Referenceprogram for behandling af knæartrose - Sundhedsstyrelsen

3.1 Træning
Fysisk aktivitet har i mange undersøgelser vist sig at have stor betydning for forebyggelsen
af alvorlige folkesygdomme. Træning som terapeutisk redskab bør opfattes
som et delelement af begrebet fysisk aktivitet, som også omfatter sport og
motionsaktiviteter. Fysisk aktivitet som overordnet begreb består derfor af tre undergrupper,
nemlig generel fysisk aktivitet i hverdagen (trappen frem for elevatoren),
sports/motionsaktiviteter, hvor fysisk aktivitet er målet i sig selv, og træning
som specifikt terapeutisk redskab.
Flere undersøgelser peger på, at personer med knæ-OA – formentlig på grund af lidelsen
– har et væsentligt lavere fysisk aktivitetsniveau end en sammenlignelig
gruppe raske (121). Et umiddelbart første mål med træning kunne derfor være at
fremme det generelle fysiske aktivitetsniveau, således at patientens almentilstand
forbedres, og risikoen for alvorlige sygdomme som diabetes, cancer og hjerte-karlidelser
formindskes. Derudover vil øget fysisk aktivitet kunne påvirke patientens
selvopfattelse, forstået som en ændring i smerteoplevelsen og oplevelsen af egen
fysiske formåen. Det kan ikke udelukkes, at den gavnlige effekt af træning set i de
hidtil publicerede studier i al væsentlighed skyldes denne generelle effekt.
Imidlertid er der typisk opstillet andre mål for anvendelse af træning i behandlingen
af knæ-OA. Disse omfatter forbedring af patientens kondition, muskelstyrke,
motoriske færdigheder og daglige funktionsevne, samt smertedæmpning, vægttab
og/eller vedligeholdelse af vægttab. Bedre funktionsevne, smertedæmpning og
vægttab kan karakteriseres som klinisk relevante mål i sig selv. Derimod må forbedring
af kondition, styrke og motoriske færdigheder opfattes som delmål på vej
mod de kliniske effektmål.
Uanset formålet med træningen bør man være opmærksom på, at træning ikke i alle
tilfælde er gavnlig for patienten. Nogle få studier har registreret forekomst af bivirkninger,
og de peger på, at for eksempel intensiv styrketræning kan forværre
artrosens sværhedsgrad (233;246). Væsentligt øget fysisk aktivitet bør formodentligt
derfor ske under hensyntagen til den individuelle patients sygdomsstatus og
forudsætninger.
Anvendelsen af træning som terapi kompliceres yderligere af, at træningen kan
gennemføres på utallige måder. For eksempel kan styrketræning gennemføres både
som dynamisk træning og statisk træning, med anvendelse af alle musklens egenskaber
eller kun dele heraf osv. Træningen kan foregå under superviserede forhold
eller som hjemmetræning. Det kan ske i en gymnastiksal, ude i en skov eller i et
varmtvandsbassin.
3.1.1 Effekten af træning
De fleste undersøgelser, som sammenligner træning med ingen træning, viser entydigt,
at træning giver en moderat bedring af den fysiske funktionsevne og færre
smerter på kort sigt (37;90;101;125;203;233;268) og på langt sigt (125;203;233). I
alle studier er der trænet i mindst 8 uger.
Den positive effekt af træning på smerter og fysisk funktion bekræftes af tre systematiske
review (2;40;91), det nyeste review og den nyeste guideline på området,
begge fra 2005 (230;231). Sidstnævnte, ”the MOVE consensus”, er en guideline,
hvor en ekspertgruppe ved gradvis elimination – ved hjælp af den såkaldte DEL-
PHI-proces (134) – er nået frem til 10 kerneudsagn om træning ved OA, som deref-
Referenceprogram for behandling af knæartrose – september 2007 22