Referenceprogram for behandling af knæartrose - Sundhedsstyrelsen

4.1.2 Omkostningseffektivitet
4.1.2.1 Træning
Det konkluderes i 3.1, at træning forbedrer den fysiske funktionsevne for patienter
med knæartrose, og det anbefales, at behandling af knæartrose bør inkludere træning.
Interventionsomkostningerne knyttet til træning afhænger selvsagt af, hvilke typer
af træning der er tale om: hjemmetræning alene (evt. suppleret med jævnlig instruktion),
holdtræning eller individuel træning. De samlede samfundsøkonomiske
konsekvenser af en øget træningsindsats afhænger af effekten af de programmer,
der iværksættes.
I en randomiseret undersøgelse (245b) af to forskellige træningsformer (konditionstræning
og styrketræning) sammenlignes patienter med knæartrose med en kontrolgruppe.
I undersøgelsen indsamledes oplysninger om interventionsomkostninger
og omkostninger som følge af utilsigtede hændelser knyttet til træningen. Efter
18 måneder har begge træningsgrupper en højere score på samtlige valgte effektmål
sammenlignet med kontrolgruppen. Samtidig er omkostningerne for begge interventionsgrupper
mindre end for kontrolgruppen. Da der således er tale om interventioner,
der både er omkostningsbesparende og har en højere effekt, konkluderes
det i undersøgelsen, at begge interventioner er omkostningseffektive. Yderligere
findes det, at styrketræning er mere omkostningseffektiv end konditionstræning.
En randomiseret undersøgelse sammenlignede hjemmetræning suppleret med
gruppetræning med hjemmetræning alene (226b). De samlede gennemsnitlige omkostninger
per patient (omfattende både primærsektoren, sekundærsektoren og
hjemmepleje) var lavere for interventionsgruppen end for kontrolgruppen. Samtidig
opnåede interventionsgruppen en større effekt. Forskellen var ikke statistisk
signifikant, men dog konkluderes det, at der er stor sandsynlighed for, at interventionen
vil være omkostningseffektiv, hvis beslutningstagerne er villige til at betale
£30.000 per opnået QALY.
En anden randomiseret undersøgelse (263b) sammenlignede en interventionsgruppe,
der gennemgik et 2-årigt hjemmetræningsprogram, med en kontrolgruppe, der
modtog månedlig telefonisk support. Efter 2 år havde interventionsgruppen en signifikant
reduceret smerte. Dog var de samlede omkostninger (omfattende primære
og sekundære sundhedsomkostninger og personlige omkostninger) større for interventionsgruppen.
Det konkluderes, at træningsprogrammet vil være omkostningseffektivt,
forudsat at man er villig til at betale £8.000 for en reduktion i patientens
smerte på 50%.
To undersøgelser evaluerer bassintræning (60b;209b). Begge studier omfattede to
ugentlige træningstimer (gruppetræning) af en times varighed over en 3-månedersperiode.
De to studier adskiller sig med hensyn til effektmål, og hvilke omkostninger
der medtages i analysen. Begge undersøgelser viste en større effekt for interventionsgruppen.
Den amerikanske undersøgelse (209b) fandt, at de samlede omkostninger
var ca. $500 højere per patient i interventionsgruppen, mens den engelske
undersøgelse (60b) fandt, at omkostningerne var ca. £150 lavere per patient i
interventionsgruppen. Forskellene i omkostninger afspejler dels forskelle i omkostningsstrukturen
for de to lande, dels forskelle i, hvilke omkostningskomponenter
der blev medregnet.
I begge studier sås der store variationer i effekt og omkostninger fra patient til patient.
Den amerikanske undersøgelse (209b) fandt en signifikant større effekt i den
gruppe af patienter, som havde det største fremmøde til træningen. Det var vanske-
Referenceprogram for behandling af knæartrose – september 2007 58