Referenceprogram for behandling af knæartrose - Sundhedsstyrelsen

3.4.3.4 Holdbarhed af knæalloplastik
Holdbarheden af alloplastik indgår som en naturlig del af de overvejelser, som både
patient og kirurg gør sig, når indikationen for alloplastik overvejes. Holdbarhed
kan defineres på forskellige måder, men normalt defineres det som den tid, hvor
protesen fungerer. Protesen kan holde op med at fungere af forskellige årsager:
protesen kan blive inficeret i forbindelse med operationen eller mange år senere,
den kan slides op, den kan løsne sig fra knoglen, knæet kan af forskellige årsager
blive ustabilt, og knæet kan være så smertefuldt, at der i praksis ikke er funktion af
knæet. Det er vanskeligt præcis at afgøre, hvornår en af disse hændelser indtræder,
og man vælger derfor den pragmatiske løsning, at protesen holder op med at fungere,
når der igen bliver foretaget en operation på knæet (nogle betragter enhver ny
operation som tegn på manglende funktion af protesen, mens andre kun medregner
operationer, hvor hele eller en del af protesen fjernes eller udskiftes). Dette forudsætter
naturligvis, at patienten søger læge for sin dårligt fungerende alloplastik, at
patienten bliver henvist fra primærlæge til ortopædkirurg, og at ortopædkirurgen
finder indikation for ny operation.
Med denne definition af holdbarhed bliver det næste problem at finde tal, der kan
udtrykke holdbarhed. Man kunne overveje at anvende den gennemsnitlige tid fra
implantering af alloplastikken til ny operation på knæet. Imidlertid vil en gennemsnitlig
værdi være misvisende, da mange alloplastikker vil være velfungerende på
det tidspunkt, hvor patienten dør. Man anvender i stedet overlevelsesanalyse, hvor
man udtrykker, hvor stor en andel af alloplastikker, der stadig er fungerende efter
for eksempel 10 eller 20 år, idet der tages højde for de patienter, der på grund af
død udgår af patientgruppen. Man kan med denne metodik oplyse en patient, hvad
sandsynligheden er for, at protesen stadig vil være i knæet efter for eksempel 10 år,
hvilket benævnes 10-års-overlevelsen for protesen.
Der findes et utal af opgørelser over proteseoverlevelse, idet overlevelsen for hver
protesetype som regel vil være blevet analyseret i adskillige mindre serier af patienter.
Disse analyser er følsomme for patientsammensætningen, kirurgens tekniske
kunnen samt muligvis andre ikke-erkendte faktorer. På grund af disse forhold har
store nationale registre fundet en helt central plads i vurderingen af proteseoverlevelse
samt kvalitetskontrol af alloplastikkirurgi. Der findes nationale registre i
mange lande, men det væsentligste register er det svenske register, da det er det
ældste (det blev grundlagt i 1975) og formodentligt det mest komplette. Hertil blev
der i 2004 indrapporteret 9.170 primære knæalloplastikker, hvilket udgjorde en
stigning på 10% i forhold til 2003.
Baseret på de store skandinaviske registre (92;105;160) og en enkelt stor amerikansk
opgørelse (222) er sandsynligheden for, at en TKA ikke vil være revideret 10
år efter indsættelse mellem 90 og 95%.
B 10-års-proteseoverlevelsen for en total knæalloplastik indsat i 2006 må som et
minimum forventes at være mellem 90 og 95% (IIa).
Tilsvarende vil sandsynligheden for en unikompartmentel knæalloplastik være mellem
80 og 90%.
B 10-års-proteseoverlevelsen for en unikompartmentel alloplastik indsat i 2006 må
som et minimum forventes at være mellem 80 og 90% (IIa).
Referenceprogram for behandling af knæartrose – september 2007 44