå bog 

• Jens Henrik Højbjerg er 53 år og fra Randers. 

• Jurist fra Aarhus Universitet i 1982. 

• Han kommer fra en stilling som politidirektør i 

Nordjyllands Politi, hvor han nåede at virke i godt to år. 

• Har været vicedirektør i Europol, politimester i 

Rigs politiets afdeling A og vicepolitimester i Grønland. 

• Privat er han gift med Karin Højbjerg, sygeplejerske, 

cand.mag. og ph.d.-studerende. Sammen har de en 

voksen søn, som bor i København. 

Allerhelst vil han opfattes som en fair og ordentlig leder, og 

han lægger vægt på, at man arbejder som et hold og gør sit 

bedste. 

»Jeg er fair og ordentlig. Men hvis folk er dårlige kammerater 

og meler deres egen kage, er jeg uforsonlig. Det betyder 

ikke, at man ikke må begå fejl. Alle begår fejl, også jeg. Men 

man skal lære af fejlene. Man kan ikke blive ved med bare at 

sige undskyld, vel?« lyder det fra den nye rigspolitichef, der 

trods ønsket om forandringer i organisationen grundlæggende 

har meget stor respekt for det arbejde, der udføres i dansk 

politi. Og ikke mindst for de politifolk, der arbejder ”tæt på det 

hele, og som bliver udsat for helt utrolige ting ind imellem”. 

»Folk er mere berusede, mere påvirkede af stoffer og mindre 

autoritetstro end tidligere. Så betjentene tager en meget 

stor del af skraldet på vegne af os andre.« 

»Det hjemlige har selvfølgelig førsteprioritet, 

men vi skal samtidig have fokus på det internationale 

samarbejde, siger Jens Henrik Højbjerg. 

> 

Jens Henrik Højbjerg i fritiden 

Sport 

Fiskeri 

Biografen 

BØGER 

Malerkunst 

Musik 

Jeg elsker at spille tennis, se fodbold 

(er fan af West Ham) og VM i 

håndbold. 

Jeg var ude at fiske to gange sidste år. 

Den ene gang i Limfjorden, hvor jeg 

fangede en flot havørred. 

Det er vigtigt at se film. 

Sidste bog, jeg har læst: Motherless 

Brooklyn – en storbyroman af Jonathan 

Lethem – kan varmt anbefales. 

Jeg kan godt lide at gå på kunstudstillinger. 

Cobra malerne er blandt 

favoritterne. Sidste kunstudstilling var 

Per Kirkeby på Louisiana. 

Jeg har en svaghed for Elvis Costello 

og Stan Getz. 


leder 

Nu skal det lykkes 

I anklagemyndigheden har vi naturligvis 

fulgt den seneste tids begivenheder 

hos vores nære kolleger i politiet. Det 

har givet anledning til et par refleksioner: 

En rigspolitichef er fratrådt, og en ny 

er kommet til. Vi kender kun Jens Henrik 

Højbjerg for det allerbedste, og vi 

glæder os til det kommende samarbejde. 

Vi er sikre på, at det bliver godt, 

pragmatisk og konstruktivt. 

Skiftet på posten som rigspolitichef 

markerer en ny fase i gennemførelsen 

af politireformen. Nu skal det lykkes. 

Og det vil den nye rigspolitichef understøtte 

på den bedst tænkelige måde. 

Der er faktorer i reformimplementeringen, 

som man kan synes, at politiet er 

uden indflydelse på. Det gælder f.eks. 

den stemning, der slås an i medierne, 

og som på godt og ondt er styrende for 

den almindelige borgers opfattelse af 

politiet. Det gælder også den stemning, 

der på Christiansborg slås an i 

den politiske forligskreds bag reformen. 

Mere rolig 

Og så alligevel. Måske er politiet til en 

vis grad herre også over disse faktorer. 

Det er f.eks. indlysende, at jo bedre politiet 

klarer det nye års højt profilerede 

opgaver som klimatopmøde, oprettelse 

af de nye servicecentre og prioritering 

af den borgervendte og utryghedsskabende 

kriminalitet, jo mindre klang - 

bund vil der være for kritik af politiet. 

Men måske rækker politiets indflydelse 

videre end det: 

Når man sammenligner status i 

henholdsvis politiet og anklagemyndigheden, 

kan man konstatere, at situationen 

i anklagemyndigheden generelt 

har været mere rolig. Det er der mange 

grunde til, og vilkårene i de to dele af 

vores samlede organisation er på en 

række punkter usammenlignelige. 

Men det er interessant at iagttage, hvor 

medarbejderne i henholdsvis politi og 

anklagemyndighed går hen med den 

frustration og kritik, som der vil være i 

enhver organisation, når der gennemføres 

store ændringer. 

I anklagemyndigheden har medarbejderne 

været meget opmærksomme 

på at holde diskussionen der, hvor den 

efter min opfattelse i første række bør 

holdes – nemlig mellem medarbejderne, 

de faglige organisationer og ledelsen. 

Det har jeg ved mange lejligheder 

takket dem for. Ikke for at blande mig i 

deres måde at gribe udfordringerne an 

på, men fordi det gør det langt enklere 

at få løst de reformproblemer, som 

også anklagemyndigheden naturligvis 

har måttet kæmpe med. 

En kontant måde 

Langt størstedelen af medarbejderne i 

politiet har håndteret udfordringerne 

på samme måde. Men nogle er gået 

en anden vej i den forstand, at de har 

valgt på en meget kontant måde at 

dele deres frustrationer med offentligheden. 

Det har bidraget til en udbredt 

opfattelse af, at politiets egne medarbejdere 

synes, at dansk politi ikke kan 

levere ordentlig kvalitet. 

Det er grundlæggende et personligt 

spørgsmål, hvordan man vil anvende 

sin ytringsfrihed i forhold til offentligheden. 

Det gælder også for den, der er 

ansat i politiet. Og jeg skal ikke gøre 

mig klog på, hvad der er rigtigt og forkert 

for den enkelte medarbejder. 

Men man skal huske på, at det ikke 

er uden konsekvenser gennem lang tid 

at tale dansk politi ned. Og at det let 

kan ende med at efterlade en opfattelse 

af et mere eller mindre inkompetent 

politi – en opfattelse, der som bekendt 

ikke kunne være mere forkert. Og lige 

så hurtigt, som politiets grundlæggende 

gode ry og renommé kan rives ned, 

lige så længe kan det tage at bygge det 

op igen. 

Skulle jeg i dag give politiets ansatte 

et stilfærdigt råd, ville det derfor være 

dette: pas rigtig godt på jeres renommé, 

for det er en grundlæggende del af 

jeres identitet. Og husk, at det har stor 

betydning, hvilken stemning I selv slår 

an i offentligheden. 

Jeg håber meget, at ledelse, organisationer 

og medarbejdere i politiet nu 

kan stå sammen om opgaveløsningen, 

således at reformen kan komme endeligt 

på plads. Det ville være den bedst 

tænkelige nytårsgave til dansk politi. 

Og til det danske samfund. 

Jørgen Steen Sørensen, Rigsadvokat 


Tema: Bander 

Politiet presser 

bander til det yderste 

Medierne er fyldt med det. Politikerne debatterer det. 

Borgerne frygter det. Og politiet bekæmper det. Bandekriminalitet 

var det helt store emne i Danmark i sidste halvdel af 2008. 

Af Anna Bridgwater 

76 gange affyrede bandemedlemmer deres våben i 2008. Det 

er 64 gange – eller over 400 procent – mere end året før. Tallet 

er højt, og derfor er indsatsen mod banderne også blevet intensiveret, 

meddeler Kim Kliver, leder af NEC, det Nationale 

Efterforskningscenter. 

For det første har politikerne afsat flere penge til bandebekæmpelse. 

Og for det andet følger politiet en nøje planlagt 

strategi, der blandt andet omfatter metoden ”Intelligence led 

policing”. På dansk: Efterretningsbaseret politiarbejde: 

»Der er ikke så meget hokus pokus i det. Vi indsamler efterretninger, 

bearbejder efterretningerne og iværksætter en efterforskning,« 

siger Kim Kliver og uddyber: 

»Fokus i indsatsen er altså at kigge på fremtidens potentielle 

forbrydelser, i stedet for at rette blikket bagud mod de 

forbrydelser, der allerede er begået.« 

Kim Kliver understreger, at det efterretningsbaserede politiarbejde 

sker sideløbende med, ikke på bekostning af mere traditionelle 

metoder som den operative og synlige indsats på 

gaderne, hvor bandemedlemmerne visiteres og stresses. Eller 

den efterforskningsmæssige indsats i forhold til både skudepisoderne 

og bandekriminaliteten generelt. 

Registrering af bander 

Udover POLSAS (politiets sagsbehandlingssystem) har NEC 

en særlig efterretningsdatabase, hvor folk, der er involveret i 

organiseret kriminalitet, bliver registreret. Her figurerer både 

danske og udenlandske navne: 

»Banderne er nødt til at have internationale kontakter, fordi 

de skal have narkotika ind. Desuden er pengene ikke meget 

værd, hvis ikke man kan hvidvaske dem, og banderne har den 

opfattelse, at det er nemmere at investere dem i udlandet. 

Men vi har kontakter i Asien, Sydeuropa, Afrika og Sydamerika,« 

siger Kim Kliver. Han forklarer også, at NEC inddeler de 

overvågede bander i to grupper – niveau ét og niveau to: 

»De, der udøver kriminalitet på tværs af kredsene, ligger på 

niveau ét. Og de, der opererer på det lokale plan, hører til niveau 

to.« 

Begge niveauer udøver samme form for kriminalitet, men niveau 

to er først og fremmest kredsenes ansvar. 

»Men det kan sagtens være, at noget af den kriminalitet, 

som vi i dag tror, er lokal, viser sig at være bredere funderet.« 

Tværgående samarbejde 

Nogle af NEC’s væsentligste oplysninger stammer fra SØK, afdelingen 

for Særlig Økonomisk Kriminalitet, fra kommunerne 

og fra Skat. 

»Noget af det vigtigste i vores strategi er de tværgående 

samarbejder med andre myndigheder. De sikrer, at vi holder 

øje med de her folk, som på alle måder prøver at malke systemet,« 

siger Kim Kliver. 

Efter hans opfattelse er kampen mod banderne ikke overstået 

inden for den nærmeste fremtid: 

»Jeg er sikker på, at den aktivitet, vi kører med over for 

rockere og bander, bliver langvarig. Banderne er konstant i 

gang med at finde nye veje for deres kriminalitet, så kompleksiteten 

i vores efterforskning bliver større og større. Men vi tror, 

vi er lidt foran rent tankemæssigt. Og så er det vigtigt, at den 

sidste del af arbejdet – forebyggelsen - kommer med. At vi 

laver den brobygning til den næste generation.« 

» 


Tema: Bander 

»Problemet er deres ligegyldighed. 

De er kolde over for, at det kan gå ud over uskyldige. 

Vi har ikke mulighed for at nå ind til dem.« 

Lasse Juul Hansen 

En del af jobbet 

Bandernes interne opgør stiller store krav til politiet. 

Men betjentene gør gerne en ekstra indsats for at få 

skovlen under de kriminelle rivaliserende grupper. 


»Det har jo givet os noget mere arbejde.« 

Sådan lyder det tørt fra politibetjent Jesper 

Hessellund Jacobsen på 33. Han har været på 

Station Bellahøj i fire år og er en af dem, der 

har været med i beredskabet under de voldsomme 

bandeopgør i 2008. 

Fra Station Amager er politiassistent Lasse 

Juul Hansen fra beredskabet enig: 

»Det fylder meget. Vi skulle lige pludselig 

stille med to-tre ekstra vogne hver dag. Det var 

lidt en belastning.« 

De ekstra vogne var en del af den samlede 

koordinerede indsats mod rockere og bandekriminalitet, 

hvor politi fra hele København gik 

sammen om fælles aktioner. I Jespers øjne 

har de fleste indsatser været godt tilrettelagt: 

»For eksempel er de fleste af indsatslederne 

meget målrettede og laver nogle gode aktioner. 

Det virker godt på de menige, at der er 

en plan og en strategi. Når vi er sådan en styrke 

samlet, får vi virkelig noget fra hånden,« siger 

Jesper og hentyder til de aktioner, hvor 

hold fra alle de københavnske stationer samt 

en hundepatrulje samles om en aktion, som 

går målrettet efter at visitere kendte kriminelle 

på et bestemt område, for eksempel Tingbjerg 

eller Mjølnerparken på Nørrebro i København. 

»Selvom vi ikke får et konkret resultat, så 

stresser vi banderne, og de skal vide, at vi er 

efter dem.« 

Men når Lasse Juul Hansen ser tilbage, 

så synes han ikke, hans erfaringer er blevet 

ordentligt udnyttet i kampen mod banderne: 

»Der var lidt forskel på, om lederne havde 

en målrettede plan, eller om vi i kørehold bare 

skulle køre rundt. Det havde nok været en fordel 

at bruge de samme folk til bestemte opgaver 

i en længere periode. Så havde man nok 

fået en mere seriøs indsats. Men der er også 

nogle kolleger, som havde fået nok.« 

Visitationszoner 

Både Lasse Juul Hansen og Jesper Hessellund 

Jacobsen har et rimelig godt kendskab til 

de kriminelle grupperinger i deres område, og 

ser de et bandemedlem på gaden, 

vil de ofte kunne genkende vedkommende. 

»De fleste af dem er kendte kriminelle,« 

siger Jesper. 

Et af politiets redskaber i indsatsen mod 

banderne er visitationszoner, hvor politiet har 

lov til at standse borgere uden konkret mistanke 

for at undersøge, om vedkommende har illegale 

stoffer eller våben på sig eller i sin bil. 

Som betjent i beredskabet på Station Bellahøj 

har Jesper Hessellund Jacobsen oparbejdet 

en vis erfaring, og han og kollegerne går meget 

målrettet efter de borgere, der skal visiteres. 

»Visitationszonerne er et rigtig godt værktøj. 

Vi misbruger dem ikke - der skal være noget 

at gå efter, inden vi standser folk. Så mange 

betjente er vi heller ikke, så vi bruger vores 

tid fornuftigt. Og vi skal jo stresse de kriminelle.« 

Lasse Juul Hansen er enig: 

»Det kan virke præventivt. Og det, at det 

er muligt at gå i lommerne på folk, betyder, at 

man tjekker folk, hvor man ellers var nødt til 

at lade dem gå. På den måde finder vi flere 

våben.« 


Arkivfoto: Jens Dresling/POLFOTO 

Politi fra hele København er flere gange gået sammen om 

fælles aktioner i forbindelse med bandeskyderier. 

Billedet er fra et skuddrama ved Mimersgade på Nørrebro, 

hvor 24 skud blev affyret fra et automatvåben 

og ramte en parkeret bil og en beboelsesejendom. 

I Lasse Juul Hansens øjne er de nye bandemedlemmers 

tilsyneladende ringeagt for andre 

mennesker den største udfordring i kampen 

mod banderne: 

»Problemet er deres ligegyldighed. De er 

kolde over for, at det kan gå ud over uskyldige. 

Vi har ikke mulighed for at nå ind til dem.« 

Og Jesper har den samme oplevelse af de 

nye bander: 

»De er rimelig hardcore. De regner ikke 

menneskeliv for noget.« 

Tryghed 

Enkelte betjente har fortalt i medierne, at de 

mange bandeskyderier har fået dem til at investere 

i private skudsikre veste. Men hverken 

Jesper Hessellund Jacobsen eller nogen af de 

betjente, han arbejder sammen med i beredskabet, 

har købt deres egne skudsikre veste. 

De føler, at de generelt har det udstyr, de skal 

bruge: 

»Vi har talt om situationen, og folk tager det 

stille og roligt. Vi er ikke mål. Men samtidig er 

vi også opmærksomme på vores egen sikkerhed.« 

Efter Jespers mening kan borgerne også 

tage situationen med ro: 

»Banderne går jo efter hinanden, ikke efter 

almindelige borgere. Men situationen kan hurtigt 

blive kørt op i pressen. Ja, der har været 

skyderier, men det er primært interne opgør.« 

I bund og grund ser Jesper Hessellund 

Jacobsen kampen mod bandekriminalitet 

som en vigtig del af sit job: 

»Vi kan jo se nogle resultater. Vi har konfiskeret 

mange våben og dermed fået dem væk 

fra gaderne. Situationen ville være langt værre, 

hvis vi bare lod stå til.« 

Heller ikke Lasse Juul Hansen føler sig 

utryg på grund af bandeopgørene: 

»Et eller andet sted er det den slags ting, 

der gjorde, at man blev politimand. Hvis man 

bliver bange, skal man nok søge et andet arbejde.« 


Tema: Bander 

»Min fortid indhenter mig« 

Det er lykkedes Aydin at komme ud af det bandemiljø, han var en del 

af i slutningen af 1990’erne. Og selv om livet som lovlydig borger er 

svært, håber han, at hans historie kan være med til at forhindre, at 

andre børn og unge havner i samme situation som han. 


En trussel for samfundet. Sådan betegner Aydin selv lidt 

henkastet den bande, han var medlem af i slutningen af 

1990’erne. Vatos Logos kaldte de sig, og i en årrække terroriserede 

de et boligområde på Københavns Vestegn. De begik 

hård kriminalitet, indtog, handlede og var konstant påvirkede 

af stoffer og tæskede folk, som de mente kom i vejen for 

dem. 

»Alle var bange for os. Når politiet kom, kastede vi med 

sten og molotowcocktails. Så hentede de os i pansrede busser, 

men vi var ligeglade. Vi kom jo hurtigt ud igen,« fortæller 

Aydin, der er tæt på 30 år og i dag er ansat i et projekt, hvor 

han skal forsøge at få en flok 13-17-årige drenge, der er på 

vej ud i alvorlige problemer, på bedre tanker. 

»Jeg kender dem i forvejen, for vi kommer fra det samme 

boligområde. De ser op til mig på en måde, og derfor lytter de 

til mig. Jeg skal styrketræne med dem, være til stede og holde 

øje med dem. Men jeg viser dem også mine papirer og siger, 

’Hvis I gør som mig, kommer I ingen vegne. Så ødelægger 

I jeres fremtid’.« 

Fik masser af tæsk 

Aydin taler dansk med accent, selv om han er født og opvokset 

i Danmark som den yngste i en søskendeflok på seks. 

Hans forældre kom hertil fra Tyrkiet i 1970’erne. I lejligheden, 

hvor familien boede, var pladsen trang, og farens hænder sad 

løst. Så Aydin foretrak som regel gaden frem for at være 

hjemme. 

»Fra jeg var omkring tre år, rendte jeg rundt på gaden med 

nogle større drenge til sent om aftenen. De tvang mig til at 

stjæle alt muligt til dem. Jeg vidste jo knap nok selv, hvad jeg 

lavede. Men mine forældre vidste det godt, for politiet kom 

nærmest to gange om dagen med mig, fordi jeg havde stjålet. 

Så fik jeg masser af tæsk af min far. Jeg var mere bange for 

min far end for politiet.« 

Aydins far slog mest med hænderne, men han slog hårdt. 

Engang brækkede han Aydins næse. Men egentlig forstår 

Aydin ham godt. 

»Hvad skulle han ellers gøre? Vi var jo nærmest umulige. 

Men det var også noget med kulturen. Mine forældre kommer 

fra en lille landsby i Tyrkiet, og det var et barsk sted. Min far 

laver alle regler i sit eget hoved, og dem kan man ikke lave 

om på. At diskutere med min far ville være som at diskutere 

med en fra stenalderen. For eksempel havde han aldrig set 

en cykel, da han kom her, så han kunne ikke forstå, at det var 

vigtigt for mig at have en cykel. ’Hvad skal du med en cykel? 

Du har ikke brug for en cykel’, sagde han bare.« 

»Når man ikke får støtte i sin familie, leder man efter støtte 

et andet sted. Så finder man sammen med 20 kammerater, 

og efterhånden bliver det en bande. Men da jeg var dreng, var 

der jo heller ikke nogen SSP-arbejdere, der kom og spurgte, 

’Hvad har du brug for? Jeg kan hjælpe dig’. De dukkede først 

op, da jeg var i 20’erne, og der var det for sent. Hvis der var 

kommet en SSP-medarbejder og havde prøvet at tale med os 

dengang, havde vi bare givet ham tæsk. Man kan ikk e få et 

bandemedlem med i et socialt projekt. Det er helt umuligt,« 

siger Aydin og tilføjer: 

»Jeg tror godt, man kan undgå, at unge bliver bandemedlemmer. 

Men det kræver, at man tager fat i dem tidligt. Nogle 

af de drenge, som jeg arbejder med nu, er 13 år og har allerede 

fået en chance gennem projektet. Det er godt. For er de 

først blevet medlem af en bande, er det for sent. Så er der 

ikke andet at gøre end at slå hårdt ned på dem.« 

Tæt på at dø 

At Aydin lagde bandelivet bag sig, var mere en tilfældighed 

end et bevidst valg. En dag sagde hans krop fra over for det 


»Jeg er blevet svinet til hele mit liv her, fordi jeg er 

indvandrer,« siger Aydin, der er tidligere bandemedlem. 

Modelfoto: Pelle Kronestedt, Polfoto. 

stressede liv og stofferne. Han var tæt på at dø, og det blev et vendepunkt: 

»Jeg kom på hospitalet og videre derfra på afvænning i fem-seks måneder. Så 

var det det. Så gad jeg ikke det liv mere,« siger Aydin, der ikke er stolt af sin fortid 

i banden, men heller ikke fortryder noget. 

»Jeg er selv hele livet blevet fucked up af andre. Og jeg har sgu aldrig banket 

gamle damer. Det kan godt være, jeg har begået meningsløs vold, men det var 

mere noget med magt. Hvis der var en, der gik på en gade, jeg ikke syntes, han 

skulle gå på, fordi det var min gade, så kunne jeg finde på at gå over og banke 

ham. Sådan var det bare. Jeg tænkte ikke over det. Du tænker ikke, når du er på 

stoffer hele tiden.« 

Selv om han i dag har et arbejde og planer om at blive gift med sin kæreste, er 

der langt mellem smilene hos Aydin, og hans vrede mod omverden er til at tage 

og føle på: 

»Alle danskere er fucking racister,« siger han indædt og forsøger at forklare sin 

påstand. 

»Jeg er blevet svinet til hele mit liv her, fordi jeg er indvandrer. Du ved ikke, 

hvordan det er, fordi du er hvid. Men for mig… Forleden gik min bil i stå, så jeg tog 

min benzindunk og gik hen til den nærmeste benzintank og fyldte den. Senere på 

dagen blev jeg kontaktet af politiet, der spurgte, hvor jeg planlagde at begå terror! 

Sådan er det bare. Det er langt ude,« siger Aydin. 

På spørgsmålet om, hvilke drømme han har for fremtiden, svarer han tørt: 

»Jeg har ingen. Men jeg vil gerne væk fra Danmark. Måske til USA.« 

Men det har lange udsigter, erkender Aydin. Han skal først have en ren straffeattest, 

og den får han ikke foreløbig, for han har for nylig fået en voldsdom, fordi 

han bankede en mand inde på Strøget. 

»Jeg synes ikke, det er fedt at tæske en midt på Strøget, men han var ved at 

smadre min bil, bare fordi jeg ikke ville skrue ned for min musik. Jeg prøvede at 

ignorere ham, men han blev ved, og så så jeg sort. Ingen skal ødelægge min bil. 

Jeg har knoklet seks år på stilladser for at kunne købe den. Den er det eneste, jeg 

ejer. Og den mand ville selv have tæsket mig, hvis han kunne. Så du kan se, min 

fortid indhenter mig hele tiden.« 

»Aydin« ønsker at være anonym, og navnet er derfor opdigtet. 

Redaktionen kender hans rigtige navn. 


Tema: Bander 

> PÅ HØJDE MED UDENLANDSKE KOLLEGER 

Dansk politi kan godt være stolt af sin indsats mod bander. Metoderne og succesraten ligger fint 

på niveau med andre landes. 

Politiets indsats mod bandekriminalitet minder på mange måder om Operation Cougar, som var 

en vellykket indsats rettet mod bandekriminalitet og især skyderier i Manchester, Storbritannien. 

Operation Cougar blev søsat i februar 2008 efter en bølge af skudepisoder, hvor blandt 

andre to uskyldige unge drenge mistede livet. Cougar fik de banderelaterede skyderier til at 

ophøre ved hjælp af tre væsentlige taktikker: 

• Høj synlighed i de kvarterer, hvor banderne holder til, og et højt antal visiteringer. Politiet blev 

ved med at stresse de kriminelle med mange visiteringer af samme person for at udbrede 

budskabet: »Hvis du bærer våben, vil du på et tidspunkt blive taget.« 

• Næste taktik var at forstyrre og forhindre banderne i at udøve kriminalitet, for eksempel ved at 

udelukke dem fra bestemte begivenheder, hvor der traditionelt er ballade, som et karneval. 

• Endelig blev der fokuseret på den yngre generation, dvs. bandemedlemmernes yngre 

søskende. De blev sat i gang med diverse aktiviteter, og deres ofte uvidende forældre blev 

kontaktet og underrettet om, hvad børnene rendte og lavede. 

> Tal på BANDEINDSATSEN 

• Der er afsat 25 millioner kroner 

til politiets overarbejde i forbindelse 

med bandekriminalitet. 

• Derudover er der afsat fem 

millioner på finansloven til 

vidensindsamling, forskning og 

undervisning i 2009 og 2010. 

• Ved udgangen af 2008 var der 

i alt 7.291 sigtelser mod 

bandemedlemmer. Tallet 

rummer både afsluttede og 

ikke-afsluttede sager. 

• Der var 141 episoder, hvor to 

eller flere bander har været 

involveret i opgør på kryds og 

tværs. 

> 

Bandestrategien fra 2005 

> 

Bandeskyderier 

gav travlhed 

Der blev arbejdet ekstra hårdt i 

Kriminalteknisk Center i 

slutningen af 2008. Årsagen var de 

mange skyderier mellem rockere og 

bander. For hver gang, der bliver trykket 

på en aftrækker, betyder det arbejde til 

våben- og fingeraftryksteknikerne i KTC. 

»Vi har i den seneste tid fået over 200 pistoler, revolvere og automatvåben 

ind, som stammer fra bandeopgør i hele landet,« sagde 

politikommissær og leder af KTC’s våbensektion Bonnie Ludvigsen i 

november. 

Våbenteknikernes arbejde består blandt andet i at sammenligne 

patronhylstre i et mikroskop og i en database undersøge, om våbenet 

har været anvendt til anden kriminalitet. De tager også ud på 

gerningssteder og indsamler projektiler og klarlægger, hvordan der er 

blevet skudt. 

Fingeraftrykssektionen har haft tilsvarende meget at lave i forbindelse 

med bandeurolighederne. Her undersøger teknikerne de 

genstande, der bliver fundet på gerningssteder og under ransagninger. 

»I flere af de aktuelle sager er det på baggrund af undersøgelserne 

lykkedes at identificere adskillige personer ved søgning i vores 

AFIS-database,« siger politikommissær og leder af KTC’s fingeraftrykssektion 

Kristian Rokkjær. 

I 2005 formulerede Rigspolitiet en strategi for 

indsatsen mod bandekriminaliteten. Målet er at 

tilpasse indsatsen mod rockere og rette den mod 

andre kriminelle netværk, mens fokus på rockere 

opretholdes. 

Strategien er: 

• Samarbejde og dialog med relevante miljøer 

• Indsamling, bearbejdning og analyse af oplysninger 

om de kriminelle bander og deres kriminalitet 

• Samarbejde mellem politikredsene og Rigspolitiet 

• Samarbejde med udenlandske myndigheder 

• Overvågning af bandemedlemmernes økonomi og 

rejseaktivitet 

• Samarbejde med andre myndigheder som SKAT, 

kommuner, folkeregister mv. 

• Systematisk kontrol, visiteringer og ransagninger af 

de kriminelle bander 

• Konsekvent og hurtig retshåndhævelse 

• Øget indsats over for utilpassede unge, herunder 

øget SSP-indsats 

Læs hele strategien på www.politi.dk. 


Bander 

– forskelle og ligheder 

Bandekriminalitet er ikke et nyt fænomen. Siden rockerkrigen i 1990’erne har Nationalt Efterforskningscenter 

holdt øje med først rockerbanderne og siden de nye bander, som fylder avisernes spalter. Der er også mange 

lighedstræk i de kriminalitetsformer, som de forskellige bander bedriver, og politiet trækker på erfaringer og 

benarbejde fra 1990’erne. Men der er også væsentlige forskelle mellem de to bandetyper. 


> Rockere: 

andre Bander: 

> > 

Kort om banderne 

• Etniske danskere og medlemmer 

af anden etnisk 

herkomst end dansk 

• Samles omkring et klubhus, 

hvor der holdes fester mv. 

• Mødes i nattelivet 

• Har et strengt officershierarki, 

som bygger på militærets 

rangorden. Man kan stige i 

graderne 

• Har tætte kontakter til og 

afdelinger i udlandet 

• Bedriver narkokriminalitet, 

afpresning, våbenbesiddelse og 

våbensalg, vold, berigelses - 

kriminalitet og står bag 

prostitution 

• Ofte uden for arbejdsmarkedet 

og ikke arbejdssøgende 

• Bor for sig selv 

• Bruger penge på store motorcykler 

• Bærer rygmærker, tatoveringer 

og ringe, der symboliserer 

tilhørsforhold 

• Investerer pengene i udlandet 

• Rekrutterer traditionelt fra de 

kriminelle miljøer. Der er en 

væsentlig overrepræsentation af 

voldsmænd og folk, der har 

været involveret i narko eller 

våbenkriminalitet 

• Bruger internettet i deres 

rekruttering af nye medlemmer 

• Størstedelen af banderne er 

racemæssigt blandede og tæller 

både etniske og ikke-etniske 

danskere. Det er ikke sådan, at 

der er grupperinger af folk 

udelukkende fra Balkan eller 

marokkanere. Banderne arbejder 

ofte på tværs af nationale 

grænser og har samarbejdspartnere, 

for eksempel narkoleverandører, 

i udlandet, men er ellers 

baseret i ét land 

• Samles omkring fælles 

interesser og kriminalitet. Mødes 

i byen, gerne i festmiljøet 

• Har et uformelt hierarki, hvor 

lederen udtænker kriminaliteten 

• Bedriver narkokriminalitet, 

afpresning, våbenbesiddelse og 

våbensalg, vold, står bag 

bagmænd, berigelseskriminalitet. 

• Bor enten hos forældre eller tæt 

på det område, de er vokset op i. 

Området er også udgangspunktet 

for deres kriminalitet 

• Ofte uden for arbejdsmarkedet 

og ikke arbejdssøgende 

• Bruger penge på store 

”eyecatcher”-biler. 

• Bærer ringe, trøjer, huer og 

tatoveringer, der symboliserer, at 

de er medlemmer 

• Investerer pengene i udlandet 

• Rekrutterer fra marginaliserede 

grupper i nærområdet 

• Bruger internettet i deres 

rekruttering af nye medlemmer 

Hells Angels (HA) 

• HA er i vækst og rekrutterer 

fortrinsvis fra AK81. HA er i 

opposition til gadebandegrupperne, 

som er ved at overtage 

deres kriminelle områder. Derfor 

satser HA også på andre krimi - 

nalitetstyper end narkotikahandel, 

bl.a. bordelvirksomhed 

og afpresning 

• HA er landsdækkende med 

syv afdelinger og omkring 140 

personer tilknyttet 

• Hells Angels Puppetclub 

(støttegrupper – medlemmer ned 

til 15 år) er ved at blive landsdækkende, 

har syv afdelinger 

med i alt 98 personer tilknyttet. 

Er underlagt HA 

Bandidos (BA) 

• BA er i vækst og er meget aktiv. 

Rekrutterer meget aktivt 

• BA har et tåleligt forhold til 

gadebandemiljøet, men har 

problemer med indvandrerbander 

i Sverige 

• BA’s støttegrupper har seks 

afdelinger med i alt 54 personer 

tilknyttet 

Andre bander: 

• De nye bander kaldes ofte 

gadebander eller indvandrer - 

bander, men ingen af navnene er 

præcise, da de ikke holder til på 

gader og ikke udelukkende består 

af personer med anden etnisk 

herkomst end dansk 

• Rigspolitiet overvåger i øjeblikket 

10 landsdækkende bander med i 

alt 155 medlemmer og 10 lokale 

bander med i alt 92 medlemmer 


Tema: Bander 

Høje Taastrup er tæt på at være 

bandefri zone 

Et tæt samarbejde mellem politiet og de sociale myndigheder 

har i årevis forhindret seriøse bander i at slå rod i Høje-Taastrup. 

Opskriften er en kombination af overvågning, opbygning af tillid, 

alternative tilbud og fokus på gruppen frem for individet. 


Unge, der drømmer om at blive medlemmer af en bande, 

køre i dyre, hurtige biler, gå med fede guldkæder og begå indbringende 

kriminalitet, skal ikke tage til Høje-Taastrup på Københavns 

Vestegn. 

Takket være politiets og de sociale myndigheders målrettede 

indsats over for de unge, der er tiltrukket af bandemiljøer, 

tør SSP-koordinatorerne Jacque Royal og Brian Hjermind i 

dag kalde Høje-Taastrup for så godt som ’bandefri zone’. 

»Der er nogle kriminelle grupperinger, og p.t. har vi ca. 30 

unge, som vi har særligt fokus på. Ud af dem er der måske 

syv, hvor der er en reel risiko for, at bandemiljøet bliver en 

karriere,« siger Jacque Royal og understreger dermed, at 

både politiet og SSP-koordinatorerne er nødt til at holde et 

konstant vågent øje med den hårde kerne af unge i kommunen. 

Og at arbejdet med at bekæmpe bandekriminalitet aldrig 

er overstået. 

»For nylig var der en, der forsøgte at rekruttere unge til AK81 

hernede. Vi gav sagen videre til politiet, men samtidig tog vi fat 

i de unge, der var blevet stikirenddrenge for fyren, og sagde, at 

det skulle de ikke lege med. Det lod de så være med.« 

Til rådighed 24 timer i døgnet 

Det lyder enkelt, men sandheden er, at SSP-koordinatorerne 

bruger både tid og ressourcer på at vinde de unges tillid og 

respekt. Jacque Royals mobiltelefon er tændt 24 timer i døgnet 

- uanset, om han sover eller er i gang med at stege frikadeller 

til børnene derhjemme. De unge skal kunne få fat på 

ham, for det gælder om at møde dem der, hvor de er – både 

fysisk og mentalt: 

»Vi taler for eksempel heller ikke nedladende om AK81. 

Rockerne er rollefigurer og helte for de her unge, og det er 

ikke vores opgave at sige en masse negativt om dem. Men vi 

forklarer, at der er en bagside af medaljen – eksempelvis, at 

der kun er én ud af 1000 AK81’ere, der får lov til at blive rocker,« 

siger Jacque Royal. 

Brian Hjermind, der er uddannet politiassistent, men siden 

2007 har arbejdet som SSP-konsulent i Høje-Taastrup, uddyber: 

»Banderne er jo smarte. De inviterer de unge med til fester, 

hvor der er alt, hvad de drømmer om: Stoffer, øl og endda 

kvinder. Så du er nødt til at sige: ’Jeg kan godt se, det er 

spændende. Men du vil være lavest i hierarkiet i meget lang 

tid, og det er dig, der skal lave alt lortearbejdet’. Man kan ikke 

bruge argumenter som, at de risikerer at blive skudt eller 

komme ud i hård kriminalitet, for det er de ligeglade med. De 

vil bare gerne være med i den hårde kerne og være en del af 

kammeratskabet.« 

Jacque Royal supplerer: 

»Vi fortæller dem, at der er andre muligheder. For eksempel 

at hjælpe andre unge, der er på vej ud i kriminalitet. Nogle af 

dem siger: ’Hvorfor skal jeg ydmyge mig selv? Jeg kan tjene på 

en dag, hvad du tjener på en måned!’ Så siger jeg: ’Fordi jeg 

slipper for at gå og kigge mig over skulderen hele tiden’.« 

Går efter hele gruppen 

De to SSP-medarbejdere nævner en anden vigtig pointe, hvis 

man vil have succes i arbejdet med at bekæmpe bandedannelser: 

Nemlig at gå efter hele grupper frem for kun enkeltpersoner: 

»Meget af det, der går galt i det kriminalpræventive arbejde, 

er den ensidige fokusering på individet. Her gør vi meget ud af 


Politiets lokalkendskab er 

afgørende for en hurtig og 

målrettet indsats i forhold til de 

unge uromagere, mener Brian 

Hjermind og kollegaen Jacque 

Royal (th.). »Desværre oplever vi, 

at der lige nu sker en svækkelse 

af lokalpolitiet, og det er rigtig 

ærgerligt,« siger Brian Hjermind. 

også at arbejde med gruppens dynamik og forsøge at vende 

den fra noget negativt til noget positivt,« siger Jacque Royal. 

Konkret betyder det, at hvis en ung i Høje-Taastrup er på 

vej ud i noget snavs, bliver der måske udarbejdet en personlig 

handleplan for ham. Men samtidig forsøger man at rette 

en indsats mod hele den gruppe, han er en del af. Det kan 

for eksempel være i form af et tilbud om stofafvænning, 

sport eller noget helt tredje. 

»Hvis man ikke arbejder med den enkeltes bagland, vil 

det altid være der som modpol,« understreger Jacque Royal. 

Brian Hjermind supplerer: 

»Man skal heller ikke tage fejl af, at det er voldsomt for 

en person, når man laver et indgreb på individniveau. Det 

involverer måske 30 mennesker – både klubpædagoger, 

SSP-medarbejdere, psykologer, politifolk osv. Derfor er det 

godt, at de har nogle andre at dele en svær periode i deres 

liv med.« 

Anerkender politiets arbejde 

Selv om Jacque Royal og Brian Hjermind synes, de har et ret 

godt tag på de utilpassede unge i Høje-Taastrup, er de enige 

om, at det ikke gik uden et meget tæt og konstruktivt samarbejde 

med det lokale politi. 

»Da jeg startede som SSP’er her i kommunen for ti år siden, 

var det helt almindeligt, at vi havde sammenstød med 

politiet i medierne. Og hvis man som opsøgende medarbejder 

mødte politiet på gaden, hilste man nærmest ikke på hinanden. 

Der var nogle klokkeklare interessekonflikter i måden, 

vi arbejdede på. Det var den støttende metode mod at slå 

hårdt ned.« 

Gennembruddet kom, ifølge Jacque Royal, da der blev 

ansat nogle folk i dengang Glostrup Politi, som havde en ’helt 

anden indgangsvinkel til tingene’. 

»De satte en ære i at vise, hvordan man også kan bruge 

politiet i det forebyggende arbejde. Og frem for alt viste de 

personen bag uniformen. Samtidig blev vores organisation 

her i kommunen lavet om, og vi fik en større forståelse for 

politiets arbejde og lærte politifolk at kende.« 

Takket være det gode samarbejde er der blandt kommunens 

socialarbejdere i dag er en meget stor anerkendelse af 

politiets arbejde. 

»Regel nummer ét er, at alle forhold hos politiet skal ordnes 

først. Det nytter ikke noget, hvis kommunen laver en 

handleplan og finder et arbejde til en ung, og politiet så kommer 

lige bagefter og anholder den unge, fordi der kører en 

straffesag. Så smadrer man allerede dér handleplanen. Det 

er politiet jo heller ikke interesseret i.« 

Vi er ikke venner 

På spørgsmålet, om det aldrig er farligt at arbejde så tæt på 

de mest hårdkogte unge, svarer Jacque Royal: 

»Jeg er da blevet truet, men jeg har aldrig været bange. 

Jeg ved, at de puster sig op. Én truede engang med at gå efter 

et af mine børn. Så ringede jeg ham op og sagde, at det 

gør man bare ikke. Det er en uskreven regel selv i de kredse – 

at man ikke rører hinandens familier. Så sagde han ’undskyld’, 

og ’det var jo ikke ment på den måde’ osv. Men jeg 

beskytter også mig selv ved at sige til de unge, at vi ikke er 

venner. At vores relation er business. Og jeg husker mig selv 

på, at de kun er i mit liv i en afgrænset periode. Man er nødt 

til at have en professionel distance til jobbet, for man kan 

ikke redde hele verden.« 


PÅRØRENDE 

Uro og bekymring følger ofte i kølvandet, når man er pårørende 

til en ansat i politiet. Det forsøger Vestegnens Politi at afhjælpe 

ved at give familierne et indblik i politiet som arbejdsplads. 

Åbenhed giver ro i sindet 


En succes: Sådan betegner vicepolitiinspektør Arne 

Kris tiansen, uddannelsesansvarlig hos Københavns Vestegns Politis temaaftenen 

for kredsens PG II’ere og deres familier. Det foregik på Albertslund 

Politistation den 19. juni sidste år, og der er ingen tvivl om, at 

arrangementet skal gentages. 

Hvad var aftenens program? 

»Vores politidirektør bød velkommen, og så fortalte vores politiinspektør 

noget om vilkårene i politiet. At der er jul- og nytårstjeneste, for 

eksempel. Så var der en af vores unge kolleger, som fortalte om en psykisk 

hård hændelse, og så var der en rundvisning, for mange havde jo 

aldrig været på en politistation.« 

Hvilket budskab ville du gerne ud med den aften? 

»Der sker en forandring med de unge, fra den dag de starter, til når de 

slutter hos os. De får nogle oplevelser, som almindelige mennesker ikke 

får. Så familien skal være opmærksom på, at der kan være nogle reaktioner, 

første gang man kommer ud til et alvorligt færdselsuheld eller 

Politiet er en lukket verden 

Anette Lauridsen er kæreste med Hamed Joolaei, som 

er PG II’er hos Københavns Vestegns Politi. Hun er 25, 

han er 27, de stammer begge fra Sønderjylland og har 

været kærester i fire år. Hamed startede på Politiskolen 

for halvandet år siden, og Anette Lauridsen var glad for 

at tage med til pårørendeaften hos politiet: 

»Det var rigtig godt at blive introduceret for organisationen 

og se de omgivelser, han arbejder i. Det er lettere 

at forstå, når man får tingene at se, i stedet for at man 

går og gør sig nogle tanker. Politiet er en lukket verden, 

og man kommer ikke ind i kulturen ved at komme derud 

en enkelt aften, men man får noget at vide. Et lille indblik.« 

»Hamed ville være blevet skuffet, hvis ikke jeg var taget 

med, for han vil gerne indvie mig i sit arbejde. Han 

tog også en af sine bedste venner med, for Hameds forældre 

havde ikke mulighed for at komme.« 

»Det er et udsat job, og selvfølgelig er jeg nervøs for, 

at der skal ske ham noget, eller at han skal komme ud 

for en grim oplevelse. Men jeg blev mere rolig af at se 

de mennesker, han har med at gøre i arbejdstiden.« 

»Det var rart at se, at de havde det godt sammen på 

stationen. Der var en ung politibetjent, som fortalte om 

et grimt trafikuheld, der havde været en hård oplevelse. 

Så havde kollegerne været der for ham, fortalte han, og 

det var betryggende at høre.« 


selvmord, eller første gang man ser død. Der sker noget, og man kan blive 

forandret. Måske bliver man ked af det, når man kommer hjem, måske 

giver man sig til at græde, måske bliver man ophidset over småting. 

Vi ville gerne fortælle familien, at der er en grund til, at Søren eller Kirsten 

reagerer, som de gør.« 

Hvad betyder denne åbenhed for politiet? 

»Vi vil gerne være en åben institution og vise, at politistyrken ikke er et 

lukket land. Vi er også mennesker.« 

> Praktisk om Vestegnens pårørendeaften 

Omkostninger: 

Medarbejdere: 

Varighed: 

Indbydelser: 

Prisen på kaffe og kage til deltagerne 

To chefer, to fra uddannelsesafdelingen 

og en betjent, der holdt oplæg 

Godt to timer 

Vedlagt velkomstpakken til de nye elever 

- udsendt på cd-rom 

Mere nysgerrig end ængstelig 

Jørgen Lund er pensioneret pædagogisk konsulent og far til Mads 

Lund Meisner på 27, som er PG II’er hos Vestegnens Politi. Han tog 

med til pårørendeaften hos Vestegnens Politi sammen med sin 

kone, Annelise Meisner Lund. 

»På en måde lignede det et forældremøde i skolen. Mads ville 

gerne have, at vi var der. Det var godt at komme ned og se det sted, 

han arbejder. Og så havde jeg nogle spørgsmål, som jeg gerne ville 

stille.« 

Jørgen Lund var mere nysgerrig, end han var ængstelig over sønnens 

valg af erhverv. Han siger: 

»Jeg er glad på hans vegne, fordi han befinder sig godt i det. Men 

det er mere risikofyldt at være politimand i dag, end da jeg var ung. 

Og jeg synes, at noget af det væsentlige var at høre om de barske situationer, 

politiet kan komme ud i. Der var en ung politimand, der fortalte 

om en barsk oplevelse, han havde haft, og som det havde taget 

lang tid at komme over. Han fortalte de unge, at det var dumt at gå og 

gemme på tingene, og at man skal snakke om tingene.« 

Jørgen Lund var også glad for at have et forum, hvor der blev talt 

om politiet og deres arbejde, og han siger, at arrangementet ændrede 

hans opfattelse af politiet, og han del tager gerne i lignende seancer 

i fremtiden. 

»Jeg var der ikke kun som forælder, jeg var der også som samfundsborger. 

Man fik et meget godt indblik i politiets arbejde. Jeg har 

altid været positiv over for politiet, men min holdning er blevet mere 

nuanceret. Jeg kan se, at det er en vanskelig position, de bliver sat i, 

og hvor svært det er at få afklaret de situationer, de møder. Der 

er brug for en rigtig god uddannelse.« 


overblik 

Dna-dom 

truer dansk register 

Tasere, der dræber 

Bam! Et skud med en taser-pistol og en voldelig 

person eller en demonstrant er blevet pacificeret 

af et elektrisk stød på 50.000 volt helt uden 

varige eftervirkninger. Sådan lyder i al fald løftet 

fra fabrikanten af de meget ubredte taser-pistoler, 

der anvendes i hele Nordamaerika, Storbritannien 

og en lang række andre lande. Men nu 

har en canadisk test sået tvivl om taser-pistolernes 

sikkerhed. Alene i USA og Canada er taseren 

blevet sat i forbindelse med 300 dødsfald 

siden 2003. En videnskabelig undersøgelse 

udført af Canadisk tv og radio konkluderer, at fire 

ud af 41 taser-pistoler, alle ældre modeller, affyrer 

mere strøm, end fabrikanten lover, i visse 

tilfælde op til 50 procent mere. Så høje koncentrationer 

strøm kan være dødelige, hvis taserens 

pil rammer i nærheden af hjertet på en person 

med hjerteproblemer, eller en person, som af 

andre grunde er fysisk svækket, for eksempel 

påvirket af stoffer. 

Fabrikanten, Taser International, afviser anklagerne 

og hævder, at pistolen er ufarlig, men 

canadisk politi vil nu foretage deres egen undersøgelse 

med henblik på enten at droppe tasere 

eller udskifte ældre modeller med nye. En foreløbig 

rapport konkluderer, at politiet har brug for 

fælles retningslinier for brugen af taser-pistoler, 

og at politiet ikke er blevet ordentligt orienteret 

om lægernes erfaringer med taser-pistolernes 

ofre. 

I Danmark bruges taser-pistoler udelukkende 

af det militære politi. Michael Engell Olsen, leder 

af Rigspolitiets logistikafdeling, udtaler om 

taser-pistoler: 

»Vi vil ikke have dem. De magtmidler, vi har, 

er tilstrækkelige. Vi indførte peberspray i starten 

af 2008, og det har vist sig at være et effektivt 

magtmiddel på et langt mindre voldsomt niveau 

uden skader på gerningsmanden.« 

-ab 

En dom fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg kan ændre kravene 

til dansk politis dna-registrering af sigtede personer. Dna-registret indeholder 

nemlig ikke kun dna-profiler fra dømte, men også fra personer, der har været 

sigtet og siden er blevet frifundet. Nu har Menneskerettighedsdomstolen fastslået, 

at den praksis er i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 8 

om ret til privatlivsfred. I Strasbourg slog dommerne især ned på, at briterne 

ikke kan få slettet en dna-profil, når de først er optaget i registret. Og det uanset 

om sigtelsen er blevet droppet, eller om den sigtede er blevet frifundet. Dommen 

faldt, efter at to briter klagede over deres registrering i Storbritanniens 

dna-register. De danske dna-regler er en anelse skrappere end de britiske, fordi 

sigtelsen skal kunne give en straf på halvandet års fængsel, før politiet må kræve 

en dna-profil af en borger. Denne nedre grænse findes ikke i Storbritannien, 

hvor alle sigtede registreres og derefter er registreret på livstid. I Danmark slettes 

dna-profiler først, når en person er blevet 80 år, også selvom den sigtede 

ikke dømmes. Det samme gælder i øvrigt for registrerede fingeraftryk. 

I skrivende stund er justitsministeriet i gang med at analysere dommen fra 

Strasbourg og vil ikke udtale sig om dommens eventuelle konsekvenser for det 

danske dna-register. 

-ab 

Løgnedetektor fælder snydere 

I Harrow i det nordvestlige London har socialvæsnet i et år brugt stemmeanalyse 

til at afsløre, om bistandsmodtagere prøvede at malke velfærdssystemet 

for penge, de ikke var berettigede til. På et år lykkedes det Harrow at spare 

300.000 pund, eller tre mio. kroner, ved at fælde de syndige snydere. Nu varsler 

regeringen, at systemet skal udbredes til hele Storbritannien. Erfaringer viser, 

at bistandssnyderi er mere udbredt end tidligere antaget, og at der er 

penge i at bremse socialt bedrageri. Straffen for bistandssnyderi er tab af bistand 

i fire uger første gang, en snyder bliver taget. Hvis man snyder to gange 

på fem år, mister man 13 ugers bistand, og snyder en bistandsklient for mere 

end 2.000 pund, skal sagen for en domstol. 

-ab 


Uenighed om civile 

efterforskere 

I svensk politi er 600 ud af 4.500 efterforskere 

civilt ansatte, og tallet er 

stigende. Langt de fleste af de civile 

efterforskere er akademikere, for 

eksempel jurister, og der er bred 

enighed blandt anklagere, vagtledere 

og efterforskningsledere om, at 

de gør et godt stykke arbejde. Faktisk 

konkluderer en undersøgelse 

udarbejdet af det svenske Rikspolisstyrelsen, 

at de civile efterforskere 

gør det så godt, at de bør have 

flere beføjelser. 

Den ansvarlige for undersøgelsen, 

Skånes politimester Holger 

Radner, mener, at de civile efterforskere 

har tilført politiet nye kompetencer, 

og at de eneste gnidninger 

mellem ’rigtige’ og ’civile’ efterforskere 

opstår mellem kolleger med 

ringe kontakt og kendskab til hinanden. 

Holger Radner ser gerne, at der 

kommer en lovændring, som giver 

de civile efterforskere mulighed for 

at indtage mere ledende roller i efterforskninger. 

Og de civile efterforskeres 

fagforbund, JUSEK (svarer til 

det danske DJØF) er enige. Men det 

svenske politiforbund har store forbehold 

over for de nye tanker. Forbundet 

frygter, at det kan skade 

retssikkerheden, hvis andre faggrupper 

overtager politiets rolle i 

efterforskninger. For eksempel 

advarer forbundet imod, at andre 

end politifolk skal kunne stå for afhøringer. 

Om de civile efterforskere ender 

med at få flere beføjelser er uklart, 

men én ting er sikkert: De er kommet 

for at blive i svensk politi. Til 

gengæld har brugen af civile efterforskere 

aldrig været drøftet i dansk 

politi. Her bruges sagkyndige civilister 

til at assistere i efterforskninger 

– for eksempel jurister, revisorer eller 

it-eksperter – men det egentlige 

politiarbejde skal udføres af politiuddannede. 

-ab 

Bogspalten 

Bag om en politisk Engell 

I knap tre et halvt år hed dansk politis øverste leder Hans Engell, da han var konservativ justitsminister 

fra oktober 1989 til januar 1993. Perioden fik en brat afslutning, 

da VK-regeringen blev væltet af Tamilsagen. Senere mødte Hans 

Engell igen politiet, da han i halvsnalret tilstand ramte en betonklods på 

motorvejen i 1997. Men han fortsatte som politiker, indtil interne opgør 

og intriger i 2000 fik ham til at vælge en anden levevej. 

Nu har Hans Engell skrevet en bog om sine 15 år på Christiansborg. 

Bogen giver et indblik i magtens spilleregler, og siderne er tætpakkede 

med navne, sager og detaljer. Forståeligt nok er det ikke skandalerne, der 

fylder mest i bogen – Hans Engel er en loyal konservativ, selv snart ni år 

efter, at han trak sig ud af politik. Omvendt kommer hans egne holdninger klart over rampen: 

’Socialdemokratisk pamperklike på Rådhuset’, kalder han for eksempel de københavnske 

lokalpolitikere fra 1990’erne. Og Bendt Bendtsen får det skudsmål, at han kun blev partiformand 

i mangel af bedre. For læsere, der er interesseret i, hvordan magten fordeles i Danmark, 

er bogen uundværlig – men læsere, der helst vil læse om politikernes privatliv, skal 

vælge en anden bog. 

Farvel til Slotsholmen af Hans Engell, Gyldendal 

-ab 

Du må ikke slå ihjel 

Sådan lyder titlen på en ny bog om liv og død. I nogle situationer er det så alligevel i orden at 

tage et andet menneskes liv, og næste problem er så, om den skyldige kan 

leve med sin gerning. Det er et dilemma, som nogle – heldigvis få – politifolk 

også kan komme i. I bogen Du må ikke slå ihjel debatterer en ung 

dansk soldat, Jakob Bruun Larsen, og sognepræsten Flemming Pless store 

emner som liv, død, angst, skyld og det at tage et andet menneskes liv. Soldaten 

er fortaler for Danmarks deltagelse i Irak og Afghanistan, præsten er 

modstander, og deres holdninger præger bogen og deres syn på det at slå 

ihjel. Det er soldatens usagn, der imponerer, for hans skildring af sammenholdet 

i militæret er stærk og rørende, men også ærlig, for han erkender, at man bliver godt 

og grundigt trætte af hinanden, når man deler telt i 45 graders varme. Og hans refleksioner 

over død og lemlæstelse er modne og tankevækkende – selvom han aldrig får overbevist 

præsten om, at det er i orden at slå ihjel. 

Du må ikke slå ihjel af Kristoffer Zøllner, Lindhardt og Ringhof 

-ab 

Roman: Når frygten bestemmer 

Når terroren truer, flyver fornuft og retfærdighed nogle gange ud af vinduet. Det er temaet for 

den nye roman, Den ukendte terrorist, af australske Richard Flanagan. I 

romanen fortæller han historien om en stripper i en sexklub, som bliver offer 

for sensationspressen og offentlighedens paranoia. Et videokamera 

fanger stripperen sammen med en formodet terrorist, og derefter er hun 

jaget vildt. Både politi og presse er efter stripperen, som vælger at gå under 

jorden. Bogen er et skånselsløst billede af et samfund, der forguder de 

mennesker, der er kendt fra tv, som går i selvsving over terrortruslen, og 

som ringeagter de mennesker, der bliver ofre for pressehetz. Selvom bogen 

foregår i Australien, kunne historien sagtens finde sted i Danmark, hvor vi har præcis 

den samme terrorfrygt, kendiskultur og tilbedelse af mærkevarer, som romanen rammende 

beskriver. 

Den ukendte terrorist af Richard Flanagan, Tiderne Skifter 

-ab 


KRIMIER 

Krimiseriernes bagmænd 

Mai Brostrøm og Peter Thorsboe har planlagt flere forbrydelser end de fleste 

kriminelle. De to forfattere af tv-serierne Rejseholdet, Ørnen og den nye Livvagterne 

er dybt fascinerede af politiets arbejde og menneskets skyggesider. 

Af Sofie Sidelmann Yderstræde 

I en gulstensvilla på Frederiksberg sidder et ægtepar og tænker 

kriminelt. Hvordan planlægges og udføres et drab? Hvordan 

bedrager man for millioner? Og hvordan kan et angreb på 

vigtige personer i Danmark foregå? Oppe i deres arbejdsværelse 

under taget sætter de sig tidligt hver morgen til computeren 

og lægger planer og prøver at tænke som de kriminelle, 

der skal begå forbrydelserne og de politifolk, der skal efterforske 

dem. 

Det er dog ikke så kriminelt, som det lyder. Ægteparret består 

nemlig af forfatterne Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, 

der står bag tv-dramatik som Rejseholdet, Ørnen og den nye 

serie Livvagterne, som begyndte på DR den 1. januar. 

Hjælp fra politiet 

Gennem flere år lagde de to manuskriptforfattere gaderne 

øde søndag aften fra klokken 20 til 21, når de lod Ingrid Dahl, 

Fischer, IP og la Cour rejse landet rundt som ”Rejseholdet” 

»Det, der slog os var, at der er 

meget få verdener, hvor man møder 

sådan en høflighed som i politiet. 

Der er enorm omsorg for, at man 

taler ordentligt til hinanden.« 

for at hjælpe det lokale politi med at efterforske drab og andre 

grufulde forbrydelser. Belønningen for deres arbejde stråler 

fra en reol i det lyse arbejdsværelse: To guldbelagte Emmy-statuetter, 

som det amerikanske Academy of Television 

Arts & Sciences besluttede, at Ørnen og Rejseholdet skulle 

have for bedste udenlandske dramaserie. 

»Jeg fik idéen til serien, da jeg læste en artikel om Rejseholdets 

drabschef, Bent Isager-Nielsen, i DSB’s blad. Jeg arbejdede 

videre med idéen og tog ud til Bent Isager-Nielsen. 

Han sagde med det samme ”Det der kan du godt opgive, det 

går vi ikke ind i”. Så snakkede vi lidt videre, og pludselig var 

der gået flere timer – han er jo et utroligt venligt menneske. 

Da Per Kanding, som dengang var chef for Rejseholdet, hørte 

om det, sagde han ”Bent, de laver det jo alligevel, så vi kan 

lige så godt være med”,« fortæller Peter Thorsboe fra sin lænestol 

i villaen, hvor han og Mai Brostrøm bor sammen med 

deres fire børn. 

»Vi fik god hjælp fra de to og havde nogle rigtig gode samtaler 

med dem. Til sidst havde vi snakket så meget med Per 

Kanding, at han mente, at vi snart vidste lige så meget om efterforskning 

som han,« siger Mai Brostrøm. 

Kontakt med det mørke 

Men hvad er det ved politistoffet, der får to mennesker til at 

bruge en stor del af deres liv på at beskæftige sig med det på 

det fiktive plan? 

»Jeg tror, det er så fascinerende for os mennesker, fordi vi 

på den måde kommer i kontakt med det mørke, det forbudte 

og alle vores skyggesider. Forhåbentlig får folk også tilfredsstillet 

deres retfærdighedssans gennem serierne, for vi vil jo 

gerne have, at ’de gode’ vinder,« siger Mai Brostrøm. 

Hendes mand nikker og ser lidt frem for sig, mens han 

tænker. 

»Vi har også begge en enorm nysgerrighed omkring opklaring 

af forbrydelser og en dyb fascination af politijobbet. Vi 

begynder begge at tænke, ’hvad kan der være sket?’, og så 

lever vi os meget ind i personerne,« siger han. 

For at sikre, at gerningsmændene i deres serier trods 

eventuelle psykiske skavanker alligevel fremstår troværdige, 

har forfatterne allieret sig med en retspsykiater, som hjælper 

dem med at få det menneskelige aspekt helt på plads. 

Mai Brostrøm fortæller, at hun er begyndt at læse aviser 

på en anden måde, end før hun beskæftigede sig med kriminalstoffet 

som forfatter. 

»Når jeg ser overskriften ’Mesterkok smed sin kæreste ud 

af vinduet’, begynder det at køre i mit hoved,« siger hun og lader 

en pegefinger køre i cirkler ud for tindingen. 

»Så begynder jeg at lave en historie om, hvad der mon er 

foregået inden. For ofte er der jo en indre logik i hændelserne 

op til. Det forsøger vi at leve os ind i uden at være fordøm- 


»I vores serier er vi nødt til at løse sagerne på en time, hvor det jo i 

virkeligheden kan tage år. Vi er nødt til at skære rapportskrivning og 

alle vildsporene fra, for på tv skal der være noget, der driver 

historien fremad,« siger Mai Brostrøm og Peter Thorsboe. 

mende. Sådan tror jeg også, politifolk er nødt til at arbejde,« 

lyder det fra forfatteren, som i øvrigt også er uddannet skuespiller 

og havde en rolle som præst i et enkelt afsnit af Rejseholdet. 

Netop for at få indblik i politiets arbejdsmetoder har de to 

forfattere tilbragt en del tid på forskellige politistationer, for 

inden skrivearbejdet går i gang, tager de altid en grundig snak 

med politifolk, der ved noget om området. Da de skrev Ørnen, 

som havde organiseret grænseoverskridende kriminalitet 

som tema, besøgte de Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, 

NEC. Her havde de nogle interessante samtaler 

med den tidligere operative chef i PET, Troels Ørting Jørgensen, 

og tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg. Det var 

også sidstnævnte, der formidlede kontakten til politiinspektør 

Hans Herluf Pedersen i Politiets Efterretningstjenestes sikkerhedsafdeling, 

efter at de to forfattere en sen nattetime i New 

York havde fået idéen til at skildre livet som ung livvagt i PET. 

Her blev dørene åbnet, så meget som det nu var muligt, og 

Thorsboe og Brostrøm fik lov at følge det fem-ugers aspirantkursus, 

hvor nye livvagter bliver valgt ud blandt 70 politifolk. 

»Det, der slog os, var, at der er meget få verdener, hvor man 

møder sådan en høflighed som i politiet. Der er en enorm 

omsorg for, at man taler ordentligt til hinanden. Den tone har 

vi prøvet at ramme i serien, mens der naturligvis også – som i 

virkeligheden – er plads til humor og ballade,« fortæller de to 

forfattere, der mener, tiden netop nu er moden til en tv-serie 

om trusler og mulig terror. 

»Nogle gange bliver meninger dødbringende, og så er der 

brug for livvagter. Og ligesom når PET arbejder, har vi i vores 

arbejde været nødt til at researche en masse på de personer, 

der kan tænkes at ville udføre en forbrydelse,« siger Peter 

Thorsboe. 

Måske mere på vej 

Trods fascinationen af politiets arbejde afviser de begge, at 

de selv skulle have været politibetjente. 

»Næh, jeg har altid villet være det, jeg er blevet, og jeg tror 

heller ikke, jeg har den tålmodighed, der skal til,« siger Peter 

Thorsboe og bliver afbrudt af sin hustru: 

»Du har vist heller ikke kondi til det…,« ler hun. 

De to forfattere vil det kommende år skrive videre på Livvagterne. 

Om der kommer endnu en serie med politiarbejde i 

centrum, ved de ikke, men Livvagterne er den sidste i trilogien, 

har de besluttet. 

»Der har ikke været tid til at udtænke noget nyt endnu. 

Men idéen kommer som regel, når vi er ved at skrive de sidste 

afsnit af en serie. Så jeg er ikke så bekymret,« siger Mai 

Brostrøm. 

> Thorsboe & Brostrøm 

Peter Thorsboe er uddannet manuskriptforfatter på Den Danske Filmskole. 

Mai Brostrøm er uddannet skuespiller og manuskriptforfatter. De er gift og 

har fire børn. Sammen har de skrevet Ørnen og Livvagterne, og cirka halvvejs 

inde i Rejseholdet kom Mai Brostrøm med som forfatter. Derudover har 

Peter Thorsboe skrevet flere andre politiserier og krimier, og Mai Brostrøm 

har blandt andet spillet med i Én gang strømer i 1987. 


KRIMIER 

Hvor har Anna Pihl 

uniformen fra? 

Når et helt vagthold i Anna Pihl skal klædes på i politiuniform, 

kommer tøjet fra Rigspolitiets Logistikafdeling i Glostrup. 

Der er dog visse kriterier, producenten af tv-serien skal 

leve op til. Blandt andet må politifolkene i serien ikke optræde 

alt for usympatiske, og de må ikke være usympatiske, 

mens de er i uniform. Derfor læser Rigspolitiet manuskriptet 

igennem, inden uniformerne udleveres. 

»I den forbindelse har vi netop sagt nej til et teater, som 

gerne ville låne en uniform. Stykket handlede om en politimand, 

der ender med at slå sin kæreste ihjel,« fortæller Christian 

Rindholm fra Rigspolitiets Logistikafdeling i Glostrup. 

Det er stort set kun DR og TV 2, der får lov at låne uniformerne. 

Andre produktionsselskaber kan eventuelt låne uniformer 

af politikredsene. 

Når uniformerne er udleveret, skal de opbevares under 

lås og slå, når de ikke er i brug, og Rigspolitiet låner ikke våben 

eller våbenattrapper ud. Dem må tv-serien selv skaffe – 

eventuelt i form af vellignende softguns. Det er gratis at låne 

uniformerne, og producenterne må tage til takke med det, der 

er på lageret i Glostrup – der bliver ikke købt ekstra ind. 

Derfor kunne uniformskyndige også se skuespiller Iben 

Hjejle rende rundt i et par lidt for store bukser i Anna Pihl. 

En fuld uniform inklusive uniform-fin, patruljeuniform og 

indsatsudstyr koster cirka 25.000 kroner i indkøb. - fie 

TV2/Per Arnesen 

»Det var fandeme skægt!« 

Dyb skepsis blev afløst af stor entusiasme, da Bent 

Isager-Nielsen mødtes med forfatteren Peter Thorsboe 

under forberedelserne til tv-serien Rejseholdet. 

Jens Dresling/Polfoto 

»Jeg stak af og til følere ud, når jeg snakkede 

med Peter Thorsboe. Jeg sagde, at det her 

måtte han ikke fortælle til nogen, da det var 

dagsaktuelt. Jeg skulle jo se, om han 

lækkede det til en eller anden journalist. 

Men det gjorde han aldrig,« ler Bent 

Isager-Nielsen. 


Når politiinspektør ved Københavns Vestegns 

Politi Bent Isager-Nielsen bliver spurgt om, hvordan 

det var at hjælpe Peter Thorsboe og Mai 

Brostrøm med research til Rejseholdet, er hans 

første umiddelbare reaktion: 

»Det var fandeme skægt! Vi havde det rigtig 

sjovt sammen,« lyder det muntert fra den tidligere 

chef for drabssektionen på det rigtige rejsehold. 

Han fortæller, at han blev ringet op af daværende 

dramachef i DR, Rumle Hammerich, som 

fortalte om idéen, og at han efterfølgende talte 

med Per Kanding, daværende chef for det rigtige 

rejsehold, om det. 

»Vi syntes ikke, det var noget, vi ville gå ind i. 

Men så ringede Thorsboe til mig og spurgte, om vi 

ikke bare kunne mødes. Og da gjorde han al vores 

skepsis til skamme,« fortæller Bent Isager-Nielsen. 

Undervejs i tilblivelsen af Rejseholdet mødtes 

Peter Thorsboe med politiinspektøren mange gange, 

og forfatteren fik endda lov til at tale med Bent 

Isager-Nielsens kone for at få indblik i, hvordan 

det er at være gift med en politimand, der af og til 

er nødt til at rejse sig midt i lørdagsmiddagen for 

at køre ud til en sag i den anden ende af landet. 

»Vi hjalp dem med at fortælle, hvordan arbejdet 

og afhøringer foregår, så det ikke blev sådan 

noget ”good cop – bad cop” og projektørlys-noget. 

Vi lavede et par fiktive afhøringer for skuespillerne 

og instruktørerne og hjalp dem i det hele taget 

med at finde ud af, hvad det var for en verden, de 

skulle til at beskrive,« siger Bent Isager-Nielsen, 

der er særdeles godt tilfreds med resultatet. 

»De ramte godt, og det var en fremragende 

politi-serie,« siger han. 


VOX-POP 

Er du krimi-freak? 


Fra filmen KOPS. Foto: Polfoto. 

Svenskerne 

uddanner 

film-strissere 

Tænk hvis Anna Pihl fumlede med håndjernene 

eller ikke kunne finde ud af at visitere 

en anholdt ved detentionsskranken. 

I Sverige har skuespillere nu mulighed 

for at undgå den slags pinlige fejl ved at 

tage et ”filmpolitikursus”. 

»De fleste politimænd gider ikke se 

svenske krimier, fordi betjentene er så 

dårlige,« siger stifter af uddannelsen, 

Tommy Beck, til avisen Sydsvenskan. 

På uddannelsen, der foregår på en 

filmskole i det sydlige Sverige, lærer eleverne 

om politiets arbejde, gradsbetegnelser, 

placering af udrustning i bæltet, 

brug af håndjern og pistol, at føre en anholdt 

i håndjern, at visitere, og de diskuterer 

etik og moral. Hvis de skal spille politifolk, 

der arbejder i Aktionsstyrken, lærer 

de også at rappelle. 

»De skal også lære at gå i uniform. I begyndelsen 

”puster mange sig op” og går 

med ”franskbrød under armene”,« siger 

Johan Tildemyr, som er medstifter af uddannelsen, 

til magasinet Svensk Polis. 

Han er uddannet stuntman og har tidligere 

arbejdet som vagt. Han underviser selv, ligesom 

skolen også hyrer rigtige politifolk 

til at stå ved katederet. 

»Mange rigtige politifolk synes, at det 

er godt. Flere har spurgt, om de må være 

med, men tanken er, at det kun er ikke-politifolk, 

som skal uddannes. Ellers kan troværdigheden 

til politiet mindskes,« siger 

Johan Tildemyr, som har haft cirka 100 

skuespillere igennem kurset. -fie 

Hans Søgaard Christensen, politiassistent, Nordjyllands Politi 

Hvilke krimiserier ser du? 

Jeg har set lidt Anna Phil, men det er ganske urealistisk, så jeg gider ikke se det. 

Selvfølgelig er det fiktion, men der er nogle ting, som bare overhovedet ikke foregår i 

politiet i virkeligheden. For eksempel da hun tager tjenestepistolen med hjem. 

Tror du, krimiserierne har betydning for folks syn på politiet? 

Nej. Jeg tror godt, folk kan sortere i det og ved, at det ikke er sådan i virkeligheden. 

Kan danske politifolk lære noget af krimiserierne? 

Nej. Måske bortset fra de engelske, når de bruger nogle helt nye opklaringsteknikker, som kun nogle 

få teknikere herhjemme måske kender. 

Bruno Brix, politikommissær, Nordjyllands Politi: 


Anna Phil har jeg set lidt, men den blev jeg hurtigt træt af. Den er meget urealistisk. 

Hun render rundt og kan klare alt, selv om hun er helt ny. Det er det rene Pocahontas 

og meget langt fra vores hverdag. Rejseholdet er en god serie, som viser mange 

saglige ting. Men jeg er lidt skuffet over, at Rejseholdet i serien fremstilles som ’det 

sande politi’ og resten af politiet som et affaldspoliti. Jeg kunne godt tænke mig, at 

de politikredse, de kommer ud i, blev fremstillet lidt mere som samarbejdspartnere, 

end det er tilfældet. 

Ser du krimier med andre øjne, fordi du selv er politimand? 

Ja. Jeg tænker på, hvordan vi selv ville have gjort. Og så leder jeg efter fejl i deres metoder (smiler). 

Kim Madsen, politikommissær og vagtchef, Vestegnens Politi 


Jeg ser sjældent krimiserier. Jeg synes, jeg får nok af sådan noget i dagligdagen. 

Men før jeg blev politimand og som barn, så jeg både Colombo, McCloud, Strømer, 

og hvad de hed alle sammen. 

Hvad foretrækker du at se på tv? 

Nyheder, sport og dokumentarprogrammer, og så kan jeg godt finde på at se Station 

2 – især, hvis der er nogen med, jeg kender. 

Tror du krimiserierne kan påvirke folks syn på politiet? 

Ja, en serie som Rejseholdet kan nok godt. Hvis der for eksempel er noget negativt om politiet – 

nogle politifolk, der er korrupte, så tror jeg, nogle vil tro på, at der er masser af den slags inden for 

politiet, og det kan være med til at skabe en mistro til politiet. 

Torben Møller, politiassistent, kørende indsatsleder, Syd- og Sønderjyllands Politi 


Jeg har set lidt af både Rejseholdet og Forbrydelsen. Rejseholdet er underholdende, 

men især når der er action-scener, er det helt vildt overdrevet. Det er selvfølgelig 

godt tv, men når der for eksempel rykkede et indtrængningshold ud, blev sikkerheden 

sat over styr. I virkeligheden fokuserer man meget mere på kollegernes sikkerhed. 

Det er også meget solopræstationer, og i virkeligheden er det holdarbejde. Og 

så hele det der med den sjette sans… min oplevelse er, at opklaringsarbejde er 

hårdt benarbejde, der tager lang tid. 

Tror du, krimiserierne har betydning for folks syn på politiet? 

Jeg håber, folk tager det, de ser, med et gran salt, men jeg tror, serierne er med til at sætte fokus på 

politiets arbejde. Og heldigvis bliver politiet som regel fremstillet i et ret positivt lys. 


KRIMIER 

»Det optager mig ikke sindssygt 

meget, om det ligner 

virkeligheden på en prik« 

Rollen som vicekriminalkommissær Sara Lund i DR’s Forbrydelsen lå 

meget langt fra de roller, Sofie Gråbøl tidligere har spillet. Men mødet med 

virkelighedens politifolk hjalp hende til at give rollen dybde – og forandrede 

70’er-barnets holdning til ordensmagten. 

Af Kirsten Weiss 

Hvorfor har nogle mennesker lyst til hver dag at beskæftige sig 

med så mørke sider af menneskelivet? 

Dét spørgsmål kunne skuespilleren Sofie Gråbøl godt tænke sig 

at få besvaret i løbet af de dage, hun tilbragte med en kvindelig 

vkk’er på Politigården i København. Her havde Sofie Gråbøl, der 

skulle i gang med at forme sin rolle som vicekriminalkommisær 

Sara Lund i Danmark Radios Forbrydelsen, fået lov til at se en af 

Afdeling A’s kommissærer over skulderen, mens hun passede sit 

arbejde. 

»Det irriterede mig enormt meget, at det var alle klicheerne om 

politiets arbejde, der dukkede op med et samme. Hele politiverdenen 

er så ekstremt ofte beskrevet, at man tror, man kender den. 

Men klicheerne om de lidt hårdkogte kvinder, der arbejder i mændenes 

verden, viste sig overhovedet ikke at holde. Den vkk’er, jeg 

fik lov til at følge, var derimod en meget livsglad kvinde med røde 

negle og blonderet hår. Det frisatte mine tanker at møde hende og 

få oplevelsen af, at ethvert menneske kan arbejde i det her job. 

Det er ikke nogen, der bevidst opsøger alt det grimme i menneskelivet,« 

siger Sofie Gråbøl. 

Skydeundervisning 

Hun fik fra begyndelsen stor frihed til selv at forme sin rolle som 

Sara Lund, der iført islændersweater og en god portion skepsis 

frøs en rekordstor del af de danske tv-seere fast til skærmen med 

spørgsmålet: Hvem myrdede Nanna Birk Larsen? 

»Jeg fik en kæmpemulighed for selv at præge figuren, og jeg 

kan huske, at jeg tænkte, at det her var meget langt fra de feminine 

roller, jeg havde spillet hidtil. Figuren var mig meget, meget 

fremmed, og jeg nærmede mig rollen meget søgende,« siger Sofie 

Gråbøl. Hun satte sig for at forme er menneske, der var så langt 

som muligt fra kvinden, der er nødt til at iføre sig et jakkesæt, for 

at kunne begå sig blandt mændene. 

»Det, jeg laver, er fiktion, og det optager mig ikke sindssygt meget, 

om det ligner virkeligheden i politiet på en prik. Min opgave er 

at skabe en figur, der psykologisk holder og gøre den interessant 

at se på. Men de dage, jeg tilbragte på Politigården, inspirerede 

mig helt vildt – jeg gik og sugede til mig: ”Nå, taler de sådan her 

sammen, går de på den her måde…” Min opgave er primært at 

give figuren Sara Lund følelsesmæssig dækning, men jeg forsøgte 

også at sætte mig ind i nogle af grundtingene i politiarbejdet. For 

eks empel fik jeg skydeundervisning, så det ser nogenlunde troværdigt 

ud, når jeg holder på en pistol,« siger Sofie Gråbøl, der 

vender tilbage som Sara Lund i ti nye afsnit af Forbrydelsen til efteråret. 

Større end den enkelte 

På det personlige plan åbnede hendes dage med Afdeling A også 

for nye erkendelser. 1970’er-barnet Sofie Gråbøl, der grundlæggende 

har ”en eller anden modstand mod autoriteter”, fik tvistet 

sit syn på mennesker, der arbejder i politiet. 

»Politigården er et rart sted at være, og jeg fik stor respekt for 

de mennesker, der arbejder der. Selve Gården er sådan en autoritær 

og smuk bygning, hvor man helt ned i den enkelte mursten fornemmer, 

at ”her forsvarer vi et system, der er større end det enkelte 

menneske”. Enhver, der er ansat der, tror jeg, går ind til jobbet 

med den bevidsthed. Det er en bygning, der afgiver en meget kraftig 

tone.« 


»Figuren var mig meget, meget fremmed, og jeg nærmede mig rollen meget søgende.« 

Tine Harden/DR 

Den tid, Sofie Gråbøl tilbragte på Politigården under forberedelserne til rollen som Sara Lund, inspirerede hende »helt vildt«. 

> Sofie Gråbøl 

Sofie Gråbøl, der spiller vicekriminalkommissær Sara Lund i Danmarks Radios tv-serie Forbrydelsen, er 40 år og autodidakt skuespiller. 

Hun fik sit store gennembrud i 1986, hvor hun spillede den 14-årige Ester i filmatiseringen af Tove Ditlevsens roman Barndommens Gade. 

Siden har den populære skuespillerinde indhøstet adskillige priser. 

• I 1987 fik hun både Bodil- og Robertpriserne for bedste kvindelige birolle i filmen Oviri 

• I 1994 fik hun også begge priser for sin hovedrolle i Sort Høst 

• I 2000 fik hun Robertprisen for sin rolle som Mulle i Den Eneste Ene 

• I 2006 fik hun endnu en Robert for hovedrollen i Anklaget. 

Sofie Gråbøl har medvirket i et stort antal film, blandt andre Pelle Erobreren (1987), Nattevagten (1994), Fede Tider (1996), 

Mifunes Sidste Sang (1999), Blinkende Lygter (2000), Direktøren for Det Hele (2006) og Vikaren (2007). 


KRIMIER 

Mike Kollöffel/DR 

Søren Vejby gik ind til rollen som livvagt med en noget naiv forestilling om, at det var »noget med Ninja-teknikker«. 

»Rollen er udlevelsen 

af en drengedrøm« 

»Det må sgu da være den kedeligste tv-serie, der nogen sinde er 

lavet«. Sådan lød kommentaren fra en af PET’s livvagter, da skuespilleren 

Søren Vejby fortalte ham, at DR var i gang med at producere en 

tv-serie om livvagternes liv. Alligevel håber Søren Vejby, at ansatte i 

politiet ser serien og tænker ”hey, det er sgu meget godt ramt!«. 


»Jeg begyndte ret hurtigt at tænke over, at som livvagt 

passer man ikke på sig selv, men på andre.« 

Af Kirsten Weiss 

Det var ret klare, men også klichéfyldte billeder fra amerikanske 

actionfilm, som dukkede op på nethinden i det øjeblik Søren Vejby 

fik at vide, at rollen som livvagt i Danmarks Radios nye søndagsserie 

var hans. 

Sådan noget med Kevin Costner i fuld gang med at tæve en anden 

bodyguard – nærmest med den ene hånd i baglommen. 

»Vi har set politibetjenten og livvagten så mange gange på film 

og tv, at klicheerne næsten er uundgåelige. Det gode ved at lave 

Livvagterne er, at vi faktisk har haft tid til at forberede os og tilbringe 

noget tid sammen med folk fra PET. Og så opdager man ret 

hurtigt, at deres liv er meget anderledes end klicheen. En god dag 

i en livvagts liv er jo en dag, hvor der ikke sker noget! Faktisk sker 

der som regel ikke ret meget. Heldigvis,« siger Søren Vejby. 

Som livvagten Rasmus i serien om de tre unge livvagter, der 

sætter livet på spil i demokratiets tjeneste, spiller Søren Vejby et 

menneske med stor appetit på livet. Hans tro på det gode i mennesket 

er klippefast, han udstråler råstyrke og integritet. Og er i besiddelse 

af en stor portion social intelligens. Især det sidste har 

Søren Vejby hæftet sig ved, når han har mødt virkelighedens livvagter 

og den måde, de planlægger deres arbejde på. 

»Jeg tror bedst, man kan beskrive de livvagter, jeg har mødt, 

som ekstremt omstillingsparate mennesker. De skal være forberedt 

på, at tingene kan gå meget stærkt, de skal bevare overblikket 

og ikke lade sig forvirre af deres følelser. Det handler for dem om 

at kunne overskue en hvilken som helst situation og være fuldstændig 

stringente i deres arbejde,« siger Søren Vejby, der gik ind 

til mødet med livvagterne med en, siger han selv, noget naiv forestilling 

om noget med Ninja-teknikker! 

Man passer ikke på sig selv 

Den forestilling blev grundigt aflivet, da han fik lov at køre med 

PET’s livvagter under Folketingsvalget i efteråret 2007. Her oplevede 

han, hvor vigtigt det er at stole på både sig selv og sin makker – 

og måske mest af alt, hvordan jobbet som livvagt handler om at 

kunne sætte sig ud over sig selv og sine følelser. 

»Jeg begyndte ret hurtigt at tænke over, at som livvagt passer 

man ikke på sig selv, men på andre. Man skal være parat til at 

tage en kugle for et andet menneske. Under træningen var der en 

situation, hvor jeg skulle holde øje med to døre på én gang. Og da 

jeg sagde til instruktøren, at det kunne jeg da ikke, var svaret bare, 

’jamen, hvis du tager en kugle, så ved din makker jo, hvor der blev 

skudt fra!’ Der er noget gammel krigerkodeks over det her med, at 

man er der for andre, ikke for sig selv,« siger Søren Vejby, der beskriver 

modtagelsen hos PET’s livvagter som meget åben. 

»Spørg bare løs, var beskeden. Og det gjorde jeg så. Men vi nåede 

vi til et punkt, hvor de bare ikke svarede mere. Det var hertil og 

ikke længere,« siger Søren Vejby. 

Da han fortalte en af livvagterne, at DR planlagde 20 afsnit om 

livvagternes liv, lød den lakoniske kommentar: ”det må sgu da være 

den kedeligste tv-serie, der nogen sinde er lavet!”. 

»Jeg forstår godt, hvad manden mener, for som livvagt går meget 

af tiden med bare at vente og være opmærksom på, hvad der 

sker omkring dig. Selvfølgelig sker der mere i tv-serien og for de 

mennesker, vi passer på i den, end der forhåbentlig sker for livvagterne 

i virkeligheden. Alligevel kunne jeg rigtig godt tænke mig, at 

mennesker i politiet ser det her og tænker ’hey, det er sgu meget 

godt ramt! Det her tror jeg på’.« 

Bedre at tale end at slå 

»Personligt ligger Rasmus meget langt fra mig. Jeg er Søren fra 

Østerbro med kone og barn, han er single og bruger sin tid på at passe 

på andre. Jeg står foran et kamera og lader som om, situationen 

er farlig, han har et rimeligt hårdt job hver dag. Men rollen er da udlevelsen 

af en eller anden drengedrøm, og jeg håber, jeg har beskrevet 

Rasmus Livvagt på en måde, der både giver et indblik i et univers, vi 

ikke ved ret meget om, og som samtidig er meget dansk. Jeg synes, 

der er en god dansk tradition for at tale sammen om tingene frem for 

kun at slås,« siger Søren Vejby, der i sit møde med livvagterne og 

forberedelserne til rollen også lige har fået vendt et par personlige 

holdninger til politiet og dets arbejde. 

»Jeg vil ikke sige, at jeg har ændret politisk holdning, men jeg 

har fået en anden form for respekt for de opgaver, politiet løser. 

Jeg har indtryk af, at de er ret gode til det der med social intelligens 

i det danske politi. Og jeg synes da helt klart, at det er sejere, 

når de løsner op for en situation ved at tale med folk frem for at slå 

med en knippel.« 

> Søren Vejby 

Søren Vejby er uddannet på Statens Teaterskole i 2002. 

Ud over forskelligt teaterarbejde har han medvirket i afgangsfilm fra 

Den Danske Filmskole samt på tv i 

DR1: 

• Forsvar (2004) 

• Ørnen (2006) 

• Forbrydelsen (2007) 

• Sommer (2008) 

• Album (2008) 

TV 2 

• Anna Pihl (2006) 

Rollen som livvagten Rasmus er Søren Vejbys første store hovedrolle 

i en DR-serie. 


portræt 

Fætter Fontex fra City 

Der er nogle, der bare skiller sig ud. Sådan en er Allan Valkki. 

Med sit smittende humør og sine skæve påfund gør han sit til at 

forvandle minusdage til plusdage på Station City i København. 


Han man én gang mødt ham, glemmer man ham aldrig. På 

den gode måde. 

»Valkki… Han er den bløde Fætter Fontex, der ikke kan få 

mundvigene ned.« Sådan lyder en kollegas beskrivelse af 

47-årige Allan Valkki, der er politiassistent og vagthavende 

på Station City i København. 

»En dag besluttede han, at alle på vagthavendes kontor 

skulle tale bornholmsk hele dagen. Og han gennemførte det 

i en sådan grad, at han sågar svarede høfligt på borgernes 

henvendelser i telefonen – på syngende bornholmsk,« fortæller 

en anden kollega. 

Jo flere man taler med på Station City, jo tydeligere er 

det, at Valkki er et af politistationens samlingspunkter – 

både arbejdsmæssigt og socialt. 

Selv siger han: 

»Jeg er stort set altid i godt humør. Jeg tror, det handler 

om, hvordan man har det som menneske. Hvis man har det 

godt personligt, har man mere at byde ind med, og hvis 

man bringer humor og positiv tænkning ind i hverdagen, har 

det en smittende effekt på kollegerne.« 

Du kan regne med mig 

Allan Valkki blev ansat i politiet i 1982. Inden da var han 

kontorassistent hos Hillerød Politi og i det, der dengang hed 

Rigspolitiets afdeling D – nu It og Tele. Han synes, politiet er 

en fantastisk arbejdsplads. 

»På hvor mange andre arbejdspladser går du rundt og 

giver hånd til dine kolleger, når du møder? Der ligger så 

meget i det håndtryk. Det er et signal til kollegerne om, at 

’du kan regne med mig’,« siger politiassistenten, der stort 

»Allerede som barn fandt jeg lynhurtigt ud af, at du kan bløde 

meget op med humor. Det kan du også bruge på gaden som 

politimand. Jeg er da sluppet utroligt godt fra at svine folk til 

– med et glimt i øjet – og så siger de tak for god behandling,« 

siger Allan Valkki med et underfundigt smil. 


Sagt om Allan Valkki: 

»Han har, helt uden sammenligning, en unik evne til at balancere mellem at være ekstremt 

seriøs og professionel og at være en farverig festtrold. Jeg filosoferer fortsat over hans evne 

til – på sekunder – at gå fra Vesterbro-betjent med tilhørende attitude og slang til at fremstå 

som højtkultiveret halvbrite med Oxford-accent.« 

– Kollega fra FBI Academys konference i København. 

set altid har fået det, han har peget på jobmæssigt. 

Han har blandt andet været i kriminalpolitiet 

og afdeling N, leder af civilkontoret og gruppefører 

og halvdelingsfører i beredskabsafdelingen. 

Og siden 2001 har han fungeret som 

uchargeret vagthavende på Station City. 

»Som vagthavende har du fingeren på pulsen. 

Og jobbet kræver, at du kender betjentene 

på vagtholdet og har en viden om deres ressourcer 

som mennesker,« siger Allan Valkki. 

Den indsigt får han blandt andet ved at arrangere 

en masse socialt for kollegerne uden 

for tjenesten. 

Valkki Tours 

For eksempel har han flere gange prikket til 

folk for at få dem til at løbe halvmaraton for 

stationen. For ved siden af alt det andet, fungerer 

han som stationsrepræsentant i Politiets 

Idrætsforenings motionsafdeling, ligesom 

han i 20 år har deltaget i den fire dage lange 

Nijmegen March i Holland sammen med 

politikolleger. 

Desuden er han flere gange rendt i spidsen 

for en hel delegation kolleger på kulturrejser til 

Tjekkiet, og i flere år har han arrangeret skiture, 

hvilket har givet ham tilnavnet ’Valkki 

Tours’. 

»Jeg tror, det er vigtigt med et fagligt indhold 

på sådan nogle ture, så vi får en øjenåbner 

for, hvor godt vi egentlig har det i politiet 

her i Danmark. Derfor har vi besøgt en lokal 

politistation i Prag og talt med betjentene der,« 

siger Valkki, der dog synes, det i de senere år 

er blevet sværere at samle folk uden for tjenesten. 

»Sammenholdet i gamle dage var tættere. 

I dag har folk fået mere travlt med familie og 

børn,« siger politiassistenten, der selv har sønnen 

Christian på 16 år. 

Svensk julenisse 

Allan Valkki har en naturlig evne til at ’være 

på’. Derfor fungerer han ofte som toastmaster 

ved forskellige arrangementer. Og så bliver 

han hvert år i december hjemsøgt af en helt 

bestemt person, der tager en del af hans tid: 

’Jultomten’ – en svensk julenisse, der benytter 

hver en selskabelig lejlighed med kollegerne 

omkring juletid til at bryde gennem politiuniformen 

og iført nissehue og skæg sige et par 

sandheder – på flydende svensk – om året, 

der gik, i politiet. 

»Det hele startede for 25 år siden med den 

her skide julenisse…,« siger Allan Valkki, mens 

han læner sig tilbage og kigger frem for sig i 

skrivestuen med et skævt smil og en let hovedrysten. 

»På hvor mange andre arbejdspladser 

går du rundt og 

giver hånd til dine kolleger, 

når du møder?« »Sammenholdet 

i gamle dage var 

tættere. I dag har folk fået 

mere travlt med familie og 

børn.« 

»Det blev en tradition, så ham slipper jeg 

nok aldrig af med. For han er en nisse, der har 

fået det privilegium at svine ledelsen til helt 

gratis. Han er jo en selvstændig person, der 

kommer med sine helt egne meninger om politiet 

og livet generelt. Og jeg bestemmer jo 

ikke, hvad han skal sige! Det kommer helt an 

på, hvad han har oplevet i løbet af året…,« lyder 

det fra Valkki, mens han slår ud med hænderne 

i afmagt. 

En kollega beskriver sit første møde med 

’Jultomten’ som noget, der var så morsomt, at 

folk efter en times latterbrøl og mavekrampe 

ville have ham til at fortsætte underholdningen. 

Kan blive frustreret 

Men Allan Valkki er trods sit gode humør og 

sine spøjse påfund ikke nogen jubelidiot, der 

er blindt begejstret for alt i politiet. Reformperioden 

beskriver han som ’op ad bakke’, og 

han kan godt komme op i det røde felt, hvis 

hans arbejde ikke bliver påskønnet, og systemet 

ikke bakker op. 

»Det kan også være frustrerende, at man 

ikke altid kan give borgerne den hjælp, de har 

krav på og betaler for – og som man er ansat 

til at give. Og det er ikke blevet bedre her i reformtiden. 

Vi er en af Danmarks travleste politistationer, 

og vi har de vogne og ressourcer at 

gøre godt med, som vi har. Men det er ikke god 

service over for borgerne, hvis vi først kan køre 

til et indbrud efter to timer – eller på mandag. 

Men jeg er imponeret over de unge kolleger. 

De løber stærkt og gør deres bedste,« siger Allan 

Valkki, der kommer igennem de sure dage 

ved hjælp af sin positive indstilling til arbejdet. 

»Man skal vide, hvornår noget er alvor, og 

hvornår man skal være professionel. Men derfor 

kan vi godt fjolle rundt herinde, for man 

skal ikke give slip på den indre drengerøv.« 


kommunikation 

SINE dækker det hele 

– nyt og bedre radiosystem 

Af Anna Bridgewater 

Kort om SINE 

SINE står for SikkerhedsNettet og er navnet på beredskabets 

nye fælles radiosystem, som skal erstatte politiets nuværende 

radiosystemer. 

Det nye ved SINE er: 

• Radioer med næsten ubegrænset rækkevidde 

• Kun én radio per mand – og den radio har politiet allerede 

altid på sig 

• Mulighed for at tale med de forskellige indsatsledere, både på 

indsatsstedet og under udrykning 

• Indsatslederen kan kontakte politi over hele landet 

• Kommunikation på tværs af beredskaber. Nu kan politiet for 

eksempel tale med en ambulancefører under en eskorte 

Hvem er på SINE-nettet? 

Alle organisationer med blå blink får gratis adgang til SINEnettet. 

Udstyr skal organisationerne selv betale. 

Andre – for eksempel hjemmehjælp, Falcks vejhjælp eller lignende 

– som vil bruge nettet, skal selv betale for adgang. 

En borger ringer 112 

112 

Alarmcentralen kan via SINE kontakte: 

• Politi 

• Brandvæsen 

• Ambulance/det præhospitale beredskab 

afhængig af katastrofens art og omfang 

SINE nyt: 

Nyheder om hele dansk politis og beredskabets nye radiosystem 

samles i det elektroniske nyhedsbrev SINE Nyt, som kan 

printes og lægges i frokoststuen eller der, hvor med arbejderne 

har mulighed for at blive opdateret. 

Pris: 

SINE nettet har kostet to mia. kr., som er bevilget i finansloven. 

Kontrolrummene, dvs. teknikken til vagtcentralerne, skal organisationerne 

selv betale. 

Tidsplan: 

Selve SINE-nettet fungerer, som det skal, men de øvrige elementer 

skal snart være på plads, for politiet satser på, at SINE 

skal bære kommunikationen under klimatopmødet i december. 

Læs mere på www.sikkerhedsnettet.dk 

Grafik: Mette Thordal Lauritsen 


Et digitalt radiosystem gør det muligt for politiet 

at kommunikere på kryds og tværs – også med 

de øvrige beredskaber under fælles indsatser. 

Brandvæsen/Vagtcentral 

Indsatsleder brand 

SINE 

SINE 

SINE 

Indsatsleder Politi 

KST (Kommandostade) 

SINE 

SINE 

katastrofe 

SINE 

SINE 

KSN – Kommandocentral 

• Vagtcentral 

Politiet er som hidtil indsatsleder. 

kool – koordinerende læge 

AMK-sekretariat 

• Akut modtagelse 

• Hospital 

• AMK – akut medicinsk koordinering 

• Støtte til k oordinerende læge vedr. fordeling af tilskadekomne 


Al henvendelse: Rigspolitiet, red@rigspoliti.dk, tlf. 33 14 88 88 

PP 

Udgiveradresseret maskinel magasinpost 

id-nr. 42596 

en god historie 

Fortæl 

– og få en ipod 

Har du engang reddet et 

barn op af en udtørret brønd, 

anholdt en splitternøgen 

bedrager eller jagtet en farlig 

morder? Politi rydder bagsiden 

og giver plads til din historie. 

Få fag er som politifaget spækket med spændende og tankevækkende personlige beretninger. 

Men mange af dem når aldrig længere end til frokoststuen. Nu har du mulighed for at få din historie 

foreviget. Fremover afsætter vi nemlig bagsiden af Politi til en rigtig god historie fra det virkelige liv. 

Du fortæller – vi skriver 

Det eneste, du skal gøre, er at sende os et par linjer om hændelsen. Fortæl i helt kort form, hvad der 

skete, og hvordan det endte. Hvis vi vurderer, at historien vil egne sig til at blive bragt i bladet, kontakter 

vi dig for at høre hele historien, hvorefter vi skriver den for dig. Du behøver altså ikke selv fare 

til tasterne. Vi sørger for formidlingen - i samarbejde med dig, naturligvis. 

Grin og gråd 

Alle ansatte i politiet kan deltage, og der er ingen særlige krav til historiens indhold. Den kan være 

morsom, dramatisk, rørende eller uhyggelig. Det vigtigste er, at du fortæller om en oplevelse i dit 

job, der har gjort et særligt indtryk på dig. En oplevelse af den type, som du fortæller kolleger, familie 

og venner om. Hvis vi vælger at bringe din historie i bladet, kvitterer vi med at sende dig en iPod 

touch som tak for indsatsen. 

Send din historie til: red@rigspoliti.dk og skriv ’En god historie’ i emnefeltet.

Magasinet Politi - Nummer 09 - Politiets

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?